Lykke-Per. Hans Ungdom
Denne nye Bog tæller 190 Sider men er kun en Begyndelse, hvis Fortsættelse, der skal hedde Lykke-Per finder Skatten, loves til Marts, uden at det siges, om man herved vil have naaet Slutningen. Denne Udgivelsesmaade skyldes formodentlig en Beregning om, at Folk helst betale et maaske temmelig tykt og kostbart Værk i mindre Portioner, eller at de maa finde sig nødte til at kjøbe de følgende Parter, naar de have anskaffet sig den første, selv om de ikke have bemærket, at den kun er et Brudstykke. Regnestykket kan være "smart" men skulde vel være overflødigt, naar det dreier sig om en Henrik Pontoppidan. Det er i hvert Fald ikke fint i Smagen, og for Læseren bliver det altid utilfredsstillende at faa Fortællingen saadan stumpevis. Denne Omstændighed bidrager formodentlig ogsaa til, at "Lykke-Per, hans Ungdom" maa skjønnes at være et temmelig mangelfuldt Arbejde.
Først et Par Ord om det Familienavn, som er benyttet. Peter Andreas, den saakaldte Lykke-Per, er Søn af Præsten i en østjydsk Smaaby for omtrent en Menneskealder siden, Johannes Sidenius, og det fremhæves af Forfatteren, at Sidenius-Slægten i lange Tider har frembragt mange Præster. Dette forholder sig virkelig saa, endskjøndt den nævnte Slægt har været og er repræsenteret i adskillige andre Stillinger end den gejstlige. Meget udbredt er Slægten imidlertid bleven, siden den grundedes her i Landet af Provst Isak Sidenius paa Nordfalster; han døde 1763, og han samt en Broder, der blev Præst i Norge, antog Navnet, da de i forrige Aarhundredes Begyndelse kom i Latinskole, nemlig efter Elven Siden i Jæmteland, altsaa Sverrig, hvor deres Fader var Pelsværkshandler. Hin Isak Sidenius havde ifølge Imm. Barfods Stamtavle Aar 1890 en "Efterslægt" paa ca. 1400 Mennesker her i Landet; den norske Gren synes uddød for længe siden. Hvor mange Sidenius'er vi for omtrent en Menneskealder siden havde i Danmark, og om nogen af dem den Gang var Sognepræst i en lille østjydsk Kjøbstad, kan være ligegyldigt, da Pontoppidan vistnok aldeles ikke har sigtet til en virkelig Sidenius. Anvendelsen af dette Navn synes alligevel noget stødende og uheldig, fordi Tanken dog henledes paa en bestemt Slægt. Forfatteren kunde lige saa gjerne have brugt sit eget Familienavn, der ligeledes er latiniseret og netop ogsaa har været mange Præsters. Men helst burde han have lavet et fingeret Navn, der meget vel kunde have gjort den Virkning, som for dette Punkts Vedkommende er Hovedsagen. Det gjaldt nemlig om at give Heltens Slægt en vis Relief, idet hans Navn i og for sig skulde gjøre levende Indtryk af en Familie, hvis Grundlægger var udgaaet fra en kraftig Almue, men som fra denne – f.Ex. i "den lærde Tid" – var rykket ind i den lærde Verden og da navnlig i den sorte Skole for her fra Led til Led at udvikle visse Egenskaber indtil Overmaal, og saa at sige, til aandelig Forbening. Den foreliggende Part af Lykke-Per gaaer nemlig først ud paa at vise, hvor stærkt Racepræget er udviklet hos Præsten Johannes Sidenius, og hans Børn med Undtagelse af Peter Andreas, hos hvem noget Nyt bryder frem med Kraft, næsten explosivt, oprørsk mod Fader og Sødskende, mod Hjemmet og al den hertil knyttede Tradition. Hvad han vil udvikle sig til, foresvæver ham indtil Videre kun fantastisk, og da han gaaer ud i Verden for at staa paa egne Ben, glider eller snubler han den ene Gang efter den anden. Saa dukker der hos ham – lige som hos Andre af nogenlunde lignende Væsener – Rester frem af det Racepræg eller den Slægtarv, med Følelser og Instinkter knyttede til de Traditioner, fra hvilke han – og de Andre – mente at have taget Afsked for stedse. Bogen synes bygget for at belyse Problemet om Forholdet mellem Slægten og Individet, mellem en gammel, stærk og sejg men ufrisk Slægt og det af den udrundne men ogsaa fra den bortsprungne nye, unge, kraftige Individ. Spørgsmaalet bliver saa hvor vidt det er muligt for den nye Personlighed at udvikle sig frit og dygtig, efter at Forbindelsen med Stammen forsætlig er reven i Stykker. Eller hvordan det Medfødte af og til bryder op, saa at det Gamle overvælder det Nye, i det Mindste for en Tid. Fremdeles – i Værkets Fortsættelse – skal det jo aabenbares, at Lykke-Per "finder Skatten", efter hvilken han denne Gang higer baade daarlig og forgjæves. Hvilken Værdi og Varighed, Forfatteren vil skjænke "Skatten", lader sig imidlertid endnu ikke ane.
Problemet er højst interessant og meget tidsmæssigt, da man hver anden Dag oplever, at Skallen af "den højeste Oplysning" m.M. gjennembrydes af Skud fra Kærnen, som man har fra Hjemmet, fra Slægten, fra Traditionen. Men Opgaven er særdeles vanskelig at løse, og synderlig ud over Antydninger af, hvad Pontoppidan tager Sigte paa, synes han ikke at naa. Kunstnerisk eller poetisk er Ideen kun tarvelig gjennemført.
Den ydre Fortælling har Liv nok, hvert enkelt af de fire "Kapitler" er skrevet med Talent. Skildringen løber jævnt og let, glat og underholdende, som man er vant til det hos denne Forfatter. Men det egentlige Indhold, baade det kulturhistoriske og det psykologiske, aftvinger stærke kritiske Indvendinger.
Det østjydske Præstegaards-Hjem gjør intet troværdigt Indtryk, synes i hvert Fald højst ensidig skildret med Savn af mange væsentlige Træk. Man kunde maaske tænke sig saadanne Mennesker og Forhold – saa trange, forkrøblede og forbenede – i en trang og fattig Periode betydelig længere tilbage, vanskelig eller umulig "for omtrent en Menneskealder siden", altsaa vel i Tredseme. Eller hvis noget Lignende har existeret paa den angivne Tid, var det ganske vist ikke almindeligt, ikke typisk, hvad det jo skulde være for at gjælde i den Sammenhæng, Forfatteren vil have frem.
I dette Milieu fremstilles nu Peter Andreas som Undtagelsen, som den spontane, nye og friske Spire i den fortørrede Jordbund. Hvordan han er kommen til Verden som en slig Undtagelse, henstaaer som Gaade. Man maa tænke paa hende i en Forstadsfarce, der møder med en Hær af smaa Børn, da Manden efter et Dusin Aars Forløb kommer hjem, og som paa hans legitime Spørgsmaal: "hvor kom de fra?", blot synger: "fra Himlen a'". Dog lad nu Peter Andreas paa mirakuløs Maade være falden ned fra Maanen, saa skulde han dog være en naturlig Dreng – i Ondt og i Godt – hvad han imidlertid ikke er i Bogen. Hans barnlige Oprørskhed, hans Trods og Umedgjørlighed, endog overfor den syge og bløde Moder, stiller sig for os som konstrueret og ikke mindre ensidig opskruet end Faderens og de andre Omgivelsers Væsen. Han fremtræder ikke blot som en Undtagelse overfor sin Familie, men som noget Exceptionelt og Abnormt i og for sig. Selve hans Fantasteri om at være et Taterbarn eller Søn af en Røverhøvding savner Motivering, medens han er Barn, og naar han senere hen vil bilde Folk de samme Historier ind, maa Læseren finde ham mildest talt mærkelig, især da han forøvrigt slet ikke synes saa overdaadig udstyret med Fantasi, end sige med Lyst til at lyve.
Trods Alt staaer Billedet af Hjemmet og Barndommen ikke helt ilde, lad det end være tegnet med altfor grelle og grove Træk. Der er Stemning i det, og man faaer Interesse for disse Mennesker, navnlig Forældrene og Sønnen, saa man kun beklager, at Forfatteren ikke har gjort Skildringen finere. Men de følgende Kapitler, i hvilke Peter Andreas tumler sig som ung Studerende i Kjøbenhavn, ere baade løst og fladt tegnede, ganske morsomme, men næsten forunderlig intetsigende. Han logerer hos nogle Nybodersfolk, som – ja, de ere simpelthen daarlige Olietryk efter de ulige bedre Mønstre, der ere givne f. Ex. af Overskou i Kapriciosa og Pak!1 Han omgaaes paa en Knejpe med nogle forsoldede og forulykkede Existentser, der skulle repræsentere en vis Klasse af radikale Fritænkere, Journalister, Kunstnere osv., men alle disse Skikkelser ere blot løse Konturer, udførte med ringe Vid og i ingen Henseende fængslende. Det gaaer lige saa galt med et Par Kvinder, som Peter Andreas faaer til Elskerinder, den ene en løsagtig Opvartningspige i Knejpen, den anden en Grossererfrue, som kaster sig hidsig og hensynsløs fra den ene Galans Arme over i den Andens. Peters nærmeste Forgænger er en god gammel Bekjendt fra mange Romaner, dog en sørgelig forringet Udgave; han ender som Selvmorder, efter at have testamenteret Efterfølgeren sin Formue. At Henrik Pontoppidan gider skrive Sligt! Overfor de to Damer er der ikke Tale om det idealistiske Fantasteri, der ofte ledsager ung Erotik, og som man vistnok netop turde vente hos en Natur som denne Peter Andreas, der jo ellers gaaer og drømmer om at have en Mission. Men man seer intet Andet end det rent Fysiske og fristes til at finde en blot fysiologisk Forklaring, naar "Lykke-Per" pludselig rejser sig fra sin Donna – i en lovlig naturalistisk udmalet Scene – for at skjælde hende ud og gaa sin Vej. Forfatteren vil dog have dette Optrin betragtet just som psykologisk karakteristisk, idet de dybest iboende nedarvede Følelser her pludselig gjøre sig gjældende. Med al Anerkjendelse af Dobbeltspillet mellem Fysio- og Psykologi maa man sige, at de sjælelige Faktorer ved denne Lejlighed gjøres mindre heldig gjældende, fordi de dumpe ned i et Forhold som det antydede.
Kort efter denne Begivenhed afbrydes Fortællingen. Hvad der senere vil komme, kan forhaabentlig hjælpe til at gjøre Helheden bedre end det foreliggende, med overfladisk Rutine velskrevne, men i Virkeligheden lidet tiltalende og tilfredsstillende Brudstykke.