Lykke-Per i det fremmede
Bøgernes Verden
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per. (Nordiske Forlag). – Fortællinger. (Nordiske Forlag). – Vildt. (Schubothe).
To Skikkelser vil man bestandig møde hos Pontoppidan.
Den ene er en lidt ubetydelig, skikkelig Bedsteborger, hvis Sinds stillestaaende Bane kun nu og da kruses ganske svagt af lidt uskadelige, romantiske Fornemmelser. Han holder af, denne ligesom lidt i Væxten forsatte Fyr, at søge bort fra Byerne og Civilisationen for om muligt at faa et eller andet Eventyr at opleve ude i Naturen. Og ganske naivt stiller han sig i Romanpositur og føler sig som et betydningsfuldt Punkt i Verdensaltet. en Romanhelt i Galoscher og med Briller paa Næsen!
Den anden er ham ganske modsat. Det er den moderne Hader af, hvad Pontoppidan med et Ord kalder Lyrikken. Og Lyrikken er da for ham alle de Stemningstaager, som sløre Menneskenes Blik for den virkelige, haandgribelige Lykke. Lyrik er Kristendommens Selvfornægtelses-Moral, Pieteten mod det Overleverede, mod Slægten, Minderne – det er hele den Følelses-farvede Side af Menneskenaturen. Denne Pontoppidanske Helt har det ikke med Nerver, han har en dynamitagtig Sprængningslyst overfor Alt det, der synes ham at komme paa tværs af Menneskets Stræben efter den højeste Rigdom og ydre Lykke for ham selv og Samfundet.
I hvilken af disse to Skikkelser vil man nu finde Forfatteren selv formummet? Man kan sige: i Ingen af dem. Man kan ogsaa sige: i dem Begge.
I dem Begge – thi naar bortsees fra de rene Staffagefigurer, skaber en Forfatter jo overhovedet aldrig en Skikkelse, uden at den er Kjød og Blod af hans eget. Og i Ingen af dem; thi naturligvis er Pontoppidan selv hverken saa naiv som Hovedpersonerne i "Vildt", "Den gamle Adam", "Højsang", osv., eller en Anakoret som Jørgen Hallager i "Nattevagt", eller en Stræber som Lykke-Per, i alt Fald saaledes som han træder frem i de hidtil udgivne fire Dele af Bogen.
Alligevel er der ingen Tvivl om, at Pontoppidan i denne sidste Skikkelse har grebet den Type, der var hans Hjerte nærmest. Og da Bogen nu er saa langt fremme, at man dog kan danne sig en Slags Mening om den, skal jeg forsøge at vise, hvilket Lys, denne Skikkelse kaster over det Pontoppidanske Forfatterskab.
*
De, der have fulgt Lykke-Per, ville vide, at Hovedpersonen, Per – eller som han oprindelig hedder Peter Andreas – Sidenius er udgaaet fra et Præstehjem og er af en gammel, anseet Præsteslægt. Men lige fra Barndommen er Per oprørsksindet overfor Slægtens Traditioner, overfor den puritanske Strenghed i Hjemmet, overfor de uselvstændige Søskende, der villig bøje sig under den stærke Hustugt, Faderen udøver. Ja, saa stærk er hans Uvillie, at han bestandig gaaer om i et fantastisk Haab om, at han oprindelig er et forbyttet Barn, Søn af vilde Zigøjnere, der have stjaalet den virkelige lille Per Sidenius af Vuggen og lagt ham i Stedet.
Næppe er han kommen til Skjels Aar og Alder, før han bryder ud af Familietraditionerne. Han vil være Ingeniør, og han sætter da ogsaa igjennem, at han faaer Lov at studere ved polyteknisk Læreanstalt. Begyndelsen er beskeden: han boer i et tarveligt Nybodershjem. Men snart svinger han sig op. Han vinder Mænds Venskab, Kvinders Gunst. Og en melankolsk Særling der tager Livet af sig, testamenterer ham sin lille Formue.
Saa vidt var man naaet i de to først udkomne Dele af det omfangsrige Værk. Og man havde tillige seet, hvorledes Per var blevet indført i den hovedrige jødiske Forretningsmand Philip Salomons Hus. En kort Tid gik han om og var smaaforelsket i Husets yngste Datter, den smukke og kokette Nancy. Men efterhaanden tog hans Tilbøjelighed en anden Retning og kom til at gjælde den ældre Søster Jakobe, hvis Radikalisme var bleven vakt ved Jødeforfølgelserne og næret ved det personlige Bekjendtskab med Flere af den nye Retnings betydelige Mænd.
Om hans Kjærlighed til Jakobe handle de to sidst udkomne Bind.
Han faaer mere og mere fast Fodfæste i det rige jødiske Hus. Sønnen, Ivan, beundrer ham, og i al Hemmelighed støtter han ham med Penge. Han gjør det derved muligt for ham at udgive sin Bog "Fremtidsstaten", der er fuld af de dristigste og mest højtflyvende Planer til en fuldstændig Omdannelse af hele Landets Erhvervsliv. Man begynder at lægge Mærke til ham; han bliver omtalt, beundret, hadet. Men overfor Jakobe synes han i Begyndelsen ikke at skulle naa vidt og har i en liberal Folkethingsmand en farlig Medbejler. Dog hans Dristighed skaffer ham Sejr. Halvt mod sin Villie lader Jakobe sig erobre af ham ved en Art Overrumpling. Og fra dette Øjeblik er hun ganske under hans Villies Magt.
Den sidste af de udkomne Dele, "Lykke-Per i det Fremmede", begynder med nogle Breve fra Per til Jakobe. Han er beruset af eventyrlige Drømme om at skabe Millioner, om en ny Verden af Mennesker, der herske uindskrænket over Naturens Kræfter, af Følelsen af "at være født i dette stolte Aarhundrede, da Mennesket omsider blev sig sin Almagt bevidst og begyndte at omskabe Verden efter sit Behov – og i en Storhed, hvorom ingen Gud har drømt i sine vildeste Drømme."
Man synes allerede her, at Ordene undertiden ere unødvendig forcerede. Og se! bedst som man troer ham "frigjort" over alle Bredder, kommer der til ham et Telegram, som anfægter hans vundne Sikkerhed. Det, lyder paa, at hans Fader, Præsten, med hvem han i mange Aar ikke har staaet i Forbindelse, er døende. Det vækker Følelser hos ham, som han troede udryddede, og han rejser sporenstregs hjem til den lille Provinsby, hvor hans Barndom henrandt. Pontoppidan skildrer hans Fornemmelser i følgende Ord:
Han havde ikke selv nogen helt klar Forestilling om, hvad der i disse Øjeblikke foregik i ham. Han vidste nok, at naar han nu rejste hjem, var det af Frygt for engang at skulle komme til at fortryde, at han ikke havde sagt sin Fader Farvel. Derimod gjorde han sig det ikke klart, at naar denne Frygt netop nu fik ham til at handle, var der atter her lidt Overtro med i Spillet, – at det var den endnu uovervundne Rest af Afgudsdyrkeren i ham, der vilde forsone Guderne ved et Offer, inden han begyndte sin sidste, afgørende Kamp for Lykkens gyldne Kongekrone.1
Han drager da til den lille By, gaaer som en Fremmed om i sin Barndoms Hjem, staaer ved Faderens Dødsleje og seer med en Følelse af Beundring, med hvilket stolt og roligt Mod den strenge Præst fuldt bevidst gaaer Døden i Møde. Han overværer hans pompøse Begravelse, og da han skal rejse, kalder den syge og sengeliggende Moder ham ind til sig for at overrække ham et lille Sølvuhr, som har tilhørt Faderen, og som denne en Gang har faaet af sin Fader. Hun fortæller dets Historie saaledes:
"Det var en Gang, da Fader som halvvoksen Dreng efter en Juleferie skulde rejse hjemmefra og tilbage til Latinskolen, saa havde Bedstefader forlangt at faa hans Kuffertnøgle. Han sagde, at han vilde se efter, inden Kufferten kom paa Vognen, om nu ogsaa alting var lagt ordentligt ned og ingenting glemt. Herover blev din Fader fornærmet – som han i sin Ungdom let blev det – og han rejste bort i Vrede uden at have sagt Bedstefader Farvel. Da han om Aftenen kom til Skolen og lukkede Kufferten op, fandt han alt sit Tøj urørt, men øverst laa en lille Pakke i Papir, … det var det Ur, som du nu holder i din Haand. Det var en Gave fra Bedstefader; han havde villet lægge den uset ned i Kufferten; det var derfor, han havde benyttet det Paaskud, forstaar du jo nok. Da din Fader havde forstaaet det, faldt han i en heftig Graad. Og da han havde grædt over sig selv og angret sin Overilelse, saa tog han noget Tøj paa sig og gik endnu samme Nat paa sin Fod de ti Mil hjem og standsede ikke, før han kunde kaste sig om sin Faders 74 Hals og bede om hans Tilgivelse. Se, min Dreng, derfor bevarede din Fader gennem hele sit Liv det Ur som en Helligdom. Jeg husker, han kaldte det engang for Guds Faddergave til ham. For den samme Nat, hvor han saaledes ydmygede sig og gik den lange Bodsgang til sin jordiske Fader, fandt han ogsaa Vejen hjem til Lyset og Freden og Velsignelsen hos Gud Fader i Himmerig."2
Per tager mod Uhret, men lader det ved Afrejsen blive liggende tilbage paa Bordet i sit Værelse. Han drager atter ud i det Fremmede. Men Faderens Skygge følger ham. Og han tilbringer en Tid med anspændt Læsen og Grublen for at naa frem til Klarhed over Tilværelsens Hemmelighed.
Da kommer en skønne Dag Jakobe til ham i det fremmede Land. Og først nu aabnes deres Sjæle ret for hinanden. Ved hendes Side synes han endelig at vinde Frigjørelse. Og han retter Skuddene i sin Revolver mod et Kristusbillede, der i det katholske Land er opstillet ved Vejen. Paa dette Punkt er Bogen foreløbig bleven staaende. Og vi skulde vel nu i de følgende Dele se, hvordan Lykke-Per, stærk og befriet for alle Anfægtelser af de nedarvede religiøse og humane Ideer, hensynsløst tvang Livet i al dets rige Fylde til sig og virkeliggjorde sine Drømme om Magt og Rigdom.
Jeg kan imidlertid ikke føle mig ganske overbevist om, at dette vil blive Tilfældet. Der er ikke saa faa Lighedspunkter mellem Lykke-Per og Jonas Lies Faste Forland3, og det kunde da maaske tænkes, at den Pontoppidanske Helt ligesom den Lieske endte med at omsætte sine Ideer ikke i Virkelighed men i Digtning, i "Lyrik". Der er Adskilligt, som kan støtte en saadan Formodning.
Jeg kommer her til at tænke paa en Scene i Novellen "Vildt", som nylig er udkommet i en sirlig Vignet-Udgave med Illustrationer af Syberg. Det er den, hvor Bogens Hovedperson gaaer paa erotiske Eventyr hos den unge Fiskerkone, hvis Mand er fraværende paa Søen. Han synes nær ved sit Maal, har listet Armen om hendes Liv – men da bryder han pludselig af, skræmt ved en tilfældig Ytring af hende om ganske andre Ting. Og han lader hende ganske rolig uantastet, saa stærk hans Attraa var.
Det kunde jo være, det gik Lykke-Per paa samme Maade, naar han nu for Alvor skal kryste Lykkens Gudinde i sin Favn. Han og Hovedpersonen i "Vildt" synes at repræsentere hver sin af de to Pontoppidanske Hovedtyper, som jeg begyndte med at omtale i den brutale, for alle Hensyn frigjorte Tilbeder af Livets Virkelighed og den naive Sværmer. Men seer man nærmere til, ere de maaske ikke saa lidt i Familie. Hos dem begge findes der Længsler, som sprænge Livets almindelige Vilkaar. Og det kunde hænde, at Lykke-Per Typen med al sin Foragt for de nedarvede Idealer var ikke mindre fantastisk end Romantikeren med sin Foragt netop for det altfor Nøgterne og Dagligdags. Og i Forening synes de mig at udgjøre en enkelt, meget typisk moderne Type.
Thi det maa vel siges at være mildest talt naivt, naar man i Slutningen af det 19. Aarhundrede seer en Desillusioneringens Periode, et Nøgternhedens og Virkelighedssansens Enevælde. Der blev ganske vist løbet Storm mod Meget af det, der hidtil havde staaet som Sandhed, men næppe troede man at have faaet Bugt med en Illusion, saa kom der strax en anden i dens Sted. Den franske Revolution afskaffede Kristendommens Gud og satte Fornuftens Gudinde i Stedet. Hvor længe varede hendes Herredømme?
Og naar nu en Gang Aarhundredets Regnskab skal opgjøres, hvilke Ideer mon man saa vil regne for de sejrende? Mon det blev det Aarhundrede, da Autoritetsprincippet fik sit Dødsstød. Eller mon det ikke snarere blev det, da dets Herredømme befæstedes paany efter det 18. Aarhundredes Fornægtelse deraf?
Jeg kommer til at tale om dette, fordi netop de Helte, som i den moderne Literatur staa som Virkelighedens og Livets Forkæmpere overfor Ideerne om et Hinsides, i en forbavsende Grad selv komme tilkort, naar det gjælder om at leve Livet ganske ligefrem uden at bryde sig om, hvad der er over eller udenfor det. Man vil næsten alle Vegne i den moderne Literatur finde de nye Tankers Forkæmpere besejrede, bastede og bundne af Virkeligheden.
For at holde mig til Pontoppidan: blader jeg hans nu i samlet Udgave udkomne Fortællinger igjennem, saa finder jeg ikke et Sted den nye Tids Tanker førte frem til Sejr. Den radikaleste af alle hans Helte, Jørgen Hallager i "Nattevagt", der hele Bogen igjennem staaer i Skum af Vrede, synker helt ned til Bunden af Samfundet. Den overspændte Idealist Emanuel Hansted i Trilogien "Muld", "Det forjættede Land" og "Dommens Dag" sprænges vel af sin Hinsides-higende Livsanskuelse, og denne dømmes saaledes af Forfatteren til Døden. Men hvor er det positive Modstykke dertil? Hvor se vi de Ideer sejrende, som ere hans modsatte?
Det kunde jo tænkes, at "Lykke-Per" netop havde til Hensigt at vise at os det. Men oprigtig talt: jeg troer det ikke. Pontoppidans eget Standpunkt overfor denne Helt synes mig ikke sikkert. Bedst som man troer ham plantet fast i Virkelighedens Jordbund, er det, som blæste der en mild Ironiens Vind imod ham, og denne Luftning er tilstrækkelig til at faa ham til at svaje hid og did. Saa yderliggaaende Pontoppidan end kan synes at være, er hans Stade overfor hans Personer og de Ideer, de repræsentere – og ofte ere de ikke stort Andet end paaklædte Ideer – ikke synderlig solidt. Belysningen er stadig flimrende, snart alvorlig, snart ironisk. Og der kan endnu komme mere end een Overraskelse i "Lykke-Per".
Tiden faaer imidlertid vise det. Det er oftere paapeget, hvor uheldig denne Udgivelsesmaade er i Bind, der hver for sig indeholde en Art Helhed, men som alligevel ikke kunne staa paa deres egne Ben. Dobbelt uheldig er den hos en Forfatter som Pontoppidan. Nu bebudes der ialt 7 a 8 Bind. Det vil da antagelig vare et Par Aar, inden det hele anseelige Arbejde foreligger afsluttet.
Til den Tid vil der blive Anledning til at komme tilbage dertil. De foreliggende Bind ere prægede af Forfatterens store Evner til at skildre Interiører og Natur, men ogsaa af den Anstrengelse, det volder ham at holde sammen paa de sammensatte Karakterer.
Interessant er under alle Omstændigheder Hovedpersonen som en Tidstype i Rendyrkning. Der er i de foreliggende Bind gode Præmisser til den Dom over ham, hvormed Værket nødvendigvis maa ende, om ikke det Hele skal være skrevet i Sand.
Albert Gnudtzmann