Nyhedsbrev 56

PROGRAM

15. september kl. 19.30

Morten Dyssel:

Hvad skovsøen gemte — skæbne som skalkeskjul i Pontoppidans Ung Elskov

Henrik Pontoppidan henregnes gerne til en socialrealistisk fortælletradition inden for det moderne gennembrud i skandinavisk litteratur. Så meget mere påfaldende er det, at den lille roman Ung Elskov emmer af en ærkeromantisk poetisering af naturen og af en dæmonisering af driftslivet, som det magtesløse menneske tilsyneladende er prisgivet. Nyere forskning i forfatterskabet har ganske vist problematiseret den hævdvundne rubricering af Pontoppidan som brandesiansk naturalist og har heroverfor hævdet, at han var fatalist. I den forbindelse er netop Ung Elskov blevet fremhævet som et tidligt eksempel på Pontoppidans angivelige gæld til den gamle trahimur-forestilling, ifølge hvilken mennesket er underlagt metafysiske magter, som ad dunkle veje styrer det frem mod dets forudbestemte mål. Spørgsmålet er dog, om en sådan fatalismefilosofi kan tjene som fundament for fortolkningen af Ung Elskov? Ud fra en nærlæsning af andenudgaven af romanen (1906) vil jeg i foredraget vise, at fortællerens gentagne besværgelser af en urokkelig skæbne er et retorisk røgslør, der tjener til at tilhylle sandheden bag en række brutale begivenheder på den fattige jyske egn, hvor handlingen udspiller sig. Skolelærer Thyssen, historiens jegfortæller, har ved nærmere eftersyn alt andet end rent mel i posen, og får man først løftet sløret for hans fortællestrategisk raffineret anlagte agenda, giver det læseren et helt nyt perspektiv på, hvad romanen egentlig handler om.

12. oktober kl. 19.30

Merete Pryds Helle:

Præsentation af slægtskrøniken Folkets skønhed – og hvorfor jeg elsker Pontoppidan...

13. december kl. 19.30

Flemming Behrendt:

Fædrenes sønner. Kapitler af en biografi

I anledning af "genoptrykket" 1. december her på netstedet af Dines Pontoppidans bog fra 1841, Reise til Sydamerika, fortælles om Henrik Pontoppidans nærmeste forfædre og forfatterskabets forhold til dem. Er f.eks. Dines Pontoppidan virkelig model for Lykke-Pers far?

Møderne foregår i Møstings Hus, Andebakkestien 5, Frederiksberg (bag rådhuset). Entré for ikke-medlemmer: 50 kr.

-------------------------------

Referat af generalforsamling i Pontoppidanselskabet 3. maj 2016

1. Valg af dirigent og godkendelse af dagsorden. Torben Ulrik Zahle blev valgt til dirigent og konstaterede at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt.

2. Aflæggelse af beretning ved formanden, Johan Rosdahl:

For et års tid siden hørte vi her på Årsmødet Iben Mondrup fortælle spændende og engageret om sit Grønland og om sin læsning af Isbjørnen.

Senere på året, som sædvanlig i august og som sædvanlig på Tisvilde Højskole, fik vi undersøgt "Køn i Henrik Pontoppidans forfatterskab" med mange vinkler fra eksperterne på de sager. Som sidevogn til Pontoppidan havde vi J.P. Jacobsen med en ny biografi og en skønlitterær bearbejdelse af kendt jacobsen-stof, nemlig Marie Grubbe som udgangspunkt. Det var henholdsvis Kristian Himmelstrup og Lone Hørslev der fortalte her. Hørslev var jo så sommermødets "ægte, levende forfatter" og vi fik meget at vide bl.a. om forfatterens arbejdsproces. Også filmskaberen Bille August kunne berette om tankerne bag Lykke-Per-filmatiseringen, som efter alt at dømme kommer i gang senere i 2016.

I efteråret havde vi besøg af tre meget forskellige herrer: Chefredaktøren for Information, Christian Jensen, der fortalte om nødvendigheden af klassikerlæsning, forfatteren Michael Larsen der fortalte om sin opfattelse af Brandes og det moderne gennembrud og endelig, jeg tør godt sige som et højdepunkt: multikunstneren Erik Clausen, der gav en forrygende optræden om litteratur, film, Pontoppidan, hvem han har et betinget kærligt forhold til. Hans afsluttende stunt med udlodning af et af sine egne malerier var et fornøjeligt punktum på en meget underholdende, men også tankevækkende aften. – I december fik vi stringent og perspektivrigt placeret Lykke-Per som "Mors dreng" i et foredrag af psykologen Gudrun Bodin.

Katrine Marie Guldager indledte 2016 med et foredrag om sit forhold til Pontoppidan og – ikke mindst – om arbejdet med sit store (og snart, vistnok) afsluttede værk Køgekrøniken – et værk der med sin bredde, dybde og sproglige overskud viser Guldager som et, muligvis fjernt, (tip?)oldebarn af Pontoppidan.

Det samme kommer nok til at gælde for Morten Pape der kunne sætte sin med rette roste debutroman Planen (2015) i sammenhæng med Pontoppidans socialrealistiske/kritiske side. "I har de perkere, I fortjener" lød det fra Pape med hilsen til slutningen af Isbjørnen.

Og så kom vi op i de lærde omdrejninger med Neal Ashley Conrads sammenligning af Proust og Pontoppidan – en påvisning af at de skriver i samme tidsånd, men med hver deres fortolkning og perspektiv.

Selskabet har pr. dags dato 141 medlemmer, og jeg vil da benytte lejligheden til at takke de trofaste folk der følger med. Men selvfølgelig samtidig opfordre de mange interesserede Pontoppidanlæsere der jo er derude, til at melde sig ind og derved styrke selskabets indsats for udbredelsen og studiet af Henrik Pontoppidans forfatterskab. Der må, kunne man mene, være mange af brugerne af www.henrikpontoppidan.dk og bidragyderne til selskabets Facebookside der kunne have glæde af at få deres synspunkter diskuteret med åben pande, så at sige, ved rigtige, fysiske arrangementer i selskabet og ikke nøjes med den ufarlige distance i facebookmediet. Så opfordringen lyder: Ud af facebook – ind i virkeligheden!

Man kan jo for eksempel begynde med at melde sig til Sommermødet og der kan det jo oven i købet godt betale sig at være medlem!

3. Fremlæggelse af regnskab ved kasserer Kristian Nellemann. Han konstaterede at skønt regnskabet viser underskud, så er dette ikke større end at egenkapitalen er stor nok til at give ro på i driften.

Der udspandt sig en mindre diskussion om selskabets honorarpraksis. Det er bestyrelsens holdning at foredragsholdere uden fast indtægt skal have et honorar, mens honorar til andre (f.eks. fastansatte universitetsfolk) er genstand for en forhandling.

Indtægter fra Copydan går til teknisk assistance ved vedligeholdelse af www.henrikpontoppidan.dk.

4. Valg af medlemmer til bestyrelsen. De siddende medlemmer er villige til genvalg: Bestyrelsen består således af, Flemming Behrendt, Niels Christensen, Gunnar Jørgensen, Michael Keldsen, Esther Kielberg, Kristian Nellemann og Johan Rosdahl.

5. Fastsættelse af kontingent. Kontingentet er uændret for 2016.

6. Valg af revisor: Kristian Gylling blev genvalgt.

7. Eventuelt: Bestyrelsen opfordredes til at arbejde for skiftende ugedage for møderne, hvad den skyndte sig at love.

Der udtryktes ønske om at foredragsholdere modtager anerkendelse ved foredragets slutning.

Dirigenten takkede for god ro og munter orden; formanden takkede dirigenten for god mødeledelse og takkede Gyldendal for husly og forplejning.

-------------------------------

Pontoppidans mindelegat til Simon Fruelund

Ved overrækkelsen 16. juni af legatet holdt selskabets formand, Johan Rosdahl, denne tale:

Kære Simon Fruelund.
Mine damer og herrer.

Henrik Pontoppidans mindefond har en meget håndterlig fundats: Modtageren skal simpelthen være en god forfatter der skal have en påskønnelse.

Der er ikke noget med at han/hun skal skrive på en bestemt pontoppidansk måde eller interessere sig for bestemte temaer. Men det betyder jo ikke at legatmodtageren slet ikke kan sammenlignes med eller sættes i perspektiv ved hjælp af Henrik Pontoppidan. Som formand for Pontoppidan Selskabet synes jeg jo at der ligefrem kan gå sport i at se om – og på hvilken måde – slægtskabet findes. Og hvis det bliver for meget Hvad-er-højest?-Rundetårn-eller-det-høje-C, så må man jo lade være. For umiddelbart er det jo til at få øje på at Pontoppidans prosa er af en fundamental anderledes art end Fruelunds: Den sindige rytme, lange sammenhængende sætninger, den allestedsnærværende alvidende fortæller – ja, man kunne blive ved. Over for Simon Fruelunds minimalistiske, pointerede, ja springende stil der lader læseren selv arbejde med at udfylde de tomme pladser i sproget. Læseren leverer sit bidrag til den samlede tekst og dermed den samlede udsigelse, for Fruelund er bare som forfatter, som Højholt sagde, ham der har skrevet teksten. Et enkelt eksempel kan demonstrere hvad der er på færde:

Da hun en dag pjækkede fra skole, mødte de hinanden på trappen.
Samme aften ankom to bodybuildertyper.
Han tilbragte tre dage på hospitalet, og da han blev udskrevet havde han ikke noget sted at bo.

I dansk prosas historie taler man undertiden om to spor: Pontoppidans og Herman Bangs. Bang gør jo netop det som Fruelund rendyrker: overlader den samlede gestaltning af værket til læseren. Og har også som modsætning til Pontoppidan det rastløse, springende i sin stil.

Men Fruelund gør imidlertid også noget andet – og mere: Han ophæver i visse af sine værker det traditionelle, episke forløb, som Pontoppidan traditionsbevidst og Bang, trods al flimmer, holder fast i. Men kan man det? Altså kalde en bog for en roman, når den er uden traditionel, episk begyndelse, midte og slutning? Ja, Fruelund kan. Og det kan han fordi han for det første indfører en anden, ny sammenhæng i beretningen, men det kan han især fordi hans skildringer af såkaldt almindelige mennesker er så rammende præcis, empatisk og tankevækkende at læserens almindelige, plotdrevne optagethed af personernes udvikling forsvinder til fordel for punktagtige nedslag i personernes mere eller (måske især) mindre behagelige tanker, følelser, relationer og problemer. Når Fruelund påtager sig at skildre en gruppe mennesker, så er det f.eks. deres adresse der er begrundelse og struktur som i Borgerligt tusmørke fra 2002. For en sikkerheds skyld bor de fleste af personerne i denne Fruelunds første roman på Dantes Allé, med alt hvad det kan give af associationer, ud over at Den guddommelige komedie spiller en lille rolle for et par af personerne.

En mystisk mand i hvidt jakkesæt der dukker op med ujævne mellemrum i løbet af bogen giver i øvrigt den minimalistiske, hyperrealistiske stil et twist eller ekstra dimension, så jeg måske kan lave en underkategori til minimalismen, nemlig magisk minimalisme.

Fruelunds minimalisme er i det hele taget ikke den der reducerer verden eller virkeligheden, den spidder og udfolder bestemte sider af det menneskelige som så giver læseren den fornemmelse som indfanges i en anmelders ord om, at "det er en lille bog af ydre, men den er stor indeni".

I Simon Fruelunds seneste udgivelse Pendlerne, 2014, er det kompositoriske princip udvidet med en tidsdimension, idet det er køreplanen for lokaltoget 7.11 fra Kalundborg med ankomst til Østerport kl. 9.11., der skanderer beretningen om de mange højest forskellige, ualmindeligt almindelige mennesker der hver især har deres antydede baggrund, håb og erindring. Det som Lars Bukdahl skrev om Borgerligt Tusmørke gælder i endnu højere grad om Pendlerne: " Simon Fruelund har på en prik skrevet Den Lille Danske Samtidsroman".

Når jeg har lagt vægt på Fruelunds måde at skrive romaner på så er det fordi jeg opfatter romanerne som resultat af det arbejde med genre, stil og tematik som ses i novellesamlingerne Mælk, 1997 og Planer for sommeren 2002.

Og så er det også fordi det er her hvor han, synes jeg, er mest fruelundsk i udtrykket. For at komme tættere på hvad det er for noget, altså forfatterens skrivemåde, kan det være nyttigt at se på de venner han omgiver sig med, ikke ulig det gamle ordsprog. Hvem er Fruelunds venner i litteraturen? Det er, mener jeg, først og fremmest Raymond Carver (1938-88). Fruelund siger selv, at hans bestræbelser går i samme retning som den store amerikanske fortæller, nemlig at nå det punkt hvor virkeligheden bare er der og personerne bare "fremstår som det de siger og gør". Og så må det være dèt. En kendt titel hos Carver er: Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed, og den viser at nok kan skriften fange virkeligheden up to a point, men få fat i hvad det egentlig går ud på, det der med kærligheden, det er ikke så ligetil. Måske taler vi uden om eller ved siden af, fordi vi ikke kan andet, måske gør vi det fordi vi skjuler noget. Under alle omstændigheder: Det er her læserens udfyldning af de tomme pladser skal stå sin prøve. Forfatteren giver ikke løsninger og grydeklare fortolkninger. Dem må vi selv levere. Carvers formulering har iøvrigt siden været brugt i mange sammenhænge og en af de andre store Carver-fans Haruki Murakami (der har oversat Carver til Japansk) bruger den som titel i sin bog om at løbe!

I den næsten traditionelt opbyggede roman Panamericana fra 2012 har Fruelund bl.a. henlagt handlingen til Chile og de chilenske forfattere Roberto Bolaño og Maria Luisa Bombal spiller en rolle i personernes relationer og forståelse af dem. Og det giver også anledning til et par tankevækkende meningsudvekslinger om litteratur. Det er altså også skrift-venner, der har betydning for forfatterskabet, må man tro.

Endelig skal nævnes et valgslægtskab med en uomgængelig ven (der også er guru og stamfader for utallige andre forfattere, nu som før), nemlig Per Højholt.

I Simon Fruelunds anden, næsten-normale roman Verden og Varvara fra 2009 optræder et digt af Højholt centralt, ja faktisk ret præcist lige midt i bogen. Det er nok ikke for meget at citere det i sin fulde (men korte!) længde:

I stedet for at skrive et digt gik digteren Lucan Katz i bad. Digtet ville han
have skrevet i stedet for et brev, der ikke kunne, men skulle, gå i stedet
for hans fremmøde hos Varvara Eng, hans forlovede, som han ikke
havde set i tre uger, men som han ikke desto mindre elskede så højt,
at hun måtte springe for livet for ikke at blive dyngvåd.

Ud over hvad digtet ellers siger, er dette så mon Simon Fruelund der på bedste Borges-vis har importeret et par fiktive personer over i sin egen fiktion?

Det er frækt, men det fungerer godt som en holden læseren fast på at verden ikke er så enkel og at man sagtens kan underminere realismen. I Panamericana er det endnu tydeligere , hvor læseren bliver taget ved hånden for at opleve at fantasiens og drømmenes verden er nabo til realisme og håndfasthed. Der er løbende igennem bogen afsnit der simpelthen begynder: "Man kan forestille sig" og så kommer der undertiden helt surrealistiske tableauer, men med en klar forbindelse til personernes liv og handlinger. Denne selvfølgelige, som det synes, erkendelse af at der er mindst to verdener er i øvrigt en anden ting, ud over fællesskabet omkring Carver, der bringer Fruelund i et, ganske vist fjernt, slægtskab med Murakami (f.eks. i hans 1Q84).

Nu kom jeg til at sige at romanen Verden og Varvara er næsten normal, dvs. med plot og det hele. Det er den måske også, men igen: læseren skal arbejde med. Til gengæld er bogen, synes jeg, meget tankevækkende ved at antyde en slags happy ending eller forløsning for "heltinden". Sådan slutter bogen:

Hun [Varvara] har en karriere der er forbi, og fire børn hvoraf hun kun ser de tre.
Det kunne være meget værre.
Det kunne være dem alle sammen.
Det kunne være helt misforstået.
Det kunne være ensomt.
Det kunne være tomt.
Det er det ikke.
Hun har en tagterrasse hvorfra hun kan se Søndermarken, Frederiksberg Have og det meste af Vesterbro.

Jeg har brugt begrebet "minimalisme" mere eller mindre sådan uden videre, men sådan en kategorisering er måske problematisk. Hvad har Fruelund nemlig til fælles med de andre minimalister i den nyere danske litteratur? Måske blot det vi i mangel af bedre kalder "tidsånden". Så det er noget med andre forfattere, og det kunne være Helle Helle, Christina Hesselholdt eller Peter Adolphsen, der også er optaget af det (sen)moderne menneskes orienteringsløshed og besvær med relationerne til andre mennesker – samtidig med at det samme senmoderne menneske ofte kaster sig ud i ambitiøse projekter – der ikke lykkes. Men ingen, synes jeg, gør det så udsøgt lavmælt, med empatisk humor og med så mange smerteligt genkendelige bittesmå ingredienser som Simon Fruelund. Så "tidsånden", javel, den har de nok til fælles, men evnen til at få os til at tro på og føle med personerne den har Fruelund i ene-stående grad.

Men, hov! Hvad blev der nu af Pontoppidan og den eventuelle arv?

At Pontoppidans værker er konkret til stede i forfatterskabet kan bevises: I Verden og Varvara har fortælleren af Knud modtaget en sum sorte penge. Og så står der:

"Jeg går på posthuset og betaler mine regninger med Knuds penge. Jeg gemmer resten i min bogreol bag Det forjættede Land og Lykke-Per."

Det er nok den mest spøjse intertekstualitet jeg kender – og Holger Fortolker kunne snildt få det til at betyde at vi skjuler den benhårde, materielle virkelighed bag klassikerne. Men spøg til side!

Henrik Pontoppidan siger om sin overordnede hensigt med sin indsats at han har søgt at give et sammenhængende Billede af Nutidens Danmark gennem Skildringer af Menneskesind og Menneskeskæbner, hvori Tidens sociale, religiøse og politiske Brydninger afspejler sig. Det ligner unægtelig det vi forstår ved "samtidsromanen" Og så er vi også der hvor Simon Fruelund opererer, jf. Bukdahls karakteristik. Men Pontoppidan har også denne formulering om hensigten med sin sidste store roman De Dødes Rige fra 1917:

Skulde jeg i al Korthed forklare, hvad der har været min ledende Tanke under Udarbejdelsen af min Bog, måtte jeg sige: jeg har villet skildre en stor Tidsalders sidste Timer, dens Opløsning, Modløshed og Forfald, og på denne Baggrund skulde nogle Mennesker træde frem, der – uden alle Mirakler – reddes ud af Undergangen og grundlægger en ny Tid med mindre Tro på Lovgivningsmagtens og Maskinteknikens Evne til at fabrikere Menneskelykke.

En programerklæring med en modernitetsskepsis der har mangfoldige arvtagere i dagens litteratur – måske også en Simon Fruelund.

Måske, for først og fremmest er han sin egen.

Tillykke med prisen!

Johan Rosdahl