Lykke-Per
i det fremmede
Forhistorien
Per Sidenius, en ung Ingeniør paa et Par og tyve Aar, har udarbejdet et kæmpemæssigt Kanalprojekt, for hvilket hun forgæves har søgt at interessere Avtoriteterne. For da at henvende sig til Offentligheden skriver han en Bog, "Fremtidsstaten", om sine Ideer og faar den trykt med Bistand af en beundrende Ven. Denne er Søn af den hovedrige, jødiske Købmand Philip Salomon, i hvis Hus han imidlertid er bleven indført, og hvis Datter Jakobe han efter en kort Kamp vinder. Forsynet med Penge af den tilkommende Svigerfader staar han just i Begreb med at begive sig paa en to-aarig Udenlandsrejse, da han fra sit Hjem, en fattig jysk Præstegaard, modtager Meddelelse om, at hans Fader ligger for Døden. Pers Forhold til hans Familje har altid været daarligt og er i Aarenes Løb bleven endnu mere spændt, tilsidst ganske afbrudt. Efter nogen Vaklen rejser han derfor bort uden at have villet gense Faderen.
Første Kapitel
3 Brudstykker af Pers
Rejsebreve til Jakobe
Berlin 12te Oktb.
– – –
Een vigtig Ting har jeg allerede lært paa denne min første Rejsedag, og det er, at man ikke maa glemme sine r'er, naar man begiver sig paa Udenlandsfærd. Du kender jo Rejsen her til Berlin og veed, at den navnlig for de sidste Timers Vedkommende ikke er oplivende. Altsaa drattede jeg ved Mørkets Frembrud i en tyk Søvn og vaagnede ikke, før vi buldrede ind paa "Stettiner Bahnhof". Noget ør af Søvnen og den lange Rumlen tumlede jeg ud til en Droske og raabte Kusken an: "Hotel Zimmermann, Burgstrasse", – det er et Hotel, som din Onkel har anbefalet mig. Men Kusken gloer bare dumt paa mig og gentager saa i sin Berlinerdialekt "Bu'straasse? Bu'straasse?" – hvorpaa han ryster paa sit tykke Hoved og siger "Kenn's nicht!" Et Par ledige Droskekuske kom til; der samlede sig efterhaanden et helt lille Opløb. "Bu'straasse? Bu'straasse?" sagde de alle og rystede paa deres tykke Hoveder. "Kenn's nicht!" Der stod jeg! Jeg blev noget 4 ærgerlig, for jeg følte jo, at jeg var ved at blive komisk; noget andet berlinsk Hotel vidste jeg ikke engang Navn paa. Saa rækker pludselig en af Droskekuskene en Finger i Vejret og udbryder: "Ah! … Burrrrrrgstrrrrrrraasse!" Og denne Trommehvirvel af r'er gjorde mig først rigtig vaagen. Nu fornam jeg, at jeg var kommen til Berlin, til Landet med de tre Millioner Soldater og en Kommandersergeant til øverste Krigsherre.
Men du maa ikke tro, at mine Fataliteter hermed var tilende. Da Vognen holdt udenfor Hotel Zimmermann (i Parantes bemærket en gammel Skiddenkasse, som ligger i en Gyde bagved Slottet) kom en skødskindsklædt Hausknecht ud paa den høje "Freitreppe" for at tage imod mig. Men hvad sker? Saa saare han faar Øje paa mig, styrter han ind i Huset igen og raaber med en Stemme, som om Huset stod i Brand: "Hr. Zimmermann! Hr. Zimmermann! … Ein dekorirter Herr!" Hele Huset kom paa Benene, Værten stormede til og løb med bart Hoved helt ned paa Gaden til mig. Tableau! Jeg havde under denne Staahej kastet et Blik ned paa mit Frakkeopslag og straks fundet Forklaringen. I mit Knaphul sad en lille, henvisnet Rest af den Rose, som du i Morges stak deri, da du gav mig dit sidste, lange Kys. Kære Ven, at din sidste Kærlighedsgave til mig skulde volde en saadan Malheur! For du kan vist tænke dig til den Modtagelse, jeg fik, da Sammenhængen 5 blev opklaret. Men jeg skaffede baade dig og mig selv en smuk Oprejsning. Da jeg var kommen op paa mit Værelse, bandte og skældte jeg som en veritabel Storkorsridder; og da Opvarteren kom med Fremmedbogen, kunde jeg ikke dy mig men satte et flot "von" foran mit Navn. – Ryst ikke paa Hovedet! Du skulde bare have set, hvor det hjalp! Da jeg lidt efter gik ud, stod Værten i Forstuen og bukkede, som om han vilde kysse sine egne Støvlesnuder. Egenhændig slog han Døren op for mig med et allerydmygst: "Hr. Baron!"
Jeg har nu set mig lidt om paa Unter den Linden og sidder i Øjeblikket inde hos Bauer og skriver dig dette til. Ude fra Gaderne lyder en Summen og Brusen, der ikke lader mig i Tvivl om, at jeg befinder mig i et Verdenscentrum. Jeg har en Fornemmelse af at sidde midt inde i et kæmpemæssigt Vandhjul. Men hvad er vel ogsaa disse Millionbyer andet end uhyre Turbiner, der suger Menneskestrømmene til sig og udspyer dem igen efter at have berøvet dem deres Energimængder? Hvilken Koncentration af Livskraft! Der er noget formelig opløftende ved saaledes at fornemme Gulvet under ens Fødder dirre af to Millioner Menneskers udladede Energi. Hvad vil vi ikke i det kommende Aarhundrede kunne udrette, naar vi lærer at accumulere Arbejdsværdier, i Sammenligning 6 med hvilke de, vi nu tumler med, er for bare Barneleg at regne!
Men nu nok for idag. – –
17de Oktb.
Jeg har nu taget min Beslutning. Jeg har lejet et Par Værelser i Karlsstrasse 25 (Adresse: Frau Kumminach, zweite Treppe links) og bliver foreløbigt her i Berlin. Jeg føler Trang til at fylde mine Lunger med Storstadsluft, inden jeg drager ud i Provinserne. Der er noget ved Livet her, der elektriserer mig indvendig, – jeg kan ligefrem fornemme, hvordan jeg hver Dag bliver ladet med Lyn og Torden. Herre Jesus, hvilket Donnerwetter jeg ofte føler Lyst til at sende hjem over Østersøen til vore lumre Kalveboder! Sete herfra tager Forholdene og Menneskene derhjemme i vort lille Degneland sig dobbelt landsbyagtige ud. Folkene her, lige ned til Gadefejernes rapfodede Kompagni, har et ganske anderledes Snit paa sig. Derhjemme kan selv Østergadeslapsene dog aldrig helt afstryge det oprindelige Præg af et Guds Ord fra Landet. Om det saa er vore Løjtnanter, saa ligner de jo – Gud forlade mig det! – mest af alt uniformerede Seminarister.
Jeg har idag efter din Tilskyndelse gjort Dr. Nathan en Visit. Han boer meget net i Nærheden af Königsplatz og synes at befinde sig ganske vel 7 i sin frivillige Landflygtighed. Han modtog mig meget venligt og spurgte bl. a. ogsaa til dig, hvoraf jeg slutter, at ogsaa han kender vort Forhold. Forresten vil jeg tilstaa dig, at han sletikke tiltalte mig. Du gode Gud, hvilket Snakketøj! Det var næsten ikke muligt at faa et Ord indført, og tekniske Spørgsmaal har han ikke fjerneste Begreb om. Da jeg søgte at give ham en Forestilling om Indholdet af min Bog, afbrød han mig hvert Øjeblik med de horribleste Spørgsmaal. Hele vor Samtale var et "Goddag, Mand! – Økseskaft!" Det er i det hele besynderligt med disse Mennesker, der som Dr. Nathan har villet skabe et nyt Kultursamfund paa Ruinerne af Præsteskabets Spøgelseverden, – de har aabenbart ikke selv forstaaet, hvad de begyndte paa. De minder mig mere og mere om den Slags akademisk uddannede Arkitekter, der kan udkaste en i kunstnerisk Henseende højst tiltalende Tegning til en Nybygning men ikke bekymrer sig om, ja endog føler en vis, overlegen Ringeagt for Spørgsmaalet om, hvorfra Tømmeret skal tages, hvor Stenene skal brændes o.s.v. Jeg husker, at der i en af de Bøger, du i Sommer laante mig – var det maaske i en af Dr. Nathans egne? – stod den upaatvivlelig rigtige Bemærkning, at Forudsætningen for det femtende Aarhundredes Renaissance var Kompassets Opfindelse, der muliggjorde Amerikas Opdagelse og lettede Udnyttelsen af de allerede 8 kendte Kolonier, hvis Rigdomme strømmede ind over det forarmede Evropa og fornyede den af Præster og Munke forknyttede Menneskehed, genvakte Modet, Handlekraften, Eventyrlysten o.s.v. Men ganske paa samme Maade – mener jeg – er Udviklingen af de moderne Kraftmaskiner Betingelsen for det næste store Kulturfremskridt; og den, der uden Forstaaelse heraf profeterer om en kommende Stortid for Menneskeheden, blæser Sæbebobler til Forlystelse for Børn og langhaarede Poeter. – –
19de Oktb.
– – Nej, jeg har endnu ikke gjort min Opvartning hos din Moders Onkel, Gehejmecommerceraaden. Jeg har med Vilje ventet dermed, indtil jeg blev lidt stivere i Tysken. Forleden kom jeg forbi hans Villa i Thiergartenstrasse; det er jo et komplet Slot. Der siges her, at han er en Mand paa et halvt hundrede Millioner. Er det virkelig sandt? Du maa tjene mig i at instruere mig lidt med Hensyn til, hvorledes jeg skal forholde mig. Særligt her i det fremmede gælder det jo om at vaage over Formen. Hvad er "Geheimecommercienrath"? Jeg mener, skal han tituleres Ekscellence? Fortæl mig ogsaa lidt om Familjeforholdene. Der er en Kone (Gemahlinn??) og en Datter. Er der flere Børn? – –
9 | 21de Oktb. |
Da jeg idag kommer ind til Bauer, – hvem ser jeg da sidde der med en Røverhat bag i Nakken og en Knortekæp mellem de fremstrakte Ben – Fritjof! Jeg havde forresten nær ikke kendt ham, han er bleven svært gammel i den sidste Tid, Skægget er næsten graat, Øjenlaagene svulne og røde. Med alt det er han alligevel endnu en ganske stolt Karl at se til; selv her i Berlin vækker han Opsigt, hvor han viser sig. Da vi havde drukket et Par Krus Øl sammen, gik vi hen for at se paa nogle Malerier, som han har udstillet her hos en Kunsthandler, og for hvis Skyld han opholder sig hernede. Jeg giver mig ikke ud for at forstaa mig paa Kunst, men der er vist udmærkede Ting imellem. Mest tiltaltes jeg af et Par store Stykker fra Vesterhavet med et vældigt Bølgeslag i. Jeg kunde jo ikke lade være med at tænke fremad paa den Tid, da mine Tusind-Tons Jernbøjer (du husker dem nok fra min Bog) vil garnere Jyllands Vestkyst og – vel fortøjede – ligge og vugge derude i Brændingerne og malke dem for deres Kraftindhold. Jeg spurgte Fritjof, om han aldrig, naar han havde siddet paa Stranden og malet disse Kæmpebølger og hørt paa deres Larmen og Dundren, var kommen til at tænke paa, hvilke Mængder af herlig Arbejdskraft der her gik tilspilde og i Aartusinder var gaaet tabt for Menneskene og 10 Kulturen. Og da han straks begyndte at buldre løs med den gamle Jeremiade om Industrisjælenes Gemenhed og Naturens Vanhelligelse, spurgte jeg ham igen, om han virkelig sletikke kunde finde noget tiltalende ved den Tanke at gøre alle disse Millioner spildte Hestekræfter nyttige for Samfundet, at sprede dem ved Ledninger ud over Jylland, fordele dem til alle Byerne og føre dem ind i hvert et Hjem, saa at f. Eks. en Sypige i Viborg og en Drejer i Randers kunde holde deres Maskiner igang eller en Moder i Vejle lade sit Barns Vugge træde af Vesterhavets Bølger. Du skulde have set det Ansigt, han satte op! "Hvadfornoget?" brølede han, saa Folk i Salen vendte sig om. "Vil I, Slubberter, nu ogsaa gøre mit Hav til et Trældyr!"
Han var ubetalelig. Jeg fik ordentlig Medlidenhed med ham. Som jeg saae ham staa der med Bulehatten og Knortekæppen og Flagreslipset og sin Vildmands-Indignation, sagde jeg til mig selv: "Den sidste Artist!" Om tyve Aar vil man putte den Art Mennesker ind i Galeanstalterne og bagefter udstoppe dem og anbringe dem i et Musæum mellem Fortidens Mammuthdyr og trepuklede Kameler. – –
23de Oktb.
Jeg havde igaar en indholdsrig Dag. Jeg læste forleden i en Avis om et Forsøg med en ny Slags Flodspærring, der skulde foretages ved 11 en lille By, Berkenbrück, et Par Timers Rejse herfra, i Overværelse af en Del indbudte Ingeniører. Da jeg nok kunde have Lyst til at være med ved den Affære, henvendte jeg mig i det danske Gesandtskabs Kontor, fordi jeg mente, at man der vilde være mig behjælpelig med at faa en Indbydelse. Men aldrig har jeg set et Par Øjne saa kuglerunde af Forbavselse som dem, der stirrede paa mig, da jeg rykkede frem med min Anmodning. Mennesket maatte formelig sætte sig paa en Stol for at faa Vejret igen. Han erindrede, sagde han, at man en Gang havde skaffet en tilrejsende Skuespillerinde ved det kongelige Teater Friplads i königliches Schauspielhaus og lettet nogle danske Videnskabsmænd Adgangen til Bibliotekets Haandskriftssamlinger, – men dette! En ældre Herre, der kom ind fra det tilstødende Værelse (det var vistnok Gesandten i højstegen Person) maalte mig med endnu større Forfærdelse og lod mig i faderlig Tone vide, at saadanne overordentlige Begunstigelser maatte man sandelig ikke vente i et fremmed Land, allermindst i Tyskland, hvor man overhovedet ikke var tilbøjelig til at begunstige Udlændinge. I hvert Fald maatte Gesandtskabet, før det kunde gøre noget for mig, konferere med Ministeriet hjemme, og jeg vilde derfor have at fremsende et skriftligt Andragende i to ligelydende Eksemplarer tilligemed Anbefalingsskrivelser og Attester fra de Undervisningsanstalter, 12 jeg havde besøgt, o.s.v., o.s.v. … kort sagt, jeg mærkede, at jeg pludselig igen befandt mig i vort kære, gamle Danmark, Vrøvlets tusindaarige Rige. Jeg besluttede saa paa egen Haand at forsøge Lykken og tog igaar Morges til Berkenbrück, hvor jeg straks søgte Overingeniøren paa hans Kontor. Og nu viste det sig, at han ikke alene øjeblikkelig udstedte et Indbydelseskort til mig men endog takkede mig for min Interesse for Foretagendet og stillede alle Oplysninger om Forarbejderne til min Disposition. Efter at have spist Frokost paa Hotellet tog jeg en Vogn og kørte ud til Arbejdspladsen, en halv Mils Vej fra Byen. Paa en Eng var der her rejst et Par Telte for de Indbudne; ellers var begge Flodbredderne afspærrede for Publikum for at forhindre Ulykker ved en mulig Oversvømmelse. Denne Forsigtighedsforanstaltning viste sig dog overflødig; det dristige Forsøg lykkedes over al Forventning brillant. Jeg skal forsøge at give dig en Forestilling om, hvad der foregik. Først maa jeg dog forklare, at man i Sommerens Løb gentagne Gange forgæves havde forsøgt paa almindelig Vis at lægge en Fangdæmning over Floden, fordi Strømmen, efterhaanden som man byggede ud fra Flodbredderne, blev saa rivende stærk, at Dæmningen ikke lod sig lukke og Bjælker og Planker tilsidst reves op som bare Pindeværk. Saa havde man fundet 13 paa (og dette er det ny og sindrige ved Sagen) at lade selve Strømmen besørge Lukningen ved at føre en kolossal Tømmerkiste, nøjagtig af Størrelse og Form som den resterende Del af Dæmningen, henimod Aabningen og drive den ind deri som Proppen i en Flaske. Ved vor Ankomst laa denne Tømmerkiste vel fortøjet ude i Strømløbet med den kileformede Side vendt imod Dæmningen og saa stærkt belastet, at den akkurat flød frit og kun ragede faa Alen op over Vandskorpen. Afstanden til Dæmningen var vel halvandet Hundrede Alen. Paa et Vink fra Overingeniøren blev saa Fortøjningen løst, og, styret fra Land ved Hjælp af et Par stærke Trosser, gled saa det løjerlige Fartøj nedad med Strømmen til sit Bestemmelsessted. Idet det tørnede (og nogen Tid forinden) bragede det lidt foruroligende i Dæmningsfløjene, og Vandet foran steg pludselig et Par Fod og var saa hvidskummende, som blev det gennempisket af en Orkan. Men disse stigende Vandmasser bidrog netop yderligere til at drive Tømmerkisten ind paa Plads, og snart sad den der som i en vældig Skruestikke. I det samme lød en Række svære Mineskud henne fra Jordvolden foran den interimistiske Omløbskanal nogle hundrede Alen borte. Jord og Smaasten slyngedes tilvejrs som fra en Dyndvulkan, og med en Præcision som en Soldat, der lystrer en Kommando, svingede nu Floden bort fra sit titusind Aar 14 gamle Leje og strømmede ind i det ny. Jeg kunde ønske, at du havde været nærværende. Det var virkelig et betagende Skue!
Bagefter blev der serveret Champagne i et af Teltene, ved hvilken Lejlighed der naturligvis blev holdt en Række Taler. Tilsidst (fald nu ikke ned af Stolen!) udbragte ogsaa jeg en Skaal, nemlig for den tyske Teknikerstand, der her havde givet Verden et nyt og glimrende Bevis for sin Overlegenhed. Det gik meget godt. Naturligvis kneb det lidt med Sproget; men hvor jeg manglede et Ord, klarede jeg mig med en udtryksfuld Haandbevægelse. Talen vakte en vældig Begejstring, og fra alle Sider omringede man mig for at trykke min Haand.
Jeg gjorde iøvrig ved denne Lejlighed Bekendtskab med en Mand, en Professor Pfefferkorn, der er Lærer ved den tekniske Højskole her i Berlin. Han viste sig – saa lille er Verden! – at være en god Bekendt af Aron Israel derhjemme og vidste derfor lidt Besked om danske Forhold. Vi rejste om Aftenen sammen til Berlin, og han indbød mig til at besøge ham. En anden Indbydelse har jeg ogsaa modtaget, nemlig fra Dr. Nathan, der idag paa et Brevkort beder mig spise Frokost hos ham imorgen.
Veed du forresten af, at jeg nu i fire Dage intet har hørt fra dig? Du er da ikke bleven syg? Dersom der ikke er Brev undervejs, naar du modtager 15 disse Linjer, maa du tjene mig i at telegrafere. Fra Ivan havde jeg Brev igaar; han skriver intet om dig.
24de Oktb.
– – Du klager, min Ven, over Vejret derhjemme. Her skinner Solen hver Dag. Jeg kommer netop ude fra Thiergarten, hvor jeg i et Par Timer har spaseret med Dr. Nathan, hos hvem jeg idag var til Frokost, ganske solo iøvrig. De fleste Træer derude staar endnu med fuldt Løv, og Folk spaserede med Hatten i Haanden som paa en Sommerdag. À propos Nathan: du bebrejder mig mine Udtalelser om ham forleden i mit Brev. Jeg vil da sige, at han virkelig idag syntes mig interessantere og i hvert Fald lod mig komme tilorde, omend han – du retfærdige Gud, endogsaa han! – skulde komme med den Trivialitet om mit Projekt, at det "forekom ham temmelig fantastisk". Med al sin geniale Begavelse og sin omfattende Viden er og bliver han et Universitetsprodukt uden Forstand paa det praktiske Livs Krav og derfor umulig at betragte som en Fører. Jeg holder for, at intet er mere "fantastisk" end at fortsætte den jammerlige Husmandstilværelse, i hvilken de styrende derhjemme ser den bedste Borgen for vor Selvstændighed og den bedste Jordbund for vor Kultur. Jeg er ved at leve hernede bleven endyderligere bestyrket i den Mening, at vi i vor Lidenhed kun har eet Middel til at hævde os mellem Staterne: 16 Rigdom. Som jeg har skrevet i min Pjece: "Et saa lilleputagtigt Land som det danske er i sig selv en Absurditet; et saa lille og saa fattigt Land er i Længden en Umulighed". Der skal rejses en Bevægelse derhjemme for at faa Folk til at begribe dette. Med Stormklokker skal det ringes ind i de døve Øren, at vi ikke befæster vor Selvstændighed ved at spare mere, end vi allerede gør, men ved at fortjene mere, skabe nye Indtægtskilder. Vi skal skaffe os Respekt ved vor Overflod. Løsnet skal være: Penge, Penge og atter Penge. Hvor vi før fedtede med Hundreder, skal vi tælle med Tusinder; hvor vi før regnede med Tusinder, skal vi rulle med Millioner. Det er Guldets Glans, der skal kaste det "Lys over Landet", som der nu snakkes saa meget om. Fattigdommens Kultur bliver altid en Smaus for Præsterne.
Jeg tænker ofte paa Venezia, der kun var en ringe Stad og dog svang sig op til at blive en Verdensmagt. Byer som Hjerting eller Esbjerg har paa Nutidens evropæiske Trafikomraade en lignende central Beliggenhed som Datidens Lagunestad. Jeg gaar hernede og drømmer om et Fremtidens Tarp (mit Kanalsystems vestlige Endepunkt ved Varde Aas Udløb), hvor Marmorpaladser med gyldne Kupler stiger op over brede Kajer, mens smaa elektriske Gondoler stryger som Svaler henover Kanalernes blanke Vande. – –
17 | 25de Oktb. |
Idag blot to Ord ihast for at meddele dig og dine Forældre, at jeg i Formiddags var hos G.-Commercienrathen og har overbragt Hilsnerne. Jeg traf Fruen og den unge Frøken hjemme og fik en meget venlig Modtagelse. Din Halvkusine er jo virkelig en Skønhed og dertil ganske ligefrem i sin Optræden. Ellers var jo Tonen noget fornem. Der stod en Groom opstillet ved hver Dør, jeg kom igennem, og Modtagelsen fandt Sted i Vinterhaven, som du jo kender. Vi talte iøvrig mest om jer, skønt jeg naturligvis kun optraadte som en god Ven af dine Forældres Hus. Men jeg saae, at din Kusine skottede hen til mig med et fint lille Smil, da dit Navn blev nævnet. Hun er ualmindelig nydelig. Der skal iovermorgen være stor musikalsk Soirée hos dem. Jeg fik Invitation. Efter hvad en Avis iaften fortæller, skal der være udstedt henved tre Hundrede Indbydelser.
Jeg sidder med Overtøjet paa, da jeg skal ud med Fritjof, hvem jeg stadig træffer hos Bauer. Vi tilbringer ikke saa sjælden Aftenerne sammen, og trods al vor Uenighed kommer vi meget godt ud af det med hinanden. Han har ført mig sammen med en Del af sine herværende, tyske Kunstbrødre, halvgale Fyre ligesom han selv, men flinke og gemytlige. Er det forresten ikke løjerligt, nu er det flere Gange hændet, at nogle af disse Folk har fundet Lighed mellem Fritjof og 18 mig. Engang blev jeg endog spurgt, om jeg ikke var en yngre Broder til ham. Forstaar du det? – –
27de Oktb.
Atter har jeg tilbragt en indholdsrig Dag. Skrev jeg ikke til dig om en Professor Pfefferkorn, der er Lærer ved den tekniske Højskole her, og som indbød mig til at besøge ham? Idag var jeg hos ham, han boer ude i Charlottenburg lige ved Siden af Skolen, der er et helt Palads med Søjler og Statuer og en Række pragtfulde, overbyggede Gaardsrum. Den skal have kostet tolv Millioner Mark. Professor Pfefferkorn viste mig rundt i det mægtige Bygningskompleks, i Forelæsningssalene, Laboratorierne og i nogle interessante Forsøgs-Værksteder, der er knyttet til Skolen. Hvad der dog optog mig mest, var en Samling af paa det omhyggeligst udførte Modeller og Detail-Tegninger af Verdens betydeligste Ingeniør-Foretagender, Broanlæg, Sluseværker, Fundamenteringsarbejder, o.s.v., et Museum, hvortil der næppe findes Mage andetsteds. Pfefferkorn lovede at skaffe mig Studie-Adgang dertil, og du kan begribe, hvormeget det vil betyde for mig at kunne ransage et saadant Skatkammer. Mine Fingerspidser formelig brænder efter at tage fat. Jeg tænker ogsaa paa at høre nogle Forelæsninger hernede, navnlig af en Professor Freitag, en yngre Mand, der har vundet stort Ry i Tyskland ved et Værk om Elektromotorer. 19 I det hele, min Ven, jeg agter ikke at ligge paa den lade Side hernede; du skal nok blive tilfreds med mig! Min Bog er ingenting, i hvert Fald altfor lidt (jeg er nærved at fortryde nu, at jeg udgiver den, saameget synes jeg allerede at have lært hernede). Men vent! Snart er Tiden omme for Pedanten Sandrup og hans smaa Kontorister. Om ti Aar skal der se anderledes ud derhjemme end nu!
Jeg stod forleden sammen med Fritjof oppe ved Raadhustaarnets Flagstang, 250 Fod over Gadens Niveau. Det var lige ved Solnedgang, Luften var temmelig klar, jeg kunde vistnok se henved et Par Mil til alle Sider. Og overalt, hvorhen jeg saae, var der høje Huse og lange Gader, hvor Lygterne allerede var tændte, og Telegraftraade og Skorstensrøg, og elektrisk belyste Banegaards-Haller, hvorfra Togene ustandselig foer ud og ind, – og yderst ude var der spredtliggende Fabriksanlæg, der syntes at fortsætte Byen i det uendelige. Saa tænkte jeg paa, at her laa for bare et Par Menneskealdre siden en forholdsvis uanselig Smaastad med Tranlygter, Diligencebefordring o.s.v., og jeg følte en Stolthed ved det at være Menneske, saa jeg uvilkaarlig – til Fritjofs Forargelse – gav mig til at svinge min Hat over Hovedet. Herre Jesus, disse Folk med deres "Kunst" paa malede Lærreder og i fedtede Bøger! Jeg holder for, at Synet af et 20 saadant elektrisk oplyst Banegaardsterræn eller et moderne Iltogslokomotiv er mere betagende end alle Rafaels Madonnaer tilsammen. En saadan Staalhingst som den amerikanske "Expres" er et Vidunder, i Sammenligning med hvilket Vorherres egne Kød-Arabere tager sig ud som tarveligt Godtkøbsarbejde. Dersom jeg troede paa noget Forsyn, – jeg vilde hver Morgen knæle ned paa Gulvet og besmudse mine Bukseknæ af Taknemlighed over at være født i dette stolte Aarhundrede, da Mennesket omsider blev sig sin Almagt bevidst og begyndte at omskabe Verden efter sit Behov – og i en Storhed, hvorom ingen Gud har drømt i sine vildeste Drømme. – –
En Ugestid efter, at Per var rejst, havde Jakobe og hendes Moder en Eftermiddag siddet ene sammen inde i Dagligstuen. Fru Salomon sad paa sin Sofaplads og syede, Jakobe paa en Puf foran et af Vinduerne beskæftiget med at skære en Bog op. Hele Formiddagen havde hun opholdt sig oppe paa sit Værelse; ikke engang ved Frokosten havde hun vist sig. Ogsaa nu var hun ganske umeddelsom og saae ikke op fra Bogen, som hun hist og her ligegyldigt kiggede i.
"Du havde nok Brev imorges fra Sidenius," sagde Moderen efter lang Tids Tavshed og gav sig til at lede efter noget i sit Syskrin.
21 "Ja."
"Han har det stadig godt i Berlin?"
"Ja."
Der hengik paany en Stund i Tavshed. Saa lod Fru Salomon pludselig Haanden hvile, saae hen paa Datteren og sagde:
"Jakobe … sæt dig herhen, min Pige, og lad os tale lidt sammen."
Jakobe løftede Hovedet med et opskræmt Udtryk. Tøvende rejste hun sig og gik hen til Moderen.
"Hvad vil du?" sagde hun, idet hun lagde sig ind i Sofahjørnet med Haanden under Kinden, saa langt fra Moderen som muligt.
Fru Salomon tog hendes anden Haand og sagde:
"Vil du svare mig paa et Samvittighedsspørgsmaal, Jakobe?"
"Hvad mener du?"
"Nej … bliv nu ikke straks fornærmet! Jeg skal ikke trænge ind paa dig. Vil du blot – aabent og ærligt – svare din Moder paa et eneste Spørgsmaal: Er du lykkelig?"
"Det var da et besynderligt Spørgsmaal," sagde Jakobe med et Forsøg paa at lade fuldkomment uforstaaende, men hun var bleven meget bleg.
"Aa, ikke saa besynderligt. Du kan dog næppe fragaa, at der i de sidste Dage – efterat Sidenius er rejst – er foregaaet en Forandring med dig; … du hører jo nu engang ikke til dem, der har let 22 ved at lægge Baand paa sig selv og skjule deres Sindsstemninger. At jeg ellers ikke har for Skik at fordre mine Børns Fortrolighed i Kærlighedsanliggender, det veed du; men i dette Tilfælde mener jeg dog at have en Slags Ret til at spørge … og til at faa et ærligt Svar."
"Hvor du dog er underlig, Mo'er! Som om det ikke er ganske naturligt, at man ikke netop er i sit bedste Humør, naar Ens Forlovede lige er rejst bort og ikke vender tilbage før – ja Gud veed, hvornaar!"
"Ja, naar du tager det saadan, min Pige, saa vil jeg da tale lige ud. Ser du, for en Timestid siden søgte jeg dig oppe paa dit Værelse; jeg mente, du ikke befandt dig vel, siden du ikke kom ned til Frokosten. Du var netop gaaet bort et Øjeblik, og jeg fik da tilfældigt set, at Sidenius' Brev laa fremme paa dit Skrivebord. Naa, deri var der jo i og for sig ikke noget videre mærkeligt. Hvad der derimod i høj Grad undrede mig, var – at Brevet endnu slet ikke var bleven aabnet."
"Nu ja – hvad saa?" sagde Jakobe efter en kort Stilhed, hvorunder hendes Haand, som Moderen stadig holdt om, var bleven kold som Is.
"Hvad saa? Hør, Jakobe – jeg er nok tilaars men dog ikke ældre, end at jeg kan huske, hvordan det er at være forelsket. Naar man lader sin Kærestes Breve ligge ulæst fra Klokken otte 23 til Klokken to, saa er ikke alt, som det skal være."
"Det forstaar du dig ikke paa, Mo'er. Det har i dette Tilfælde sin egen Grund, som jeg ikke kan forklare dig."
Moderen saae et Øjeblik mistvivlende paa hende.
"Ja ja, mit Barn," sagde hun saa. "Jeg vil – som sagt – ikke trænge ind paa dig. Naar du blot ganske oprigtigt vil sige mig, om du stadig er lykkelig. Er du?"
"Ja – naturligvis!" svarede Jakobe uvilligt, trak Haanden til sig og rejste sig.
Moderen fulgte hende med Øjnene, mens hun gik over Gulvet og hen til Vinduet, hvor hun blev staaende med Ryggen til Stuen for at skjule sin Sindsbevægelse. Men nu kom Nanny ind i Overtøj og med Gadenyt, og Samtalen blev afbrudt. Fru Salomon tog atter fat paa sit Sytøj, og Jakobe forlod kort efter Stuen og gik op paa sit Værelse.
Det var første Gang i sit Liv, at hun havde været uærlig overfor sin Moder; men hun havde ikke kunnet faa sig til at tilstaa, at hun paany var bleven et Bytte for ydmygende Anfægtelser i Forholdet til Per. Hun havde allerede følt en Tvivl røre sig i hende straks, da hun modtog hans første, ungdommeligt overmodige, end ikke i ortografisk Henseende ganske fejlfri Breve, der indeholdt saa meget 24 om ham selv men lidet eller intet om deres Kærlighed. Dog var det navnlig, da hun selv skulde til at skrive, at hun havde mærket, hvor fremmed han i Løbet af faa Dage igen var bleven hende. Nu, da hun ikke længer var under Indflydelse af hans Person, og da Bevidstheden om den aarelange Adskillelse yderligere slukkede Branden i hendes Blod, havde hun pludselig intet at sige ham. Paa en vis Maade var hun derfor glad ved, at hans Breve til hende ikke blev mere kærlighedsfulde, end de fra første Færd havde været. Det var med Skamfuldhed, hun nu tænkte paa, hvorledes hun under Samværet med ham saa ganske havde givet sig sine Sanser i Vold, og naar hun et Par Gange havde ladet hans Breve ligge uaabnede, var det af Frygt for at finde blot den mindste Hentydning til de fortrolige Øjeblikke, som hun ikke længer taalte at mindes. Det vil sige: saaledes forklarede hun sig selv sin Handlemaade. Men naar hun havde gennemlæst Brevet uden at finde mindste Antydning af det, hun havde frygtet, ikke et Taknemlighedstegn, ikke et Længselsudbrud, kunde hun harmfuld kaste det fra sig uden en Gang at ville læse Underskriften.
Nu, efter Samtalen med Moderen, foregik der paany et Omslag i hendes Stemning overfor Per. Moderens Spørgsmaal og den lidt medynksfulde Tone, hvori hun talte, havde krænket hende og 25 opskræmt hendes Stolthed. Hun fastslog for sig selv, at hun intet havde at beklage sig over. Af egen fri Vilje havde hun knyttet sin Skæbne til en hende fremmed Mand, og det var alene hos sig selv, hun skulde søge Forklaringen paa den Magt, han havde haft over hende.
Hun vilde ikke ynkes, – ikke af andre, ikke heller af sig selv. Og iøvrigt indløb nu ogsaa fra forskelligt Hold de første Bekræftelser paa, hvad Per havde skrevet om den Lykke, han gjorde i den tyske Hovedstad. Ivan traf en Dag i "Gryden" en svensk Billedhugger, som netop kom fra Berlin og der en Aften havde været sammen med Fritjof og Per paa en Kunstnerknejpe; og omtrent samtidigt omtalte Gehejmecommerceraadinden i en Fødselsdagsbillet til Fru Salomon "den charmante Danskers" Visit i et Par Vendinger, der røbede den gamle Dames aabne Blik for hans ydre Fortrin. Langt mere Betydning for Jakobe fik dog en Passus i et Brev, som Professor Pfefferkorn havde sendt sin Ven Aron Israel, og som denne en Dag paa Gaden havde omtalt for Ivan, der straks udbad sig Tilladelse til at laane det og endnu samme Dag bragte det hjem, idet han svang det over Hovedet som et Sejrsbudskab. Efter at have læst det højt i Dagligstuen for Forældrene sendte han det op til Jakobe i en Konvolut med Paaskriften "Vive l'empereur!" Der stod i Brevet:
"– – Forresten lever jeg i Øjeblikket i ganske 26 intimt Samkvem med dit Land gennem en ung Mand, af hvis Bekendtskab jeg har megen Fornøjelse. Jeg taler om en ung Ingeniør Sidenius, der, efter hvad han har fortalt mig, er en personlig Bekendt af dig, en mærkelig Naturbegavelse, af hvem den danske Nation vistnok har Lov til at vente sig noget ualmindeligt. Jeg har underholdt mig med ham et Par Gange og haft Lejlighed til at gøre mig bekendt med nogle Planer til en storstilet Anvendelse af Vind- og Bølgemotorer i Industriens Tjeneste, hvilke har interesseret mig meget. Jeg har sjælden truffet et Menneske, der besad en saa umiddelbar, frisk – men samtidigt rigtignok ganske uæstetisk – Opfattelse af Naturen og dens Fænomener. Jeg vil ikke paastaa, at hans Betragtningsmaade absolut tiltaler mig, men den hører vistnok Fremtiden til, og det hjælper da ikke at sukke. Hver Tid har sine Idealer; og naar jeg hører din unge Landsmand uden Svimmelhed eller Anfægtelser tumle med de dristigste Ideer til en Samfundsomskabelse, fremkaldt ved en stadig fuldkomnere Undertvingelse af Naturmagterne, synes jeg at se for mig en Prototype for det tyvende Aarhundredes tankemodige og handlestærke Menneske. – –"
Med brændende Kinder og bølgende Bryst havde Jakobe læst disse Linjer. Og da hændte der hende noget højst usædvanligt: hun faldt i Graad. Hun græd ikke alene af Glæde men – nok saa meget – 27 af Skamfuldhed over, at denne fremmede Mand øjeblikkelig havde forstaaet og værdsat Per, medens hun, hans Forlovede, havde siddet herhjemme og paany forraadt ham i sine Tanker. – "Det tyvende Aarhundredes Menneske". Ja, saaledes var det! Det var Ordet, der som en Lysflod spredte Taagerne om hans Billede; som forklarede de store Modsigelser i hans Væsen, dets Skrøbelighed og dets altbesejrende Vælde. Han var som det første, formløse Udkast til den kommende Gigantslægt, der endelig (som han havde skrevet) skulde tage Jorden i Besiddelse og enevældig omskabe Verden efter sit Behov, – en Slægt, opvokset i en stuelummer Atmosfære af smaaborgerlig Klejnmodighed og Overtro og Underkuelse og derfor selvraadig, ubændig og pietetsløs, uden Tro paa andre lykkebringende Magter end saadanne, der kunde faa et Staalhjul til at snurre. – "Det hjalp ikke at sukke." Nej, nye Tider søgte nye Veje ud til det Lykkens Land, som Menneskene aldrig blev trætte af at haabe paa. Og – maaske havde Per virkelig Ret? Det nyttede jo dog ikke længer at nægte det: det nittende Aarhundredes Guldalderdrøm, dets skønne Tro paa at kunne opbygge et Retfærdighedsrige alene ved Aandens Myndighed og Ordets overtalende Magt – hvor var den blegnet!
Der fuldbyrdedes i den følgende Tid en fuldkommen 28 Omvæltning i Jakobes Sjæleliv. Allerede forinden Pers Afrejse havde hun forsøgt at skaffe sig et lille Indblik i Matematikens og Mekanikens Mysterier; men det havde den Gang nærmest været en Forelskets Spøg, et blandt de mange Udslag af hendes Trang til at følge Per overalt, hvor han færdedes med sine Tanker, og Tilegnelsens Vanskeligheder havde da ogsaa hurtigt faaet hende til at opgive Forsøget. Nu kastede hun sig paany og med hele sin israelitiske Energi over Studiet af Naturvidenskaberne. Hun havde gjort sig det klart, at man uden en grundig teknisk Uddannelse aldeles manglede Forudsætninger for at forstaa det moderne Samfunds Udvikling. Paa hendes Bord, der før havde været oversvømmet med Værker af Goethe, Byron, Heine, Nathan og beslægtede Aander, og hvor hendes danske Yndlingsbog "Niels Lyhne" paa et bestemt Tidspunkt af hendes Liv altid laa opslaaet med Digterens Billede gemt mellem Bladene, var der nu fuldt af Lærebøger i Fysik, Geometri, Dynamik. I Brevene til Per aflagde hun daglig Regnskab for sine Fremskridt og gjorde ham Spørgsmaal, ligesom hun nu i hans egne Breve formelig studerede alle saadanne lange Udviklinger om tekniske Emner, som før havde ladet hende ganske kold. Forholdet imellem dem var saaledes ganske bleven vendt om. Jakobe, der hidtil havde betragtet sig som den aandeligt overlegne, hvis lidt 29 pinlige Pligt det var at vejlede sin umyndige Forlovede i hans langsomme Udvikling, var pludselig bleven Eleven, der trængte til Hjælp og Overbærenhed. Og saa ivrig blev hun efterhaanden i sine Studier, saa begejstret for de uanede Undere, de evighedsdybe Tankeverdener, der afslørede sig for hende under et kemisk Eksperiment eller en matematisk Beregning, at hun – ganske som i sin Tid, da hun havde kastet sig over Studiet af Sanskrit – af Husets Læge fik et alvorligt Tilhold om at vogte sig for Overdrivelse.
Dog, Kærligheden havde endnu stadig en større Part i hendes Iver, end hun selv vidste af. I denne lidenskabelige Tilegnelse at Pers Viden og i den aandelige Befrugtning, hun høstede deraf, søgte hun Erstatning for det Afsavn, hun led ved Adskillelsen fra ham. Nu, ligesom i sin Forelskelses første Dage, havde hun tyve Gange i Døgnet Pennen i Haanden for at skrive til ham, undertiden blot for at nedkaste en eneste Linje, et Udbrud af Glæde over den pludselige Forstaaelse af en vanskelig geometrisk Opgave eller af Sorg over ikke at have ham hos sig, naar hun trængte til hans Hjælp. Alt, hvad der i Dagens Løb hændte hende, hver Tanke, der gik gennem hendes Hoved, følte hun Trang til at meddele ham, skønt Pers Breve til hende stadig lod baade Fortroligheden og Ømheden ubesvaret. Men paa dette Punkt havde hun efterhaanden slaaet sig 30 tiltaals. Hun forstod nu, at hun havde krævet af ham, hvad Naturen havde nægtet ham; og hun var taknemlig, fordi han ikke havde forsøgt at hykle men ærlig vist sig for hende, saadan som han nu engang var.
Endogsaa Politik, sit gamle Yndlingsemne, drøftede hun nu med ham i sine Breve, navnlig de store Arbejderbevægelser, der altid saa levende havde optaget hende, og som stod i en saa nøje Sammenhæng med hele den moderne Udvikling i mekanisk Teknik, der var Genstand for deres fælles Studier. Hun havde hidtil egentlig ikke ret forstaaet sig selv i sin Deltagelse for disse evindelige Lønstridigheder og Magtspørgsmaal, der i Grunden var hendes aandigt anlagte og aristokratiske Natur imod. Hun havde ængstedes for disse murrende Millioner, hvis Krav syntes hende at indeholde en Fare for alt det, hun selv skattede højst i Livet. Nu havde hun gennem sin langsomt erhvervede Forstaaelse af Per ogsaa faaet fuld Klarhed over denne dunkle, modstræbende Følelse af Samhørighed med den sodede, forkuede, for Lys og Luft og Retfærdighed kæmpende Arbejderhær, – det tyvende Aarhundredes Mænd! Som hun engang skrev til Per: "Disse mægtige Befolkningslag, som "de surrende Staalhjul" er ifærd med at hæve op af Samfundsdybet, – disse blege Folkemasser, der ikke skylder noget Præsteskab deres Vækkelse, ingen Kirke deres Genoprejsning 31 – er det maaske fra dem, at Frelsen engang skal komme?"
Imidlertid gik Per nede i Berlin og vandt sig stadig nye Venner. I de elegante Restavrationer ved Unter den Linden, hvor Pengearistokratiets Ungdom, især den jødiske, samledes, var han allerede bleven en velset Gæst og optraadte her med den Standsmæssighed, han mente at skylde baade sig selv og Hensynet til sin Værdighed som Philip Salomons tilkommende Svigersøn. Alligevel var det aldrig uden lidt Overvindelse, at han søgte disse dyre Spisesteder, hvor man spiste paa det fineste Porcellæn og fik en Masse Tallerkener men kun lidt Mad. Egentlig havde han en medfødt Ulyst til at give Penge ud og befandt sig langt bedre i Fritjofs kældermørke Kunstnerknejpe ved en Halvpunds-Bøf med Spejlæg og et Krus Øl. I sin ydre Fremtræden fik han ikke desmindre stadig mere af Verdensmanden over sig; og forresten gik det ham, som det saa ofte gaar Folk i Udlandet, at hans ganske private Uvaner, f. Eks. visse provinsielle Hovedkast og hans højrøstede, foredragsagtige Maade at tale paa, af de Fremmede opfattedes som nationale Ejendommeligheder, for hvilke han altsaa ikke alene var uansvarlig, men som endda forøgede Interessen for hans Person.
Ved den store musikalske Soirée hos Gehejmecommerceraadens druknede hans Skikkelse vel 32 mellem Mængden af straalende Uniformer og stærkt dekorerede Kjoleopslag. Dog blev han et Øjeblik Genstand for Opmærksomheden, idet Husets Frue i en Pause under Koncerten lod ham kalde til sig og viste ham den Ære at underholde sig med ham, indtil Musikken atter begyndte. Den aldrende Dame, der var stærkt nedringet og kraftigt sminket, havde en Svaghed for unge Mænd med brede Skuldre og gjorde sig ikke synderlig Umage for at skjule det. Hendes Datter, den nittenaarige Arving til halvtresindstyve Millioner, hvem Pers Øjne den hele Aften forfulgte, var ganske en Modsætning til hende: en stille, fin og yndefuld Skabning, der med Skyhed iagttog de unge Mænd, hvem Moderen udmærkede. Per, der et Par Gange under Samtalen med Gehejmecommerceraadinden greb den unge Pige i at betragte ham, misforstod imidlertid Blikkets Betydning og gik om Natten hjem med Hovedet snurrende af de dristigste Drømme.
Han mindedes Onkel Heinrichs Fortælling om den fattige Østerriger i New York, der vandt den amerikanske Petroleumskonges Datter og nu var en af Verdens regerende Pengefyrster. Og han tænkte paa den gale Baronesse v. Adlersborg og paa den Plan til en Navneforandring, som samme snilde Onkel havde indgivet ham.
Ogsaa paa Jakobe tænkte han under disse Overvejelser, dog uden synderligt Samvittighedsnag. 33 Han søgte ingen Besmykkelse men tilstod aabent for sig selv, at han ikke vilde betænke sig paa at bryde med hende, dersom der skulde aabne sig videre Udsigter for ham. Han var endog overbevist om, at hun selv vilde finde dette ganske rimeligt og forstaa, hvormeget det betød for ham og for Fremtidens Sag, om han kunde vinde en saadan Sejr her i selve Berlin. Og her var dog virkelig et Maal at kæmpe for. Friherre von Adlersborg. Med dette Navn og Gehejmecommerceraadens Millioner vilde Fyrstemagt være ham vis!
Endnu havde han jo ganske vist kun lidt at bygge paa, … blot et stjaalent Sideblik. Men havde han haft mere, da han i sin Tid lagde an paa Jakobe? Ingenlunde. Tværtimod. Og dog havde han den Gang uden Anstrengelse baaret Sejren hjem!
Han fik nu foreløbig ingen Lejlighed til paany at forsøge Lykken. Der indtraf en Begivenhed, der i det hele for en Stund opholdt ham paa hans Sejrsbane og vendte hans Tanker mod en anden Kant.
Under hele sit Ophold i Berlin havde han været forfulgt af en lille Uro, der ligesom hin hovedløse Skygge i Eventyret kun røbede sig, naar der blev stille og ensomt omkring ham. Det var Tanken paa hans Fader og dennes nærforestaaende Død, som han ikke havde kunnet blive kvit. Det vil sige: om Dagen, naar han var i Virksomhed 34 eller sad paa Kaféerne med sine Venner, beskæftigede Sagen ham aldrig. Men saasnart han blev alene med sig selv i den fremmede By, og navnlig om Aftenen, naar han kom hjem til sine tomme Stuer i Carlsstrasse, viste Skyggen sig for ham. Regelmæssig hver Aften, naar han stod i Skjorteærmer ved sin Seng og trak sit Ur op, spurgte han sig selv: "Mon Fa'er skulde være død idag?" Tanken havde undertiden kunnet holde ham vaagen i flere Timer, og nu denne Nat efter Festen hos Gehejmecommerceraaden var den ikke langt fra at gøre ham overtroisk.
Beruset af sine eventyrlige Fremtidsfantasier laa han længe og kastede sig i Sengen uden at kunne falde isøvn; og da han endelig hen mod Morgenen var ved at falde hen, hørtes der pludselig fra et af Vinduerne en Lyd, der i hans Øre lød som en tre Gange gentaget Banken. Han foer op. Og skønt han naturligvis ikke troede paa Varsler, kunde han dog ikke siden faa Ro for den Tanke, at Faderen i hint Øjeblik var gaaet bort.
Den næste Formiddag telegraferede han hjem til Eberhardt for at høre til den syges Befindende, og ved Middagstid modtog han det korte Telegramsvar: "Fader døende". Han saae paa sit Ur. Om to Timer gik Eksprestoget til Hamburg. Den følgende Dags Formiddag kunde han være i sit Hjem; og endnu samme Dags Aften kunde han rejse derfra. Blot to Døgns Fraværelse, og 35 han vilde kunne være her tilbage igen. Han behøvede knap nok at skrive til Jakobe derom; men forresten kunde hans Tilbagekomst til Danmark umulig forurolige hende, da han vilde være omtrent lige saa langt fjernet fra hende i Jylland som her.
Han havde ikke selv nogen helt klar Forestilling om, hvad der i disse Øjeblikke foregik i ham. Han vidste nok, at naar han nu rejste hjem, var det af Frygt for engang at skulle komme til at fortryde, at han ikke havde sagt sin Fader Farvel. Derimod gjorde han sig det ikke klart, at naar denne Frygt netop nu fik ham til at handle, var der atter her lidt Overtro med i Spillet, – at det var den endnu uovervundne Rest af Afgudsdyrkeren i ham, der vilde forsone Guderne ved et Offer, inden han begyndte sin sidste, afgørende Kamp for Lykkens gyldne Kongekrone. –
Et Par Timer efter rullede han bort fra Berlin.