Lykke-Per og hans Kæreste
Bøgernes Verden
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per og hans Kjæreste. (Det nordiske Forlag).
Der er noget næsten Imponerende ved den sejge Ro, hvormed Pontoppidans store Lykke-Per-Roman lidt efter lidt udkommer. En eller to Gange om Aaret toner der et nyt blaat Hefte frem i Boghandlervinduerne, Lykke-Pers Skjæbne føre til en ny Station – og saa er der atter Stilhed om hans Navn et Aars Tid. Ialt foreligger der nu sex Bind, og paa Omslaget af det sidst udkomne meddeles der, at der vil komme syv eller højst otte ialt. Saaledes nærmer nu den omfangsrige Bog sig sin Afslutning, hvilket dog kun vil sige, at om et Aars Tid eller to tør man vente at være i Besiddelse af den fulde og færdige "Lykke-Per".
Værket vil ganske vist have et anseeligt Omfang. Dog mangen klassisk Roman vil i Fylde tage det op med "Lykke-Per". Og der kan selv i de senere Aar nævnes baade den ene og den anden Bog, som ikke staaer stort tilbage, heller ikke, naar Bredden bedømmes i Forhold til Lødigheden af de Tanker, der rummes i Bogen. Saa meget mere kommer man til at beundre den Livlighed, hvormed Pontoppidan draabevis iskjænker den Digtningens Drik, som "Lykke-Per" er – lader Læseverdenen opgjøre Resultatet af hvert Hefte for sig, men maaske Forfatteren sidder inde med en Afslutning, der helt vil forrykke de Synspunkter, fra hvilket man har seet Begyndelsen. Det er jo ikke useet i Pontoppidans Produktion, at Ironien først kom til Orde i Slutningen og viste os Helten fra en anden Side end den, hvorfra vi havde vænnet os til Bogen igjennem at betragte ham. Er dette Tilfældet, vil naturligvis Udgivelsesmaaden – som i Forvejen kun i Kraft af Pontoppidans store Anseelse overhovedet kan bydes Folk – vise sig særlig uheldig.
Til Udgivelsesmaaden svarer imidlertid nøje Bogens hele Fortællemaade. Der er overalt en bred, sindig Ro, en uanfægtet Dvælen som vel næppe i nogen anden dansk Bog fra de senere Aar. At læse den fra Hefte til Hefte er som at sejle ned ad en bred, sagtmodig Flod, hvor der gives Lejlighed til hvert Øjeblik at lægge til, gaa i Land og se sig om.
– Det nye Bind bærer Titlen "Lykke-Per og hans Kjæreste" men kunde for saa vidt ligesaa godt hedde noget Andet, som Kjæresten, den jødiske Jacobe Salomon, ikke i nogen særlig Grad behersker det. Man er atter her som i de foregaaende Dele Vidne til Per Sidenius' Kamp for at vinde Lykke og Magt. Hans store Kanal- og Frihavnsprojekt er hans Indsats, hans Forlovelse med den jødiske Rigmands Datter den Løftestang, ved hvis Hjælp han haaber at naa sit store Maal. Men der er andre Indflydelser, der søger at drage ham bort fra denne hans ligeliniede Stræben.
Først frister ham Jacobes elegante, smukke og udfordrende Søster, Nancy, der her i Bogens Begyndelse, lige inden hans Forlovelse med Jacobe skal officielt deklareres, et Øjeblik anfægter ham. Og paa den modsatte Side af Jacobe gjør sig gjældende Minderne fra Barndommen med dens religiøse Opdragelse og hans Kjærlighed til Moderen og Hjemmet, med hvem han officielt har brudt, men som dog aldrig har sluppet sit Tag i hans Sind. Men Pontoppidans Forhold til disse to Magter er af højst forskjellig Art.
Øjensynlig har det været hans Mening at give et Rundbillede af alle de Kræfter, der er i Bevægelse i vor Tids Danmark. Yderpunkterne er den radikale Intelligens, for hvilken Nancy staaer som Symbolet, og paa den anden Side den gammeldags Religiøsitet og Enfold i Tanker og Levevis, der repræsenterers af den jydske Præstefamilie Sidenius. Øjensynlig mener han at have mest tilfælles med den Første, omend han tager sine meget kraftige Forbehold. Med en Række ypperlig sete Træk skildrer han det Selskab, som færdes i Philip Salomons Hus, og hvis Midterfigur er den store Fører Dr. Nathan, hos hvem man uden Vanskelighed vil finde adskillige fra Georg Brandes' Personlighed laante Træk. Her er den Valplads, hvorpaa Per søgte at vinde sine Sejre. Her er den Verden, han har valgt sig. Øjensynlig staaer han i den Formening, at den er hans.
Derimod det jydske Præstehjem – med det troer han fuldstændig at have brudt. Det er ikke blot til den ministerielle Broder Eberhardts hovne og selvsikre Bureaukratisme, han har vendt Ryggen; ogsaa med Moderens jevne og enfoldige Livssyn mener han sig færdig. I Aarevis har han ingen Forbindelse havt med sin Slægt nu, da han kommer tilbage fra Udlandet for at befæste sin Position som den dristige Vejbryder og som den rige Handelsherre Philip Salomons Svigersøn – kort sagt, som den overmoderne Stræber baade i god og slet Forstand, han er, faaer han at vide, at Moderen efter Faderens Død er flyttet til Byen. Det rører ham tilsyneladende ikke, og han gjør Intet for at søge hende op.
Saa er det, han en Dag tilfældig i et Blad seer et Avertissement om hendes Død. Han søger at skyde Tanken herom fra sig; han vil kaste sig over sit Arbejde – hvad vedkommer i Grunden den gamle jydske Præstekone ham? Da hans Forlovede lidt efter kommer til ham og taler til ham om hans Moder, kan han ikke skjule den Taare, som lister sig ned over hans Kind. Barndomsminderne, Familiefornemmelserne – alt det trænger sig frem i ham og skyder til Side det Lag af tilræsonneret Overlegenhed, hvormed han har søgt at dække det.
Han opsøger sin Broder, der meddeler ham, at Moderen har efterladt et Brev til hvert af sine Børn, altsaa ogsaa til ham. De taler sammen om Moderens sidste Øjeblikke, men Per nægter dog tilsidst at deltage med sine Søskende i den Sørgehøjtid, som skal finde Sted, inden Moderens Lig bringes ombord paa Jyllandsdamperen. Det er nemlig Meningen, at hun skal jordfæstes ved sin afdøde Mands Side paa Landsbykirkegaarden – der, hvor han var Præst.
Per vil altsaa ikke officielt tage Del i sine Søskendes Sorg. Men den Dag, da Liget skal bringes ombord, sidder han i Smug i en lille Kafé nede ved Havnen og er Vidne til, hvorledes den simple Kiste anbringes i en Pakkasse og ved Hjælp af en Kran mellem andet Fragtgods anbringes paa Dækket. Derpaa kjøber han sig en Billet og gaaer ombord. Useet og ukjendt følger han saaledes sin døde Moder paa den sidste Rejse – tilbage til Hjemlandet.
Pontoppidan fortæller herom uden at fortrække en Mine. Føler han det vibrere i sig som i Per, er der kanske ogsaa for ham en død Moder, en død Tro, et dødt Minde, som han, useet af os Andre, ledsager til det sidste Hvilested? Det vilde være uberettiget at paastaa det uden videre. Muligvis han i et følgende Bind artig tager Per i Skole for den "Lyrik", han har ladet sig overmande af. Pontoppidan staaer jo i vor Literatur som en haardnakket Bekæmper af Føleriet – og det i videste Forstand. Alt, hvad der er stemningsbaaret, ubegrundeligt, plejer i ham at finde en ihærdig Forfølger. Saa ihærdig, at man faaer en Mistanke om, at der bag hans vrede Ord ikke sjeldent skjuler sig en personlig Usikkerhed, og at Lyrikudrydderen Pontoppidan ikke tør sige sig fri for selv at plages af lyrisk Flyvegigt.
Sikkert er det, at i et saadant stemningsfyldt Billede som det af den moderne tænkende Søn, der i Smug i den mørke Nat følger sin enfoldige, gammeldags tænkende Moders Lig, naaer han sin fulde Storhed. Lad Typerne fra det moderne Kjøbenhavns europæiserede Kredse være saa klogt opfattede og saa aandfuldt tegnede, de være vil, man mærker dog her Anstrengelser, Beregninger, medens et Billede som hint synes øst ud af Sjælens Bevægethed. Er det et Tegn paa, at vi er et "Degnefolk", at vi lader os henrive af Sligt, saa tør Pontoppidan neppe selv sige sig fri for denne Degneagtighed. Men hvorfor forøvrigt skulde den være noget særligt Dansk, endsige noget degneagtig Dansk? Har mon ikke alle Literaturer Sidestykker, selv den franske fra Balzac til Daudet og længere frem. For slet ikke at tale om den tyske og den engelske. Snarere end at være ængstelige for at hildes i altfor naive Stemninger burde vi maaske vogte os for en vis halvdannet Frygt for ikke at være langt nok fremme i Udvikling, ikke at være moderne nok. Lad os stræbe at gaa saa vidt, vi kan, men skulde vi virkelig endnu staa tilbage for de store Kultursamfund, lad os saa ikke forsøge kunstig at holde Stemninger og Fornemmelser nede uden anden Grund end den, at man andetsteds er kommen ud over den. Og forøvrigt: hvor er dette "Andetsteds"? Som oftest i Frankrig. Men for os turde Sammenligningen med de germansk-angelsachsiske Nationer ligge nærmere end med de romanske.
Men som sagt – hvor "Lykke-Per" stiler hen, er det i Øjeblikket umuligt at bedømme. Det udelukker ikke, at man med udpræget Glæde følger hans Skjæbne ogsaa dette Bind igjennem. Alene Pontoppidans rolige, klare og naturlige Stil bereder En stor Glæde. Der er neppe sundere Forfatter i vor samtidige Literatur. Lad os da glæde os, til han atter lægger et blaat Hefte paa vort Bord og unde hans Lykke-Per det størst mulige Udbytte af Rejsen gjennem Livet.
Albert Gnudtzmann