Lykke-Per

finder Skatten

Andet Kapitel

49 En Søndag Formiddag i Begyndelsen af April, en Foraarsdag med stille Vejr og høj Himmel, sad Per udenfor Restavrationen paa Langelinje og betragtede den ustanseligt forbidragende Strøm af pyntede Spaserende, der efter Kirke- og Frokosttid var kommen ud for at nyde Solen og den friske Saltvandsluft. Hans Udseende havde forandret sig kendeligt i Løbet af den sidste Maaned. Han var bleven næsten mager (hvad der iøvrigt ikke misklædte ham), og det lille mørke Fipskæg, han samtidigt havde lagt sig til i den bestemte Hensigt at gøre sig ældre af Udseende, havde ligeledes bidraget til at meddele hans Skikkelse noget vist standsmæssigt og "interessant". Ikke heller Ansigtsudtrykket var længer det gamle sorgløse og lidt forsorne. Som han sad dér med den ene Albue oppe paa Stoleryggen og under rynkede Bryn stirrede ud paa de Forbispaserende, var det ikke let at tage fejl af hans Sindsstemning. Man saa' straks, at han var en 50 ung Mand, hvem Livet havde beredt den første, alvorlige Skuffelse, og hvis Hjærte var opfyldt af den mørke Forbitrelse, den hævntørstige Spot over Samfundet, Menneskene og Verdensordenen, hvori unge, højtstræbende Mænd fra Arilds Tid har fundet Oprejsning for lidte Nederlag.

Nu var det virkelig gaaet ham saa ilde, som det omtrent tænkes kunde. Og det hjalp ham ikke til at bære sin Skæbne med Sagtmodighed, at han ved den gamle Obersts Tilstaaelser mente at have faaet fuld Vished for sit Arbejdes Betydning og jo virkelig et Øjeblik havde haft Grund til at tro sig Sejren nær. Han, som ellers i alle Spørgsmaal, der angik hans store Fremtidshaab, hidtil havde været saa behersket, saa omsigtsfuld, til Tider saa klogt beregnende, havde tilsidst aldeles tabt Besindelsen. Han havde henvendt sig baade i det ene og det andet offentlige Kontor, var gaaet rundt til alle de store private Ingeniørfirmaer, havde endog søgt Dagbladenes Redaktioner for at faa dem til at interessere sig for hans Værk, – kort sagt, han havde gjort alle de Dumheder, som et til det yderste ophidset Menneske kan finde paa, lige til et Forsøg paa at faa Avdiens hos Ministeren for at vise ham sine Planer og forestille ham, hvor paatrængende nødvendigt det var at skride til en fuldstændig Omordning af vort hele Vandbygningsvæsen.

En Ulykke for ham var det nu, at han var saa ene, ikke stod i Forhold til et eneste Menneske, som kunde bringe ham til Fornuft. Han havde overhovedet ingen Venner, endsige en Fortrolig, for hvem han kunde udtale sig om, hvad der bevægede ham. I sin Tid havde han søgt paany at knytte Forbindelsen med sine gamle Skolekammerater, efterhaanden som disse var kommen til København som Studenter. Men – dels paavirkede fra Hjemmene, dels i Følelsen af deres Værdighed som akademiske Borgere og vordende Embedsmænd – havde de fleste af dem straks taget Afstand fra ham med den samme Skyhed, som han kendte fra sine Brødre. Og da han i den Anledning havde gjort lidt grove Løjer med dem og med det hele akademiske Spidsborgerskab, havde de med en Højtidelighed, der heller ikke var ham fremmed, ganske afbrudt Forbindelsen og betragtet ham som en forhærdet, der havde bortkastet Troen paa alle styrende Magter. Med de øvrige Barndomsvenner havde han selv lidt efter lidt brudt Omgangen, fordi kun de færreste af dem fuldtud kendte Sammenhængen med hans spændte Forhold til Hjemmet og stadig generede ham med Spørgsmaal om Familien og med Beretninger om den religiøse Bevægelse, hans Fader efterhaanden havde vakt derhjemme, og som flere af dem var stærkt optaget af. Navnlig i det sidste Aarstid, efter at 52 Rygterne om Faderens Sygdom og nærforestaaende Død var bleven dem bekendt, havde han ligefrem søgt at undgaa ethvert Sammentræf med dem og skraaede regelmæssigt over paa et andet Fortov, naar han saa' nogen af dem komme imod ham paa Gaden.

Mellem sine Medstuderende følte han sig næsten allermest fremmed. De viste ham bestandig tydeligere – nogle med Grin, de fleste med Professor Sandrupsk Alvorsfuldhed – at de ansaa' ham for gal. I "Gryden" kom han aldrig mere. Han var formelig kommen til at nære Afsky for Kunstnere, efter at det rigtigt var gaaet op for ham, at de med deres Naturdyrkelse og "Stemnings"-Afguderi bare var en Slags formummede Lægprædikanter, der drev den samme Svindel med Overtro og Hysteri som Præsterne og ligesom disse hovmodede sig af deres fejge Frygt for at anerkende Mennesket som Jordens Herre og enevældige Behersker.

Gang efter Gang i disse Modgangens Dage var han bleven grebet af den samme dystre Ensomhedsfølelse, der havde formørket og forbitret ham hans Opvækst i Barndomshjemmet. Ligesom han dér havde følt sig hjemløs mellem sine Forældre og Søskende, følte han sig nu som en Fremmed i det hele Samfund, hensat mellem Mennesker, med hvem han ikke havde en Tanke eller Følelse tilfælles. Der slog ham overalt imøde den 53 samme Selvgodhedens beklumrede Atmosfære, som han kendte fra sit Hjem, den samme Smaaborgerlighedens farisæiske Ringeagt for alt, hvad der gav Livet Storhed, Vælde, Glans. Han saa' tilsidst i Folk lutter Sideniusser, der mente at hæve sig selv ved at lade haant om det, der for ham alene var Livskampen værd, – det, udenfor hvilket der for ham kun var Tomhed, Mørke, Død. Ofte i disse Dage faldt det ham i Tankerne, hvilken Velsignelse det maatte være for Katolikerne, at deres Præster ikke giftede sig; at al den aandelige Vanførhed, der avledes i den kælderklamme Kirkeluft, ikke som i de protestantiske Lande gik i Arv fra Slægt til Slægt, bredte sig ud i Befolkningen opefter og nedefter og endevendte Begreberne ligesom i Kong Pukkelrygs Land, hvor det smaa kaldtes stort og det skæve lige.

Nu havde han tilmed samtidigt haft andre Genvordigheder at kæmpe med, blandt andet Pengebekymringer. Skønt han i den sidste Tid igen havde levet saa sparsommeligt som nogen ung Student, havde opsøgt Borgergade-Kvarterets allerbilligste Kælderrestavrationer og spist sammen med Droskekuske og Bybude, var hans Arv efter Neergaard næsten opbrugt. Han havde regnet ud, at den med den strengeste Økonomi endnu vilde kunne strække til i tre, højst fire Maaneder. Og hvad saa? Skulde han saa igen begynde at laane, at gaa den ydmygende Tiggergang rundt 54 til "Jøder" og tvivlsomme Prokuratorer, støve omkring paa Nattekaféerne efter sine gamle Variété-Bekendte og drikke Dus med nye for at skaffe sig Kavtionister?

Desuden havde han Kærlighedssorger, forsaavidt som han dog aldrig helt kunde glemme sin Fransisca og i disse Dage havde haft rig Anledning til at tænke over, om han ikke havde ofret hende for et Blændværk. Helt bevæget kunde han undertiden sidde og betragte de enkelte Smaaerindringer, han havde bevaret fra deres Samliv: en hentørret Blomst, som hun en Gang havde fæstet i hans Knaphul, et Gækkebrev, hun havde skrevet til ham med Spejlskrift, et blaat Silkebaand, som han en Aften, da de skiltes, havde røvet fra hendes Hals og gemt inde paa sit Bryst, efter at have bedækket det med Kys. Ja, naar han om Aftenen gik sin ensomme Spaseretur og saa' paa de andre unge Mænd, der i bedste Forstaaelse med alle himmelske og jordiske Avtoriteter nød Solnedgangen og Foraarsluften med deres Kærester eller unge Koner under Armen, kunde der komme Øjeblikke, da han overfaldtes af sin gamle Svaghed og spurgte sig selv, om han ikke gjorde bedst i lige saa godt først som sidst at skrinlægge alle vilde Drømme og blive som de andre, beskedent at dygtiggøre sig til en eller anden Kontorstol for en Gang i Tiden at gifte sig med Fransisca og blive lykkelig ved hendes Side.

55 Det var da virkelig, som om alle Magter havde sammensvoret sig for at prøve hans Standhaftighed. Til Overflod var han bleven opskræmt af en uhyggelig Begivenhed, der for et Par Dage siden var forefalden hjemme i Hjærtensfrydsgade, idet Højbaadsmanden pludselig var død. Den gamle Mand havde om Formiddagen foretaget sin sædvanlige Runde over Amalienborg Plads, gennem Borgergade og ind til Brøndstræde-Kvarteret og befandt sig just paa Hjemvejen, da han paa Hjørnet af Goters- og Adelgade pludselig sank sammen og blev liggende paa Stenbroen ude af Stand til at rejse sig. Han havde akkurat haft Kræfter og Samling nok til at fremstamme sit Navn og sin Bopæl for de Mennesker, der straks var ilet ham til Hjælp; og gennem en tæt Sværm af Nysgærrige, der i Løbet af faa Øjeblikke havde spærret hele Gaden, var han bleven baaret ind i en lukket Droske og kørt til sit Hjem. Her stod hans Kone netop og kiggede efter ham i Gadespejlet, da Drosken standsede udenfor; og ikke saasnart havde hun set en Politibetjents Arm stikke ud af Vinduet for at aabne Vogndøren, før hun forstod, hvad der var sket, og i et Nu var nede ad Trappen. Per havde tilfældigt været hjemme og siddet inde paa sit Værelse; og da han paa den pludselige Uro i Huset havde kunnet mærke, at der var noget paa Færde, var han hurtigt gaaet ud paa Gangen, hvor han netop var kommen 56 tidsnok til at se, hvorledes Madam Olufsen resolut skubbede Betjenten til Side fra Vogndøren og et Øjeblik efter vendte tilbage med Højbaadsmandens slapt nedhængende Legeme i sine Arme. Ganske alene, uden at ville modtage nogen Hjælp, havde den treoghalvfjersindstyveaarige Kone baaret sin døende Mand op ad den stejle Stigetrappe, mens Politibetjenten højtideligt fulgte bag efter med Olufsens graa Cylinderhat og brune Stok. Efter at der i Hast var bleven skikket Bud efter en Læge, og mens den af Ulykken ganske fortumlede Skibstømrerkone i Stuen for egen Regning løb efter en Præst, søgte Per og Betjenten at være Madam Olufsen behjælpelig med at bringe Manden i Seng. Men efter faa Minutters Forløb, og uden at have genvundet Mælet, udaandede han med Hovedet paa hendes Bryst. Hendes sidste Ord til ham var: "Du skal ikke være bange, Olufsen; – du har jo aldrig gjort et Menneske noget ondt."

Per havde siden den Dag ikke følt sig rigtig vel tilpas derhjemme i sine to smaa, kældermørke Stuer. Bevidstheden om dette stive, uskønne Lig, der laa deroppe lige ovenover hans Hoved og gabede, havde holdt ham vaagen om Natten. Og selv om Dagen, naar han sad ved sit Bord med Hovedet mellem Hænderne og stirrede ned paa sine Tegninger, – disse fem-seks ulyksalige Blade, som havde magtstjaalet hans Tanke og 57 Vilje – var det, som om den Dødens Stilhed, der hvilede over Huset, den Gravens Kulde, der trængte ned til ham gennem Loftet, spottede over al hans Møje ved at ville minde ham om, hvor tomt og sekundkort selv det største og sejrrigste Menneskeliv blev overfor Dødens Vælde og Intethedens Uendelighed.

For første Gang havde Livets Uhygge, Tilintetgørelsens uafvendelige Gru trængt sig ind paa ham med en Magt, som han ikke kunde afryste. Han havde i de sidste fireogtyve Timer slet ikke været hjemme. Han var gaaet rundt paa Kaféer og Billardstuer, havde om Aftenen været i Teatret og tilbragt Natten hos en fremmed Kvinde, en af Gadens barmhjærtige Søstre, – og han sad nu her ved et af Smaabordene foran Restavrationsbygningen paa Langelinje, jaget herud fra Byen af den ham fra Barndommen saa forhadte Lyd af Kirkeklokkerne, hvis Helvedeslarm havde forfulgt ham den hele Formiddag. Han følte sig overhovedet aldrig saa fredløs, aldrig saa mistrøstig som paa en saadan Helligdag, hvor Synet af de tilskoddede Butikker, de vogntomme Gader, de sortklædte Kirkegængere med deres korsprydede Salmebog overalt fortalte om Menneskenes ydmyge Underkastelse under Spøgelsefrygtens Trælleaag. Han søgte paa saadanne Dage gærne herud fra Byen for at betragte det frie Liv, der – ubekymret om alle Helligdagsforordninger – udfoldede 58 sig ude over Vandet; for at se paa Damperne og Sejlskibene og paa de travle Maager – paa alt det, som Pibekraverne ikke havde kunnet knægte og kristne.

Men denne Dag fulgte Kirkeklokkerne ham helt herud til Søen. Som en besværgende Mumlen blev deres Dødsklemten ved at lyde i hans Øre, mens han sad dér med sit anstrengte Smil og under rynkede Bryn saa' ud over Strømmen af de pyntede og veltilfredse Søndagsspaserende. Dér kom en brednakket Herre vandrende med Næsen i Sky og begge Hænderne bag paa Ryggen, en Jurist – skønnede han – maaske en Aagerkarl, en Tyvekæltring, der i en eller anden Kirke havde hentet sig Absolution for Ugens Synder og nu promenerede sit genfødte Menneske med en Havannacigar i Munden. Og dér kom en anden brednakket Herre, en Tvillingbroder til den første, der havde en yppig, blond Dame under Armen og to Smaapiger ved Haanden, en lykkelig Familiefader, der havde fundet sit Felt her i Livet som Agent i Tinknapper, grundet en velsignelsesrig Eksistens paa en Provision af fem Procent. Og der kom Studenter og Soldater, unge Piger og gamle Damer, hver udluftende sit lille, hyggeligt indrettede Sneglehus, der for dem var den hele Verden. Beskedne Folk! Lykkelige Mennesker! Brave, rettroende Sideniusser!

Han vaktes ved Lyden af en Række Stød i en Dampfløjte; en stor Fragtdamper gled lidt efter 59 ud fra Havnen under kraftfulde Stempelslag. Og pludselig skød der op i ham en heftig Længsel efter at rejse, efter at komme bort og begynde sit Liv fra nyt i en anden Jordbund, mellem andre Mennesker, … at søge over til Amerika, til Avstralien eller endnu længere bort, til et eller andet fjernt og ukendt Land uden Kontorsjæle og uden Kirkeklokker.

Tanken var ham ikke helt fremmed, … og hvad hindrede ham vel egentlig? Han kendte intet til den Hjemstavnens Trolddomsmagt, som Neergaard hin Nat havde talt til ham om og selv var bukket under for. Med det gamle Nybodershjems forestaaende Opløsning vilde han tilmed miste sin allersidste Tilflugt herhjemme. Og var det ikke haabløst at vente sig nogen Fremtid i dette lille vanrøgtede Land, der af Skæbnen syntes bestemt til en snarlig Undergang? Han havde netop i disse Dage ofte haft i Tankerne, hvad Højbaadsmanden i Ny og Næ havde fortalt ham om sit lange Livs Oplevelser, lige fra Skærtorsdagsslaget paa Reden, som han havde været Vidne til fra sin Moders Arm, og ned gennem den lange Række af Ydmygelser, den enestaaende Sønderlemmelse, hvortil denne Paasketorden havde været Indledningen. Og idet han nu stirrede ud over dette blaa Vand, hvor nordisk Vikingekraft sidste Gang havde samlet sig til en Stordaad, stod med ét alle hans gamle, bøjede Nyboderskæmper 60 for hans Øje – som den sidste, ærværdige Levning fra en Stortid og en Storslægt, der var gaaet under i Præsternes og Stemningsprædikanternes Ragnarok. Men hvorfor blive ved at klamre sig til et dødsdømt Land, der i Løbet af et Menneskes Liv var svundet ind til en Ruin, sygnet hen til et unyttigt Rudiment, et lille svindsottigt Lem paa Evropas svulmende Legeme?

Et nyt Liv! En anden Jord, en anden Himmel! … Der ligesom groede nye Kræfter frem i ham, blot han tænkte derpaa. Mens hans Øjne blev ved at følge den bortdragende Damper, vaagnede al Drengetidens Fribytterlyst igen i hans Blod. Han sagde til sig selv, at dérude – langt borte – ventede maaske den store Sejrslykke ham. Derude skulde maaske Barndommens Æventyrdrømme i fuldt Alvor opfyldes. Dér kunde han maaske virkelig endnu vinde Prinsessen og det halve Kongerige, – selv om Prinsessen var sort, og Kongeriget en Palmeø i Sydhavet!

Lyden af en kendt Stemme naaede i dette Øjeblik hans Øre. Han saa' sig om og opdagede Ivan Salomon, der stod ude paa Vejen i Færd med at sige Farvel til to jødisk udseende unge Damer, hvis ugenerte Munterhed tydeligt vakte almindelig Anstød blandt de korrekte Søndagsspaserende. Ved Synet af Hr. Ivans lille, afstikkende klædte Person kom Per pludselig til at smile melankolsk. Herregud, tænkte han, dér 61 havde han jo alligevel en Ven, endog en Beundrer! Og han mindedes i det samme et Ord, han en Gang havde hørt i Teatret, at ingen var saa ene, han havde jo sin Nar.

I det næste Øjeblik fortrød han alligevel sit Smil. Uden iøvrigt at være helt klar over Grunden følte han pludselig lidt Samvittighedsnag overfor dette Menneske, hvis uegennyttige og i hvert Fald velmente Interesse for ham han altid saa ilde havde lønnet. Han var end ikke langt fra at føle sig stødt af de sædvanlige raa Udbrud af Racehad, som hørtes rundt om fra Smaabordene; og saasnart han havde set Salomon forlade Damerne, gik han hen til ham og hilste.

Den larmende Henrykkelse, hvormed den lille Modelaps næsten omfavnede ham midt i Menneskesværmen, afkølede ham rigtignok hurtigt. Dog besvarede han høfligt hans gentagne Haandtryk og gjorde ham sin Undskyldning, fordi han ikke havde kunnet modtage ham de sidste Gange, han havde søgt ham.

"Aa, tal dog aldrig derom!" udbrød Salomon. "Jeg vilde bare spørge til Deres Befindende … og høre lidt om, hvorledes det gik med Arbejdet. Jeg véd jo, at De har siddet til op over Ørene i store Foretagender … Naa, skal saa Bomben snart springe? Tør Verden snart vente sig en Overraskelse fra Deres benaadede Haand?"

Per trak tavst paa Skuldrene; han vilde helst 62 undgaa det Emne. Desuden følte han sig altid lidt ilde berørt af Salomons Smiger, fordi den altfor ublufærdigt afdækkede Tanker og Forhaabninger, som han mangen Gang knap nok vilde tilstaa for sig selv.

"Jeg vil sige Dem, at der ventes paa Dem," vedblev Salomon. "Ventes med Længsel paa Dem! … Vi trænger ligefrem til Dem! … Har De ikke læst Nathans sidste Afhandling i "Lyset"? Aa, den skal De læse. Den er netop noget for Dem. Jeg skal sende Dem den. Han drager dér alvorligt tilfelts mod, hvad han kalder vore "udmalkede Æstetikere" herhjemme, og raaber Initiativets og de dristige Handlingers Mænd i Gevær."

Per saa' overrasket op.

"Dr. Nathan?" sagde han.

Han mindedes med ét hin Kafé-Samtale, han for en Maaned siden havde haft med Fritjof, og i hvilken denne stadig var kommen med Hentydninger, som han den Gang ikke havde forstaaet. Ivan Salomons Ord gjorde ham nu iøvrigt ikke synderligt klogere. Skønt man særlig i de senere Dage daarligt havde kunnet tage en Avis eller et Vittighedsblad i Haanden uden at støde paa Dr. Nathans Navn – "Dr. Satan", som de sidste ufravigelig kaldte ham – havde Per aldrig følt nogen Opfordring til at skaffe sig nærmere Oplysninger om denne Mand; og han fragik i dette Øjeblik ikke overfor sig selv, at den Omstændighed, at Manden var 63 Jøde, ikke havde været uden Indflydelse paa hans overlegne Ligegyldighed. Men tillige havde han en indgroet Mistro til alle Slags literære Mennesker. Og denne Doktor holdt endda Forelæsninger paa Universitetet, der i Pers Øjne var selve det teologisk besmittede Moderskød for hele den Slægt af Vantrivninger, som havde lagt Land og Folk øde.

Nu gjorde Salomons Meddelelse ham alligevel nysgærrig, og han spurgte, hvad det da egentlig var, denne Doktor havde skrevet. Med sædvanlig Tungeraphed gav den anden sig straks til at forklare men afbrød lige saa pludseligt sig selv, idet han gentog, at han skulde sende ham Afhandlingen, for at han kunde nyde den med Forfatterens egne, beaandede Ord.

"Aa, gør Dem ingen Ulejlighed," sagde Per hurtigt. "Jeg faar den dog næppe læst. Jeg tænker nemlig saa smaat paa at rejse."

"Vil De rejse?" udbrød Salomon, med ét helt forfærdet, og standsede endog et Øjeblik sin Gang.

"Jeg tænker paa det."

"For længere Tid?"

"Maaske."

Den lille Ivan slog Øjnene ned mod Jorden og gik en Tid lang tavs.

"Aa ja," udslyngede han omsider – han havde af Pers Ord forstaaet, at det altsaa virkelig var 64 sandt, hvad han paa anden Haand havde hørt om de tekniske Avtoriteters fuldkommen afvisende Holdning overfor dennes Projekt – "jeg forstaar egentlig godt, at De trænger til at komme lidt ud. Her er – foreløbig – næppe den rette Jordbund for Dem herhjemme. Selv om Nathans Kritik er noget skaanselsløs, saa er det vistnok sandt, at vi i dette Aarhundrede – jeg siger det med Selvbebrejdelse – har plejet en lidt for unaturlig Omgang med Fantasien og derved i en betænkelig Grad har svækket Virkelighedssansen."

"Skriver han det?"

"Aa, han er, som sagt, meget slem i sine Udtryk … altfor slem. Men jeg tvivler jo ikke om, at det vilde have været uligere lettere for Dem at skabe Dem et Navn, dersom De i Stedet for at udkaste Kanalprojekter f.Eks. skrev Kærlighedsnoveller … eller malede et smukt Vandløb."

"Ja, eller bare slog paa Storetromme i et Orkester eller havde Talent for med fed Rørelse at sige: "Clotilde, jeg elsker Dig", … kun ikke noget nyttigt, noget praktisk, noget reelt. Jeg saa' forleden i en Avis, at en af vore Skuespillerinder havde højere Gage end en Minister. Det er Gøglet, der betales og berømmes i vor Tid … derfor sidder vi i det, som vi gør."

"Tænker De paa at rejse langt væk?" spurgte hurtigt Salomon, der ømmede sig ved at godkende 65 en saa kraftig Udtalelse og dog ikke følte Mod til en Modsigelse.

"Jeg véd saamænd ikke. Jeg har i det hele ikke saadan nærmere – –"

"Aa, men De vil snart komme tilbage, derom er jeg overbevist! De vil ikke faa Ro paa Dem, før De har faaet Deres Sag ført igennem … paa Trods af alle Parykkerne herhjemme! Jeg kender Dem! … Egentlig er det vist en udmærket Idé af Dem, saaledes at gøre Dem usynlig en lille Stund og samtidig forøge Deres Indsigt ved Studier i Udlandet. Kunde De blot opnaa en Ansættelse hos et af de store engelske eller franske Ingeniørfirmaer. Det vilde allerede straks vække Opsigt! Og det vilde skaffe Dem en uhyre Avtoritet, naar De kommer tilbage. Blackbourn & Gries f.Eks. – Firmaet med de store Bropille-Arbejder, … vi har undertiden haft lidt Forretning med det. Men maaske har De allerede andre Planer?"

Per svarede med en undvigende Mumlen.

Der brændte hele Tiden Salomon et Spørgsmaal paa Læben, som han dog ikke fik Dristighed til at udtale, … Spørgsmaalet om Rejseudgifterne. Det var hans Haab endelig her at faa en Lejlighed til at vise Per en af de Tjenester, han var saa længselsfuld efter at yde Folk, paa hvis Talent og Fremtid han troede. Denne Offervillighed var nu ingenlunde blot en Forfængelighedssag 66 for ham. Med sine mange latterlige Egenskaber var den lille Ivan inderst inde et sjælden uegennyttigt og varmtfølende Menneske, hvis Væsen var Hjælpsomhed, hvis Natur det var at tilbede, og hvis eneste Passion var den at bidrage til, at hans Afguder kunde tilfredsstille deres. Han kendte alle Pers Forhold langt bedre, end denne anede. Han havde ogsaa længe været vidende om, hvor daarligt det stod til med hans Pengesager, og det havde været hans store Sorg, at Pers afvisende Holdning bestandig havde hindret ham i at tilbyde sin venskabelige Hjælp.

Pludselig standsede han og udbrød:

"Aa, hvor kedeligt, at jeg bliver nødsaget til at afbryde denne interessante Samtale. Men jeg har lovet min Moder og min Søster at tage med dem ud for at se til vort Landsted. Og dér ser jeg allerede Vognen komme."

Ved at kaste Blikket fremefter opdagede Per et Stykke borte en Herskabs-Ekvipage paa den smalle Kørevej, der laa nogle Fod lavere end Spaserestien. Bag et Par høje, brune Heste saaes en Kusk og en Tjener i Liberi og bag disse igen en hvid og en lilla Silkeparasol.

Per gjorde straks Mine til at forlade Salomon.

"Nej, nu maa De virkelig en Gang gøre Alvor af at hilse paa min Familie," bad denne og holdt om hans Haand. "Det vil glæde baade min Moder og min Søster at se Dem."

67 Per kom med Udflugter. Han satte ingen Pris paa her for alle Menneskers Øjne at blive trukket frem til Præsentation for den Salomonske Familie. Men det var allerede blevet for silde at gøre Indvendinger. Et Øjeblik efter holdt Vognen nedenfor en af de Smaatrapper, der førte ned fra Spaserestien, – og han blev nødt til at gaa derned og hilse.

Under Parasollerne sad to Damer, af hvilke den ene – den yngste – øjeblikkelig tiltrak sig hans levende Opmærksomhed. Han havde én Gang før set Frøken Salomon men rigtignok under Maske og endog uden at vide, hvem hun var. Det var den Karnevalsaften for noget over et Aar siden, da han ogsaa havde truffet Fru Engelhardt for første Gang. Han huskede hende fra hin Nat dunkelt som en stærkt nedringet Snedronning i en hvid Silkedragt, der straalede af Diamanter; og han havde siden altid tænkt sig hende som en blegfed, opstadset Jødedame, der udstillede sine Yndigheder og sine Juveler ligesom en Kræmmer sine Varer. Nu saa' han for sig en helt ung Pige, næppe stort over atten-nitten Aar, om hvis jødiske Herkomst der ganske vist ikke kunde tvivles, men som havde et friskt, regelmæssigt og rødkindet Ansigt, ombruset af et stort, krøllet Haar. Hun var iøjnefaldende men ingenlunde smagløst klædt i en lille, tætsluttende Fløjlsvams med lyse Fjerkanter og havde paa Hovedet en lilla Hat, hvorfra to store, brogede 68 Silkesløjfer steg tilvejrs som udfoldede Sommerfuglevinger. Og under disse Vinger sad et Par dejlige sortebrune Øjne, fulde af Liv og Mod og Skælmeri. Og disse Øjne betragtede ham endda med en umiskendelig Interesse, en dristig Nysgærrighed, der var i høj Grad smigrende for hans Forfængelighed.

"Naa saaledes ser De altsaa ud," sagde Fru Salomon efter med et lidt afmaalt Nik at have besvaret Pers Hilsen. "Min Søn har jo saa ofte talt om Dem. De er Ingeniør, ikke sandt?"

"Jo, – javist!" svarede Per adspredt; – han kunde ikke faa sine Øjne bort fra den unge Pige, hvis Blik heller ikke slap ham, omend det mere og mere skjulte sig bag de nedsænkede Øjenlaag.

Iøvrigt varede Underholdningen kun et Par Minutter. Ivan var imidlertid stegen op; og efter at Fru Salomon havde sagt, at hendes Søns Venner altid var velkomne i hans Hjem, veksledes der atter en ceremoniel Hilsen, og Vognen rullede afsted.

Helt varm i Kinderne gik Per ind imod Byen. Og efter at have gaaet knap et halvt hundrede Skridt standsede han og saa' sig tilbage.

Med Øjnene fulgte han den lilla Parasol, indtil den forsvandt for ham i en Støvsky. Endda blev han staaende og stirrede en Stund tankefuld efter Kuskens og Tjenerens to solbeskinnede høje Hatte … Og med ét syntes han ganske 69 tydeligt at kunne se den unge Pige for sig, saaledes som hun hin Karnevalsnat var skreden ham forbi mellem Mængden – halvnøgen, med en Guldkrone paa sit mørke Uldhaar og det lange, hvide Slør tindrende af Diamanter. Og en Stemme inden i ham udbrød højt:

"Den sorte Prinsesse … og det halve Kongerige!"

Et Par Dage senere fandt Højbaadsmandens Begravelse Sted. Hans Lig var en Aftenstund forinden bleven kørt ud til Kapellet; og for sidste Gang havde Madam Olufsens vagtsomme Øje fulgt ham i Gadespejlet, mens Rustvognen langsomt kørte bort gennem den stille Gade, hvis Beboere paa provinsiel Vis havde hædret den Gamles Minde ved at bestrø Gaden med Sand og Grankviste. Om Formiddagen, paa selve Begravelsesdagen, samledes Husets nærmeste Venner til en stille Frokost forinden Jordfæstelsen, og paa Slaget tolv holdt unge Didriksen nede paa Gaden med sin Droske, hvori Madam Olufsen og gamle Bendtz kørte bort tilligemed Kransene, mens de øvrige Deltagere tilfods begav sig ud paa Kirkegaarden.

Det var en sommerlig Foraarsdag i Begyndelsen af April. Ude omkring Gravene var mange af Smaabuskene næsten grønne, og over Ligstenene 70 tumlede Fuglene sig i deres kaadeste Elskovs-Tagfat. Den lille, tavse Skare af gamle, affældige Skikkelser, der langsomt og vaklende – støttende sig til Stokke og Paraplyer – bevægede sig op ad Kirkegaardsgangen, tog sig med deres falmede og forældede Sørgedragter helt gengangeragtige ud i det klare Solskin. Kun Per, der gik bagest, syntes ligesom Fuglene og Buskenes lyse Grønne et Billede paa den levende Naturs evige Foryngelse midt i Skyggernes Rige. Vistnok var ogsaa han paa sin Maade grebet af den hele Højtidelighed, af de gamle Venners Sorg og af Stedets Alvor. Men Døden indgød ham ikke længer nogen Frygt. Ja, idet man samledes omkring Graven, og han saa' den sorte Kiste for stedse glide ned i det mørke, snevre Jordhul, gennemrisledes han af en ejendommelig jublende Fornemmelse … af den næsten legemlige Vellyst, der griber de Unge og Forhaabningsfulde ved en aaben Grav, fordi de i et saadant Øjeblik i forstærket Grad føler, at de lever, at Blodet endnu ruller varmt fra Hjærtet, at Jordens Herligheder endnu tilhører dem … endnu, endnu!

Ingensinde før havde den Tanke beskæftiget Per, at han jo kunde fremme sine Planer ved et rigt Giftermaal. Dertil havde han altid for selvtillidsfuldt stolet paa sin egen Kraft. Egentlig tænkte han heller ikke for fuldt Alvor paa det nu. Hvor betagen han end et Øjeblik var bleven af 71 den unge Frk. Salomon, og saa meget han i enkelte Henseender havde forandret sit Syn paa den af alle rettroende Sideniusser forhadte Race, – han betragtede det dog stadig som lidt af en Fornedrelse at gifte sig med en Jødedame. Hvad der foreløbigt hovedsagelig optog ham, var Tanken om den Fordel, han paa anden Maade kunde have af det Salomonske Hus. Det var gaaet op for ham, at han havde baaret sig dumt ad ved ikke for længe siden at følge Ivans ofte gentagne Indbydelser til at besøge ham i hans Hjem, hvor han rimeligvis vilde træffe Folk, der kunde være ham til Nytte – Børsens Matadorer og Byens store Industridrivende – kort sagt den lille Kreds af Pengemænd, der, naar det kom til Stykket, regerede hele den øvrige Verden, og som han rimeligvis allerlettest vilde kunne interessere for sit Værk.

Straks efter Begravelsen gik han hjem for at klæde sig om. Han havde besluttet endnu samme Dag at aflægge Salomons en Visit.

Men derhjemme i Hjærtensfrydgade ventede der ham en Overraskelse saa stor og af en saa sælsom Art, at den for en Tid bragte alt andet i Forglemmelse. Paa hans Bord laa der et Visitkort, hvorpaa der under en adelig Krone stod Navnet: Baronesse Bernt-Adlersborg. Bagpaa Kortet var der med en sirlig Kvindehaand tilføjet et Par Linjer, hvori Baronessen i de elskværdigste Udtryk 72 udbad sig en Samtale med ham og angav en Tid, paa hvilken hun den samme og den følgende Dag vilde være at træffe paa Hotel d'Angleterre.

Pers første Tanker var, at Kortet enten var kommen til ham af en Fejltagelse eller skyldtes en Dumrians Forsøg paa at have ham tilbedste.

I det samme kom den enfoldige Skibstømrerkone ind med sit Barn ved Brystet og fortalte helt betagen om en fornem Dame, der havde holdt udenfor i en Karet og spurgt efter ham og givet hende den "Seddel", som hun havde lagt ind paa hans Bord.

"Baronesse Bernt-Adlersborg," sagde Per hen for sig og stirrede igen paa Kortet. Aldrig i Verden havde han hørt det Navn før!

"Det maa alligevel være en Fejltagelse … Spurgte hun virkelig efter mig? … Sagde hun mit Navn, mener jeg?"

"Ih ja, det gjorde hun. Og hun var grumme ked af ikke at træffe Herren hjemme."

Der fór Per en Række af de dristigste Fantasibilleder gennem Hovedet.

"Hvordan saa' hun ud?" spurgte han. "Var hun ung?"

"Ja saamænd. Hun kunde vel være saadan omtrent paa min Alder," sagde Kællingen, der var henimod de halvtreds.

73 "Men det var virkelig en Dame … en fin Dame, mener jeg?"

"Jøsses Kors! Hun havde Skind inde i Vognen."

Per saa' paa sit Ur, – der var ingen Tid at spilde, dersom han skulde træffe den foregivne Baronesse endnu samme Dag. Utaalmodig efter at faa Gaaden løst klædte han sig i Hast om, gjorde sig for alle Tilfældes Skyld saa elegant, som han kunde, og befandt sig ikke mange Øjeblikke efter ved det angivne Hotel.

Naar Per var i sine bedste Klæder, havde et Par nye Handsker i Haanden og sin Silkehat trykket let ned i Panden, gjorde han en ganske statelig Figur; og trods den Fattigdom, hvori han igen var sunken ned, havde han ikke forsømt sit Ydre. Tværtimod havde han under disse ydmygende Forhold anset det for dobbelt magtpaaliggende altid at være udadleligt paaklædt. Han var allerede bleven verdenserfaren nok til at vide, at der var Øjeblikke, hvor et snehvidt Skjortebryst og en smuktsiddende Frakke kunde faa større Betydning for en Mands Liv end Aaringers selvopofrende Arbejde; at saalænge Skinnet var reddet, var overhovedet ingenting tabt. Den langbartede Hotel-Portner kom ham da ogsaa straks allerærbødigst i Møde; og da han hørte, hvem Per søgte, slog han Hatten helt ned til Knæene, smækkede Trappedøren op for 74 ham og ringede Allarm paa en Klokke, der i Løbet af et halvt Minut hidkaldte to Tjenere fra Restavrationslokalet og en Stuepige ovenfra. Under en Højtidelighed (saadan forekom det ham), som var han en Konge, der kom for at gøre en Dronning sin Opvartning, førtes han af Pigen op ad den brede, tæppebelagte Trappe og hen gennem en lang Gang, for Enden af hvilken han overlodes til en svensktalende Kammerjomfru, der modtog hans Kort og førte ham ind i et Værelse, en lille Salon, som var udstyret med den sædvanlige – for Per dog ret imponerende – Hotel-Elegance: nogle højrøde Fløjlsmøbler og en Glasprismelysekrone under Loftet.

Per lod sig ellers ikke let forbløffe. Men i dette Øjeblik var han virkelig ikke fri for at føle sig en Smule beklemt. Paany fór det ham gennem Hovedet, om han alligevel ikke havde ladet sig lokke i en Narrefælde her. Men der blev ikke levnet ham lang Tid til Eftertanke. En høj Dame traadte i det samme ind fra Sideværelset.

Ung var hun ikke – smuk var hun endnu mindre. Og den dybsorte Dragt, hvori hun var klædt, gjorde paa Per et næsten tarveligt Indtryk. Og dog var det ikke til at tage fejl af, at hun var en Dame af den fornemme Verden. Trods hendes Ansigts mistænkelige Rødme og Blikkets fugtige Glans, der lige saa godt kunde skyldes et Hang til stærke Drikke som have 75 sin Aarsag i Sygdom eller Sorg, prægedes hendes hele Skikkelse og Væsen – lige til den Maade, hvorpaa hun gav ham Haanden og takkede ham, fordi han var kommen – af den fine og blide Ynde og den Takt, som ikke lader sig erhverve men er fornemme Slægters Særeje.

"Det har – haaber jeg – ikke undret Dem, Hr. Sidenius, at jeg en Gang gærne vilde se Dem og tale lidt med Dem," begyndte hun, efter at de var kommen til Sæde overfor hinanden i et Par lave Lænestole ved et af Vinduerne. "De var jo min kære afdøde Broders sidste Ven og Fortrolige. De var jo vel næsten ogsaa den, med hvem han sidst talte – –"

I det samme forstod Per alt. Han troede nu ogsaa at huske, at der paa Baronessens Visitkort havde staaet et: "født Neergaard", som han paa Grund af Navnets Almindelighed ikke havde lagt videre Mærke til. Ligeledes erindrede han nu at have hørt af den Sagfører, der havde ordnet Boet efter Neergaard, at denne havde to Søstre, af hvilke den ene var rigt gift med en Godsejer i Sverig.

"Jeg har" – vedblev hun – "længe været besjælet af Ønsket om at lære den Mand at kende, til hvem min eneste Broder i sine sidste Dage følte sig saa nøje knyttet, ja i hvem han – saaledes som han skrev til os i Anledning af sine testamentariske Bestemmelser – havde fundet 76 et forynget Genbillede af sig selv. Men min højtelskede Husbonds lange Sygeleje bandt mig til mit fjerne Hjem. Det blev mig jo ikke en Gang beskaaret at komme herned og bivaane min kære Broders Jordfæstelse."

Baronessen, der baade ved sin Tale og ved nogle mærkelige Trækninger i Underansigtet røbede en stærkt fremskreden Nervøsitet, faldt ved de sidste Ord i heftig Graad og sad en Stund med et Kniplingslommetørklæde presset for Øjnene.

Per følte sig temmelig trykket ved Situationen. Han havde aldrig været rigtig glad ved sit Arveforhold til Neergaard og helst undgaaet at tale om det. Trods al sin æventyrlige Tro paa at kunne tilkæmpe sig Skæbnens Gunst, og skønt de to hundrede Guldstykker virkelig var kastet ned i hans Skød paa et Tidspunkt, da Horisonten havde været tordensort rundt omkring ham, havde han ikke haft Frimodighed til at opfatte dem som den Morgengave, hvormed Lykkens Gudinde udkaarede ham til sin Yndling. Han havde tværtimod følt sig pint af, at han paa Grund af sine vanskelige Forhold havde været nødt til at modtage saadanne Penge, som dog ikke helt retmæssigt tilkom ham; som han ikke ved nogen Handling havde gjort sig fortjent til eller dog i det mindste havde vundet i et avtoriseret Lotteri.

Nu gjordes han yderligere skamfuld af den 77 Interesse, Baronessen viste ham, idet han kom til at tænke paa, om han ogsaa havde omfattet sin Velgørers Minde med den skyldige Taknemlighed og ofret hans Paarørende en passende Deltagelse.

"Ja, jeg har haft megen Sorg," vedblev Baronessen, da hun var kommen lidt til sig selv. "De maa derfor give mig Lov til at græde … Som De jo nok véd, har Vorherre nu ogsaa taget min ridderlige Husbond fra min Side og stillet mig ganske ene."

Per ansaa' det for rigtigst ved en Hovedbøjning at tilkendegive, at han med dyb Medfølelse havde erfaret hendes store Tab.

"Jeg vil nu sige Dem, Hr. Sidenius, at jeg oftere har tænkt paa at skrive Dem til, for at De dog ikke skulde tro os ligegyldige for Deres Vel. Men jeg kunde aldrig rigtig samle Mod dertil. Og De vilde vel ogsaa helst have været fri for en Korrespondance med en Dem vildfremmed og maaske ganske ligegyldig Dame –"

Per tvang sig til at fremmumle en hastig Indsigelse.

"Ja ja … Jeg er nu imidlertid inderlig glad ved at have set Dem. Jeg havde, oprigtig talt, heller ikke nu villet ulejlige Dem med noget Besøg, dersom ikke … ja, jeg kan ikke lade være med at sige Dem det … da jeg i Morges kom ud paa Kirkegaarden og saa' den dejlige Kurv af 78 friske Roser paa min Broders Grav, kunde jeg jo nok forstaa, hvem det var, der paa en saa smuk Maade havde mindedes hans Dødsdag; og jeg følte en uimodstaaelig Trang til at sige Dem Tak, fordi De stadig saa trofast og kærligt bevarer min ulykkelige Broder i Deres Erindring."

Per saa' ned paa sine Støvler. Han blev – maaske for første Gang i sit Liv – alvorligt rød. Samtidigt sendte han Fru Engelhardt en overrasket Tanke. Skulde hun virkelig endnu …?

"Men nu maa jeg da rigtig se paa Dem," fortsatte Baronessen, tydelig nok stedse mere tiltalt af denne tavse og forlegne unge Mand, der endog undsaa' sig ved at vedkende sig sine Kærlighedsgærninger. "Hvor De ser sund og frisk ud! Ja, De hører sikkert ikke til disse Nutidens unge Mennesker, der ødelægger deres Ungdom i Letsindighed … Hvor gammel er De, Hr. Sidenius?"

"Toogtyve."

"Aa, saa ung! … Gud give, det maa gaa Dem rigtig godt! Jeg véd jo, at De har haft en saare trang Ungdom. Min Broder skrev det til os, at De var et forældreløst Barn … at De altid havde staaet ganske ene og forladt her i Verden. Hvor det har gjort mig ondt for Dem!"

Lænestolens Fløjlssæde begyndte at blive gloende under Per. Skønt han for sig selv stædigt fastholdt Troen paa en eller anden Uregelmæssighed 79 ved sin Fødsel og bestandig fandt den bestyrket ved den voksende Mangel paa Fællesskabsfølelse, der ytrede sig i Forholdet til hans Omgivelser, havde han oftere fortrudt sin Aabenmundethed overfor Neergaard hin Nat, – og uden at svare skyndte han sig nu at skifte Emne.

"Baronessen befinder sig kun her paa Gennemrejse, kan jeg forstaa."

"Ja, – ak ja. Jeg kom hertil i Aftes og rejser allerede bort i Morgen. Jeg er paa Vej ned til min Søster, Hofjægermesterinde Prangen. Hun har jo – hvad De maaske véd – for sit Helbreds Skyld levet det sidste Aar i Syden. Jeg har nu ikke set hende i halvandet Aar, og vi tre Søskende har nu altid saa daarligt kunnet undvære hverandre. Det var i mange Aar min eneste Sorg, at jeg maatte leve saa langt borte fra mit elskede Fædreland. Med Alexander var det jo ligesaadan. Ogsaa han hang ved Barndomshjemmet med hele sit rige og varme Hjærte. Hr. Sidenius har rimeligvis hørt, at Hs. kgl. Højhed Prinsen af Wales i sin Tid interesserede sig for min Broder, og at der i den Anledning var Tale om en Ansættelse ved vor Legation i London. Der havde jo sikkert under en saa naadig Protektion kunnet aabne sig en glimrende Karriere for ham. Men trods det meget, der kunde friste en Mand som Alexander ved et saadant Tilbud, bestemte han sig til at afslaa det. 80 Min ærværdige Moder levede den Gang endnu her i København, og min Søster var paa den Tid endnu ikke gift, … og Alexander elskede sit Hjem og rent ud forgudede vor Moder. Han nænnede ikke at forlade hende for de faa Aar, hun kunde have tilbage. Jeg tror, at det var fra den Stund, da min Moder døde og min Søster giftede sig, at hans Tungsind stammede. Saa var han jo i den sidste Tid ogsaa legemligt syg … Og dog! At han kunde gøre det!"

Ved Mindet om Broderens uhyggelige Endeligt bragtes Lommetørklædet atter op for Øjnene; og Per, som længe inderligt havde ønsket at slippe væk, benyttede straks Øjeblikket til et Opbrud.

Baronessen, der blev siddende i sin Stol, tog ved Afskeden med moderlig Varme hans Haand mellem begge sine og sagde, efter en Stund at have betragtet ham med sine taarefyldte Øjne:

"Hvor jeg nu er lykkelig over at have set Dem. Og hvor er det kedeligt, at vi allerede skal skilles … Men vil De love mig, at De vil besøge mig, naar jeg vender tilbage fra Udlandet? Efter al Rimelighed tilbringer jeg Størsteparten af den tilstundende Sommer hos min Søster og Svoger paa Trudsholm, og jeg er overbevist om, at De ogsaa dér vil være af Hjærtet velkommen. Vil De love mig det?"

"Det er – altfor meget – –", brummede Per. 81 Han vidste ikke, hvad han skulde svare denne forrykte Dame.

"Tal dog ikke saadan, kære!" vedblev hun ligesom mildt bebrejdende. "Husk paa, at De jo paa en Maade hører med til vor Familje nu. Saaledes vil i hvert Fald jeg opfatte min Broders sidste Ønske. Og jeg véd paa Forhaand, at min Søster i den Henseende vil tænke ganske som jeg. Lev nu rigtig, rigtig vel. Og endnu en Gang Tak, fordi De netop i Dag har tænkt saa kærligt paa Alexander."

Per gik langsomt, tilsidst næsten tøvende, ned ad Hotellets Trappe. Først i det Øjeblik, da han havde sluppet Baronessens Haand, var det gaaet op for ham, hvor stor en Lykke der her ved et Tilfælde var vederfaret ham. Først da var det nemlig bleven ham klart, hvilken Betydning dette nye Bekendtskab kunde faa for hans Projekt. Han sagde til sig selv, at med indflydelsesrige Forbindelser i Godsejerkredsene, der jo maatte antages i særlig Grad at have Interesse af nye og bekvemme Udførselsveje for Landets Produkter, og som desuden (hvad Gud og Hvermand vidste) for Tiden havde alle Avtoriteterne i Lommen, vilde han kunne byde Kontoristernes Modstand Trods. Nu mente han ovenikøbet at kunne erindre, at den omtalte Hofjægermester Prangens Gods "Trudsholm" laa i hvert Fald i Nærheden af det Terræn, som den 82 paatænkte Kanalforbindelse berørte, hvorfor denne Mand altsaa vilde faa en ganske speciel Grund til at interessere sig for hans Plan.

Han bandede grovt mellem Tænderne, fordi han saaledes nu igen var kommen bagefter med sin Erkendelse og havde forspildt et gunstigt Øjeblik til at virke for sin Sag. Først i Løbet af Sommeren kom Baronessen tilbage. Men inden den Tid kunde maaske alt være tabt for ham herhjemme. Netop nu – i Dag, i Morgen, i hvert Fald inden to, tre Maaneder – maatte han have fat i den Tryllestav, der gav ham Magt over Menneskene og for bestandig jog Fattigdommens og Vanærens Spøgelser fra hans Vej.¹

Saa opfyldt var han af disse nye, uanede Muligheder, der havde vist sig for ham, at han ganske glemte den besluttede Visit hos Familjen Salomon. Først da han næsten var hjemme, huskede han paa den, – og hans Ansigt fortrak sig da i en uvilkaarlig Grimace. Han havde igen slet ingen Lyst til det Besøg. "Det kan vente," sagde han til sig selv. Han havde paa Fornemmelsen, at han var kommen til at staa overfor en Afgørelse, og at han vilde blive nødt til at træffe Valget mellem de to Veje, der havde aabnet sig for ham, og som vistnok begge vilde kunne føre ham til Maalet men næppe lod sig forbinde. Og han var ikke et Øjeblik i Tvivl med sig selv om, hvilken af dem han i saa Fald skulde opgive.

83 Dagen efter gik han for en Forsigtigheds Skyld alligevel derhen.

Salomons beboede et helt Hus for sig selv i Nærheden af Bredgade. Det var et ældre, toetages Sted, der fra Gaden ikke tog sig videre imponerende ud, indeklemt som det tilmed var mellem to høje Lejekaserner. En egen Værdighed hvilede der alligevel over dets tunge, sorte Tegltag, ligesom Vinduernes Størrelse og Murpillernes Bredde vidnede om, at Huset havde en fornem Historie. Det var da ogsaa et forhenværende "Palais", som den nuværende Grosserer Salomons Fader i Slutningen af Tyverne havde afkøbt en forgældet Adelsmand. Gennem et hvælvet Portrum, der gav Genlyd af ens Skridt, kom man gennem en dobbelt Glasdør ind i en Forstue eller rettere Forhal, hvis høje Vægge var behængt med Rustninger, gamle Broncesager og Samlinger af pragtfulde orientalske Vaaben, saa man fik et Indtryk af at betræde et etnografisk Musæum. Paa hver sin Side af den brede Trappe, der førte op til første Sal, stod to ibenholtsorte, indiske Gudebilleder, der med et vildt forstenet Udtryk stirrede den Kommende i Møde.

En Pige modtog Pers Kort og aabnede Døren ind til et Slags Biblioteksværelse, idet hun bad ham tage Plads et Øjeblik; Fruen vilde straks komme.

Per slog sig ned i en med Gyldenlæder betrukken 84 Lænestol og saa' sig om. Dersom ikke Besøget hos Baronessen og de Fantasibilleder, dette havde fremkaldt hos ham, var gaaet forud, vilde Værelsets Pragt have gjort et endnu stærkere Indtryk paa ham, end Tilfældet var. Og dog blev han imponeret. Han havde altid haft et aabent Blik for Tings reelle Værdi. Og han forenede nu hermed en begyndende Smagsforfinelse, den Tilbøjelighed for det udsøgte, som Modgangen og Hjærnearbejdet og den fornyede Berøring med Ølkældernes Smuds paa det sidste havde udviklet hos ham. Hans Blik drog langsomt Stuen rundt … Svære, bordeauxfarvede Silkegardiner for Vinduerne … Et tommetykt persisk Tæppe over Gulvet … Et ottekantet, perlemodersindlagt Bord midt i Stuen … Overalt kostbart indbundne Bøger og svære Billedværker … Over Reolerne Malerier … Under Loftet en gammel Kirkelysekrone med Inskriptioner … Henne i det ene Hjørne et Skab, bag hvis Glasdør der saaes en Opstilling af antike Guld- og Sølvbægre. Oven over dette et fodhøjt, juvelbesat Sølvskrin …

Der var noget, der betog ham i denne ublufærdige Forkyndelse af Pengenes Magt. Han følte en ejendommelig Kriblen i sine Nerver ved at tænke paa denne Almagt, der tvang alle Jordens Skatte, ja selv fjerne Folkeslags Gudebilleder og Kirkernes hellige Kar til at tjene som Pynt i en Jødes Hus. Og tankefuldt smilende sagde han til sig selv, at 85 det ikke lod sig nægte, … den lille Prinsesse Salomon havde virkelig adskilligt mere end netop sin Skønhed at bringe som Erstatning for, at hun var "sort".

Døren til Sideværelset gik op, og en lille, ældre Mand af et frastødende Udseende traadte ind i en lys, højst moderne Overfrakke og med en blank Silkehat i Haanden. Han bukkede meget dybt og sagde med let fremmed Tonefald:

"Mit Navn er Delft. Jeg er Onkel her i Huset – til Tjeneste!"

Denne store Høflighed smigrede Per. Han følte sig straks tiltalt af Manden trods hans ualmindelige Hæslighed. Aldrig i Verden havde han set saa smaa og saa stærkt indad-skelende Øjne eller en saa bred og dyrisk Mund.

"Mit Navn er Sidenius," sagde han.

"Aa – den unge Ingeniør formodentlig? Min Søstersøn har oftere talt om Dem. Jeg be'r Dem, sæt Dem dog. Fru Salomon – min Søster – er i Øjeblikket beskæftiget med en Syjomfru men vil straks være her. Jeg be'r Dem! Gør Dem det mageligt!"

De tog begge Plads.

"Tør jeg være saa fri at spørge," – sagde Onkelen efter nogle Øjeblikkes lidt forlegne Tavshed, – "har jeg før haft den Fornøjelse at se Hr. Sidenius her i Huset?"

86 "Nej. Jeg traf for første Gang Fruen og Frøkenen forleden ude paa Langelinje."

"Aa ja, min Niece Nanny … Jeg troer, jeg har hørt derom."

Atter blev der en lille Pavse, hvorefter Hr. Delft pludselig udbredte sin frygtelige Mund til et Smil. Og i en Tone, der maatte have gjort alle andre end netop Per mistænksom overfor hans overvættes Hensynsfuldhed, ytrede han fortroligt:

"Min Niece er ganske net, ikke sandt? … Finder De ikke ogsaa, Hr. Sidenius?"

Per blev unægtelig lidt overrasket. Han saa' smilende paa den snurrige lille Mand. Saa nikkede han og sagde:

"Jeg finder Frk. Salomon endog overordentlig smuk. En fuldendt Skønhed."

"Ja, ikke sandt! Hun hører ikke til de ganske almindelige, tør man vistnok sige … Men De kan tro, Hr. Sidenius, hun trækker ogsaa adskillige unge Mænd her til Huset mellem Aar og Dag. For hvad formaar ikke Skønhed! Og Ungdom! Desuden … min Svoger er jo ikke aldeles blottet for Midler."

Er Manden mon rigtig vel bevaret? tænkte Per.

"De vil sikkert selv mangen Gang faa Lejlighed til at more Dem derover, dersom De oftere beærer Huset med Deres Besøg. Man kan virkelig tidt gøre højst kuriøse Observationer paa det Omraade. For – ikke sandt, Hr. Sidenius? – 87 det nytter ikke at ville nægte det, Pengene er magnetiske. De smaa Metalstykker tiltrækker tilsidst endog de allerdybeste menneskelige Følelser … Kærlighed, Venskab, Agtelse … Har jeg ikke Ret?"

Per begyndte for Alvor at blive utaalmodig. Heldigvis kom i det samme Pigen tilbage og bad ham, idet hun aabnede Døren ind til Sideværelset, at ulejlige sig ind til Fruen.

"Ja, saa vil jeg trække mig tilbage," sagde den lille Mand og bukkede atter med udsøgt Høflighed. "Jeg tillader mig at anbefale mig."

Per traadte ind i et Værelse, der i endnu højere Grad end det første bibragte ham Fornemmelsen af at betræde den virkelige Rigdoms – Millionernes – Æventyrrige. Et prægtigt, gammeldags Stuk-Loft, fra hvis Hjørner buttede Rococo-Engle blæste til Doms i lueforgyldte Basuner, viste straks, at det var det gamle Palæs Selskabssal, der var bleven indrettet til en moderne Dagligstue. I det store Rum, hvor fordum to Rækker spinkle Stole og et Par lange Spejle havde udgjort hele Bohavet, bredte der sig nu det nittende Aarhundredes vellystige Overflod af brede Sofaer og dybe Lænestole, af Borde og Etagerer, af Søjler, Bjørneskind, Bladgrupper, Nips og Kunstgenstande. Omtrent midt i Stuen stod et opslaaet Koncertflygel, og henne fra et Hjørne hørtes et Springvands Plasken.

88 Fru Salomon nikkede ham ved Indtrædelsen venligt imøde og rakte ham til Velkomst sin venstre Haand. Hun havde Plads paa en Puf udfor et af de midterste Vinduer, hvor hun nok saa husligt sad og syede.

Per havde næppe faaet sig anbragt paa en Stol ved Siden af hende, før der inde fra en tilstødende Stue, hvortil Fløjdøren stod aaben, lød en munter Nynnen, der hurtig gik over til en Række klare Sangtriller. Et Øjeblik efter viste Frøken Nanny sig i Døren iført Overtøj og Hat. Ved at opdage Fremmede i Stuen standsede hun med et pudsigt forskrækket Udtryk og førte Muffen op til Munden – ligesom for at standse et Udraab. Per rejste sig hastigt. Ikke med en Tanke faldt det ham ind, at hun havde anet hans Nærværelse, – saa naturligt gennemførte hun sin Forstillelse. Kun for den Indviede vilde Udtrykket i hendes sortebrune Øjne have røbet det skalkagtige Smil, som Muffen skulde skjule.

"Hvad? – Er du hjemme endnu, mit Barn," sagde Fru Salomon. "Ja, jeg behøver jo ikke at forestille. De kender jo min Datter, ikke sandt?"

Per svarede med et Buk og et Blik, der noget for uforbeholdent gav Udtryk for de Følelser og forvovne Tanker, der i dette Øjeblik stormede ind paa ham og fik hans brede Bryst til at hæve og sænke sig under dybe Aandedrag. Allerede 89 forinden han havde set hende, allerede ved Lyden af hendes Sangtrille, der klang i hans Øren som Guld, der tælles, havde han fattet sin Beslutning og sagt til sig selv: "Her ligger Skatten! Her skal Slaget vindes!" Og idet han nu saa' hende tone frem derinde fra den solbelyste Stue, ung og rødmosset, i sin lille stramtsluttende Fløjlsvams og med sin brogede Sommerfugle-Hat, der kastede noget fantastisk over hendes østerlandske lille Person, traadte hun ham imøde som en Virkeliggørelse af hans Livs dristigste Drømme: en dejlig, kaad og buttet Bajadere, omskabt til selve Lykkens solomstraalede Gudinde med alle Magtens, Ærens og Rigdommens palmesvingende Genier i sit Følge.

Frøken Nanny satte sig et Øjeblik paa en Ottendedel af en Taburet; og nu begyndte en af de sædvanlige Visit-Samtaler, hvorunder hinanden fremmede Mennesker i Skjul af almindelige Talemaader faar Lejlighed til at anstille en nøje Prøvelse af hinandens Ydre, Væsen, Manerer o.s.v. Per var nu ingen Mester i at konversere. Dertil var han altid for udelukkende optaget af Tanken paa sig selv, og desuden delte han sjælden de almindelige Interesser, vidste saa liden Besked om, hvad der foregik i Byen, i Teatrene, i Politikens eller Literaturens Verden. Han følte ikke en Gang nogen Forpligtelse til at være underholdende, end ikke i Selskab med Damer. Naar han 90 ikke desmindre enkelte Gange havde gjort Indtryk netop paa ham ganske ubekendte Kvinder, var det sket ved en Art Overrumpling, et Tigerspring fra Tavshedens Baghold ud i de aabneste og frieste Tilstaaelser.

Til Held for ham besørgede nu Frk. Nanny saa godt som hele Underholdningen ved at fortælle om en fyrstelig Persons højtidelige Indtog, som hun om Formiddagen havde overværet. I den korrekteste Stilling, med begge Albuerne klemt ind i Siden og den lille Fløjlsmuffe i sit Skød, sad hun paa Kanten af sin Taburet og lod sin smukke, blodrøde Mund løbe, – alt mens hendes Øjne forvovent optog Stykke for Stykke af Pers Person til Bedømmelse lige oppe fra hans krusede Haar og ned til Spidsen af hans halvlakerede Støvler. Per blev mere og mere fortryllet af hende. Trods sin indre Adspredthed fortalte hun ogsaa morsomt og var ikke fri for at gøre sig lidt lystig over det hele Optog, endog over selve de kongelige Herskaber, saa Fru Salomon tilsidst blev lidt urolig og sagde:

"Kære Barn, glemmer du ikke din Spilletime?"

"Du har Ret, lille Mama," sagde hun og rejste sig straks. Med et Nik til Moderen og en lidt for behagelysten Hovedbøjning for Per gik hun bort.

91 Per blev staaende oprejst, indtil hun naaede hen til Døren. Det tog sig ud som en vidtdreven Høflighed af ham men var i Virkeligheden et Fif, han benyttede, for at faa Lejlighed til des mere ugenert at betragte hende, bedømme hendes Højde, Figur, Holdning, Gang, … og han fandt hende i enhver Henseende fuldkommen. Med Gangen havde han været mindst veltilfreds, da hun før traadte ind i Stuen; den var nu ogsaa en lille Smule vraltende. Men heller ikke den ønskede han nu anderledes. Den syntes ham netop at særtegne hende som Kvinde, som Hun, og virkede derfor stærkt betagende paa hans Sanser.

Hun er vist en Del koket – sluttede han sin Dom over hende, idet han atter satte sig. Men ligemeget! Hun er bedaarende! En kælen lille Panterkat! … Og rig, rig! tilføjede han, idet hans Blik gled rundt i Salen, som tog det paa Forhaand det hele Palæ og alle dets Skatte i Besiddelse.

Det var da ogsaa temmelig adspredte Svar, han nu gav Fru Salomon, der efter Datterens Bortgang atter havde taget Ordet og søgte at lede Samtalen hen paa hans Studier. Men iøvrigt blev de heller ikke denne Gang længe uforstyrrede. Per opdagede pludselig midt i Stuen en sortklædt Skikkelse – en ung Dame – der 92 maatte være kommen ind ad en Dør lige bagved ham.

"Min Datter," forestillede Fru Salomon.

Per blev i højeste Grad ubehageligt overrasket. Det var aldrig faldet ham ind, at der kunde være andre Børn i Familjen end de to, han kendte, – og han sendte øjeblikkelig den gamle Salomons Millioner en bekymringsfuld Tanke. Maaske er der endda flere! – fór det igennem ham med formelig Skræk.

Dette Ubehag, der straks vaktes hos ham, forbedredes nu ikke ved den overlegne Ligegyldighed, hvormed den unge Dame hilste ham, eller ved den nærmere Betragtning af hendes Person. Hun syntes at være nogle Aar ældre end Søsteren, var lidt højere af Skikkelse og slankere, i Pers Øjne ligefrem mager, – en Egenskab, han kun havde kunnet tilgive én Kvinde i Verden, Fransisca. Hun mindede ham i det hele mere om Broderen Ivan, havde som denne stærkt udpræget jødiske Træk, en voksbleg Hud, en stor, kroget Næse, en lille Mund og næsten ingen Hage, – et fuldkomment Papegøjefjæs, sagde han ved sig selv.

Det var i det hele for Per, som om der med dette Menneske var gledet en Skygge ind i hans Æventyrrige. Da hun ikke en Gang tog Plads henne hos Moderen eller med et Ord blandede sig i Samtalen, fandt han det mest passende at 93 benytte Lejligheden til at bryde op. Et Øjeblik efter tog han da ogsaa Afsked. Henne fra et Blomsterbord sendte den unge Dame ham en knap nok høflig Hilsen.

"Det var vel altsaa det saa meget omtalte Naturmenneske," sagde hun med et Skuldertræk, saa saare Døren havde lukket sig efter ham. "Han gjorde unægtelig ikke noget stærkt civiliseret Indtryk."

"Hans Opdragelse har vist været en Del forsømt," sagde Fru Salomon. "Stakkel, han har nok altid levet under saa fattige Forhold, fortæller Ivan."

"Ja, det er det ulykkelige … Gud give, der en Gang vilde opstaa en stor Mand herhjemme, der fødtes rig. Vi slap da én Gang for det Armodspræg, der i Længden virker saa ensformig ynkværdigt … Og han var jo ikke en Gang køn. Nanny udbasunede ham forleden som en komplet Byron."

"Naa, køn … men han ser ganske godt ud."

"Jeg fandt ham nu ligefrem hæslig," sagde den unge Pige i overnervøs Tone. "Jeg lider nu en Gang ikke lyse Øjne … og allermindst i et mørkt Ansigt. Der er noget bastardagtigt ved det. Og saa saa' han saa brutal ud," tilføjede hun lidt efter med et Udtryk, som gik der hende i det samme et mørkt Minde gennem Sjælen.

"Jeg troer, han har irriteret dig, Jakobe."

94 "Det har han ogsaa. Hvorfra har Nutidens Herrer mon faaet den slagteragtige Maade at betragte Damer paa? Det er, som om de med Blikket vejede, hvor mange Pund Kød vi har paa Kroppen."

"Ja, han var lidt udannet, det saa' jeg nok. Men man maa nu holde unge Mennesker lidt tilgode," sagde Fru Salomon sagtmodigt.

"Ja, det plejer du jo at sige. Skønt jeg véd virkelig ikke, hvorfor vi vedblivende skal belemres med alle Ivans mislykkede Genier. Jeg synes, vi nu snart har faaet tilstrækkelig Erfaring for, hvad vi kan vente os af dem. Du ser nu selv Fritjof Jensen, der dog har hørt til vore nærmeste Bekendte, og vel ikke har mødt andet end Venlighed her i Huset – jeg véd da, at Fa'er mere end én Gang har hjulpet ham paa ret Køl – nu skraaler ogsaa han op om "Jøderne" i Aviserne."

"Nu ja, min Pige, lad os nu ikke igen komme ind paa – –"

"Jeg synes, jeg lugter Kristenblod!" lød det i det samme henne fra Døren, hvor Onkelens frygtindjagende Ansigt viste sig ovenover en høj Hat.

"Er det dig?" sagde Fru Salomon. "Kom kun ind. Vi er alene nu … Jeg syntes, jeg hørte Børnene."

"Her er Yngelen!" sagde han.

95 Og ind stormede i det samme i deres Overtøj en Vrimmel af sortøjede Børn i Aldre fra tolv til fire Aar … ikke mindre end fem Stykker og alle af et saa friskt og levedygtigt Udseende, at det vilde have bragt Per til Fortvivlelse. En Tid fyldtes nu Stuen af en øredøvende Knebren af alle disse røde Barnemunde, hvoraf ikke en stod stille. Alle havde de noget at berette. Snart omringede hele Sværmen Moderen, snart Onkelen; og alle de mørke Øjne lyste af Iver for at komme til at fortælle.

Da der endelig igen var bleven Ørenlyd i Stuen, sagde Onkelen med et ironisk Buk:

"Gratulerer iøvrigt til Husets nye Akvisition. Jeg traf en ung Hr. Sidenius her for lidt siden. En Søn af en Pibekrave, ikke sandt?"

"Kommer nu ogsaa du!" udbrød Fru Salomon. "Hør, nu vil jeg ikke høre mere om den Person. Han er Ivans Ven. Og han har gjort os en Visit i Dag. Punktum … Bliver du her til Middag, Heinrich?"

"Middag – her? Har du nogensinde smagt en koscher Svinesteg, Lea?" sagde den lille Mand, af hvis Ord det selv for hans nærmeste ofte var vanskeligt at blive klog paa, hvormeget der var ment i Spøg og hvormeget i Alvor.

Fru Salomon kom til at le.

"Du har nok allerede forhørt i Køkkenet, kan 96 jeg forstaa," sagde hun. "Naa, stille! Jeg hører Salomon."

Overvældet af Indtrykkene fra det rige Hjem og opfyldt af sin store Beslutning var Per imidlertid gaaet hjemad. Han havde lagt Vejen om ad nogle mennesketomme Sidegader, da han trængte til at være uforstyrret. Hans Tanker bevægede sig dog ikke udelukkende om Frk. Nanny. De gjorde Afstikkere allevegne hen – til hans Studiekammerater, til den gamle Oberst og navnlig til hans Hjem – men dvælede næsten længst ved en ham ganske ubekendt Mand, Dr. Nathan.

Sit Løfte tro havde nemlig Ivan Salomon sendt ham dennes meget omstridte Afhandling, der et Par Dage havde ligget hjemme paa hans Bord, uden at han havde gidet være over at læse den. Først den foregaaende Aften havde han givet sig til at blade i den men var da hurtigt blevet fængslet af dens Tone og Sprog, der var saa vidt forskellige fra, hvad han havde ventet sig af et saadant halvt videnskabeligt Arbejde. Han huskede de Bøger af en noget lignende Art – Martensens Etik f.Eks. – som han i sine Drengeaar havde maattet læse højt for sin Fader, hvad der næppe var bleven uden Indflydelse paa hans senere Ulyst til at beskæftige sig med anden Literatur end den, der strengt vedrørte hans Fag. Nu saa' han her klart og myndigt udtalt, hvad han dels gennem 97 egne Erfaringer havde lært om Livet, dels paa anden-tredje Haand havde tilegnet sig. En fuld Forstaaelse af Forfatterens Tankegang havde han vel endnu langtfra. Dertil var Afhandlingen blandt andet for gennemstrøet med Fremmedord og filosofiske Udtryk, som han ikke forstod. Men han frydede sig i sit Hjærte ved at læse de vittige og skaanselsløse Angreb paa alt det, han selv hadede herhjemme, og da først og fremmest paa hele det "Sideniuske" Kleresi, i hvilket ogsaa denne Mand saa' Landets egentlige Ulykke og Skam.

Særlig opfyldt havde han været af Afhandlingens Slutning, hvori Forfatteren som Svar paa de heftige Angreb, hans literære Virksomhed havde været Genstand for, i digterisk Form gengav det første Indtryk, han havde faaet af sit Hjemland ved Tilbagekomsten fra et fleraarigt Ophold i Udlandet. Han fortalte om, hvorledes han efter en Iltogsfart forbi det genfødte Tysklands hastigt opvoksede Storbyer, gennem det myretravle Hamborg og det nyskabte Kiel, en stille Morgen var kommen med Damperen til Korsør og allerede ved Indsejlingen til den lille Byes tavse og tomme Havn havde faaet en Fornemmelse af at glide ind i en anden Verden, i Drømmenes overjordiske Rige. Og Indtrykket havde ikke fortaget sig, da han med den frembrydende Dag kørte ind gennem Landet i et tungt rumlende Tog, der øjeblikkelig rystede alle Passagererne i 98 Søvn, og som hvert Kvarter standsede udenfor en lille Landstation, hvor et Par Bønder med Grundtvigianske Pilegrims-Hatte og store Tobakspiber sad og ventede – ikke paa det Tog, der holdt, men paa et, der skulde komme om en Time eller to. Det var, som om han var kommen til et Land, hvor Tiden ikke længer havde Værdi for nogen, hvor alle i bogstavelig Forstand havde Evigheden for sig. Og Indtrykket holdt sig endnu, da han omsider havde naaet København og gik rundt i de snevre Gader med den stedse lige provinsielle Brolægning, hvor overhovedet intet syntes at have forandret sig i de mellemliggende Aar, hvor Butikkerne udstillede de samme hengemte Varer, og hvor Teaterplakaterne forkyndte Opførelsen af ganske de samme barnlige Ridderdramaer, som da han rejste. Det var, som om Livet havde staaet stille her, mens der ude i Evropa paa alle Omraader havde fundet en mægtig Udvikling Sted, en aandelig Revolution, der havde omskabt Samfundene og givet Menneskene højere og dristigere Maal.

Tilsidst – fortalte han videre – var han kommen hen i Nærheden af Studenterforeningen paa Gammelholm og tilfældigvis^'1 netop paa den Tid af Dagen, da han i sine Kandidataar daglig havde drukket sin Eftermiddagskaffe dér sammen med nogle af sine Universitetsvenner. Idet han tænkte sig det muligt endnu at træffe en eller anden af disse gamle Bekendte, var 99 han gaaet derind. Og stor blev nu hans Forbavselse, da han saa' næsten hele Selskabet samlet derinde omkring det samme Bord, i den samme mørke Vindueskrog, med nøjagtig den samme Gruppering, som da han for Aar tilbage forlod dem. De var vel alle bleven ældede i den forløbne Tid, en enkelt allerede graahaaret, nogle magre, de fleste fede, og saavel Ansigtsudtryk som Bevægelser og navnlig Talens selvbehagelige Langsomhed røbede en tidligt indtraadt Aandssløvhed. Men iøvrigt sad de der ganske, som havde de i alle disse Aar ikke rørt sig af Pletten. Ja, om det saa var deres Samtale, til hvilken han – ugenkendt som han var – en Stund havde siddet og lyttet ved et af Nabobordene, bestod den af den samme ophøjede, teologisk-filosofiske Væven, hvormed de ogsaa i gamle Dage havde krydret Kaffen og Tobakken, og som røbede, at intet Bud om, hvad man i den sidste Menneskealder havde tænkt, virket og digtet rundt om i Evropa, var trængt ind over dette Lands Grænser. Og i det samme forstod han, hvor han befandt sig. Han var kommen til Torneroses Rige, hvor Tiden stod stille, og hvor Fantasteriets blege Rosenflor og Spekulationens sejge, tornede Stængler lumskelig skjulte det indre Forfald. Men i det samme (saadan sluttede han) havde han ogsaa forstaaet sit Kald. Ligesom hin "langvejsfra hjemvendende" Mand i Æventyret, der vristede Hanegals-Hornet 100 af den sovende Portvægters Haand for at vække Kæmperne af deres Stensøvn, havde han søgt at kalde paa, hvad der endnu havde Liv herhjemme, først og fremmest paa de unge, og blandt disse navnlig paa de stærke og de stridslystne, der havde Mod til at gennemhugge og indtil den sidste Trevl at søndersplitte det Barnedrømmenes Puppehylster, hvori hver enkelt – som det hele Folk – sad indspundet.

Dette sidste Kamp-Opraab havde under Læsningen ganske særlig bragt Blodet op i Pers Kinder. Ligesom adskillige andre unge Mænd, der sad rundt om paa mørke Smaakamre og drømte om Hæder og Storhed, havde han følt de æggende Ord som henvendte direkte til ham og læst i dem en Bestyrkelse af sin egen Tro paa at være kaldet til paa sit Omraade at blive Morgenvækkeren og Banebryderen i dette dorske Samfund af tykblodede Præste- og Degnesønner. Han var kommen til at huske paa, hvad den gamle Oberst havde kaldt hans Projekt: en Udfordring til den hele Teknikerstand herhjemme. Og han havde sagt til sig selv: Nu vel, det skulde blive det! Han havde allerede besluttet yderligere at udvide sin Plan, saa den kom til at omfatte det hele Land og i Virkeligheden betyde en fuldkommen Revolution paa det hele Samfærdsels-Omraade. Og han kendte nu ikke alene sit Livs Vej og Maal men ogsaa Midlerne. "Philip Salomons 101 Svigersøn", – det var Trylleordet, der skulde aabne Livets Fløjporte for ham og gøre ham Menneskene underdanige.

Og hvorfor tvivle om sit Held? Naar han saa' tilbage paa sit Liv – og særlig paa de sidste Dages Oplevelser – maatte han da ikke give Ivan Ret? Ja, var der ikke som en Forudsigelse i, at det netop var ham, Nannys Broder, der først havde tydet Gudeskriften paa hans Pande: Jeg kommer, jeg ser, jeg sejrer!

[gå frem]