Lykke-Per
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per og hans Kæreste. 170 S. (Det nordiske Forlag.)
Pontoppidans store Roman eller Danmarks-Krønike kaldes nu officielt paa Omslaget Fortællinger om Lykke-Per, og der meddeles, at heraf vil udkomme syv (højst otte) tvangfri Hæfter. Da det nu udkomne Hæfte Lykke-Per og hans Kæreste er det sjette i Rækken, findes der altsaa en Sandsynlighed for, at Pontoppidan slutter af med næste Hæfte, og en Vished for, at det næstnæste bliver det allersidste. Dette er Skade. Man kan kun ønske, at Pontoppidan ikke af maaske lidt drilsk Kritik hist og her vil lade sig afholde fra roligt at fortsætte, som han har begyndt, tvangfrit at fortælle i megen Ubekymrethed, om han afslutter i Morgen eller i Dag.
For det første kan nu hvert Hæfte udmærket læses for sig, efter at man har grebet det med den Spænding, som ikke tilfalder mange Bøger Aaret rundt. Naturligvis gives der adskillige, som vil vide hurtig Besked om, hvordan det ender, om de Elskende faar hinanden, og om Helten sejrer i sin Kamp; men selv disse mange og ofte gode Læsere – thi denne Nysgerrighed er jo lovlig og ikke af det Onde – tilfredsstilles ogsaa gennem de enkelte Hæfter, der snildt indeholder hver sin lille Historie, som man kan læse uden Hensyn til den nu ret store Fælles-Roman, der ombinder alle Lykke-Per-Fortællingerne. For det andet vilde Pontoppidan aldrig have tilladt sig den virkelig skønne og højtidelige Bredde i Skildringen, hvis han havde været tvunget ind paa at sammenbygge en passende Foraars- og Efteraarsroman for det danske Bogmarked. Og endelig for det tredje vilde Pontoppidan ikke kunnet gjort Lykke-Per til den Art Dagbog eller Krønike, som den nu er, hvis han ikke kunde udsendt den til Publikum med nogen Tids Mellemrum mellem Hæfterne. Nu minder Lykke-Per allermest om Goldschmidts Hjemløs, skønt denne jo ganske sikkert er langt omfangsrigere. Den opgør ikke lidt af, hvad der staar Digteren og hans Samtid imellem; den griber halvt journalistisk ind i den daglige Trætte; den udriver enkelte Personligheder af Virkeligheden om ikke helt som Portræter saa dog med en for Læseren umiskendelig Hentydning til levende og virkende Mennesker; den har endog det tilfælles med Goldschmidts Digtning, at Romanen i saa høj Grad sysselsætter sig med jødiske Medborgeres Levevis og Tænkemaade. Det synes, ligesom Pontoppidan slet ikke kan slippe udenom dette Omraade, som han her har sat sig, og han bliver ikke træt af at undersøge og genfremstille, hvad han tror ejendommeligt.
Betydeligst i dette sidste Hæfte er imidlertid atter dettes sidste Kapitel, hvor der fortælles om Pers Følelser ved hans Moders Død, Følelser, der for Resten ikke er saa ulige den norske Per Gynts Stemninger, da hans gamle Moder Aase farer heden. Per vil ikke gaa med den øvrige Familie til Begravelse ovre i Jylland, end ikke til den Mindefest, som Familien fejrer i Hjemmet i Kjøbenhavn, inden den gamle Dames Lig skal føres til Jylland. Per synes ikke, at han passer ved denne Lejlighed, end mindre at hans Forlovede Jakobe Salomon egner sig til at bivaane Takkesangen omkring Baaren, men han overværer skjult Ligkistens uhyggelige Transportering om Bord, og han sejler selv efter en pludselig Indskydelse med paa det samme Skib og følger saadan til Begravelsen, uden at nogen aner det af den selvgode Familie. Alle Enkelthederne her, Pers Møde med hans Brødre, hans Forklaring til Jakobe, Ligkistens Anbringelse, Sejladsen straaler af en sjælden Fortællerkunst.
Ellers glæder man sig mest i Bogen over de meget fine Sjæls-Analyser. Pontoppidan gaar sine Personer efter med en saadan Omhu, at han næsten ikke kan slippe dem af Syne et Øjeblik, og han krænger enhver Stemning for at faa Bunden at se, og alt, hvad der skjuler sig i dem. Og selv det Almindelige antager saaledes Værdi for ham. Saaledes bliver det til en Begivenhed, at Per en Morgenstund føler sig utilpas, bilder sig hysterisk ind, at han er brystsvag, og sender Bud efter en Læge, der øjeblikkelig konstaterer Lunger som Smedebælge. Per fejler ikke det allerringeste. Men vi andre har set Heltens Svaghed ogsaa i en saadan Situation.
Thi svag er Helten, en Bælg, der sætter Luft i Bevægelse, men intet selv forarbejder. Afvekslende klapper og slaar Pontoppidan ham, ligesom Digteren er i Stemning til. Men hverken han eller vi er trætte af Lykke-Per. Og derfor burde Pontoppidan gladeligt og tvangfrit fortsætte sine Fortællinger. Per er ikke tredive Aar endnu; han har langt igen. Pontoppidan burde tage Mønster efter Zola, der nu ikke standser, førend Helten er Oldefader mindst, saaledes at den franske Forfatters sidste Romaner slutter tyve Aar mindst efter det Aar, hvori vi nu lever. Og alle seks Fortællinger, der er udkomne om Lykke-Per, fylder saamænd ikke mere end Halvdelen af en tyk Roman af Zola.