Lykke-Per og hans Kæreste

Literatur

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per og hans Kæreste (Nordiske Forlag).

Lykke-Per er den uforbederlige danske Fantast, der bestandig løber Panden imod Virkeligheden. Han har mange Forgængere. Fra Middelalderens Folkeviser slynger der sig et Tog af Ellepiger og elleskudte Ungersvende gennem al dansk Digtning. Tilsyneladende har Lykke-Per ingen Lighed med dem. Han er ikke Digter, ikke Romantiker, tværtimod, han er brudt ud fra den fædrene Præstegaard for at blive Ingeniør, og al hans Higen og Tragten gaar jo netop ud paa at forvandle Romantiken til Realitet – at udnytte Havet i Stedet for at besynge det, at forvandle Bølgeslaget til elektrisk Drivkraft, at anlægge en Frihavn ved Jyllands Vestkyst og gennemskære Danmarks dejligst Vang og Vænge med Kanaler og Jærnbaner. Han er opfyldt af lutter praktiske Planer til at anvende Landets materielle Hjælpekilder og lede en Strøm af Rigdom ud over den fattige Befolkning. Det er ligefrem til at tage og føle paa, alt hvad han vil, og dog er det saa uhaandgribeligt som vel muligt. Saa snart man vil røre ved det, flygter det som Elledunst.

Sagen er nemlig den, at alle Lykke-Pers Planer, Tegninger og Overslag til syvende og sidst er Blændværk, forklædt i positive, tekniske Former. Det ser saa solidt ud, som om det var bygget af Jærnbjælker, og dog er det luftigere end et Korthus. Fantasien spiller Lykke-Per det ene Puds efter det andet. Først narrer den ham til at tro, at han har Zigøjnerblod i Aarerne og er forudbestemt til en eller anden hemmelighedsfuld Storhed, og da han i Tillid til sit Kald er kommen ind paa polyteknisk Læreanstalt, bilder den ham ind, at han sagtens kan hæve sig over det møjsommelige, langvarige og kedelige Forarbejde og begynde sin Ørneflugt paa egen Haand. Han kaster da Studierne overbord og begynder at flyve, det vil sige, han udkaster i store Træk sit Frihavns- og Kanalprojekt uden sinkende Hensyn til Detaillerne. Han beruser sig i Følelsen af at være et Geni og blænder sine Omgivelser ved sin Selvtillid. Lykken synes at tilsmile ham; i en hovedrig jødisk Familie finder han baade en Brud og pekuniær Støtte.

Rigtignok har han allerede stødt Panden imod ved det første Forsøg paa at virkeliggøre Projektet, nemlig hos en gammel Oberst, som repræsenterer den saakaldte sagkyndige Avtoritet, men at denne forbenede Hjærne ikke kan forstaa hans geniale Ideer, undrer ham ikke, og han har da ogsaa givet Obersten raat for usødet. Imidlertid har en ung Overretssagfører af den moderne jødiske Type dannet et Interessentskab for at gøre Forretning paa Pers Projekt. Men her støder han for anden Gang imod som mod en Glasmur af kold og klar Intelligens, der med uforstyrrelig Nøgternhed beregner og prøver Værdien af alle Muligheder. Her hjælper det ikke Lykke-Per at ville flyve, før han kan gaa, her drages han ubarmhjærtigt ned paa den Jord, hvori dog det første Spadestik skal gøres. Paa denne jødiske Klogskabs Vægtskaal vejes Lykke-Per og findes for let. Og skønt han søger at hæve sig til Foragt for disse Børsjobbere, som ikke forstaar den Geniets Rigdom, han kaster i Grams, begynder han nu selv at faa en Fornemmelse af sin Afmægtighed.

Langsomt daler han ned fra sin stolte Ørneflugt. Han føler sig nu ogsaa mere og mere fremmed i de jødiske, forstandsklare Omgivelser. For det er jo alligevel ikke Zigøjnerblod, han har i Aarerne, som han bildte sig ind i sine Drengeaar, da han brød ud fra Præstegaardens Tugt, ak nej, det er gammelt dansk Præsteblod. Det oprørske Sind, som han troede saa urokkelig rankt og stolt, bunder i blød Muld og lader sig desværre kun altfor let rokke. Det siver og pibler op fra denne Muld med gamle Minder og gammel Tro, med Spøgelsefrygt og daarlig Samvittighed. Overfor sin jødiske Kærestes lidenskabelige Temperament og viljestærke Væsen er han som det bløde Voks i Solens Glød. Hun føler Forskellen, pines af den, lider under det klamme hos ham, der støder hende tilbage netop nu, da hun trænger mest til hans Hjælp, fordi hun (hvad han endnu ikke aner) er frugtsommelig:

Ja, han tilhørte dybest inde en anden Verden, en anden Sol. Hvor forskellig fra de fleste andre af sine Samtidige han end kunde synes at være og altid selv havde følt sig, - han var dog netop Landets ægte Søn, et fuldbaarent Barn af det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og de frygtsomme Sind, … Bakketroldene, der ikke kunde se mod Solen uden at komme til at nyse, men som i Skumringen satte sig paa deres lille Jordtue for med Fedel eller ved et fromt Klokkespil at fremkogle straalende Syner i Aftenskyen over de dampende Enge til Opbyggelse for det betrængte Sind … et Puslingefolk med store, tænksomme Hoveder men et Barns kraftløse Lemmer … et Tusmørkefolk der kunde høre Græsset gro og Blomsterne sukke, men som forputtede sig i Jorden, hvergang Morgenhanen galede. [LP A6, kap. 3, s. 157]

Inderst inde er Lykke-Per nu, da hans store Plan er forulykket, som et Barn, der trænger til Trøst. Han har allerede en Gang før, sent om Aftenen, følt sig dragen uimodstaaeligt hen foran det Hus, hvor hans Moder bor, efter at hun er flyttet til København, og han har længe staaet og stirret op mod de Vinduer, indenfor hvilke han véd, hun ligger syg. Nu ser han af et Avertissement, at hun er død. Han vil ikke deltage i den Sørgehøjtid, som Brødrene afholder ved hendes Kiste, før Liget sendes hjem til Jylland, men fra et Kafevindue i Havnegade er han skjult Vidne til, hvorledes Kisten hejses om Bord i Aftendamperen og den gamle jyske Præstekone sænkes ned mellem Ølkasser, Brændevinsankre og Sukkerfustager. Det er, som om han ser Tilværelsens Grund afdækket i al dens triste Nøgenhed. Vemod bryder op i ham; han nænner ikke at skilles fra sin Moder paa denne Maade, og saa er det han gaar om Bord for som "en hemmelig Æresvagt" at følge hendes Lig paa Nattefarten over Kattegat.

Paa denne Rejse glider mange Billeder fra Barndomshjemmet ham forbi, minder om Moderen og den stærke Tro, der har holdt hende oppe gennem saa mange Bekymringer og Lidelser. Skyldfølelsen rører sig i ham, han begynder at angre sin Trods, at fortryde sin vilde Fremstormen, der dog ingen Lykke har bragt ham, han føler et "nyt Liv" i Frembrud i sit Indre – og man skal ikke forsværge, at det gaar ham ligesom Ørneungen, der var vokset op i en Præstegaard, og hvis Flugt over Bjærgene endte med, at den blev svimmel og sank ned paa Præstegaardsmøddingen igen. Lykke-Per, som i de svejtsiske Alper fyrede sin Pistol af mod Krucifikset som et uværdigt Billede paa Ydmyghed og Selvfornedrelse, er nu ikke saa langt fra selv at krybe til Korset.

Romanen har da ikke længer den selvbiografiske Karakter, som Begyndelsen anslog. Pontoppidan har mere og mere skilt sig ud fra Lykke-Per og stillet ham frit som en dansk Type mod en Baggrund, der er som en Række store Kartoner af Firsernes københavnske Liv. Paa disse Kartoner skimter man Omridsene af forskellige fremtrædende Skikkelser i de sidste Tiaars aandelige Røre; som man i de foregaaende Afsnit har set Drachmann skride forbi i den "lange Fridtjof"s Forklædning og set J.P. Jacobsen sidde i en Krog og file paa et Adjektiv, saaledes genkender man her i det sidste Hæfte Georg Brandes, af hvem der i Dr. Nathans Skikkelse er henkastet et virtuosmæssigt Portræt. Disse Figurer er sete halvt med Pontoppidans egne, halvt med Lykke-Pers Øjne – det vil naturligvis i Virkeligheden sige med det samme Blik, da dog til syvende og sidst den digtede Hovedperson dækker Digteren selv. Et fængslende, rigt og mærkeligt Værk er Lykke-Per, skønt endnu uafsluttet – en ægte dansk Roman, fortalt med al den Fortællingens Kunst, Pontoppidan raader over, roligt glidende, blank og klar, og dog spillende i de mange fine Farvetoner, som er indsmæltede i Stilens Glassur.

C. E.