Sophus Claussen
Sophus Claussen (1865-1932) var tidligt interesseret i Pontoppidans forfatterskab. Den 3. december 1886 sender han sin far Mimoser og skriver:
Den skal være udmærket – jeg har ikke selv læst den endnu og saa indeholder den i alt Fald én politisk Scene. Det gør godt at sé, at en Roman, om end kun med Taaspidsen, berører Jorden1.
Da Claussen i slutningen af oktober 1889 blev medarbejder ved Kjøbenhavns Børs-Tidende mødte han Pontoppidan personligt2. Men det er i Lolland-Falsters Folketidende, der ejedes af hans far, at Claussen, og først fra 1897, anmelder en lille håndfuld af Pontoppidans bøger: Kirkeskuden (1897), Lykke-Per AI, AIII, Det forjættede Land (1898), Fortællinger I-II (1899) og Lille Rødhætte (1900).
I november 1900 udtrykker Pontoppidan sin glæde over at have modtaget Claussens "nutidsroman" Byen. Junker Firkløver. Men først fra 1901 har vi vidnesbyrd om det personlige forhold mellem de to forfattere3. I maj får Pontoppidan besøg i Snertinge af Claussen (hvis navn han i sine breve konsekvent staver med ét s). Mødet finder sted på Claussens initiativ, fremgår det af hans senere brev af 24.5., og emnet er Claussens plan om et ugeblad hvori siden (på en begejstret Pontoppidans forslag?) Erik Henrichsen blev inddraget.
Claussen medbringer sit manuskript til Trefoden. Det fremgår af Pontoppidans brev af 16.5.1901 til deres fælles forlægger, Aage Hirschsprung, at Claussen må have været der længe nok til at Pontoppidan har kunnet læse – eller har fået forelæst? – digtsamlingen, der først udkom i september. Dette besøg, vil et ikke særlig pålideligt men "vedholdende litterært rygte" vide, var udgangspunktet for Pontoppidans portræt af "Prins Karneval" i den "krønike" han året efter skrev til Juleroser om "Den kongelige Gæst"; herom findes også andre teorier, men de modsiger ikke nødvendigvis hinanden, Pontoppidan havde gerne mere end én model til en figur.
Som det fremgår af Claussens takkebrev, rettede han sig ikke efter Pontoppidans henstilling om at stryge navnene på sine modeller (Edvard Brandes og Otto Borchsenius), og den færdige bog er forsynet med denne dedikation: "Min beundrede mester, Dr. Georg Brandes, Stridsmanden og Befrieren, tilegnes med største Ærbødighed disse Blade". Endnu et par Claussen-breve fra året 1901 er bevaret.
I 1906-10 opholdt Claussen sig igen i Paris, og herfra sendte han Pontoppidan en fransk oversættelse af sine digte hvorfor denne takkede.
Flere vidnesbyrd om deres indbyrdes forhold har vi derefter ikke før en boggave fra Claussen i 1926 og et lille digt til Pontoppidans 70 års fødselsdag i 1927.
