Nye Bøger
Henrik Pontoppidan: "Lykke-Per – hans Ungdom". 190 Sider. (Det nordiske Forlag).
Per er et godt, dansk Navn. Og Manden, der hedder det, er saa sejg og egensindig, som Bæreren af saadan et godt, jævnt Navn maa være, hvis han skal drive det til oven i Købet at blive kaldt Lykke-Per. Per er reel og lige ud af Landevejen; kommer der en lille Fornøjelse og opliver Vandringen, tager han den med, for Per er ingen Kostforagter; hans Hjærte – som især sætter Pris paa Kvinder – knytter sig lige let til Væsner af den tjenende og den befalende Stand, thi den i Menneskene boende Kærlighed ophæver slige Forskelligheder. Kort sagt er Per – Henrik Pontoppidans Helt – en Mand med adskillige, smaa Synder, ingen større, en retskaffen Fyr, som man nok kan imponere, men ikke forføre (med mindre han selv har Lyst dertil), en Karl, der ikke spytter i sin egen Kaal.
Saa god og sund og hjemmegjort, som denne Per er, saa god, sund, hjemmegjort er Hr. Pontoppidans Bog om ham.
Per er af Livsstilling en Præstesøn, udgaaet fra et Hjem, hvor et evigt Halvmørke, opfyldt af en streng, sursød Religiøsitet, raader i Stuerne. Han har sex otte Søskende, der alle arter sig vel og ser op til Fader og Moder med enfoldig Tillid. Men Per er et sort Faar, som vækker Forargelse og Bekymring baade hos Forældre og Søskende. En Luft af Bebrejdelse slaar ham i Møde for hver lille Forseelse, og Faderen ryster paa Hovedet og siger: "Mit stakkels forvildede Barn!" i en Tempeltone, som ikke staar i noget Forhold til det ene Æble, Per i Drengekaadhed har ranet. Per finder dem latterlige fra en Ende af – hele Præstefamiljen – og han lader dem gærne sidde med lange, bekymrede Næser, naar der en Vinteraften er Slædeføre paa den stejle Bakke udenfor Byen og han kan suse af Sted mellem den anden raske Ungdom og maaske faa en lang, opløben Tiggertøs sat op foran sig paa Slæden. I saadanne Timer fornægter han, at han er Præstens Søn og bilder sig ind at være et Hittebarn, Søn af en forbidragende Zigøjnerhøvding. I dette findes vel intet ud over den almindelige Drengeromantik, som ogsaa er omtalt i andre Bøger, bl.a. i Hr. Pontoppidans allerførste, "Kirkeskuden". Men det mærkelige er, at Lykke-Per virkelig – selv i en voxen Alder – tror sig Søn af en eller anden Tater og ingenlunde vil vedkende sig den i Orthodoxi nedsunkne Præstefamilje, der har bekostet hans første Bleer, og som, med store Afsavn, bekoster hans Studeringer senere hen.
Per vil være Ingeniør og opfinde et Kanalsystem i hollandsk Mønster, som kan berige og verdsliggøre de østjyske Kirkebyer, hvor Præsterne hver Søndag beder for, at Menneskenes Sind maa vendes bort fra denne Verden. Dette skal være den første Triumf, han vil vinde over sit Barndomshjem; det skal være ved denne Stordaad, at han frigør sig for sin Gæld til Hjemmet eller viser, at han intet skylder et Hjem, der har gjort alt, hvad det formaaede, for at stække ham, den frie Fugl.
Og Per er virkelig en fri Fugl. I det mindste i sin Ungdom, da han ikke anerkender Præstefolkene for sine rette Forældre – da han ingen har at tage Arv efter og ingen at slægte paa. Men
I nihundredeognioghalvfems af tusinde Tilfælde vender vi før eller senere hjem igen til den beskedne, trygge og kendte Kakkelovnslykke. – – Nej, det er saamænd slet ikke saa let, som man paa Forhaand er tilbøjelig til at mene, saadan helt at slippe Taget i sin Moders Skørter. Der klæber en uimodstaaelig Trolddom ved de Brosten, man har slidt som Barn, ved den Maren-Malkepige, man i sin Ungdoms Uskyld har elsket. Der stikker dybt i os alle – trods al vor Holdningsløshed – en ulyksalig Trang til den Slags burreagtig Paahængenhed, som man har pyntet med Navnet Troskab. [kap. 3, s. 127.]
Men endnu har Per ikke mødt sin Skæbne, endnu har han ikke lidt Skibbrud. I Hjærtensfrydsgade i Nyboder, hvor han bor som ung Polytekniker, er han trods sine Unoder højlig elsket af sine Værtsfolk som et livsglad og fortræffeligt, ungt Menneske. Det hænder Per i Kunstnerknejpen "Gryden" at træffe sammen med en stor Maler – eller Digter – som drikker meget og holder mange Taler om Vin og Kvinder, men som en Aften bekymret griber Pers Haand og siger: Menneske, har De aldrig tænkt paa Døden? – Per foragter ham fra samme Stund som en hul Praler, der ikke er meget bedre end Brødrene fra Præstegaarden. Det lykkes Per at blive Kæreste med en fin Dame, og da han opdager, hvad for en verdensbevandret Tøjte hun er, gaar Per sin Vej med et Skældsord og har ikke tabt Ligevægten for det.
Med rette hedder han Lykke-Per – eftersom den Sindets Ligevægt, der allevegne følger ham, vel er den største, maaske eneste Lykke.
Forfatteren bebuder, at der om to Maaneder vil følge Fortsættelse paa Fortællingen, og at Fortsættelsen hedder: "Hvorledes Lykke-Per finder Skatten".
Planen er god nok. Man kan vente sig meget af denne Bog. Og efter Bogens andet Afsnit forudser vi et tredje, som vel kunde hedde: "Hvorledes Lykke-Per taber Lykken".
… Denne stærkt personlige Bog af Hr. Henrik Pontoppidan gør et ganske eget, tiltalende Indtryk midt i Samtidens noget pralende Literatur. Det er, som om Forfatteren næsten med Vilje undgaar alle pragtfulde Optog af Personer og Stemninger, der kunde blænde vore Øjne og bedøve os. Hellere gør han den Luft, der omgiver Lykke-Per, lidt fattig. Men denne strænge Sandruelighed, som intet overdriver og intet besmykker, er noget saa sjældent og velgørende, at man kun kan længes efter den næste Del af denne ægte Bog.
Antonius.
