Lykke-Per

Henrik Pontoppidan: Lykke Per [2. udgave].

Det viste sig for ikke saa længe siden ved en Afstemning, et Blad havde sat i Gang iblandt sine Læsere, om hvilken Forfatter de syntes bedst om, at Henrik Pontoppidan kom ind som en smuk Nr. 1. Han kan altsaa kaldes den danske Forfatter, der i Øjeblikket er mest populær.

Alene af den Grund er det interessant at læse hans Hovedværker – Trilogien "Muld", "Det forjættede Land", "Dommens Dag" – og nu hans sidste: "Lykke-Per", der først kom i syv, otte Bøger og allerede er i Folkeudgave. Thi de giver os altsaa et Indblik i Folkets, eller rettere, Læseverdenens Smag herhjemme.

Men ikke blot i denne Henseende er "Lykke-Per" et Tidsspejl. Den er det endnu mere, fordi den ligefrem vil give en Skildring af Forfatterens Samtid. Den er i saa Henseende et Sidestykke til Paludan-Müllers "Adam Homo" – og tillige ved sin umaadelige Forskel fra dette Digterværk, et Bevis paa, hvor umaadelig forskellig vor Tid er fra den svundne. Begge "Helte" er Præstesønner – ligesom de to Forfattere; men her er ingen Alma, ingen religiøse Sonetter; Jacobe er Jødinde og Fritænker, saa glimrende en Pige hun ellers er. Bogen er heller ikke skreven paa Vers, men i Prosa; men Pontoppidan mestrer det danske Sprog som Paludan-Müller sine Oktaver. I sin glimrende Stil har Henrik Pontoppidan baade Mesterskabet blandt vor Tids Digtere – og tillige en af Forklaringerne til sin Popularitet. Han er saa dejlig nem at læse. Det gaar lige saa hurtigt som at læse en Avis. Men han har sikkert ikke skrevet sine Sider lige saa hurtigt, som man skriver en Avis-Artikel. Læseren mærker blot ikke den Kamp, Digteren har ført med Sproget for at faa det til at føje sig saa lindt og snildt om hans Tanker; – en Sammenligning mellem 1ste og 2den Udgave viser det aller tydeligst. Men paa den Maade bliver hans Bog til en Fortælling. Pontoppidan fortæller, og Læseren hører efter, akkurat som naar vi sidder og er stærkt interesserede, hvor der berettes noget om Folk, vi godt kender. Egentlig "spændende" er det ikke; lige saa lidt som der i Reglen sker spændende Ting i vor Bekendtskabskreds. Vi ser Per emancipere sig fra sit tørre, ortodoksistiske Præstehjem, der var koldt som bare, hvidkalkede Vægge; et Kæmpe-Projekt med et Kanalsystem arbejder sig frem i ham; hans Optagelse i et rigt, jødisk Hjem bringer ham nær til Planens Udførelse – og tillige nær til den bedste af Husets Døtre. Hende svigter han siden – som Adam Alma; samtidig med, at Barneminderne atter faar Tag i ham. Hans store Plan lister andre fra ham; for den tabte Kærlighedslykke faar han en kort, uholdbar Erstatning i et Ægteskab med en Præstedatter. Han ender som en ensom, ulykkelig, trodsig Særling – og Slutningen er ligesom i det forrige Hovedværk det svageste. Se, det er hele "Handlingen", men de færreste Læseres "Handling" er jo interessantere. Bogens Kunst er da, foruden dens Stil, dens Menneskeskildring; og det er derved, den bliver saa lærerig. Vi ser hele Tiden – baade at det gaar de Mennesker saadan, og ogsaa hvorfor. De er skildrede saa levende – ikke mindst Bipersonerne –, at vi synes, vi kender dem ud og ind. Læserne er bestandig Medvidere; men stort mere bliver vi heller ikke: vor Medlidenhed sættes mindre i Bevægelse. Dertil lader Forfatteren for meget sin Hovedperson, Per, i Stikken; man synes næsten, han af og til vrænger ad ham, som Paludan-Müller ad Adam. Her grænser Forfatterens Styrke op til hans Svaghed; Læserens Nydelse grænser op til Ærgrelse. Hvor det er glimrende og overlegent, tænker man, – og hvor det er irriterende vigtigt!

Der er allerede naaet meget ved en Bog, naar den taler det smukkeste Dansk, skildrer store Stykker af sin Samtid og giver os et godt Kursus i Menneskekundskab. At den skal indeholde direkte Kristendom, kan ikke forlanges, – medmindre den tillige gaar ud paa Personernes religiøse Udvikling. Men det gør nu netop denne Bog. Og skønt den her staar langt over saa mange andre moderne Bøger, som synes at nøjes med skriftlige – og meget plumrede – Kilder, naar det gælder Skildringer af det religiøse, saa lader den dog her meget tilbage at ønske. Thi vel har Pontoppidan færdedes i noget videre og landligere Kredse end hine; men skulde han ikke have andre Bidrag at give til det kirkelige Tidsbillede end den sure, forældede Ortodoksisme og den bavlende, stærktfortyndede Grundtvigianisme? Stakkels Per, han fandt ikke andet paa sin Vej, og det gik da ogsaa ringe nok med ham. Men der springer renere og kraftigere Kildevæld i vor Kirketid; og dem maatte man gerne have hørt lidt mere til i saa bredt et Tidsbillede1.

 
[1] Tidsbillede: Det eneste sted i O.R.s store opbyggelige forfatteskab man ellers finder HP omtalt, er i Land og Livsanskuelse, 1914, s. 92: [...] men se saa paa Pontoppidan "Lykkeper", hvor friske alle de Tidsbilleder staar! [i modsætning til f.eks. Drachmanns "allerede noget bleget" "Maleri" i Forskrevet] tilbage
[2] Kap. 8, bd. I (1905), s. 256. tilbage