Lykke-Per

i det fremmede

Fjerde Kapitel

101 Dresach laa i en snever, solforladt, halvanden Mil lang Kløft, i hvis Bund en vild Bjergstrøm tumlede afsted og dannede ligesom en uafbrudt Række smaa Vandfald. Til begge Sider var Bjergskraaningerne skovbevoksede næsten op til Tinderne; men i Syd lukkedes Kløften af et mægtigt og fuldkommen nøgent, rødgraat Fjeld, "Hoher Goll", hvis Sneryg de fleste Dage af Aaret var skjult af Skyer. Byen laa omtrent ved Foden af dette Fjeld og bestod af to Rækker tæt sammenbyggede Træhuse, der dannede en s-formet, stærkt stigende Gade i Fortsættelse af Landevejen, der løb langsmed Floden. Lidt nedenfor Byen, paa Toppen af en lille, fremskudt Høj, om hvilken Floden krummede sig, laa en gammel, kindtandsformet Borglevning, der benyttedes som Tinghus. Til den anden Side laa Kirken med et spydspidst, blodfarvet Spir.

Indtil for godt et halvt Aar siden havde der rundt om Byen bredt sig et frugtbart Englandskab; 102 og langsmed Strømløbet, hvorover der den Gang førte en muret Hvælvingsbro, havde der ligget et Par Savskærerier og en Benmølle. Nu var Dalbunden omkring Byen et Kaos af Skiferblokke, Grusbunker, Stenhøje og Samlinger af nedstyrtede Træer, hele Skovstrækninger, der laa med Rødderne i Vejret og Toppene begravede i Lerslam. Overalt mellem Stenene og Trærødderne ragede der Bygningsrester op, her en splintret Bjælke, hist nogle rustne Maskindele. Hele den lavest liggende Del af Byen med Jernbanestationen var bleven bortskyllet hin Foraarsnat, – da "Hoher Goll" efter otte Døgns uafbrudte Regn rystede sine hvide Lokker; og saa pludselig var Vandfloden kommen, at en Familje paa fem Personer tilligemed et halvt Hundrede Stykker Kvæg var bleven revet bort af Strømmen og knust mod Klipperne.

Efter otte Maaneders Forløb var man nu kommen saa vidt med Rydningsarbejderne, at Banelinjen igen var gjort farbar; og de bortskyllede Strækninger af Landevejen ind til Byen var bleven erstattede af Broer. Desuden havde man begyndt at regulere Afløbet ved Dynamitsprængninger, idet det var Hensigten at skabe et nyt Strømleje bagom den Høj, paa hvilken Borglevningen laa, og som med sin fremskudte Beliggenhed delvis havde foraarsaget Oversvømmelsen. Et Par hundrede Arbejdere var daglig beskæftigede her, og tre af 103 Blackbourn & Gries' Ingeniører havde fast Ophold i Dresach.

Per havde lejet sig ind hos en gammel Sadelmagerenke, der boede omtrent midt i Byen i et bruntjæret Bjælkehus med Sten paa Taget og en halvlukket Svalegang ud mod Dalen. Han havde her to meget rummelige, men mørke og lavloftede Værelser i det øvre Stokværk og havde indrettet sig ganske feltmæssigt, hvad der ikke forøgede Værelsernes Hygge. Trods sin næsten pertentlige Ordenssans og sin Trang til Velvære manglede han ganske Evnen til selv at skabe Hjemlighed omkring sig, – det var, som om hans egen Fredløshed straks prægede de Rum, han flyttede ind i. Fra Arbejdsværelset gik der en Dør ud til Svalegangen, og de første Aftener efter Ankomsten stod han længe derude, hyllet i sin Rejsekappe, og saae henover den mørke, dystre Slugt op paa "Hoher Goll"'s maanebeskinnede Snemarker. Dybt under ham bruste Floden; han kunde med Øjet følge dens uregelmæssige Løb gennem det store Sten-Kaos, der hist og her belystes af Vagtblus for at betegne de Steder, hvor om Dagen Dynamitarbejderne var beskæftigede.

Synet af dette et Naturlunes vilde Ødelæggelsesværk og de omstændelige Beretninger om Rædselsnatten, som han allerede den første Dag fik at høre af sin Værtinde og andre af Byens Folk, havde gjort et dybt Indtryk paa ham. Den nedslaaende 104 Følelse af menneskelig Afmagt, der havde grebet ham straks ved det første Syn af Alpernes Stenrygge, var her bleven forstærket. Han, som i sin Pjece frejdigt havde udtalt, at Menneskeheden, der før var Elementernes frygtsomme Slave, nu havde spændt selve Tordenen for sin Triumfvogn og brugte Stormen som Knaldepisk, blev overfor denne Dommedagsforstyrrelse tvungen til at erkende, at Menneskene endnu levede her paa Jorden af Naturens Naade.

"Kære Ven" – skrev han endnu efter et Par Ugers Ophold til Jakobe, der utaalmodig havde ventet paa, at han offenlig skulde besvare den fremkomne Kritik af hans Bog – "du spørger mig, om jeg ikke har modtaget "Industritidende", og du synes at forundre dig over, at jeg ikke har ladet høre fra mig i Anledning af dens nedsættende Dom over "Fremtidsstaten". Men hvorfor skulde jeg egentlig svare? Hvad betyder den Kritik? Du skriver, at du har gaaet og glædet dig til at se mig nedslaa mine Angribere med kraftig Haand og trevle deres falske Regnestykker op som en mølædt Strømpe; men det forekommer mig, at du tager altfor højtideligt paa den Sag. Herregud, – lad dem snakke! Det anfægter mig ikke det bitterste. Desuden – jeg har engang før sagt dig, at jeg ikke selv er helt tilfreds med min Bog. Der er hist og her Ungdommeligheder i den, og i det hele og store bæres den af en 105 Forhaabningsfuldhed, hvori der maaske virkelig, som Dr. Nathan og andre har sagt, er noget Fantasteri. Desværre! Saa ydmygende det er, bliver vi nok nødt til at indrømme, at vort Herredømme over Naturens Kræfter stadig kun er svagt befæstet, – jeg har udenfor mit Vindu her et mistrøstende Vidnesbyrd derom – og heri maa man rimeligvis søge Forklaringen af, at endnu saa mange, endog blandt de forholdsvis oplyste Folk, i Naturen kan se et Udtryk for en evig Styrendes uforanderlige Magt og Vilje."

Jakobe svarede aldrig paa dette Brev, og Per berørte ingensinde oftere sin Bog eller dens Skæbne. I det hele blev hans Breve fra Dresach i Vinterens Løb stedse kortere og sjeldnere. Han skrev mest om Vejret og Rydningsarbejdet og fortalte om alleslags Smaabegivenheder der fra Byen, oftest i en humoristisk Tone, der skulde skjule den aandelige Krise, han befandt sig i, og som nu endelig var bleven ham selv fuldt bevidst. I Virkeligheden oplevede han heller ikke synderligt udover det, han af Skamfuldhed ikke vilde skrive om. De fremmede Ingeniører, som opholdt sig der i Byen, traf han daglig ude ved Arbejdet, men han havde ellers ikke videre Samkvem med dem. Det var tre koldblodige Whiskydrikkere, der havde tumlet sig i alle Verdensdele og straks fra den første Dag havde behandlet ham –"Grønlænderen", som de kaldte ham – med 106 krænkende Overlegenhed. Per havde i Begyndelsen haft Vanskelighed ved at gøre sig gældende over for dem, fordi han kun udtrykte sig grumme maadeligt paa engelsk. Men Juleaften havde han været sammen med dem i Gæstgivergaarden "Den gode Nabo", hvor de havde deres Tilholdssted, og ved denne Lejlighed havde han drukket dem alle saa mægtigt under Bordet, at de to maatte lægges ind paa Gæstgiverenkens Seng og den tredje køres hjem paa en Trillebør. Med denne Bedrift betragtede han sin Ære som genoprettet, og hans Kolleger forandrede virkelig ogsaa fra den Dag deres Opførsel overfor ham. Alligevel søgte han ikke deres Selskab og viste sig i det hele yderst sjelden i "Den gode Nabo".

Han tilbragte de lange Aftener hjemme hos sig selv, beskæftiget med at læse; og oftest blev det sent ud paa Natten, før han slukkede sin Lampe. Han havde paany og med al sin jyske Udholdenhed fordybet sig i Studier, der laa hans Fag fjernt; ikke – saadan som Aaret forud – af forfængelig Lyst til at kunne tale med om alle Ting og i det hele komme paa Højde med Tidens Selskabsdannelse, men af virkelig, dybt fornummet Trang til en mere omfattende Viden, en grundigere befæstet Livsanskuelse. Han var gaaet ganske metodisk tilværks med sin Læsning. Vant, som han fra Matematiken og Naturvidenskaberne var, til at søge Beviset gennem Slutningsrækker, gik 107 han bestandig fra den ene Bog over til de andre, hvortil der i denne var bleven henvist, og forfulgte fra disse Tankegangen tilbage til endnu ældre Værker for saaledes at finde ind til den oprindelige Begrundelse, det enkle, endegyldige Sandhedsbevis, der nedslog alle Tvivl. Han forskaffede sig Bøgerne direkte fra en københavnsk Boghandler uden – som ellers – at benytte Ivan som Kommissionær, og det var efterhaanden et helt Bibliotek af filosofiske, æstetiske og teologiske Skrifter, der stabledes op paa hans Bord.

Men jo mere han læste, desto mere forvirredes han. Under denne standhaftige Søgen efter det altudtømmende Ord, der for evig Tid havde tilintetgjort alle overtroiske Forestillinger om et "Hinsides", tumlede han rundt i Mørke som en bestandig narret Blindebuk. Hver Gang han troede at være Beviset ganske nær, lød der et "Her!" helt henne fra den modsatte Ende af Tankens genlydende Verden, eller han stødte Panden mod en Mur, et eller andet for ham utilgængeligt Værk af en gammel græsk og latinsk Filosof. Alligevel trættedes han ikke, blev blot stadig ivrigere og utaalmodigere i sin Søgen, dampede blot Stuen endnu tættere til af sine stærke Virginiacigarer. Med den Tyrketro paa Bøger, der efterhaanden udvikler sig hos den selvoplærte, blev han undertiden siddende hjemme ogsaa om Dagen. For det hastede med ham! 108 Ugerne, Maanederne gik; og han havde gjort sig selv det højtidelige Løfte ikke at rejse fra Dresach, før han var kommen til fuld Klarhed. Hvad skulde det ogsaa kunne hjælpe at rejse videre ud i Verden, saalænge han ikke havde afrystet denne Mare, der søvnbandt hans Tanker og lammede hans Mod og Handlekraft? Nej – her, hvor han havde optaget Kampen, skulde den ogsaa føres tilende. Her i denne gravskumle Bjergkælder vilde han besejre Spøgelseuhyret … eller selv besejres.

En Eftermiddag i Begyndelsen af Marts kom Per gaaende hjemad fra en af Arbejdspladserne hinsides Floden. Der havde været Foraar i Luften i de sidste Dage. Oppe fra Bjergene havde der hyppigt lydt Lavinedrøn, og Flodvandet var pludselig steget flere Fod. Per, hvem den uafbrudte Aandsanstrengelse og det hele ensomme Liv mellem de ludende Klippevægge efterhaanden havde gjort overspændt, var af Vaarluften og disse Tøbrudstegn bleven yderligere nervøs. Aarsdagen for den store Katastrofe nærmede sig, og Aviserne havde meldt om flere svære Skred omkring under Højfjeldene.

Solen stod allerede langt bag Bjergene. "Hoher Goll"'s hvide Top glødede, og Sneen laa som Lavastrømme ned ad dens Sider.

109 Paa den midlertidige Bjælkebro, der var lagt over Floden, stod som sædvanlig nogle Mænd med lange Spydlystre, hvormed de harpunerede og opfiskede de Træstykker, der flød ned med Strømmen. Per plejede at standse her et Øjeblik og se paa disse Brændefiskere, hvis Pigkæppe med glenteagtig Sikkerhed slog ned paa selv den mindste Træstump, der tumlede afsted i det hvirvlende og skummende Vand. Men denne Aften gik han dem forbi og besvarede i sin Adspredthed deres "Gott grüss'" med et dansk "Godaften".

Han gik og tænkte paa, om der skulde ligge Brev til ham fra Jakobe, naar han nu kom hjem. Han havde ikke hørt fra hende i flere Dage og kunde ikke begribe Grunden dertil. Sygdom kunde det ikke være; i saa Fald vilde han have hørt fra Ivan. Rigtignok havde han heller ikke selv skrevet i nogen Tid; det var efterhinanden bleven ham noget af en virkelig Lidelse at udarbejde disse fire-fem Sider lange, ligegyldige Breve, saa fulde af Forstillelse. Men hans Tavshed havde da egentlig, syntes han, kun været en Grund mere for Jakobe til at skrive og høre til hans Befindende. Han kunde jo være bleven syg – ja være død.

"Er der noget Brev til mig idag?" spurgte han straks i Døren sin Værtinde, den gamle Frau Babi, der fra sit Vindue havde set ham komme 110 og hurtigt var fløjet ud for at aabne for ham og skille ham af med Hat og Stok.

"Nej, Herre!" svarede den lille Kone med en frygtsom Nejen.

"Er det sandt? … Der er virkelig ikke noget?"

Han maatte høre Benægtelsen gentaget for at tro paa den. Og da han var kommen op paa sit Værelse, kunde han endda ikke lade være med at kigge hen til Arbejdsbordet, hvorfra Jakobes aflange Konvoluter med den store Stejlskrift ellers regelmæssig hveranden Dag havde lyst ham imøde ved Hjemkomsten.

Saa trak han ligegyldig paa Skuldren, gik en Stund smaafløjtende omkring i Stuen med Hænderne i Lommerne og satte sig derpaa hen i en gammel Armstol foran den aabne Kamin, hvor der blussede et Par gode Brændeknuder.

Men han kunde ikke komme bort fra Tanken om Jakobe. Mens han sad der med Armene paa sine Knæ og stirrede ind i Flammerne, og Skumringen voksede ud fra Krogene i det store, uhyggeligt tomme Rum med de smaa Vinduer og det lave Træloft, gjorde hendes Tavshed ham mere og mere bitter. Han saae hende for sig, saaledes som hun rimeligvis i dette Øjeblik sad ved Middagsbordet derhjemme mellem sine Forældre og Søskende i den smukke Spisestue. Ganske livagtigt saae han den ham velbekendte livlige Scene for sig: det lange, brede Bord under den 111 mangearmede Lysekrone, den smukke Opdækning, Blomsteropsatsen og de aldrig manglende Frugtskaale, Philip Salomon for Bordenden i sin højryggede Gyldenlædersstol med Servietten under Hagen, Ivan, Nanny og de andre rødkindede Børn anbragte uden Hensyn til Alders- eller Rangsforskel langsmed Siderne, alle sorgløst snakkende og berettende i Munden paa hinanden, – kun Jakobe som altid tavs og udeltagende, bleg og alvorlig, "Visdomsuglen", som Faderen spøgende kaldte hende, "Institutbestyrerinde Striks", som Nanny mindre godmodig havde døbt hende. Hvad sad hun nu og tænkte paa? Hvad kunde det være, der i disse Dage optog hende, saa hun ikke havde kunnet skrive?

Der gled pludselig en ny Skikkelse ind i Billedet – Eybert. Han vidste, at Jakobes gamle Tilbeder igen havde faaet sin Gang der i Huset; hun havde selv forleden i et Brev fortalt derom. Egentlig havde hun vel aldrig helt glemt sin Sympati for denne Ædruelighedens glatkæmmede Apostel derhjemme. Tænkte hun maaske paa at hæve deres Forlovelse? Skulde maaske hendes Tavshed paa lempelig Vis forberede ham derpaa? … Nu ja, den Kærlighed, der en Gang knyttede dem sammen, havde jo hverken for hans eller hendes Vedkommende været af nogen særdeles ophøjet Natur, bundede i hvert Fald ikke i Karakterernes Overensstemmelse. Tydeligere og tydeligere 112 havde han i den sidste Tid indset, hvor grundforskellige de var. Han havde følt, at selv om han havde kunnet overvinde sig til at tilstaa for hende, hvad der denne Vinter havde beskæftiget ham, vilde hun dog ikke have forstaaet det. Maaske var det derfor virkelig bedst for dem begge, om de itide skiltes. – – Naar han nu tænkte sig om, saa havde der ogsaa været noget vist forbeholdent, tvivlraadigt, ligesom hemmelighedsfuldt i Jakobes senere Breve. "Du synes ikke at være rigtig i Humør," havde hun stadig skrevet, som kunde hun af sig selv have forstaaet, hvad han havde fortiet Og en anden Gang: "Jeg maa være enten helt hos dig eller endnu længere borte fra dig." Hvad vilde det sige?

Mens han sad i disse Tusmørketanker, blev Døren sagte aabnet, og Frau Babi listede ind. Der var i den lille Kones Ansigt ligesom i hendes Væsen og vevre, men frygtsomme Bevægelser noget museagtigt, der fra den første Dag havde mindet Per om den enfoldige Trine hjemme i Nyboder. Han havde tilsidst ligefrem haft ondt ved at frigøre sig for en fantastisk Forestilling om, at det virkelig var denne hans Fattigdomsaars slavelydige "Aand", der igen puslede omsorgsfuldt omkring ham i en gammel Mo'erlilles Lignelse.

Hun var kommen ind for at tænde Lampen og dække Aftensbordet; men da hun i Kaminskæret saa, at hendes Herre endnu sad med sine store, tilsølede Støvler paa, gik hun først 113 ind i Sovekammeret og hentede hans lakerede Hjemmesko.

"Vil Herren ikke skifte?" spurgte hun, idet hun knælede ned foran ham.

Han strakte tavs sit ene Ben og bagefter det andet hen imod hende uden at tage Øjnene fra Ilden. Først da hun havde faaet Lampen tændt og var ifærd med at lukke Vinduesskodderne, blev han opmærksom paa hendes Nærværelse.

"Lad de Skodder være," sagde han i en fortrædelig Tone, der fik hende til at fare sammen. "Hvad skal de lukkes for?"

Endnu nogen Tid blev han siddende ubevægelig ved Kaminen, gjort døsig af Straalevarmen og sin legemlige Træthed. Men hans Tanker var ved Frau Babi's Forstyrrelse kommen bort fra deres Vej; de flakkede en Stund herreløse omkring og søgte derpaa (som bestandig i denne Tid, naar de overlodes til sig selv) til hans eget Hjem og Barndomsbyens Kirkegaard. Og pludselig gav det et lille Ryk i ham – saaledes som det regelmæssig gjorde det, naar han, vaagen eller i Nattens urolige Drømme, korn til at tænke paa Faderens Ur. Skønt han efterhaanden godt havde forstaaet, at der havde været lige saa megen Frygt som Haan og Trods i den Følelse, hvormed han i hint Afskedsøjeblik havde handlet, skød han bestandig Erindringen derom fra sig og lod den aldrig slippe helt ind i hans Bevidsthed.

114 Han rejste sig op.

Frau Babi, der imidlertid havde været nede i Køkkenet, kom i det samme ind med Aftensmaden paa en Bakke.

"Hvad har De der?" spurgte han mut, – han maatte give sit onde Lune Luft.

"Det er lidt Skinke, Herre, og – –"

"Evindelig denne Skinke! De maa være noget mere opfindsom; ellers spiser jeg for Fremtiden hos Gæstgiverenken. – Og en saadan Hede, De har lavet herinde!"

Han gik ud paa Svalegangen for at lade sig gennemvifte af Aftenbrisen, der strøg ned gennem Dalen oppe fra "Hoher Goll". Det var nu ganske mørkt. Rundt om paa Arbejdspladserne sprudede Vagtblussene, og udenfor den nye Stationsbygning lyste en Række Oljelamper med et søvnigt Skær.

Og overalt var der stille. Kun Floden kunde man høre og en enkelt Gang et fjernt Lavinebulder.

Pers Blik søgte opad. Over Bjergtoppene laa tunge, sorte Skymasser; men ret over hans Hoved saaes et stort Stykke blaa Stjernehimmel.

Ofte havde han staaet her om Natten, nedtrykt og udmattet af sin frugtesløse Læsning, og fundet et Øjebliks Tankehvile ved at stirre op paa denne lysende Klodevrimmel. Han havde da kunnet fantasere over, om denne gyldne Skrift maaske indeholdt Løsningen paa alle Livets og Dødens Gaader for 115 dem, som forstod at tyde dens Tegnsprog. For hvilke mystiske Tegn! Ligesom i den allerældste Billedskrift fra Menneskehedens Barndomstider var her alleslags Dyreskikkelser enfoldigt aftegnede:

Løven, Bjørnen, Slangen, Tyren, det hele Paradis, Menneskets første ABC, i luende Flammelinjer. Og midt imellem alle disse Vilddyr: Korsets Tegn, tydeligere og stærkere funklende end noget andet Stjernebillede, omstraalet af Mælkevejens Lysglorie – –

Han foer let sammen. Ude fra Dalbredningen hørtes en dump Buldren, og lidt efter lød et langtrukkent, gennemtrængende Fløjteskrig. Det var Aftentoget nordfra, der meldte sin Ankomst. Lokomotivets røde Ildøje gennemglødede allerede Mørket derude; man kunde høre, at der blev givet Kontradamp, og et Par Minutter efter klaprede det korte Tog som en træt Hest hen foran Stationsbygningen. Kun nogle Øjeblikke holdt det der. Et Par Vogndøre lukkedes op og i; der blev slaaet paa en Klokke, – og atter laa Stationsbygningen tavs og fredelig med sin lille Række søvnige Oljelamper.

Per blev ved at følge det oplyste Tog med Øjnene, indtil det med en kort Snogehvislen smuttede ind i Tunnelen under "Hoher Goll". Som saa mange Gange før tænkte han ved dette Syn paa, at han i Løbet af faa Timer kunde komme hundrede Mile fra dette Stenfængsel, hvor 116 han nu i snart tre Maaneder havde siddet indespærret. Allerede Morgenen efter kunde han rulle hen gennem Norditaliens aabne og lyse Natur i Sommersol og Blomsterduft. Han var jo sin egen Herre; der var ingenting, der bandt ham her … intet uden den Beslutning, han havde fattet, ikke at forlade Dresach, før han havde tilkæmpet sig ogsaa aandelig Frihed. Og endnu havde han aldrig brudt et Løfte, som han havde gjort sig selv!

Da han kom tilbage til Stuen, var Bordet dækket. Frau Babi stod og ventede ved Siden af hans Stol for at kunne skyde den ind under ham, naar han satte sig.

"Nu ja," udbrød han med et Forsøg paa at ryste den tunge Stemning af sig, "lad mig altsaa i Guds Navn fortære Skinken."

"Herren maa ikke være vred," fremstammede den lille Kone med taarefyldte Øjne, idet hun rakte ham Fadet. "Jeg skal love Herren, at det nok skal blive bedre."

Aldeles Trines Stemme! – tænkte Per.

"Tag Dem det ikke for nær, Frau Babi," sagde han helt sagtmodig. "Jeg veed det nok, jeg er lidt urimelig i denne Tid, … men der er gaaet mig noget imod, skal jeg sige Dem."

"Jeg har kunnet tænke det. Herren har ogsaa set rigtig daarlig ud i de sidste Dage."

"Saa-aa," sagde han og følte sig straks mindre vel. Lidt efter rømmede han sig og fandt, at 117 hans Hals var rusten. Det maatte være den Forkølelse fra Berlin, der endnu sad ham i Kroppen. Han blev vist nødt til at tale alvorligt med en Læge om den Ting og lade sine Lunger undersøge.

I dette Øjeblik blev der banket nede paa Gadedøren; Frau Babi gik ned og lukkede op. Lidt efter kom hun tilbage, helt rød paa Kinderne, og fortalte, at der stod en Dame dernede, som bad om at faa ham i Tale.

"En Dame?" sagde Per og sænkede Gaflen.

"Det maa være en Fejltagelse. Jeg kender ingen her."

"Det er vist ogsaa en fremmed. Gud veed, om hun ikke er kommen med Toget."

"– kommen med Toget," gentog Per slaaet og lagde nu baade Kniv og Gaffel.

Men der blev ingen Lejlighed til nogen omstændeligere Forklaring. De øverste Trappetrin derudenfor knirkede, og et Øjeblik efter stod en mørk, rejseklædt Dame smilende i Døren.

Det var Jakobe.

"Godaften," sagde hun. "Du maa ikke lade dig forskrække af mig."

Per var sprungen op.

"Men – Jakobe dog!"

"Ja, det er virkelig mig!" vedblev hun med den fuldkomne Selvbeherskelse, som stærke Sindsbevægelser paatvinger nervesarte Naturer, og som 118 en lille Frygt for ikke at være helt velkommen yderligere nødte hende til at fremkunstle.

"Men – hvad – hvorledes?"

"Ja, jeg burde naturligvis have telegraferet," afbrød hun, idet hun traadte nærmere, mens den bestyrtede Frau Babi bagfra begloede den kostbare Foerværkskaabe, der hang paa hendes Skuldre. "Men jeg havde paa hele Turen ikke et eneste Sted Lejlighed dertil, og saa løb jeg an paa, at jeg traf dig nok hjemme. – – Men saa skil mig dog af med Vamsen, Mand! Du er virkelig ikke galant!"

Først da hun var bleven befriet for Kaaben og Hatten, gik hun ind mellem den fortumlede Pers tøvende udstrakte Arme. Og skønt hele hendes Legeme skælvede af Utaalmodighed efter at kaste sig ind i hans Favn, nøjedes hun med at tage hans Hoved mellem sine Hænder og kysse ham to Gange.

"Velkommen – plejer man at sige. Eller er du slet ikke noget glad for, at jeg er kommen?"

Per havde virkelig i første Øjeblik ikke forstaaet, hvad Slags Følelse det var, der saa mægtigt betog ham ved Synet af hende. Hans første Tanke – den, hans onde Samvittighed indskød ham – havde været, at hun var kommen for at udspionere ham. Men i det næste Nu forstod han alt. Og nu, da han holdt hende i sine Arme og følte hendes Læber paa sin Mund og saae 119 de store, mørke Øjne straale af Kærlighedens Offermod, var det for ham, som brast med eet Trolderingen om hans Bryst. For første Gang siden sin Barndom maatte han kæmpe med en Bevægelse, der vilde tvinge Taarerne frem i hans Øjne.

"Kæreste – derfor var det altsaa, at du ikke skrev!"

"Og du forstod det ikke!"

Hun drog paany hans Hoved ned mod sin Mund og saae nu, at hans Øjne var duggede.

"Min egen! Min Ven!" jublede hun ud. "Du har dog længtes lidt efter mig!" – Og da hun i det samme hørte Døren lukke sig bag Frau Babi, der listede ud med hendes Overtøj, kunde hun ikke længer beherske sig. Med et vildt Udbrud slog hun Armene om hans Hals.

Længe stod de saaledes tæt sammenslyngede. Per famlede tavs med Haanden over hendes Haar, – han kunde stadig ingen Ord finde, saa overvældet var han, og saa mange Spørgsmaal tumlede der rundt i hans Hoved. Jakobe laa med lukkede Øjne knuget ind til hans Bryst.

"Saa er det da endelig sandt! Jeg er virkelig hos dig! Det er ikke længer en Drøm. Jeg hører igen dit stærke Hjerte banke. Aa, Per – min Ven! Min Ven! Tusinde Gange min Ven!"

Omsider fattede de sig nogenlunde, saa de kunde begynde at spørge og svare i ordnede 120 Sætninger. Per var nysgerrig efter at faa nærmere Forklaring, og de satte sig sammen hen i Træsofaen mellem Vinduerne. Efter at Jakobe her endnu engang havde kastet sig til hans Bryst og deres Munde havde søgt hinanden til et nyt stormfuldt Kys, gav hun sig endelig til at berette.

Hun talte sig hurtigt næsten rolig, holdt blot Pers Haand i sit Skød, mens hun fortalte, og trykkede den nu og da tæt til sit Hjerte. Ligesom i alle andre Forhold bevægede hun sig ogsaa i sine Kærlighedsytringer bestandig mellem Yderligheder: enten korrekt Selvbeherskelse eller den fuldeste Hengivelse. Kælenskabens Halvhed var hendes Natur fremmed.

"Hvorfor jeg ikke skrev det til dig, at jeg kom? … Men det kunde jeg ikke, min Ven! Jeg vidste jo indtil det sidste slet ikke, hvordan det skulde gaa. Jeg havde ganske vist længe haft Planen i mine Tanker; jeg følte, at jeg maatte herned, inden du rejste endnu længere bort fra mig; … jeg syntes, du var bleven helt borte for mig denne lange Vinter; du skrev jo saa lidt om dig selv; jeg vidste virkelig tilsidst ikke, hvad jeg skulde tro om dig, Per! … Saa sagde jeg det forleden til Fader og Moder, at jeg vilde tage ned og besøge Klara Hertz i Breslau; du veed, jeg har en Ungdomsveninde der. Det fandt de ganske naturligt, og jeg gjorde mig da rejsefærdig saa hurtigt, som det lod sig 121 gøre uden at vække Mistanke. Alligevel turde jeg ikke skrive til dig derom, … jeg havde ligesom ikke Mod til det. Der kunde jo ogsaa komme de hundrede Ting i Vejen, inden jeg kom afsted, og – tænk dig min Skræk! – lige i sidste Øjeblik finder Ivan paa, at han vil gøre mig Følgeskab. Det fik jeg dog forpurret. Men hele denne sidste Uges Spænding, og saa min Angst for, at du skulde kunne være rejst herfra, naar jeg kom, – det havde altsammen ganske ødelagt mig, saa jeg var mere død end levende, da jeg endelig sad i Toget. Fra Berlin skrev jeg igaar et Par Ord hjem, – ja, og nu har du mig her!"

Per havde et Par Gange under hendes Fortælling slaaet Øjnene ned. Han kendte hendes aabne og sanddru Natur og forstod derfor – hvad ogsaa noget vist tungt i hendes Tone røbede – hvor stor en Overvindelse det maatte have kostet hende at indvikle sig i saa megen Usandhed overfor sine Forældre og Søskende. Og alt dette havde hun ofret, al denne Angst havde hun udstaaet, saa mange Farer og Fordomme havde hun trodset, – alene fordi hun havde forstaaet, at han trængte til hende!

"Og nu?" spurgte han og turde næppe se paa hende af Undseelse over, hvad han for faa Øjeblikke siden havde tænkt om hende. "Nu bliver du her … hos mig?"

"I to Dage, ja. Længere tør jeg ikke lade dem 122 derhjemme være uden Brev. Der er vel nok en Gæstgivergaard her i Byen, hvor jeg kan bo?"

"Nej, der skal du ikke være; der er uhyggeligt. Du skal blive her, saa flytter jeg hen paa Kroen saalænge. Du saae jo min Værtinde før. Det er en flink Kone, hun vil passe godt paa dig!"

"Ja ja, som du vil. – Men nu, min Ven," sagde hun og saae ham ind i Øjet, mens hun moderlig ømt strøg med Haanden over hans Haar. "Nu er det din Tur til at skrifte. Hvordan har du det? … Ikke godt? … Jeg synes, du ser lidt anstrengt ud."

Per blev urolig.

"Jeg?" sagde han og saae bort over Hovedet paa hende for at undgaa hendes Blik. "Jeg har saamænd ellers haft det godt. Naturligvis – særlig morsomt har her jo ikke været. Men Egnen er jo pragtfuld, … og Arbejdet har virkelig været interessant"

Jakobe tog langsomt Haanden til sig, og der blev et Øjebliks Tavshed. Saa vendte hun sig atter helt om imod ham og lagde Armen over hans Skulder.

"Per," sagde hun. "Hvorfor har du ingen Fortrolighed til mig? Troer du da virkelig, at du har kunnet skjule dig for mig? … Nej nej, du maa ikke undskylde dig! Vær blot oprigtig imod mig! Og hvorfor skulde vi to ikke kunne tale ganske naturligt om den Ting? Selv om jeg 123 maaske ikke helt forstaar det, saa veed jeg jo dog, at I kristenfødte Mennesker – hvad enten I nu er troende eller ikke – aldrig undgaar Anfægtelser, og jeg har været fuldt forberedt paa, at heller ikke du helt skulde slippe for dem. Men jeg har ogsaa været fast overbevist om, at du nok skulde komme over dem."

"Du har Ret," sagde han, rød af Skamfuldhed, idet han hurtigt rejste sig og gik ud over Gulvet. "Jeg har virkelig været lidt i Vilderede med mig selv. Det er latterligt – naturligvis. Men det var Ensomheden her og … og dette forbandede Præsteblod, som flyder i mine Aarer. Det er hele dette Slæng af pibekravede Aner, hvis Bondedumhed og forrykte Bibelpræk pludselig har givet sig til at spøge i min Hjerne. Men det er aldeles forbi nu. – Jeg forsikrer dig, kære," vedblev han og gik hen og omfavnede Jakobe, der havde nærmet sig ham. "I samme Øjeblik, du traadte ind ad min Dør, blev jeg mig selv igen. Du kom som den Lysengel, der i Eventyrene jager de skumle Spøgelser paa Flugt."

Jakobe havde lagt Armene om hans Hals og vilde til at tale; men pludselig betænkte hun sig. I Stedet for at svare ham, kyssede hun stille hans Pande og sagde derpaa:

"Derom vil vi nu ikke tale mere iaften, min Ven! … Og hør nu, Per! Jeg ser, at jeg har overrasket dig midt i dit Maaltid. Det er virkelig 124 et Held for mig, for jeg opdager, at jeg er ganske forfærdelig sulten. Jeg har næsten hellerikke spist noget, siden jeg tog hjemmefra. Du bliver nødt til at dele din Aftensmad med mig."

"Kære!" udbrød Per, lykkelig over at slippe bort fra Emnet. "Nu skal jeg kalde paa min Værtinde. Bare hun nu har noget godt til dig."

"Det er lige meget. Du veed, at naar jeg har min store Hunger, er jeg ligesom Ilden og Grisen – jeg fortærer alt! Snak du nu med Konen, saa pudser jeg mig lidt imens. Kan du tage mig min lille Haandkuffert, jeg satte den fra mig her udenfor paa Gangen, da jeg kom."

Mens Per fik Bordet omdækket og gjorde Frau Babi ganske forstyrret med sine Ordrer, opholdt Jakobe sig i Sovekammeret ved Siden af. Da hun kom ud derfra, havde hun faaet ordnet de mange smaa Haarlokker ved Tindingerne og pyntet sin enkle, mørkegraa Rejsedragt med en Slags høj og bred Krave, et Brus af sorte Kniplinger og lilla Silkebaand. Hun tog en Violbuket af sit Bælte og fæstede den i Pers Knaphul. Saa satte de sig ved Bordet, hvor Ølkruset var bleven ombyttet med en Vinkande og Lampen med to gamle trearmede Kobber-Lysestager.

Saa taknemlig Per var hende for sin Befrielse, havde der dog endnu i hans Væsen overfor hende været noget tilbageholdende. Han havde følt sig trykket af Misforholdet mellem hendes store, alle 125 Hensyn trodsende Kærlighed og hans egne Følelser. Han havde jo aldrig levet paa Indbildninger i sit Forhold til Jakobe. Han var sig det fuldt bevidst, at han i sin Tid havde besluttet sig til at erobre hende, fordi han havde Brug for hende, fordi hun var rig, klog, stolt. Han havde, efter at have vundet hende, følt en forfængelig Tilfredsstillelse ved hendes Skikkelses Fornemhed og hele Sikkerheden i hendes selskabelige Optræden. En enkelt Gang havde jo virkelig ogsaa hendes mulmsorte Øjnes forjættelsesfulde Blik vakt en flygtig Anelse om Kærlighedens Paradisglæder i hans Sjæl; men med sit sygeligt-sarte, muskelfattige Legeme og med sit hele fremmedartede Ydre havde hun ingen Tiltrækning haft for hans Sanser, og den Lidenskabelighed, hvormed hun for sit Vedkommende var gaaet op i Forholdet, havde endda snarere afkølet end ægget ham.

Nu, mens de sad der ved Bordet, og han i sin Henrykkelse tømte Glas paa Glas af den stærke Landvin, og mens ogsaa Jakobes Kinder fik mere og mere Farve, vakte hun for første Gang hans fulde Attraa, endda den store Halskrave ikke rigtig klædte hende. Han havde i lange Tider ikke været i unge Kvinders Nærhed, han havde levet i sit Stenfængsel som en Munk i sit Kloster, fortabt i sine Tankers Skyggeverden. Nu strømmede Livet atter svulmende tilbage i hans Sind og fik paany Branden i hans Blod til 126 at blusse. Men af Ærbødighed for Jakobe, af Frygt for at krænke hendes skønne Tillidsfuldhed beherskede han sig og kyssede blot nu og da under Maaltidet hendes Haand.

Idet de rejste sig fra Bordet, udbrød han:

"Men du har jo endnu ikke rigtig set, hvordan jeg boer. Kom – saa skal jeg vise dig min Udsigt!"

Han lagde sin Arm om hendes Liv og førte hende ud paa Svalegangen. Omkring i Byen og nede ved Stationsbygningen var de fleste Lys allerede slukkede. Men Himlens Stjernefelt havde udvidet sig. Fra Bjergtoppene var Skyerne gledet ned i Kløfterne ligesom for der at lægge sig til at sove. Kun over "Hoher Goll"s Snemarker svævede en mørk, brunlig Røg.

Per gav sig til at fortælle om, hvordan han mangen Gang i maaneklare Nætter havde staaet her og følt sig som det sidste levende Væsen paa en uddød Klode; men Jakobe hørte ham ikke længer. Hun havde lagt sig ind til ham og afbrød ham hvert Øjeblik i hans Tale ved at række sine Læber op imod ham. Saa tav han tilsidst; og længe stod de nu og vuggede hinanden i Armene og talte kun med Bukkene og bekræftede kun med Kys.

Pludselig lød et langtrullende Lavinedrøn oppe fra "Hoher Goll". Per løftede lyttende Hovedet; men Jakobe rørte sig ikke. Selv da han gjorde 127 hende opmærksom paa Buldret, der et Øjeblik efter gentog sig, svarede hun ikke. Hun hørte i den hele Verden intet uden Pers og sit eget Hjertes Banken.

Det var imidlertid bleven silde, og da de lidt efter var vendt tilbage til Stuen, sagde Per, at hun vel nu trængte til at komme til Ro. Der blev nogle Øjeblikkes Tavshed efter hans Ord. Jakobe gik bort til et af Vinduerne, og efter at Per temmelig forfjamsket havde hentet nogle Smaating inde i Sovekammeret, kom han hen til hende for at sige Godnat. Men da han vilde gaa, holdt hun ham tilbage med sin Haand – tavs men beslutsomt.

Han saae spørgende paa hende.

Da drejede hun Hovedet om mod Sofaen og sagde:

"Egentlig kunde du vel sove der. Saa havde jeg dig dog i Nærheden og kunde passe paa dig. Det Værtshusliv holder jeg ikke rigtig af." –

Jakobe vaagnede sent den næste Morgen ved, at Solen skinnede ind til hende gennem Vinduestremmerne. Hun løftede sig op paa Albuen og saae sig omkring med forbavsede, vidtopspærrede Øjne. Døren til det andet Værelse stod paaklem, og da hun nu hørte nogen pusle derinde, kom hun til at smile.

"Per!" kaldte hun muntert.

Ved Lyden af hans Skridt foer Blodet hende 128 et Øjeblik til Kinderne. Men allerede før han aabnede Døren, havde hun strakt sin Arm ud imod ham.

"Min kære, – min elskede!" sagde han stærkt bevæget, efter at have lagt sig ned paa Knæ ved hendes Seng. "Hvor du har sovet godt!"

"Ja, kan du begribe det! Jeg, som i det sidste halve Aar ikke har kunnet sove nogen Nat uden mit Amylen¹, har næsten ikke vidst af mig selv at sige fra det Øjeblik, du gik fra mig … Men du? Du er paaklædt og har allerede været ude, kan jeg mærke. Dit Haar lugter saa morgenfriskt."

"Jeg har blot gaaet herudenfor paa Altanen. Jeg vilde ikke være for langt fra dig."

"Aa – nu forstaar jeg! – det er altsaa dine Skridt, jeg hele Tiden har hørt i mine Drømme. Min Ven! Men saa maa du have gaaet derude længe. Har du da ikke sovet? … Ikke? … Saa har Bænken derinde været dig for haard alligevel. Men jeg sagde dig det jo!"

"Nej – det var ikke det. Men jeg var altfor opfyldt af min Lykke … af min saa ganske ufortjente Lykke!"

"Det lyder jo næsten som en Bebrejdelse mod mig."

"Vist ikke! Du sov de uskyldiges Søvn … mens jeg … "

"Hvad du, min Ven?" spurgte hun og mærkede først nu, hvor dybt opreven han var.

129 "Jakobe – her ved din Seng vil jeg skrifte for dig – tilstaa en Brøde –"

Hun holdt Haanden for hans Mund.

"Jeg veed alt, hvad du vil sige … men jeg vil ingenting høre. Fortiden er nu glemt, Per!"

"Og kan du tilgive mig? Vil du glemme, at jeg talte til dig om Kærlighed og vandt dit Hjerte og gengældte dine Kys, før jeg endnu vidste, hvad Kærlighed var? For det er sandt – jeg maa sige dig det – først nu har jeg lært det. Og jeg føler med Skam, hvor ussel jeg har været, hvor blind og døv jeg er gaaet gennem Livet uden at have forstaaet det. Sig mig det – vil du tilgive mig?"

"O, min Ven!" sagde hun, idet hun med et lidt smerteligt Udtryk trykkede hans Hoved til sit Bryst. "Det har jeg gjort for længe, længe siden!"

Det var nogle Dage derefter. Jakobe og Per kom gaaende op ad en stejl Vej, der i Zigzag førte op over en kratbevokset Bjergside. Det var lige i Middagsstunden. Solen brændte paa Klipperne, og Foraaret bølgede i Luften omkring dem i en stærk og vild Duft af Gran og Fyr.

De befandt sig mellem Laugenbjergene paa Alpernes Sydskraaning. Dagen efter Jakobes Ankomst til Dresach var de pludselig brudt op derfra 130 for at komme Sommeren nærmere, og i otte Dage havde de nu strejfet om paa begge Sider af Etschdalen som to lystige Eventyrere, havde sovet i Alpeværtshuse, købt Brød og Æg i Landsbyerne og stillet deres Tørst ved Bjergenes Kilder. Paa Rejsens tredje Dag havde Jakobe besluttet sig til at skrive hjem. Uden at nævne Pers Navn havde hun kort og roligt fortalt Moderen, hvor hun var, og sagt, at hun ikke skulde ængstes for hende, da hun havde "sikret sig god Rejseledsagelse".

Nu steg hun der langsomt opad den knudrede Vej med en lang Alpestok i Haanden og Kjoleskørtet opheftet. Per kom bagefter med den grønne "Rucksach", der indeholdt deres hele Bagage. Men ofte vendte Jakobe sig om og standsede for at kunne fange ham ind i sin Arm og give ham et Kys. De var begge bleven brunede af Foraarssolen, og Jakobes ellers saa korrekte Tindingelokker flagrede hende paa Zigøjnervis omkring Ørene. Og hvor deres Øjne straalede! Og hvor deres Munde blussede af Elskovslyst!

Jakobe havde iøvrigt ikke vist sig som nogen duelig Tindebestiger. Hver halve Time maatte de holde Rast, og Per havde baaret hende over Kildeafløbene og støttet hende under alle bratte Nedstigninger. Men han havde ikke beklaget sig herover; han elskede at have hende paa sin Arm, og de mange Smaahvil paa Vejen havde for dem begge været kærkomne Anledninger til 131 smaa, erotiske Mellemspil, kaade Faun- og Nymfelege, som de gerne huskede allerbedst, naar Dagens lange Vandring var tilende.

For Per havde disse Dage virkelig betydet en ny Fødsel og en ny Daab. Livet havde med eet afsløret sig for ham i en Storhed, Fylde og Skønhed, som han aldrig havde drømt om. Alt, hvad han hidtil havde eftertragtet, forekom ham nu saa smaat i Sammenligning med den Lykke, der rummedes i et eneste Kys. Han var gaaet omkring som i en Aabenbarings-Rus. Naar han saae paa Jakobe, tænkte han ikke længer paa Ansigtstrækkenes Uregelmæssighed eller Skikkelsens næsten ængstende Sarthed. Han elskede hende som den Kvinde, der havde givet ham nyt Liv, der havde udvidet Verdens Grænser for ham, og i hvis Favn han havde fundet det Trylleord, den Besværgelse, der manede Dødens Skygge fra Menneskenes Vej.

Men nu var Lykkens Dage for denne Gang tilende. Baade for sine Forældres og sin egen Skyld turde Jakobe ikke udskyde Adskillelsens Øjeblik længer. Det var bestemt, at de inden Aften skulde være i Botzen. Herfra vilde hun tage med Nattoget nordpaa, mens Per vendte tilbage til Dresach for at ordne sine Sager og derpaa fortsætte Rejsen videre ud i Verden.

Derfor var de denne Dag mere tavse. Naar deres Blikke mødtes, søgte de endnu at smile; men der var i deres Kærtegn noget ubehersket, 132 der røbede Sindenes Oprevethed. Tilsidst kunde de slet ikke skilles mere men gik med hinanden om Livet uden at tale. Jakobe støttede sit Hoved paa Pers Skulder, og naar de standsede for at kysses, lukkede hun Øjnene for med sin hele Sjæl at favne det lykkelige Nu og gemme det dybt i sin Erindring.

De var naaet hen til et Sted, hvor Vejen atter svingede, og da der her stod et Par smaa Kastanietræer, der kastede lidt Skygge over Stenene, besluttede de sig til et Hvil. Per bredte et Rejsesjal ud for Jakobe, der var træt og straks satte sig. Og pludselig kom de til at huske paa, at de havde glemt at spise deres Frokost, som laa i Rucksach'en. Dette fik dem til at le, og en lille Stund glemte de nu deres Sorg.

Da Per havde faaet sin grønne Sejldugspose ned fra Ryggen, opdagede han ovre ved den modsatte Side af Vejen en opmuret Nische med et stort og groft malet Træbillede af den korsfæstede. Det saae uhyggeligt ud. Fra Tornekronen og Naglegabene randt Blodet i tykke, røde Strømme ned over det skindmagre Legeme.

"Fy for Pokker!" udbrød han. "Skal vi have det hæslige Gespenst at se paa. – Lad os hellere flytte os."

"Aa nej", bad Jakobe. "Lad os blive … nu kan jeg ikke mere."

"Ja ja, naar du be'r for ham. Vi kan jo ogsaa 133 vende Ryggen til. – Har du rigtig set, hvor smukt her er?"

Vendt imod Dalen, der sænkede sig dybt under dem, fuld af Soltaage, nød de deres tarvelige Maaltid, noget tørt Brød, lidt Ost og et Par Æg. Per havde sat sig ved Siden af Jakobe paa den nøgne Sten, og da de havde spist, og han havde tændt en Cigaret, sad de Haand i Haand og Saae ud i den gyldne Taage.

Pludselig løftede han Hovedet og lyttede.

"Kan du høre?" sagde han.

"Hvilket?"

"Hører du ikke? Kirkeklokken … etsteds dernede fra Dalen. – Er det dog ikke hæsligt? At man endogsaa heroppe, midt i Naturens Eventyrrige, skal forfølges af det Spøgelseglam!"

Han gav sig til at fortælle hende, hvorledes han allerede som Barn havde hadet denne Lyd, der paa hans Drengefarter ude paa Fjorden og i Engene straks havde indhentet ham og listet sig ind i hans Øre som en truende Mumlen af en usynlig Mørkets Aand. Jakobe trykkede ømt hans Haand og sagde, at ogsaa for hende havde denne triumferende Klokkelarm lydt som en Trusel og en Forbandelse, der endnu kunde bringe hendes Blod i Kog. Halvt smilende, halvt melankolsk fortalte hun, hvorledes hun som lille Pige havde skjult sig om Søndagen, naar Kirkerne ringede, for at ingen skulde se hende græde af Harm; 134 og hun kunde huske, hvordan hun ofte paa Hjemvejen fra Skolen havde sendt udfordrende Blikke op til Klokken over Garnisonskirken, hvor hendes Klassekammerater, Admiralsdatteren og de to Komtesser, havde deres faste Stolestader, hvad de altid var meget vigtige af.

"Tænk, Per! Allerede saa tidlig har vi altsaa haft de samme Tanker," sagde hun. "Er det da underligt, at vi har fundet hinanden?"

De trykkede sig endnu tættere sammen og talte om Fremtiden, drømte om det nye Aarhundrede, der skulde gengive Menneskene Aandens Frihed, genvække Handlemodet og Eventyrdriften, bygge Altre for Styrken og den store Daad paa Kirkernes Ruiner.

"For det er dog al denne Klokkeklang og denne Præstebrægen, der har gjort os bestandig frygtsommere og uslere", sagde Per. "Hvad vi i de sidste to Aartusinder har faaet udrettet af nyttigt og stort og dristigt i Tankens eller Handlingens Verden, har vi kun naaet gennem Kamp med den sorte Skare af Kutte- og Kjolemænd, som vi aldrig har haft Mod til at slaa tilgavns for Panden. Hvordan Pokker det er, … i sidste Øjeblik har vi altid faaet Angstfornemmelser. Selv under den store Revolution fik man jo hurtigt travlt med at feje Skarndyngerne ned fra Kirkealtrene. Veed du, jeg har i den sidste Tid ofte tænkt paa en gammel Historie, som jeg har hørt engang. Det er Fortællingen 135 om Bondedrengen, der vilde være Friskytte. Du kender den vel?"

"Friskytte? Hvad er det?"

"En Friskytte? Du veed det ikke! Jo, det er et Menneske der skyder med Heksekugler, … Kugler, hvormed man rammer alt, hvad man sigter paa, det svæve nok saa højt over ens Hoved … Ørnen i Skyen, Guden i Himlen! Men forinden maa man en maaneklar Nat stille sig paa en Korsvej, hvor der staar et Krusifiks, og her skyde tre Skud mod Kristusbilledet – saa vender Kuglerne tilbage i Bøsseløbet og faar den Magt, jeg talte om."

"Aa – "Der Freischütz" altsaa!"

"Ja rigtigt! – Men da det kom til Stykket, svigtede Modet den Mand i Fortællingen. Hver Gang han hævede Bøssen mod Krusifikset for at tage Sigte, rystede hans Fingre, og hver Gang han vilde røre ved Aftrækkeren, lammedes hans Haand, – og han blev alle sine Dage aldrig andet end den Bondeknold, han var født til at være. Og er det egentlig ikke gaaet de fleste kristen fødte saadan? Vi kalder os Fritænkere men gaar dog stadig paa Akkord med den hellige Treenighed: Løgnen, Dumheden og Slavefrygten. I Stedet for rask at sparke Afgudsbilledet overende indskrænker vi os til at tage Afstand fra det, – de saakaldte "alvorlige og dybe Naturer" endog med respektfulde Buk. Kommer det højt, giver vore skrivende Folk sig til at ivre mod Spøgelsetroens "Udvækster". 136 Aldrig fik vi Mod til at spytte den blege Herre, der hænger her bag os, vor Modbydelighed lige i Ansigtet. – – Se rigtig paa ham, Jakobe!" vedblev han i stigende Ophidselse og vendte sig om mod Murnischen med det plumpt udskaarne Kristusbillede. "Hvilket hæsligt Gespenst! Hvilken lav Ydmyghed! Hvilken fræk Tilskuestillen af egen Pjaltethed! Og at tænke sig, at denne skidne Benrad i to tusind Aar har kunnet holde Menneskene nede i en saa nedværdigende Trældom! Og at jeg selv har haft en Snært af Galskaben! – Men, Jakobe, nu er min Prøvetid omme! Friskytte vil jeg være nu! Heksekugler vil jeg støbe til Pibekraverne derhjemme. Nu har jeg Mod!"

Han sprang op og trak en svær Magasin-Revolver frem af et Læderhylster, som han bar bagpaa under sin Jakke. Før Jakobe kunde forhindre det, sendte han med Udraabet: "Nu skyder jeg det nye Aarhundrede ind!" – tre Skud mod Kristusbilledet, saa Splinter af dets Hoved og Bryst sprang ud paa Vejen.

I det næste Øjeblik gik der som et Suk gennem Naturen. Nede fra Dalen lød et hult Bulder, der, alt mens det hurtigt steg i Styrke, kastedes frem og tilbage mellem Bjergvæggene som en langtrullende, underjordisk Torden.

Per havde vendt sig om og var et Øjeblik lidt bleg. Da brød han ud i en Skoggerlatter. Han forstod hurtigt, hvad det var, og huskede 137 nu ogsaa, at han et Par Steder paa Vejen havde set Opslag, hvor der paa tre Sprog stod "Man bemærke Ekkoet!"

"Ja, – ruml kun, Spøgelser!" raabte han ud. "Begrav jer i jeres Kælder!"

Og i sin Overgivenhed hævede han igen Revolveren og løsnede de tilbageværende Skud, saa en ny og forstærket Rallen og Brølen fyldte Dalen, som om virkelig en Hærskare af Bjergaander var sluppen løs.

"Men Per dog – saa vild du er!" raabte Jakobe, der hurtigt havde rejst sig og halvt uvillig, halvt betaget kastede sig om hans Hals. "Hvad gaar der dog af dig!"

"Jeg skræmmede blot en Skygge bort fra min Vej! – Men kom! Vi maa videre! Tiden er kostbar. Om en Time kommer Postvognen her forbi. Og om fem Timer – Jakobe! – er vi borte fra hinandens Arme."

"Aa, Per – derpaa vil vi ikke tænke," sagde hun, idet hun lagde sit Hoved til hans Skulder og lukkede Øjnene.

Saa gik de Arm i Arm langsomt videre, stigende opad i det flammende Solskin, ombølget af Foraarets stærke og vilde Aroma.

139

FORTÆLLINGER

LYKKE-PER

udkommer i syv (højst otte) tvangfri Hefter

	Udkommen er:
I.	Hans Ungdom	1 Hefte
II.	Lykke Per finder Skatten	1 —
III.	Hans Kærlighed	1 —
IV.	Lykke Per i det fremmede	1 —