Lykke-Per. Hans Rejse til Amerika
Literatur
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per. Hans Rejse til Amerika. (Nordisk Forlag)
Det nys udkomne Afsnit af Forf.'s store Nutidsroman melder sig som det næstsidste Led i Kæden. Vilde det ikke have været at foretrække, om Forf. og Forlægger havde gemt dette Afsnit og først offentliggjort det sammen med den endelige Afslutning af Værket.
Man vil mindes, at Bogens Helt, Ingeniør Per Sidenius sidst fulgte sin Moders Lig "som en hemmelig Æresvagt" over til Jylland. Samtidig har han til Hensigt at gæste sine ældre Veninder fra Rom, de to adelige Damer, hvis Venskab han i Syden vandt. Per, der føler sit Forhold til Jakobe Salomon mere og mere tvivlsomt, vil nødig yderligere staa i Gæld til sin vordende rige Svigerfader. Mulig vil han nu hos sin italienske Venindes Mand, den jydske Hofjægermester, kunne rejse den fornødne Kapital til Amerika-Færden. Men Undertitlen "Rejsen til Amerika" er Ironi. Per kommer ikke længere end til den jydske Herregaard. Dels gribes han atter af en ny Lidenskab, denne Gang til en lille Præstedatter, hvis kyske Natur baade minder ham om hans Ungdomsforelskelse i Francisca fra Nyboder og tillige nu danner en for Omslaget i hans Væsen tillokkende Modsætning til den rationelle Jakobe og hendes Tøjte af Søster, i hvis Garn han var saa nær ved at hildes. Følelserne for Inger, Præstedatteren, bestyrkes af den religiøse Stemning, der allerede under Overfarten til Jylland har grebet Per og nu befæstes ved Omgangen med Hofjægermesterinden og Præstefamilien. Man bliver en Smule overrasket ved, at en saa lidet betydelig Aand som Pastor Blomberg kan øve saa stor Indflydelse paa en Karakter som Per. Forf., der ikke skaaner den glatte Kristendomsforkyndelse, som Pastor Blomberg repræsenterer, synes her at gøre Per ringere, end han hidtil har staaet i Læserens Opfattelse. Per skulde jo endogsaa i den Grad repræsentere det nye i Tiden, det kommende eller det, der saa at sige voxer hver Dag i vort Samfund. Han udvikler selv under de religiøse Disputer med Præsten, at Nathan – der jo kun er en let Maske for Dr. Georg Brandes – som slet og ret Æsthetiker netop afslutter en Kulturperiode og i hvert Fald kun i den Forstand er Medskaber af den nye Tid, at han har ryddet Grunden for den. "I Virkeligheden forstod Nathan den vist aldeles ikke."
Men, som saa ofte berørt under Omtalen af dette Henrik Pontoppidans Værk, man skal være forsigtig med at tage Standpunkt overfor Per Sidenius. Hans Væsen har allerede undergaaet saa mange Metamorfoser, at store Overraskelser endnu kan vente os. Endnu paa det foreliggende Afsnits sidste Sider udkastes et helt Program for Pers Samfundsmission, i det mindste saaledes som denne tager sig ud i hans gamle Modstanders og dog Tilhængers – Oberst Bjerregravs – Øjne. Skønt Per har tabt Slaget overfor Kapitalismen og Reklamen, har Obersten ikke helt opgivet Haabet om, at Per en Gang skulde være Manden for den Revolutioneren af den hjemlige Teknikerstand, som i sin Tid var mislykkedes for Obersten selv. Og det hedder fremdeles om Obersten:
Men som sædvanlig overvandt hans Fædrelandssind tilsidst hans Egenkærlighed, og han blev meget nedslaaet. Han havde sat saa store Forhaabninger til Per, hvis mærkelige Naturbegavelse og friske Kamplyst han saa længe havde beundret i det skjulte. Han havde i ham set Forbudet paa den genopvaagnede danske Muldjordskraft, som endelig skulde befri Landet for den Yngel af Jøder og andre Halvtyskere, der havde forstaaet at benytte Nationens Udmattelse efter Krigen til at tilsnige sig Styret.
Han kunde ikke blive klog paa, hvad det var, der fattedes Landets egen Ungdom, da den dog hverken manglede Kraft eller Sundhed og heller ikke Fædrelandskærlighed. Han forstod ikke, hvad det kunde være for Lønveje, ad hvilke Kraften sivede bort og de rige Muligheder forspildtes. Slægt efter Slægt groede op – rødkindet og klarøjet, frejdig og stærk. Og Slægt efter Slægt gik i Graven, brudt, sløvet eller opreven – altid overvunden. Det var, som om en skjult Sygdom 195 tærede paa Folkets Marv. Bestandig laa Landet aaben for alle Fremmedes Erobring.1
Er dette kun den gamle Obersts personlige Syn paa Tingene og paa Forholdene og Menneskene herhjemme, eller ligger der i de anførte Ord noget af Nøglen til den dybeste Tankegang i Lykke-Pers Livsførelse? Er Per et Billede paa denne Ungdom, der trods alle Evner og al aandelig Sundhed, lige til den noksom berømte Ibsenske "robuste Samvittighed", dog tilsidst tæres hen og gaar til Spilde? Skal den nationale, livsstærke og modige Per maaske netop overvindes af den selvbehagelige Præst, for hvem Kristendommen er en Akkommodation med Verden? Er dette den dybe og blodige Ironi i Lykke-Pers Historie?
Det nye Afsnit hører i sin Helhed ikke til de ypperste Partier af det omfangsrige Værk. Men ogsaa her findes Episoder, man ikke let vil glemme, som f. Ex. Jakobes Opgør med Hjemmet og sidste Samvær med de gamle Forældre. Denne allerede saa navnkundige Nutidsroman vil overhovedet en Gang blive et interessant tidshistorisk Aktstykke med Hensyn til Skildring af Jødernes Stilling i dansk Samfundsliv paa Overgangen til vort Aarhundrede. Det er af højeste Interesse i disse Afsnit af Værket at følge Forf.'s snart varme Sympathi, snart hvasse Kritik af de særlige jødiske Egenskaber i vort offenlige og vort private Liv. Siden Goldschmidts Fortællinger, der som oftest er henlagte til et andet Samfundsniveau, har ingen dansk Digter gravet saa dybt i denne Jord. Overordenlig smukke Skildringer af Pers Naturbegavelse eller Smelten sammen med Naturen vil ogsaa findes i det nye Afsnit. Forf.'s klare Stil og rene Dansk gør sig overalt gældende. Selv hvor den egenlige Hamndling synes at staa en Smule stille, eller hvor man uvilkaarlig faar et Indtryk af, at den rent stofmæssige Opfindsomhed rinder svagt, er man intet Øjeblik i Tvivl om, at man har med en Førsterangs-Forfatter at skaffe.
Det vil blive af særlig og stor Interesse at læse hele dette Værk igennem paa ny og i Sammenhæng, naar det en Gang foreligger afsluttet. Foreløbig ender det her med Pers Marsch paa Stedet eller mulige Forsumpning i det jydske Barndomshjem, medens Jødinden Jakobe rejser til de store fremmede Lande for her at føde sit Barn – forhaabenlig en Vikingnatur, en kamplysten "Ulv", en hvileløs Jøde med Vandredrift, men ogsaa med de flammende Evner, "der har gjort saa mange af hendes Stammes Mænd og Kvinder i Nutiden til Menneskehedens Førere". Men i hvert Fald ikke et Muldjordsvæsen som Faderen Per, en af disse hjemstavnsbundne Trælle, for hvem Verden eller dog Lykken (han hedder jo Lykke-Per, Faderen) hører op, saa snart de ikke længer kan øjne Røgen af deres Moders Skorsten.
Man spørger atter, er disse Ord ogsaa kun Jakobes personlige Ønsker og Forhaabninger, eller giver de tillige Nøglen til Digterens Tanke med sin Lykke-Per?
Det endelige Svar paa de mange Gaader vil forhaabenlig nu ikke længe lade vente paa sig.