Lykke-Per
Hans Kærlighed
Forhistorien
Per Sidenius, en fattig Præstesøn fra Jylland, er i Syttenaarsalderen kommen til København for at studere ved den polytekniske Skole og blive Ingeniør. Han indlogerer sig hos et Par gamle Nybodersfolk og tilbringer en Række stormfulde Ungdomsaar ved afvekslende at tumle med et stort, fantastisk Kanalprojekt og give sig hen i et sorgløst Liv med muntre Venner og letfærdige Kvinder, bl.a. en vis Fru Engelhardt. En kort Tid udfries han af sin stedse dybere Fattigdom derved, at en Hr. Neergaard i en Selvmords-Caprice testamenterer ham sine Efterladenskaber, hvad der igen har til Følge, at han kommer i Berøring med dennes Søster, en ældre, lidt forfalden Enkebaronesse, der fatter Godhed for ham. Samtidigt indføres han i Huset hos Philip Salomon, en hovedrig jødisk Købmand, hvis Datter, den smukke og livslystne Nanny, han dristig beslutter at vinde. Hun staar da ogsaa paa Nippet til at give ham sin Haand, da hendes ældre Halvsøster Jakobe, hvis sære og indesluttede Væsen fra Begyndelsen har virket afskrækkende paa ham, mere og mere fængsler hans Interesse og til sidst – halvt mod hans Vilje – vækker hans Attraa.
Første Kapitel
3 Den lille Betuttelse, der havde grebet Per, da det begyndte at gaa op for ham, at det ikke længer var Nanny men hendes Halvsøster Jakobe, han elskede, fortog sig hurtig. Ligesom den forvovne Bjærgbestiger, der har naaet den lokkende Tinde men herfra ser en endnu højere Top løfte sig snehvid over Skyerne, brød han ud i stolt Jubel ved at øjne dette nye og dristigere Maal for sin Ærgerrighed.
Ganske vist var Nanny baade yngre og – hvad Penge angik – efter al Sandsynlighed et bedre Parti end Jakobe (og det var navnlig denne Omstændighed, der havde vakt de første Øjeblikkes Betænkelighed hos ham); men man behøvede kun een Gang at have set de to Søstre paa en af Forældrenes store Modtagelsesaftener for at faa Øje for, at Jakobe ikke desmindre var den af dem, der vakte størst Opmærksomhed og var Genstand for den betydningsfuldeste Hyldest. Mens Nanny foer overgiven gennem Stuerne med sin Hale af smægtende Kunstnere og andre Narre, samlede Jakobe trods sit afmaalte, til Tider afvisende 4 Væsen alle Selskabets Koryfæer om sin Stol, de virkelige Berømtheder, Universitetsprofessorerne og de mange højtansete Læger, der udgjorde et saa vægtigt Led i Hovedstadens hastigt voksende Fremskridtsparti. Per havde ofte paa Hjemvejen hørt saadanne Folk udbryde i de varmeste Lovtaler over hendes Aand og Kundskaber og højlig beklage, at hun ikke syntes tilsinds at gøre nogen Mand lykkelig. "Men hvem skulde hun forresten gifte sig med?" havde en af dem engang sagt. "Hun, der i sit Væsen har saa meget dronningeagtigt, burde jo i det mindste have en født Prins. Denne kedelige Eybert er dog virkelig ikke noget for hende," – – Ord, der, skønt udtalte halvt i Spøg, nu virkede som Stormpust paa den lille Kærlighedslue, der hin Aften var bleven tændt i Pers Sjæl.
Dertil kom, at han heller ikke var blind for Betydningen af det rent personlige Udbytte, han kunde høste af hendes mangeartede Viden ligesom af hendes Fortrolighed med det højere Selskabslivs Tone og Omgangsformer. Den Indflydelse, hun i saa Henseende allerede havde haft paa ham, værdsatte han langtfra ringe. Han forstod nu fuldtvel den ligesom instinktsmæssige Trang, han allerede paa et tidligt Tidspunkt havde følt, til at besejre hendes Kulde og overvinde sit eget Ubehag ved hendes Person.
– – –
5 En Dag, da Per sad hjemme og med genfødt Iver arbejdede paa sit store Projekt, modtog han et overraskende Besøg, nemlig af "Direktør" Delft, Jakobes og Nannys Morbroder. I en lys Pariserdragt og med en blaa Monocle for sit mest skelende Øje aabenbarede den grimme lille Mand sig i Døren efter at have slaaet et Par rappe Slag paa den med sin Stokkeknap.
"Saa fandt jeg Dem endelig! .... Ved Gud! De har skjult Dem godt!" udbrød han uden nogensomhelst Indledning og blev staaende med Hatten paa Hovedet og saae sig omkring i den lille, mørke Bagstue, hvor Tegneruller og Tuschkopper og beskrevne Papirer flød imellem hinanden paa Borde og Stole. "Naa – saa her er det altsaa, De sidder og udsteder Deres falske Veksler paa Fremtiden! Det maa man lade Dem, – det er virkelig en Ideal af en Falskmøntnerhule, De har indrettet Dem her! Per amor di Dio! Jeg forstyrrer Dem dog vel ikke i Udarbejdelsen af nogle hundrede Tusinde? Ha, ha, ha!"
Per kendte Onkel Heinrichs Udtryksmaade for godt til at fornærmes over denne Tiltale. Derimod følte han sig lidt ilde berørt af selve Besøget. Han havde lagt Mærke til, at den gamle, ondskabsfulde Herre i den senere Tid paa en fordægtig Maade havde omkreset ham under hans Besøg i det Salomonske Hjem, og var derfor overbevist om, 6 at han maatte have en eller anden lumsk Hensigt med nu at have opsøgt ham.
"Det forbavser Dem dog vel ikke at se mig?" spurgte Hr. Delft med paatagen Ængstelse efter at have taget Plads i Gyngestolen, som Per havde skubbet frem til ham, og anbragt sin Silkehat paa det overlæssede Bord.
"Paa ingen Maade .... Hvorfor mener De forresten?"
"Nej, naturligvis! Jeg tænkte det nok! Berømte Mænd er jo vant til at blive rendt paa Døren af nysgerrige, … og jeg vil ikke gøre mig til bedre, end jeg er. Jeg har længe ligget paa Tur herud til Dem, Hr. Sidenius … for at passiare lidt med Dem i Fortrolighed," tilføjede han efter et lille Ophold, idet han kneb sit ene Øje sammen. "Det glæder mig særdeles, at De altsaa ikke finder mig paatrængende."
Hvad Pokker kan den gamle Slubbert ville mig, – tænkte Per, mens Hr. Delft i den tydelige Hensigt at spænde hans Nysgerrighed til det yderste gav sig til at vifte sig med sit duftende Silkelommetørklæde og snakke om Vejret. Samtidig gjorde han paany den fattige Stue med dens lave Loft og tarvelige Bohave til Genstand for en nærgaaende Undersøgelse gennem sin Monocle. Og pludselig lod han denne falde ved at løfte Øjenbrynene og sagde:
"Veed De, hvad jeg sidder og kommer til at 7 tænke paa, Hr. Sidenius? .... Skulde De tilfældigvis endnu kunne erindre Dem den lille Samtale, vi havde med hinanden den første Gang, jeg havde den Ære at hilse paa Dem i min Svogers Hus? .... Kan De huske? De var saa elskværdig at udtale nogle anerkendende Ord om mine Niecer, hvorfor jeg meget takkede Dem. Kan De ogsaa huske, at jeg tillod mig at anbefale Dem ved Lejlighed at gøre Dem en billig Fornøjelse ved at lægge Mærke til, hvormange latterlige Personer de unge Piger trak til Huset, … mangen Gang ganske unge Fyre uden en lybsk Skilling i Lommen og med et Ansigt saa uskyldigt som en nyvasket Barnerumpe. Der sidder en saadan forsulten Styverfænger oppe paa et Tagkammer og drømmer om at blive Philip Salomons Svigersøn paa sit ærlige Kristennavn! Har jeg ikke Ret? Er det ikke en virkelig komisk Syn?"
Per sagde til sig selv, at havde det ikke været for Jakobes Skyld, skulde den gamle Kavaler ihast være kommet paa Hovedet ud af Døren.
"Og saa er det saa dansk … saa ægte pæredansk!" vedblev Hr. Delft og saae sig medynksfuldt om paa Stuens sprukne og tomme Vægge. "I andre Länder vilde saadanne Dummköpfe være en Umulighed … lod sig ganske ikke tænke! I Amerika f. Eks. … De har ikke været i Amerika, Hr. Sidenius? Aa, derovre burde alle unge Mænd tage sig et Kursus i den Kunst at kaste sig frem 8 i Verden. – – Jeg kommer til at tænke paa, det kunde kanske interessere Dem, Hr. Sidenius, at høre om en Tilfælde, jeg oplevede engang i New-York med en ung Mand, der gjorde sin Karriere og snappede en Millionærdatter væk for Næsen af baade Grever og Baroner, endda han var en fattig Djævel, der spiste sin Middag i en Saloon. Man kan jo aldrig vide", tilføjede han, idet han paany med en Grimace kneb det ene Øje sammen: "De kunde kanske engang selv komme i en lignende ubehagelig Situation, – hvadbehager?"
Mens den lille Mand brød ud i sin giftigste Latter, bed Per sig i Overskægget; – han kunde næsten ikke længer styre sig.
"Jeg husker," vedblev Hr. Delft, "det unge Menneske, jeg taler om – han hed Stadlmann og var en Østerriger, Søn af en sølle Skomager, troer jeg. Han var nu ogsaa saadan et Slags Geni; han vilde lave Sødmælk og Butter af Præriegræsset, uden at det først gik gennem Køer. Jeg be'er Dem … Saa var det paa et Laboratorium, hvor han gik og eksperimenterte, at han blev bekendt med en Søn af Samuel Smith, … De har vist nok hørt det Navn … en af Børsmatadorerne i Fifth Avenue, en Mand paa sine firsindstyve Millioner, – Dollars, forstaar De! Nu, denneher Østerriger var en ung Fyr af den Slags, som Fruentimmerne over hele Verden er gale efter … saadan med Slagterskuldre og Øjne 9 som Kul … som Kul, naar det gløder! Og Samuel havde en Datter paa 20 Aar, og hun gaar, Gud forlade mig, hen og forlieber sig i Stymperen. Hvad mener De? … Komplet gal! Naa, Samuel havde jo sit Øje paa Pigebarnet, og da han formærkede, det trak op til Skandal', saa – vupti! – Fyren ned ad Trapperne i en Fart. Der er ikke noget at sige til det. Hvad skulde han vel gøre andet? Om en Mand som Samuel havde givet sin Datter bort til en, der logerede paa et Tagkammer og spiste sin Middag i en Saloon, var han bleven til Grin i hele Unionen … naturligvis. Men nu kommer det, jeg egentlig vilde fortælle. Vi var nemlig nogle Stykker, der havde observeret detteher og fulgte Sagens Gang, som det hedder; og som vi nu en Dag sidder i vor Klub, saa blev vi enige om, at der maatte kunne gøres Forretning ud af den Affære. Vi snakkede lidt frem og tilbage og lavede saa et Slags Aktieselskab paa den."
"Et Aktieselskab … paa hvad?" spurgte Per, der efterhaanden havde bidt sit Raseri i sig og var bleven opmærksom.
"Paa hvad? Paa den unge Mand naturligvis … paa hans Chancer, mener jeg. Vi dannede et Grundfond, … først paa fem, siden paa ti tusind Dollars, for at han kunde etablere sig som en ung Levemand i New-York, leje sig en flot Lejlighed paa Broadway, holde Tjener og Ridehest og 10 give Soupers for Journalisterne og blive omtalt i Bladene, … kort at sige, efter Forløb af to Maaneder var hans Navn kendt over hele The Street. Saa kørte han en Dag hen og friede hos Samuel."
"Naa – og saa fik han hende?"
"Pst! Ikke Røgen engang! Samuel havde sin egen Spekulation med Pigebarnet … naturligvis. Han havde svoret paa aldrig at give sin Datter til nogen, der ikke bar et adeligt Navn."
"Av!"
"Hvorfor siger De Av til det? Det er ogsaa saa dansk straks at sige Av, bare man skraber Næsen. Hvad skulde her være at tabe Vejret over?"
"Nu – hvad gjorde De da?"
"Vi skaffede ham naturligvis et adeligt Navn. Hvad andet vel? … Det gik meget nemt. Gennem en Prokurator i den unge Mands Hjemland satte vi os i Forbindelse med en gammel Enkegrevinde von Raben-Rabenstein, en fattig Djævel, der levede af at have Pensionat for unge Piger. Hun fik fem hundrede Dollars og fri Rejse til New-York og retour … for ved sin Nærværelse at kaste Glans over den højtidelige Aabning af et nyt, tysk Børneasyl, som vi skrev til hende. Den kunde hun jo ikke staa for! … Det var en guddommelig Komedie! Ved Ankomsten mødte hele Interessentskabet ved Dampskibet med Blomsterbuketter 11 og kørte hende i en Karet med fire Heste til Hotel Netherland, hvor hun blev præsenteret for Journalisterne som Hr. Stadlmanns kødelige Tante, – det stod altsammen at læse i Bladene Dagen efter. Saa klemte vi hende en Dag ned i en Stol og viftede hende for Næsen med en Tusinddollar-Check, og efter en længere Besvimelse underskrev hun et Dokument og adopterede Hr. Stadlmann og gjorde ham til sin Arving. Tre Maaneder efter blev den unge Grev von Raben-Rabensteins Bryllup fejret med fyrstelig Pragt i Overværelse af hele Unionens Aristokrati. Jeg kan tale med derom, da jeg selv var blandt de indbudne og ved den Lejlighed havde den Ære at føre den unge Hertuginde af Catania født Simpson tilbords."
"Og Aktieselskabet?" spurgte Per efter en kort Tavshed.
"Aktieselskabet? Det opløste sig naturligvis; vi fik jo vore Penge. Det blev en Forretning paa sine tresindstyve Procent."
Under fortsat Tavshed sad Per og snoede nervøst paa sit Hageskæg. Hr. Delft havde med sin Fortælling berørt ham paa hans ømmeste Sted. Hans Pengeforhold var i Øjeblikket aldeles fortvivlede; hans Stilling vilde blive ganske haabløs, dersom han ikke hurtig skaffede Hjælp. Skønt han ikke var klar over Hr. Delfts Hensigt med at fortælle ham denne Røverhistorie, tænkte han 12 derfor paa, om han ikke vilde handle klogt i at holde gode Miner med den gamle Hyæne, der maaske virkelig med lidt Snildhed kunde lade sig benytte til at tjene hans Planer.
"Det var virkelig en ganske morsom Historie!" begyndte han forsigtig, idet han slog Sagen hen i Spøg. "Den Ide at danne et Aktieselskab paa en ung Mands Udsigter er ikke ilde. Hør, Hr. Direktør, kunde De ikke faa den Trafik indført herhjemme. Den vilde sikkert i adskillige Tilfælde kunne give smukke Procenter ogsaa her. Jeg har bare een Indvending at gøre. Hvorfor netop spekulere i Ægteskabs-Chancer, – de hører dog i Almindelighed netop til de mest uberegnelige. Hvorfor ikke lige saa gerne spekulere i en anden af de mangfoldige Muligheder, der kan aabne sig for en dygtig og energisk ung Mand, .... f. Eks. for en Ingeniør med en eller anden god Ide … et Vandbygningsprojekt f. Eks. …?"
"Jeg indrømmer Dem, – paa Navnet kommer det mindre an, naar det ellers er velklingende," svarede Hr. Delft med et ubarmhjertigt Smil. "Det Interessentskab, jeg før talte om, hed saaledes "Company til kunstig Fremstilling af Sødmælk og Fløde". Et fortræffeligt Navn! Vi fik saamænd paa det et Par godtroende Spækhøkere til at tegne sig som Garanter."
"Bien! De mener altsaa virkelig, at der kunde være Udsigt til at faa dannet et lignende Konsortium 13 her, naar en Mand f. Eks. fremlagde Beregninger og nøjagtige Overslag, der tilfulde godtgjorde, at hans Plan – om den gennemførtes med Energi – engang vilde kunne indbringe Millioner."
"Jeg anser det ikke for umuligt, – aldeles ikke."
Svarets overraskende Ligefremhed gjorde Per yderligere mistænksom. Skulde han ville lokke mig i en Fælde? tænkte han og blev atter tavs.
Han befandt sig dog i den Henseende i en Vildfarelse. Hr. Delft, der iøvrig endnu troede, at det var Nanny, Pers Planer galdt, havde virkelig opsøgt ham for at yde ham en Haandsrækning i hans Kamp for at naa sit dumdristige Maal. Den erfarne Onkel havde sagt til sig selv, at Nanny nu, da hun var bleven nitten Aar, næppe vilde vente længe med at kaste sig i Armene paa en af de mange unge Labaner, der overalt omkresede hende; og ved at foretage en endelig Mønstring af "den hele forsultne Bande" var han kommen til den Overbevisning, at Per var den eneste af dem alle, der ejede Betingelser for virkelig at gøre Karriere og opnaa en Samfundsstilling, der anstod sig et Medlem af den berømmelige Delftske Slægt. Da nu Søstersønnen, Ivan, en Dag var kommen til ham og havde anmodet ham om at være ham behjælpelig med at tilbyde den forgudede Ven Penge til dennes paatænkte 14 store Udenlandsrejse paa en saadan Maade, at han ikke fik at vide, fra hvem de kom, havde han derfor villig paataget sig Kommissionen, – ogsaa fordi han ikke havde noget imod at optræde som Velgører, naar det ikke kostede ham noget. Desuden vilde han herved kunne stille Svogerhusets tilkommende Svigersøn i et Taknemmelighedsforhold til ham og derved tilsikre sig Herredømmet over den unge Galgenfugl ogsaa i Fremtiden, – til Betryggelse for det Delftske Familienavns Ære og de Salomonske Millioner.
Per sad længe tvivlraadig; han vidste ikke, hvor langt han turde vove sig frem. Men da Hr. Delft nu tog til sin Hat som for at gaa, blev han urolig. Han sagde til sig selv, at da han dog vilde være nødt til at gribe til en eller anden fortvivlet Udvej for at skaffe sig Penge, kunde han lige saa godt løbe den Risiko at falde i Hr. Delfts Fælde, især da han dog altid havde den Udvej bagefter at slaa det hele hen i Spøg. Pludselig brød han da med alle Betænkeligheder og sagde:
"Hr. Direktør – skal vi ikke lade al Forstillelse fare! Der er dog ingen Mening i at sidde her og spille Komedie for hinanden. Jeg kan forstaa paa Dem, at De kender min Tilbøjelighed for Deres Niece; og jeg gør Dem gerne den Indrømmelse, at det er noget ubesindigt af mig i min nuværende Stilling at nære Forhaabninger med 15 Hensyn til en Dame med saa mange udmærkede Fortrin."
"Deri har De sikkert Ret."
"Nu vel. De har nu selv bragt Sagen paa Bane, og De har derved givet mig nogen Berettigelse til aabent at gøre Dem følgende Spørgsmaal: Vil De, Hr. Direktør, sætte Dem i Bevægelse for at faa dannet et saadant Interessentskab som det, vi før talte om?"
"Jeg?" udbrød den lille Mand og rejste sig i hyklet Bestyrtelse halvt op af Stolen.
"Ja, netop De!" vedblev Per i en Slags Desperation. "Jeg tilstaar, jeg er for Tiden i en stærk Forlegenhed. Jeg maa have Penge … Jeg skal have Penge, om jeg saa skal stjæle dem!"
Mens Hr. Delft paatog sig en dybt fornærmet Mine, smilte han indvendig. Pers sidste Udtalelse syntes han godt om. Den bestyrkede ham i høj Grad i hans gode Tro til det unge Menneskes Evne og Vilje til en Gang i Tiden at gøre det Delftske Familienavn Ære.
"De maa ganske have misforstaaet mig," sagde han fornemt afvisende. "Jeg gør ikke mere Forretninger, … i hvert Fald ikke i det smaa … og allermindst om mine Niecer. Hvor falder De paa den forrykte Tanke, Mand! … En anden Ting er det, at jeg – muligvis – ikke vil nægte Dem min Understøttelse indenfor rimelige Grænser. Jeg antager, at min Anbefaling vil være tilstrækkelig 16 til at aabne Dem en endog ret vidtstrakt Kredit hos – – naa, hos Folk, hvem det er en Glæde at understøtte Ungdommen. Men kun paa een Betingelse vil jeg hjælpe Dem: at det er noget der bliver mellem os. Jeg vil ikke have snakket om det. Hvad jeg af den Slags gør, skal ikke saadan – puh! – blæses ud for alle Vinde. Det kan jeg ikke lide! … Sig mig, kender De David Griesmann, Overretssagføreren; han boer i Klosterstræde? Naa! Til ham skal jeg med et Par Ord anbefale Dem, og De vil da sikkert hos ham kunne hæve, hvad De foreløbig behøver, som et rentefrit Laan mod Sikkerhed i … nu ja, i det forventede Udbytte af Deres eminente Kanalprojekt, naturligvis! Læg vel Mærke til det Ord: rentefrit! Det er altsaa ingen Forretning for nogen, og jeg vil – som sagt – holdes ganske udenfor det hele. Dersom nogen spørger mig, om det er mig, der forstrækker Dem, saa siger jeg rentud nej. At De forstaar mig!"
Per svarede ikke. Han havde ingensomhelst Tillid til Paalideligheden af dette altfor overraskende og uegennyttige Tilbud; og desuden umuliggjorde Hr. Delfts Tone og overlegne Beskyttermine al yderligere Forhandling.
Da "Direktøren" nu atter tog til sin Hat for at gaa, søgte han derfor ikke længer at holde ham tilbage. Derimod anstrengte han sig for at 17 lægge sit Ansigt i muntre Folder, og ved Afskeden sagde han med en tvungen Latter:
"Ja, jeg behøver vel ikke at forklare mig, Hr. Delft? De forstod vel nok, at mine Ord før kun var ment i Spøg. De smittede mig virkelig med Deres amerikanske Historier! Jeg opfatter derfor ogsaa Deres sidste Bemærkninger som –"
"Gudbevares, Hr. Ingeniør!" afbrød Hr. Delft ham med et dybt Buk efter et Øjeblik at have set uforstaaende op paa ham. "De har altfor ringe Tillid til min Opfattelsesevne; den fejler ellers ikke noget, vil jeg sige Dem. Imidlertid … skulde De ved Lejlighed føle Lyst til at fortsætte Spøgen, saa veed De nu, hvor Hr. Griesmann boer. Han har Kontortid mellem ti og fire, og jeg kan forsikre Dem, han har megen komisk Sans … megen komisk Sans! Jeg anbefaler mig!"
Han havde allerede fattet om Dørklinken, da han atter vendte sig om mod Per, der var bleven staaende ved Bordet.
"Det er sandt! Endnu et Ord, Hr. Sidenius! Jeg husker, De har engang til min Søstersøn Ivan omtalt en Enkebaronesse Bernt-Adlersborg eller saadan noget. Undskyld mig mit Spørgsmaal … kender De noget nøjere til denne Dame?"
"Nej, egentlig ikke. Hun har engang gjort mig et Besøg, det er det hele. Jeg kendte en 18 Smule til hendes afdøde Broder. Men – tillad mig – hvorfor …?"
"Det er en ældre Dame, ikke sandt? Og vistnok saadan lidt … lidt forstyrret i Hovedet, har jeg hørt."
"Det er muligt. Men maa jeg spørge …"
"Og De har haft et Brev fra hende forleden, … et venligt Brev fra Udlandet. Hun havde bedt Dem om at komme og besøge hende i hendes Hjem i Sommer, og hun beklager nu, at hun gennemgaar en Kur og først vender tilbage til Vinter … Ivan har fortalt mig det altsammen."
"For Pokker!" udbrød Per, der endelig tabte Taalmodigheden. "Hvorfor gør De mig alle de Spørgsmaal?"
Men uden at lade sig forskrække gik det lille Mandfolk ham tæt ind paa Livet, løftede sig paa Taaspidserne og saae ham ind i Øjnene.
"Jo – jeg skal sige Dem," sagde han: "der kunde muligvis ogsaa her i Landet tænkes Folk, der kun vilde gifte deres Døtre bort til Mænd med et adeligt Navn. – Adjø!"
Ganske fortumlet blev Per staaende og saae mod Døren, som Hr. Delft med stort Rabalder slog i efter sig.
19 Salomons var allerede i Midten af Maj flyttet ud til deres Sommerbolig "Skovbakken", en højtliggende Villa umiddelbart ved Kysten, en lille Times Rejse fra København. Allermindst een Gang om Ugen tog Per derud om Eftermiddagen og lod sig da undertiden overtale af Ivan til at blive der Natten over, saa de kunde følges til Byen den næste Morgen. At ikke alle i Familjen var lige glade ved hans Besøg, og at navnlig Nanny oftere viste ham sin Ryg end sit Ansigt, efter at det var gaaet op for hende, at hun var forsmaaet, bekymrede ham ikke. Fra det Øjeblik, han var kommen til den Overbevisning, at det var Søsteren, han elskede, og havde gjort sig det klart, at han ikke forringede sine Fremtidsudsigter ved i dette Tilfælde at følge sin Tilbøjelighed, havde hans Blik og Tanke udelukkende kreset omkring Jakobe. Det undrede ham ikke engang længer, at han var kommen til at elske hende, endskønt hun med sin store Næse, sin Bleghed og sit trætte, lidende Udtryk var saa grundforskellig fra, hvad han hidtil havde anset for Idealet af Kvindeskønhed. Det Ord "dronningeagtig", som han hin Aften havde hørt anvendt paa hende, havde ogsaa i den Henseende gjort Underværker. Han kunde sidde stille i en Krog og fortabe sig i Beundring over hendes Holdning eller hendes Bevægelsers eksotiske Ynde. Han følte en forfængelig Glæde ved Synet af hendes Haands og Fods Lidenhed, 20 af hendes sikre og dog næsten lydløse Gang eller af den rovdyrsagtige Ladhed, hvormed hun pludselig kunde lægge sig i en Lænestol eller et Sofahjørne. Om det saa var hendes nervøse Maade at pudse Næsen paa, henrykte den ham ved sin Fornemhed, medens Nanny mere og mere baade ved sit Ydre og sit Væsen paa en ubehagelig Maade mindede ham om Fru Engelhardt.
Nu var der uheldigvis ikke foregaaet en tilsvarende Stigning i Jakobes Følelser for Per. Tværtimod. Alt det Ubehag og den Uhygge, som hans skulderbrede Skikkelse med de lyse, kolde Bastard-Øjne straks ved deres første Møde havde indgydt hende, men som efterhaanden var bleven noget formindsket under Samværet i København, hvor de ham uvante Omgivelser i det rige Hjem uvilkaarlig havde lagt en Dæmper paa hans Friskfyrvæsen, var herude paa Landet vokset op i forøget Styrke. Herude i det Fri var han atter bleven helt sig selv, lutter drengeagtig Selvsikkerhed, lutter Kraftnatur. Paa Spadsereturene ude i Skoven sprang han over alle Vejbommene og opfordrede de andre Herrer til at gøre ham det efter; … var de ude at ro, tog han straks begge Aarerne for at gøre sig til af sine Armkræfter. Dertil gik han nu i Sommertiden med en egen Slags dybt udringet Sportslinned, der blottede ikke alene hans røde, muskelsvære Hals men tillige det øverste 21 af Brystet og gav ham en vis, utækkelig Lighed med den Slags unge Mennesker, der lever af Glædespigernes Kærlighed. Engang ved en af Familjens sædvanlige smaa Søndagsmiddage, da han sammen med et Par andre Herrer var gaaet i Vandet før Bordet, havde han sat hele Huset i Skræk ved at svømme saa langt bort fra Badehuset, at ingen kunde øjne ham. Der var bleven gjort Anskrig, en Fiskerbaad blev sat ud; og bagefter havde han været ganske stolt af sin Bedrift og drevet Spot med den Bestyrtelse, han havde vakt.
Dette fik endda være, hvad det var. Langt værre var det i Jakobes Øjne, at han i den senere Tid – opfyldt som han i stigende Grad var bleven af sin Deltagelse i den store aandelige Bevægelse, der rundtom betegnedes som selve Aarhundredets Frigørelseskamp – havde faaet en Tilbøjelighed til at optræde som Foredragsholder og Forkynder. Efter at have læst en halv Snes Bøger af Dr. Nathan og ligesindede Forfattere følte han sin Viden grundfæstet og greb enhver Lejlighed til at udbrede sig, næsten at præke om Menneskehedens kommende Stortid og "den ny Renaissance", – paa en Maade, der ofte vakte Smil og Forlegenhed hos dem, der hørte paa ham. Engang efter et større Middagsselskab, hvor han endog i en Skaaltale havde berørt sit eget Kanalprojekt, sagde Jakobe i en ærgerlig Tone til sin Broder Ivan, sekonderet 22 af Nannys hoverende Latter: "Kan Du dog ikke faa Hr. Sidenius til at tie stille, – han prostituerer sig jo for alle Mennesker!"
Naar Jakobe overhovedet fandt sig i hans Nærværelse og endog ved enkelte Lejligheder havde taget ham i Forsvar overfor andres skaanselsløse Kritik, var det, fordi der – trods alt – stadig var noget ved ham, der tiltvang sig om ikke hendes Sympati, saa dog hendes Overbærenhed. Ikke at det paa nogen Maade interesserede hende at tale med ham, eller at hun havde mindste Tro paa den store Fremtid, som Ivan saa begejstret spaaede ham. Hvad der halvvejs besejrede hende og endnu vedligeholdt en Slags Forhold mellem dem, var stadig dette ene: hans uforsonlige Had til Kirken og det kristne Samfund. Hun havde fra første Færd ikke tillagt hans uforbeholdne Udtalelser i denne Retning synderlig Betydning; dertil havde hun for ofte set Broderens Venner – og navnlig de af dem, der havde raset allerdrabeligst mod det himmelske Tyranni – pludselig omskifte Jakobinerhuen med en Landsbydegns Kalot. Men saa hændte det engang paa en af de store Familje-Spadsereture, at hun var bleven siddende paa en Bænk inde i Skoven, fordi hun var træt og ikke kunde vinde med længer. Han var da kommen tilbage til hende og havde sat sig ved Siden af hende paa Bænken og ganske uopfordret givet sig til at fortælle om sin Barndom 23 og om sit Forhold til Forældrene og Hjemmet. Han havde – sagde han – længe følt Trang til at lukke noget af sit Inderste op for hende; og hun havde under hans iøvrig saa rolige, undertiden spøgefulde Fortælling modtaget Indtrykket af en dybt rodfæstet Lidenskab. Skønt hun i Forvejen gennem Ivan havde hørt noget om de Forhold, han berørte, maatte hun et Par Gange i Forbavselse se op paa ham og forvisse sig om, at det virkelig var det samme Menneske, der kort forinden i barnlig Kaadhed havde fanget Sommerfugle i sin Hat. Saa ærligt og uudslukkeligt hendes eget Had til Kristendommen var, blev hun næsten skræmmet af den dystre Hævngerrighed, han aabenbarede med sine Ord. I sin mosaiske Ærefrygt for Hjemmet og Slægten stødtes hun desuden tilbage af hans Oprør mod Forældrene og saaredes navnlig af den fuldkomne Ufølsomhed, hvormed han omtalte Faderens langvarige Sygdom og nærforestaaende Endeligt. Hun var tilsidst ikke fri for at blive lidt uhyggelig tilmode ved at sidde ene med ham midt i den store, mørke Skov. Hun mindedes pludselig den vilde Røver-Præst af hans Slægt, som Eybert engang havde fortalt om, og følte det som en Befrielse, da der hørtes Stemmer inde fra Tykningen og de andre kom tilbage.
Hun havde siden den Dag haft en dyb Medfølelse for Per men samtidig en forøget Rædsel 24 for ham. Da det nu tilmed begyndte at gaa op for hende, at det var hende selv og ikke Nanny, hans Efterstræbelser galdt, vidste hun ikke, hvad hun skulde stille op med ham. Hun sørgede for aldrig mere at blive ene med ham; og hun ønskede inderligt – ogsaa for hans egen Skyld – at det snart maatte blive til Alvor med hans saa længe paatænkte Udenlandsrejse.
Den Salomonske Familje sad ude paa den brede, grusbelagte Terrasse foran Villaen og nød Aftenkøligheden efter en Julidags Lummerhede. Man havde nylig rejst sig fra Middagsbordet og sad endnu ved Kaffen. Det var midt i Blomstertiden, og ved hvert Vindpust strøg en fin Vellugt – en sød Rosenaande – henover Terrassen oppe fra de tætte Ranker, der dækkede Villaens hvide Mure. Paa de øverste Trin af den monumentale Marmortrappe, der førte ned til Vandet, krøb og sad Familjens mindre Børn i hvide Dragter og store Solhatte.
Der var ikke andre fremmede den Dag end Husvennen, Hr. Eybert, som nylig var kommen hjem efter sin aarlige Baderejse med en ny, umærkelig lille Isse-Plade1 fra Gossec i Paris. Den fyrretyveaarige Mand tog sig helt ungdommelig ud, som han sad der, brunet af Sydfrankrigs Sol, 25 med det lyse Haar skilt i Nakken, Moustachen vifteformigt opadstrøget, Hageskægget spidst tilklippet. Da det var hans første Besøg efter Tilbagekomsten, var han desuden usædvanlig livlig, fortalte om sine smaa Alpeudflugter og om fælles Bekendte, han havde truffet undervejs. Philip Salomon, der havde rykket sig lidt bort fra Bordet for at gennemløbe Aftenaviserne, henkastede nu og da en Bemærkning til ham eller meddelte Ivan en Børsnyhed. Uden Vanskelighed fulgte denne Mand to-tre forskellige Samtaler samtidig med, at han med Opmærksomhed studerede en Kursliste, og endda bevarede han Aandsnærværelse nok til at multiplicere femsifrede Tal i Hovedet og opskrive Facit paa et sikkert Sted i sin Hukommelses mægtige Kopibog.
Nanny var ikke tilstede. Hun var straks efter Bordet taget bort for efter Indbydelse af Dyhring – Journalisten – at overvære en Sommerkoncert paa Klampenborg-Anstalten2 sammen med en Veninde.
Ved Otte-Tiden indfandt Per sig i slet Lune. Tvungen af Nøden havde han samme Formiddag endelig opsøgt den Overretssagfører Griesmann, som Hr. Delft med saa mystiske Ord havde henvist ham til, og virkelig hos denne Mand faaet udbetalt en større Sum blot ved at nævne sit Navn og udstede en Kvittering. Men skønt han herved for lange Tider var bleven befriet 26 for den eneste Sorg, han endnu kendte og anerkendte, Pengesorgen, var han gaaet utilfreds og urolig hjem. Med sin jyske Naturs Forsigtighed havde han overvejet længe, før han havde kunnet faa sig selv til at indlade sig med Onkel Heinrichs navnløse Konsortium; og den Lethed, hvormed nu Sagen straks var bleven ordnet, og selve Summens for ham svimlende Størrelse havde yderligere vakt hans Mistænksomhed. Med en Fornemmelse af paa uværdig Maade at have solgt sig havde han lukket Seddelbunkerne inde i sin Bordskuffe uden engang at ville eftertælle dem.
Synet af den hjemvendte Medbejler, som sad der forynget ved Jakobes Side, forbedrede ikke hans Sindsstemning, især da Forholdet mellem de to Herrer i Forvejen ikke var det bedste. I den Sum af meget blandede Følelser, der udgjorde Pers Kærlighed til Jakobe, var Forfængeligheden hurtig bleven den fremherskende; … og selv for et umistænksomt Øje var det ikke svært at se, at den unge Dame var en hel Del optaget af Eyberts Tilbagekomst.
Mens Per gik rundt og gav alle de andre Haanden, hilste han blot paa Rivalen med et Buk, hvis Skødesløshed han imidlertid havde det Uheld saaledes at overdrive, at Virkningen blev en ganske anden end den tilsigtede.
"Jeg tror, jeg er kommen for Skade at gøre mig den unge Mand til Fjende," hviskede Eybert 27 smilende til Jakobe, der – opbragt over Pers Opførsel – undlod at svare.
Uheldigvis opfangede Per hans Ord. Trods gentagne Opfordringer til ham om at tage Plads blev han staaende med den ene Haand paa Ryggen af en Stol, som Ivan havde skudt frem til ham, den anden knyttet i Siden og stirrede i denne Stilling ufravendt over paa Eybert med et Blik, der lyste af udfordrende Foragt. Der blev efterhaanden nogen Uro mellem de andre. Det saae ud, som ventede han blot paa endnu et Ord fra Eybert for at slynge ham en Fornærmelse i Ansigtet.
For ikke ved sin Nærværelse at give Anledning til Skandale rejste Jakobe sig tilsidst og gik ind i Villaen. Hendes Sind var i det heftigste Oprør. Hun var formelig kommen til at ryste. Hun vilde ikke længer finde sig i dette gale Menneske, som hun havde vist altfor stor Overbærenhed. Du gode Gud! Hun risikerede, at han en Dag gik hen og kompromiterede hende for hele Byen! … Den dumme Dreng! … Hvad maatte Eybert tænke?
Da hun en Timestid senere igen viste sig i Haven, var der tomt paa Terrassen. Kun Moderen sad endnu i sin Kurve-Flugtstol og hæklede ved det svindende Dagskær.
"Er Eybert gaaet?" spurgte hun.
"Ja", svarede Moderen med et lidt utilfreds 28 Blik op paa hende. "Jeg skal hilse dig fra ham. Han var lidt urolig for sin lille Astrid. Hun er nok igen ikke rigtig flink."
"Saa–aa," sagde Jakobe og blev langsomt rød. "Det talte han ikke om før."
"Naa, jeg tror heller ikke, det har noget videre at betyde; men han vilde dog ikke være for længe borte fra Barnet. Han har jo ingen stor Tillid til sin Husholderske, veed du. Han er virkelig i saa Henseende rigtig ilde stillet, stakkels Mand!"
Hun sagde de sidste Ord med en Betoning, som var Jakobe velbekendt, og hvis Hensigt hun godt forstod. Det var ikke nogen Hemmelighed for hende, at Forældrene grumme gerne saae hende gift med Eybert. Navnlig i den allersidste Tid havde Moderen røbet megen Iver for at paavirke hende i den Retning, hvad der havde opbragt hende en Smule, … saa meget mere, som det havde været ganske overflødigt. Hun havde i den sidste Maaned ganske af sig selv beskæftiget sig mere med ham end nogensinde før i deres lange Bekendtskabstid. Hun havde under hans Fraværelse for første Gang for Alvor savnet ham. Hun havde daglig følt Længsel … ikke alene efter deres fortrolige Mørknings-Samtaler om alt det mistrøstige, der skete rundt om i Verden, men efter selve hans personlige Nærværelse, efter hans stille, lyse Smil og den velgørende Ro, 29 der prægede hele hans Væsen. Naar hun nu var kommen til at rødme over det stærke Indtryk, det gjorde paa hende at høre om hans lille Datters Sygdom, var det, fordi hun i dette Øjeblik med Undseelse følte, at hun allerede halvvejs betragtede sig som hans Børns Moder.
At hun ikke elskede ham saaledes, som hun i sin Ungdom havde elsket andre, vidste hun godt; men derover gjorde hun sig ingen Skrupler. Under Indflydelse af den stigende Uhygge, som Livet og Menneskene – og ikke mindst Mændene – indgød hende, foretrak hun den tillidsfulde Tryghed, hun følte ved hans Side, for den store Lidenskabs fortærende Feber. Hun sagde til sig selv, at var han ikke det stolte og frygtløse Sandhedsvidne, som hun i sine overmodige Ungdomsdrømme havde forbeholdt Pladsen ved sit hvide Bryst, saa var han dog en Mand med en alvorlig Overbevisning; og var han ikke længer helt ung, saa skæmmedes han til Gengæld heller ikke af den Ufærdighed og den forlorne Mandighed, der saa ofte gjorde unge Mænd saa usmagelige. Og saa var der endelig en saadan ren og god Lugt ved ham, hvad der betød uendelig meget for hende, der ikke kunde sidde bare to Minutter overfor et Menneske uden at modtage et bestemt Lugt-Indtryk af Vedkommende og lang Tid efter til sin store Plage bevare det i Erindringen, saa det undertiden forfulgte hende som en ulidelig Hallucination. 30 – Per sporede hun i over tre Alens Afstand paa den Stank af gammel Tobak og Blanksværte, der altid hang ved hans Klæder.
Desuden besad Eybert et Fortrin, der havde beskæftiget hende, endog før han paa nogen Maade var bleven hende sympatisk. Paa Grund af sit ansete Familjenavn, sine gode Formuesforhold og sin akademiske Fortid (han var statsvidenskabelig Kandidat) var han hurtig bleven en af den fremblomstrende københavnske Liberalismes ledende Mænd med Sæde i Tinget og en ikke ringe Indflydelse paa sit Partis Politik. Folk, der morede sig med at sammensætte Ministerlister for det – just ikke sandsynlige – Tilfælde, at frisindede Anskuelser engang skulde blive repræsenterede i Regeringen, nævnede gerne hans Navn i første Række; og denne Udsigt til Storhed og Magtbesiddelse, saa ringe og fjern den end var, havde altid haft noget fristende for Jakobe. Den overlegne Ligegyldighed for selskabelig Rang og ydre Udmærkelse, som hun bar tilskue, var ikke helt naturlig; den var et Nødskjul, som Klogskab og Stolthed paabød hende. Den Brand i hendes Sjæl, der i Skoletiden havde faaet hende til Gang efter Gang forgæves at indsmigre sig hos Admiralsdatteren og de to Komtesser for at vinde deres Venskab, var endnu ikke slukket. Glimrende Drømme om i selve Hoffets Sale at skaffe sig Oprejsning for alle lidte Ydmygelser og ved Kongers 31 og Kejseres Arm at triumfere over sit Blods Forhaanere kunde endnu til Tider faa hendes Kinder til at gløde. Dersom ikke hendes nøgterne Forstand bestandig havde vist hende Fantasteriet i slige Tanker, skulde hun visselig ikke have ladet den stakkels Eybert gaa saa længe og sukke forgæves.
