Lykke-Per finder Skatten
Endnu mer end Forgjængeren Lykke Per, hans Ungdom, der udkom for et halvt Aars Tid siden, er denne Fortsættelse meget let at læse: Pontoppidan skriver jo ualmindelig klart, i et særdeles godt Sprog. Indholdet er derimod mindre tilfredsstillende. Hermed skal der ikke være lagt Vægt paa, at der foregaaer grumme lidt, saa man faaer Mistanke om, at mange Fortsættelser maa følge, hvis man skal komme til et egentligt Resultat. Den Udvikling, Præstesønnen Per Sidenius til Dato har gjennemgaaet, er nemlig ikke stor. Han naaer til at læse "Dr. Nathan" og blive ganske overvældet af denne Skjønaands Talent, naivt troende paa hans omfattende Kundskaber og hans Kald til at lede eller hæve Kulturen i dette "ludfattige" Land, hvor "aandelig Forkommenhed og Pjalteri og Snuskethed i Smaat og Stort prægede det hele Samfund." Per har da aabenbart paa dette Omraade Adskilligt at lære, og paa samme Maade stiller det sig for ham i andre Henseender. Nærværende Bind slutter tilmed, hvad Fundet af Skatten angaar, med et Spørgsmaal om, hvem han elsker, og selv om det ikke er den Frøken Nanny der først var paa Tapetet, men hendes ældre Søster Jakobe – hvilket er sandsynligt – kan der dog blive Rum for mange Overraskelser saavel for Hr. Per som for Læseren.
Naa, man kan jo vente, saa længe man lever, og have Haab om at leve længe for at afvente mange Fortsættelser om Lykke-Per. Saa maa det blot være tilladt at ønske dem noget Interessantere end den brede Fremstilling af hans Arbejde paa et kolossalt Vandbygningsprojekt, der i og for sig vanskelig kan more Folk, og af hans Sværmeri med en lille Provinspige, hvem han træffer under sit Ophold hos de Nybodersfolk, som han allerede i første Del boede til Leje hos. Livet hos dem var temmelig skablonmæssig skildret, og bedre er det ikke blevet denne Gang. Overhovedet lader det til at Henrik Pontoppidan vandrer paa usikker Grund, naar han vil male Forhold og Mennesker i Kjøbenhavn. Rent galt gaaer det, da han fører sin Helt ind i et stort jødisk Hus.
Tanken er i og for sig fortræffelig. Jøder spille jo i Kjøbenhavn en Rolle, som i visse Retninger er meget betydelig i Forhold til deres Tal. Dette beroer naturligvis paa særskilte Evner og Egenskaber, mer eller mindre heldige, i hvert Fald ikke lidt forskjellige fra andre Danskes. Forskjellen gjør sig ogsaa gjældende i Væsen og Væren hos mange Jøder, baade udadtil eller overfor Andre og vistnok endnu mere mellem dem selv indbyrdes. Alt dette afgiver et rigt og frugtbart Emne for en novellistisk Forfatter, og Meir Goldschmidt har langtfra udtømt det. Man giver sig følgelig Henr. Pontoppidans Førerskab i Vold med forventningsfuld Glæde, da han introducerer sin Helt hos en jødisk Millionær med stor Familie. Man finder ogsaa Tilløb til nogle karakteristiske, typiske Figurer, men det bliver ved Tilløbet og ender i alt Fald foreløbig overmaade fladt uden andet Udbytte end ganske enkelte, vistnok rigtige, men dog ikke dybt rammende Træk, f. Ex. Frøken Jakobes hæftige Følsomhed overfor nogle jødiske Emigranter, hun træffer paa en tysk Banegaard, eller hendes Mistænksomhed overfor Kristne. At hendes Opfattelse i begge de anførte Tilfælde utvivlsomt er mere end halvvejs forkert – ligesom Pers ungdommelige Bedømmelse af "Dr. Nathan" – kan Forfatteren med Føje forklare som betegnende for de paagjældende Personer, uden at han for egen Del behøver at nære de samme overfladiske Meninger, skjøndt Læseren rigtignok let kan faa et saadant Indtryk. Men hvad Pontoppidan maa bære Ansvaret for, er Overfladiskheden i hele Skildringen af selve det jødiske Hjem og Familieliv, thi her bliver Læseren, som sagt, væsentlig skuffet.
En Part af Skylden kan tillægges Stilen, d.v.s. den altfor meget berettende og forklarende Fortællemaade med altfor ringe Fremstilling af Personerne selv som handlende og talende. Det Episke savner næsten ganske de oplivende dramatiske Elementer, der give sig Form i Repliker. Man faaer paa en Maade Adskilligt at vide om Menneskene; man faar dem kun sjeldent at se eller høre, som de bære sig ad og tale. Forfatterens Indbildnings- eller Skaberkraft synes i saa Henseende ganske tom maaske fordi han mangler Iagttagelse af og indgaaende Kjendskab til de behandlede Sfærer. Denne Mangel bliver da Hovedsagen. Hverken hvad Tegning eller hvad Farver angaaer, har Billedet af disse Jøder nogen virkelig Betydning, ogsaa uden al Sammenligning med Goldschmidt. Det maa være nok at pege paa et enkelt Punkt. Saaledes som Familiens Historie og Forhold ere givne, maa dens Medlemmer ufejlbarlig "mauschle"1, og særlig gjælder dette den gamle Onkel, naar han er alene med Damerne og bliver vred. Her lader Pontoppidan ham sige til Nanny (refererende sig til Per): "Troer Du maaske ikke, jeg har set, hvordan I har smisket til hinanden. Men det siger jeg dig, Nanny! Gifter du dig med en døbt, saa – –"2. Hele Ordstillingen er karakterløs, Anvendelsen af de afgjørende Ord umulig i den Mands Mund. Aldrig vilde han sige "en Døbt", men maaske en "Kerner", som jo er det almindelige Udtryk, eller nok saa rimeligt en "Tholofresser", som er en hvassere, bidsk Betegnelse. Man kan overhovedet umulig male saadanne Jøder, som Pontoppidan her har taget Sigte paa, uden at lade dem bruge det ejendommelige Sprog, som de føre, naar de ere mellem sig selv, og man kan ikke tegne dem uden at give dem talrige Træk, som Forfatteren ikke har villet eller kunnet, formodentlig fordi han aldrig har været indviet i vedkommende Frimureri eller havt Lejlighed til at studere disse (og andre) kjøbenhavnske Emner saa intimt som de Menneskers, han har dvælet mest ved i sin tidligere Fortællings-Serie.
Trods Alt er Lykke Per finder Skatten saa nem at løbe igjennem, og hele Romanen er vistnok saaledes koncentreret om Titelfiguren, at man vil finde sig i, at Pers Omgivelser ere mindre vellykkede, naar man blot maa opleve, at det en Gang paa en eller anden Maade bliver til Noget med ham selv.
