Lykke-Per, hans Kærlighed

Nye Bøger

Henrik Pontoppidan: "Lykke-Per, hans Kærlighed". 138 Sider. (Det nordiske Forlag.)

I smaa Dagsrejser, omtrent som Xenofon førte de Titusindes Tog ud af Landet mellem Floderne, fører Hr. Pontoppidan sin Lykke-Per, ud af de Sideniussers Land og frem imod den gyldne Lykke. Vi er nu ved Værkets tredje Bog, der handler om Lykke-Pers Kærlighed.

Sidenius, Peter Andreas, saaledes hedder han. Men det halvlatinske Navn Sidenius er af Pontoppidan denne Gang anvendt til at betegne alt det, han selv og hans Helt gærne vil til Livs; det skal betyde en vidtforgrenet Embeds- og Præsteslægt, som med megen Selvretfærdighed frygter Gud og følger Landevejen, støder anderledes tænkende bort fra Grødfadet og ned i Helvede og kort sagt kraftig støtter det fra Middelalderen nedarvede i det danske Kongerige. Hr. Pontoppidan mener ellers ikke noget særlig ondt med det; han kunde ligesaa godt have kaldt hin frodige Familie for Pontoppidanerne, hvilket ogsaa er lavet Latin og smager af den lærde Tid før Holberg. Men nu har han dog foretrukket at lade en anden Familie lægge Navn til.

Henrik Pontoppidan skildrer i "Lykke-Per" den kætterske Søn, som er kommen paa Kant med sin altfor respektable Familje – det sorte Faar i Flokken, Fortabelsens Barn, der gaar sine egne Veje i Haab om at vinde en ganske verdslig Lykke, hvormed han kan stoppe deres gudelige Præk. Han tror i visse Øjeblikke, at han selv er en Bastard, et Zigøjnerbarn, som paa en ubegribelig og æventyrlig Maade er kommen til at sidde til Bords med alle disse retfærdige Sideniusser. Han bliver Polytekniker, drømmer om et uhyre Kanalprojekt, som ved Gudenaaens Hjælp skal gøre det magreste Midtjylland til et Kanaan med sorte Fabriksskorstene og Guld i Overdaadighed. I København er han hyppig Gæst i en rig, dannet Jødefamilje, og han betragter Jøderne som en Adelsrace i Sammenligning med de hjemlige Slægter, en fin og højtudviklet Zigøjnerstamme midt i det besindige og gemene Folk. Han forelsker sig i den yngste Datter, baade for hendes Skønheds og hendes Penges Skyld, og han er ikke langt fra Maalet da den ældre og meget klogere Jakobe ganske bestikker ham, endskønt almindelige Folk betegner hende som en Jødetøs med en lang Næse. Hvorledes Jakobe værger sig imod dette Naturbarn, hvorledes han med sit fantastiske Væsen alligevel voldtager hendes Vilje, hvorledes hun forlover sig med ham og vier ham en Kærlighed, der er rigere og finere, end han i Øjeblikket véd at paaskønne – alt dette er beskrevet i denne tredje Del af "Lykke-Per".

Med Utaalmodighed venter vi de andre Dele, skønt hver Del danner et højst spændende Hele.

Vi længes efter at se, hvorledes det omsider vil gaa den Barbar Per Sidenius. Thi sandt at sige er vi jo lidt bekymrede for ham. En saa vild Ensidighed, et saadant Præstehad, der faar ham til at sige sig løs endog fra Forældre og Søskende, plejer jo ikke at være noget varigt, i alt Fald ikke uden aandeligt Tab for selve Oprøreren. Oprør er i Literaturen en skøn Ting, især naar det vender sig mod dem, hvis Navn gaar ud paa us. Men der kan komme Tider, hvor selv den tapreste ikke formaar at "holde Galden flydende" hos sig selv og især ikke hos sine Tilhængere, uden ved altfor kunstig Drift … Og derfor venter vi alle tilsidst at se den Pude, paa hvilken den rastløse Per vil lægge, om ikke sit eget, saa sine trætte Landsmænds Hoveder til Hvile … Det behøver jo slet ikke at være de gamle Pontoppidaners eller Sideniussers Hovedpude. "Lykke-Per" spænder os.

Antonius.