Henrik Pontoppidan til Sophus Claussen
Sendt fra Halls Allé 13. 11. april 1910

Han sad og sang alene

Halls Allé 13
11/4 10

Min Herre!

Jeg beder Dem tilgive mig, at jeg først i Dag sender Dem min Tak for den interessante Oversættelse1, De så elskværdigt har betænkt mig med, og desuden, at jeg bringer Dem denne Tak i mit eget Modersmål. Således falder det mig unægtelig bekvemmest, og De har jo vist, hvor fortrolig De er med vort Sprog, så det kan vel forsvares, at jeg i dette Tilfælde ikke gør noget Forsøg på at maltraktere Deres.

At Sophus Claussens Vers har smigret sig ind også i franske Lyrikeres forvænte Øren, må glæde alle hans Landsmænd men tillige gøre dem lidt ængstelige 2 for, at han skal gro sig ganske fast i Paris2 og måske indbilde sig, at han dér har sine egenlige, forstående Venner. Der er noget i Bogens Slutningsvers3, der tyder på en sådan Vrangforestilling hos ham. Og så er jo dog Sandheden den, at han er vor mest beundrede Digter, og at Ordene "elsket og savnet" vilde passe bedst på hans pierre tombale.

Med en fornyet Tak for Opmærksomheden sender jeg Dem de venligste Hilsner og beder Dem ved Lejlighed hilse Claussen fra

Deres
meget forbundne
H. Pontoppidan.

 
[1] Oversættelse: De Thule à Ecbatane. Poèmes, oversat af Guy-Charles Cros, Paris 1910; var udk. i marts. tilbage
[2] gro ganske fast: SC havde boet i Paris siden sept. 1906, men allerede i tidligere perioder opholdt sig i Italien og især Paris. tilbage
[3] Bogens Slutningsvers: Samlingens sidste digt, "Pierre tombale", er en oversættelse af "Bauta" trykt i Politiken 23.3.1910 (hvor HP nok kan have læst det). Sidste vers lyder, citeret efter Samlede Digte, bd. IV, 2000, s. 154:

Og naar jeg en Gang skal svinde
og naar jeg omsider skal dø,
da vil jeg lægges til Hvile
et Sted nær den høje Sø.
Og Bølger og Maagerøster
vil vidne for Strandens Stene
min Lykkes Apotheose:
Han sad og sang alene –

tilbage