Lykke-Per
Hans Kærlighed
Andet Kapitel
35 Per havde nu lagt en udførlig Plan for sin Virksomhed i den nærmest kommende Tid. Han havde blandt andet besluttet at udgive en Pjece, i hvilken han vilde fremstille sin Ide om en fuldstændig Omordning af Landets Samfærdselsvæsen og med Tal og Tegninger godtgøre, hvor urimeligt det var for et bjergløst, brændselfattigt og af Havet omflydt Land at begunstige Udviklingen af et bekosteligt Jernbanenet i Stedet for at lægge Hovedvægten paa et vidtforgrenet Kanalsystem, der kunde bringe hver eneste lille By i direkte Forbindelse med Verdenshavnene. Desuden agtede han at udstyre Bogen med nogle kraftige Indledningsord, en Art Forkyndelse, hvori han mere i Almindelighed vilde udtale sig om Landets Fremtidsopgaver.
Dette Forord var han allerede begyndt at udarbejde. I en Stil og Tone, som han tildels havde laant fra Dr. Nathans Stridsskrifter, havde han søgt at fastslaa det dybe Forfald, hvori "det akademiske Spidsborgerskab" i Løbet af det sidste Hundredaar havde styrtet Nationen. Han havde 36 udkastet en trøstesløs Skildring af den uophjælpelige Armod, hvori Landet tilsidst vilde synke ned, dersom man ikke gjorde Alvor af at bryde med de nedarvede, falske Forestillinger om den hjemlige Muldjords "gyldne Aks" og resolut skaffede Befolkningen nye Indtægtskilder. Paavirket bl.a. af, hvad han denne Sommer havde set og lært i det rige, jødiske Købmandshjem, havde han villet vise, hvorledes en romantisk Tids Dyrkelse af den enfoldige Bonde i Forening med en hysterisk Tilbedelse af Naturen havde faaet de danske til paa Trods af al sund Fornuft og andre Landes Erfaringer at opretholde en Degne-Overtro paa Ploven og Smørret og Flæsket, der vilde føre Landet til den sikre Undergang.
Som Modstykke hertil var det hans Hensigt at fremtrylle et Billede af det Eventyrrige, hvortil Industrien i Forbindelse med hans eget Storværk engang vilde kunne forandre Landet helt ind til de mørkeste og goldeste Hedestrækninger, hvor nu kun et Par magre Faar fandt kummerlig Føde. Han var paa dette Punkt fuldtud troende. Den Tanke, Jakobe hin Aften i København havde givet Udtryk, om Ingeniørvidenskaben som den naturlige Banebryder for Menneskehedens kommende Stortid, havde slaaet mægtig ned i hans Sind og genvakt skønne Drømme fra den halvforglemte Tid, da han som glathaget Yngling første Gang betraadte den polytekniske Skole med en højtidelig Forestilling om 37 at træde ind i det Aandens hemmelighedsfulde Værksted, hvor den frigjorte Menneskeheds Fremtidslykke smeddedes under elektrisk Lyn og Torden. Naar han i de lange, solhede Dage stod og svedte over sit Tegnebræt, fantaserede han ikke længer udelukkende om sin egen Forherligelse eller Magtfuldkommenhed. Mens Tuschpennen gled henover Papiret og tegnede Kanalkurver og opridsede Sluseværker, saae han i Aanden mægtige Skibe dampe frem ad de brede Vandveje, tungt ladede med fjerne Landes Raaprodukter. Han saae statelige Fabriker rejse sig langs de rindende Vandes regulerede Løb, hørte for sit Øre Lyden af summende Svinghjul og brusende Turbiner. Han saae de menneskemylrende Storstæder, som engang vilde dække den skumle Lyngørken … travle Fremtidsbyer, hvorover ingen Kirkeklokker i Midnatstimen ringede Spøgelsefrygt ind i Sindene, men som med deres elektriske Banstraaler jog Mørket og dets Aander paa Flugt. Ja, endog til Kunsten havde han faaet Plads i sit Vidunderland, paavirket som han ogsaa i den Henseende var bleven af det Salomonske Hjem. Paa Byernes Torve tænkte han sig skønne Marmortempler, helligede Sandheden, Modet, Retfærdigheden o.s.v. Udover Heden strøede han med rund Haand herlige Lystparker med Statuer, Springvand, Obelisker …
Naar Pjecen var skreven færdig og bleven flot 38 trykt paa det "hemmelige Konsortiums" Bekostning, vilde han gøre Alvor af at rejse bort et Aarstid for at give den Tid til at virke og for samtidig at udvide sine praktiske Erfaringer ved Studier rundtom i Udlandet – i Evropa og Amerika. Men forinden vilde han sikre sig Jakobe. Han turde ikke løbe den Risiko, at Hr. Eybert eller en anden omluskende gammel Ræv snappede den gyldne Fugl bort under hans Fraværelse.
At Jakobe just ikke opmuntrede ham men endog temmelig tydeligt undgik hans Selskab, nedslog ikke hans Haab. Han havde fra første Færd været klar over, at han vilde blive nødt til at gaa varsomt tilværks, saa at sige erobre hende Stykke for Stykke, … og forresten mente han allerede at være rykket hendes Hjerte saa nær, at han kunde begynde at høre det banke. Den forøgede Skyhed, hvormed hun omgikkes ham, opfattede han netop som et godt Tegn. Det galdt blot om at vise Udholdenhed og Fasthed!
Ved den sidste Søndags-Middag, hvor de var komne til at sidde skraasoverfor hinanden ved Bordet men i en saadan Afstand, at de ikke kunde tale sammen, havde han uafbrudt fikseret hende; og skønt hun ikke en eneste Gang havde set over paa ham, havde han tydeligt kunnet spore Virkningen af sit Blik. Først havde hun siddet nervøst og smuldret sit Brød paa Dugen; saa havde hun flyttet sig uroligt paa Stolen og 39 var tilsidst bleven ganske sort under Øjnene og skiftevis rød og bleg paa Kinderne. Senere, efterat de andre Gæster var gaaet, havde han set hende staa alene ude ved Terrassens Balustrade og stirre udover Vandet. Det var dengang begyndt at mørkne; og som hun stod der i sin hvide Dragt, luftig som et Drømmesyn, med Skumringens blaa Skygger i Nederdelens Folder og med en svag Guldglans over sit sorte Haar, var han bleven saa betagen af hende, at han – noget paavirket af Middagsbordets Vin, som han endnu var – havde besluttet sig til en dristigere Tilnærmelse. Hun havde ikke hørt det, da han stille nærmede sig over Gruset; men idet hun mærkede ham bag sig, vendte hun sig hastig om og standsede ham med et Lynblik.
"Hvad vil De mig?" sagde hun med sin mest "dronningeagtige" Mine men med tydelig Angst i Stemmen.
Trods sin Overraskelse over dette ubeherskede Udbrud havde Per haft Aandsnærværelse til ihast at finde paa en reddende Udflugt. Idet han rakte hende en Markblomst, som han tilfældigt havde i Haanden, sagde han:
"Undskyld, Frøken Jeg vilde blot vise Dem et ret mærkeligt Eksemplar af Hundetunge, som jeg fandt paa Spasereturen før. … Iøvrig," vedblev han, da hun intet svarede og heller ikke modtog Blomsten, "vilde jeg blot sige Dem Farvel".
40 Han blottede Hovedet med udsøgt Ærbødighed og forlod hende. – –
En Eftermiddagsstund et Par Dage senere ilede Ivan ud til Nyboder for at fortælle Per, at den Artikel, som Dyhring for længe siden havde lovet at skrive om hans Projekt, nu var gaaet i Trykken og rimeligvis vilde komme i "Falken" den næste Dag. Da han ikke traf Per hjemme, efterlod han et Brev med en Meddelelse om den store Nyhed foruden en særdeles indtrængende Efterskrift, der var dikteret af hans Bekymring over Pers formentlige, stolte Ligegyldighed for alt, hvad der kunde være ham til personlig Fordel.
"Tjen mig nu i" – skrev han – "at gøre Dyhring en Visit. Jeg veed, han vil sætte Pris derpaa. Betænk, at det vil kunne blive af Betydning for Dem at overvinde det Ubehag, som De mulig føler ved at foretage et saadant Skridt. Dyhring vil paa mange Maader kunne gøre Dem Tjenester baade nu og i Fremtiden. Som jeg før har sagt Dem – Pressens Bistand er i vore Dage uomgængelig nødvendig!"
Per sov ikke meget den Nat, og ganske tidlig den næste Morgen sad han nede i sin gamle Kælderbeværtning, hvor han trods sine forandrede Kaar for Nemheds Skyld – tildels ogsaa af Sparsommelighedshensyn – endnu som Regel spiste 41 sin Frokost i Selskab med Droskekuske og Bybude. Paa den tredje Side af det endnu vaade Blad fandt han under Overskriften "Millionærer søges" en Halvspalte-Artikel trykt med Petit og underskrevet med et af Dyhrings mange Mærker: S'il vous plaît.
At Artiklen var holdt i en let spøgefuld Tone, mærkede han sletikke. Endog Overskriften optog han i rammeste Alvor. Derimod blev han højlig skuffet ved ikke et eneste Sted at finde sit Navn men gennem hele Artiklen at se sig ubestemt betegnet som Planens "unge, talentfulde Ophavsmand". Ligeledes var han dybt misfornøjet med den overfladiske Behandling af Bekostnings-Spørgsmaalet, om hvilket han dog i sin Tid paa Ivans Anmodning selv havde meddelt Dyhring vidtløftige skriftlige Oplysninger, og navnlig blev han aldeles rasende over en fejlagtig Anbringelse af et Komma i en Decimalbrøk, der efter hans Mening ganske vilde forvanske Opfattelsen af Værkets Karakter og Betydning.
"Den Torsk!" udbrød han ganske højt.
Han blev enig med sig selv om, at alene for at faa Lejlighed til at gøre Indsigelse og forlange de begaaede Fejl rettede vilde han følge Ivans Anvisning og aflægge Dyhring en Visit; – men iøvrig var han hverken saa blind eller saa ligegyldig for Pressens Betydning, som hans Ven troede, og som han selv gerne gav det Udseende af. Endnu 42 samme Formiddag befandt han sig udenfor Dyhrings Dør.
Den unge, knap treogtyveaarige Journalist, der ved sin Levevis var et Forargelsens Tegn for de letopskræmte Københavnere, ja hvis Navn rundtom i Landet var bleven ensbetydende med, hvad man i borgerlige Krese kaldte "den moderne, evropæiske Fordærvelse", beboede en flot Førstesalslejlighed i et af Byens bedste Kvarterer. Skønt Klokken var næsten tolv, da Per ringede paa hos ham, var han først ifærd med at staa op, og hans Husholderske vilde netop nægte ham hjemme, da en Dør henne i Gangen blev aabnet paaklem, og Dyhrings gyldenblonde Hoved viste sig i Halvmørket med en Silkepapirspapillot om hver af Moustachespidserne.
"Ah, er det Dem!" sagde han; Tonen lød lidt skuffet. "Naa ja, … gaa De kun ind. Min Frisør er i Øjeblikket hos mig. Jeg skal om to Minutter være til Tjeneste."
Per fik ikkedesmindre god Tid til at se sig omkring i Dyhrings Stuer, om hvis udskejende Luksus der rundt i Byen løb saa mange overdrevne Beretninger. Elegant var der dog uimodsigeligt: silkebetrukne Møbler i Arbejdsværelset, Gobelinstapet, Malerier; Stabler af Bøger og Tidsskrifthefter henkastede i Stolene; dertil et Harem af Dameportræter paa Skrivebordets Ibenholtsplade. Inde i den tilstødende Spisestue, hvortil Døren 43 var aaben, stod et fint dækket Frokostbord med skinnende hvid Dug, Vinkaraffe, Blomster og Frugter.
Per anstillede uvilkaarlig en Sammenligning mellem dette Ungkarlehjem og sine egne to smaa, fattige Nyboderstuer, – og han grebes af en ham ellers uvant Utaalmodighed. Ikke fordi han paa nogen Maade misundte Dyhring – han delte ganske den borgerlige Opfattelse af Journalisterne som halvt foragtelige Personer, en Slags Alphonser hos den store Skøge Bysladderen eller den offentlige Mening – men det ærgrede ham at tænke paa, at en saadan Avisskriver allerede havde naaet en Magt og Uafhængighed, som han selv endnu kun kunde drømme om.
Først efter over et Kvarters Forløb viste Dyhring sig, lille og spændstig, klædt i et Par posede, lysegraa Benklæder, Laksko og en kort, kraprød Hjemmejakke med sorte Silkeopslag. Han ytrede aldeles ingen Overraskelse over Pers Besøg men sagde – som sandt var – at han havde ventet ham. Saa almindelig Fordømmelsesdommen over ham og den moderne Journalistik end var, hændte det ham nemlig saare sjælden, at han berømmede nogen i sin Avis, uden at vedkommende straks indfandt sig hos ham for at gøre en allerunderdanigst Takkevisit.
Den flotte Lejlighed og den lange Ventetid havde dog tilsidst gjort Per saa fortrædelig, at 44 han næsten glemte at takke og straks begyndte i ret udfordrende Tone at kritisere "Falkens" Artikel og beklage sig over dens Meningsløsheder.
Dyhring hørte en Stund ganske ligegyldig paa ham og bad ham derpaa med den elskværdigste Haandbevægelse at tage Plads.
Disse to, omtrent jævnaldrende unge Mænd, der satte sig der overfor hinanden, hver i sin himmelblaa Silkelænestol, og kastede Benene overkors, havde – trods al ydre Ulighed – en hel Del tilfælles, ligesom deres Livsforhold oprindelig ikke havde været synderlig forskellige. Otto Dyhring var – ligesom Per – et hjemløst Barn, Søn af en forgældet og udsvævende Officer, der efter et Par Aars Ægteskab havde lagt sin Kone i Graven og siden var død for egen Haand. Efter at være bleven opdraget hos nogle Slægtninge i Provinsen var den unge Otto i Attenaarsalderen kommen til København som Student, fattig og forsømt men – ligesom Per – fast besluttet paa for enhver Pris at gøre sin Lykke og skaffe sig Oprejsning for Barndomstidens Afsavn og Ydmygelser. Uden Anfægtelser af nogen Art og med en instinktmæssig Fornemmelse af, hvor Aladdinslampen for Tiden laa skjult, havde han kastet sig ind i Journalistiken, der netop i de Aar efter udenlandsk Mønster havde brudt Politikens Overmagt og lagt Hovedvægten paa et mangfoldigt, literært bearbejdet Nyhedsstof. Uden at eje nogen stor 45 Begavelse men med Evne til at føre en letløbende Pen havde han – støttet af et smidigt Væsen og et Ydre, der bedaarede Kvinderne – hurtig opnaaet en indflydelsesrig Stilling ved et af Hovedstadens toneangivende Blade og udnyttede den hensynsløst, ganske uanfægtet af Borgerskabets Dom. Allerede fra sit enogtyvende Aar havde han haft en Aarsindkomst, der i Størrelse nærmede sig en Ministergage. Teaterdirektørerne kappedes om at spille hans Farce-Bearbejdelser; Bogforlæggerne tilkøbte sig i dyre Domme hans Bevaagenhed ved at udgive hans af andre besørgede Oversættelser; Skuespillere og Varietéesangerinder, unge Digtere og graanende Jubilarer, Bitterfabrikanter og Cirkusdirektører, … alle bejlede de til hans Gunst, viste ham alleslags Opmærksomheder, undertiden i Form af Gaver eller (for Kvindernes Vedkommende) ved Ydelser in natura. Som en ung Gud skred han frem i sin uanfægtelige Sorgløshed – tilbedt og afskyet, misundt og foragtet – levende højt paa Menneskenes Dumhed, Forfængelighed, Fejghed og Hykleri.
Artiklen om Pers Projekt havde han alene skrevet af Hensyn til Ivan Salomon, der undertiden var ham behjælpelig med at skaffe Navn paa en Veksel. Per selv interesserede ham ikke det bitterste, og i Haab om hurtig at blive ham kvit lovede han straks at indføre de begærede Rettelser i det næste Nummer af "Falken". Ikkedesmindre 46 slap han ikke for at høre Per holde et af sine sædvanlige Foredrag om sit Værks nationale Betydning, og han sad tilsidst og gabede ganske ugenert bag sin velplejede Haand. Han fandt ham uudholdelig kedsommelig, og desuden ventede han Damebesøg. Foruden Artiklen om Per havde han nemlig i Dagsnummeret af Bladet ogsaa en lyrisk Lovprisning af en ung, henrivende Balletdame, der for Tiden optraadte i Cirkus, – og han ventede desaarsag nu den ham tilkommende Tribut. – – – – –
Da Per endelig var gaaet, og Dyhring traadte ind i sin Spisestue, hvortil Døren under Besøget var bleven lukket som af en usynlig Haand, gik han bagover af Forbavselse, … derhenne paa Stolen foran hans Opdækning sad Nanny Salomon med bredskygget, hvid Kniplingshat paa Hovedet og en halvfortæret Radise i Haanden. Hendes sædvanlige Følgeveninde, den lille Olga Davidsen, stod henne ved Vinduet, sprudrød af forlegen Munterhed.
"Hvad skal jeg opleve!" udbrød han og slog Hænderne sammen. "Maa jeg spørge, hvordan er dog de ærede Damer sluppet herind? Jeg har ikke hørt det ringe."
"Hvorfor skulde vi ringe? Jeg har jo Deres Entrénøgle," svarede Nanny med en Dristighed, der fik Veninden til formelig at snappe 47 efter Vejret. "Forresten stod Døren aaben, … Deres Madamme var ifærd med at feje derude, og da hun fortalte os, at der var nogen inde hos Dem, bad vi hende om at vise os herind … Det er ellers rigtig gode Radiser, De holder."
Hun udsøgte sig med Omhu en ny af Assiettens Beholdning, dyppede den i Saltkarret og satte sine skinnende hvide Tænder i den.
"De er virkelig modig, Frøken Nanny! Veed De, hvem det var, der for et Øjeblik siden forlod mig?"
"Ja, det var jo Hr. Sidenius. Hans Stemme tager man virkelig ikke let fejl af."
"Og det siger De saadan ganske rolig. Sæt nu, at De var kommen blot to Minutter senere, – saa var De løbet lige i Armene paa ham."
"Nu ja, det havde maaske været ganske behageligt."
Dyhring truede smilende ad hende med Fingren.
"Slemme – letsindige – ryggesløse Frøken Nanny! Hvad skal man dog tænke om Dem?"
"Aa –", sagde hun og gav sig til at mønstre alle Retterne paa Bordet. "De skal tænke, at jeg er gruelig sulten, og at jeg kunde have den største Lyst til at spise Frokost hos Dem … her er saa mange lækre Sager. Ym … Gaaseleverpostej! Min Livret! … Naa, men lad os komme til Forretningerne", afbrød hun sig selv, viskede 48 sig om Munden med hans Serviet og rejste sig. "Veed De, at det idag er sidste Dag, at "Bakken" er aaben for i Sommer; og skammer De Dem ikke en lille Smule over ikke en eneste Gang at have tilbudt to unge uskyldige Piger Deres Gelejdelse derop? De veed dog, vi maa ikke gaa der alene for vore Mama'er."
"Men Herregud, hvad vil De paa Bakken?"
"Hvad vi vil der? … Olga, hører du! Hr. Dyhring er naiv, han spørger, hvad vi vil der! Vi vil more os, naturligvis i Vi vil høre paa Lirekasserne og køre paa Karussel og spise varme Vafler og se paa Ildmanden og paa den fede Dame og paa Tyrolerferdinands brunøjede Datter –"
"Naa – saa det vil De!"
"Ja, og saa vil vi høre paa Syngepigerne og danse paa den aabne Estrade og spasere i Maaneskin over Engen og synge "Herlig en Sommernat …" – Men først og fremmest vil jeg have en Skrigeballon. Jeg ligefrem længes efter at faa en Skrigeballon. Nu veed De det!"
Dyhring, der med skinnende Øjne havde betragtet den unge Piges dejlige Hals og hvide Arme, som skimtedes under Kjolelivets klare Sommerstof, gik hende pludselig ganske nær og sagde med halv Stemme, for at Veninden ikke skulde høre det:
"Frøken Nanny! Det er meget betænksomt af 49 Dem, at De altid tager en Sauvegarde med Dem. De er virkelig saa forførende i den Dragt der, at jeg ikke vilde svare for – –"
Men han fik ikke udtalt.
"Olga," sagde Nanny vendt mod Veninden og med en let Rødme paa Kinderne. "Nu gaar vi. Hr. Dyhring begynder at blive upassende .... Tjenerinde!"
Hun nejede dybt og gik ud af Stuen med Armen om sin Ledsagerskes Liv.
Men i Døren vendte hun sig om og sagde:
"Er det altsaa en Aftale, at vi mødes Klokken syv ved Klampenborgstationen? .. Men det vil jeg sige Dem, at dersom De sladrer af Skole og fortæller Mama, at jeg har været heroppe, saa siger jeg, at De lyver, og saa faar De aldrig mere Lov til at kysse mig – uden paa Munden."
"Men, Nanny, du er dog helt tosset idag," hviskede Veninden, idet hun skyndsomst trak hende med sig.
Mens Dyhring nød sit ensomme Maaltid, tømte han gentagne Gange tankefuldt sit Sherryglas og sank tilsidst ganske hen i Betragtninger. Den unge Levemand var i den sidste Tid begyndt at beskæftige sig med Ægteskabsplaner. Han havde en Dag sammentalt Summerne paa sine løbende Veksler og var kommen til det Resultat, at han nu ikke længere turde opsætte at gøre et godt 50 Parti. Af de forskellige unge Borgerdøtre, overfor hvem han i den Anledning havde indledet et noget skødesløst Kurmageri, var Nanny Salomon ikke netop den rigeste og derfor heller ikke den, han hidtil nærmest havde haft i Kikkerten. Derimod var hun ubetinget den smukkeste, den kvikkeste, den dristigste, kort sagt den, der mindede ham mest om den Slags Kvinder, hvis fuglefrie Kærlighed han var bleven vant til og ingenlunde længtes bort fra …
Det ringede igen paa hans Dør. Og skønt han havde givet Husholdersken Ordre til ikke at indlade andre end en vis, tyndlivet ung Dame med et ildrødt Krushaar, hørte han et Mandfolk tale højt ude i Forstuen og sætte en Stok i Paraplystativet. Døren blev slaaet op, og ind traadte med streng og krænket Formyndermine hin pensionerede Ingeniøroberst Bjerregrav, til hvem Per i sin Tid uden Resultat havde henvendt sig med sit Projekt.
"Jeg tænkte nok, du var hjemme alligevel. Bliv bare siddende … Jeg ser, jeg forstyrrer dig i dit Arbejde."
"Min ærbødige Hilsen, Onkel! … Vil du gøre mig den Ære at tage Plads ved mit Bord?"
"Du skal have Tak, jeg holder ikke af at spise paa offentlig Bekostning. Desuden har jeg spist Frokost for mere end to Timer siden."
"Et Glas Vin da?"
51 "Du skal ingensomhelst Ulejlighed gøre dig. Det er i det hele ikke for min Fornøjelses Skyld, jeg er kommen."
"Jeg kan næsten tænke det. Du maa rimeligvis have noget alvorligt paa Hjerte, siden du har kunnet overvinde dig til at se herind."
"Deri tager du ikke synderlig fejl, min Ven! Nogen Længsel efter at gense dig har i hvert Fald ikke drevet mig. For at gaa lige til Sagen: jeg saae tilfældigt imorges paa min Barberstue det Smudsblad, du skriver i, og fandt deri en Artikel om et saakaldt Vandbygningsprojekt, … en Artikel, som du rimeligvis kender til … i hvert Fald mente jeg at kunne genkende din flabede Stil. Maa jeg spørge, hvad er Meningen med den Artikel? Det er mig ikke bekendt, at du paa noget Tidspunkt af dit Liv har beskæftiget dig med alvorlige Ting, altsaa heller ikke med Vandbygningsvæsenet; og skønt jeg ikke tvivler om, at du i Almindelighed skriver om Forhold, du ikke har ringeste Forstand paa, finder jeg Anledning til i dette enkelte Tilfælde paa det bestemteste at advare dig imod at fortsætte dine Skriverier."
"Ja, jeg har allerede hørt det … der skal nok være indløbet nogle Misforstaaelser," sagde Dyhring smilende.
"Misforstaaelser? Det hele er en Dumhed, min Ven, som du for din egen Skyld skulde vogte 52 dig for oftere at røre ved. Og dersom du mener at gøre den unge Mand nogen Tjeneste ved din Reklame, tager du storlig fejl. Du vil blot opnaa at gøre ham endnu umuligere i alle sagkyndige Folks Øjne, end han allerede er."
"Du kender ham altsaa?"
"Kender … og kender! Fyren har jo løbet os alle paa Dørene med sit taabelige Projekt. Han er aldeles forskruet … komplet forrykt!"
"Der er dog vist dem, der ser en hel Del i ham, troer jeg."
"Naturligvis! Naar en Mand er gal, er der altid nogle skørhovedede, der gør ham til et miskendt Geni, … det kender vi nok!"
"Du anser ham virkelig for et rent Nul?"
"Nu, det vil jeg ikke netop sige! Han har Ideer. Det Forslag, du nævner, – til en forøget Anvendelse af de bundne Kræfter i vore Vandløb, i Bølgeslaget og Luftstrømmene – det viser jo, at han nogenlunde har forstaaet, i hvad Retning Udviklingen gaar. Men han er ganske umoden, har ikke haft Taalmodighed til at lære noget og bilder sig ikke desmindre ind at kunne kritisere andre … ja at have en Mission! Mindre kan ikke gøre det! … Og nu vil han udgive en Pjece, skriver du."
"Gør jeg det."
"Naturligvis! Der skal laves Spektakler, gøres Optøjer! Det er denne Jødedoktor, der har sat Ungdommen Fluer i Hovedet. Hidtil har dog 53 Galskaben holdt sig til Literaturen, hvor den har været forholdsvis uskadelig, – nu er Tiden aabenbart kommen til de praktiske Livsomraader. Der skal luftes ud, som det saa stort hedder. Der skal reformeres og revolutioneres – –"
"Men sig mig, Onkel, trænges der egentlig ikke til det? Jeg synes at erindre, at du ofte selv har udtalt dig ret kraftigt om den nationale Søvnagtighed og vore hjemlige Ingeniørers Mangel paa Initiativ. Ja – hvordan er det? – har ikke ogsaa du engang udgivet en Pjece, der var temmelig skarp i Tonen?"
"Det er en ganske anden Sag … og jeg skal have mig frabedt, at du drager den Slags Sammenligninger," sagde Onkelen afvisende men blev rød helt op over Skaldepanden. "De Anker, jeg i sin Tid i moden Alder og efter alvorlige Overvejelser tillod mig at rette mod Administrationen, var alle fuldt berettigede og vel begrundede … men forøvrig har det aldeles ikke været min Agt at indlade mig i nogen Diskussion med dig om disse Spørgsmaal. Jeg har blot for din egen Skyld villet advare dig mod at fortsætte den sottise, du er begyndt paa. Du veed, at jeg absolut ikke er nogen Beundrer af din Virksomhed; men den Ros maa jeg dog give dig, at du hidtil har undgaaet at gøre dig ligefrem latterlig. Jeg siger dig derfor endnu en Gang: prostituer dig ikke ved vedblivende at reklamere for denne 54 Charlatan – denne uopdragne Knægt – med hans Kanalbyggeri og Pjeceskriveri. Den Slags Fænomener møder en anstændig Presse med Tavshed, – og du har ved din Artikel idag allerede udsat baade dig selv og dit Blad tilstrækkeligt."
"Jeg skal gøre, som du byder, Onkel! Du aner ikke, hvor medgørlig jeg i det hele er. – –"
Ude paa "Skovbakken" var Jakobe denne Eftermiddag ene hjemme. Fru Salomon var efter Frokosten gaaet over i Skoven med de yngste Børn, og Nanny var i Byen. Jakobe formaaede bestandig daarligere at tage Del i de andres Friluftsliv; hun opholdt sig for det meste oppe paa sit Værelse. Hun led af heftige Nakkesmerter og laa i denne Tid søvnløs Nat efter Nat, holdt vaagen dels af sine legemlige Plager, dels af den tidlige Morgendæmring og af sine hvileløse Tanker. Udmattet og sjælelig nedtrykt efter en saadan Nat laa hun henne paa sin Chaiselongue med begge Hænder under Kinden og saae med et lidende Udtryk gennem den aabne Altandør op paa Himlens drivende Solskyer. Den dybe Stilhed omkring hende, og Bladesuset nede fra Haven dyssede hende af og til ind i det nervøse Halvblund, hvori Legemet sover, uden at Bevidstheden tabes. Under en Slags Vellyst lod 55 hun sig ligesom favntage af Søvnen, mærkede, hvorledes den listede sig over hende nede fra Fødderne, lukkede hendes Øjne og strøg Smerterne fra Hovedet. Men ved den mindste Lyd slog hun Øjnene op og var lysvaagen.
"Jakobe! Er du deroppe? … For Pokker, er der ingen hjemme i dette Forstyrrelsens Hus!"
Det var Onkel Heinrichs Stemme nede fra Haven. Jakobe rejste sig langsomt og gik med Besvær ned i Stuerne. I Havesalen fandt hun Onkelen, der efter med sædvanlig Ubeherskethed at have givet sin Forbitrelse Luft, fordi han havde maattet vente, tog en Pakke Papirer frem af sin Brystlomme og stak dem til hende med en Grimace.
"Du har altsaa købt!" sagde hun med pludselig Livlighed.
"Jeg har fulgt din Ordre, .. jeg siger dig det nok engang: jeg vil ikke have noget Ansvar! Jeg har advaret dig tilstrækkeligt. Hold dine Fingre fra det Fluepapir, har jeg sagt! I Længden er det noget Snavs!"
Jakobe smilte triumferende.
"Jeg kan høre paa dig, at de er gaaet op igen idag. Hvad sagde jeg?"
"Hvad sagde jeg … hvad sagde jeg," vrængede han efter hende. "I Fruentimmer er tossede! Har I spillet heldig bare en eneste Gang, bilder I jer straks ind, at I forstaar jer paa Forretning. 56 Saa er din Søster dog lidt fornünftigere, hun lader sig dog sige … løber ikke bestandig gal."
Jakobe trak paa Skuldren. Hun havde sat sig hen ved et af de høje Vinduer for at gennemse Papirerne, nogle usikre Sukkerandele. Baade hun og Nanny drev til Stadighed lidt Børsspil med deres Paaklædningspenge, og Onklen var den bestaltede Mellemmand ved disse Transaktioner. Begge spekulerede de med en vis Lidenskab; men medens Nanny udelukkende dreves af Udsigten til Fortjeneste og altid foretrak det beskedne Udbytte af en forsigtig Jobben med solide Papirer, var det selve Spekulationens Spænding, der fristede Jakobe, tilligemed den lille forfængelige Tilfredsstillelse, det var hende, naar hun stik imod alles Raad var bleven ved at vove paa en "Hausse" og slap heldig derfra.
Hr. Delft havde imidlertid taget Dagsnummeret af "Falken", som han i Forvejen havde opsøgt og lumskelig henlagt paa Bordet. Efter at have kigget lidt i det sagde han henkastende:
"Har du læst Dyhrings Artikel her om ham, denne Sidenius? Det er latterligt; men jeg troer sgu, han slaar sig op, den Fyr!"
"Aa, det er jo bare Løjer," sagde Jakobe kort og haanligt.
"Løjer – hm. Veed du hvad, min Pige, det kunde saamænd gerne hænde, at de Løjer blev til Alvor engang. Han har aabenbart Lykken 57 med sig, den Knægt! Og han er ikke bange af sig, – han gaar paa med krum Hals! Jeg hørte, man snakkede om ham paa Børsen idag. Artiklen synes ved Gud at skulle vække Røre. Det skulde slet ikke undre mig, om han tilsidst fik rejst Pengene til sine Galskaber."
Alt dette var nu pure Opspind; men Hr. Delfts Iver for at bistaa Per i hans forvovne Anslag mod Svogerens Millioner var bleven til noget af en Lidenskab, efterat det var gaaet op for ham, at det var Jakobe, den unge Mands Efterstræbelser galdt. I første Øjeblik havde Opdagelsen rigtignok gjort ham noget nedslaaet, fordi han under disse Omstændigheder maatte betragte Sagen som ganske haabløs; men den giftige Skadefryd, som den gamle Hyæne følte ved den blotte Tanke om at se Hr. Eybert blive ydmyget, havde efterhaanden svækket hans Syn for Vanskelighederne. Han nærede fra gammel Tid et ganske specielt Had til denne Mand, som han trods ihærdig Bagvaskelse ikke havde formaaet at fortrænge af Familjens Gunst, – et Had, der dels skyldtes den Overlegenhed, hvormed Hr. Eybert bestandig behandlede ham, dels den Omstændighed, at han ansaae ham for Medvider i den "Uagtsomhed", han i sin Ungdom havde begaaet, idet det var hos Hr. Eyberts Fader, han dengang havde været ansat, og om hvis højmodige Tilgivelse han havde maattet trygle paa sine Knæ.
58 Jakobe sad ved Vinduet – halvt bortvendt, med Haanden under Hagen – og saae tankefuldt udover Vandet.
"Ja – Mod mangler han jo ikke," sagde hun en god Stund efter, at Onkelen havde talt. Hun sad og tænkte paa den Søndag, da Per havde sat hele Huset i Oprør ved sin dumdristige Svømmetur; hun havde dengang tilfældigt staaet ude paa Altanen og set udover Vandet og havde herfra hørt Kandidat Ballings og de andre Herrers barnlige Pjasken og Skrigen nede omkring Badehuset, som laa skjult af Havens tætte Løvmasser. Da saae hun pludselig hans mørke Hoved langt ude i den oprørte Sø. Hun tænkte i Begyndelsen sletikke paa, at det kunde være ham, ja vidste end ikke bestemt, at det var et Menneske. Først da der blev gjort Anskrig, forstod hun det … Og hun kunde endnu fornemme det Skrækkens kolde Gys, der i det Øjeblik havde gennemisnet hende og længe efter holdt sig som en Snurren i alle Fingerenderne.
Ved Middagsbordet blev "Falkens" Artikel atter bragt paa Bane, denne Gang af Ivan, der var vendt hjem fra Byen opfyldt af fantastiske Forestillinger om den Opsigt, den havde vakt. Han havde paa Vejen til Stationen været oppe paa Redaktionskontoret hos Dyhring, der havde fortalt ham om sin Onkels Besøg og med livlige 59 Farver skildret hans Forbitrelse. Dette havde den menneskekyndige Journalist gjort af klog Beregning i den Hensigt at fremstille den Tjeneste, han havde gjort ham ved at skrive sin Artikel, som en selvopofrende, ret vovelig Handling; og Ivan, der henrykt havde hørt paa hans Beretning, idet han i den gamle Obersts Ophidselse saae det afgørende Bevis for sin beundrede Vens banebrydende Geni, havde da ogsaa i sin Glæde straks skrevet bagpaa en ny Veksel, som Dyhring ved Bortgangen havde forevist ham.
"De gamle Parykker begynder at blive bange!" jublede han nu udover Bordet. "De vil paa Forhaand knuse ham ved at tvinge Bladene til Tavshed. Men det skal ikke lykkes dem! … I skal bare se, naar hans Bog kommer! Gud, hvor de vil hyle!"
Hverken Philip Salomon eller Fru Lea, til hvem hans Ord særlig var henvendte, svarede noget hertil; navnlig den sidste iagttog i den senere Tid en betydningsfuld Tavshed, hver Gang Pers Navn nævnedes. Nanny skottede over Bordet hen til Jakobe, der imidlertid syntes ganske optaget af at hjælpe sine smaa Søskende. Hun var dog hverken saa uopmærksom eller saa ligegyldig, som hun gav sig Udseende af. Broderens Fortælling om den truende Oberst havde endog et Øjeblik drevet hende Blodet til Kinderne; … hun kunde nu engang ikke høre om noget, der bare 60 mindede om Tvang og Forfølgelse, uden at hendes Hjerte flammede op. Men Ivans overdrevne Forherligelse af Vennen afkølede hende hurtigt, og det var tilsidst med et Udtryk af Lede, hun hørte paa hans triumferende Forkyndelser.
Da de sad ved Kaffebordet ude paa Terrassen, indfandt Hr. Eybert sig; og i samme Nu forsvandt Onkel Heinrich. Han kunde – som han med en hæslig Sigtelse plejede at sige – "ikke aande samme Luft som den Kviksølvæder1." Ogsaa Nanny gjorde sig inden ret længe usynlig for ikke at komme for sent til sit Stævnemøde, medens Ivan allerede straks efter Bordet var ilet til Posthuset – utaalmodig efter at erfare, om Aftenaviserne skulde indeholde noget om "Falkens" Artikel.
Eybert havde lejet sig en Sommerbolig der i Nærheden og var derfor i denne Tid en daglig Gæst paa "Skovbakken". Alligevel kom han denne Gang halvt bagpaa Jakobe. Da hun hørte "Flot" gø udenfor Porten, havde hun været overbevist om, at det var Per, der kom. Lige siden hun om Formiddagen læste Artiklen om ham, havde hun ventet ham; hun kunde ikke tænke sig, at han skulde kunne lade Dagen hengaa uden at fremstille sig her med sine friske Lavrbær. Det var derfor med et Udtryk af befriende Overraskelse, at hun saae Eybert træde ind i Haven; og i sin 61 Glæde gengældte hun uvilkaarligt imod Sædvane hans Hilsen med et varmt Haandtryk.
Det var i det hele ikke uden Grund, at Eybert denne Sommer trods sine fyrretyve Aar havde været saa ung og spænstig at se til, – Jakobe havde givet ham stedse tydeligere Beviser paa, at hun betragtede deres Forlovelse som en halvvejs afgjort Sag. Saaledes gik hun i den senere Tid med en Safir-Ring, han engang havde givet hende til en Fødselsdag, og som hun aldrig før havde baaret; og naar hans to Smaapiger kom der i Besøg, sendte hun gerne Barnepigen hjem og kunde tilbringe halve Dage med dem ude i Haven.
Nu fulgtes de ned til Stranden, hvor de en Tidlang opholdt sig ganske alene i den lukkede Alle langsmed Bolværket og talte om det, der i Almindelighed udgjorde Emnet for deres Samtaler: Politik. De læste begge daglig et Par af de store Verdensblade; og i hvert Fald Jakobe fulgte med fuldt saa stor Opmærksomhed de engelske Valgkampe og Arbejderrejsningen i Tyskland som den hjemlige, endeløse Strid om en Paragraf i Forfatningen. Talen faldt denne Gang paa Stormagternes Koloni-Erhvervelser og de dermed i Forbindelse staaende Krigsrustninger; og Eybert udtalte Haabet om, at man herhjemme vedblivende vilde være saa forstandig at afholde sig fra alslags Æventyrpolitik. Han tilhørte som Statsmand den nøgterne Skole; det var hans Ærgerrighed i den hjemlige Politik at 62 repræsentere den sunde Fornuft, det uhildede Blik. Hans Farfader havde været sjællandsk Landsbydegn, hans Oldefar fynsk Bonde; og trods sin sociale Stilling, sin akademiske Dannelse og sin fritænkerske "Evropæisme" følte han sig med sit lille Parti naturligt knyttet til det brede Landbodemokrati, der hidtil alene havde repræsenteret Frisindet og navnlig Besindigheden i Nationen. I sine Samtaler med Jakobe gav han dog gerne sine Ord et noget dristigere, mere revolutionært Sving for at dække over Ulighederne i deres Karakterer. Hun bevægede sig nemlig med Forkærlighed i Yderligheder, drømte den ene Dag om et nyt Aristokrati, et genfødt Adelskab, der i Aand og Skønhed skulde fuldbyrde Menneskehedens Frigørelse, og sank den næste Dag ned i træt, altopgivende Haabløshed, hvori hun ikke saae anden Udvej end en grufuld Sprængning af det hele skinhellige Samfund, en Hævnens Dommedag, der vilde rense Verden ved Blod og Ild.
Det var imidlertid begyndt at smaaregne; efter Solnedgang blev Himlen ganske overtrukken og umuliggjorde Opholdet i det fri. Inde i den store Havesal blev der tændt et Par Lamper, og paa Opfordring af Fru Salomon satte Eybert sig til Klaveret og spillede et Par Lieder ohne Worte, hendes Yndlingsmusik. Blandt mange andre fortræffelige Egenskaber besad Eybert ogsaa den at være musikalsk. Han spillede godt 63 og navnlig korrekt og lagde denne Aften i de følelsesfulde Partier en Ømhed i Foredraget, der var som en fornyet Kærlighedserklæring til den højtelskede, en Forsikring om den taknemlige Lykke, som fyldte hans Sjæl.
Imidlertid stod Jakobe henne i den aabne Havedør med Skuldren støttet til Karmen og Armene korslagte under Brystet og saae ud paa Regnen. Hendes Opmærksomhed var temmelig hurtig gleden bort fra Musiken; – ganske virkningsløst listede Eybert sine indsmigrende Toner ind i hendes Øre. Hun stod og tænkte paa, at Per altsaa alligevel ikke havde vist sig; og hun var nu nærved at føle et lille Savn derved. Hun havde ikke set ham siden det Middagsselskab, da hans Opførsel ved Bordet endelig havde faaet hendes Taalmodighed overfor ham til at briste; og hun havde i de mellemliggende Dage for Alvor tænkt paa at anmode Faderen om at forbyde ham Huset. Nu var hun alligevel glad ved, at hun ikke havde gjort det. Saa langt hun end var fra at dele sin Broders og Onkelens Beundring for ham, saa var dog denne Dags megen forherligende Tale om ham ikke bleven ganske uden Indflydelse paa hende. Hun begyndte at erkende, at hun vistnok havde værdsat ham for ringe … maaske derfor ogsaa bedømt hans Væsens Egenartethed for strengt. Maaske var han virkelig en Naturkraft, der engang 64 skulde bryde Skranker og rejse Kamp. I hvert Fald syntes han jo at eje en mærkelig Evne til at vinde Folk for sig og sin Sag, siden han endog havde faaet Onkel Heinrich lænket til sin Triumfvogn! … Iøvrig, hun var jo heller ikke selv ganske ukendt med den Uhyggens Magt, der laa i hans kolde, hvidblaa Øjne. Hun huskede nok den Dag da han inde i Skoven havde fortalt hende sin triste Livshistorie og sat hende i Skræk med sit hensynsløse Had til Hjem og Slægt. – – Hun havde rigtignok tænkt sig Fremtidens Helte af et renere, finere, ædlere Stof. Men hvem kunde vide? Maaske var han en af de Urettens mørke Hævnere, der engang skulde lægge Dynamit under den frønnede Samfundsbygning ....?
Hun foer ganske let sammen. Eybert havde endt sit Spil og rejste sig nu fra Flygelet. I det samme hørtes der ude fra Forstuen en Lyd, der mindede om et Barns fortvivlede Graad, og et Øjeblik efter viste Nanny sig i Døren – dyngvaad af Regnen, med en Hætte over Hovedet og en oppustet Skrigeballon i hver af de højt løftede Hænder.
Dermed var Freden forbi, og Eybert sagde kort efter Godnat. Jakobe fulgte ham denne Aften helt ud i Forstuen og trykkede atter ved Afskeden varmt hans Haand.
