Erotiske dæmoner i borgerhjemmet

Gyldendal har genudsendt Pontoppidans store novelle "Den kongelige Gæst" fra 1908. Det er et godt initiativ, skønt den måske ikke tematisk overskygger de store romaner. Men som novelleform er den en ypperlig repræsentant for den klassiske novelle og derfor nok en genudgivelse værd.

En klassiker er jo almindeligvis et værk af en fastslået epokegørende betydning – og der ligger en ikke uvæsentlig fare i at kun de fastslåede værker genudgives. Det litteraturhistorisk "fastslåede" bør nemlig hele tiden undergå en kritisk efterprøvelse, således at vi til klassikerne kun henregner de værker, der faktisk kan læses med de samme oplevelseskvaliteter, som vi tilskriver et moderne værk. Litteraturhistorien skal være en udfordring og ikke bare en tom dannelse, som bl.a. den tyske litteraturteoretiker Jauss har formuleret det.

En fantastisk historie

Og "Den kongelige Gæst" kan stå for en sådan efterprøvende læsning. Den er noget så sjældent som en fantastisk historie i Pontoppidans ellers realistiske forfatterskab. Henrik Pontoppidan har i denne historie vovet sig så langt ud som hans realistiske skrivemåde kunne bære og har forsøgt sig med den fantastiske begivenheds indslag i et realistisk miljø.

Miljøet er et lægehjem i det vestjyske i tiden omkring 1900. Familien er flyttet ud fra København for seks år siden og har mere og mere hengivet sig til deres landlige idyl med tilhørende børnepasning.

Ægteparrets gensidige kærlighedsliv er gledet noget i glemmebogen, og det er til dette udtørrede følelsesmiljø, at den uventede begivenhed ankommer.

Fastelavns aften kommer en ubuden, elegant herre på besøg. Han ønsker ikke at opgive sit rigtige navn, men hilser fra den stedlige præst, som han påstår at kende. Under navn af Prins Karneval i slægt med den folkeligt sanselige figur Uglspil underholder han ægtefællerne med en åndrig konversation og forførende spil på forskellige instrumenter. Det lykkes ham at få de modstræbende ægtefæller til at trække i de gemte og glemte dragter fra deres hvedebrødsdage og sammen afholder de så en lille aftenfest, medens husets tyende gør store øjne og render med snak om den mærkelige mand, som er på besøg i lægefamilien.

Sporløst forsvundet

I aftenens løb bliver husets frue Emmy et kort øjeblik musikalsk-erotisk optaget af Prins Karneval og hendes mand optændes af jalousi. Netop i dette moment forsvinder Prins Karneval lige så sporløst som han kom.

Jalousiforholdet har brudt den ægteskabelige lykke, som imidlertid heles efter et stykke tid. Da det ikke lykkes at opspore nyt om gæsten, antager man, at det er en bedrager, der har været på spil.

Imidlertid får han betydning for ægtefællerne. Deres samliv forandrer sig, og fra den trygge forvisning om den gensidige kærlighed lever de nu i en stadig usikker længsel efter den anden. Deres kærlighed er blevet "stundesløs" og folk siger, at det trækker der i huset, i betydningen, at der er en evig uro ægtefællerne imellem og at deres interesse ikke er rettet mod det omgivende samfund men indad mod deres egen vanskelige kærlighed.

Begivenheden, der normalt hos Pontoppidan er en social begivenhed, er her en afdækning af psykiske misforhold, lidenskabens undertrykkelse i borgerlig hygge, og det Prins Karneval, som den kongelige gæst gør, er faktisk at gengive dem deres ungdoms drømme. Men det er ikke sådan at modtage sådanne drømme og personerne tolker da også genopvækkelsen af de uskyldige lidenskaber som en fordærvelse "som Tankernes lønlige Flagren omkring det fremmede og forbudte". Den dæmoni som således omgærder det erotiske, ser novellen altså som et udslag af en bevidsthedsform, der er den trygge idyls bagside.

Her er novellen tidsmæssig præcis, og den gengiver fint århundredskiftets embedsborgerlige opfattelse af det erotiske.

Bukkefødder

Denne bevidsthedsform var også målet for Sophus Claussens "Djævlerier" fra 1904, og et vedholdende litterært rygte lader da også Prins Karneval være et portræt af Sophus Claussen, som i maj 1901 besøgte Pontoppidan. Meget af Sophus Claussens væsen går igen i Prins Karneval, der f.eks. udbringer en skål for "Eventyrgudens bukkefodede følge, for alle disse smaa Hjærtetyve og Forstandsrøvere og Søvnforstyrrere, som i Naturens kongelige Husholdning opfyldte en lignende Bestemmelse som visse Forraadnelseskim i ædle Champagnevine; de skænkede Livets Drik dens Buket og fik den til at moussere".

Er denne litterære model nu rigtig, så har Pontoppidan leveret det mest rammende og mest indforståede portræt af Claussens væsen og hensigter. For der er ingen tvivl om at novellens fortæller solidariserer sig med Prins Karneval og hans uskyldige erotiske leg.

Det siges om ægtefællerne, at de følte Prins Karnevals besøg, som om de havde været i "Eventyrland", nærmere kunne Pontoppidan vel ikke komme Claussens ordvalg, at de "havde levet en Dag i Ekbatana". Hr. Bajads kommer og sætter alt på hovedet men ikke desto mindre på dets rigtige plads, og selv om det kun er et kort øjeblik glemmer mennesker det aldrig. Det var disse evige øjeblikke Claussen ville fastholde og forstod ikke, at de skulle dæmoniseres som tankens forbudte dyb.

Men udover det fremragende portræt af Sophus Claussen er novellen med sin symmetriske opbygning en ren nydelse. Først miljøet inden begivenheden, så begivenheden Prins Karneval og derpå eftervirkningerne. Så langt kunne den klassiske realistiske fortællekunst strække sig i beskrivelsen af sin modernistiske lyriske modsætning. Den modsætning, der med sin øjebliks fascination efterhånden skulle føre fortællekunsten i det 20. årh. i retning af den subjektive situation væk fra den klassiske fortællings samfundsinteresse.