At sætte problemer under debat

Tendensdigtning som problem hos Henrik Pontoppidan

I få danske forfatterskaber er samfundsproblemer blevet sat under debat som i Henrik Pontoppidans. Rækken af fiktive personer, som føres mod hinanden til frontale sammenstød på deres meninger om religion, politik, kønsroller, natur og kultur, ægteskab osv. strækker sig fra hans tidligste socialt agitatoriske værker til hans sidste roman Mands Himmerig, og at værkerne først og fremmest har fænget gennem deres diskussion af meninger, viser en stor del af forskningen omkring dem. Pontoppidans forhold til grundtvigianisme, brandesianisme, radikalisme, sædelighedsfejde osv. er blevet undersøgt i en række større og mindre arbejder, hvis mål har været at fastlægge hans egen holdning til de aktuelle samfunds- og idédiskussioner, der føres med så stor intensitet gennem hele forfatterskabet. Også debatten om Pontoppidans "tvesyn" har på en bagvendt måde samme interessefelt: ønsket om at fastlægge forfatterens holdning til sine hovedpersoner, hans mening om deres meninger.

En sådan fastlæggelse af forfatterholdningen synes ikke vanskelig, når det drejer sig om Pontoppidans tidlige socialt-engagerede forfatterskab. Det var med disse værker, Landsbybilleder (1883), Sandinge Menighed (1883), Fra Hytterne (1887), Pontoppidan placerede sig som naturalismens opdager af en ny befolkningsgruppe og – for lidt senere litteraturhistoriske betragtninger – som et upoleret, stridbart enfant terrible i den litterære verden. Med dem satte han samfundsproblemer under debat uden tvivl om diskussionens udfald og 45 mål: læserens bevidstgørelse om den sociale uretfærdighed og dens politiske forudsætninger i datidens Danmark. Kommer man fra 80'ernes klart opbyggede tendensværker til novellesamlingen Skyer (1890), bliver det imidlertid vanskeligere at aftegne Pontoppidans position med samme sikkerhed.

Man kan undre sig over, at billedet af den utvetydige ideolog synes at sløre sig til netop på et punkt i forfatterskabet, hvor Pontoppidan for første gang formulerer sig direkte ud i en standende politisk strid, og hvor mulighederne for indflydelse på den offentlige meningsdannelse synes optimale. Det konfliktstof, som i Skyer danner kernen i personernes voldsomme meningssammenstød er avisernes, rigsdagens, hverdagens mest brændende politiske emner: forfatningskampen mellem Højre og Venstre, Estrupiatet og provisorierne. Det er ikke "nye" problemer, der sættes under debat, og fremstillingen af dem kan altså ikke i sig selv betegnes som politisk handling. Så meget desto mere inviterer stoffet til en direkte stillingtagen hos forfatteren til de meninger, som i novellerne spilles ud mod hinanden. Her skal en fastlæggelse af Pontoppidans standpunkt forsøges på grundlag af en af de fortællinger, hvor mulighederne for politisk angreb og forsvar forekommer særlig oplagte.

To Venner

Handlingen. Den politiske baggrund

Mødet mellem de to gamle regenskammerater, pastor Hornung og postrevisor Krøger, danner udgangspunktet for det politiske opgør, som historien kulminerer i. Tidspunktet er påskelørdag 1885, stedet en lille jydsk købstad, hvor Hornung gradvist bliver frosset ud på grund af sine udtalte venstresympatier. Krøger er hans eneste ungdomsven, og gensynet med ham giver mulighed for en åbenhjertig diskussion om den politiske situation, som han længe har savnet. Alt er parat til en festlig modtagelse, Krøger ankommer, men eftermiddagen får et ganske andet forløb, end de begge har ventet. Med den politiske polarisering er også deres forhold blevet tilspidset: mens Hornung både privat og offentligt angriber Højre, forsvarer 46 Krøger Estrupiatet moralsk og juridisk. Diskussionen udvikler sig til et skænderi, og det bliver umuligt på en gang at bevare illusionen om gammelt fortroligt venskab og krampagtigt at videreføre en "neutral" samtale. Vennerne tager konsekvensen, de afbryder det årelange venskab og drager selv den morale af eftermiddagens forløb, at de "næppe er de første og ikke bliver de sidste gamle Venner, som disse Tider adskiller."

Tiderne er 1885, året for forfatningskampens kulmination, og på denne politiske baggrund må opgøret mellem Hornung og Krøger forstås. Samme år udsendtes ikke blot den anden provisoriske finanslov (der kunne akcepteres som nødvendig, hvis man opretholdt regeringens fortolkning af grundloven), men også gendarmeriloven, loven om overordentlige politiudgifter og – blandt andre nye bestemmelser – et tillæg til straffeloven, som fastsatte fængselsstraf for den, der "i tale eller skrift, henvendt til publikum i almindelighed eller til forsamlinger, eller iøvrigt på en den offentlige ro og orden faretruende måde, ophidser klasser eller dele af befolkningen til had eller forbitrelse eller til voldsgerninger imod andre klasser eller dele af den …"1 Med disse bestemmelser var Folketinget sat ud af spillet, nye foreløbige love udstedt og de første skridt mod diktaturet taget. Samme år, 21. oktober 1885, blev der øvet attentat mod Estrup.

Problemstillingen

De argumenter, som lyder i Hornungs arbejdsværelse, er de samme, som anvendtes af regering og opposition på den større politiske scene, og for de stridende parter i forfatningskampen kan Hornung og Krøger opfattes som typiske repræsentanter. Diskussionens saglige kerne er her som i rigsdagen, om der er juridisk dækning for provisorierne i den lovparagraf, Højre støtter sig til, grundlovens paragraf 25, som lyder:

I særdeles påtrængende tilfælde kan kongen, når Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige love, der dog ikke må stride mod Grundloven, og altid bør forelægges den følgende Rigsdag."2

47 Vennernes stilling til problemet er ganske klar. Mens Hornung mener, at man med provisorierne har "kuldkastet Rigets gamle Grundlov" og "tilsidesat Folkets helligste Krav og Ret," hævder Krøger, at der ikke står et ord i grundloven om folkets ubetingede ret, og at det netop har været meningen med paragraf 25, at den skulle være forfatningens sikkerhedsventil, dens værn imod en sprængning. "Det har Venstre ogsaa i sin Tid indrømmet. Og det har alle Jurister været enige om." Når striden mellem dem bliver til andet og mere end en fredelig juridisk paragrafdiskussion, skyldes det, at loven kan fortolkes, og at begge parter fortolker den efter deres eget hoved.

Fundamentalt forskellige ønsker og værdinormer støder sammen i udlægningen af teksten, og begge parter nærer en dybtgående mistillid til modstanderens moralske habitus. Derfor kan Hornung sætte lighedstegn mellem Guds og Venstres sag ("Gud er med os! Det véd jeg nu for vist, at han vil lade den danske Folkesag sejre!"), mens den samme sags førere for Krøger bliver til "Oprørere mod Lov og Orden (...) Personer, der hverken agter Fædreland, Moral eller Religion" og som "systematisk søger at undergrave Befolkningens Tillid til enhver Avtoritet." Og mens regeringen i Krøgers øjne "fortjener alle fædrelandskærlige Mænds Tak, fordi den endelig har sat en Stopper for disse Folkeforføreres tøjlesløse Færd", står venstreførerne for Hornung som "et helt Folks udkaarne Mænd", mens Estrup kort og godt er "en tarvelig Landmaaler! En Junker Ingenting! En Lykkejæger, der af Forfængelighed og Herskesyge er saa dum at lade sig bruge til at rage visse Folks svedne Kastanier ud af Ilden –".

På dette punkt i diskussionen er det, det bliver vanskeligt at adskille politiske og personlige angreb og at holde personen ude fra partiet. Krøger må se sig fremstillet som forsvarer af forargelige prokuratorkneb, nederdrægtighed, forfængelighed og herskesyge, mens Hornung selv i vennens øjne støtter folkeforførelse, umoral, anarki og vantro. Vejrforhold og torvepriser trækkes krampagtigt frem som neutralt område, men selv her fører vejen omgående tilbage til den politiske kampzone. "Lad os se Sandheden lige i Øjnene," siger Hornung, 48 "vi kan ikke længere være i samme Stue. Derved er nu intet at gøre."

Over for en morale af denne art står læseren temmelig rådvild, hvis han vil placere sin sympati og finde ud af, hvilken opfattelse af den politiske situation, der er den rigtige. I sammenstødet mellem Hornung og Krøgers meninger er det vanskeligt at finde Pontoppidans egen, og heller ikke i den del af historien, der leder op til skænderiet, får læseren svar på spørgsmål af den art. Der fortælles om Hornungs isolerede stilling i byen, om hans forventninger til mødet med Krøger, om vennernes fælles fortid, men nogen forfattermening om stridens kerne får læseren ikke. Der føres ikke bevis hverken for Hornungs Venstre eller Krøgers Højre, og spørger man, hvem af dem, der har ret, er det, som om historien låser sig fast og ikke kan fortolkes videre.

Man kan da på dette punkt midlertidigt deponere Hornung og Krøger og i stedet spørge, hvorfor det er så meget vanskeligere at placere Pontoppidan her end i hans tidligste værker. Hvori ligger den fortælletekniske forskel mellem den åbent propaganderende og den "lukkede" problemdiskussion. Hvor går den væsentlige skillelinie mellem den historie, som sætter problemer under debat for at demonstrere den rigtige løsning på dem, og den, der lader diskussionen standse i et fifty-fifty, når den er hedest. Hvorfor kan læseren placere sin sympati det ene sted, men ikke det andet?

Sandinge Menighed. 1883

Hvad der diskuteres i Sandinge Menighed er, om ikke et afgrænset politisk stridspunkt, så dog en bevægelse med betydelig politisk indflydelse. Debatten drejer sig om grundtvigianernes idégrundlag i almindelighed, og i særdeleshed om deres holdning til det folk, de vil føre frem til en rigere, mere menneskeværdig tilværelse. Om denne folkesag er der to meninger i romanen: den positive, som er grundtvigianernes egen, og den kort og godt afvisende: "Det er Løgn, det de synger," som Lone, en "kvinde af folket" formulerer det. Nogen åben konfrontation mellem de to opfattelser kommer 49 det ikke til, men gennem romanen føres Lones datter, Boel, fra hjemmet i Sandinge til en grundtvigiansk højborg i København og tilbage igen, fra længselen mod et "rigere" liv hos folkevennerne til mødet med dem og skuffelsen over dem.

Handlingen

Fra et fattigt landarbejderhjem og en slidsom dagligdag længes den unge Boel, romanens hovedperson, mod det glade og frie liv, som byens friskolebørn synger om, og som for hende bliver identisk med folkesag og grundtvigiansk livsførelse. Moderen, Lone, er fuld af mistro til folkesagen og søger forgæves at modarbejde Boels drømme om et andet, "rigere" liv, da det lykkes den grundtvigianske sognepræst, pastor Momme, at få Boel anbragt i huset hos fru Gylling, en dame af det højere borgerskab i København med nær tilknytning til grundtvigianismen. Her arbejdes der energisk for folkesagen. Fattige bønder får hjælp til deres uddannelse, man holder åbent hus for provinsboere i København, og sønnen i huset, student Knud, arbejder politisk for et forbund mellem studenter og bønder. I dette miljø bliver Boel hurtigt forgudet af bourgeoisiets damer og føler sig nu som i et paradis, hvor skellet mellem byfolk og bønder, rige og fattige ikke længere eksisterer. Da husets søn prøver at forføre hende, får idyllen en brat ende. Fru Gylling bliver forfærdet og vil straks have Boel ud af huset, men da har hun allerede selv, skuffet og ulykkelig, taget flugten hjem til Sandinge. Her er faderen, Lavs, blevet ramt af en arbejdsulykke, hans forstand har lidt skade, og hans arbejdsevne er ødelagt. Familien er endnu fattigere, end da Boel forlod den, og Lone afslår konsekvent at tage imod økonomisk hjælp fra den menighed, hun foragter. Efter sin midlertidige "ophøjelse" hos grundtvigianerne forstår Boel for første gang moderens følelser over for friskolen og det, den repræsenterer, og ved romanens slutning kan hun da genoptages som et ægte barn af familien.

Bevisførelsen

Allerede i et tilstræbt "objektivt" referat af Sandinge Menighed træder det frem, hvor afgørende romanens komposition 50 er for den slutvurdering af grundtvigianismen, som læseren føres frem imod. Når det er vanskeligt at give et "rent" referat af romanen, uden at forfatterens hensigt med den springer i øjnene, skyldes det, at han lader Boel gennemleve netop den bevidstgørelse, som han ønsker at overføre til læseren: han lader Boel begynde sin bane på et stadium, hvor hun drages mod grundtvigianismen uden at kende den, lader hende opleve den i praksis, skuffes og vende hjem, hvor hun fuldt bevidst, uden illusioner om et "rigere" liv går ind i sin gamle dagligdag. For at læseren kan følge Boel i hendes skuffelse over folkesagen, må i hvert fald to betingelser være opfyldt: læseren må have samme udgangspunkt som Boel (samme viden om landproletariatets faktiske dagligdag), og hendes skæbne må være repræsentativ: både hun og romanens grundtvigianere må kunne opfattes som repræsentanter for store grupper: folkesagens forkæmpere og det "folk", de kæmper for.

Det første krav opfyldes alene gennem romanens komposition. Før læseren stifter bekendtskab med den københavnske grundtvigianisme, får han et billede af den virkelighed, som er Boels; han ved, at et liv i lys og herlighed ikke eksisterer som nogen reel mulighed for hendes forældre ("Her må vi lukke Kjæften og knytte Næven, om vi skal få noget i Hus!") og at materielle behov må dominere en tilværelse, hvor åndelig vækkelse er luksus i kampen for at overleve. Det er på baggrund af denne viden, læseren kan vurdere den opfattelse af folkets bedste, Boel møder i København, og på dette centrale punkt har han allerede fra romanens begyndelse et forspring. Den vision af folkelighed og bondeskik, som hersker i det gyllingske hjem, er nemlig afgørende forskellig fra Pontoppidans indledende "landsbybillede". Til gengæld manifesterer den sin magt lige fra Boels første dag i København:

I sin Uforstand var hun rigtignok allerførst mødt herinde i en tyk, gul Vadmelsklokke, der skulde lappes paa Bagstykket; men det indsaa' hun ogsaa snart ikke ret vel kunde gaa an. (s. 44)

Læseren ved, at der er langt fra den Boel, der samlede brænde for sin moder hjemme i Sandinge til den, der "nyslaaet 51 fra Top til Taa" broderer i de gyllingske stuer, og som i gæsternes øjne kun mangler nationaldragten for at kunne personificere bonden som "vor Tids Adel". Men det er i denne sin genopstandne skikkelse, hun omsværmes af husets venner som et eksempel på sand landlighed:

Hun var da ogsaa snart bleven Alles Kjæledægge her, og Alle kappedes formelig om at vise hende Venlighed. Nogle overvældede hende endogsaa med smukke Gaver af Baand og Sløjfer, saa Boel undertiden maatte gaa ind i sit Kammer for at græde af Glæde (…) (s. 65)

Boels ophøjelse og metamorfose er ikke noget særsyn. Som hende er det gået den "fortræffelige" Jensen-Damgaard, der stadig bliver fremhævet som et smukt eksempel og et slående bevis "imod alle den sande Folkeligheds Fjender":

Fru Gylling havde opdaget ham et Steds oppe i Nordsjælland, hvor han var en fattig, fattig Husmandssøn (Nogle paastod endog, han havde vogtet Svin). Nu læste han herinde – til Skolelærer, eller maaske til Præst! – og kom, som naturligt var, ofte i Fru Gyllings Hus.

Men havde han end her et ejendommeligt Held til at træffe netop de Dage, da der var de fineste Fremmede, saa gik han ikke desto mindre omkring imellem dem saa stille og beskeden og rørende taknemmelig, sin egen Ringhed saa vel bevidst, at han maatte indtage Alle. (s. 139)

Ved sin bevidsthed om egen ringhed er det da, at Jensen-Damgaard er blevet et trumfkort for folkevennerne, så overbevisende, at han (ved at anbringe et "Deres Excellence" på rette sted) opnår en gehejmeetatsråds anerkendelse: "En virkelig fortræffelig ung Mand! – et overraskende Resultat i Sandhed!" Men for læseren, som er blevet præsenteret for den "virkelige" landarbejder ved romanens begyndelse, må Boels og Damgaards forvandlinger "bevise" noget andet, nemlig at det er dårligt bevendt med grundtvigianernes demokratiske sindelag. Hvad folkevennerne vil akceptere på lige fod med sig selv, er ikke den danske bonde, som han f.eks. optræder i Lavs' skikkelse, men et tillempet, idealiseret billede af ham, som læseren netop kan kalde virkelighedsfjernt og romantisk, fordi han i modsætning til dem er blevet præsenteret for virkeligheden. Kun på overfladen arbejder folkevennerne for lighed og broderskab; nedenunder den ved de med påfaldende 52 sikkerhed, hvem der er Loke, og hvem der er Thor. Det er dem, som opstiller spillets regler (påklædning, beskæftigelse, opførsel), og selv for den en gang tilpassede Boel er der grænser for ligheden. Således er fru Gyllings reaktion på forbindelsen mellem hende og Knud kun i dårlig overensstemmelse med grundtvigianernes demokratiseringsprogram.

Det er jo Vanvid – rent ud Vanvid. Hvor har du dog haft din Fornuft henne – Barn? (…) jeg vil ikke vide af det – jeg vil ikke se hende – ikke en Dag – ikke en Time – det er jo Vanvid – Vanvid! … (s. 164)

I virkeligheden er det den konsekvente opfyldelse af lighedsprogrammet, der her afskrives som galskab.

For den læser, som gerne vil redde grundtvigianismen ud af romanen med skindet på næsen, er der på dette punkt ikke mange muligheder tilbage. Gennem persontegningen har Pontoppidan gjort sit til, at Boel, fru Gylling, student Knud og hjemmets gæster ikke optræder som psykologiske specialtilfælde, som ikke kan repræsentere andet end sig selv. Som i en række af Pontoppidans programmatiske værker er figurerne tegnet endimensionalt i den forstand, at de fremtræder som næsten "tomme" bærere af bestemte meninger (fru Gylling, etatsråden, pastor Momme) eller som repræsentanter for en klasse (Boel, Lone). Som fru Gylling kun beskrives i sit forhold til grundtvigianismen, interesserer Boel kun, så længe hendes skæbne kan bruges som prøvestenen for den (i modsætning til den stærkt ændrede 2. udgave fra 1903 fortælles der her intet om, hvordan hendes videre liv former sig. Skildringerne af hendes hjem i Sandinge slutter sig som en ramme om det tidsrum, hvor hun oplever grundtvigianismen i praksis, og hvad der ligger uden for det, beskæftiger romanen sig ikke med). Personerne er deres meninger eller deres klasse og må være det, fordi læseren med dem som eksempelmateriale skal kunne fælde en dom, der gælder ikke blot dem, men den type eller gruppe, de repræsenterer. Den folkelige bevægelse er placeret i romanens centrum, og fra dette punkt ses kun den side af figurerne, der vender ind mod den: de afspejler 53 hver deres opfattelse af den, eller afspejles selv som resultater af den. Det er deres ideologi, ikke deres individuelle psykologi, der interesserer Pontoppidan.

Den dobbelte effekt af komposition og persontegning bliver da en kraftig styring af læserens sympati mod en bestemt mening om grundtvigianismen: med udgangspunkt i det "virkelige" landliv afsløres dens bondeopfattelse som idealiseret. Bevægelsen spiller fallit over for Boel, fordi den ikke opfylder sine egne løfter om demokrati og ligeberettigelse, den mangler konsekvens – eller, hvad der er værre, den er uhæderlig, hyklerisk. "Det er Løgn, det de synger," og kun en meget naiv sjæl som Boel kan tro, at "her er slet ingen Forskæl på Bynder og andre".

Som en sidste redningsaktion kunne man da hævde, at dette angreb på grundtvigianernes manglende konsekvens ikke gælder folkesagen, men dens forkæmpere, som forvansker dens grundlæggende ideer.

Men også denne udvej er der spærret for. Allerede ved sin kontrastopstilling af miljøerne i København og Sandinge placerer Pontoppidan sig afgørende uden for det program for folkesagen, som aftegnes i Sandinge Menighed. Ingen af romanens grundtvigianere interesserer sig for den sammenhæng mellem materielt og åndeligt, som her understreges, og en sådan understregning rammer netop hele grundlaget for bevægelsen: det ensidigt åndelige, idealistiske menneskesyn. Inden for romanens rammer demonstreres det da også ligeud, at en reel viden om landbefolkningens materielle situation ikke kan eksistere side om side med begejstring for folkesagen. Således kan pastor Momme, der i sin tid indførte "den glade kristendom" i Sandinge, ikke bevare tilliden til sin sag, da han en gang er blevet konfronteret med fattigdommens yderste konsekvens ved sit møde med Lone, der alene forsørger hele familien:

Lone selv havde set frygtelig ud; hendes Haar var bleven næsten hvidt og ganske tyndt, med Lag af Snavs og Skjæl i Bunden; hendes Krop dobbelt oppustet, tung og usund af al den megen vandede Føde. (s. 189)

54 Og da hun selv i den situation nægter at tage imod hjælp fra den grundtvigianske menighed, bryder Mommes sikkerhed sammen:

Det gamle tittende Smil var borte; Glimtet i hans Øje ligesom udslukt, og han saa' ikke paa Folk, naar han talte til dem. (s. 183)

Og senere:

Pastor Momme talte ogsaa, men ganske kort og saa lavt, at Mange slet ikke kunde høre ham. Og han berørte ikke med et Ord den Tid, da han holdt Dysten med de gamle, sejge Sandinger. (s. 187).

Den viden om "folkets" materielle situation, som til sidst underminerer Mommes tillid til folkesagen, har været læserens fra romanens begyndelse. Som den autoritative forfatters fortrolige har han været hævet over pastor Mommes tiltro til bevægelsens ensidigt åndelige grundlag og fru Gyllings romantiske, inkonsekvente bondedyrkelse, og nogen reel mulighed for valg mellem fru Gyllings og Lones mening om folkesagen har han ikke haft. Hans slutvurdering af både den københavnske og den landlige grundtvigianisme må falde sammen med forfatterens – nogen anden mulighed for stillingtagen gives ikke i Sandinge Menighed.

To Venner

Persontegning og tendens

Vender man nu fra Sandinge Menighed tilbage til Hornung og Krøger i præstegårdens arbejdsværelse, bliver det mere forståeligt, hvorfor billedet af dem fryses fast i et fifty-fifty, når læseren spørger, hvem af parterne der har ret i deres mening om den politiske situation. I "To Venner" mangler netop alt det, som i Sandinge Menighed dirigerede læserens sympati og endelige vurdering. Først og fremmest præsenterer novellen ikke – som romanen – et stykke "virkelighed", der kan fungere som en slags løgnedetektor til afsløring af idealisering og naivitet – der gives ingen oplysninger om, hvordan det i "virkeligheden" forholder sig med Estrup og Venstreførernes hensigter og moralske habitus. Men også den handling, som i 55 romanen fører Boel frem og tilbage gennem miljøerne, så afsløringsprocessen kan komme i gang, mangler i novellen. Diskussionen mellem Hornung og Krøger er i den forstand uden jordforbindelse, at deres meninger ikke prøves i praksis; man oplever ikke det politiske spil, som det faktisk spilles, men kun den huslige refleks af det. Den handling, som kunne styre læseren til at tage parti, er indskrænket til et minimum og fører ikke frem til et valg mellem Hornungs Venstre og Krøgers Højre.

Det kunne da være nærliggende at betragte Hornungs afskedsreplik som historiens morale, at lægge ansvaret for bruddet på "den ulykkelige Politik" og betragte historien som illustration af politiske meningers indgriben i alment-menneskelige forhold: politik kan også være farlig. Men er det også det, historien demonstrerer? Har Hornung og Krøger ret, når de placerer ansvaret for det brudte venskab i provisorieårenes politiske situation?

Hvor Sandinge Menighed havde "virkelighed" og styrende handling, har "To Venner" i stedet et tilbageblik over venskabets historie, som er skudt ind midt i fortællingen. I dette tilbageblik gives en del af svaret, og det viser sig her, at modsætningen mellem de to ikke udelukkende er af partipolitisk art:

Man kunde sige om dette Venskab, at det var bleven knyttet ved Modsætningernes Tiltrækning. Thi vanskeligt skulde man finde to Mennesker, der i Sind som i Skind var hinanden mere ulige. Marius Krøger var netop saa lille og undersætsig, som Frederik Hornung var lang og ranglet; netop saa samvittighedsfuld og pertentlig, som Hornung var egenraadig og skødesløs; netop saa godmodig og eftergivende, som Hornung var opfarende og stridslysten. Blandt Kammeraterne paa Regensen kaldtes de derfor ogsaa "Supplementerne", der tilsammen dannede "det fuldkomne Menneske". (s. 58 f.)

Mens Hornung er det "oplivende og befrugtende Element", der kaster sig ud i heftige diskussioner om tidens brændende spørgsmål og har "Mod til (...) at stille sin Person til Skue, ja optræde som Anklager og Dommer", følger Krøger passivt men stolt og beundrende, vennens lidenskabelige udfald. Uden 56 risiko bliver han ført ud over sit eget væsens begrænsning gennem Hornungs impulsivitet og entusiasme:

Egenlig var det nemlig mindre Tingene selv, end Hornungs Begejstring for dem, der interesserede Krøger. I sin egen Indifferentisme henrykkedes han dobbelt over Vennens Optagethed. Og mens han altid selv var mere ængstelig end en gammel Jomfru i Overvejelsen af sine Ord, lo han ofte, saa det klukkede, naar Hornung i sin hidsige Iver for at betegne den enevældige Regerings Lumpenhed hentede Udtryk og Lignelser fra det laveste Gadesprog. (s. 60)

Til gengæld kan Krøger med sin punktlighed og soliditet holde den fælles husholdning på ret køl, når Hornungs ressourcer som ved magi slipper op midt på måneden. Men Krøger er ikke blot en praktisk kontubernal for Hornung, og når han holder venskabet med ham vedlige, også ud over studentertiden, skyldes det, at vennen opfylder dybere behov:

(…) hans ejendommelige og for Fremmede stødende Væsen gjorde ham det vanskeligt at skaffe sig nye Venner. Tillige følte han en vis Tilfredsstillelse ved den usvækkede Beundring, som Krøger – skønt Tiden og Forholdene snarere havde uddybet end udvisket Forskellighederne i deres Karakterer – blev ved at nære for ham. (s. 62).

Det er altså et venskab af en speciel karakter, der til slut afbrydes med det politiske opgør, og ud fra de psykologiske portrætter, der tegnes i dette tilbageblik over vennernes fælles fortid, bliver det vanskeligt at tage deres opfattelse af bruddet for helt gode varer. Af de forventninger, de begge nærer til gensynet, fremgår det da også, at det årelange, trofaste venskab hverken bunder i nogen virkelig fortrolighed eller i noget indgående kendskab til modparten. Hornung har således ikke kunnet "opgive Haabet om, at de sidste Dages Begivenheder endelig skulde have aabnet Krøgers ærlige Øjne for det forargelige Rænkespil, der var blevet ført", mens Krøger på sin side forfærdedes over vennens hårdnakkethed: "Jeg var saa overbevist om, at de sidste Dages Begivenheder maatte have bragt dig til Erkendelse af, at du denne Gang var gaaet for vidt."

Bag billedet af de trofaste venner, der på tragisk vis rives 57 fra hinanden, fordi politisk enighed er blevet altafgørende i provisoriernes Danmark, tegnes da et mere nuanceret, mindre tragisk billede af venskabet og dets forudsætninger. Det viser sig, at forholdet hele tiden har hvilet i en utryg balance, som forudsætter, at de begge kun tager den del af modparten alvorligt, som de har behov for. Som Krøger kun har indsuget vennens begejstring og ikke hans meninger, har Hornung på sin side kun oplevet Krøger som den trofaste beundrer, han nødigt vil undvære. Begge har de et stærkt revideret billede af, hvordan vennen er "i virkeligheden", begge håber de til det sidste, at modparten må have taget fejl, udtrykt sig forkert, være blevet narret af en løgnagtig, propaganderende presse osv. Og da disse muligheder en efter en elimineres, forfærdes de ved at stå over for et helt "nyt" menneske. Hvad der før blev skubbet bort fra det "reviderede" billede, tvinges nu frem i en chokagtig konfrontation: de kender ikke hinanden igen:

Det var mindre Vennens Ordstrøm end Synet af hans blege, ophidsede Ansigt og vildt opspilede Øjne, der længe gjorde ham maalløs. Var det muligt? … Var det virkelig hans blide, tavse, sagtmodige Marius, som sad dér foran ham, dirrende af Had og Lidenskab? (s. 76 f.)

På samme måde går det Krøger, som til det sidste håber, at vennen naivt er blevet vildført af sin idealisme uden at kende den sag, han "i virkeligheden" kæmper for:

"Du har Ret," svarede Krøger hurtigt og rejste sig. "Det er bedst for os begge, at jeg tager bort. Jeg vil gærne, Frederik, – men jeg kan ikke forstaa, at du … hvordan du …" (s. 85).

Historien om Hornung og Krøger fortæller da ikke blot om en højre- og en venstremand, der ikke kan forliges, Hvad der skiller dem, er ikke i første række deres meninger om provisoriepolitik og parlamentarisme, men snarere deres individuelle forskelligheder, som de først med de politiske som anledning bliver tvunget til at se. Og netop i den individuelle persontegning adskiller historien sig fra Sandinge Menighed 58 på en så afgørende måde, at det ikke blot bliver vanskeligt for læseren at tage parti, men også at skille partiet fra personen. Der går en lige linie fra den forsigtige, pligtopfyldende, beskedne Marius til højremanden Krøger, der forsvarer det etablerede system, den givne orden og de givne autoriteter, som der går en linje fra den opfarende, hidsige, selvhævdende Frederik til venstremanden Hornung, som privat og offentligt træder op mod "Overgreb", "Herskesyge" og "forargelige Prokuratorkneb". Det er ingen tilfældighed, at netop Krøger forsvarer Estrupiatet, mens Hornung angriber det. Et valg mellem Hornungs Venstre og Krøgers Højre bliver på denne baggrund umuligt, fordi læseren ikke længere skal vælge mellem meninger, der kan "bevises", men mellem de naturer og temperamenter, som meningerne er bundet til.

De meninger, der fremstod som "rene" og absolutte i Sandinge Menighed, bliver relativeret i "To Venner", fordi de skildres psykologisk. Her er det ikke personernes ideologi, men deres psykologi, som er det overordnede: de har de meninger, de har, fordi de er, som de er. Det er, som om den individuelle persontegning og den utvetydige tendens ikke kan forenes inden for samme værk.

Nu kunne man argumentere for, at der i ethvert værk må være et sådant afhængighedsforhold mellem persontegning og tendens, at individualisering må gøre personerne mindre repræsentative som meningsbærere, og at psykologiske specialtilfælde egner sig dårligt som midler for "bevisførelse" og angreb med politisk perspektiv. Men i "To Venner" er problemet mere kompliceret. Her er personerne ikke blot individualiserede, men de er bundet til deres individualitet. Det individuelle er ikke blot særpræg og personlighed, men begrænsning og tvang. Det låser personerne fast, giver dem en begrænset oplevelsesradius og forhindrer dem på samme tid i at gennemskue sammenhængen mellem deres væsen og deres meninger. I den forstand bliver de ikke blot uanvendelige som "talerør", men den diskussion, der føres mellem dem, føres kun på værkets overflade og undermineres af den persontegning, der ledsager den.

59

Skyer

Det implicite tendensproblem

Det er ikke ualmindeligt, at linjen i Henrik Pontoppidans forfatterskab skildres som en udvikling fra en ren social tendens til "frit digterisk stade"3 – fra propaganda til psykologi og fra énøjethed til "tvesyn". Bedømt alene ud fra Sandinge Menighed og "To Venner" kunne det se ud, som om det netop var en sådan ændring i forfatterskabet, man kunne spore, og man kunne hævde, at Pontoppidan simpelthen interesserede sig for noget andet i 1883, end han gjorde i 1890. Men forholdet til digtning som middel i en samfundsrettet kamp viser sig at være mere kompliceret i Skyer, når samlingen betragtes i sin helhed. Et sådant helhedssyn har Pontoppidan selv anlagt i det forord, han i 1899 forsynede bogen med, og det skal derfor her gengives i sin helhed:

Den storpolitiske Kamp, der danner Baggrunden for de efterfølgende Fortællinger, ligger ikke længere tilbage i Tiden, end at den endnu huskes af alle; men det er iøvrig slet ikke nødvendigt for Forstaaelsen, at den kendes. Hvor forskelligt de politiske – ligesom Livets andre – Konflikter kan forme sig, de Lidenskaber, de vækker, de Tragedier og Farcer, som de afstedkommer, er alle Dage de samme; og heri søger Skildringer som disse deres poetiske Berettigelse. Her skal blot nævnes: det var i Paaskeugen 1885, at Ministeriet Estrup hjemsendte de lovgivende Forsamlinger og – støttet af Overklassen – lod Kongen kundgøre et Finansprovisorium, der kom til at strække sig over en halv Snes Aar. Den Ophidselse, som dette Skridt vakte særlig i de brede Lag, gav sig bl.a. Udslag i et Revolverattentat mod Premierministeren, hvilket havde Udstedelse af flere provisoriske Love til Følge, saaledes en skærpet Presselov, ligesom det blev den ydre Anledning til Oprettelsen af det forhadte Gendarmkorps. Adskillige af Demokratiets fremragende Mænd sad i Fængsel. De ledende Medlemmer af Ministeriet dekoreredes med Elefantordenen.4

Læser man dette forord som en isoleret tekst, viser det sig, at det foruden at være en knap, præcis introduktion tillige kan betragtes som et mønster for hele samlingens forhold til problemet tendens-ikke tendens. Vil man alene ud fra det afgøre, om bogen er et indlæg i provisoriediskussionen og et forsøg på at påvirke den offentlige mening, bliver svaret et 60 både-og. I begyndelsen siges det, at de politiske begivenheder danner baggrunden for fortællingerne, og at den politiske strid er benyttet som en slags katalysator for skildringen af de psykologiske konflikter, som er forfatterens hovedemne, historiernes forgrund. I forordets sidste del rekapituleres provisoriernes politiske situation (skønt det "ikke [er] nødvendigt for Forstaaelsen, at den kendes"), og der sluttes af med en kontrastopstilling mellem demokratiets fremragende mænd og de ledende medlemmer af ministeriet, en kontrast som ikke lader læseren i tvivl om, hvor sympatien skal placeres.

Der er i dette forord en dobbelthed i holdningen til det politiske sprængstof i historierne, som genfindes i selve novellesamlingen. Betragtet under ét falder fortællingerne i Skyer i to rækker, én hvor politiske standpunkter betragtes psykologisk ("To Venner", "I Kongens Kjole" og "Et Offer") og én hvor der argumenteres for en bestemt stillingtagen til forfatningskampen: for et revolutionært Venstre, mod et diktatorisk Højre (bl. a. "Ilum Galgebakke", "To Gange mødt" og "Den første Gendarm"). I den ene række relativeres politiske meningers "objektive" gyldighed – i den anden propaganderes der for én politisk mening. På denne måde bliver samlingen splidagtig med sig selv, ikke fordi den propaganderer for flere meninger på en gang, men fordi relativeringen af politiske sandheder også må ramme den forfatter, der argumenterer for sine standpunkters almene gyldighed.

Denne konflikt mellem en psykologisk og en programmatisk linje ligger impliceret i Skyer i den forstand, at den først træder frem, når historiernes forhold til det politiske betragtes under ét. Men det er en konflikt, som bliver stadig mere påtrængende i Pontoppidans forfatterskab og som, specielt for ham, blev knyttet til ønsket om at sætte problemer under debat.

Tendens som problem hos Henrik Pontoppidan

I Pontoppidans tidligste forfatterskab står den lille roman Ung Elskov fra 1885 mærkeligt isoleret. Midt mellem de engagerede samfundskritiske værker, Sandinge Menighed, Landsbybilleder (1883) og Fra Hytterne og Isbjørnen (1887) fortælles 61 her om pigen Martha, hendes kærlighedshistorie og hendes ulykkelige død. Ved sit miljø og sin herkomst er Martha gjort til ener, uden evne til at repræsentere holdninger eller grupper i samfundet. I historien om hende diskuteres der ikke aktuelle samfundsproblemer, og der uddrages ikke nogen almengyldig "morale" af den. Pontoppidan følger hendes vekslende fortolkninger af hendes egen situation som fremviser – hverken som dommer eller som anklager. Man kunne kalde Ung Elskov en "ren" psykologisk roman – og som sådan er den enestående i det tidlige forfatterskab – men den fik efterfølgere bl. a. i Minder (1893), Borgmester Hoeck og Hustru (1905) og Den kongelige Gæst (1908).

Jeg tror, det er væsentligt, at Ung Elskov tages med i karakteristikken af Pontoppidans tidligste værker. Gør man det, viser det sig, at forfatterskabet ikke begynder med enstonig social agitationsdigtning, men med et dobbeltanslag. Det udfolder sig inden for to interesseområder: en alment psykologisk interesse, der koncentrerer sig om enkeltindividet og dets skæbne, om at "forklare" og forstå det enkelte menneske og dets historie psykologisk; og et politisk ønske om at sætte samfundsproblemer under debat ikke for at debattere dem, men for at løse dem, et ønske der fører til koncentration om personernes ideologi, ikke deres individuelle psykologi.

Disse to interesseområder kan efter mit skøn spores i hver deres række af værker, en "psykologisk" og en "programmatisk", som har hver deres form for menneskeskildring. I begyndelsen af forfatterskabet løber de parallelt, men netop i Skyer ses det, hvordan de føres stadig tættere sammen. Emner der før udelukkende blev behandlet i "lærestykker" med éndimensional persontegning og utvetydig tendens drages nu ind under en psykologisk betragtningsmåde, og denne forening af to linjer i forfatterskabet får følger for dets politiske slagkraft.

Denne konflikt, som jeg her har kaldt et tendensproblem, bliver særlig iøjnefaldende i en del af de værker, som har stået i centrum for "tvesynsdebatten". I f. eks. Det forjættede Land og Nattevagt forenes inden for samme værk en intens diskussion af aktuelle åndelige og politiske bevægelser med en indgående psykologisk skildring af de diskuterende. Denne 62 kombination behøvede vel ikke i sig selv at lamme værkernes samfundsdebat (og jeg tror, det er vanskeligt at drage generelle konklusioner om forholdet mellem persontegning og tendens alene ud fra Pontoppidans forfatterskab) men netop hos ham bliver kombinationen problematisk. Den bliver det, fordi det individuelle i stadig større grad fremtræder som en begrænsning i personernes evne til at opleve omverdenen "sandt" og drage "objektivt" gyldige erfaringer af deres oplevelser. Personer som Emanuel Hansted og Jørgen Hallager er ikke blot individualiserede, men de er låst fast i deres eget væsens begrænsning. Det er, som om deres personlige særpræg er uundgåeligt knyttet sammen med de "blinde pletter" i deres oplevelsesevne. De er bundne af deres væsen ikke blot til at have de meninger, de har, men til at opleve, som de gør. I den forstand er de "absolutte", de kan ikke bringes på bedre tanker, der kan ikke argumenteres med dem, der er i selve deres oplevelsesevne en fundamental misvisning, som man ikke kan placere ansvaret for, og som de ikke bærer skylden for. Herved bliver de ikke blot uanvendelige som forfatterens talerør, men de idémæssige diskussioner, der føres af dem, bliver undermineret, uanvendelige til at påvirke læseren til en bestemt stillingtagen for eller imod de meninger, de repræsenterer.

Jeg tror, at det er denne konflikt mellem værkernes intense meningsdiskussioner og den psykologiske skildring af de diskuterende, som er den fortælletekniske baggrund for den "tvesynsdebat", som bl.a. har været ført omkring Skyer, Det forjættede Land og Nattevagt. Hvis det er rigtigt, skal begrebet "tvesyn" ikke forstås som en vaklen mellem forskellige meninger hos Pontoppidan, men snarere som en konflikt mellem to menneskesyn, en konflikt, der blev særlig påtrængende, når problemer skulle sættes under debat. På den ene side står forestillingen om et læserpublikum, der kan påvirkes til aktiv politisk handling, som kan overbevises gennem problemdiskussion og problemløsning i det fiktive forfatterskab. På den anden side står forestillingen om den enkelte, der er bundet i sin individualitet, bestemt til at have de meninger, han har, fordi han er, som han er.

63 Denne konflikt blev ikke løst og kunne ikke løses i Pontoppidans forfatterskab. De to linjer, som er trukket op, blev i det senere forfatterskab skilt ud i henholdsvis "psykologiske" Og "programmatiske" værker, eller de stødte sammen igen, som i Det forjættede Land og Nattevagt. Men de føjede sig ikke på noget tidspunkt sammen til en syntese eller til en løsning på tendensproblemet. Til gengæld har konflikten måske netop som kunstnerisk og filosofisk udfordring ligget som drivkraften bag en væsentlig del af hans forfatterskab.

 
[1] Citeret efter Politikens Danmarkshistorie bd. 12 (1965) s. 177. tilbage
[2] Citeret efter Politikens Danmarkshistorie bd. 12 (1965) s. 137. tilbage
[3] Således hos Ejnar Thomsen i Dansk Litteratur efter 1870, 1935 (1962) s. 78. tilbage
[4] Forord til 2. udgave af Skyer i Fortællinger, bd. 2, 1899; en udgave der indbefattede Nattevagt. tilbage