Lykke-Per. Hans Kærlighed
Nye Bøger
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per. Hans Kærlighed. 138 S. (Det nordiske Forlag).
Mon nogen Forfatter har drillet sit Publikum i den Grad som Pontoppidan med Lykke-Per? Man søger forgæves en Aarsag, hvorfor den udmærkede Forfatter ubarmhjærtigt skærer sin store Roman og Publikums Interesse i Stykker? Hvis Lykke-Per endda var saa tyk som Paris' Mysterier1 eller Rocambole2 med alle Fortsættelser! Men nej, saavidt menneskelige Øjne formaar at spejde ud i Fremtiden, og saavidt man kan slutte af Forfatterens egne Meddelelser, saa bliver Lykke-Per vel omtrent en jævn dansk tobinds Roman, hvor hvert Bind rummer en firehundrede Sider. Nu er det kommet saavidt, at der paa Omslaget anbringes en Forhistorie, der meddeler de to første Binds Indhold højst summarisk – det er, Gud hjælpe alle, ligesom i Hver 8. Dag, hvor mange tidligere Føljetoner af Spionen fra Kronstadt3 ogsaa hver Gang resumeres af den kyndige Oversætter paa tre Linjer.
Imidlertid, Bogen vil, naar den bliver færdig, selvfølgeligt være lige god, hvordan den end saa udgaves. Og god bliver den nok. Hver Gang griber man det tynde Hæfte med Begærlighed, læser det med stigende Interesse – for saa lige i Spændingen at tages fra Bestillingen: vær saa artig, Fortsættelsen følger om et halvt Aar!
Bestandigt løber den samme Understrøm gennem Lykke-Per snart sagte krusende, snart mægtigt fremilende Bølger: Trodsen og Oprøret mod det folkekirkelige Danmark. Pontoppidan er jo en af de meget ivrige Fritænkere. Somme af Fritænkeriets Folk har det saaledes, at de betragter Sagen som afgjort for de Kultiverte: den folkekirkelige Disput interesserer dem ikke mere og de vender sig til nye Omraader for den evige Strid; andre blandt Kætterne mener, at denne Sag altid maa tages op paa ny, i hver Bog, hver Artikel, hver Aandens Manifestation, og naar man sér, hvor tykt og lumpent Skinhelligheden breder sig, saa kan det hænde, at disse sidste har Ret. I hvert Fald hører Pontoppidan til disse, og Lykke-Per er et nyt Led i den Agitation og Produktion, der rettes mod Kirkeklokkernes "forhadte Helvedeslarm". Dette er derfor Hovedstedet om Lykke-Per:
Han følte sig overhovedet aldrig saa fredløs, aldrig saa mistrøstig som paa en saadan Helligdag, hvor Synet af de tilskoddede Butikker, de vogntomme Gader, de sortklædte Kirkegængere med deres korsprydede Salmebog overalt fortalte om Menneskenes ydmyge Underkastelse under Spøgelsefrygtens Trælleaag. Han søgte paa saadanne Dage gærne herud fra Byen for at betragte det frie Liv, der – ubekymret om alle Helligdagsforordninger – udfoldede sig ude over Vandet; for at se paa Damperne og Sejlskibene og paa de travle Maager – paa alt det, som Pibekraverne ikke havde kunnet knægte og kristne4.
Som til en Tilflugt, hvor Pibekraverne ikke regerer, søger Pontoppidans Helt til et jødisk Hjem i Kjøbenhavn, først tiltrukket af den ene Datters berusende Skønhed, dernæst inderligere draget af den anden Datters Ynde og Finhed og høje Dannelse. Hun indvier ham i det aandfuldeste Kætteri; og selv om der i hans Bejlen til hende findes et Stænk af Begærlighed efter hendes Faders Millioner, saa raader der dog stærkest en uskrømtet Beundring for, ja Tilbedelse af hendes Væsen. Hun derimod efter den første Opdragelse af ham og dermed følgende Venlighed, føler sig nærmest frastødt af det altfor Utæmmede, ja Uopdragne i den unge Mands Kraft-Menneske-Optræden. Hun næsten ængstes for hans legemlige Styrke, skræmmes af hans høje Stemme og selvsikre Manerer.
Indtil hun erobres. Det er helt ypperligt i Bogen, ganske dejligt fortalt og godtgjort, hvorledes den fine Jakobe efterhaanden vindes, bemægtiges af den grove Per. Netop at Pontoppidan ser saa ironisk paa sin Helt, saalidt dækker over hans Utækkelighed som over Jakobes Mangler – just denne hæftige Frastøden og Tiltrækken gør Skildringen særligt fængslende. Det unge Blod syder i dem begge, og dets Magt lader sig ikke standse. Der er nu en Gang intet saa ukueligt her i Verden som netop det unge Blod. Ak ja – det unge Blod!5
Klar og stærkt levende staar Jakobe for En, imod hende blegner selv Lykke-Pers blodrige Skikkelse. Enkelte andre er fortræffeligt tegnede, Nanny for Eksempel, delvis ogsaa Eybert, medens Journalisten Dyhring derimod er underligt godtkøbs, ikke Pontoppiodans Genius værdig.
— — Der var nogle Mænd, der i Halvfjerdserne brød nye Baner i Literaturen. Paa én Undtagelse nær lever og virker de endnu. Højrebladene skreg over dem som besatte: umoralske, fædrelandsfjendske, rodløse, talentløse; man henviste Drachmann til Penslen og Jacobsen til Nød til Mikroskopet. Imidlertid, de holdt ud. Ti Aar efter kom der nye til; Pontoppidan, Gjellerup, Herman Bang: atter samme rasende Skrig. Ingen kunde være saa talentløs som Pontoppidan, saa upatriotisk som Gjellerup, saa umoralsk som Herman Bang. Ogsaa disse holdt dog ud og skrev videre. Nogle Aar efter kom der ny til: Nansen og Gustav Wied, Carl Ewald og Stuckenberg. Højrebladene hvæsede stærkere end nogensinde og præcist med de samme Skældsord. Og tilsidst kom de Yngste; fra Jakob Hansen og Søderberg lige til de sidste Dages Hellige: Erik Waage6, Aakjær og den unge Hr. Beck7. Imod dem alle – og imod mange flere til, hvis Navne er oversprungne, at ikke Listen skulde blive for lang og kedelig – mod dem alle lød stadig det samme Raab: Skribenter uden Moral, Talent, Religion og Fædreland. Og de, der raabte højest, var de største Slyngler.
Men det begav sig, at alle disse, mod hvem der slyngedes Haan og Gift til forskellig Tid, men af samme Bryg, at disse udgjorde hele den danske Literatur og at der ikke gaves nogen Literatur uden for dem. Det vidste Brølerne godt, og de søgte at dække derover ved alle tænkelige Kunstgreb, undertiden søgte de at stille gamle Oversættere eller elskværdige Skoleinspektører8 op og saa lade som om de var Literatur, skønt disse gode Mænd og flere til, ikke var mere Digtere end Maskinsnedkere er Kunstnere. Der var heller ikke mange, der blev narrede, men hvad skulde Brølerne gøre: de søgte med Tungen ud af Halsen efter deres Digtere, deres Bøger! Og der var ingen.
Thi den hele Literatur havde kun én Fane, den gamle, beskudte og hullede, men lige stolte Fane fra Halvfjerdserne.
Og den stod fast plantet i Politiken.
E.B.