Lykke-Per. Hans sidste Kamp
Med dette Bind er Henrik Pontoppidans store Lykke-Per afsluttet. Gennem sex Aar er Bind paa Bind udkommet, Trin paa Trin er den Livsbygning, som skildres i Bogen, ført op til fuld Højde. Nu er Taget dækket over og Kransen hejst.
Og hermed er da ogsaa først det fulde Lys kastet over den Skikkelse, der er Bogens bærende Hovedperson. Man kunde til det sidste være i Tvivl om, hvorvidt et ironisk Skær fra Slutningskapitlerne maaske vilde falde paa visse Led i Per Sidenius' Udvikling, maaske derigennem over hele Personen. Den Styrke, der i Bogens Begyndelse udmærkede ham, vilde, kunde det tænkes, til sidst svigte ham, og han vilde falde i Ro, gaa paa Akkord og nyde de Livets Goder, som han kunde faa i god Forligelse med de Magter, han i sin Ungdom havde bekæmpet. Har nogen af Lykke-Pers Venner frygtet en saadan Udgang, saa vil imidlertid det sidste Afsnit af Bogen berolige dem.
Det begynder ganske vist med, at Per forlover sig og kort derefter ægter Datteren af Pastor Blomberg, Repræsentanten for den magelige Kristendom, der med alt sit lyriske Flitter saa godt lader sig forene med en behagelig jordisk Tilværelse. Men allerede i Forlovelsestiden har han – uden Kærestens og Svigerfaderens Villende – plejet Omgang med Særlingen Pastor Fjaltring. Derved har han lært en anden Slags Kristendom at kende: en higende og søgende, en, der ikke er "Dus med Vorherre". Hos Per virker den saaledes, at han helt forlader den Livsanskuelse, som han var i Færd med at slutte sig til. Og lidt efter lidt gaar der Haand i Haand hermed en Ændring af det rent personlige Forhold mellem ham og Hustruen og hendes Familie.
Per bliver indesluttet og lider af Anfald af Humørsyge, der staar i Forbindelse med legemlige Smerter. Inger, hans Hustru, mærker det og vil, at han skal opgive den Tilbagetrukkenhed, hvori han lever med hende og Børnene paa Landet. Hun mener, at det er det uvirksomme Liv, han ikke kan taale – eller det rolige Liv, thi virksomt er det paa sin Vis nok. Han maa flytte til København, siger hun; han maa atter kaste sig ind i de store Planer, der helt kan optage hans Tanker. Han gør ogsaa et Forsøg herpaa, men kommer hurtig til det Resultat, at han ikke mere passer til Forholdene i den store By. Men han kommer videre til den Erkendelse, at han ikke passer til at leve lykkeligt og først og fremmest ikke til Samlivet med sin Kone. Det er gaaet hans Ven, Pastor Fjaltring, saadan, at han med sit mørke og grublende Sind har begaaet, hvad Per kalder Sjælemord paa sin en Gang livsglade Kone, hun er bleven forfalden, og i Fortvivlelse derover er Pastor Fjaltring endt med nogen Tid efter hendes Død at hænge sig. Per vil i Tide sørge for, at han ikke bliver en Hindring for sin Hustrus Lykke. Han ved, hun holder af ham og at hun ikke vilde gaa ind paa nogen Skilsmisse, saalænge hun stoler paa hans Kærlighed. Han lader hende derfor tro, at han har faaet en anden kær, og fører hende sammen med en ung Godsejer, som han mener at have bemærket en spirende Tilbøjelighed for hos hende. Det kommer da til den ønskede Skilsmisse, og først længe efter, at hun er gift med Godsejeren, faar hun at vide, hvordan det virkelige Forhold var.
Men Lykke-Per søger en lille Post som Vejassistent i Vestjylland og faar den. Her lever han nu Slutningen af sit Liv i Stilhed, arbejdsom og asketisk, indtil den Kræftsygdom, han længe har baaret paa, lægger ham i Graven. Han finder kun faa Venner, og af Egnens Folk kender ingen hans tidligere Liv paa anden Maade end gennem Rygter. Da han endelig dør, efterlader han de ikke faa Penge, han formedelst sin store Nøjsomhed har kunnet opspare, til et Børnehjem, der er oprettet af hans fordums elskede Jakobe Salomon, der uden at han nogen Sinde har faaet det at vide, har født et dødt Barn, til hvilket han er Fader. Hans Broder, der efterhaanden er klatret op ad Embedsstigen til en Departementschefs høje Post, overbringer hende Pers sidste Villie. Og med dette Optrin, der stiller de to stejlt mod hinanden, slutter Bogen.
Der vil i en ikke fjern Fremtid blive Lejlighed til at komme tilbage til det monumentale Værk, Pontoppidan her har fuldført. Samtidig med Udsendelsen af det sidste Hæfte har Forlaget nemlig bekendtgjort, at der i Januar vil udkomme en samlet Udgave af Bogen i en noget ændret og forkortet Skikkelse, og Forfatteren har anmodet om, at en samlet Bedømmelse af Værket maa blive udskudt, til denne Udgave foreligger. Og til en saadan indbyder den store Fortælling, ikke blot ved den fremragende Fortællekunst, der præger den, men ogsaa ved den Fylde af Tanker, der er nedlagt deri.