Lykke-Per
Hans Ungdom
Tredje Kapitel
87 En Vinteraften med tæt, stille Snefog stod en Herre henne ved et af de mørke Hjørner af Frue Plads og saa' sig opmærksomt om til alle Sider. Han havde slaaet Frakkekraven omhyggeligt op om Ørene og trukket Hatten dybt ned over Øjnene, og da han havde ventet nogen Tid, gjorde han – for ikke at tildrage sig Opmærksomhed – en Afstikker ind i en af Sidegaderne men kom et Øjeblik efter tilbage. Klokken oppe i Taarnet havde nylig slaaet ni. Gaderne i hans Nærhed var allerede næsten folketomme. Paa Pladsen foran ham saaes der ikke et Menneske. Det hvide Snetæppe bredte sig omkring Kirken uden et eneste Fodspor. De to kæmpemæssige Statuer foran Indgangen havde faaet pudrede Allongeparykker paa og mindede i deres sorte Kapper om et Par holbergske Advokater.
Den, der ventede, var Per; og den, han ventede paa, var en ung Frue, som han Aftenen i Forvejen havde truffet paa et Kunstnerkarneval. Noget stort Haab om, at hun vilde komme, havde han dog ikke. Det var hans første Kærlighedsæventyr 88 med en virkelig Dame; og skønt hun ikke netop havde taget ham hans dumdristige Anmodning ilde op, – noget Svar havde hun heller ikke villet give. Hun havde nærmest slaaet hans Spørgsmaal hen i Spøg men dog, idet hun forlod ham, sendt ham et Blik over sin nøgne Skulder, der indeholdt fuldt saa meget af en Opmuntring som af en Tilrettevisning.
Da han forgæves havde ventet en halv Times Tid, bestemte han sig til at gaa. I det samme var der en, der rømmede sig bagved ham, og da han vendte sig om, stod der for ham – som skudt op af Sneen – et lille hjulbenet Bybud, der hemmelighedsfuldt hilste Godaften.
"Tør jeg adspørge om Deres ærede Navn," sagde denne Mand, idet han til Forklaring fremviste Hjørnet af et Brev, som han holdt skjult under sin hvide Lærredsfrakke.
"Sidenius," svarede Per kort.
"Det stemmer," sagde Mandslingen og rakte med et fortroligt Smil Brevet frem. "Det er fra en Dame, som gav mig det i Middags i en Port henne i Vimmelskaftet. Jeg skulde aflevere det her, sa'e hun, naar Klokken var godt ni."
"Og der skulde intet Svar tilbage?"
"Ingen Svar tilbage, nej."
Per skyndte sig hen under den nærmeste Lygte, rev Brevet op og læste: "Kommer ikke; hvad De forhaabentlig heller ikke har ventet. Skal forsøge, 89 om jeg, som jeg lovede, kan skaffe Dem Indbydelse til Fabrikant Fensmarks paa Søndag. Jeg véd, de mangler Herrer. Under ingen Omstændigheder maa De skrive eller paa anden Maade søge Forbindelse. Det lover De mig." – Brevet var uden Underskrift. En Efterskrift manglede derimod ikke. Der stod: "Jeg er egentlig meget vred paa Dem. Jeg haaber, De skammer Dem lidt."
Paa Pers Ansigt lyste et Sejrssmil. Saa havde han alligevel igen haft Lykken med sig! Nu ja, – det fór ham gennem Hovedet, at Forsynet egentlig ogsaa skyldte ham en Oprejsning. Han var nylig bleven skammelig bedraget af Lisbeth, rent ud holdt for Nar af denne opløbne Tøs, der i Grunden altid havde ringeagtet ham, fordi han ikke var "Artist". Han havde nemlig opdaget, at den kristianshavnske "Tante", hvis svagelige Helbred hun i den sidste Tid havde ofret en saa rørende Omsorg, var en ung, øltrind Akademi-Elev, der havde lovet at udødeliggøre hende med samt hendes gullerodsrøde Haar i Skikkelse af en overgiven Nymfe, der karesseres af drukne Fauner. Den Tøjte! … Naa, han var glad ved nu at kunne sige disse Allemandspiger Levvel. Han havde allerede længe haft Afsmag for dem og deres altfor ublufærdige Hengivelse, for deres Løgnagtighed og Prellerier, deres Lopper og snavsede Senge. Et nyt, et rigere og værdigere Kærlighedsliv skulde nu begynde for ham. Der oprullede sig for hans Fantasi 90 et betagende Perspektiv af galante Oplevelser: farefulde Stævnemøder, hemmelige Drosketure, dulgte Haandtryk under Bordet, stjaalne Kys bag Viften, frygtsomme Tilstaaelser, skælvende Omfavnelser, Bortførelser, maaske Dueller. – –
"Undskyld, go'e Herre!" afbrød Bybudet hans Tankers Flugt.
"Hvad er det? … Er De her endnu? Hvad Pokker vil De?"
"Jeg takker ærbødigst, Herre! Jeg vilde blot tillade mig at sige, at dersom Herren ved Lejlighed skulde faa Brug for et Bud, saa har jeg mit Stade paa Højbroplads udfor Nummer fem … om Herren vilde være saa god at erindre det."
"Godt … godt, min Ven!"
"Jeg skal sige Herren, jeg er nu vant med at gaa saadan Smaaærinder … De forstaar … for Herrerne. Og for Damerne, naturligvis. Herren kan trygt stole paa, at jeg har ren Mund, – der løber ingen Sladder ud af den. Og jeg kender nok Vejene … De forstaar … saadan op ad Køkkentrappen … en Regning at afgive til Fruen personlig … en Fødselsdagsforæring til Fruens Mand … og saadan. Bare Herren vil spørge efter mig nede i Beværtningen, om jeg ikke skulde være paa Gaden. Rasmussen er mit Navn, om Herren kan erindre det."
"Det skal jeg nok."
"Ja, saa byder jeg Herren Godnat." 91 "Godnat," svarede Per i Tanker, han gennemløb paany det forjættelsesrige Brev; stak det derpaa i Lommen og gik hastigt bort. Han vilde gaa hen i "Gryden". Han trængte til at træffe Mennesker, til at tale, støje, give sin Sejrslykke Luft. Der paakom ham ogsaa en Trang til at yde sig selv og den ranglede Taske derhenne et utvetydigt Bevis for, hvor ligegyldig hun nu var bleven ham. Han havde ikke set hende, siden han opdagede hendes Bedrageri. Han havde med Vilje holdt sig borte fra Kaféen for ikke at høre paa de Løgnehistorier og de opstyltede Fraser, hvormed hun rimeligvis vilde besmykke sin Færd. Nu skulde han med største Sindsro lykønske hende til hendes nye Pagt, ja endog – som Skikken derhenne paabød – give den sin faderlige Velsignelse.
Han gik gennem den uddøde St. Pederstræde og bag Petri Kirke henimod Volden. Idet han her drejede om Hjørnet, brød han ved sig selv ud i en tordnende Ed. Lige imod ham kom – skjult under en stor Paraply – en lille, zobelskindsklædt Herre, i hvem han alene paa det hurtige Fodskifte øjeblikkeligt genkendte den unge Ivan Salomon. Hurtigt traadte han over Rendestenen for at skraa over Kørebanen, men det var forsilde. Et Udraab, et Frydeskrig: "Hr. Sidenius … Er det ikke Hr. Sidenius?" nødte ham til at standse.
"Hvor har dog Vorherre haft Dem saalænge?" 92 udbrød Salomon, da de havde hilst. "Har De aldeles slaaet Haanden af Deres Venner? De har jo været komplet usynlig! … Er De paa Vejen hen til "Gryden" maaske? Aa, gaa ikke derhen! Jeg kommer netop derfra. Der er ikke til at holde ud for Kedsommelighed iaften. Der er ikke andre derhenne end Inventariet Reeballe … ja og saa Enevoldsen, naturligvis. Men vor kære Digter sidder bare og pudser sine Briller og har aabenbart store Vanskeligheder med Anbringelsen af et Komma. Lad os gaa et andet Sted hen. De spiser nok til Aften med mig … De er fri, ikke sandt? Lad mig se! Vi tager hen i "Stjærnen". Er vi enige?"
Per vidste, at han lige saa godt straks kunde opgive al Modstand. Han vilde dog ikke kunne finde paa nogen Indvending, som ikke Salomon øjeblikkeligt vilde slaa til Jorden, og unægtelig fristedes han heller ikke af Udsigten til at falde i Kløerne paa den drukne Reeballe for den hele Aften at blive et Offer for hans Veltalenhed.
Nogle Minutter efter sad de to Herrer i en vinrød Fløjlssofa i en nyopført, elegant Hotel-Restaurant, der særlig besøgtes af det tilrejsende Land-Aristokrati og Gardens unge Officerer. Et kostbart Brysselertæppe bedækkede Lokalets Gulv i dets hele Udstrækning, Betjeningen besørgedes lydløst af selskabsklædte Opvartere, og selv blandt Gæsterne, hvorimellem der var adskillige Damer, 93 førtes Samtalen dæmpet, skønt ganske utvungent. Per følte sig i første Øjeblik en Smule trykket. Han var ikke vant til at bevæge sig i saa fornemme Omgivelser, men navnlig generede det ham at være her netop med Salomon, der straks ved sin Indtrædelse, paa Grund af den støjende og anmassende Maade, hvorpaa han henvendte sig til Opvarterne, havde tiltrukket sig de øvrige Gæsters alt andet end velvillige Opmærksomhed. Per havde endog i Forbigaaende hørt en Herre sige til sin Sidemand: "Hvad er det for en infam Jødebengel?"
Derimod bemærkede hverken Per eller Salomon en anden – en enligt siddende – Herre, der havde Plads henne ved et af de høje Vinduer, og som ved deres Indtrædelse ligeledes havde set fornemt op fra sin Avis. Det var en Mand i Fyrretyveaarsalderen, en slank, noget udtæret men karakterfuld Skikkelse med et stærkt skaldet, næsten nøgent Hoved, et stort, blond Overskæg og et Par tilslørede blaa Øjne bag en Guld-Næseklemmer. I det Øjeblik, han havde opdaget Per, var en stærk Rødme fløjet op i hans Kinder, og han havde hurtigt skjult sig saa fuldstændigt bag sin Avis, at der ikke blev andet synligt af ham end et Par lange, korslagte Ben.
"Hvad vil De spise? … Et Par Østers?" spurgte Salomon, idet han trak sine rødbrune Handsker af. "De har vel fuldkomment friske 94 Skaldyr iaften?" henvendte han til Opvarteren, der svarede med et afmaalt Buk.
Per kunde ikke komme over at tilstaa, at han egentlig ikke havde Smag for denne Herreret, men han svor samtidigt ved sig selv, at han ikke vilde lade sig snyde for et solidt Aftensmaaltid. Han var bleven sulten af den lange Venten i den kolde Aftenluft, trængte til Kød, Ost, Æg, mange Æg. Havde Millionærsønnen faaet ham lokket til at løbe denne Spidsrod med ham, skulde han – saa bandte han! – ogsaa faa sin Traktere-Lyst styret.
"Østers?" mumlede han i prøvende Tone. "Aa ja – til at begynde med. Jeg vil nemlig sige Dem forud: jeg er sulten som en Ulv."
"Bravo! Udmærket!" jublede Salomon og klappede i Hænderne, saa Alle, endog Damerne, rundt om i Salen vendte sig om imod ham. Ogsaa Guldlorgnetten derhenne ved Vinduet viste sig et Øjeblik spejdende over Kanten af Avisen.
Vendt mod Opvarteren vedblev Salomon: "Lad os høre? … Hvad er der ellers i Aften? … Hvor er Spisekortet?"
Opvarteren opremsede en lang Række Retter.
"Stop! Lad os faa det altsammen … hele Registret! Vi gider ikke vælge!" raabte han i kaad Overgivenhed og gjorde med begge Armene en udbredende Bevægelse over Bordet. "Dæk bare op! En Grand souper! … Og lidt hurtigt, lille Ven! Vi er sultne som Ulve!"
95 Og ligesom beruset af den Opsigt, han havde formaaet at vække, stak han derpaa begge de flade Hænder ind under sig og gav sig leende til at gynge op og ned paa Sofafjedrene ligesom et Barn, mens Blikket fra hans smaa, tindrende sorte Øjne løb iagttagende rundt i Lokalet.
Per, som skamfuld bemærkede, at selv de vel afrettede Opvarteres Holdning begyndte at blive overlegen, næsten uhøflig, vidste i sin Fortvivlelse ingen anden Udvej end at tage Situationen humoristisk. Med et Forsøg paa at slaa ind i den andens Tone tog han en Tandstikker fra Etuiet paa Bordet, lagde sig tilbage i Sofahjørnet og kastede et udfordrende Blik ud i Salen.
Nu blev "Skaldyrene" anrettede paa et Underlag af smaa Isstykker og med en Flaske passende afkølet Champagne. Senere fulgte Fuglevildt, Asparges, en Omelet, Ost, Selleri og Frugter. Salomon selv indskrænkede sig væsentlig til den første Ret men havde til Gengæld saa meget mere Glæde af at iagttage sin Gæst, mens denne spiste. Ligesom en forelsket Kvinde, der nyder sin mandige Brudgoms stærke Appetit, sad han med Haanden under Kinden og betragtede smilende sin Protegé … sit "Naturbarn", som han bestandig kaldte ham, naar han i sin Bekendtskabskreds omtalte sit interessante Fund og alt, hvad han ventede sig af det.
"Jeg kan for Resten bringe Dem en Hilsen," 96 sagde han, stadig smilende og uden at forandre Stilling. "Jeg var forleden i et Middagsselskab sammen med en af Deres Professorer, den gamle Professor Sandrup … Hvad siger De om ham?"
"Jeg? – Aa."
"Han er efter min Mening fuldkommen imbecil. … Vi talte for Resten om Dem. Jeg spurgte ham, om han kendte Dem."
"Ja saa," sagde Per lidt urolig. "Det gjorde han vist ikke."
"Jo vist! Han omtalte Dem endog med megen Anerkendelse men tilføjede rigtignok, at De var ham altfor "ustadig" og "uvederheftig" … Ægte Pedantudtryk, ikke sandt?"
Per trak tavs paa Skuldren.
"Jeg kunde ved Gud heller ikke lade være med at le ham lige op i Ansigtet og sige til ham, at det kom jo ganske an paa, fra hvilket Synspunkt man betragtede Dem. De forstaar?"
"Synspunkt?" mumlede Per.
"Ja, netop! … Jeg kom uvilkaarligt til at tænke paa et Udtryk, De en Gang brugte om vort berømmelige polytekniske Læreværk. De kaldte det, kan jeg erindre, "en Udrugningsanstalt for teknisk uddannede Kontorister". Jeg finder det Udtryk aldeles mageløst! Og upaatvivleligt fuldkommen rammende. Saadan er det jo i alle Forhold … Alt i vor Tid indrettes paa at fremelske Middelmaadigheden. Der er ikke længer 97 Plads for Undtagelserne, ingen Forstaaelse af, ja ikke en Gang nogen Trang til det særegne, det fremragende, det banebrydende. Ah, naar man tænker paa Renaissancen – Menneskehedens Stortid – da Digtere, Kunstnere, Opfindere, alle de store Begavelser levede som Fyrster, æredes som Konger, elskedes af Dronninger. Og nu? Vore Dages Genier sidder og sulter paa Kvistkamrene … regnes knap nok med til det gode Selskab. Derfor mangler deres Værker det Storhedspræg, den gigantiske Kraft, der uimodstaaeligt river med. Vi talte før om Enevoldsen. Ved Gud, jeg agter i høj Grad hans Talent. Jeg betragter hans "Skabelsen" som et virkeligt Mesterværk. Og dog – ikke sandt? – Filigranarbejde, fortryllende Hjærnespind, nette Nipsgenstande i Stedet for Monumenter. I tre Døgn sidder han og grunder paa et Adjektiv. Han mangler de store Oplevelser, det er Sagen! … O, hvem der var rig … rig! … rig!"
Han kastede sig tilbage i Sofaen med begge Hænderne lagt bag om Nakken og den ene Fod oppe under sig, saa at et Stykke af den røde Silkestrømpe saaes.
"Men jeg troede, De var rig," bemærkede Per tørt – for dog at sige noget.
"Aa, rig! Fordi man har en Smule mere end netop til Husbehov! … Nej, man skulde kunne strø Millioner omkring sig … øse Guld ud med begge Hænder! Genierne skulde sidde som Smaafyrster 98 rundt om i Landet, kunne omgive sig med et Hof, holde Jagter, Maskeballer, Elskerinder … Tænk paa Rubens! Tænk paa Goethe! Tænk paa Voltaire! – –"
Per var endelig bleven færdig med at spise. Han havde tændt sig en stærk Cigar og sad tilbagelænet mod den høje Sofaryg uden længer at gide høre paa den andens Udgydelser. Den Nedstemning af Humøret, som Professor Sandrups dadlende og – hvad han maatte indrømme – ikke helt ufortjente Ytringer om ham et Øjeblik havde fremkaldt, fik Champagnen hurtigt modvirket; og hans Tanker var atter dér, hvor de hele den øvrige Tid havde været: hos Fru Engelhardt. De hvirvlende Havannaskyer, han med Velbehag udstødte af sin tilspidsede Mund, forvandlede sig for hans Blik til et luftigt Flor, et bølgende Alkoveforhæng, bag hvilket hendes modne Skikkelse kiggede frem i nøgen Dejlighed. Egentlig gik det først nu tilfulde op for ham, hvor forelsket han var. Skulde han være ganske ærlig mod sig selv, maatte han tilstaa, at hans Følelser for hende indtil dette Øjeblik ikke havde været synderlig forskellige fra dem, han plejede at nære for smukke og fyldige Kvinder. Nu forstod han for første Gang i sit Liv Ordet Tilbedelse. Naar han tænkte paa hendes Marmorskuldre, paa hendes sydlandsk yppige Læber, hendes mørkebrune Øjne – store som et Par Kastanier – paakom der ham en 99 Trang til at nedknæle og velsigne. Det eneste, der afkølede ham en Smule, var Tanken paa hendes Alder. Hun var næppe længer helt ung; dog vistnok ikke over de tredive, … temmelig sikkert ikke over de tredive. Men selv om saa var? Hendes ildfulde Blik, hendes forvovne Holdning i den nydelige Columbinedragt, hendes morsomme lille Stumpnæses nervøst vibrerende Fløje havde forraadt en ungdommelig Lidenskab, en fyrig Hengivelsestrang, der trodsede Aar og Alder.
Med ét faldt Pers Øjne paa den læsende Herre derhenne ved Vinduet, der endelig havde lagt sin Avis tilside og nu tilkaldte Opvarteren for at betale. Idet deres Blikke mødtes, rejste de sig begge lidt op i Sædet med en ceremoniel Hilsen.
"Men Gud, det er jo Neergaard," udbrød Salomon. "Kender De ham?"
"Nej, egentlig ikke … Jeg traf ham i Gaar tilfældigt paa Karnevalet."
"Hvad? Var De dèr? … Det skulde jeg sandelig vidst! Jeg saa' Dem ikke."
"Der var jo ogsaa saa overfyldt. De var der altsaa ogsaa?"
"Gud, det var jo mig, der var Hamlet. Saa' De mig ikke?"
"Aa –." Per mindedes nu godt at have set en lille sortklædt Ridderskikkelse i Selskab med en tæt maskeret Dame i en Snedronningedragt, 100 hvis udfordrende Nedringethed og dristige Overlæsselse med regnbuespillende Diamanter (der som Rimkrystaller laa drysset ud over Slør og Buste) havde vakt en Del Forargelse og endog fremkaldt en Formodning om, at dens Ejerinde hørte til de tvivlsomme Kvinders Kaste.
"De var der med en Dame – ikke sandt?" sagde han.
"Min Søster – ja."
"Aa –."
"Vi tog for Resten bort straks efter, at Masken var falden. Min Søster morede sig ikke. Der var ogsaa altfor mange Mennesker … og en Atmosfære!"
Herren ved Vinduet havde imidlertid rejst sig og var i Øjeblikket i Færd med ved Opvarterens Hjælp at iføre sig sit Overtøj. Per, der under Ordskiftet med Salomon idelig havde haft sine Øjne henne hos ham, iagttog nu ufravendt – og ikke uden Misundelse – hans høje, elegante Skikkelse og den rolige Verdensmandsoverlegenhed, hvormed han modtog Opvarterens Bistand, lod sig sin Hat og Stok bringe og tilsidst ved en lille Haandbevægelse forlangte Ild til sin udgaaede Cigaret. Skønt Per den foregaaende Aften kun havde vekslet et Par intetsigende Ord med ham, kunde han ikke rigtig lide dette Menneske. Straks efter, at han første Gang havde danset med Fru Engelhardt, var han dukket op ved deres Side og havde 101 ladet sig forestille; og bagefter havde han den hele Nat paa Afstand forfulgt dem med en mistænksom Aarvaagenhed, der tilsidst bragte Per paa den Tanke, at han maatte være en forsmaaet Rival.
For at komme ud af Kaféen maatte Herren passere det Bord, hvorved Per og Salomon sad; og idet han nu gik der forbi, viftede den sidste med Haanden og udbrød meget højt:
"Godaften, Neergaard … Godaften … Hvorledes lever man?"
Hr. Neergaards Øjenbryn løftede sig som i Overraskelse. Saa smilte han halvt medlidende og svarede med et skødesløst Nik uden en Gang at tage Cigaretten af Munden. Derimod hilste han atter med næsten overdreven Høflighed paa Per, der derved paany blev tvungen til at rejse sig og gøre sin Reverens.
"Hvad er det egentlig for en Fyr?" spurgte Per, da han var gaaet.
Salomon trak paa Skulderen.
"Jeg véd ikke rigtigt … Træffer ham af og til i Selskabslivet. Han er jo en ganske distingveret Person, bærer et anset Navn og har gode Familjeforbindelser … Han skal desuden være et sjælden godt og klart juridisk Hoved … har i det hele haft Chancer for at gøre Karriere i vore smaa Forhold. Der var nok ogsaa en Gang Tale om at ansætte ham i Diplomatiet … ved Legationen 102 i London, tror jeg. Men jeg véd ikke, hvad det var, der kom i Vejen og holdt ham tilbage. Nu sidder han i en vistnok temmelig beskeden Stilling oppe i et af Ministerierne."
"Ja saa," sagde Per aandsfraværende og drak ud af sit Glas.
Allerede den følgende Dag modtog Per den Bal-Indbydelse, som Fru Engelhardt i sin Billet havde bebudet, og han fik nu travlt med at efterse og udbedre sin temmelig medtagne Garderobe, for at han ved sin fremtidige Optræden i Selskabslivet ogsaa i ydre Anstand fuldt ud kunde staa Maal med de øvrige Kavallerer. Han kom hurtig til den Erkendelse, at det var nødvendigt for ham at skride til en fuldstændig ny Ekvipering; og til dette Øjemed forskaffede han sig ved en af sine Venners Hjælp et større Pengelaan hos en "Jøde", d.v.s. en ærlig, gammel jydsk Bondemand, der havde solgt sin Gaard og var flyttet ind til Hovedstaden for at gøre sin Kapital frugtbringende ved at udlaane den til 60 pCt. mod Sikkerhed i Livsforsikringspolice, Bøger, Bohave, Daabs- og Vaccinationsattest, Venners Kavtion og skriftlige Løfter foruden en højtidelig mundtlig Erklæring, afgiven i Vidners Overværelse og med Haanden paa Biblen. 103 Sysselsættelsen med disse praktiske Foranstaltninger lettede Per den lange Ventetid. Saa haardt det end faldt, overholdt han nemlig nøje Fru Engelhardts Paabud om ikke at skrive til hende eller paa anden Maade at forsøge nogen Tilnærmelse. Dog kunde han i sin Utaalmodighed ikke lade være med hver Aften at søge ud i det frederiksbergske Villakvarter, hvor hun boede, for at kaste en Rose op paa hendes Altan og maaske være saa heldig at opdage hendes forbiglidende Skygge paa et oplyst Gardin. En Gang, da han ved at lytte til to Tjenestepigers Passiar udenfor Villaen havde faaet at vide, at hun var til Bal hos en Grosserer paa Gammelholm, tilbragte han den halve Nat i Snesjap og Søle i den paagældende Gade for mulig at faa et Glimt af hende at se, naar hun kørte bort. Mens han gik dèr og ventede mellem Drosker og halvdrukne Kuske og hele Tiden saa' hende for sig, saaledes som hun hin Nat ved Bortkørselen fra Karnevalet havde staaet ude i Forhallen i sin store Pelsværkskaabe og ventet paa sin Vogn, fik han en forfløjen Idé. Han kom pludselig til at huske paa en Bemærkning, hun ved samme Lejlighed med en frysende Bevægelse havde ladet falde om, at hun altid følte sig uhyggelig tilmode ved at køre ude paa de ensomme Villaveje saa sent paa Natten, naar Lygterne var slukkede. Og i sin Trang til at vise hende sin Taknemlighed, til at give et Livstegn fra 104 sig og bringe hende sin Hyldest, besluttede han da intet mindre end at "illuminere Frederiksberg" til hendes Ære. Saasnart han havde set de første Balgæster tage bort, skyndte han sig hen til Kongens Nytorv, kastede sig her i en Droske og kørte vesterud. Et Stykke fra den Sideallé, hvor hun boede, lod han Vognen holde og steg ud. Først kravlede han op ad Lygten udenfor hendes Bolig og tændte den ved Hjælp af Svovlstikker, hvorefter han – uden at blive forstyrret af nogen – paa samme Maade fortsatte med de øvrige, indtil den hele Vej laa festligt oplyst midt i den ravnemørke Bydel. Han var akkurat kommen til Ende dermed, da der hørtes Hestetrampen i det Fjerne, og kort efter drejede en Droske ind fra Hovedalléen. Ligesom mellem en dobbelt Række Brudeblus saa' han Vognen køre frem i den tavse Nat, mens han med bankende Hjærte og fremstrakt Hals stod skjult bag en af Træstammerne. Men da den standsede udfor Villaen, og en Herre steg ud, vendte han sig bort og listede væk. Han havde alligevel ikke Mod til i dette Øjeblik at se hende ved Ægtemandens Side.
Saaledes sneglede da Tiden sig afsted for ham med Skrædder-Konferencer og Maaltagen og ørkesløs Omstrejfen paa Gader og Veje. Havde han ejet Gnist af Evne for Poesi, var han sikkert begyndt at føre Dagbog eller havde givet sig til at skrive Vers. Nu nøjedes han med, naar han var 105 hjemme, at give sine Følelser Luft i øresønderrivende Fløjtetriller, der fik Kanarifuglen "Peter" til at forstumme af Misundelse. Madam Olufsen gjorde store Øjne i Anledning af den Mængde Pakker, der i disse Dage bragtes ind i Huset af høflige Bude fra Byens største Ekviperingsforretninger. Hun og hendes Mand talte daglig frem og tilbage om, hvad der dog kunde være sket. Per selv sagde ingen Ting, fløjtede bare og lo og omarmede Madam Olufsen, saasnart hun begyndte at spørge.
Den eneste, der havde kunnet give dem en Forklaring, var den tavse Trine. Med Kærlighedens usvigelige Instinkt havde den lille enfoldige Pige – saavidt hendes Forstaaelse overhovedet rakte – straks fornummet, hvad det var, der her forberedtes. Naar hun gik og syslede nede mellem hans mange nye og fine Klæder eller redte Sengen inde i hans lille Sovekammer, hvor der nu duftede af Parfumer og vellugtende Sæbe, følte hun det, som om en Fremmed havde trængt sig ind paa hendes hellige Enemærker og viste hende bort. Overalt sporede hun ligesom en usynlig Kvindehaand, der triumferende forkyndte hende, at hendes Hverv snart var endt, hendes Tid omme. Det var derfor ogsaa med om muligt endnu troligere Omhu, endnu stilfærdigere Andagt, at hun nu tog Vare paa alt, hvad der hørte ham til. Skønt hun ikke høstede nogen Paaskønnelse derfor, vaagede hun over hele hans 106 nye Brudgoms-Udstyr med en Nidkærhed, som galdt det hendes egen Lykke. Hun syede Mærke paa det fine Natlinned, bredte Lommetørklæder over de stivede Skjorter og lagde rent Papir i Kommodeskufferne, hvor det alt sammen skulde ligge. Da Balaftenen endelig kom, var det ogsaa hende, der maatte binde hans hvide Slips, knappe hans Handsker, sige ham, om den nye Kjole sad godt i Ryggen, og om hans forandrede Frisure klædte ham. Og da Klokken var bleven halvni, og den bestilte Droske ikke indfandt sig, var det hende, der blev skældt ud for en Torsk, og hende, der i Slud og Mørke, uden Hat og Sjal, maatte løbe helt ind i Adelgade efter en anden. Og endda stod hun, da han kørte, udenfor paa Stenflisen og blev ved at stirre efter Vognen som en lydig og trofast lille Hund, der forlades af sin Herre.
Da Per – en Del forsinket – efter en temmelig hovedkulds Selv-Præsentation for Værten og hans Frue traadte ind i Balsalen, var Dansen allerede begyndt. En halv Snes Par valsede søvnigt omkring paa Gulvet, mens et lignende Antal stod eller sad langsmed Væggene; og mellem disse sidste fandt hans spejdende Øje straks Fru Engelhardt, der smilende viftede sig med en stor Strudsfjersvifte, fortrolig konverseret af en lorgnetbærende Herre, som sad med et Par lange Ben overkors og vuggede en Chapeaubas paa sit Knæ – Neergaard. 107 Dette aldeles uventede Syn af den formodede Rival, men navnlig den Tanke, der samtidigt for Per gennem Hovedet, at ogsaa denne Mands Nærværelse her muligvis skyldtes Fru Engelhardts begunstigende Mellemkomst, bortvejrede i et Nu hans Lykkerus og fyldte ham med en flammende Forbitrelse. Aldeles ude af Stand til at beherske sig gik han Parret forbi uden at hilse og havde paa et hængende Haar gjort Alvor af at forlade Ballet med det samme. I den første halve Time deltog han slet ikke i Dansen men opholdt sig inde i de tilstødende Stuer, mellem hvis ældre, kortspillende Herrer hans ophidsede Udseende og hele urolige Væsen efterhaanden vakte en betænkelig Opmærksomhed. Først da anden Dans var begyndt, vendte han tilbage til Balsalen. Efter en Stund at have staaet i Døren med sænket Pande, ligesom en nikket Tyr, skred han med dyster Mine over Gulvet og bukkede højtideligt for Fru Engelhardt. Hun hilste utvungent paa ham og lagde med et blidt Smil sit svære Legeme i hans Arm.
"Hvad De dog er for en utaknemlig en," sagde hun under Dansen, da Per – efter at have ført hende Salen to Gange rundt – endnu ikke havde mælet et Ord. "Først kommer De næsten en Time for sent, … og saa siger De mig ikke en Gang Tak, fordi jeg har skaffet Dem Indbydelsen. Og det var dog virkelig slet ikke saa 108 let, vil jeg sige Dem. Egentlig var det grumme letsindigt af mig, og jeg gør det aldrig oftere."
"Jeg er Dem særdeles forbunden, Frue!"
"Jeg synes, De udtrykker Dem saa formelt. Er De ikke i rigtig godt Humør i Aften? … Er der gaaet Dem noget imod?"
"Unægteligt."
"Og hvilket? … Vil De betro mig det?"
"De kan vist tænke Dem det."
"Jeg? Hvor skulde jeg …?"
"Hvorfor er den Neergaard her? Jeg kan ikke lide ham. Jeg beder Dem … ja, jeg forlanger, at De ikke danser med ham mere."
"Det maa jeg sige … De er virkelig fordringsfuld."
"Ja, det er jeg. Og det – –"
"Saa tal dog ikke saa højt, Menneske! Og sæt ikke en saadan Mine op. Hvad maa Folk dog tænke! De ser jo allesammen paa os! – – Hvad De dog er for en Bjørn!" føjede hun lidt efter til i mildere Tone og gjorde sig tungere i hans Arm.
Pers harmfrosne Hjærte var allerede optøet. Violduften fra hendes Haar, Klangen af hendes dybe Røst, den blottede Arm, der hvilede paa hans Skulder og strejfede hans Kind, hver knitrende Lyd af hendes Silkekjole, hvert Pust af hendes varme Aande havde forvandlet Luften omkring ham til Ildsluer. "De maa dog kunne forstaa, Frue, hvor jeg har længtes efter at se Dem," hviskede han med 109 helt bevæget Stemme. "Jeg har søgt Dem allevegne … paa Gaden, i Teatrene … ja, vil De tro mig, jeg var i Søndags endog i Frederiksberg Kirke i Haab om at se Dem dér."
Hun løftede sine store brune Øjne op imod ham og trykkede varmt hans venstre Haand.
Men nu klappede den opførende Herre af; Per maatte standse og føre hende paa Plads. Endnu en Gang i Løbet af den samme Dans inklinerede han for hende; men da bad hun ham at være mere forsigtig. Det var vistnok rigtigst, sagde hun, at de foreløbigt ikke dansede oftere sammen; det kunde vække Opmærksomhed, og de var vist allerede tilstrækkeligt mistænkte. Efter Bordet fandt de nok en Lejlighed til at træffes og tale mere uforstyrret. Hun skulde se at give ham et Tegn.
Per takkede hende lidenskabeligt med Blik og Haandtryk og førte hende derpaa med megen Anstand atter tilbage til hendes Kavaller. Skønt han ikke kunde faa Øje paa Neergaard, følte han sig nemlig overbevist om, at denne fra et eller andet Sted i Salen i dette Øjeblik iagttog dem, – hvad han i Virkeligheden ogsaa hele Tiden havde gjort.
Imidlertid slæbte Ballet sig trevent frem gennem de første Danse, tilsyneladende uden synderlig Fornøjelse for andre end Husets Tjenestefolk, der nu og da fik Lov at kigge ind bag en Dør. Først 110 efter Francaisen, og navnlig efter at Herrerne havde opdaget nogle i Sideværelserne fremsatte Forfriskninger, blev der mere Liv. Iøvrigt var Herreselskabet noget blandet, og Tonen temmelig ugenert, saaledes som det let bliver Tilfældet i Familjer uden voksne Sønner, hvor man har været nødt til at forskaffe sig sine Kavallerer gennem Bekendte og Bekendtes Bekendte eller ganske uden anden Garanti end en Vejviser-Adresse. Saadanne Indbudne føler ingen Forpligtelse overfor det Hus, de gæster; man teer sig ganske utvungent, gaber og kritiserer og kræver ind omtrent som i et offentligt Lokale.
Værten, en lille hvidhaaret Mand, der ikke selv kendte Navnet paa sine Gæster, bevægede sig stilfærdigt omkring i Stuerne som den mest fremmede. Med et elskværdigt men stedse mere anstrengt Smil udførte han samvittighedsfuldt det ham af Hustru og Døtre paalagte Hverv: at faa Kavallererne til at "arbejde". Overalt, hvor han fandt en Herre staa ledig foran Malerierne paa Dagligstuevæggene eller opholde sig unødig længe ved Forfriskningerne, stillede han sig hen ved Siden af ham og indledede i skæmtsom Tone en Samtale, der begyndte nok saa uskyldigt med nogle Ytringer om Billedkunst, om den moderne Malemaade, om Teatret eller Skøjteføret, men som ufravigeligt endte med, at Vedkommende under hans Ledsagelse vendte tilbage til Dansesalen og 111 her forestilledes for en eller anden af Husets ældre Veninder, der manglede Navne paa sit Balkort.
Efter Bordet fik Per Lejlighed til i en Vinduesfordybning at tilhviske Fru Engelhardt, at han nu ikke udholdt at blive der længer, dersom han ikke fik Lov til at være i hendes Nærhed. Hun trykkede hemmeligt hans Haand og hviskede tilbage, at han om lidt, naar Kotillonen begyndte, skulde gaa ind i det lille Kabinet bag ved Dagligstuen; dèr vilde han til den Tid træffe hende. Indtil da – tilføjede hun – skulde han forholde sig pænt roligt og helst straks gaa hen og inklinere … f.Eks. for den yngste af Frøknerne Holm.
"Kan De se, hun sidder derhenne under Spejlet … det er den lille blonde med Bondepigeansigtet; hun sidder og blader i sin Vifte …"
"Men jeg kender hende jo slet ikke, … og det er jo Neergaards Dame," sagde Per. "De sidder ovenikøbet i dyb Passiar."
"Naa ja, hvad saa?"
"Er det egentlig ikke fornuftigst at lade netop de to være uforstyrrede nu?"
"Hvorfor det? … Gør nu straks, som jeg siger, og vis Dem for en Gangs Skyld som en artig Bjørn."
Per adlød; han havde ikke længer nogen Vilje. Men netop som han naaede hen til den unge Dame, blev hun greben af en anden; og for ikke 112 at falde i Armene paa Neergaard, der allerede havde trukket Munden op til sit høflige Smil, drev han bort, ud af Salen, ind til de stadig lige vel forsynede Forfriskningsborde. Derinde i Sideværelserne var der nu ganske tomt. Efter Maaltidet, hvor Champagnepropperne havde knaldet livligt, var der faret en Dansedjævel baade i Unge og Gamle, – selv de adstadige, kortspillende Herrer havde faaet Kviksølv i de stive Ben. Under Champagnegaloppens1 Tonebrus hvirvlede Parrene ud imellem hinanden saa hurtigt, at Damerne end ikke fik Tid til at samle Slæbene. Næsten hele Selskabet var paa Gulvet paa samme Tid; og da med ét Fløjdørene til Forstuen blev slaaet op, og Husets fire, nydelige, ganske ensklædte Døtre kom marscherende ind i Gaasegang, hver med en sort Fløjspude, med Dannebrogssløjfer og Violbuketter, i de opløftede Hænder, brød der en Bifaldsstorm løs over hele Salen.
I dette Øjeblik sad Fru Engelhardt i en lille Sofa inde i Husfruens Kabinet, et sekskantet, af et Par slørbehængte Sølvlamper svagt oplyst Rum helt henne i den anden Ende af Lejligheden. Ved hendes Side sad Per, vendt helt imod hende, halvt i knælende Stilling, idet hans ene Ben næsten laa langsmed Jorden. Forgæves søgte hun at værge sig mod den utæmmede Lidenskab, hvormed han straks havde grebet hendes Hænder og bedækket dem med Kys. Hun bad ham være rolig, at beherske 113 sig; sagde, at hun blev vred paa ham, at hun allerede fortrød, hvad hun havde gjort, … men hendes Øjnes stille Fryd og den hvide Barms Bølgen modsagde hendes Ord.
"Saa vær dog fornuftig … og hør efter, hvad jeg siger. De lover mig altsaa aldrig at skrive … heller ikke at forsøge paa at møde mig …"
"Jeg lover alt – alt," sagde han og gled nu virkelig ned paa Knæ, tog begge hendes Hænder mellem sine og trykkede dem til sin Mund. "Alt! – Hører De!"
"Men De ødelægger mig jo rent. De er helt ustyrlig."
"Og saa vil De altsaa komme?"
"Ja, – jeg har jo sagt det. Men gaa nu … rejs Dem dog … der kunde komme nogen."
"Og De?"
"Jeg? … Jeg bliver her. Jeg danser ikke mere i Aften. Jeg har sagt til min Mand, at jeg har Hovedpine og vil tidlig hjem … Saa, gaa nu. Man kunde savne os. Hører De? … Nu skal De gaa."
Han rejste sig endelig og gik. Men da han i Døren endnu en Gang vendte sig imod hende med et betydningsfuldt "Paa Gensyn", kunde hun i sin Betagethed ikke lade være at tilkaste ham et Fingerkys. I et eneste Spring var han atter hos hende; og – før hun kunde afværge det – trykkede han sine Læber én to, tre Gange mod den blottede 114 Del af hendes Arm. Men saa langt fra at vredes trak hun ham nu selv helt ned til sig, og deres Munde mødtes i et minutlangt Kys. Saa stødte hun ham fra sig, og han ilede bort.
Det var ogsaa paa høje Tid. Fru Engelhardt havde akkurat faaet sit Sind og knap nok sit Toilette bragt i Orden, da Portieren til Stuen atter bevægedes, og Neergaards nøgne Hoved viste sig højt oppe under Karmen. Han blev et Øjeblik staaende i Døraabningen, tavs, med Hænderne bag paa Ryggen, som overvejede han, om han skulde gaa derind eller ej.
"Hvad godt?" spurgte Fruen ligegyldigt.
"De keder Dem vist," svarede han efter endnu en Stunds Betænkning og i en Tone, som han forgæves søgte at beherske. "De sidder her saa ene … saa rent forladt af Verden. Og ovenikøbet i Mørke … Aldeles som en Nonne i et Gravkapel."
"Ja," sagde hun, idet hun mat lagde sig tilbage i Sofahjørnet og slog sin store Vifte ud. "Det er trist at maatte tilstaa det. Jeg er bleven træt … ganske ødelagt i Aften af Dansen og de mange Mennesker. Jeg bliver nødt til at indrømme, hvad De et Par Gange – lidt ugalant – har sagt mig, at jeg er bleven for gammel til at gaa paa Bal. – Men De? Hvorfor danser De ikke? De er jo ovenikøbet saa stærkt engageret i Aften."
"Aa nej," svarede han og traadte nærmere. 115 "Nu troer jeg, at ogsaa jeg i dette stemningsfulde Mulm vil indøve mig i at sige Verden ret Farvel … Tillader De?"
Han lod sig – ret brutalt – falde ned i Sofaen saa tæt ved Siden af hende, at hun maatte tage Kjolen til sig.
"Gener Dem ikke!" sagde hun opbragt.
Han vendte Ansigtet imod hende med et dirrende Smil:
"I lige Maade, Frue!"
"Hvad mener De?" spurgte hun roligt, og hendes store, blanke, brune Øjne betragtede ham med et saa overlegent, et saa fyndigt og vedholdende Blik, at han tilsidst trak sit til sig.
"Intet," sagde han.
De sad tavse et Par Minutter og hørte paa Musikken og Støjen fra Dansesalen, der herinde lød stærkt afdæmpet efter at have passeret to-tre store Værelser. Saa gav Fru Engelhardt sig til at kritisere Selskabet, talte om Souperen, som hun roste, og om forskellige tilstedeværende Damers Toiletter, alt mens hun et Par Gange ugenert gabede bag sin Vifte. Neergaard sad, stadig lige stum, i stærkt foroverbøjet Stilling, med Armene hvilende paa sine Knæ, og krængede sine aftrukne Handsker.
"Hvor De dog er bleven en kedelig En, Neergaard," sagde Fruen tilsidst og saa' paa ham. "Og De, som virkelig en Gang var saa morsom … 116 og saa ridderlig. Hvad sidder De nu dèr og grunder paa? Der har været noget i Vejen med Dem i den senere Tid. De har sikkert et eller andet i Sinde. Har De ikke?"
"Maaske."
"Se-se!" sagde hun langsomt, lagde Haanden op paa Sofaryggens Kant og satte Hovedet lidt paa Siden, mens hun opmærksomt betragtede ham. "Skal jeg forsøge, om jeg kan gætte det? … Det er naturligvis noget med en Dame."
"Det er det."
"Det skulde da for Guds Skyld ikke være den yngste af de utallige Frøkner Holm? … Naturligvis! At jeg dog ikke har tænkt paa det før! Hun maa jo være aldeles efter Deres Smag. De har med Deres sædvanlige Galanteri saa ofte fortalt mig, at De egentlig sværmede for de lysblonde og de blaaøjede. Og saa er hun jo ovenikøbet fra Landet, … lutter Kløverduft og Sommersol og sød Mælk … en fuldendt lille Mejerske, saadan som De har ønsket Dem det. Jeg maa virkelig le. Det er saa ustyrlig morsomt, at De endelig en Gang har ladet Dem fange … For jeg har jo altsaa gættet rigtig, ikke sandt?"
"Kan gærne være."
Hun iagttog ham nøje. Og da han forblev lige ubevægelig, bøjede hun sig ned over ham og lagde sin Haand katteblødt paa hans Arm.
"Rigtigt? … For Alvor, Neergaard?"
117 Han vendte langsomt sit indfaldne Ansigt om imod hende med et melankolsk Smil.
"Jeg troer, det endnu interesserer Dem. Maaske kunde De endog være i Stand til at ønske det?"
"Ærlig talt – ja," sagde hun ligesom med Overvindelse og slap hans Arm. "Siden De selv siger det, saa … De véd, jeg bestandig har sagt Dem, at jeg ikke vil være Dem nogen Hindring. Én Gang skal De dog vel giftes. Og i saa Fald er det sagtens paa Tiden," endte hun med et lille Suk.
"Paa Tiden? … Naar en Mand har naaet min Alder, gør han vist fornuftigst i at betragte Livet som endt," sagde han, idet han ligesom med Besvær lagde sig tilbage mod Sofaryggen, lagde Chapaubas'en over sin Mave og foldede Hænderne ovenpaa. "Man har da egentlig kun tilbage at drage Omsorg for en nogenlunde anstændig Begravelse."
"Aa, nu ser De vist ogsaa for sort paa det. Hvad skulde saa vi stakkels Fruentimmer sige? … Se til den gamle Ritmester Frick derinde, han er tooghalvfjers og fører sig endnu i Dansen som en ung Løjtnant. Jeg er overbevist om, at han gør endnu Erobringer blandt Damerne. Hvor meget mere maa da ikke De … !"
"Jeg takker Dem, Frue, for Deres ved Baaren holdte trøsterige Tale. Mine Erfaringer modsiger den desværre paa ret utvetydig Maade. Naturligvis … jeg véd jo nok, at man i vore fremskredne 118 Dage forstaar den Kunst at bevare en ret frappant Ungdomsfriskhed endog temmelig højt op i Alderdommen, ganske ligesom man har lært at konservere Asparges, Grønærter og andet Foraarsgrønt. Alligevel … jeg ønsker ikke at narre nogen. Heller ikke mig selv. Egentlig er intet mig mere vederstyggeligt end en saadan gammel, henkogt Ritmester, der forsøger at bilde os ind, at han endnu lever, og som ovenikøbet er saa enfoldig selv at tro derpaa. Nej, man skal netop vise sin Aandsoverlegenhed ved at resignere i Tide, give Ungdommen, hvad Ungdommens er, … saa sparer man sig for mange Genvordigheder. Og man kan saamænd have tilstrækkeligt af dem i Forvejen. Gigten, Fordøjelsesbesværlighederne, Havresuppen, Stensmerterne og Operationsbordet, – det er de reelle Værdier, man har tilbage, naar man er bleven fyrretyve Aar og har gjort sin Skyldighed paa denne Jord."
"Og saa Minderne," indskød Fru Engelhardt blidt. "De gode Minder, … dem glemmer De."
"Minderne? … Hm! … Er ikke ogsaa de saadan en Slags henkogte Varer, skabte til fattig Vintertrøst for Tabet af den Sommer, der svandt? Nej, lad os ikke tale om Minderne, og allermindst om de gode! De er jo bare en Plage mere, … det er jo netop dem, der, efterhaanden som vi ældes, faar os til at føle alle Livets Tildragelser som en bestandig svagere og mere trættende Gentagelse. 119 Jeg sætter f. Eks. det Tilfælde, at jeg virkelig efter Deres Raad gik hen og giftede mig. For De mener jo altsaa virkeligt, at jeg endnu vilde være i Stand til at gøre et nogenlunde respektabelt Parti – ikke sandt?"
"Jeg antager det."
"Nuvel. Jeg har undertiden tænkt paa, hvorledes jeg da egentlig vilde føle mig til Mode … f.Eks. paa Bryllupsrejsen … den uundgaaelige Bryllupsrejse. Jeg kan ganske levende sætte mig ind i Situationen. Dèr sidder vi ene i Kupéen, hun og jeg, mens fremmede Landskaber, Byer og høje Bjærge farer os forbi. Hun hviler sit lokkede Hoved mod min Skulder og hvisker mig Gang efter Gang ind i Øret, at hun elsker, elsker, elsker mig. Jeg frygter for, at jeg da vanskeligt vil kunne lade være med at tænke paa en anden Gang, i en anden Kupé, i et andet, fremmed Land, hvor jeg befandt mig i en ganske lignende, lykkelig Situation … ovenikøbet tilsat med det vovedes, det æventyrliges stærke Tillokkelse. Hvad mener De? … Eller vi opholder os i en By, i Paris, i Berlin, i München … kører i Droske gennem Gaderne, spiser paa Restauranterne, staar om Aftenen ude paa vor Altan og betragter Maaneskinnet over den forbistrømmende Flod. … Sikkert vil da min Tanke rent avtomatisk henflytte mig til en anden By, til det skønne Prag, hvor et vist ungt Par, der i Hotellets Bog havde indskrevet 120 sig som Hr. og Fru Schultz, en mørk Nat stod under samme Paraply ude paa Nepomukbroen og stirrede ned i det forbiilende Vand, ligegyldige for Vorherres Regn, der dryssede ned over dem, foragtende Stormen, der hylede oppe under Hradschin, bare optagne af sig selv og deres Lykke – –."
Han standsedes i sin Tale af en Haand, der lagde sig blødt paa hans Skulder … og af en Kind og en Mund, der lagde sig tæt op til hans Øre.
"Neergaard," hviskede hun. "Jeg glemmer det aldrig … aldrig! Ja, ikke sandt, min egen Ven? Du og jeg, vi tilhører dog hinanden, hvad der saa end sker. Ikke sandt?"
"Det er netop det, jeg mener. Hvad der saa end sker – vi vedbliver alligevel at høre sammen. De kaldte mig en Gang, ganske træffende, for Deres anden Mand."
"Ja, – det er du jo!"
"Ja," sagde han, idet han lempelig frigjorde sig for hende og atter bøjede sig frem over sine Knæ. "Jeg blev det den Aften, da Ordene blev udtalt, – det har jeg senere forstaaet. Det var den Gang, da jeg skulde have været til London, … om De husker det. Det var tillige paa det Tidspunkt, da Løjtnant Thomsen begyndte at interessere Dem saa stærkt … eller var det Kandidat Iversen – –?"
"Begynder De nu igen! … Nu synes jeg virkelig, vi skulde holde Fred for i Dag. Kan De for Resten ikke selv mærke, Neergaard, hvor latterlig 121 De gør Dem med Deres evige Skinsyge. Jeg kan næsten ikke længer se paa en Herre, uden at De mistænker mig."
"Glem ikke, … jeg er Deres anden Mand."
"Det skal vistnok være en Uartighed, … men jeg undskylder Dem i denne Tid, fordi De er syg. Jeg har mærket det længe, Neergaard. De har rigtig set daarlig ud … Er det Maven? Eller Hovedet? De skulde virkelig tale med en Læge. Lever De ikke ogsaa altfor uregelmæssigt? Lov mig i det mindste, at De vil tage noget styrkende, … Jern, Maltekstrakt eller saadan noget. De trænger virkelig til det."
"Det har jeg netop selv tænkt paa. Nogle gode, stærke Jernpiller – en Revolverfuld ad Gangen – det Middel vilde være probat."
"Aa, De er da ogsaa aldeles umulig i Aften. Kan De dog ikke et Øjeblik tale alvorligt. Vær nu flink, og lad os være Venner! – Tys! Jeg kan høre min Mands Stemme derinde i Stuerne … saa vil jeg gaa. Farvel, lille Ven, og husk nu paa, hvad jeg har sagt. Har du Lyst til at træffe mig i Morgen? Jeg kommer ind til Byen ved Syvtiden. Maaske kigger jeg op til dig."
Hun tilkastede ham i Døren et Kys med sin Vifte og skred derpaa majestætisk gennem Portieren, mens Neergaard blev siddende lige ubevægelig i samme foroverbøjede Stilling og knyttede Handskefingrene sammen i Knuder.
122 Inde i Stuerne blev der nu, idet Dansen var ved at slutte, efterhaanden livligt af højrøstede og lattermilde Gæster, der slog sig ned om de dækkede Teborde. I Salen dansede tilsidst blot tre-fire forfløjne Par, der ikke kunde faa nok men lod Musikken gentage Tappenstregen Gang efter Gang i stadig hurtigere Tempo. Snart begyndte ogsaa Vognene at køre frem. Med sin egentlige Mand, en høj og svær Grosserer, under Armen, tog Fru Engelhardt Afsked. Og med stolt Tilfredshed bemærkede Per, der lidt urolig havde søgt hende inde i Salen, at hun – sit Løfte til ham tro – var den første der kørte bort.
[*]
Neergaard og Per fulgtes hjemad i den maaneklare Nat. Det var ikke Per, der havde søgt Ledsagelse; men da Neergaard ved Bortgangen havde spurgt ham, hvor han boede, og om de skulde følges ad, havde han paa den anden Side ikke fundet nogen Anledning til at undgaa Følgeskabet. Tværtimod. Nu, da han var fuldkommen beroliget med Hensyn til saavel sit eget som den andens Forhold til Fru Engelhardt, følte han et vist Behag ved Synet af den overvundne Medbejler, – han nød dennes Tilnærmelse som en Tribut, der ydedes ham som Sejrherren efter Slaget. Heller ikke var han helt ufølsom for den udsøgte Høflighed, hvormed denne Verdensmand behandlede ham trods den store Aldersforskel eller for 123 den tilsyneladende oprigtige Interesse, han ved forskellige hensynsfulde Spørgsmaal om hans Forhold lagde for Dagen. Per optog ogsaa dette som en halvt ufrivillig Hyldest, endskønt der gennem Neergaards Tale tydeligt klang en Bitone af Medlidenhed, hvad Per imidlertid ikke havde Øre for. Han var altfor optagen af sig selv og Aftenens Begivenhed til at opfatte stort andet end netop Ordene. I det Overmod, der gærne greb ham, naar Lykken havde været ham god, og som allerede i Barneaarene undertiden havde gjort ham lidt komisk i Kammeraternes Øjne, gik han dèr i det højtidelige Maaneskin med Hatten paa Siden, Frakken flagrende uknappet omkring ham trods den skarpe Frostluft, og udstødte med tilbagebøjet Hoved svære Røgskyer fra sin Cigar.
Da de naaede Holmens Kanal, hvor Neergaard boede, og denne bad ham følge med op og drikke et Glas god Vin, tog han uden Betænkning mod Tilbudet. Han følte slet ingen Trang til at gaa hjem og sove og havde intetsomhelst imod endnu en Stund at nyde sin Triumf overfor en saa opmærksom Rival. Snart sad de da oppe i en hyggelig, trefags Ungkarledagligstue, der – lidt pulterkammeragtigt – var overfyldt med store, gammeldags Mahognimøbler og en broget Mangfoldighed af Kunstgenstande, Broncer, Lamper, Vaser og forgyldte Armstager. En Hærskare af smaa Familieportræter svævede over Skrivebordet 124 som en Asgaardsrej, … et Skyggetog af en henfaren Slægt. Der var halvt udviskede Daguerreotypier, Silhuetter og emaillemalede Elfenbens-Medailloner, Litografier, Haandtegninger, Miniaturmalerier og moderne Fotografier.
Neergaard hentede en langhalset Flaske inde fra Sideværelset og skænkede op i to høje, spiralfodede Krystalglas.
"Det glæder mig at have gjort Deres Bekendtskab, Hr. Sidenius," sagde han efter at have klinket. Og idet han løftede sit Glas med den gyldne Vin, tilføjede han smilende: "Jeg drikker Deres Skaal! De … Lykke-Per!"
Per, der sad tilbagekastet i Sofaen med en frisktændt Cigar skødesløst mellem Læberne, studsede lidt ved denne Tiltale. Han vidste ikke rigtigt, i hvad Mening Neergaards Ord denne Gang skulde opfattes. Derfor lod han, som om han overhørte dem, greb sit Glas og nedskyllede Vinen.
"Det er for Resten ikke min egen Opfindelse med det iøvrigt ikke synderligt vittige Tilnavn," vedblev Neergaard, efter at have lænet sig tilbage i en stor, amerikansk Gyngestol og lagt Benene overkors. "Det er nok den lille Salomon, som plejer at kalde Dem saadan. Navnet er i mine Øren ikke en Gang rigtig smigrende. Et gammelt Ord siger jo om Lykken, at den er Daarernes Formynder, … og den er sikkert ikke altid nogen blid Formynder. Jeg for min Del anser det aldeles 125 ikke for noget saa attraaværdigt at have "Lykken med sig", som det hedder. Jeg holder med hin ærværdige latinske Forfatter, der skrev om Heldet, at det er Fader til Sorgen … Hvad mener De herom?"
Per vidste igen ikke rigtig, hvad han skulde svare. Han var aldeles ikke i Stemning til at indlade sig i Diskussion om nogetsomhelst andet end om sig selv om og Fru Engelhardt og svarede derfor blot med en afvisende Mumlen.
"Dersom det ikke lød som et afskyeligt Paradoks," – vedblev Neergaard ufortrøden – "kunde jeg fristes til at sige, at de ulykkelige egentlig er de allerlykkeligste. De har dog altid den Tilfredsstillelse at kunne skælde ud paa Skæbnen, injuriere Vorherre, kræve Forsynet til Regnskab o.s.v., medens den, der sidder paa Lykkens Skød, kun har sig selv at takke for sit Uheld."
"Men hvorfor netop Uheld?" bemærkede Per, personlig berørt.
"De forstaar mig ikke rigtigt, Kære! Jeg mener – trods min Afsky for Paradokser – at selve Heldet er det allerstørste Uheld, der kan ramme et Menneske, fordi … ja, fordi man i nihundredeognioghalvfems af tusinde Tilfælde mangler Evner og Forudsætninger til at bruge det saaledes, at det ikke bliver En til Skade og volder dobbelt Fortrædelighed. Saa latterligt det rimeligvis vil lyde for Dem, saa taler jeg virkelig her af en 126 Smule personlig Erfaring. Og har man en Gang selv hørt til de saakaldte "lovende" – af Skæbnen eller Tilfældet begunstigede Eksistenser, – faar man sin egen Mening om den Ting at være en Lykkens Yndling. Vi er ikke oplærte i det Fag, … det er Sagen! Trods alt vort Fantasteri stikker der i os alle en dyb, nedarvet Forkærlighed for det hverdagsagtige, det tilvante og prøvede. Vi befinder os ved Lykkens Bord akkurat som en Bonde ved en Konges Taffel. Naar det kommer til Stykket, foretrækker vi – ikke sandt? – den hjemlige Vandgrød og vor Mo'ers Pandekage for alle Slaraffenlands Herligheder. De kender sikkert Fortællingen om Svinedrengen, der vinder Prinsessen og det halve Kongerige. Den ender, synes det mig – som de fleste Fortællinger forøvrigt – akkurat dèr, hvor den begynder at faa nogen Interesse for andre end Børn og Poeter. Vi skulde have set denne Bondeknold i Fløjl og Brokade gaa omkring og blive bleg og mager af lutter Lykke. Vi skulde set ham ligge i Prinsessens Silkeseng og flæbe af Længsel efter sin Maren-Malkepiges laartykke Arme … det kunde da være bleven til en ret lystig Historie, ikke sandt? For der er ingen Tvivl om, at han vil gøre det. Han vil i det hele ikke have en glad Time, før han igen kommer i sine Træsko og faar Kongens Scepter ombyttet med sin Faders Møggreb. Og har vi egentlig ikke alle i dette lille hyggelige 127 Bondeland mere eller mindre af Svinedrengen i os? Hvor hidsigt vi end i vore unge Dage kan storme frem mod det overordentlige og æventyrlige, … i det Øjeblik, Vidunderlandet virkelig aabner sine Porte for os, og Prinsessen vinker til os fra Altanen, bliver vi betænkelige, faar Anfægtelser og ser tilbage. I nihundredeognioghalvfems af tusinde Tilfælde vender vi før eller senere hjem igen til den beskedne, trygge og kendte Kakkelovnslykke. – – Nej, det er saamænd slet ikke saa let, som man paa Forhaand er tilbøjelig til at mene, saadan helt at slippe Taget i sin Moders Skørter. Der klæber en uimodstaaelig Trolddom ved de Brosten, man har slidt som Barn, ved den Maren-Malkepige, man i sin Ungdoms Uskyld har elsket. Der stikker dybt i os alle – trods al vor Holdningsløshed – en ulyksalig Trang til den Slags burreagtig Paahængenhed, som man har pyntet med Navnet Troskab. Se Dem f.Eks. om her! Dèr slæber vi med os gennem Livet en stadigt voksende Bagage af Erindringer og Efterladenskaber, som vi ikke nænner at frigøre os for … hygger os inde i et Gravkapel af Familieskrammel, der tilsidst stabler sig op om os som en uoverstigelig Mur. Gælder det vore Nærmeste, opbevarer vi tillige pietetsfuldt ethvert af deres Ord, næsten som var de guddommelig Tale, lader f.Eks. vor kære Moders Formaninger og Advarsler, hendes Fordomme og 128 Bekymringer faa en bestemmende Indflydelse paa vore Handlinger helt op i Alderdommen. Hver Gang, vi virkelig tager Mod til os og vil række efter Lykkens skinnende Guldfrugter, er det, som om den moderlige Haand advarende holdt os tilbage, … akkurat som den Gang, da vi som Børn vilde op i Æbletræerne, og hun raabte til os: "Pas dog paa, Børnlille … I kunde falde ned og støde jer!"
"Men jeg har aldrig kendt nogen Moder," slap det Per ud af Munden.
"Nu – saa har man en Fader, sine Søskende, sine velmenende Onkler og Tanter, der paa samme Vis – –"
"Jeg har heller aldrig kendt hverken Fader eller Søskende."
"Hvadbehager?"
"Jeg er et Hittebarn."
Neergaard rettede sig langsomt op i Stolen.
"Hvad er De? … Er De virkelig – –?"
"Ja," sagde Per, – han var bleven stærkt rød. Han havde egentlig ikke villet sige det. Men da han nu en Gang var begyndt, kunde han ikke lade være med at fortsætte og fortalte da overgivent, at han efter al Sandsynlighed stammede fra omvankende Zigøjnere paa den jyske Hede, hvor hans Plejeforældre havde boet. Under Paavirkning af Aftenens Hændelser, af Vinen og sin Tilhørers stigende Forbavselse udstyrede han ovenikøbet sin Fortælling 129 med forskellige humoristiske Tilføjelser saasom Formodningen om at være i Slægt med, maaske endog en Søn af den berygtede Landevejsrøver og Mordbrænder "Sorte Børre", der i Aarhundredets Midte havde sat hele Jylland i Skræk og tilsidst var bleven halshugget i Viborg Tugthus.
"Se-se!" udbrød Neergaard smilende, – han havde siddet med opspærrede Øjne og lyttet til. "Saa er der jo virkelig noget æventyragtigt ved Dem! Den lille Salomon har altsaa ikke haft helt Uret! Et Zigøjnerbarn … fundet en Sommerdag paa Heden! Det lader sig høre! … Og De kender slet ikke noget til de nærmere Omstændigheder derved? De véd aldeles intet avtentisk om Deres Familje, dens Opholdssted og Skæbne?"
"Intet."
"Det maa egentlig være ganske ejendommeligt," sagde Neergaard, idet han atter langsomt lagde sig tilbage i Gyngestolen og for et Øjeblik lukkede Øjnene bag Guldlorgnetten. "Dersom man ikke var saa gammel, kunde man næsten fristes til at misunde Dem. Fri som Fuglen under Himlen! Ja vist! … Men sig mig, føler De Dem alligevel aldrig underlig tilmode ved saaledes, om jeg saa maa sige, at være uden Jordbund? De har dog rimeligvis anstillet Efterforskninger, ikke sandt?"
"Nej, – hvad skulde det gøre godt for?"
"Aa nej, saamænd. De har Ret. Man kan have Lænker nok alligevel. Man har sine kære 130 Venner og sine kære Vaner og sit Pligtarbejde og sine Kvindeforbindelser. Først og fremmest de sidste. Ikke sandt, Hr. Sidenius?"
"Aa – mig generer de ikke!" sagde Per – ubekymret, nærmest smigret, af den andens pludseligt udforskende Blik og Tone.
"Ikke? … De er virkelig i et og alt et sjælden lykkeligt stillet Menneske. I alle Forhold fri og sorgløs … og med en Appetit paa Livet som en Finke i et Kirsebærtræ."
"Jeg klager ikke."
"Alligevel … Dersom det nu f.Eks. skulde hænde Dem, at … ja, hvad skal jeg sige? … at en Kvinde, De satte Pris paa, viste sig troløs mod Dem … bag Deres Ryg ligefrem foretrak en anden for Dem. Jeg véd ikke, om De overhovedet kan sætte Dem ind i den Situation?"
"Det kan jeg meget let," svarede Per leende. "For jeg har netop for ganske nylig været i et lignende Tilfælde."
"Nej virkelig! Ja – undskyld – jeg vil nødig være indiskret; men det kunde virkelig interessere mig at vide, hvorledes en saadan fri Fugl forholder sig i slige Sager. Hvad gjorde De egentlig?"
"Hvad jeg gjorde? Jeg tog mig naturligvis en anden."
"Aa, meget godt! Meget godt! … Men dersom nu – ja undskyld mig – men i Fald nu ogsaa denne anden skulde vise sig mindre paalidelig 131 … i det hele ikke svare til Forventningerne. Hvad saa?"
"Saa tager jeg en tredje, en fjerde, en femte, – – Herregud, der er jo Kvinder nok i Verden, Hr. Neergaard."
"Ja vist! … Ja vist!"
Han vedblev i Tanker at gentage dette "Ja vist" med lange Mellemrum og stirrede samtidigt med et saa stift og dog fraværende Udtryk over paa Per, at denne tilsidst følte sig halvt uhyggeligt derved og besluttede at bryde op. Det var ogsaa bleven silde. Et Par hastige Bagervognes Rumlen gennem Gaden forkyndte netop, at Morgenen stundede til; og uvilkaarlig paavirket af Tanken herom blev Per mere nøgtern og begyndte allerede saa smaat at fortryde sin Aabenmundethed overfor dette fremmede Menneske.
Men med et rejste Neergaard sig, gik et Par Gange uroligt frem og tilbage paa Gulvet og kastede sig igen i Stolen.
"Hør," udbrød han med en pludselig Oprømthed, der dog langtfra gjorde noget naturligt Indtryk. "De er virkelig et morsomt Menneske! … Jeg er rigtig fornøjet over at have gjort Deres Bekendtskab. Véd De hvad! Dersom De ikke vilde tage mig det ilde op, kunde jeg have Lyst til at gøre Dem et Forslag."
"Hvilket Forslag?" sagde Per.
"Ja, Sagen kan maaske i første Øjeblik synes 132 Dem lidt underlig … men efter hvad jeg nu kender til Dem, vil De sikkert ikke tage den højtideligere, end den fortjener. Ser De – kort og godt – det er en af mine Venner … en nær Paarørende … der ligger for Døden for Tiden. Han er uhelbredelig syg … har ikke langt igen … er syg baade paa Legeme og Sjæl … Naa, det kommer for Resten ikke Sagen ved. Kort at fortælle altsaa … da jeg forleden besøgte ham, var han i Forlegenhed med, hvad han skulde gøre ved sine Efterladenskaber. De bestaar forøvrigt ikke i stort andet end noget nedarvet Bohave, et Par Malerier, lidt Bøger, … omtrent som De ser det her. Til sin Familje vil han nemlig ikke overdrage dem. Han vil ikke have dem opbevarede, forstaar De, – han forlanger udtrykkeligt, at de skal splittes for alle Vinde, – og han ønskede nu blot, at han kendte Nogen, hvem han kunde gøre lidt Glæde – maaske ogsaa nogen Gavn – ved at testamentere ham, hvad han ejer. Det falder mig nu ind: maa jeg ikke have Lov at foreslaa ham Dem? Jeg er overbevist om, at dersom han havde kendt Dem, vilde han være kommen paa den samme Tanke. De er netop saadan, som han ofte selv har ønsket at være. – – Nej – jeg be'r Dem – dersom De ikke har noget mod mit Forslag, maa De ingen Ting sige. Vi taler slet ikke mere derom. Som sagt, det hele er jo ikke af nogen Betydning … en ren Bagatel. Naar Gæld og Boets andre 133 Forpligtelser er fyldestgjorte, er der saamænd ikke mange tusind Kroner tilbage … i det højeste til en Udenlandsrejse eller lidt anden Morskab!"
"Han er bleven fuld," tænkte ganske koldsindigt Per, der havde lagt Mærke til, at Neergaard i den sidste Tid gentagne Gange havde fyldt og tømt sit Glas. Og virkelig saa' han ogsaa ud omtrent som en drukken Mand. Hans indsunkne Kinder, der et Øjeblik havde været stærkt røde paa det skarpe Parti over de fremtrædende Kindben, var atter bleven gustenblege, Øjenhulerne sorte, Hagen blaa som paa et Lig. Ogsaa hans Maade at tale paa og især hans Bevægelser, der ellers var saa rolige og beherskede, røbede et Menneske, der ikke længer havde Herredømmet over sine Nerver.
"Ja, ja – det var jo ikke ilde, det," sagde Per, idet han slog hans Tale hen i Spøg, og greb sit Glas for at tage Afsked. Men da blev Neergaard helt febrilsk og bad ham indtrængende om at blive.
"Hvorfor vil De gaa? … Det er jo ikke silde. Bliv dog i hvert Fald lidt endnu … Er her ikke kvalmt herinde? Lad os lukke lidt op," sagde han og gik hen og slog et Vindu op, saa den friske Frostluft fór ind i Stuen og fik Lampen til at ose.
"Se-se," tænkte Per, der erindrede sig hin Natte-Samtale med den store Fritjof henne i "Gryden". "Begynder nu ogsaa han at se Spøgelser!"
134 "Drik dog!" vedblev Neergaard og kastede sig igen i Stolen. "Vinen er god … Vi har ogsaa siddet her og snakket os saa melankolske. Lad os tale om noget andet. Er der noget Nyt i Byen? … Tag Dem dog en frisk Cigar! … Vil De have en stærkere? …"
Men Per lod sig ikke overtale. Han sagde "Tak for i Aften", drak ud af sit Glas og rejste sig.
Da Neergaard nogle Minutter senere, efter at have lukket sin Gæst ud, var vendt tilbage til Stuen, blev han staaende foran det aabne Vindue og blev ved at følge Lyden af Pers frejdige, taktfaste Skridt, lige indtil den tabte sig i Gadens Stilhed. Med Haanden tungt støttet mod Vinduesposten stod han derefter endnu nogen Tid og saa' ud over den slumrende By med de maanebeskinnede Tage. Skraas over for ham rugede Nationalbankens tunge Masse som en mægtig Sarkofag, en Konges Mausoleum, hvorover Stjernehimlen pragtfuldt hvælvede sig. En Skildvagt i rød Kappe stod – belyst af Skæret fra en Lygte – nede foran dens Indgang og lænede sig sovende mod Skilderhuset med Geværet trofast i sin Favn. Et medynksfuldt Smil bevægede uvilkaarligt Neergaards Læber ved dette Syn … Men nu lød en ny Vognrumlen nede i Gaden, og lidt efter hørtes Menneskestemmer og klaprende Træsko fra en af Sidegyderne. Der faldt ham i det samme et Citat2 paa Læben:
135
"Nu er det Lysets Trolde,
nu er det Dagens Larm –"
Og idet han med en langsom, sky Bevægelse vendte sig om imod den tomme Stue, hvor Lampen stod og brændte med en lang, rygende Ildtunge ud af Glasset og kastede et flakkende Skær over de gamle Møbler og alle Familjeportrætterne over Skrivebordet, fortsatte han i Tankerne:
"Ja, øver jeg én Gang et Storværk,
det bliver en Mørkets Daad."
