Nyhedsbrev 77

PROGRAM

Udgivelse af Flemming Behrendts Livsrusen. En bog om Henrik Pontoppidan

fejres 10. september kl. 16-18 ved en præsentation i "Munkekælderen" under Københavns Universitets festsal, Frue Plads 4 Port A. Der er gratis adgang og mulighed for at købe bogen med rabat. — Se også redaktørens nyhedsbrev.
 

Nedenstående møder i Pontoppidan Selskabet i efteråret 2019 finder sted i Møstings Hus, Andebakkestien 5, Frederiksberg (bag rådhuset). Entré for ikke-medlemmer: 50 kr.

Torsdag d. 3. oktober Kl.19.30

Birgitte Hesselaa:

Det forjættede Land. Emanuel Hansted og menigheden: fra 'perfect match' til skilsmisse

Der er i Pontoppidans roman en skildring af forholdet imellem Emanuel Hansted og den menighed, han er præst for, som kan stadierne i et kærlighedsforhold. Det er en relation, som vi følger fra første kapitel til det sidste. I begyndelsen er det som i en lykkelig udgave af ”Gift ved første blik”. Begge parter har netop dét, som den anden søger. Det er et 'perfect match'. Siden bliver det mere kompliceret. Menighedens forhåbninger skuffes. Emanuel synes stadigt mindre optaget af den gamle, nære alliance. Skilsmissen er en realitet. Efterfulgt af Emanuels hjerteskærende forsøg på et comeback.
Foredraget belyser relationen mellem Emanuel og hans menighed som en psykologisk relation imellem to parter. Og i den sammenhæng også det særlige og ejendommelige, at vi aldrig hører Emanuel prædike. Hvorfor mon?

Onsdag d. 6. november kl. 19.30

Jens Bjerring-Hansen:

Digitale Hovedstrømninger

Et udgivelses- og forskningsprojekt om Georg Brandes' Hovedstrømninger.

Onsdag d. 11. december kl. 19.30

Birgitte Qvist-Sørensen:

Hvorfor er Lykke-Per en yndlingsbog?

Lykke Per optager mig fordi den handler om at finde mening i tilværelsen, forventninger, håb og krav til sig selv – om tvivl og tro, om de beslutninger og valg vi træffer som menneske. Den er skrevet i en tid med nybrud, higen efter viden, et opgør med med det bestående og jeg synes at vi kan trækker paralleller til tiden idag.