Lykke-Per. Hans Rejse til Amerika

Litteratur

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per. Hans Rejse til Amerika. (Det nordiske Forlag).

Med dette Bind nærmer Henrik Pontoppidans store Lykke-Per-Serie sig sin Afslutning. Endnu et Bind, og de mange Led danner en sluttet Ring. Men allerede nu begynder man at skimte, hvorhen det bærer. Selve Helten Per Sidenius's Skikkelse begynder at antage fastere Omrids. Og de Mennesker, der staar i Forhold til ham, kommer efterhaanden paa deres rette Plads.

Ved "Rejsen til Amerika" er der den Mærkelighed, at Titlen er ironisk at forstaa. Per, der, som man vil mindes fra de foregaaende Bind, blev forlovet med den rige jødiske unge Pige Jakobe, og som nu søgte til Amerika for nærmere at udvikle sine Kanalprojekter, er foreløbig taget til Jylland for der at rejse Penge til at realisere sine Planer. Men han opgiver at skaffe Pengene og kommer ikke til Amerika. Derimod sker det, at hans Livsanskuelse forandres. Hans Sind, der ved hans Moders Død allerede havde afstødt noget af den faste Skal af religiøs Radikalisme, der omgav det, bliver paavirket af en Præst, der nærmest tilhører den grundtvigske Retning. Efter en Nat tilbragt i Bøn er han blevet til Kristen. Og det ydre Udslag heraf er, at han hæver sin Forlovelse med Jakobe. At Præstens Datter har gjort et betydeligt Indtryk paa ham, har forøvrigt sikkert bidraget sit til hans Beslutning. Jakobe paa sin Side modtager hans Opsigelselsbrev uden et Kny og rejser til Breslau for der at føde det Barn, hvortil han vil blive Fader, men hvis Tilværelse han maaske aldrig kommer til at ane.

Pontoppidan fortæller om denne sin Helts Omvending i sit faste, klare og rolige Sprog, uden et Smil, uden et Blink, der kunde forraade den Ironi, der sikkert ligger bag. Det er saa rigtig Pontoppidansk, dette at formumme sine Sympathier for først – maaske – til allersidst at lade dem skinne igennem. Selv om man kunde ane Ironien i de foregaaende Bind, syntes dog det Per Sideniuske Fritænkeri af en solid Beskaffenhed. Nærmest syntes der Stof i ham til en Radikalismens Lykkeridder, en Type, hvis fuldgyldige Billede vi endnu ikke kender.

Pontoppidan har villet det anderledes, og Bogens Mening er da øjensynlig at skildre et Udviklingsforløb, der synes ham typisk dansk. Per Sidenius, Præstegaardssønnen, har fra sin Barndom inddrukket for meget af, hvad Pontoppidan undertiden sammenfatter under Begtebet "Lyrik", af Stemninger og Minder, der har været Slægtens flere Led igennem. Han kan længe nok ranke sig i stiv Trods – en Dag slaar det dog igennem, og han synker hen i Præstegaards-Fornemmelserne og bøjer sit Hoved under Kirkens Lære.

Naar sidste Bind har afsluttet Værket, vil der være Lejlighed til at se paa det i dets Helhed. Foreløbig kan fastslaas, at Lykke-Pers Skikkelse mindre synes et enkelt Menneskebarn med en Tidsretning eller en Udvikling, der synes forud bestemt af Love, som Pontoppidan sikkert vil have tilkendt en vis Almengyldighed. Derfor ser vi heller ikke meget til den indre Livshistorie, som altid maa være individuel. Ganske særlig kommer Lykke-Pers Omvendelse bag paa Læserne og indlyser ikke som noget, der nødvendigt fremgaar af de givne Forudsætninger.

Størst Interesse knytter sig i dette Bind til Tegningen af den grundtvigske Præst, Pastor Blomberg. Det er en ypperlig og typisk Skikkelse, tegnet uden nogen Karrikering eller Overdrivelse, en fuldt moderne Præstetype med sit alt for ivrige og for stærkt understregede "Frisind", sin lidt selvbehagelige Fordomsfrihed, sin tvivlsomme Klogskab og sit Retsind. Hans Modsætning, den ulykkelige Præst, der er strengt højkirkelig i sin Forkyndelse, men i hvis Sind der gaar saa stride Strømninger, bevæger sig langt ude i Periferien af Bogen.

Til Omtalen af hvert nyt Bind af "Lykke-Per" bør knyttes et Ceterum censeo: den draabevise Udgivelsesmaade er uheldig. Saa hellere en Hefte-Subskription, der udelukker enhver Fristelse til at betragte hvert Afsnit som et Hele for sig.

A. G.