Lykke-Per. Hans store Værk
Henrik Pontoppidan, den ægteste Danske af alle, som tjener det danske Sprog saa rent, klart og sundt, den altid søgende og klogt forskende – Pontoppidan som ellers har noget paa Hjerte (og har Hjerte), nøjes denne Gang med at fortælle "Lykke-Pers" store Værk.
Nu er det saa sin Sag med Lykke-Per. Luftægte og levende i Barndoms-Skildringen, menneskelig i sin Udvikling og helt vore Tiders Menneske fangede han straks vor Opmærksomhed. Hans Fantasier og Planer, hans Stræben og Umodenhed og Dygtighed var netop saa upaalidelig og netop saa paalidelig, at vi fulgte Fyren, der kunde tegne til at blive en vore Dages Adam Homo, og han havde unægtelig endda adskilligt mere Blod og Dybde end hint altid blegsottige Præsteæmne i Paludan-Müllers Mesterdigtning. Saa kom Forholdet til Jakobe, dette kloge og grimme, dejlige Race-Menneske og deres Forening, der ligesom kastede ny Glans over Per Sidenius.
Men nu i denne Bog maa man næsten tro, Pontoppidan har tabt Interessen for sin Helt. For hans Værk bryder han sig tilsyneladende ikke mere om, og Per selv heller ikke – hvilket ej kan undre fordi det altid syntes mere værd som en Ungdomsdrøm end som praktisk Realitet. Men de mislykkede Operationer med det fylder nu Bogen. Det kan være, vi paa den Maade kommer frem i dens Plan – men det Hele stanser jo, inden vi kan vide det. Og i Per kommer vi egentlig ikke længere ind, saa lidt som i de andre af vore Venner. Per gør Stormkur til sin Svigerinde nede i Rom og vil bryde med Jakobe, men slipper hende alligevel ikke, da det kommer til Stykket – glider blot bort fra hende, medens hun med hele sin Energi vil tro paa ham, hvem hun nu tilmed skal føde et Barn. Saa stanser Bogen og saa stanser Anmeldelsen, der ogsaa maa komme i mange smaa Afsnit.