Lykke-Per. Hans sidste Kamp
Henrik Pontoppidans Lykke-Per
Sidste Del er udkommet, en anselig Bog saa omfangsrig som en almindelig dansk Roman. Den betitles Lykke-Per. Hans sidste Kamp. Forfatteren meddeler, at han om kort Tid vil udgive en samlet Udgave af det hele Værk og at han ønsker denne Udgave lagt til Grund for Bedømmelsen.
Selv uden denne Henstilling turde det være klart for enhver, at en Værket helt værdig Bedømmelse kun kan naas igennem en fornyet Gennemlæsning og den Fordybelse, som den nu naaede Afslutning tillader. Men nogle Ord om denne sidste Del turde dog være naturlige, om ikke for andet saa for at erindre Læserne om, at her foreligger nu et af den danske Literaturs ypperste Værker fuldført fra Digterens Haand. Lidt tvivlsomt har det vel kunnet staa for Pontoppidans Venner, om denne ofte bølgende og vidtomfattende Bog vilde modnes for ham til en stoflig Afslutning, medens han lunefuldt kastede sine Læsere hid og did, eftersom Tankerne formede sig og Tiden gik. Nu imidlertid er Værket afsluttet og paa den skønneste Maade i stor og imponerende Stil.
Det er Mesterværk, denne afsluttende Del, der viser den sidste Udviklingsgang hos den Nutidens Dansker, som Pontoppidan har formet til en Type og som vel kun han af alle vore Forfattere har haft Betingelse og Evne til at se og anskueliggøre. Præstsønnen, den ærgerrige Fantast, Himmelstormeren og Eventyreren med en god Appetit og en lykkelig Selvfølelse, stor og smuk og kraftig, skabt til at vinde den jødiske Rigmandsdatter, dog inderst inde borneret, selvglad og uden Horisont. Næppe indtraadt i det brogede Liv forfærdes Per Sidenius over den Storverden, hvoraf han kun har set et Glimt, og uvilkaarligt trækker han sig som Sneglen ind i sit Hus, tilbage til Barnetroen, til Familieoverleveringen, til den Sidenius'ske Rettroenhed og Visheden om at høre til Guds Udvalgte. Alligevel lurer der atter en moderne Tvivl hos Per, en Mistanke om, at han kun har arvet denne Tro og denne Helvished ligesom han har arvet sine Fædres tilsyneladende kraftige og dog uhærdede Legeme, paa hvilket Slægtsygdommen lurer.
Denne ottende Del af Lykkeper begynder dér hvor Per har gjort op med den troløse Verden og vender tilbage til sit Udsprings Tankesæt, forelsket som han er bleven i Præsten Blombergs smukke Datter Inger og derigennem nogenledes overbevist af Blombergs glade Kristendom. Hvorledes hans Ægteskab kommer istand og opløses, og hvorledes Sindets Modenhed omskaber den sejrsstolte og straalende Lykke-Per til en grublende Ensom, der for en ringe Betaling forretter en haard Tjeneste, uomgængelig, adskilt fra Hustru og Børn – derom skal og maa alle de læse, hvem dansk Digtning er kær. Der vil næppe i nogen dansk Roman findes en omhyggeligere og dybere Fremstilling af Sjælstilstande end i denne Værkets Afslutning. Pontoppidan er en Vismand i sit Menneskesyn, overlegen og underfundig, om man tør sige saadan. Han udgraver Lag efter Lag, bliver ikke træt førend han naar Bunden. Og idet han bestandigt gør det Nutidsmenneske, som han anser for særligt dansk, rigere og større i den aandelige Vækst, bliver Fremstillingen ogsaa dybsindigere og almenere.
Denne rolige og tankerige Menneskeskildring er givet i et Sprog, der rent og fast klinger og maler, fremlokker Smil og Tanke, fuldstændigt frit for Kunstlethed, altid stærkt og fængslende. Han er en Mester, Pontoppidan. Ikke blot denne Juls Mester, saaledes at ingen Bog, hverken norsk eller dansk, kommer op imod Storstiletheden hos den danske Fortæller. Men saaledes at han staar som afgørende Fortsætter af den Nutidsroman, som Goldschmidt skabte. Vi bør være stolte af ham, og vi bør værdsætte bedre og ikke lade os imponere af alskens Krampagtighed. Og det høje Frisind, den uforfærdede Irreligiøsitet, der præger Pontoppidans Værk, vil forhaabentlig stemme de Unges Hjerter til Kamp mod den altid sejrrige Klerikalismens Sot, der sniger sig som Arvesynd over danske Sideniusser.
E.B.