Reise til Sydamerica

i

Høivelbaarne og Høiædle
Hr. Kammerherre, Commandeur og Divisionschef

Christian Wulff,

Commandeur af Dannebrogen og Dannebrogsmand,
med
Høiagtelse og Kjerlighed
tilegnet.

iii

Forord

Idet jeg herved offentliggjør et Arbeide, som er Frugten af en vidtomfattende Reise til en fremmed Verdensdeel, har jeg kun at gjentage min Erindring om de Forhold, under hvilke det er blevet til, for herved at sætte Læserne paa det Standpunkt, hvorfra Skriftet rettelig og retfærdig maa bedømmes. Vistnok har jeg ikke berørt alle Sider af det fremmede Liv og sikkerlig vil mangen Opfattelse af de behandlede Livsforhold finde mindre Gjenklang hos Mange; men ikke Alt tiltaler og tiltrækker Alle lige stærkt; de Enkeltes Livsanskuelser ere saa forskjellige: heller ikke i dette Arbeide har jeg ventet at sympathisere med Alle.

Men under Erkjendelsen af de Mangler, som maatte findes ved dette Skrift, er jeg mig en Respect for Sandhed og Retfærdighed i Opfattelse og Bedømmelse bevidst, som befrier mig fra den Frygt, at lade Læserne løbe med Liimstangen, og giver mig Haab om, selv at vederfares den samme Ret.

Med Hensyn til de Læsere, som maatte savne Leilighed til, paa anden Maade at skaffe sig omstændeligere Oplysninger om Missionen, har jeg troet at give Skriftet forøget Interesse, ved i et Anhang at levere et Afrids af Hensigten med Fregattens Sendelse og af dens Virksomhed; og da de væsentligste Punkter af dette Afsnit støtte sig paa officielle Actstykker, til hvilke jeg har været tilstaaet Adgang, tør jeg ogsaa i denne Henseende troe mig fri for at lede vild.

Kjøbenhavn i October 1841.
D. Pontoppidan

Indhold

 Pag.
Udrejsen til Madeira  1.
Madeira 13.
Søreisen til Brasilien 21.
Besøget i Bahia 27.
Første Besøg i Rio Janeiro 49.
Platafloden 72.
Reisen omkring Cap Horn til Vestsiden111.
Chile117.
Besøget i Peru151.
Tilbagereisen til Rio Janeiro177.
Andet Besøg i Rio Janeiro181.
Hjemreisen194.
Anhang: om Øiemedet for Fregatten Bellonas
Sendelse samt om dens Virksomhed
 
201.

1

Udreisen til Madeira

Torsdagen den 27de August 1840 lettede Fregatten Bellona sit Anker paa Kjøbenhavns Rhed for at beseile Øst- og Vest-Siden af Sydamerica. Det var for den uvante Sømand en svimlende Tanke, at henved 300 Mennesker skulde føres paa nogle skrøbelige Planker saa vidt over de dybe Vande; det var for det lille Fædrenelands hjemvante Søn en underlig Følelse, at skulle byde Slægt og Venner et saa langt Farvel: med sikker Fortrøstning gav jeg mig dog Skjæbnens Herre i Vold; saa staaer man fast paa den svimlende Høide og skuer rolig paa det, som tykkes os underligt. Med disse halv dunkle og uklare Følelser befandt jeg mig i det svømmende Huus; trindt omgivet af Krigere og Krigens Tegn førtes jeg med som Den, der skulde forkynde Fredens Evangelium; ved Siden af Officerers vaabensmykkede Kamre stod Bøgernes Bog paa en Hylde i min lille Klostercelle. Foruden Skibets Personale fulgte et lille Selskab de bortdragende Venner til Helsingøer; her nødte Modvind os endnu engang at kaste Ankeret i den fædrene Grund, og først næste Morgen bøde Bellona og det gamle Kronborg hinanden den sidste Afskedshilsen i deres krigerske Tungemaal. Sikker, stolt og modig gik Bellona ud af Sundet; det var, som om disse Vande vare den for snevre og som længtes den efter en Tumleplads, hvor den kunde vinde en større Verdens Beskuelse og øve sine Kræfter i det store Verdenshavs bølgende Bevægelser. Ved Kullen mistede vi det sidste hjemlige Pant, 2 den gjæve Lods, som havde ført os vel udrustede til Hjemmets Port; jeg tænkte paa Faderen, der slipper Sønnen og sender ham paa sin egen Haand ud i Livets Skole, og i Bellonas Navn tilvinkedes Lodsen et sønligt takkende Farvel.

Nu vendte Øie og Tanke sig fremad og ud i det Fremmede. Hen paa Formiddagen meldtes, at et russisk Linieskib var i Sigte forud; snart fik jeg det i Kikkerten og saae de krigerske Brødre nærme sig hinanden. Bellona var mindst og maatte først tage Hatten af; vi saluterede Viceadmiralen med 9 dundrende Skud og fik Svar paa Tiltale: det var et stolt Syn, da vi under Røg og Damp passerede hinanden og gjensidig nejede høflig i Kattegattets Vover. Mod Aften fik vi Øje paa Skagens Fyr, og næste Dag gik hen med Krydsen i Kattegat og Skagerak, medens jeg havde Helligdags-Arbeide.

Og Helligdagen kom, den første Søndag, paa hvilken jeg skulde tale til min lille Hjord. I Magsveir kjender man ombord i et Orlogsskib let Hviledagen fra Ugens øvrige Dage. Saasnart Skibet er reengjort tidlig om Morgenen, faae alle Mand Ordre til at klæde sig om og derefter at fremstille sig til Mønstring; Underofficererne inspicere da deres respective Mandskab og anmelde enhver Mand, som ikke maatte være i Orden. Efter Mønstringen skeer gjerne paa Dækket en General-Præsentation af hele Folket for Chefen, der ved denne Leilighed af Officererne lader sig foredrage de Forseelser, som de Enkelte kunne have gjort sig skyldige i. Naar der saaledes var draget Omsorg for Reenlighed og Orden, sammenkaldte vor lille Skibsklokke Menigheden til Andagt midt paa Skibet; det skete ved en tre Gange gjentagen Kimen. Et Bord med et langt nedhængende grønt Tæppe blev opstillet foran den agterste Mast og var paa eengang Præstens Alter og Prædikestol; paa den ene Side af dette sadde Skibets Officerer paa to Rader Stole, paa den anden og ligefor stod Mandskabet opstillet. Den 3 almindelige Indlednings-Psalme, Dagens Collect og en Høimesse-Psalme gik forud for Prædiken; efter denne blev sunget en Slutnings-Psalme, saavidt muligt afpasset efter Dagens Emne, hvorefter Chefen udbragte et "Gud bevare Kongen", som blev gjentaget med sagte Stemmer af hele Menigheden. Maaskee vil man kalde denne Cultus tarvelig og simpel, og det er sandt; men det er ikke mindre Sandhed, at der under denne hellige Eenfoldighed af kirkelige Former kan herske en Andagt og en Aandens Oplivelse for alle dem, der ere aandelig tilstede, renere og fuldere end i det rigeste Tempel, som er bygget af Menneskehænder; under en højere og herligere Hvælving var jeg ikke før samlet til Andagt, og stærkere og fuldere Toner end dem, der løde igjennem vor Helligdom, hørte jeg ikke: det var mig, som fornam jeg tydeligere Herrens Nærhed, og som tilviskede han os sit Velbehag i Vindenes Susen. Mandskabet sang i Almindelighed Psalmerne reent og godt, og et Chor af indøvede Drenge sang mig et Amen, som beskjæmmede mange Degnes. Saaledes helligholdt var det ogsaa en Lov iblandt os, at Søndagen skulde være en Hviledag; om Eftermiddagen saae man da Mandskabet i en livlig, munter og utvungen Stemning at synge, spille og dandse paa Dækket som til et Høstgilde; og navnlig blev denne første Helligdag begunstiget af en fredelig smilende Himmel og et roligt Hav.

Da jeg Mandag Morgen lidt efter Solens Opgang kom op i den qvægende Luft, laae vi saa godt som stille, men Natten havde ført os et yndigt Skue nær; omtrent en Miil mod Nord knejsede Norges stolte Klippeland, og med en vis Veemod betragtede jeg dette og tænkte paa det gamle Broderskab. Det var i Nærheden af Arendal, vi krydsede lige ud for en By ved Navn Tromø; man seer af Byen selv kun enkelte Huse, som dykke frem af Klippekløfterne, men Byens Kirke ligger heel synlig, høit og kjekt skuende ud over Havet, som vilde den christne 4 dette og lyse Fred over de mange Offere, som Kysten kræver. Aftenen var stille som Dagen, og vi betragtede et Fyr, som lyste paa den norske Kyst, mere som et underholdende Fyrværkeri end som en Trøst i Nøden. Saa kjert det havde været mig en Dag igjennem at betragte denne fremmede Natur i Ro og Mag, saa gjerne vilde jeg nu lidt videre, og det var slet ikke saa grumme behageligt, endnu en Dag at drive om i Skagerak for Blikstille. Den eneste Gjenstand, som foruden Himmel og Hav kom indenfor vor Synskreds, var et stort engelsk eller fransk Dampskib, som til vor hemmelige Ærgrelse kjørte sin raske Gang hen over den rolige Flade. Om Aftenen vare imidlertid Propheterne enige om, at Natten nok vilde bringe Forandring, og det var ikke falske Propheter, som spaaede denne Gang; thi næste Morgen befandt vi os i en lystig Kamp med Nordsøen; Vinden var stærk men gunstig, og jeg prøvede første Gang, hvad det er at seile; hurtigere var jeg hidtil ikke ført igjennem Luften, vi løb tolv Mile i Vagten eller tre Mile i Timen, men Vandene sydede ogsaa omkring Bellona, som vare de i Kog. Der blev allerede taget det Kabysbestik, at vi næste Aften skulde have England i Sigte, men Morgenen var ikke Aftenen lig; om Natten gik Vinden til Hvile, og de næste Dage maatte vi fire og hale for et Aprilsveir, der er ligesaa ubehageligt som lunefulde Herrer: vi vare nede og saae paa nogle Banker under den hollandske Kyst, men for ikke at komme disse for nær, lød snart et: Klar-til-at-vende; vi fik en halv Storm, i hvilken jeg første Gang var Vidne til at ligge Haveri, idet en Stang paa den forreste Mast knækkede. Først den 5te og 6te September gik vi mere rolig vor Kuurs og nærmede os Kanalens snevre Indløb. Vort Flag vajede efter Lods, men det varede længe, inden vi fik fat paa nogen af disse tjenstvillige Aander. Endelig fik en Fisker, der i sin Dæksbaad laae og prøvede Lykken paa en Banke, Øie paa os, og 5 vi forekom ham en god Fangst; han lod sin Fiskerbaad blive i Andres Hænder, medens han selv tog sig paa at føre os 8 Mile ind i Kanalen. Henimod Middag laae vi imellem de store Naborigers Kridtvægge, midt i det store Færgeløb mellem Calais og Dover. Et Blik paa Verdenshistorien bragte mig til alvorlige Tanker, da jeg blev mig mit Standpunkt bevidst. Calais skimtede jeg kun svagt og tabte den snart af Øie, uden at den var "indgravet i mit Hjerte"1; Dover derimod passerede vi saa nær, at jeg var istand til at danne mig et Billede af den. Dover er en gammel mørk By, omtrent saa stor som Helsingøer. Den ligger i en Dal, paa tre Sider omgiven af høie Bakker. Til Høire af Byen, men højt over denne, ligger et gammelt Kronborg, som kaldes "Dover castle"; man heiser sit Flag for det men løsner ikke sine Kanoner. Det hele Skue med sit mørke og gamle Anstrøg var smukt, og om Aftenen tog Byen sig ikke mindre herlig ud, oplyst af skinnende Gaslamper, der tæt ved hinanden stode i den aabne Gade, hvis Huse vende Facaden ud til Strandbredden. Ganske kort fra denne Oplysning skinnede begge Syd Forelands Fyr – herlige Vidnesbyrd om menneskelig Kunst; jeg kan tænke mig, hvor inderlig den ængstede Sømand, der i Nattens mørke, forvildende Storme faaer Øje paa disse kjerlige Blus, maa takke og prise det Land, som i egen Tryghed ikke glemmer Havets Børn i deres Nød. Og det er ikke alene ved Dover, at England saaledes tænder disse velgjørende Lys, men paa Landets hele Kyst skal det ene Taarn tale til det andet; i Kanalen er man i det Mindste næppe nogen Nat Fyr af Sigte, og det saa kostbart opførte Fyr, at man med Beundring maa betragte Taarne som Dungeness og Eddystone, af hvilke det sidste reiser sig i det fraadende Hav som en himmelpegende Arm. Ved Dagen frembyder den østlige Deel af den engelske Kyst ved Kanalen en fortløbende Række af underholdende Landpartier; skulde jeg betegne 6 den almindelige Characteer af disse, da forekom det mig at være Møens og Stevns Klint, der gaae igjen i alle de fremspringende Pynter af Landet, som blive synbare for de Seilende. De yndige Skovpartier, de kornrige Marker, de smilende Landsbyer og Kirker – Alt saae mig saa hjemligt og indbydende ud, at min danske Mø lys levende trylledes frem for mit Blik. Hvad der derimod atter bragte mig ud af Illusionen, vare de idelige Batterier, som i Krigens Tid bleve opførte mod de Franske, var den levende Vrimmel af Skibe, Lodskuttere og Fiskere, som sværmede under Kysten og gjorde ogsaa Havet underholdende for den Tilskuer, der første Gang kommer fra Nordsøen ind i Kanalen. Men efterhaanden bliver denne for bred, til at man saaledes kan amussere sig med Kysten; længere ude er Kanalen et Hav, hvor Seilere fra alle Kanter mødes og kappes med hverandre. Paa den ene Side er det interessant at see den Spænding, til hvilken den honette Ambition kan bringe et Skib, hvorledes et Par Seilere stive og haardnakkede kunne trodse og chikanere hinanden; men paa den anden Side er Kanalen ogsaa bekjendt for at være en Skueplads for sørgelige Scener af denne Art og bedrøvelige Frugter af kaad Forvovenhed og Mangel paa Aarvaagenhed. Jeg havde hørt Meget fortælle om denne Kappelyst, og var selv oftere Vidne til Dyster og Væddeløb, men jeg havde haabet at undgaae hvad der mødte os selv Natten imellem den 8de og 9de September. For en frisk Kuling gik Fregatten sin stille, natlige Gang, og Alle, som ikke havde Tjeneste, laae i den bedste Søvn, da vi en Time efter Midnat vækkedes ved Larmen og Maneuvre med Skibet. Jeg laae hvad man kalder styrbords og vaagnede ved stærk Skraben paa samme Yderside af Skibet. Jollen blev hejset ned forbi mit lille Ko-Øje, og jeg hørte Officererne løbe i Messen. Jeg maatte ogsaa op. Paa Dækket fortaltes os da den anede Ulykke. Den vagthavende Officeer 7 havde skimtet en mindre Seiler forud, men bedraget af Mørket havde han antaget den i længere Afstand end den virkelig var og stolet paa at den kjendte Historien om Spurven, der kom i Tranedands. Men den Fremmede maa enten slet ikke have seet os, eller i al Fald vurderet sin Stilling slet; thi pludselig laae den saaledes for vort fremadstormende Bryst, at den ikke var istand til at undgaae den befrygtede Skjæbne: Øjeblikket kom, og Luggeren2 knustes under os. Skrigende Stemmer fløde henad Siden af Skibet og forsvandt agter for os. Flux brasedes Bak – eller lagdes Skibet stille for Vinden – en Lanterne blev tændt under Sprydet, og en Offieceer med otte Mand sendtes ud for at søge de Ulykkelige. En halv Fjerdingvei fra Fregatten stødte vore Udsendte sammen med et Fartøi fra et Koffardiskib, der havde hørt de Nødlidendes Raab og allerede optaget to Mand, som dreve paa et Stykke Vrag; paa en Mast fandt vore Folk to andre drivende, og da disse erklærede, at den øvrige Besætning var sunket og borte, vendte Jollen tilbage og bragte os de fire Mand i en ynkelig Forfatning. Efterat vi havde recreeret dem med Føde og Klæder, berettede de paa deres Tungemaal, at de vare franske Skibsfolk, som kom fra England med en Ladning Kul. De havde været otte Mennesker ombord, af disse knustes een Mand ved Sammenstødet, Kaptainens Fader og en Matros sov og gik tause i de kolde Bølger; en tolvaars Skibsdreng var en kort Tid holdt oppe af Skibets Fører, men denne maatte tilsidst slippe ham, for at holde sig selv ved Live; Kaptainen og tre Matroser vare de Udvalgte, som frelstes fra Døden. Disse levede ombord hos os et Par Dage og vare Gjenstand for en levende Deeltagelse. Forsynede med gode Klæder og Penge i Lommen bleve de besørgede ombord i en engelsk Lodskutter, som for en moderat Betaling bragte dem til Havre; og glade over at være befriede fra disse synlige Mindelser om foregaaende 8 Nats Uheld, styrede vi selv i god Behold ud i det store Atlanterhav.

Jeg havde ofte hørt tale om det Oprør, som herskede her, og det var mig paafaldende de første Dage at see Oceanet saa stille og roligt, som var det stivnet under en spejlklar Iisflade. Men hvad der alligevel i dette Blikstille minder om, at her er vide og dybe Vande, er den hule Dynning, som vugger de største Skibe fra Side til Side. Denne Situation er den ubehageligste jeg kjender i rum Sø og kan være saare farlig. Skibet er i denne Tilstand et magtesløst Vrag uden Støtte af Seil og Vind, og under en evig Knagen og Bragen i alle Skibets Sammenføjninger kastes og rulles det som en Bold for den skjulte Bevægelse. Da derfor Vinden kom tilbage og støttede saa meget ved Bellona, at Glassene kunde staae faste paa Messens Bord, besluttede vi at fejre denne gjenvundne Ro ved en Soiree, til hvilken Chefen for første Gang skulde inviteres. Man venter og modtager Chefen ombord i en Orlogsmand, som var det Kongen der kom. Hele Dagen er Messeforstander, Hovmester og Oppassere i travl Activitet med at pudse og polere og gjøre Anstalter for at indrette Alt saa smagfuldt og comfortabelt som det er muligt. Det hele Officeerpersonale er samlet til Modtagelsen i stive Uniformer; Messen glimrer af Lamper og Lys, og det store Familiebord er udstyret med Alt hvad Stirredsen formaaer. Efterhaanden løstes Tungebaandene mere og mere, og da Punschebollen havde afløst Themaskinen, kom der ogsaa Geist over Selskabet; Enhver sang med sit Næb, og en Rundsang, som i Hu og Hast var forfattet af to Medlemmer3, der havde deelt det vidtløftige Arbejde imellem sig, krydrede Glæden. Klokken 10 skulle alle Lys i Messen slukkes; til den Tid maatte altsaa Selskabet bryde op, og de lystige Pasagerer samledes den sædvanlige Sladdertime i et Tobaks Consilium paa Dækket.

9 Næste Dag holdt vi vor Andagt i et mindre behageligt Veir paa Batteriet eller andet Dæk. Denne Kryben-i-Skjul var et sandt Forvarsel paa, at Freden var borte. Eftermiddagen var sludfuld, om Natten skyllede Regnen ned under en stigende Kuling, og næste Morgen viste mig Oceanet i dets frygtelige Vildhed. Som Ulven, der fra at lure paa sit Bytte er faret glubende op, stode nu de omtalte rolige Vande som Huse for mig. Det ene Seil toges ind efter det andet; tilsidst tumledes Bellona af et Par smaa Klude. Af Frygt for den biscaiske Bugt, for hvis fraadende Svælg vi laae, og som havde slugt saa mange levende Sjele, toge vi Cursen mod N.V. og kjæmpede i denne Retning et Par Dage og Nætter. Saalænge en saadan Dyst staaer paa, har man det som usøvant Mand ikke godt; man kan hverken gaae eller staae, og Stolen vælter naar man vil sidde. Reduceret til en fuldkommen Passivitet, maa man søge sin Opreisning i en rolig Betragtning af Elementets Oprør, i en stille Beundring af Naturens og Kunstens Kræfter. Hidtil havde jeg ikke saa fuld Opfordring til at beundre, hvad begge Parter formaaede, som den 14de, 15de og 16de September. Men man bliver ogsaa træt af at beundre, og glæder sig, naar den Anledning dertil, som en Storm giver, hører op. Skibet trængte til at faae flere Brøst lægte; de Mange, som i større eller mindre Grad vare qvæstede, trængte til roligere Pleje, og der var en almindelig Længsel efter tørre Gangklæder og en tør Køje. Glæden var derfor almindelig, da den strenge Herre, efterat have huseret i tre Dage til Ende, igjen tog et mildere Ansigt paa. Vi havde desuden den særdeles Grund til at fornøje os herover, da den 18de var vor Konges Fødselsdag. Det laae i Chefens Plan at celebrere denne Fest saa kongeligt som muligt; en 27 Skuds Salut skulde have hilst Dagen, og jeg var anmodet om at være beredt paa at holde en Tale, afpasset efter Dagens Betydning. Men Mennesket 10 spaaer og Gud raader. Himlen blev ikke ret venlig, Luften var taaget og graa, og Havet for oprørt til rolig Gudstjeneste: vi indskrænkede os derfor til selskabelige Glæder. Til Middag beærede Chefen Messen med sin Nærværelse og udbragte efter vor Lykønskningssang4 en levende Skaal for vor Konge. Om Aftenen spiste vi Studenterhavre5 i Kahytten den høje, og paa Atlanterhavet lød atter et tredobbelt Hurra for vor Drot. Imidlertid vare vi passerede "Kap Finisterre" og komne ned under Portugal med gode Auspicier. Men Vinden blæser hvorhen den vil. Paa eengang maatte vi atter til at bide fra os og slaaes med Treforken; nok et Døgn gik hen under hin uhyggelige, støiende, knagende, susende og pibende Uro, og først Mandag Morgen den 21de saae jeg Sydens Sol varm og skjøn over den klare Horizont og fornam de mildere Luftninger, som rask førte os mod vort nærmeste Maal, Madeiras Klipper og Druer. Saaledes begunstigede af Vind og Veir indbød Chefen alle Messens Medlemmer og et Par af de første Underofficerer til det opsatte Festmaaltid i Anledning af Kongens Geburtsdag; det var saa rigt udstyret med Goder af alle Naturriger, at man snarere skulde drømt sig midt i Ægyptens Kjødgryder og Hollands Kjøkkenhaver end vidt fra Land, indesluttet af et Skibs tørre Planker. Men den bedste Blomst var dog den Stemning, som besjelede de Forsamlede; jeg erindrer mig den som et frit og værdigt Udtryk af den sande og ægte Selskabs Aand; og jeg følte, hvorledes man ombord i et Orlogsskib just har Leilighed til at fornemme, hvor godt det er, at Brødre boe eendrægtig tilsammen. For at Alle kunde fornemme Glæden, fik Mandskabet om Aftenen Lov til at holde sig lystigt med de allerede lystige Officerer, og et Kostumebal blev arrangeret omkring Spillet. Et Par Hornblæsere og en Tambour kunde Skibet ex officio præstere; en Violin og en Fløjte bragtes tilveie ved Diletantere, og saa gik det med Dands og mimiske 11 Forestillinger. Vi have paa Søen mange Anledninger til at misunde Brødrene hjemme de Goder og Beqvemmeligheder, de have fremfor os, men med en Aften som denne kunne vi drille dem til Jalusie. Jeg vil bede dem – om de kunne – at forestille sig et oplyst Skib, der gaaer sin friske Gang igjennem Bølgerne, det skummende oplyste Hav med et uendeligt Farvespil, de bugnende Seil og den jublende Mængde – Alt beskinnet af Blinkfyr og lysende Raketter; mod dette natlige Skuespil har intet Land et lignende at stille. Alle vare berusede af Glæde, og Kongen havde næppe hjemme gladere Undersaatter paa den 18de September end Fregatten Bellonas Besætning, der pløjede Bølgen blaa.

Men paa et Skib er der kun en smal Grændse imellem Glæden og Sorgen – en Breddemur imellem Livet og Døden. Næste Morgen gjordes et brat og pludseligt Brud paa vor hidtil uforstyrrede Kreds; en Mand, som i Magsveir arbejdede udenbords, faldt ved Uforsigtighed i Havet. Som livløs drev han med opstrakte Arme hen ad Skibets Side; forgjæves sænkedes Redningsmaskinen, forgjæves sendtes en Baad ud for at søge den Ulykkelige; han maa forunderlig hurtig have tabt sin Samling; thi der var ikke Spor af ham at høre eller see. Det er mærkeligt at være Vidne til en saadan Katastrophe ombord i et Skib; thi den er saa kort, at den næsten er umærkelig. Saa hurtig som Bølgen sluger sit Bytte er Tabet ude af Tanke, og et Menneskes Død erindres ikke saalænge som et Brud paa en Raa. Dette tilsyneladende Letsind finder sin Forklaring deri, at det Hele ikkun er et flygtigt Moment, der baade i Tid og Rum fares forbi; naar Redningsmaskinen igjen er heist, tænker man alene paa at faae Fart paa Skibet igjen; med dette ere Ønskerne rettede mod det fjerne Maal. Bølgen er en bevægelig Gravhøi; den kjendes ikke mere – det var et Nu, som sporløst tog den Bortgangne med sig. Og 12 hvad der end mere bidrog til at glemme det Forbigangne, var den Omstændighed, at der næste Morgen varskoedes Land isigte. Dette var i Forvejen allerede bebudet. Uden Kjendskab til den Fuldkommenhed, hvormed Nutidens dannede Søfarende kunne bestemme deres Plads paa det vejløse Ocean, der hverken har Mærker eller Milepæle, forundrede det mig om Morgenen tidlig at høre det apodictiske Udsagn, at vi Kl. 8 stode 10 Mile fra Porto Santo, og at den derfor snart maatte komme frem; den kom, og vort Spryd stævnede imod Øen som paa en Prik; og stort andet end en Prik er Porto Santo jo ikke i Sammenhold med Atlanteroceanets Overflade. Omtrent 5-6 Mile Nord for Madeira ligger den højtragende og smukt; den er en Qvadrat Miil stor og har henimod 2000 Mennesker, af hvilke den største Deel boer i Byen af samme Navn. Byen ligger ved en Bugt paa Østsiden af Øen, omgjerdet af spidstakkede Klipper, som nøgne rage op over den. Vi passerede Byen paa omtrent en Miils Distance, saae tydelig Husene ligge adspredte paa Sletten og op ad Bjergstrækningerne; midt i Byen smilede en lille Kirke i Aftenbelysningen. Paa Strandbredden var forsamlet en Flok Mennesker, der saae ud som en Myretue; om de arbejdede eller droges til Havet af det store Skib, der var temmelig nærgaaende, skal jeg ikke kunne sige. Tegn paa Fiskeri var der ikke at spore; thi forunderlig nok kunde vi ikke opdage en Baad i den hele Bugt eller paa Kysten. Vinhaverne saae vi derimod, og formodentlig kræve disse det meste Arbeide, da Madeira efter Sigende faaer megen Tilførsel af Viin og Druer fra denne Naboø. Om Aftenen laae vi for Stille udenfor Øen, saa jeg fik rigelig Tid til at mætte mig med Synet af de nøgne Klipper, der dannede en skjærende Contrast til Danmarks lave og skovkrandsede Have, i hvis Skjød jeg gik ned at drømme mig tilbage. Men vaagnet paany fandt jeg mig selv i mit Træhuus og Bellona avanceret til 13 Madeiras østlige Side. Omtrent fire Mile fra denne Pynt ligger Funchal, paa hvis Rhed vi skulde ankre; men det var fire drøje Mile. Paa tredie Dag maatte vi for Blikstille ligge og see paa Øen som paa det forjættede Land, paa de rige Viinhaver som paa en forbuden Frugt; ja vor magtesløse Situation mellem Madeira og nogle øde Klipper, der med Rette bære Navn af "Deserterne", fik en Aftenstund et saa farligt Anstrøg, at vi satte Mandskabet i alle vore Joller, for at roe Fregatten bort fra de skarpe Skjær. Først den 26de September fik vi Ankeret i Bund under denne venlige Oase i den store Havørk. Fra Søen havde jeg orienteret mig paa den østlige og sydlige Side af Øen, og med et foreløbigt Billede af den smilende og tillokkende Natur længtes jeg efter nærmere Bekjendtskab.

Madeira

At lande ved Funchal er ikke nogen let Sag. Byen er anlagt ved Bredden af Atlanterhavet, hvis hele Vandmasse fra Sydpolen uhindret vælter sig mod Øen og foraarsager en Brænding, der gjør det umuligt for en Bro at staae sig. Følgen heraf er, at Fartøjer fra Skibene paa Rheden ikke kunne lægge lige ind til Byens Strand, men maae holde sig paa Aarerne udenfor Brændingen. Her afhentes man af smaa Færgefartøjer fra Land, og indskibet i disse føres man ved forenet Hjælp af et Par Portugiseres rappe Aarer og Brændingen ind over denne; to opkildrede Lejesvende passe da Snittet, springe til og hale det lette Pindeværks Fartøj paa Land. Den første Entree i Byen tager strax Illusionen bort og siger den Reisende, at Funchal bedst er tjent med at betragtes en distance. Den er en uhyggelig, malproper By med portugisiske Huse og Mennesker; Husene ere i Almindelighed i høj 14 Grad forfaldne og ligne indvendig mørke, smudsige Huler, i hvilke det fade Familieliv føres for aabne Dørre. Med Funchal er man saaledes snart færdig; man længes efter at gjøre sig bekjendt med den yndige Klippeø selv. Af Udseende lignede jeg uvilkaarlig Madeira med en udbrændt Vulkan; lange Fjeldrygge strække sig som stivnede Lavastrømme fra Landets Midte og Højdepunct ned mod Havet. I Dalene mellem disse skarpe og ofte nøgne Klipper seer man Viinhaver og Huse, som tage sig fortryllende ud. Som Klippe er Madeira naturligvis blottet for en yppig Vegetation. Jordarten er deels Granit, deels løsere metalagtige Jordskorper, og visse Partier i Bjergene ere især i høj Grad jernholdige. Men ikke destomindre er Madeira et Eden og alle Frugters Hjem; Bananas, Græskar, Meloner, Æbler, Valdnødder o. m. fl. findes i Overflødighed, men Vinen er dog Øens ypperste og skjønneste Prydelse. Ranken voxer ikke her som hos os opad en Muur, men skulde jeg ligne de store og frie Viinhaver med nogen Drift hos os, da maatte det være med et Humleanlæg, hvor Toppene føres henad Sparrer, der forbinde de opadstaaende Stager. Druerne hænge da ned som fra et fladt flettet Tag, under hvilket man efter Omstændighederne kan gaae eller krybe og sanke Classerne. Denne Rigdom paa Frugter og Viin træffer naturligvis kun den cultiverede Deel af Øen, nemlig den østlige og sydlige Side; Nord- og Vest-Siden saae jeg ikke, de laae som fremmede og ukjendte Lande hinsides Bjergene. Men for dog ikke at blive staaende ved et Bekjendtskab til Funchal og dens nærmeste Omgivelser, foretog jeg mig i Forening med ni Reisefæller en Tour op i Bjergene til et Punkt, som benævnes "Korallerne," uden at man for Resten maa vente at finde Koraller der. Befordringen paa Madeira skeer ikke i beqvemme og magelige Vogne; jeg saae ikke en Vogn paa Øen. Landets Beskaffenhed kræver, at baade Herrer og Damer dannes for Rytteriet. Vi 15 lejede os saaledes ni smaa, bjergvante Heste og fik oven i Kjøbet ni Førere med os. Lejeren lader nemlig aldrig Hesten alene i Fremmedes Hænder, men medskikker en Lods, hvis Forretning er at holde Hesten i Halen og med en Knippel at drive den frem i et flyvende Gallop. I dette Optog satte vor Cavalcade af fra Funchal om Morgenen tidlig, og det originale og til Beundring udholdende Infanteri skaffede os ikke liden Moro. Den første Deel af Vejen var ikke saa besværlig eller stejl; den slyngede sig mellem Kilder og Viinhaver, mange Gange saaledes overskygget af disse, at man kun behøvede at udstrække sin Haand for at tage den tilbage fuld af Rankens Velsignelse. Ved et Viinhuus gjorde vi nogle Øjeblikke Holdt i disse qvægende Skygger, for at styrke de mødige Førere og Dyr, og begave os derefter paa det egentlige Bjergtogt. Efterhaanden blev Veien saa svindel, saa steil og snever mellem Afgrund og Klippevæg, at det mange Gange gjøs i mig, naar jeg betænkte denne Knibe. Men det er jo kun ad den snevre Vei man kommer til Livet, og visselig savnede det ikke heller sin Løn at ride Vejen til Korallerne. Jo højere vi stege op, desto større Herredømme vandt Øiet over de henrivende Grupperinger af Bjergrygge og Dale, som nu laae for vore Fødder; fra det lave Standpunct paa Bellonas Dæk var det det svage, beskedne Blik, som med Beundring saae op til den stolte Majestæt; nu havde vi hævet os til den Opløftelse, i hvilken Sindet skuer klart og frit og fornemmer Harmonien mellem sig selv og Verden udenfor sig. Et standsende Skraal af alle Førerne forkyndte paa eengang, at vi vare ved vort Maal. Paa en lille Plaine holdt vi vor Frokost omtrent 6000 Fod over Havets Overflade. Til Højre for denne Plads laae de saakaldte Koraller, en Krands af takkede Bjerghøjder omkring en sand Paradiis Dal. Noget Yndefuldere og mere fredelig Indbydende end denne Dal har jeg endnu ikke seet, og det var umuligt at 16 imodstaae de Tillokkelser, med hvilke et lille Kapel og et smilende Nabohuus vinkede os ned i dens Skjød. Jeg glemmer aldrig denne Vandring ad naturlige og banede Stier, paa hvilken jeg ligesom hvilede i Naturens Favn og var tabt i Beundring. De mangfoldige Klippe-Nuanceringer, den frodige Vegetation, Kildevæld og Rigdom paa Frugter – Alt forenede sig til et levende Sprog fra Naturens stumme Bog. Midt i al denne Herlighed laae det lille Kapel og det nærliggende Frugthuus; men Beboerne af dette vare visselig baade døve og sløve for den. Ved vor Ankomst til Husets Dør blev det os formeent at komme videre; lidt skye og bange trak Fruentimmerne sig tilbage og holdt et vaagent Øie med os. Men – banker, saa skal der lukkes op for Eder. Efterhaanden som vi underholdt os med dem gjennem Vindue og Dør, bleve Damerne mere tillidsfulde, og vi fik Lov til at gaae ind og besee Leiligheden, i hvilken Uorden og Ureenlighed herskede overalt. I et indre Gemak traf vi paa en mæsket Præst, der sad med en Deel Terner omkring et Kaffebord. Som det lod, levede han her som en intim Huusven og saae saa lad og sløv ud, som kom han aldrig videre end de faa Fjed fra Ternernes Hytte til Kapellet ved Siden af. Efterat vi vare tracterede med Druer og Frugter, fulgte Præsten os med synlig Velbehag til Dørs; glad saae han de unge Junkere gaae bort uden at have røvet Nogen af hans kjelne Hjord. Hvor gjerne havde jeg ikke jaget denne dovne Præst med hele hans Consilium ud af Paradisets Have og henvist ham til at pløje og grave i sit Ansigts Sved; men jeg kan tænke mig, at der endnu ere gamle Privilegier og Indkomster, som forstrække disse Mennesker med det Nødvendige til at føre dette aandsfortærende, frugtesløse Liv.

I det Sted maatte vi selv til at tænke paa en Retraite til vore Førere og Heste. Paa denne fik vi at fornemme, at vi ikke vare fødte i Bjergene eller vante til at beregne 17 Distancerne eller Forskjellen imellem det glatte og magelige "Ned" og det trange, besværlige "Op." Der gaves forskjellige og deri blandt betænkelige Scener af Udmattelse. Selv kom jeg mødig til Bedepladsen og sendte herfra mit Farvel ned til den lille idylliske Verden, der som afsluttet for sig selv og adskilt fra den store og vide Verden, nød sin stille og uforstyrrede Fred. Min Hest i Vold fulgte jeg de allerede gallopperende Ryttere; Dyret bar mig med en paafaldende Sikkerhed over Stok og Steen, og med et rigt Udbytte af skjønne og oplivende Minder kom vi tilbage til Funchal.

Foruden Korallerne veed jeg intet andet almindeligt Yndlingssted, som besøges af Fremmede, end en privat Mand "Caravalhos Have," hvor man foruden smukke og smagfulde Haveanlæg seer en Deel ejendommelige Snurrepiberier. Men man behøver ikke at indskrænke sig til disse Anvisninger; overalt er Nydelse og Underhold for Øie og Sands.

Øens Religion er den catholske; men det er aabenbart, at Catholicismen paa Madeira ikke er mere end et Rygte fra Rom, et væsenløst Echo fra Peterskirkens Haller. Catholicismen maa være let at kjende; man maa ikke alene kunne finde den i Kirker og Klostere, men den maa staae skreven paa Huse, Gadehjørner og Mennesker; man maa kunne see den afspejlet i det hele Liv; ellers er det ikke et catholsk Land jeg besøger. Men dette er ikke Tilfældet i Funchal. Kirken viser sig ikke i den Helgenglands, ved hvilken den skulde holde Mængden fangen under Auctoritetens Fane; Klostervæsenet, som vel overalt ikke mere svarer til Begrebet, er heller ikke paa Madeira mere end et Gjenskin af det gamle Celleliv. Det er derfor naturligt, at Folket seer hen til Kirken uden Veneration for dens løsende og bindende Magt, og at Folkelivet er blottet for alle catholske Enemærker. De Kirker, jeg besøgte i Funchal, vare unægtelig rigt nok udstyrede med Sølv og Guld, med 18 Armstager og Altertavler; men der maa Olie i Lampen, for at den kan brænde, og Kirkens Betjente og Tjenere maae behandle de hellige Ting med Ærefrygt, dersom de ville vække denne Følelse hos Andre. Men tvertimod skete det mig hver Gang jeg betraadte de hellige Steder, at en Mængde ligegyldige, pengebegjerlige Vejvisere med Graadighed faldt over mig og toge mig i Beslag; med Raahed nævnte og behandlede de de helligste Navne og Gjenstande, for ret at udkramme Alt for mig: det var mig længe klart, at den Pistrin, som ventedes ved Skilsmissen, var den eneste Tanke hos dem. Munke-Klostere findes der ikke paa Madeira; derimod var der to for Nonner i og udenom Hovedstaden. Det største og navnkundigste af disse er Nostra Senhora da Gloria; det ligger vidunderlig smukt høit over Byen, men staaer nu for største Delen forladt og tomt, medens det andet inde i Funchal har revet Søgningen til sig. Dette sidste besøges nemlig af alle Reisende, som her finde en Boutik af Fjederblomster og en Samling af Sypiger i Stedet for kydske, knælende Jomfruer med Bønnebøger, Rosenkrandse og beskjæftigede med velgjørende Arbeider. Sandheden kræver jo rigtig nok, at jeg trækker et dobbelt, tykt Jerngitter mellem de unge Kavalerer og Nonnerne; men Gjøglespillet træder dog tydelig nok frem, og det Eneste, jeg maa lade dem, er den fine og yndefulde Kunst, at binde Blomster og Krandse af Fjeder, hvilket de forstaae til Fuldkommenhed. – Om Undervisningsvæsenet fik jeg ikke Tid eller Leilighed til at erfare noget Nærmere; det blev mig sagt i en Sum, at de offentlige og private Skoler, som fandtes, ikkun vare Navneværdi, og at den store Deel af Almuen opvoxede for Lud og koldt Vand. Hvor de aandelige Interesser saaledes ere stillede i Skygge, er det intet Under, at Folkelivet maa tage sig bedrøveligt ud. Jeg har intetsteds seet pjaltede Børn vrimle paa Gader og Stræder som her, og det staaer ligesom præget paa dem, at de opvoxe i Armod og 19 Vankundighed under Forældrenes fuldkomne Sorgløshed for deres tilkommende Skjæbne. Jeg erindrer mig med Gru den Masse af ørkesløse Tryglere, som pine og plage de Fremmede, saa snart man sætter Foden i Land; med et Physiognomie, som forraader den fuldkomne aandelige Tomhed og al Mangel paa Livs Gjerning eller Formaal, ligge store Hobe af sløve og sovende Tiggere henstrakte ved Stranden, paa Fiske- og Frugttorve; og ikkun Udsigten til at kunne betle en Skjerv eller fortjene den paa en let Maade synes at kunne bringe Liv i disse Lediggjængere. Ved at være Vidne til en saadan aandelig og legemlig Nød og Elendighed blandt Folkemassen lærer man at paaskjønne Værdien af et ordentligt Fattigvæsen, som veed at skille Klinten fra Hveden og at henvise de Uvillige til lovligt Arbeide; paa Madeira kjender man ingen Institutioner, som sigte til at vække Kræfterne, ingen Tvangsanstalter og ingen offentlig Forsørgelse: der er fri Brug af Tid og Kræfter, men "de have Friheden til Ondskabs Skjul."6

Over dette portugisiske Blod hersker en Gouverneur*) med sine civile og militaire Embedsmænd. Men som det nu visselig for den dygtigste Øvrighed maa være en vanskelig Opgave, at holde borgerlig Orden og Sikkerhed vedlige under disse Forhold, saa bliver dette end vanskeligere ja umuligere, hvor den administrative Myndighed er i Hænderne paa en Mand af samme moralske Kraftløshed som Folket, og hvis Særkjende er Træghed og Langsomhed i Forretningernes Gang. De Militaire i Funchal spille en tragi-comisk Rolle: de ere ikke mange i Antal, og efter Udseendet at dømme ere de fattige Lejesvende paa en tarvelig Sold. Jeg kunde ikke passere Vagten ved Gouverneurens Bolig, uden at smile over et militair-uniformeret
____________________________________
*) Som bekjendt er Madeira den største af de portugisiske Canarier og bestyres af en portugisisk Gouverneur.

20 Personale, der svarede fuldkommen til Dyrehave-Mandens Beskrivelse af Frederiksteens Fæstning; lasede i Klædedragt, med Støvle paa den ene Fod og Tøffel paa den anden stode de med rustede Geværer med og uden Bajonetter.

Men midt i denne kummerlige Ensemble af Landets Indfødte kan man ikke oversee de europæiske Huse og Familier, der i en behagelig Modsætning til Hine føre et fint Gentlemens'1 Liv. I en Folkemasse, hvis Characteer er sløv Aandsløshed og Uvirksomhed, er det ikke svært at faae Kræfterne i Beslag og at drage sin Fordeel af dem; naar Mennesket ikke har Begreb om Frihed og Selvstændighed, maa det blive Slave. Ogsaa paa Madeira er det saaledes engelske og andre Nationers Kjøbmænd, der suge Honningen af den rige Blomst og ere de velhavende Herrer over Viingaarden, medens Landets Børn maae nøjes med at være Arbeidere i den. Hos disse Viingaardsmænd nyde de Reisende og Besøgende et galant og behageligt Gjæstevenskab; baade i Funchal selv og i Særdeleshed paa deres Villaer oppe paa Bjergene have de Leilighed til at skabe Nydelse og Fryd for de Reisende. For at opnaae dette, behøve de i Grunden ikke mere end deres smagfulde Boliger og det himmelske Klima. Dette sidste er saa skjønt og velgjørende, at det ikke med Urette er Gjenstand for Pietet og tillægges en underfuld Kraft. Syge og Svage søge til Madeira som til den sidste Tilflugt; de leve her efter Sygdommens og Constitutionens Natur højere eller lavere paa Øen i de forskjellig tempererede Luftstrøg. Selv har jeg prøvet, hvad det er at nyde Luftningerne paa Madeiras Høider; det er et Aandedrag saa frit og let, som droges det fra det Uendelige. Hvor let og snart svandt ikke ogsaa de 6 Dage, jeg levede paa Madeira, og hvor svært er det mig ikke at glemme de lokkende Ynder, med hvilke denne naturinteressante Ø saa rigelig er 21 udstyret. Dette venlige Billede skal sikkert ikke udslettes, hvorvidt jeg end skal flakke om; men opklares og fornyes skal det, hver Gang den lyse Drue opliver og forynger mit Sind.

Søreisen til Brasilien

Alt vel ombord forlode vi den 2den October Madeiras aabne og usikkre Rhed og gik Syd efter til Brasilien, med Bestemmelse at anløbe Bahia og Rio Janeiro som de vigtigste Havne i Riget. Leiligheden var gunstig, og den tropiske Himmel mere og mere Gjenstand for vor Lovtale. Vi have hos os ikke nogen tydelig Forestilling om en klar gjennemsigtig ætherisk Luft i dette Ords tropiske Betydning; den faaer man først under Vendekredsen, naar man her har seet Solen klar sænke sig i Havet og dens Gjenskin male den vestlige Horizont med et Farvespil af uudsigelig Finhed, i hvilket den azurblaae Grund er det characteristiske Mærke. Allerede to Dage efter vor Afgang fra Madeira fik vi de sydlige canariske Øer at see under en saadan Himmel. Det var interessant paa sin nøgne Vei over den store Havflade at møde disse højtragende Klippeøer, der paa eengang som mægtige Piller omkrandsede os. "Palma" passerede vi ganske nær; baade dennes og de øvrige Øers naturlige Beskaffenhed var for mit Øie ganske den samme, som Madeiras og Porto Santos. Bedrog Øjet ikke, da er Palma baade høiere og skovrigere end nogen af disse og stod ikke tilbage i Cultur for nogen af dem. "Santa Kruz" paa Østsiden præsenterede sig i Afstand smagfuldere og anseeligere bygget end Funchal, og de nærmeste Omgivelser i Oplandet viste os i Kikkerten store Plantager og banede Bjergveje. Skjøndt i en Afstand af ti til tolv Mile fra "Teneriffa" saae jeg dog "Pico" mærkelig hæve sig over Hav og Skyer; Øen selv laae 22 indhyllet i disse; men saa højt over dem, at man næppe faldt paa at søge efter Land og Jord i disse Regioner, naar ikke det mørke Punkt havde paatrængt sig Øiet, stod den sorte Spids som hvilende paa Skyerne, tolv til tretten tusinde Fod over Havfladen. Det er en mærkelig og paafaldende Steilhed, med hvilken denne Klippe rager i Veiret: "Pico" rejser sig paa Tenerif som et Straßburger-Münster. "Gomera" er mindre anseelig end nogen af de førnævnte; det Samme er Tilfældet med "Ferro", men man kan ikke høre dette sidste Navn, uden at tænke paa den Rolle, Øen har spillet og tildeels endnu spiller i geographisk7 Henseende: dette isolerede og i sig selv ubetydelige Punkt har som en meget betydende mathematisk Storhed domineret hele Jordens Kreds. Beboet var Ferro, men nogen By var ikke at see paa Nord- eller Østsiden; det var lutter smaa, hvide Huse, man saae adspredte ligge imellem Fjeldene. Saa underholdende denne Pasage kunde være, saalænge den vedblev at være en Pasage, saa trættende blev dog tilsidst Synet af denne stereotyppe Eensformighed, da vi for Stille maatte drive omkring Øerne. Uden Sorg saae jeg derfor det sidste Glimt af dem, og med Glæde fornam jeg, at den paakaldte Østpassat den 7de October tog os i sin milde Favn en Snees Mile Syd for Ferro. Det er en stor Fornøielse at seile i en Passat; stadig og rolig blæser Vinden den samme; der tænkes ikke paa at forandre Seil eller Cuurs, man slaaer sig paa en Maade til Ro, og Skibet gaaer i Passaten sin egen Gang, saa at man vel, som Finnerne siges at gjøre, kunde sætte en Hund tilrors. Men saa meget bedre Leilighed er der ogsaa i denne Tryghed til at øve Skibet som Orlogsskib betragtet. Mandskabet exercerer, fægter, hugger og øver allehaande eqvilibriske Øvelser, som mange Gange ere Adspredelse og Underhold for Tilskuerne. Men nu og da bliver Øvelsen almindelig, og Ingen faaer Lov til at være Tilskuer, naar 23 der blæses og trommes til "klart Skib", som det hedder; det vil sige: at Skib og Mandskab i Eet og Alt gjøres klart til Bataille. Uden engang at eje et "Vibens Huus", som kan forestille den fjendtlige Styrke, leger dog Orlogsmanden i saadanne Tilfælde Krig, og denne Krig faaer saa megen Alvor, som det er muligt at give den, naar Vederparten er reen Fiction. Krudtkammeret aabnes, og der langes til Kanonerne, som ere i en stadig Bevægelse; Officerer og Mandskab ligefra Chefen til den mindste Flagmand ere paa deres respektive Poster; Præsten har ikke Lov til at blive i sit Lukaf men maa tillige med Skibets Læger indfinde sig i Lazarettet, for at trøste og vederqvæge de Syge og Qvæstede, som forestilles at lide under Chirurgens Kniv. Imidlertid er Lazarettet i saadant Tilfælde Officerernes gode Messe, hvor vi under den hele Affaire kunne have det meget godt og more os, hver Gang en Mand bliver heiset ned igjennem Lugen paa Krankestolen. Bataillen varer gjerne en god Time; denne er tilstrækkelig til at slaae Fjenden paa Flugt og vinde Laurbær og Bytte.

I Løbet af otte Dage havde vi under den vedholdende Nordostvind seilet henimod 300 Mile; man lærer af Passaten, hvad den stadige Flid kan udrette. Den 11te om Aftenen stode vi efter Bestikket ikkun 15 Mile fra de "capoverdiske" eller "det grønne Forbjergs" Øer og styrede derfra en forandret vestlig Cuurs, for ikke at collidere med dem om Natten. Dette foraarsagede, at vi passerede denne Gruppe i saa lang Afstand, at jeg kun kan sige, at jeg har seet Toppen af een af de vestlige Øer, formodentlig St. Antonio. Passaten var os endnu tro nogle Dage og førte os paa omtrent 11° N. B.; her overlod den os til det Stille og de afvexlende Vinde, som herske og spille omkring Linien. Mennesket bliver let forvænt af det Gode og knurrer ligesaa let, saasnart Lykken ikke smiler: det faldt haardt paa eengang ingen Vegne at komme og at stjæle 24 sig frem ved Ny og Næ. Man kalder dette krittiske Gjennemgangspunkt med det ironiske Navn: "Tømmermands Passaten", fordi de Søfarende maae nytte de ustadige Byger for at slippe frem; de lade da staae til og give vel ikke sjelden Tømmermanden Noget at bestille, naar Dysten er overstaaet. I Længden bliver denne eensformige Sneglegang trættende; man har intet Andet at underholde sig med, end at see paa de lystige Delphiner, Haier, Springere, Flyvefisk og Søsvaler, som more sig med at sværme omkring Skibet og at følge med i Kjølvandet og efter Agterspejlet. Der blev sat mange Snører for Fiskene og spildt mange Skud Krudt paa Svalerne; men, saavidt jeg veed, var det hele Udbytte en Flyvefisk, som en Aftenstund forvildede sig ind af en Kanonport og faldt i Køien hos en Matros, og en eneste Søsvale, som det lykkedes en Mand at vingeskyde. Hvad der under denne Standsning end mere forhøjede den ubehagelige Situation, var Liniens brændende og trykkende Hede. Saalænge Luften var i Bevægelse og stadig strømmede over og igjennem Skibet, fandt jeg ikke Varmen besværlig, skjøndt paa et for mig ualmindeligt Høidepunkt; den var let, og man aandede frit i den; men naar Luften stagnerer, er det baade i det Frie og end mere nede i Skibet for en Nordboer en trykkende og tung Tilværelse at leve under Linien. Man tænke sig Atmosphæren i den dybest beboede Deel af Skibet, hvor over 50 Mennesker hænge i et saa godt som tillukket Rum paa en Tid, da Luften i det Frie er 22° ved Nattetid8. Naar der ikke ved Kuldseil – som de kaldes – bragtes frisk og kjølende Luft ned, var det næsten ikke muligt at vegetere eller sove her; jeg hørte ofte Mandskabet ved Aftentide grue for Nedgangen til Køien og trække Tiden ud paa Dækket, indtil Øinene kunde overvinde Alt og lukke sig selv i den tungeste Atmosphære.

Iøvrigt passerede i denne Overgangsperiode ikke noget 25 Mærkeligere end et Skildpade-Gilde i Messen og en Aftenunderholdning hos Chefen. Messen havde paa Madeira for halvanden spansk Daler kjøbt en Skildpade med den Bestemmelse, at den skulde ofres paa den Dag, vi passerede Linien. I et sangvinsk Haab og i en barnlig Længsel efter denne Lækkerbidsken lavedes imidlertid Punschen saa tidlig, at Dyret maatte lade sit Liv paa 4° N. B. Chefen, som var vor Gjæst, indbød ved denne Lejlighed samtlige Messens Medlemmer til næste Aften. Man havde længere i Forvejen hørt en Fugl synge om, at denne Invitte vilde komme, og det var aftalt, at Enhver, som var istand dertil, skulde give Gjæsteroller til Bedste. Chefen indrømmede sin forreste Kahyt til disse Optrin, og der var en Læsenover og et Garderobe-Udstyr blandt alle Dilettanterne. Selv aldeles udygtig til alle Præstationer af denne Art havde jeg kun i Eensomhed at overhøre de Studerende og at glæde mig til Aftenen, der skulde afsløre alle de Scener, som for lukkede Dørre vare præparerede rundt om i Lukaferne. Det var comisk nok at træde ind i Kahytten og see den forvandlet til et lille Theater og at finde fremtryllede Damer i yderste Elegance sidde paa Tilskuer-Stolene; Frøkenerne S. og K. erindrer jeg som de skjønneste Perler, til hvis Gunst der var en stormende Beilen, og paa hvem alle Lorgnetter og Kikkerter hvilede. Man saae Scener af Holberg og Vessel udførte til almindelig Opbyggelse; Gud veed, om Fader Holberg havde drømt om, at hans storpralende Jacob skulde komme paa Brædderne saa langt fra den Kreds, for hvilken den nærmest var skrevet. Et Declamations-Nummer af Schillers Johanna d'Arc gik istaa paa et Højdepunkt af Pathos; en Guitar-Sanger smeltede paa Italiensk, og fire højst smagfuldt paaklædte og grupperede Tyrolere jodlede, indtil Qvinterne sprang; Recitativer sluttede denne alsidige Nydelse. Om et Bord, vel besat med Confecturer, havde derefter Theater-Kritikken sit 26 frie Løb i et Par Timers Tid, og den fortsattes til efter Midnat i Tobaksconseilet paa Dækket, hvor vi kjøledes af i Regn og Blæst. Saaledes morer man sig og faaer man Tiden til at gaae i Søen; Nøden bringer Menneskets skabende og productive Aands Kræfter i Bevægelse, og Indbildningskraften levendegjøres ved Opholdet i den frie Natur.

Den 25de October var os en Befrielses- og Forløsnings-Dag; paa denne følte vi paa 3° N. B. de første Pust af Sydost-Passaten, der endelig skulde føre os over Linien og ned til vort nærmeste Maal. Den 28de October passerede vi Æqvator under klart Skib. Det er en Fest, at gaae over Jordens Belte; for Sømanden er det dertil en Æressag; han nævner Antallet af de Gange, han har passeret Linien, som Trophæer fra hans modige Bane. Og er der overhovedet nogen Grændse i Rummet, som maa bringe Mennesket til alvorlig Eftertanke, da maa det være den, som tydeligst og klarest betegner Endeligheden for os. Vi bøde Farvel til Nordstjernen og hilste den fremmede Halvkugle med et funklende Bæger, der paa samme Tid gjemte vor Higen og Længsel efter den nye Verden og vort Haab om, igjen lykkelig at vende tilbage til den gamle. Ved Maanedens Udgang stode vi omtrent 100 Mile fra Bahia, og der var en heftig Attraa efter at komme til Land. Naar man en Maaneds Tid har levet adskilt fra alt Levende som en lille Verden for sig selv, saa blive Forraadskamrene let tomme; man har ikke Mere at tale om, ingen fremmede Gjenstande at behandle.

Tanken var ikke vendt fra vor Gudstjeneste d. 1ste November, førend vi efter Columbus's Exempel begyndte at spejde efter Tegn, som bebudede den nye Verdens Nærhed; d. 3die om Aftenen raabtes "Land" fra forreste Mers, og næste Morgen laae Americas Kyst solklar udstrakt for os. Den var at see til som en lav Klint, Oplandet skovrigt, og hist og her laae 27 en lille lav Fiskerby mellem Palmerne. Paa eengang stode vi for Indseilingen til Bahia. Omkring en høi og yndig bevoxet Pynt, paa hvilken staaer et Fyrtaarn og et Kastel, førtes vi ind i den smilende "Allehelgenes Bugt," paa hvis højre Side Bahia strækker sig langs hen med Havet og opad det skraae Høiland. Det var ved Solens Nedgang vi for en frisk Brise fore forbi Landsteder og Haver og kastede omtrent Kl. 6 vort Anker orlogsmæssig langt ude paa Rheden.

Besøget i Bahia

Første Gang jeg satte min Fod paa Americas Grund, vandrede jeg om i Bahia under eensomme Betragtninger. Byen, der tæller over 200,000 Mennesker, er i almindelig Talebrug deelt i to Dele, Understaden, eller den Deel, som ligger ved Stranden, og Overstaden, som er bygget oven over Skraaningen. Den er opført i spansk-portugisisk Bygningsform med meget lidt skraanende Tage, med høje paa Varme beregnede Stokværk og store, brede Opskuds-Vinduer. Understaden seer ud som et gammelt forladt Qvarteer, er smudsig, enten slet ikke eller halsbrækkende brolagt. Den tjener derfor heller ikke de galante Familier til Bopæl; kun den fattigere og lavere Deel af Indvaanerne ere her stadig tilhuse, medens Kjøbmændene og Toldvæsenet for Handelens og Skibsfartens Skyld vel have Contoirer og Pakhuse her nede, men boe og bygge med Familie enten i Overstaden eller i et landligt beliggende Yderqvarteer af denne, som kaldes Victoria. Overstaden er anseelig og af en vid Udstrækning, har lange, ret smukke Gader med gode, vel vedligeholdte Bygninger; kun den sydlige Deel af Byen fremviser sørgelige Spor af Brand og Ødelæggelse fra de ofte gjentagne Revolutioner. Gjennem dette mishandlede Parti føres 28 man ud til det yndige "Victoria," der er at betragte som en Samling af Villaer midt i en frodig og blomstrende Have.

Det første Phænomen, som i Bahia falder i Øinene og tildrager sig en besynderlig Opmærksomhed, er den sorte Befolkning, som opfylder Gader og Stræder. Man troer at befinde sig iblandt de lyse Americanere og seer sig ligesom forsat til de sorte Africaneres Land; det koster Tid, inden man ret vil troe, at den sorte Masse ikke er Landets Indfødte men hidbragte Kystnegere i de usynlige Blankes Tjeneste. Det var bogstavelig en Raritet at faae Øie paa en Blank i Bahia. Medens de sorte Slaver tusindvis vrimlede paa Fiske- og Frugt-Torve som Sælgere, ved Stranden, i Baade og paa Magaziner som Sjouere; medens de som trællende Dyr under en ejendommelig ynkelig Opsang saa godt som nøgne slæbte Varer og Bærestole op og ned ad Gaderne, var det kun igjennem Boutikdørrene eller Bærestolenes Gardiner man skimtede det hvide Menneske. Da jeg yttrede min Forundring over dette Særsyn, fik jeg den Forklaring, at Forholdet imellem Negere og Blanke i Bahia, var som 5 til 1, og at de Hvide sjelden eller aldrig satte deres Fod paa Steenbroen, men flyttede sig enten til Hest eller baarne i de saakaldte "Kaderas" (Bærestole). Denne Magelighed er betegnende for de Indfødte, der helst undlade at røre sig til nogen Gjerning. Familielivet føres ligesom udenfor Verden i en eensom, uforstyrret, nydende Tilstand, i hvilken det overlades Tjenerskabet at sørge for alle Husets Nødvendigheder. En Huusmoder kjendes ikke i Bahia; "Signoras" Bestilling er den passive Rolle, at lade sig opvarte og fetere. Besøger man en Familie, da vil man finde Konen i Huset pudset og stram opstillet i Sophaen eller i en Lænestol med Hænderne i Skjødet, og det er, som om alt Arangement laae udenfor hendes Virkekreds, og som var hun alene til for at figurere paa en aandløs Maade. Thi sjelden er det Dannelse og Sands for mere 29 spirituelle Ting, der afdrage fra den huuslige Syssel; det er Blodet og en mangelfuld Opdragelse, som foraarsage, at Qvindekjønnet i Brasilien ikke bliver mere end smægtende Dukker. Det er en almindelig Sætning, at Øre for Musik er medfødt for Alle, og det er sandt, at næsten ethvert Huus har sit Instrument; men efter den almindelige Dom skortede det ogsaa her paa en fuldstændig Udvikling af Talentet, og man hørte ikkun højst middelmaadige Præstationer i Sang og Spil. Jeg bivaanede et offentligt Bal i Bahia, hvortil Fregattens Officerer bleve indbudne af Brasilianerne, og jeg havde her Leilighed til at see alle Kjøn og Aldre mellem hverandre. Unægtelig var Livet og Bevægeligheden paa Herrernes Side; Matronerne sadde stive og smægtende med den ziirlige Vifte og toge mod Kuur med et naadigt, fyrsteligt Væsen. At skjelne de yngre Koner fra de ugifte Damer, var en vanskelig Sag. Fruerne begynde i Brasilien med det 14de Aar og ere saaledes langt forud for vore Damer; man begriber altsaa, at Ungdommen er puur i Ordets egentligste Betydning. Dands og Musik bære Udtryk af den Aand, jeg har omtalt; langsomt og paa Gammel-Kone-Viis bevæge de Dandsende sig i de idelige Contradandse, og der blev en Stønnen og Viften, naar vore Officerer engang imellem fik Damerne op i en holstensk Vals.

Hvad man imidlertid maa indrømme det selskabelige Personale, er en vis Gratie og Finhed i Klædedragt og ydre Væsen; var dette besjelet og beaandet af en livlig, dannet Tale og Mimik, maatte det visselig blive ligesaa tiltrækkende, som det nu er tomt og intetsigende i mine Øine. Saa meget større Adspredelse og Underhold tilbøde de europæiske Huse i Bahia. Vi forefandt et ikke ubetydeligt Antal af tydske og engelske Familier, som ret egentlig kappedes om at vise Fregatten Opmærksomhed, og hvis Godhed og Forekommenhed vi Alle bleve Meget skyldige. Paa en Afstand som denne gjaldt hverken 30 Nordsøen eller end mindre Elben som Skillevægge, men med Broderskabets og Landsmandskabets fuldeste Følelser førte vi et Samliv, som hørte vi virkelig hinanden til. Vort Ophold var en Kjæde af Dineer, Soireer og Baller; paa Omgang gik det fra den ene Familie til den anden, saavidt Tiden vilde tillade det at række, og Ingen vilde staae tilbage i Opofrelser, for at have Leilighed til at yde sin Skjerv paa Gjæstevenskabets Alter. Og det var intetsteds Enkens tarvelige Skjerv, men tvertimod var det glædeligt at see, hvorledes en god Genius havde fulgt disse unge Handelsmænd, der ved Opofrelse af Fædrenelandets Goder søgte Lykken i det Fremmede. Midt i den brasilianske Sløvhed førte disse velhavende Familier et virksomt og nobelt Liv, i hvilket man fandt de nordiske Elementer bevarede og kun skjønne og smagfulde Sider af Sydboernes Form optagne; hvor naturligt derfor, at vi i disse Kredse følte os saa hjemlig og vel, og at vi ved Afskeden følte os knyttede til dem ved Venskabs og Erkjendtligheds Baand.

For efter bedste Leilighed at lægge sin Erkjendtlighed for Dagen arangerede vor Chef en brillant Frokost ombord i Bellona og indbød dertil Brasilianerne og Europæerne imellem hver andre; vor lille Fregat laae der som en fredelig mæglende Apostel, der efter Evne retfærdiggjorde det prisende Udsagn om vort Ophold i Bahia, at dette havde sammenknyttet Baand, der hidtil aldrig ret vilde groe sammen. Vore velbemandede Fartøier vare tidlig paa Formiddagen i Activitet for at bringe brasilianske, tydske og engelske Herrer og Damer ombord. Da Selskabet var samlet, blev Skibet beseet og beundret fra Øverst til Nederst; derefter begav man sig til Chefens Kahytter, hvor et koldt Kjøkken smagte Gjæsterne fortrinlig, og danske Syltetøjer især vare Gjenstand for Damernes Eloger. Muntre og forfriskede forlagde vi Skuepladsen til Dækket, hvor der omkring Spillet dandsedes efter et fuldt brasiliansk Musikcorps, 31 som den stationerende Korvet havde overladt os. Til Slutning gav vort Mandskab Forestillinger i Fægtning med Sabel og Gevær, og under denne Act knaldede Champagnen under aaben Himmel, og Skaaler vexledes for Brasiliens Keiser og Danmarks Konge. Den hele Fest, der varede omtrent til Kl. 4, læstes to Dage efter med glimrende Farver og mange Lovtaler over den danske Elskværdighed beskrevet i Bahia Journal.

Foruden de europæiske Familier, med hvilke vi kom i Forbindelse, levede et stort Antal baade i Bahia selv og i dennes Provinds. I Byen ere saa godt som alle Haandværksmænd og Kunst-Arbeidere fra den gamle Verden; det Samme er Tilfældet med en stor Deel af de mindre Handlende, ligesom næsten udelukkende alle Kunstprodukter og Fabrikata, som opfylde Boutikkerne, ere fra europæiske Manufacturer og Fabrikker. Kunstfliden er endnu slet ikke vakt hos de Indfødte; de finde det beqvemmere at sende Bud, for at kjøbe fremmede Hænders Arbejde. Man havde derfor ondt ved at finde det mindste originale og indenlandske Pant paa, at man havde været i Bahia, og jeg veed bogstavelig intet andet Vidnesbyrd om industrielle Kræfter her end en egen Art Leertøj, især i Form af Flasker og Gurgeletter. Desto rigere er Naturen og dens Gaver. Paa mine Excursioner omkring Byen kom jeg aldrig udenfor en rig og frugtbar Vegetation; foruden Mængden af de almindelige sydamericanske Frugter gjorde jeg Bekjendtskab med Kokus-, Brødfrugt- og Kaffetræet. Intetsteds har jeg seet en frodigere Blomstren af mindre Buskarter og Planter end omkring Bahia, og hverken før eller siden hørte jeg Naturen muntrere end her: i Særdeleshed ved Aftentide var der en Surren af Insekter og Qvidren af Fugle, som maatte falde den Fremmede underlig i Øret. Af Fuglene spejdede mit Øie især efter de smaa Kolibrier, hvis fine Legemer og Farvespil ere lige vidunderlige. Flyvende i Luften ere de imidlertid saa hurtige i Bevægelse og 32 dertil saa smaa, at man ikke er istand til at nyde Skjønheden; de maae sees fangne eller døde, og da er det umuligt andet, end at man maa falde i Forundring over Finheden af de enkelte Lemmer og de glimrende Farver. Jeg saae en betydelig Samling hos en preussisk Naturalist og vilde næppe troe mine Øine og Mandens Udsagn, da han viste mig en Rede med Æg, der i Størrelse var at ligne med et stort Fingerbøl med et Par gode Knappenaalshoveder i.

Men vigtigere end alle andre Naturproducter ere Kaffe, Sukker og Tobak, ikke alene for Bahia Provinds men for hele Brasilien. Ude i Landet ere meget betydelige Plantager, især for Kaffe og Sukker, og Udførselen af disse Producter er overordentlig stor. Tobakken havde et Hovedqvarteer i og omkring en By ved Navn "Karuera", som laae 15 Mile fra Bahia ved en lille Flod, som falder ud i Allehelgenes Bugt. Vor Interesse lededes til denne By først ved at høre, at det Tobaks- og Cigar-Forraad, hvormed vi forsynede os i Bahia, kom fra denne By; dernæst ogsaa ved at see et Dampskib to Gange om Ugen gjøre sin regelmæssige Tour fra Bahia op ad Floden til Karuera, og endelig derved, at to unge Landsmænd som Læger opholdt sig i denne sidste. En Aftenstund overraskede den ene Collega os paa Fregatten og fik med næste Dampskib Selskab med sig hjem af en Deel Officerer. Disse kom tilbage fulde af Henrykkelse over den yndige Seilads op ad Floden og med den glædelige Forvisning, at de nylig ankomne Practici i Karuera havde fundet Udsigter til en god og indbringende Existents.

Det er en vanskelig Sag at finde Rede i de borgerlige og sociale Forhold, saaledes som de gestalte sig i Bahia, og at skabe sig et Begreb om Forholdet imellem denne Provinds og det constitutionelle Keiserdømme, af hvilket det er en Provinds. Men selv om man paa Grund af det historiske Mørke og 33 Forholdenes Mangel paa Eenhed og Consistents maa opgive at blive enig med sig selv eller at hvile i denne eller denne bestemte Anskuelse, saa seer man dog snart de store Mangler og faaer let Øiet op for den totale Indolents, som er udbredt over Folkelivet. Vi have omtalt den heterogene Blanding af Befolkningen i Bahia, og man maa undres over, at en saa uorganisk Masse kan hænge sammen, at den kan drives og holdes i Aande; men jeg kan da ogsaa troe, at Frygten altid lever for, at den skal gaae i Stumper og Stykker. Vil man i Bahia spørge sig selv, hvem der er at betragte som Landets rette Indvaanere, da har man ondt at svare herpaa. Er det Brasilianere, Europæere af alle Nationer eller Negere, som fortjene Navn af den sande Befolkning? Hver af disse Afdelinger har Adkomst til dette Navn. Brasilianerne føre de Indfødtes Vaaben i Skjold; men hvor faa, hvor svage og kraftesløse, hvor afhængige af de andre Klasser ere de ikke? Det er ikke Mere end Navnet, som giver dem Fortrin. De udgjøre Embedsmændene og de Militaire; som Handlende spille de en underordnet Rolle, og i den industrielle Verden ere de værdiløse Nuller. Som Mænd i Landets Tjeneste fortære de store Summer; men man behøver ikke længe at leve i Bahia, for at høre og see den auctoritetsløse Øvrighed og Magt, som findes her. I Bahia er ingen offentlig Mening, som udtaler sig og virker ind paa Auctoriteterne; her er ingen moralsk Styrke, som opretholder Ret og Retfærdighed; men meget mere vilde jeg sige, at der slet ingen Øvrighed findes, eller at man i bedste Fald kun kan sætte den i Bevægelse ved det røde Guld. Man betragtede det i Bahia for en Absurditet, at gjøre en slet og ret Anmeldelse for Politiet om en begaaet Forbrydelse eller Misgjerning; selv om man var istand til at lede Undersøgelsen paa de sikkreste Spor, rørte Øvrigheden sig ikke. En tydsk Kjøbmand, hos hvem der for et Aars Tid siden var skeet Indbrud, 34 fortalte mig, at han først ved at love en Sum for Ulejligheden var istand til at erholde Politiets Assistence, uagtet han underrettede dette om, at Tyvene vare grebne paa frisk Gjerning og i øverste Stokværk holdtes indespærrede af Vægtere, som Kjøbmanden paa sin egen Regning underholdt i den ellers tomme Contoir- og Pakhuus-Bygning. Bedre er det heller ikke bevendt med det Militaire i Byen; ja det gik endog saavidt med det om Natten omvandrende militaire Politi, at man ligefrem frygtede dette som de farligste Spidsbube for eenlig vandrende Personer. Jeg glemmer ikke saa let det Øjeblik, da en Mand i Byen aabnede mig Øinene og betog mig den Tillid, med hvilken jeg de foregaaende Aftener havde seet hen til disse Vægtere som til Hjælpere og Trøstere i paakommende Tilfælde; for Eftertiden betragtede jeg dem med en underlig Afsky.

Europæerne i Bahia udgjøre den egentlige Kjerne af Befolkningen og kunne som saadanne fortjene den første Plads; de ere unægtelig et Lys, som skinner i Mørket. De repræsentere, som ovenfor bemærket, de materielle Interesser, Handels- og Haandværksstanden; og i et Land, hvor det reent aandelige Liv endnu ikke er større end i Brasilien, hvor Nationens Moralitet ikke engang er hævet til et legalt Standpunkt, der bliver det altid en Fortjeneste at vise an paa de verdslige Veie og at lære de Indfødte at nytte og bruge de Goder og Fordele, som Naturen og Forholdene skjenke. Og i alle Retninger lader dette sig sige om Europæerne i Sydamerika overhovedet; have Enkelte af de Indfødte ogsaa begyndt selv som Plantage- eller Bjergværks-Eiere at tage Fordelen fra første Haand, saa er det dog Europæerne, som have aabnet Kilderne, og til hvis Fordeel ogsaa endnu de fleste rinde.

Negrene endelig have det Fortrin, at være de fleste – ja at udgjøre en forbausende Pluralitet; af hvert Hundrede 35 Tusinde er der 80,000 Slaver i Landet: de danne saaledes fra en anden Side aabenbart den materielle Styrke.

Sammenholde vi nu disse forskjellige Factorer af Bahias Befolkning, da faae vi en underlig ueensartet Sum, eller rettere sagt, disse Størrelser lade sig visselig aldrig ret addere. Auctoriteterne ere slappede i den Grad, at Ondskaben ikke ændser dem, og de Retskafne ikke kunne have Tillid til dem; de ere kraftesløse Skygger, der svæve hen over Folket og i al Fald kun som Spøgelser kyse og holde de stridende Elementer i Gjæringen. Europæerne føle sig derfor i en spændt og højst precair Stilling, uden Garantier for Liv og Gods, udsatte for de Optrin, som Erfaringen har lært dem at befrygte. Og med en stille Skræk see begge Parter hen til det mørke Uvejr, til den sorte, bølgende Masse, som engang sat i Bevægelse og styret af snedige Hoveder vil true med at hevne sig blodig for al den Uretfærdighed, som er øvet og endnu øves imod den. Negrene i Brasilien og navnlig i Bahia ere et Bevis paa Regjeringens Kraftløshed, efter hvilket vi ikke have videre Vidnesbyrd behov. Efter Statens Grundlov er det en Bestemmelse, at ingen Sorte maae indføres mere i Brasilien, men at det paa Grund af den allerede erhvervede Ejendoms-Ret maa være tilladt at behandle de Slaver, som maatte være i Landet, som saadanne. Men i den Grad illuderes hidtildags dette Lovbud, at de Sortes Antal Aar for Aar stiger til en frygteligere Masse, og at Handelen med disse ulykkelige Skabninger slet ikke betragtes med Undseelse, men at det her meget mere gaaer efter Apostelens Ord, at der sættes en Ære i Skjændselen. Uagtet ovennævnte Lovbud og Øvrigheden som dets Haandhævere, uagtet en brasiliansk Krigscorvet stationerer paa Bahias Rhed, løbe dog Slaveskibene lige ind og kaste Anker i Bugten. Lige til Skibsbroen gaae de vel for Skams Skyld ikke; men der ligger en lille Ø lige over for Byen, og her lodse de den 36 syndige Ladning uden Hindring, her er det store Marked med de foragtede Medskabninger. Blandede mellem allerede tilvante og acclimatiserede Brødre bringes de Nysankomne til den anden Side af Bugten og vænnes lige saa snart til at tage Aaget op og følge Forgjængerne efter. Under mit Ophold i Bahia saae jeg flere af disse Skumlere ligge i Havnen; Enhver kjender dem langtfra, men der krummes dog ikke et Haar paa deres Hoved. Ingen Handelsartikel er fordeelagtigere i Brasilien end Slaver; den gaaer af som varmt Brød, og man forstaaer at gjøre sig den indbringende. En Skibsladning er derfor et Stridens Æble, som er udstykket i et Nu, og man staaer sig godt ved at betale fra 4 til 700 Rbd. dansk for et saadant ulykkeligt Skrog. Det er ikke alene Kjøbmænd, som have Brug for og tilhandle sig et Forraad af Slaver, men af alle Familier og i alle Huse betragtes de som nødvendige; ogsaa Europæerne handle – som de maaskee med nogen Ret sige – af Nødvendighed med Slaver. Der er i Landet ingen Tjenestetyende at faae uden af de Sorte; enhver Mand, som fæster Bo i Landet, maa derfor efter de nærværende Forhold kjøbe sig Slaver og Slavinder, ligesom han anskaffer sig Stole, Borde og Muulæsler, og de udgjøre da en Deel af hans personlige Eiendom. Saalænge Negrene ikke ere givne fri og kunne paatage sig frivillig Tjeneste, maa man see paa dette Skuespil med et forsonligt Blik; Fortrydelsen maa saalænge træffe Regjeringen og ikke den Enkelte. Men naar Brugen af denne kuede Menneskerace udarter til en Handel og Levevej, til en Speculation for træge, hjerteløse Medmennesker, da maa vel Retfærdighedsfølelsen oprøres. Hvor forargeligt er det ikke at høre, at mange Familiefædre i Bahia have deres Subsistents derved, at de tilhandle sig et vist Antal af Sorte for at aagre med dem som med et timeligt Pund. Enten lejes nu disse ud til Kjøbmænd og private Familier for en bestemt Dagløn eller 37 maanedlig Betaling, og Herren trækker paa denne Maade i Ro og Mag sine solide Renter af den Kapital, som stikker i Negrene. Eller Aageren drives saaledes, at Herren, for end mere at anspore Slaven, skikker ham ud i Byen paa egen Haand men med Forpligtelse, om Aftenen at bringe en vis Sum tilbage med sig; kan Slaven tjene Mere end det Fastsatte, da tilhører det ham selv, hvis ikke, bliver han i Gjæld til Herren til næste Dag – en Gjæld, der mange Gange bliver afgjort med Tampen, dersom der skulde hvile en uheldig Skjæbne over den Sorte. Meningen med denne sidste Methode er imidlertid, at der bliver givet den arme Slave en Udsigt til at kunne fortjene saa Meget, og efterhaanden samle en saadan Sum, at han kan kjøbe sig fri af Herren. Men ikke at tale om det Usandsynlige i, at Slaven skulde kunne samle en saa stor Sum, som den kloge og graadige Herre veed at fastsætte, saa er det i Brasilien en tvetydig og tvivlsom Fordeel for Slaverne, at faae Friheden paa denne Maade. Det er nemlig en afgjort Sag, at en løskjøbt Slave ikke kan leve; han kunde være farlig for de andre paa mange Maader, og man veed at skille Selskabet ved saadanne farlige Exempler ved særegne, hemmelige Midler. Det er imidlertid ikke alene i Byerne, at man sætter saa stor Priis paa de Sorte og har Trang til dem; paa Landet behøver man ligesaa fuldt Arbeidere til de vidtløftige Plantager, og det er den samme Race, som ogsaa her maa gjøre Arbeidet, medens Eieren tager Lønnen derfor. Det blev mig sagt, at de større Plantageejere holdt et Antal af 4 til 500 Slaver, som maae trælle for Føden og de tarvelige Klæder, som bruges i disse Lande. Det forstaaer sig, at Spørgsmaalet om Negrenes Behandling i Almindelighed maa besvares meget forskjellig. I de dannede Familier, der føle det som en haard Nødvendighed, at maatte tuske med Medmennesker som med Umælende, behandles Slaverne med Godmodighed og uden al 38 Foragt; jeg saae saaledes mange Sorte, hvis hele Væsen og Ydre bar en fuldkommen Tilfredshed med deres Skjæbne tilskue. Anderledes maa Dommen blive, naar man seer hen til Aagerkarlenes Haandtering, naar disse som Hyrekudske og Vognmænd i den foragteligste Betydning holde en Stald fuld af Sorte, for ved disse at kunne føre et uvirksomt og luxuriøst Levnet. Jeg veed ikke, i hvis Sted jeg helst vilde være, dersom jeg her skulde vælge at være Herre eller Slave!

Det hele Sydamerika er catholsk, altsaa Brasilien ogsaa. I Bahia behøver man ikke længe at være uvis om Landets Religion, den træder saa aabenlyst frem som Catholicisme, at man kan tage og føle paa den med alle Sandserne. Som Sædet for Brasiliens Erkebiskop er det jo ogsaa i sin Orden, at Kirken intetsteds i Riget fremtræder i en Nimbus, som i Bahia. Det var mig ved Ankomsten paa Rheden et forbausende Syn, at see den Mængde af Templer og Kirker, som mangetaarnede ragede frem over Husene; jeg veed ikke at bestemme dette Antal, men det er saa stort, at jeg hverken ved egen Tællen eller ved Forespørgsel kunde faae den fulde Sum at vide. Og det mangler blandt disse Kirker langt fra paa smukke, ærværdige og rigt udstyrede Guds Huse; tvertimod faldt de mig ogsaa fra denne Side i Øinene. Til det store Tal af Kirker svarer et tidobbelt af Gejstlige og Munke. Det var ikke alene ved de Messer, jeg besøgte, at jeg saae Messestolene fuldt besatte af disse latinske Kirketjenere, som enten for sig selv eller paa Helligdagene for propfulde Kirker sang i Munden paa hverandre, men Præsterne og Munkene vrimlede paa Gaderne. Helgendyrkelsen fuldbyrdes i Bahia med uhyre Opofrelser og Bekostninger af Lys, Blus og Raketter. Det var ikke nødvendigt at gaae til Aftenmesse, for at nyde disse Skuespil; fra Fregatten gave de os mange Aftenunderholdninger, og det var vistnok en Gevindst at betragte dem alene fra 39 dette Synspunkt og i Distance. Men – lad saa være, at man maa beklage de mange Tusinder af Pjastre, som saaledes ryge i Veiret ved Dag og ved Nat, at man fristes til at kalde den hele Glorie en Leg med Helligdommen og Høitiden, saavel som med de timelige Goder; lad saa være, at et evangelisk-protestantisk Øie ikke kan dølge for sig selv eller Andre, hvor let hele det mekaniske Væsen i den kirkelige Bøien-Knæ, Slaaen-Kors og Tællen-Rosenkrands gjennemskues; Kirken gjør dog i alt dette ikkun sin Pligt, og der er jo paa den anden Side heller ingen anden Vei, paa hvilken den kan faae sit store Forraad forbrugt og overleve sig selv. Den Livstomhed, som er Frugten af alle disse Bestræbelser, den Overmættelse, som Ceremonierne føre med sig, er allerede tydelig nok følt af Folket selv; Folkelivet, jeg ovenfor har skildret som blottet for al religiøs og moralsk Grundvold, er den sørgelige Frugt i Virkeligheden. Vistnok er Folket i Bahia mere end paa andre Steder flittigt til at knæle, skrifte, bede paa Kirkegulvet og kysse de Helliges Billeder; men det er dog iønefaldende, hvorledes der under al denne udvortes Activitet lever en Følelse af det Heles Væsenløshed. Flere Gange kom jeg ind i en Kirke, hvor det for Bænke blottede Gulv var besat af Fruentimmer, der ligesom i en Pugeskole læste over paa Bønnerne; men under alt dette var der Gjenstande, som tiltrak sig de Bedendes Opmærksomhed, og med uforandret Stemme henvendtes da Talen midt under Bøn men til en lyttende Naboerske, som nikkede og bad uden Standsning fort. Paa en Vandring i et af de ydre Qvarterer af Staden kom jeg til et stort under en ydre Kirkehvælving opstillet Billede af Moder Maria med Barnet. Flere Syge sadde allerede ved Foden heraf, og i nogen Tid havde jeg seet en ung, vanfør Pige krybe hen til Korset og kysse Haand og Fod. Jeg var kommen først og var taus og alvorlig Tilskuer af denne sidste Act; men saasnart Pigen var færdig med sin 40 salvelsesfulde Kyssen og Korsen, vendte hun sig og fik Øie paa mig, der stod som en pietetsfuld Iagttager, og brød ud i en skogrende Latter over os begge To – saa løs hænger Andagten udenpaa de Bedende i Bahia!

Deraf forklarer sig ogsaa den Ligegyldighed og Ringeagt, hvormed Geistligheden begegnes, saasnart den viser sig udenfor Kirken. De samme Mænd, som under deres Functioner i denne have været betragtede med Veneration og ere tillagte en højere Myndighed, gjælde paa Gaderne for usle Personer, der omtales og behandles som saadanne; de samme Mænd, hvem Skriftemaalet har indviet i Menneskets helligste Anliggender, værdiges ikke et Blik i det borgerlige Liv. Uagtet disse Guds Mænd heller aldrig udenfor Kirken vise sig uden i Ordensdragt, saa kjender Folket dog det verdslige Sind, som er skjult under Kappen og veed, at de daglige Huse ikke ere Dydens Boliger.

Naturligvis er Regelen heller ikke her uden Undtagelse; der gives sikkerlig ogsaa i Bahia fremragende Personligheder blandt Geistligheden, og af disse nævntes allevegne Erkebiskoppen Romualdus som en ualmindelig dannet og nidkjer Mand. Det er hjemme en Kotume, at Præsten hilser paa sin Biskop, naar han kommer til hans Residents, og her laae jeg jo til Ankers under Romualdus's Diøces. Foruden den almindelige Interesse, engang at have gjort Bekjendtskab med en saa høj Prælat, havde jeg en Bevæggrund til at besøge dette Overhoved deri, at Erkebiskoppen havde modtaget et Diplom hjemme fra som Medlem af det oldnordiske Videnskabers Selskab. Paa en Begjering om, at maatte forundes en Audients, modtog jeg samme Dag et Svar i følgende Ord: "Domino Dionysio Pontoppidan, Antistiti Navali Danico, salutem dicit Romualdus Archiepiscopus! Qvacunqve hora in proxima feria secunda (die lunæ) Te libenter excipiam" – Om Morgenen Kl. 10 paa den bestemte Dag lod jeg mig – naturligvis plenibus 41 pontificalibus – bære i en Kadera til den gamle, graae, erkebiskoppelige Bolig, der ved sit hele Ydre anmeldte sin særegne Bestemmelse. I den store Forhal traf jeg paa et Par aldrende Portnere, som med lange, tilvante Skridt gik frem og tilbage paa det qvadrede Steengulv. Den ene af dem bød mig strax at gaae op ad den brede Trappe og førte mig til et stort Forgemak paa første Sal, hvor en smuk og venlig gejstlig Mand tog imod mig. Ved hans Side gjennemvandrede jeg et Par store, smagfuldt decorerede Gemakker til en endnu større Sal, hvor han bad mig tage Plads paa en Stol, som var stillet lige over for den erkebiskoppelige. Da jeg i nogle Minutters Eensomhed havde havt Leilighed til at kaste et flygtigt Blik over Gjenstandene omkring mig, kom en rask gammel Mand frem af en Sidedør og udstrakte sin velsignende Haand. Vi satte os vis á vis og talede et Par Timer om mangehaande Gjenstande. Det tilstillede Diplom fra oldnordiske Selskab bragte os paa Tale om Nordens Historie i Almindelighed og Nordmannernes tidlige Ankomst til Sydamerica, en Mening, han kjendte, men endnu ikke ansaae for mere end en Hypothese. Da jeg søgte Oplysninger hos ham om en Ruin af en gammel By, som efter hjemsendte Characteer-Træk, og navnlig en Række af Runeskrift, synes at maatte hidrøre fra skandinaviske Ophavsmænd, forklarede han mig, at denne Ruin laae paa Grændsen af Provindserne Bahia og Manas Geraës, at de hidtil indhentede Oplysninger og Undersøgelser vare uden Sikkerhed og Tilforladelighed, men at Videnskabernes Selskab i Rio Janeiro af særegen Interesse for denne Ruin netop i de samme Maaneder havde sendt en ung Kanonicus derhen, for at arbejde paa at bringe Lys i Sagen. Fra Ruinen vilde han vende tilbage over Bahia ved Juletider; Erkebiskoppen lovede da selv at skaffe sig alle Oplysninger og adresserede mig til Biskoppen i Rio, hvor jeg vilde kunne faae de fuldstændige Raporter ved vor Tilbagekomst 42 fra Vestsiden af America. Om Christendommens Indførelse i Brasilien ved portugisiske Missionairer talede han med Begejstring. Om Skolevæsenet i Riget gav han mig de Oplysninger, som senere ville følge. Vi førtes derefter ind paa et mere theologisk og videnskabeligt Gebeet og debatterede Differentspunkterne imellem de catholske og lutherske Dogmer, og Erkebiskoppen yttrede sig med en saa elskværdig Liberalitet, at jeg slet ikke følte nogen Differents. Efterat han endelig havde anmodet mig om, at takke Oldnordisk-Selskab for bevist Ære og bede det være forvisset om hans Bestræbelser for at fremme dets Øiemed efter bedste Evne, bad han mig nytte sit Navn for at see Kirker, Klostere og Skoler saa omhyggelig, som jeg ønskede, og navnlig anbefalede han mig at see Fransiscanernes Kloster som det største og seeværdigste. Jeg takkede Erkebiskoppen for de Timer, han havde ofret paa vor Samtale, og efter gjensidige Afskedsønsker rejste vi os for at skilles ad. Han rakte mig sin Haand, men jeg vovede ikke at modtage den Haand paa Venneviis, som ellers bliver kysset af hans egne Præster ved Modtagelse og Afsked, og til at kysse var jeg ikke stemt. Han fulgte mig til den yderste Dør og anbetroede mig igjen til den unge Geistlige, som satte mig i min ventende Kadera.

Fransiscanernes Kloster laae just paa Vejen fra Bispeboligen, og jeg besluttede strax at tage det i Øiesyn og følte, hvor godt det er at have Bispen til Morbroder9. Med en Hilsen fra "Hans Excellens og Eminens" fandt jeg ikke alene en forekommende Modtagelse af Klosterets Forstander, men en heel Række af unge Geistlige og kronragede Munke fulgte med synlig Fornøjelse den protestantiske Præst omkring. Den store Klostergaard med sine høje hvælvede Buegange bar allerede synlige Spor af streng Orden og Reenlighed, og anderledes var det heller ikke i det Indre af den store Qvadrat af 43 Bygninger. Clerikernes Læsesal og Bedestue var indrettet som et Auditorium med Bænke rundt om ved Væggene, og midt paa Gulvet stod den store, runde Bede-Stol, paa hvilken forskjellige Samlinger af Bønner og Messer i stor Folio laae opslaaede med Choraler ved Siden. Fra Bedesalen førte en Dør til Klosterkirkens Orgel, hvor en af de Unge blev sat til at spille; det lød ikke godt, men talede i skrigende og klagende Toner, som characteristisk udtrykte det qvalte, forkuede Sind, der gjemte sig under den graae Kappe. Kirken selv var i Forhold til sin Størrelse den rigeste, jeg har seet; de større og mindre Altere vejede Tønder af Guld og Sølv. Simplere var det afsondrede Sacristi, der blev oplukket som det Allerhelligste selv. I øverste Etage var Klosterets Bibliothek opstillet saa smagfuldt og ordentligt, at det var en Fornøjelse, at træde ind i dette Skatkammer for gamle Rigdomme. Den ældste Kirkes patristiske Skrifter fandtes i en saa complet Fuldstændighed, at jeg ikke kunde nævne noget mig bekjendt Skrift fra denne Periode, uden at den jo fandtes. Om Middelalderens Litteratur kan jeg kun sige, at jeg ikke søgte forgjæves efter enkelte Hoved-Værker. Derimod vare, med Undtagelse af Reisebeskrivelser og nogle historiske Grene af Videnskaber, de øvrige Literaturens Gebeter stedmoderlig behandlede. Bibliothekaren beklagede især den historiske Mangel, og navnlig yttrede han en levende Længsel efter rigere Stof til den nyere Histories Behandling. Denne elskværdige unge Mand tiltalede mig paa en besynderlig Maade baade ved sit aandrige, mørke men dog kjerlighedsfulde Ydre og ved den usynlige Magt, med hvilken alle hans Jevnaldrende vare knyttede til ham. Jeg glemmer i det Hele aldrig den Venlighed, med hvilken disse Klosterbrødre indlode mig i deres Kloster, ei heller det sidste Haandtryk, jeg ved Afskeden i Klostergaarden fik af hver især. Med en vis Medynk saae jeg de tunge Porte blive aabnede for mig og lukkede for disse unge 44 Sjele, og jeg er overbevist om, at disse med mig selv have prist mig lykkelig, fordi jeg ikke var afskaaret fra Verden men havde Frihed til at see Guddommens Herlighed og Styrelse i et andet Lys, end som den skinner indenfor de snevre og mørke Klostermure.

Foruden dette Kloster have flere Ordener deres Asyler i Bahia, og navnlig spille Benedictinerne en vigtig Rolle. Naar Spørgsmaalet er om, hvorfra Kirken faaer det store Fond, som er nødvendig til dens glimrende, luxuriøse Liv, da maa man ikke alene tage den stipulerede Sold, som hvert Kirkens Barn maa erlægge, ind under Beregningen, men fornemmelig see hen til den rige Aare, som flyder igjennem Tiggermunkenes Punge. Dag ud og Dag ind seer man disse sanctionerede Tiggere og Chordrenge at gaae omkring med et helligt Ansigt og en klingende Beutel; i Husene og paa Gaderne antaste de Folk med et eller andet Feldtraab, der som oftest bestaaer i den Helgens Navn, for hvis Gunst de gjøre disse mange mødige, opofrende Fjed. Men fra disse vandrende Apostler, hvis hele Livs Dannelse er opgjort med den Ulejlighed, de have med at lade sig kronrage, og hvis Gjerning er hine vellønnede Vandringer, maa vel adskilles den hele Klasse af yngre Klosterbrødre, som beredes til Kirkens administrative Tjeneste, og om hvis Dannelse jeg senere vil komme til at tale. Paa Bedesøstre har Bahia heller ingen Mangel; de ere vel ikke saa mange som tidligere, og flere Nonneklostere staae saa godt som forladte; men i Yderkanten af St. Antonio-Qvarteer virker dog endnu et fuldt Antal af Blomsterpiger. Jeg besøgte dette Kloster paa Industriens Vegne og forefandt ogsaa her den strengere Disciplin og klostermæssige Holdning. En stiv, ordknap Forstanderske var den Eneste, som gjennem Gitteret parlementerede med os og paa en flad Haandspade indkasserede sine Penge og rakte 45 os de tilhandlede Blomster. Den nysgjerrige Gruppe stod i Baggrunden og vovede næppe at tale dette stumme Sprog.

Efter Rigets Grundlov hersker i Brasilien fri Religionsøvelse, og jeg fandt i Bahia et ikke ubetydeligt Antal af Protestanter. De Fleste og meest Betydende blandt disse ere Englænderne, som alt længe have havt deres egen Præst og dannet en episkopal Menighed. Paa den engelske Regjerings Bekostning er kjøbt og opført en stor rummelig Bolig for Præsten, i hvilken tillige det Kapel er indrettet, som tjener Menigheden til Forsamlingssted. Præsten angav sin Menighed til omtrent 200 Medlemmer, og ligesom han i sit Forhold til disse følte sig lykkelig og vel, saaledes nød deres Forening fra den catholske Kirkes Side en uforstyrret Ro til at udvikle sig. Derimod fortalte han mig, at da han for nogle Aar siden paa Familiernes Anmodning havde aabnet en privat Skole for Ungdommen og deri optaget Børn ogsaa af brasilianske Huse, som henvendte sig til ham, var han for denne Sags Skyld kommet i Conflict med Erkebiskoppen. Mulig har denne frygtet, at hans Proselytmageri for Skolen ogsaa skulde gaae over til at blive for Kirken; men uanseet al anden Bevæggrund, forekom det mig med Hensyn til Sagen selv at være en retfærdig Paamindelse fra Erkebiskoppens Side, at Præsten ganske havde forsømt at gjøre Anmeldelse om denne Skoleplan og at indhente Tilladelse til sammes Realisation, og heller ikke kan man miskjende den Iver, som sætter sig imod, at en fremmed, tolereret Religionslærer udstrækker sin Virksomhed ogsaa til Landets Troesbekjendere; lad nu dette ogsaa skee paa nok saa umiddelbar en Maade og et religiøst Øiemed være nok saa utilsigtet. Ligesom denne Conflict saaledes ikke kan tjene til Forkleinelse af den catholske Kirkebestyrelses liberale og velvillige Blik paa den fremmede Religions Øvelse, saaledes udjevnedes det Hele ogsaa paa den værdigste Maade og uden al senere Rivning imellem Parterne. 46 De Tydske i Bahia ere endnu ikke komne saavidt, at de kunne høre Guds Ord i deres Modersmaal. Grunden hertil ligger ikke i Mangel paa Følelse for Sagen, men i Mangel paa Resourcer og Understøttelse af en Statskasse. Den største Deel af de Tydske hører nemlig til den simple, arbeidende Classe og har ikke noget Offer at gjøre i det Store; de maae derfor nøjes med at laane Huus hos de Episkopale og at tye til den engelske Præst i Anledning af Copulationer, Barnedaab og Jordspaakastelse. Imidlertid fatter man let det Tomme og Stødende for Trolovede og Forældre af den mindre dannede Classe, naar de saa godt som i Blinde, ved en blot ydre mekanisk Act forbindes til Ægtefolk, eller som døve Tilskuere maae see deres Børn christnede, uden at kunne følge og deeltage i Velsignelsen. Af denne Følelse fremgik sikkerlig den Anmodning, jeg i Bahia fik om at døbe 4 Børn af denne simplere Classe; og da jeg spurgte Forældrene til de to Børn, som vare i fjerde Aar, om Grunden til den lange Opsættelse af Daaben, svarede de mig, at de havde krympet sig saalænge derved, fordi de ikke forstode det engelske Sprog; det var aabenbart, at Hensyn til Confessionen var dem af underordnet Betydning. Jeg forlod den Forsamling, i hvilken jeg havde fuldbyrdet den fiirdobbelte Daabsact, med Ønsket om, at de snart maatte see en mere blivende Sjelesørger i deres Midte, og jeg gjorde dette Ønske lige meget med Hensyn til de Ældres christelige Opbyggelse og Ungdommens fremtidige Undervisning og Dannelse.

Med Kirken hænger Skolen paa det Nøjeste sammen; men det ligger i Catholicismens Væsen, at Skolen ikkun sjelden trives paa dens Enemærker. Mine Forventninger til den nye Verden vare derfor i denne Henseende højst moderate og bleve ikke saa let undertrufne; og navnlig i Brasilien staaer virkelig Undervisningsvæsenet paa bedre Fødder og nyder en større offentlig Deeltagelse, end jeg havde tænkt mig; skjøndt hermed 47 i Grunden ikke er sagt stort. Universiteter i dette Ords egentlige Betydning findes ikke i Keiserdømmet; derimod er der Academier i Pernambuco, Bahia, Rio og St. Paulo, paa hvilke de forskjellige Videnskaber eller Faculteter ere fordeelte. Saaledes har Theologien og Medicinen deres Højskoler i Bahia. De unge Theologer, eller – for ikke at overføre en her fremmed, europæisk Universitets Terminologie – de unge Clerici modtage Underviisning i de 5 Hoveddiscipliner: Skriftfortolkning, Dogmatik, Moral, Kirkehistorie og Kirkeret; og efterat have gjennemgaaet bestemte Kursus paa dette lavere Standpunct, faaer Dannelsen en større Udvidelse, idet der aabnes de Geistlige Adgang til videnskabelige Lycæer, der baade give en grundigere academisk Underviisning og ere Kamppladse for videnskabelige Debatter. Jeg maa indskrænke mig til det retfærdiggjørende "relata refero" og vil ikke paatage mig at afgjøre, hvorvidt Geistlighedens almindelige Dannelse svarer til de Forventninger, som denne Skildring berettiger til at have. Om det medicinske Studium kan jeg ikke give anden Oplysning, end at ogsaa dette Facultet har sine Lycæer, og at fremmede Læger, som ønske at nedsætte sig i Riget, først maae underkaste sig en Prøve for det forsamlede Facultet, og at det ikke er Nogen tilladt at practisere, førend han har godtgjort sin Læge-Capacitet og sit Kjendskab til Landets Sprog.

I de saakaldte lærde Skoler, af hvilke der gives flere i Bahia, dyrkes efter Opgivende, af de døde Sprog Latin og Græsk, af de levende Fransk, Engelsk og Portugisisk; desuden Historie og Geographie, Arithmetik og Geometrie; men med Undtagelse af de levende Sprog skal det være saare slet bevendt med de øvrige Fag. Iøvrigt ere disse Skoler tilgjængelige baade for Landets Indfødte og de Fremmedes Børn.

Almueskolevæsenet understøttes ligeledes af det Offentlige, og Erkebiskoppen fortalte, at ligesom Christendommen var udbredt 48 over hans hele Provinds og havde sine Kapeller og Bedehuse overalt i Landet, saaledes var der ogsaa overalt i Riget sørget for Ungdommens Underviisning. Regjeringen yder omtrent 300 Rbd. dansk til enhver Skoleholder eller Skoleholderske, der af Biskoppen faaer Tilladelse til at aabne en Skole, som en Handelsmand aabner en Boutik. Men tvungen Skolegang kjender man ikke; det er en frivillig Sag, at lade sine Børn gaae i Skole, og som en Følge heraf opvoxer en stor Deel af Ungdommen i Vankundighed og Mørke. Hvilken Garantie der kræves af Skolernes Forstandere, skal jeg ikke kunne sige med Bestemthed; men det var i al Fald billigt, at Vedkommende maatte gjennemgaae en eller anden Skjersild, inden Tilladelsen til at holde Skole erholdtes. En Formiddag kom jeg forbi en Pigeskole, som var i fuld Gang, og jeg fik Lyst til at tage den i Øiesyn. Forstandersken, der stod som en Professor paa et Katheder, gav velvillig sin Tilladelse. Det morede mig, som nogle Dage før min Afrejse fra Hjemmet havde aflagt Prøve i den indbyrdes Undervisnings-Methode, i Bahia at finde denne brugelig i en simplere Form. Lærerinden styrede Codillen med sin Pibe; hver Skole havde sine Bihjælpere blandt de Ældre og Bedre; de Mindste sadde og ridsede med deres Pinde i Sandborde. Med Forundring saae jeg Børnenes Skrivebøger; ingen Skoleungdom i Danmark kunde maale sig med disse Smaapiger, af hvilke ingen var over 12 Aar. Det blev mig senere forklaret, at det var en almindelig Orm, selv hos Brasilianerne, af de laveste Classer, at Ungdommen skulde kunne skrive smukt; men den meste Flid anvendes ogsaa herpaa, medens religiøs Undervisning, Orthographie eller almindelig Begrebs-Udvikling ligger udenfor alle Skolers Bestræbelser. Endelig vil jeg kun bemærke, at Underviisningen i disse Skoler tager sin Begyndelse i en meget tidlig Alder, men hører ogsaa igjen tidlig op; Pigerne forlade Skolen i det 11te eller 12te Aar, for i det 13de eller 14de 49 at indtræde i den hellige Ægtestand, og det er sjeldent, at Drengene holde længere ud.

En offentlig Institution i Bahia, som jeg endnu vil nævne, er Waisenhuset. Dets velgjørende og vidt udstrakte Virksomhed blev omtalt med almindelig Lov og Priis. Desværre var min Tid ikke tilstrækkelig; jeg maatte lade mig nøje med at see det Ydre af denne nylig opførte, smagfulde Bygning og høre Andres Beretning om den Hensigtsmæssighed, hvormed det Indre skal være indrettet. Ligesaa lidt fik jeg Leilighed til at besee Fængslerne uden med et flygtigt Øie. Dog var herved mindre tabt; thi disse vare langt fra at ligne det Billede, jeg bar hos mig af de nordamericanske. Tvertimod vare de i første Barndom, aabne og usikkre, med Fanger og Forbrydere af alle Arter mellem hverandre, uden al moralsk og forbedrende Tendents'2.

Gjerne havde jeg seet dybere i Forholdene og gjort et større Bekjendtskab med Enkelthederne; men Afskedstimen slog, og jeg maatte følge. Den sidste Dag nyttede jeg til at ride en smuk og interessant Tour rundt om Byen, for at samle et Totalbillede saa fuldstændigt som muligt. Med dette i Hoved og paa Papir maatte jeg være færdig til Afgang. Den 17de November tog Spillet atter vort Anker af den trygge Bund, og det under saa gunstige Omstændigheder, at vi inden Aften havde tabt ikke alene Bahia men ogsaa Americas Fastland af Sigte.

Første Besøg i Rio Janeiro

Vor Reise fra Bahia til Brasiliens Hovedstad var ikke mere end en Drøm. Denne Distance af omtrent 200 Mile løb Fregatten i 4 Dage; allerede Natten til den 21de fik vi Kap Frios Blinkfyr isigte, 16 à 20 Mile Østen for 50 Indsejlingen til Rio. Som det gjerne skeer under Land, faldt Vinden af henimod Morgen; men ligesaa sikkert regner man paa, at Søbrisen skal indfinde sig op af Dagen, og den bedrog heller ikke os. Man kjendte snart i Kikkerten "Ludvig den 16des Næse" og "Sukkertoppen," to Klippeformationer, der gjælde de Søfarende for de tydeligste Mærker paa Indseilingen til Rios Bugt. Saa stille og langsomt vi endog nærmede os disse Gjenstande, gik det dog altid hurtigt nok; thi saa vidunderlig skjøn er Indseilingen til Rio, at jeg maa give Rygtet Ret, naar det hæver dette Punkt til Skyerne. Fastlandet, under hvilket vi seilede flere Mile, er imod Havet yndig skovbegroede Bjerge; under disse strækker sig en Række af eviggrønne Øer, som med Pynterne af det faste Land gjøre dette Skue saa mangfoldigt og tiltrækkende, at man aldrig kan blive mæt af at betragte det. Paa eengang aabner sig det snevre Indløb til den egentlige Rio-Bugt; saa skjult er denne Aabning, at man ikke af sig selv kunde ane den store Bugt, hvortil den fører ind; Passagen er næppe mere end en Fjerdingvei mellem en til Venstre høit fremragende, spids Granitklippe, "Sukkertoppen" kaldet, og en længere Bjergryg til Høire, under hvilken det yderste Fort, "Santa Cruz," skinner med sine hvide Mure. Naar man slipper indenfor denne himmelhvælvede Port, oplukkes ligesom en ny Verden for den Reisende – men en Verden, hvor han strax er vis paa at have fundet Paradiset. Dybt og stedse videre strækker Bugten sig tilbage under den rundtomløbende Bjergkrands; til begge Sider afsætter den en Mængde større og mindre Fjorde og Bugter; ligefor Indløbet tilbage i Bugten ligge blomstrende Øer spredte i det rolige og stille Vand, og i denne rene Vellyst strækker "Rio Janeiro" sig langs den venstre Side af Bugten.

Men den egentlige Stad ligger ikke som noget isoleret bebygget Afsnit; hvad der forhøjer det Hele, er Synet af Huse 51 og Bygninger, der ligesom i en sammenhængende Ring løbe rundt om Vandet. Ved første Øiekast skjelner man næppe Øer fra Fastland, heller ikke Staden selv fra de mange andre bebyggede Partier; overalt danner Kunst og Natur saa samdrægtig en Eenhed, at man ikke troer at see mere end een Stad, der omfavner den hele Bugt. Først naar man kommer længere ind i denne og finder en blivende Ankerplads midt imellem begge Sider, hvorfra man kan orientere sig, opløse de enkelte Partier sig for Beskueren. Rio selv kjendes da som den tætbyggede Stad med sine mange Kirketaarne. Som en enkelt Rad Huse strækker "Botafoga" sig langs med Stranden ud imod Sukkertoppen. Paa dette Strøg springer en høi, tætbebygget Halvø frem, hvis Kirke, helliget "Maria da Gloria," har givet baade Øen og den lille underliggende Bugt Navn; og virkelig er denne Halvø saa skjøn, at den ikke blot fortjener denne Værdighed, men staaer i min Erindring antegnet som det skjønneste Punkt ved Havnen. Lige over for Rio ligger "Praya-grande" som en lille By for sig selv; den driver vel en selvstændig Handel, men er dog mere at betragte som en Samling af private Boliger og Villaer for brasilianske Familier, ligesom ogsaa en stor Deel af den arbeidende Classe navnlig Baads-Eiere have Bolig her. Det Samme er Tilfældet med den bageste Deel af Havnen og de smilende Øer, som ligge i denne; man kan roe fra Morgen til Aften mellem denne mangfoldige Skjønhed og aldrig blive enig med sig selv om, hvor man skal finde og vælge sit Paulun.

Ligesom Rio fra Havnen præsenterer sig ganske storartig, saaledes føler man ogsaa let, at man i den befinder sig i en Hoved- og kejserlig Residentsstad. Det er ikke lave, smudsige, portugisiske Huse, man seer her, men meget mere er Byen regelmæssig bygget og saa reenlig og vel vedligeholdt som en europæisk Stad. Det Eneste, som støder, naar Kjøbenhavn 52 navnlig er i frisk Minde, ere de smalle og noget mørke Gader; med Undtagelse af en eneste med Stranden paralel løbende Hovedgade ere de øvrige for snevre i Forhold til Husenes Høide; men det er rimeligt, at de med Forsæt ere byggede saaledes, for at ikke den brændende Sol skal gjøre Gangen i Gaderne alt for ubehagelig eller genere og skade flere Huusbeboere end nødvendig. Boutikkerne ere ikke Provindsial-Kramboder, men ganske i stor Stil, og de maale sig i Elegants og Størrelse med dem, vi ere vante til at see hos os. Idetmindste er dette Tilfældet med de to største og meest besøgte Hovedgader, "Rua do Ouvidor" og "Ourives;" disse fremstille ikke blot en Mængde af kostbare og fine Klædnings- og Luksus-Artikler, men modtage fra de end rigere udstyrede Guldarbeideres Lader en Glands, som lader "Østergade" træde i Skyggen. Brasilianerne ere meget forfængelige og lide af en udvortes Ziirligheds og Glimmersyge, som overgaaer den, der hersker i Norden. Paa denne almindelige Svaghed bygge Kjøbmænd og Modehandlerne trygt; de vide, at ingen Herre eller Dame lader sig see paa Gaden uden i den stiveste Helligdags-Puds, og uden Fare kunne de forskrive complette Garderober fra Paris og London. Alt, hvad man i Rio seer af Fabricata, er nemlig europæisk; færdigsyede Klæder og Skotøj ere hidbragte Artikler, og man gaaer omkring i Rio, uden at see noget Tegn paa, at man befinder sig i en ny og fremmed Verdensdeel; saa fuldstændig har man forstaaet at forplante den gamle. Selv Guldarbeidet er, forunderlig nok, for en meget stor Deel fransk, slet og falsk Arbeide; det er en daarlig Speculation at kjøbe hos Rios saakaldte Guldsmedde. Hvad der forarbeides i Landet selv er paa Grund af den uhyre Arbejdsløn langt kostbarere end hjemme, naar man vil have reent Guld og godt Arbeide. De Handlende staae sig derfor ved, at lade hidbringe mindre paalidelige Guldsmykker og at udføre det gedigne Metal 53 til den gamle Verden for en solid og magelig vunden Priis. Den eneste originale Boutik, jeg saae i Rio, var en fransk Modedames Blomsterfabrik. Man kan ikke passere gjennem "Rua do Ouvidor," uden at den falder i Øinene. Ogsaa for mig var denne Speilboutik, i hvilken friske Blomster-Bouqvetter og Guirlander af Fuglefjer slyngede sig i rig Mangfoldighed, et Skylla og Charybdis, og jeg syntes fra dette Elysium at høre den lokkende Sirenesang. Jeg traadte over Dørtærskelen og maatte give efter for den uendelige Svada, hvormed Madame Finot vidste at levendegjøre Farvespillet og det Smagfulde ved disse Arbeider, at beskrive det Kostbare og Møjsommelige ved at samle og sammensætte de enkelte Brystfjedre af Kolibrierne. Nu – det er sandt, noget smukkere Arbeide og en smagfuldere Pynt end denne veed jeg ikke at have seet, og det er vel lønnende, at pirre og gotte danske Veninder ved Synet af disse Rariteter, om man end ikke kan overkomme de kostbare Paradiisfugle eller kongelige Kolibrismykker.

I Rio er det ikke som i Bahia, at Brasilianerne og Portugiserne gjemme sig i Husene eller skjule sig bag Kaderaens Gardiner. Her har Livet en mere offentlig og aaben Characteer. Lad være, at Europæerne forekaste10 de Indfødte i Rio en stor Portion af den samme Sløvheds Aand, som er almindelig under disse Himmelegne; lad være, at Fruentimmerne ogsaa i Hovedstaden føre et tomt og uvirksomt Liv, og at Mændene savne Interesse for Menneskelivets højere og skjønnere Sider; det er dog en almindelig Dom om de Indfødte og Portugiserne i Rio, at den største Deel besidder en saa stor Portion af Speculations Aand i de forskjellige merkantilske Brancher, at Europæerne maae vige dem Pladsen i denne Henseende. Medens Selvstændigheden hos os først kommer langsomt efter en lang Række af dannende Aar, vide Brasilianerne her kun lidet af, hvad det er at gaae i Ledebaand. Tidlig færdig med 54 Skolen og alt Formynderskab, er det ikke sjeldent, at det unge Menneske paa 15-16-17 Aar af Faderen sættes i en selvstændig Stilling, og lige saa sjelden mislykkes den Unges Bestræbelser for at pussere sig11. Af det bølgende Liv i Byen seer man det snart, at der virkelig er Skud og Drift i Rios Befolkning. Det er ikke alene Keiserens Ophold og Regjeringens Sæde, som skaber Liv i Byen, men Folkemassen viser tydelig, at den er vaagen og besjelet af en Virksomheds Aand. Visselig florerer ogsaa Slavehandelen i Rio, og Antallet af de Sorte er omtrent en femte Deel af Befolkningen; men Slaverne spille dog kun en underordnet Rolle her og falde ikke i Øinene, naar man kommer fra Bahia. De Indfødte og Europæerne agere og tumle sig i og om Byen som i en europæisk Hovedstad. En Mængde af Kabrioletter med forspændte Heste eller Muler krydse hverandre fra Morgen til Aften; Omnibusser fra Stadens Pladser til dens Yderkanter og Forstæder staae aldrig stille; Ridehesten eller Mulen giver her fremfor hos os en almindelig Yndlings-Motion, og i Byens Central- og Hovedgader ere Forretningsmændene i en stadig Bevægelse og Conflux, lig den, vi kjende fra Vimmelskaftet, Kjøbmager- og Østergade i Kjøbenhavn.

Drivefjederen i al denne Færdsel i Rio er Handelen. Denne er den vigtigste og Alt opslugende Interesse, og som Handelsstad betragtet er Rio en stor Matador. Strax ved Indseilingen og Ankringen i Havnen forbausedes jeg over en Skov af Skibsmaster, som jeg ikke før havde seet Mage til, og som blev lignet med Skibsleiet ved Hamburg; det frydede mig iblandt Skibe fra alle Verdens Kanter at see Dannebroge vaje paa et forholdsmæssigt stort Antal; senere erfarede jeg, at ikke mindre end 26 danske Koffardiskibe laae samtidig med Bellona i Rios Havn. De Hovedproducter, som beskjæftige denne Masse af Lastdragere, er Kaffe og Sukker, i Særdeleshed den første. 55 Efter Afgiften i Udførselstold udskibes aarlig fra Rio Kaffe til et Beløb af 20 Millioner Rbd., og Sukker af omtrent den halve Værdi. Beløbet af Guld og Ædelstene, som udføres fra Rio til den gamle Verden, er meget stort. De fleste af Brasiliens Provindser ere rige paa Guld og Sølv, især Provindsen Minas, hvorfra ogsaa Diamanterne og de øvrige ædle Stene i stor Mængde bringes for Dagens Lys. De fleste Bjergværker ere endnu i Hænderne paa engelske Actieselskaber, og der blev tillagt disse den Roes, at de med Samvittighedsfuldhed angave deres Udbytte og svarede Regjeringen den stipulere Afgift for Udførselen. Men ogsaa Brasilianerne have mange Garn ude efter det røde Guld og de glimrende Stene, men om disse Entrepreneurer hed det, at deres Udbytte for den allerstørste Deel smugledes ud, og det saa godt, at det var umuligt at controllere det sande og fulde Beløb af Metaller og Ædelstene. Afsætningen af Træsorter er her ikke af nogen Betydenhed; for dette Product har Brasilien sin Handelsplads i Pernambuco; Tobakken drives heller ikke saa sydlig, derimod have flere Provindser begyndt at lægge Vind paa Theplanten, som især i "Para" skal trives fortrinlig godt. Man har forskrevet og hidbragt Chinesere til dens Pleje og Forfremmelse, men endnu er Productionen ikke større, end at Sydbrasilianerne kunne forbruge Udbyttet, og heller ikke have Chineserne lært længe nok fra sig endnu. De Prøver, der fra Rio ere sendte til Hamburg, ere komne tilbage med den Erklæring, at en forbedret Drift sikkerlig vil føre til et godt og frugtbringende Resultat. I det Hele have Brasilianerne faaet Øinene op for de sydlige Provindsers ypperlige Jordbund for ostindiske Krydderi- og Speceri-Væxter. Provindsen Para er navnlig den udvalgte, hvor foruden Theen baade Sago- Nellike- og Kaneeltræet spaaer en trivelig Fremgang. En Art Vanille, som voxer vild paa flere Bjerge i Brasilien men hidtil ikke har villet gaae i Handelen, er ligeledes draget 56 ind under Culturens Haand. Kolonister og Udvandrede fra det nordlige Europa have lært Brasiliens Indvaanere, at Sædearter og Grønsager af de forskjelligste Arter kunne trives ogsaa her, naar de kun blive fremelskede. Flere større Strækninger i Landet ere af Regjeringen indrømmede tydske Udvandrede, og paa disses Districter findes de frodigste Kornagre og Grønhaver; endogsaa Rugen dyrkes med Held af den tydske Kolonie "Novo Friburgo" (Neue Freyburg), som ligger tre Dages Reise N. V. for Rio og tæller mellem 80 og 90 Familier, der have et roligt og sorgfrit Udkomme deels som Agerdyrkere deels som Haandværkere. Ja Brasilien er sikkerlig et af de meest velsignede Lande over Jordens Kreds: et Klima, hvori Alle nyde Sundhed, en Jordbund, som bærer Alt frem i de hundrede Fold – sandelig det kan ikke undre mig, at Mange drage ud til dette lykkelige Land. Ogsaa Regjeringen opfordrer og indbyder ved sin genereuse Modtagelse og Behandling. Medens ethvert Skib, som ligger i Rios Havn, daglig maa betale omtrent 10 Rbd. for den blotte Forlov, at ligge paa Vandet, og først efterat have ligget i 50 Dage bliver fri for denne ublue Byrde, er et Skib med Kolonister og med bevislig Hensigt at overføre disse lovformelig fritaget fra denne Beskattelse. Enhver Anmodning til Regjeringen om at faae Jord og Grund i Riget møder den velvilligste Føielighed. Den giver Tilstaaelse til selv at opsøge og udvælge et udyrket Terrain, lader dette opmaale og tilskjøde enkelt Mand eller et sluttet Selskab og giver Eiendomsret og fri Raadighed over dette Areal paa det ene Vilkaar, at det inden visse Aars Forløb virkelig skal være taget under Opdyrkning og Cultur.

Kunster og Videnskaber staae intetsteds højt i Sydamerika; ogsaa i Rio ere Videnskabsmændene faa og Kunstnerne i dette Ords højere Betydning ingen. Jeg har allerede omtalt, at Riget har 4 Academier, hvor de forskjellige Videnskaber dyrkes. 57 Ligesom i Bahia findes i Rio et theologisk og medicinsk Facultet. (Jurisprudentsen plejes derimod i St. Paulo og Pernambuco eller rettere Olinda, en særskilt Afdeling af sidstnævnte By, hvorefter Academiet benævnes, medens Pernambuco er den ved Havet beliggende Handelsstad). Ulempen af denne Adsplittelse af Videnskabernes forskjellige Grene er følt og erkjendt. I længere Tid har derfor været Tale om, at faae et fuldstændigt Universitet oprettet i Rio og at inddrage et eller to af Academierne. Planen for Udførelsen af dette gavnlige Værk har længe beskjæftiget Ministeren og Overbestyrelsen af Underviisningsvæsenet, og det hed, at Sagen var bragt saa godt som til endelig Afgjørelse i Ministeriet, og at den eneste Klippe, som efter Andragende fra de nuværende Academi-Stæder hindrede eller standsede dens Iværksættelse, var Frygten for, at det kostbarere og for saa mange Studerende fjerne Ophold i Hovedstaden skulde gjøre de Studerende modløse eller endog af skrække et føleligt Antal. Ministeriet har derfor udstædt Opfordringer til Academierne udenfor Rio, at disse vilde søge at komme til Kundskab om det temporære Antal af Studerende i de forskjellige Videnskabsfag, at der fra denne Angivelse kunde gjøres en omendogsaa usikker Slutning. Forholdene i Landet nøde vistnok Auctoriteterne til at fare lempelig frem; thi paa Læger har f. Ex. Brasilien en saa stor Mangel, at mange og store Strækninger i de indre Provindser ganske ere uden Læger, og Antallet af denne Stand taaler saaledes ingen Formindskelse. Imidlertid forstaaer det sig af sig selv, at Forældre og Forsørgere gjøre Anskrig mod Forflyttelse af Højskolen for Pungens Skyld, og at der altid vil blive en Standsning, hvorlænge end Sagen udsættes; men paa den anden Side er det sandsynligt, at denne Trækken paa Skuldrene ogsaa kun vil være forbigaaende, samt at Rio, som Opholdssted for de fleste dannede og fornemme Familier, vil give Forstærkning til de Faculteter, som 58 hidtil ere fremmede her, og som ved Oprettelsen af et Universitet maatte lide Formindskelse af Freqvents fra de gamle Kilder. I ethvert Tilfælde er Fordelen af et samlet Videnskabernes Sæde for disse selv en saa stor og væsentlig Vinding, at Ministeriet ikke skulde betænke sig saalænge paa Planen, men selv med Opofrelse lægge Haand paa Værket og aabne Høresalene; det skulde da vel ogsaa i dette Stykke vise sig, at Indvendingerne ikke vare saa alvorlig meente.

Rio Janeiro har flere temmelig betydelige Bibliotheker; men disse ere sikkert meget eensidige. Det betydeligste i det nedlagte St. Carmo Kloster besøgte jeg oftere, ikke for at læse Bogtitler eller granske efter Visdommen, men fordi Overbibliothekaren, Don Januario, en meget anseet Canonicus og Taler i Byen, er Medlem af det oldnordiske Selskab i Kjøbenhavn og var den Mand, som modtog de Forsendelser, der vare mig betroede til "Universitetet" i Rio, og gav mig Budskaber tilbage igjen til Selskabet fra "Instituto Historico e Geographico do Brasil," af hvilket han er Medlem og fungerer som Secretair. Dette Selskab er det eneste med reent videnskabeligt Øiemed, jeg hørte omtale i Brasilien. Det er oprettet den 21de Octbr. 1838 under Protection af H.K.M. Don Pedro IIdo. Fra dette Selskab, hvis Tendents, saaledes som antydet, er historisk-geographisk, var det, at den omtalte Canonicus var udsendt til den saakaldte "forladte Ruin." Hvad Don Januario endnu vidste om denne Mands Virksomhed, var saare lidet; de Rapporter, som vare komne til Selskabet, handlede næsten udelukkende om de utrolige Besværligheder, den Udsendte havde udstaaet blot for at bane sig Vei til Ruinerne, der laae i et næsten uigjennemtrængeligt Vildnis af Bjerge, Skove og Floder. Og foruden den Modstand, Reisen og Naturen frembøde, havde han ogsaa betegnet Opholdet i Egnen omkring Ruinerne som højst farligt, da baade tøjlesløse Mennesker og vilde Dyr udsatte 59 ham for Farer. Den historiske Forening er efter denne Meddelelse indgaaet til Regjeringen med Begjering om, at erholde Understøttelse og militair Bedækning til en ny og fortsat Undersøgelse, og Selskabet har faaet Løfte om et vist Antal Soldater og andre Resourcer for den nye Mission. Det flygtige Bekjendtskab, jeg gjorde med Carmo Bibliotheket selv, tydede paa et stort Forraad af den gamle Kirkes Fædre og en betydelig Samling af historiske Værker, henhørende til Brasiliens, Portugals og Spaniens Historie. Jeg forespurgte mig, om der blandt denne Overflod ikke var noget Skrift, som oplyste Problemet om den anticolumbianske Periode ogsaa med Hensyn til Sydamerica, men Bibliothekaren forstod næppe dette Spørgsmaal og vidste end mindre at oplyse mig videre om dette Punkt. Selv om Bibliothekerne virkelig gjemme vigtige Data til denne Opgaves Løsning, tvivler jeg paa, at Kjendskabet til Landets Litteratur i dens hele Udstrækning er saa stort eller Videnskabens Dyrkere saa grundige og ivrige Forskere, at disse paa det nærværende Standpunkt bringe Hemmelighederne til det Aabenbare.

Af forberedende Anstalter til Academierne findes i Rio to saakaldte Collegier; Collegio "de St. Jose" og "Pedro 2do," lærde offentlige Instituter, som i Formen ligne vort Sorø Academie eller de tydske Gymnasier. Efter Statutterne for Collegio Pedro 2do har en Rector Overbestyrelsen og Ansvaret for Alt, henhørende til Institutets indre og ydre Tarv; hans høire Haand er en Vice-Rector, hvem den hele Detail er anbetroet, og som refererer for Rector saavel Skolens ordentlige Gang, som alle de Forseelser, hvis Afstraffelse maatte trænge til Rectors Sanction. Baade Rector og Vice-Rector have Forpligtelse til at undervise i Institutet, den Første dog kun i Tilfælde af, at en eller anden Professor har Forfald, medens den Sidste, foruden sine faste Læsetimer, tillige har det Hverv, at forestaae Stiftelsens Bibliothek. I lige Værdighed med Vice-Rector 60 staaer Kapellanen, som efter foregaaende Consultation med Biskoppen foreslaaes af Rector. Foruden Opsynet med alle vasa og ornamenta sacra forestaaer han paa bestemte Dage Messen og giver daglig Undervisning i Religionen. For nederste Classe bestaaer denne i Foredrag og Udvikling af det gamle og'3 nye Testamentes hellige Historie, i de to følgende Classer gives en Udvikling af Catechismus, i de tre højere udvikles Christendommens Dogmer, og i de to øverste Afdelinger holdes religions-philosophiske Conferentser og Disputationer mellem Kapellanen og Alumnerne. "Professorerne" ere de egentlige Lærere ved Collegiet, og til dem slutte sig de saakaldte "Substituter," der fungere i Professorernes Forfald og have Exspectance paa at succedere disse. Alumnerne, inddeelte i Classer paa 30 à 35, ere udenfor Læsetiden under Opsigt af "Inspecteurer." Hver Classe har sin egen Bolig og Inspecteur, og denne har at referere sine Klager for Vice-Rector og at besørge Straffene exeqverede. Det er en Bestemmelse, at Antallet af Inspecteurer altid skal overstige Classe-Antallet, at man ingen Tid skal udsættes for, at lade Alumnerne uden Opsigt. Efter Schemaet ere Læregjenstandene ved Collegio Pedro 2do følgende: a. National-Grammatik, b. Latin, c. Græsk, d. Fransk, e. Engelsk, f. Geographie, g. Historie, h. Rethorik og Poesie, i. Philosophie, k. Arithmetik, l. Geometrie og Algebra, m. Trigonometrie, n. Mekanik, o. Astronomie, p. Naturhistorie, q. Chemie og Physik, r. Dands og Musik. Man vil her finde et complet Schema, og efter den hele Form at dømme skulde man troe, at denne Anstalt fuldkommen kunde maale sig med et tydsk Gymnasium. Men disse fremmede Former og det store Anlæg svarer slet ikke til det almindelige videnskabelige Standpunkt i Brasilien. Det er en Umulighed for disse Collegier at skaffe Lærere med fornøden Grundighed og Dygtighed; der findes intet Fond af Kundskaber i den videnskabelige Cyclus, 61 som er istand til at præstere, hvad ovennævnte Plan berettiger til at vente. Under Vejvisere, der selv ikke kjende Veien og end mindre ere istand til at lede Andre til en selvstændig, fortsat Vandring paa den aandelige Bane, gjennemløber Ungdommen de mange Classer, lærer Navnene paa og Betegnelsen af en Mængde Gjenstande, der ligge langt over deres Fatteevne og derfor aldrig komme til Begreb hos den. Det er comisk at høre, at Drenge paa 11, 12 Aar beskjæftige sig med Platos og Aristoteles's Philosophemer, naar man veed, hvor stor Uvidenheden er i Historien, og hvor lidt Begreberne i Almindelighed blive vakte og uddannede. Det var derfor ganske betegnende, naar Eleverne talede om at "lære" Philosophie, som Barnet om at lære sin A. B. C. En tydsk Professor, som er ansat ved det omtalte Collegium, tilstod mig ogsaa ganske oprigtig, at, med Undtagelse af Sprogene og lidt Mathematik, var alt det Øvrige et fuldstændigt Charletans Væsen: ved at sammenholde det Udbytte, som Alumnerne bragte med sig fra Instituterne, med disses lovende Indretning maatte man uvilkaarlig tænke paa Horats's Ord om Bjerget, som kom i Barnsnød og fødte – en Muus.

Med Almueskolevæsenet forholder det sig over hele Riget paa den Maade, jeg har antydet angaaende Bahia Provinds. Min Mistanke til Skolebestyrerne og Bestyrerinderne, som indsætte sig selv uden nogen foregaaende Garantie fra Vedkommendes Side, fik jeg i Rio fra flere Kanter bestyrket. Thi virkelig er det saaledes, at Enhver, som melder sig for Biskoppen, uden Videre faaer Tilladelse til at aabne en Skole, ja at det selv bliver betragtet som en fortjenstfuld Sag. Nu er vistnok 300 Rbd., som det Offentlige aarlig yder til disse Skolemestere, ikke Meget, men naar mislykkede Subjecter kunne gribe denne Udvej som en sidste Tilflugt, da bliver Summen dog altid stor nok, og med denne offentlige Forsikkring kan en snild 62 Brasilianer og Brasilianerinde let forene andre private Indtægter for Skolen. Ikke at tale om, at Friheden til at lade Børnene gaae i Skole eller ikke maa bevirke megen Vankundighed blandt den opvoxende Slægt, saa er den Omstændighed dog endnu værre, at der ikke drages Omsorg for at sikkre de Villige og Lærelystne en bedre Skolegang end den, under hvilken Børnene ikke blot i intellectuel Henseende spilde Tiden og Kræfterne, men tillige stærkt udsættes for moralsk Fordærvelse. Thi naar man veed, at Lærerne ere forulykkede Mennesker og uden al Ansvarlighed, saa lader sig Lidet haabe og Alt befrygte.

Om Musæet i Rio taler man paa samme Maade, som om Karathen12 i en lille Kjøbstad – der er kun eet. I dette ene Locale er Kabinet for Dyr, Fugle, Insecter, Oldsager, Mineralier – kort for Alt, hvad der i Almindelighed har videnskabelig og kunstnerisk Interesse. Efter mit Skjøn var det Hele en Ubetydelighed. Selv fra de Naturriger, hvor det synes rimeligt, at Brasilien let kunde have udsøgte Samlinger, forekom det mig, at Musæet var stedmoderlig behandlet. Der var mange Fugle og Insecter, men ikke at tale om, at Behandlingen af disse forekom mig at være slet, var Samlingen saare indskrænket og strakte sig ikke ud over Landets egne Dyr. Det Samme er Tilfældet med Mineralierne, og jeg gik bort fra Rios Musæum skuffet og undertruffet i mine Forventninger.

Berømme hørte jeg derimod Hospitalerne i Byen. Den største Stiftelse var "Miserecordia", der ikke alene er et Hospital for Syge, men ogsaa en Anstalt for Afsindige. I Forbindelse med Miserecordia staaer ogsaa et saakaldet Hittebørns Hospital, hvis Virksomhed dog ikke blot svarer til dette Navn, men som tillige er en almindelig Fødsels-Stiftelse for Trængende og Pleje-Anstalt for tidlig forladte og nødlidende Børn.

Kirken fremtræder i Rio med mindre synlig Pomp end i Bahia. Denne sidste Stad har fra hine gamle Dage, da den 63 var Brasiliens Hovedstad, et større Forraad af Kirker; og da den endnu har bevaret sig som Erkebiskoppens Sæde, viser den sig ogsaa fra et mere glimrende Synspunkt. I Rio hersker en Verdens og en Hovedstads Aand, som driver Naturen over Optugtelsen. Rio savner ikke store og smukke Kirker, men Kirken gjør her ikke saa Meget for at vise sig. Den tæller de samme Munkeordener som Bahia, men de hellige Brødre trives ikke saa godt og komme ikke saa godt frem i den fornemme Luft. Man seer derfor langt mindre til Kirken i Rio end i Bahia. Det forstaaer sig, at kirkelige Høitider og Helgendyrkelsen ikke blive forsømte, men de fremtræde ikke i den Krashed som i Bahia. Meget mere var jeg Vidne til mange mere spøgefulde og barnagtige Optrin end religieuse Ceremonier, saa ganske var Characteren borte. Naar en Helgen har sin Dag eller Uge, som bærer Navn efter ham og er ham indviet, er det den mindste Part af Glimmeren, der udgaaer fra Kirken. Derimod opofre Private Meget paa at fetere de Hellige. Det er nemlig en ganske almindelig Skik, at alle de, som i Rio bære Navn med eller efter Helgene, høitideligholde denne Helgens Dag eller Uge med Frihed for Børn og Slaver navnlig om Aftenen. Og ikke blot give de hele Huset Frihed, men de forsyne alle dertil Henhørende med Fyrværkeri, som enten fra Huset eller paa Gaden have sit frie Spil. Da nu saa godt som alle Brasilianere og Portugisere bære Helgen-Navne, og navnlig en stor Mængde ere opkaldte efter de ypperste Helgene som St. Antonio, St. Juan o. fl., saa begriber man, at der i Rio maa være en forfærdelig Knalden og Illumineren, naar alle Antonier f. Ex. sætte Tjenere og Børn i Activitet for at gjøre lyst. Man gaaer paa en saadan Aften med Ængstelighed paa Gaderne, og end nødigere passerede jeg disse tilhest. Uden at ane det, knalder en Raket løs imellem Benene paa mig selv eller Hesten; og der skal Vane til at finde sig i disse Optrin 64 med Contenance. Underligt nok, at disse Optøjer ikke afstedkomme Ulykker, og at denne Legen med Ild og den larmende Støj og Raaben af Pøbel og Drenge, hver Gang en Raket gaaer godt i Veiret, ikke finder Indsigelse fra det Offentliges Side. I Karnevalet, naar man veed, hvad man har at vente, maa man lade Kirken sin Skik, men til ingen Tid at vide sig sikker paa Gader og Stræder for disse farlige Knapmagerstreger13, forekom mig lidt for meget indrømmet.

Rio er i geistlig Henseende inddeelt i 5 Districter. Foruden Biskoppen med sin egen Kirke og Kapellan har Byen 5 saakaldte Kapellaner, der svare til vore Sognepræster og ere fast ansatte ved bestemte Kirker og for bestemte Districter. Men det geistlige Personale er langt fra indskrænket til disse 6, lige som Kirkernes Antal er meget større. Mængden af Canonici i Byen finder Virksomhed og Levebrød som "Yndlingsprædikanter." Der existerer nemlig mange saakaldte Broderskaber, større og mindre sluttede Kredse, der have knyttet sig til og faaet Brugen af de mindre Kirker og Kapeller, som ikke ere Sognekirker. Disse Broderskaber vælge sig da een eller flere Prædikanter efter egen Smag, og som hans Tilhørere forsamle de sig i deres egen Kirke. Overbibliothekaren Don Januario er saaledes Yndlingspræst for Carmo-Brødrene. Der er imidlertid Intet i Vejen for, at disse Prædikantere ogsaa kunne følge Indbydelsen fra andre Kirker, hvor man ønsker at høre dem, og Carmo-Brødrenes Præst skal være yndet ogsaa uden for sin Kreds i en ualmindelig Grad og navnlig ofte holde Prædiken i Slotskirken for de Kejserlige. Saadanne Indbydelser kunne være smigrende og behagelige nok for Prædikanten; men om der af denne gjængse Methode flyder nogen sand Vinding for Kirke og Sædelighed, kan jeg ikke vide; den forekommer mig at maatte slappe den fuldere Virksomhed og sløve de ansatte Geistliges Interesse for den dem anviste Virkekreds, naar 65 disse ikke kunne gjøre Regning paa nogen bestemt og afsluttet Menighed. Det er en Løsning af Sognebaandet i den videste Betydning, idet naturligvis Yndlingsprædikanterne ogsaa vælges ved Daabs-Acter og Ligbegjængelser; men det er ogsaa en Nedbrydelse af alle de fastere Forhold og Begrændsninger, som den synlige Kirke aldrig kan undvære.

Brasilien er liberal og tolerant i højeste Grad. Ikke blot i sociale Forhold befinde Fremmede sig saa vel i Brasiliens Hovedstad, at de nødig forlade den, naar de først have faaet fast Fod her; men ligesom Regjering og Folk komme de Fremmede med aaben Velvillie imøde, og Brasilianerne see paa Europæernes blomstrende Opkomst uden Misundelse, saaledes er dette Folk ogsaa i kirkelig Henseende liberal og tolerant i sin Opførsel. Det er ikke blot Constitutionen, som i Bogstaver indrømmer fri Religions-Øvelse, men ogsaa i Livet dyrker Protestanten sin Gud uden mindste Hindring. Jeg havde flere Gange Leilighed til at bemærke denne Anskuelse hos simplere Folk; naar de hørte, at de havde med en protestantisk Geistlig at gjøre, erklærede de med en Art af høimodig Betoning og Væsen, at jo Enhver maatte have sin Tro og kunde være lige godt Menneske: det er en national Æressag at behandle Protestanterne paa Gentlemans Viis. Denne er Protestanternes almindelige Dom, og en engelsk og tydsk Kirke i Rio nyde en Religions-Øvelse saa fri, som var det i Fædrenelandet. Den tydske Kirke i Rio er mærkelig som den første og hidtil eneste lutherske Kirke i Sydamerica. En kort Antydning af, hvorledes denne Menighed er opstaaet og har faaet sin Gudstjeneste, vil jeg give ved at citere et Forord til en Prædiken, som er besørget i Trykken af "Die Vorsteher der deutsch-evangelischen Gemeinde zu Rio Janeiro", fordi dette lille Actstykke tillige kan tjene til Vidnesbyrd om den kirkelige Frihed, hvori vore Troes-Brødre føle sig tilfredsse i det Fremmede: Die große 66 Anzahl evangelischer Glaubensgenossen, die besonders mit den fremden Truppen nach Brasilien gekommen waren, machte schon seit längerer Zeit die Einrichtung eines evangelischen Gottesdienstes wünschenswerth, und es war dabei auch keine Schwierigkeit von Seiten der hiesigen Behörde zu fürchten, seit dem die Constitution allen Bekenntnissen freie Religionsübung gestattete. Deshalb traten am Ende des Jahres 1826 mehrere Deutsche und Franzosen zusammen, um Beiträge zu sammeln, und als diese nicht ausreichend befunden wurden, weil die größere Zahl der Einwanderer arm war, wandte man sich um Beisteuern nach Deutschland. Es wurde zu diesem Zwecke eine algemeine Kirchencollecte in den preussischen Staaten bewilligt, zu deren bedeutendem Ertrage S. Maj. der König für die ersten sechs Jahre noch einen beträchtlichen Zuschuss verhiess, und ausserdem gingen auch von andern Seiten Gaben ein. Mitlerweile war aber das Jahr 1831 herangekommen, welches mit seinen Unruhen den weiteren Fortgang hemmte. Erst mit dem Beginne des Jahres 1835 wurde die Sache wieder aufgenommen, und zwar beschloss man, da die Verbindung mit den französischen Evangelischen neue Verzögerungen zu verursachen drohte, vorläufig bloss eine deutsche Gemeinde zu stiften. Eine erwünschte Gelegenheit bot sich dar, als zu Anfange des Jahres 1836 ein Mitglied der Vorsteherschaft nach Europa ging; man gab ihm Vollmacht einen Prediger zu wählen, der auch noch im Laufe desselben Jahres die Reise antrat. Nach seiner Ankunft hielt uns die Wahl eines passenden Hauses noch einige Monate auf, da außer der Weitläuftigkeit der Stadt noch manche andere Punkte dabei zu berücksichtigen waren. Und so ist es denn nach zehnjährigen Bemühungen – am 25ten Juni 1827 wurde die erste Gemeinde-Versamlung gehalten – gelungen, in der Haupstadt Brasiliens einen deutsch-ewangelischen Gottesdienst zu beginnen." – Den tydske Kirke i Rio kommer 67 ogsaa de Danske tilgode, og disse betragte sig lige saa fuldt hørende til den. Ikke alene de i Rio bosatte Landsmænd nytte den tydske Menigheds Præst som Sjelesørger og for at faae ministerielle Handlinger fuldbyrdede, men ogsaa de mange Søfarende kunne i denne Havn finde Opbyggelse i et Sprog, som dog er kjendt og forstaaet saa godt som af Alle.

Et Beviis paa den offentlige Velvillie mod Protestanterne er ogsaa den kejserlige Gave af en rummelig og yndigt beliggende Plads til en protestantisk Kirkegaard. Englænderne omgave strax denne med en hvid, skinnende Muur, rejste under store Bekostninger et Kapel, ved hvis Side er et smukt udstyret Værelse for Præsten, og de have ved fortsatte Forskjønnelser beredet europæiske Brødres Been et misundelsesværdigt Hvilested. Men saa smukt og fredeligt de Afdøde hvile her, saa kostbart er det at faae en Plads; Englænderne, som nu engang have paataget sig de store Bekostninger og bestandig holde Alt vedlige og underholde en Graver, have stipuleret en Afgift, hvis Beløb jeg ikke erindrer, men som efter vore Forhold er høi og følelig. Jeg havde en sørgelig Anledning til at besee denne Plet, da min Tjeneste blev begjeret fra et dansk Skib, for at jorde et ungt Menneske, som pludselig døde ombord. En kjerere Forretning gav mit Kald mig, de Gange jeg fik Leilighed til at prædike paa Bellona for de Landsmænd, som enten opholde sig i Rio Janeiro eller temporairt laae i Havnen paa deres Skibe. Almindeligvis bleve de bosiddende Landsmænd indbudne til vor Gudstjeneste, saa ofte vi holdt denne ved Land, og et Flag, som blev heist under "Gaffelen", naar der kimedes første Gang, var Signal for alle Danske paa Koffardiskibene. Villig blev Indbydelsen og Vinket fulgt; og navnlig fik jeg i Rio, hvor forholdsvis de fleste Landsmænd boe, og hvor et ualmindeligt Antal af danske Skibe var forsamlet, Leilighed til at tale Guds Ord for en stor Menighed paa Bellonas Dæk. Og det var 68 visselig ikke et Bedrag, naar jeg fra min egen Følelse sluttede mig til en almindelig Høitid og Opløftelse; indesluttede af de fremmede Bredder, følte vi os dog hjemme i den broderlige Kreds, i hvilken Lovsangene løde og Guds Ord forkyndtes i det mødrene Sprog. – Ogsaa udenfor Hovedstaden i det Indre af Brasilien forkyndes Guds Ord frit og uhindret af protestantiske Lærere. De Colonier af tydske Udvandrede, som have beredet sig et nyt Hjem inde i Landet, savne heller ikke et Sted, hvor de kunne samles til religiøs Opbyggelse eller en Tolk for Guds Ord; men de have ført en Præst med sig og have deres Huuscapel i hans Bolig. Forbudet mod Klokkeklang eller iøjnefaldende Tempelbygninger er ikke eget for Brasilien; saavidt mig bekjendt er denne Lov ogsaa almindelig i alle europæiske Lande, der have een Statsreligion, ved Siden af hvilken alle andre Troesbekjendere i Stilhed maae dyrke deres Gud. Jeg hørte i Brasilien ikkun een kirkelig Kamp fra den bestaaende Kirkes Side imod hemmelige Proselytmagere og Secterere; men selv i denne Opposition gik den catholske Geistlighed ikke frem med større Reaction, end enhver frisindet protestantisk Stat vilde have gjort. Nordamericanerne ere bekjendte nok for deres priselige Iver for Christendommens Udbredelse; men Iveren leder saa let forvidt. Missionærerne fandt sig saaledes for nogle Aar tilbage ikke nøjede med at virke til Oplysning i uchristnede Lande, navnlig paa Sydhavs-Øerne, men de tænkte ogsaa paa at faae Rios Indvaanere fra den catholske Tro. Hemmelig fremstode flere Methodister og holdt Forsamlinger, der havde stort Tilløb af Brasilianerne. Som det var at vente, lagde Kirken sig herimellem; der udkom forskjellige Pjecer mod den fremmede Secterer, og denne undlod ikke at svare paa den Bitterhed, hvormed de catholske Geistlige havde taget fat paa ham. Ved disse Skjænd-Skrifter blev det ogsaa; Methodisten forstak sig i det Mørke, hvorfra han var kommet, og senere 69 har ingen Forstyrrelser været følte. Det er skeet, at nordamericanske Udsendte eller Udvandrede have holdt Forelæsninger og Bibellæsning i Rio; men disse Foredrag have da altid været offentlig annoncerede, og Indbydelser til at bivaane dem udstædte til protestantiske Familier i Byen.

Rio er Regjeringens og Keiserens Sæde. Blandt de anseelige, offentlige Bygninger lægger man af sig selv Mærke til Senats-Bygningen, som ligger isoleret paa en stor Plads, medens de Deputeredes Kammer gjemmer sig bag det kejserlige Slot. De Deputerede i Brasilien vælges af Provindserne selv og komme aarlig sammen i Rio for at fortære store Diæter; om deres Virksomhed tales uden al Respect. Ogsaa Senatorerne ere forsaavidt Provindsernes Valg, som hver Provinds indstiller til Keiseren Tre, af hvilke han skal vælge den Ene. Senatorerne nøjes ikke med Diæter men betragtes fuldkommen som Stats-Embedsmænd, nyde et vist aarligt Gehalt og gaae af med Pension fra deres Værdighed. Forholdet imellem de Deputeredes Kammer og Senatet er i det Hele ganske det samme, som mellem Kammeret og Ministeriet i Frankrig.

Den nuværende Keiser Don Pedro IIdo har et Slot paa det store Torv ved Skibsbroen, men lever med sine to Søstre Sommer og Vinter paa Landslottet "St. Christoph", som ligger en lille Kjøretour udenfor Rio. Keiseren er ung og svag til en Krones Byrde; ved at see ham kom jeg uvilkaarlig til at tænke paa Carl den 2den14, saa svækket og kraftløs saae han ud. Han styrker imidlertid sin Helbred ved at færdes meget i det Frie; han sees ofte tilvogns, tilhest og tilfods, og skjøndt altid i en krum Stilling, faldende sammen i Siden, med et guult og fedt Ansigt, havde han dog et ganske fornøjet Udseende, naar han saaledes var i Bevægelse, medens jeg hørte ham beskrive som den ynkeligste Figur, der maatte anstrenge sig for at holde sig oprejst paa en Stol, saasnart han i kejserlig Værdighed skulde 70 modtage Hyldest og Kuur. Hans Ungdom holder Dommene over hans Personlighed tilbage. Han er Brasiliens Keiser, og Brasilianerne fetere ham ved alle Le[i]ligheder paa en kejserlig Maade. Det traf sig, at Bellona d. 2den December, som er Keiserens Fødseldag, laae i Rios Havn, og vi havde ved denne Festivitet Leilighed til at see en brasiliansk Folkebegejstring. Det Første, jeg bemærkede ved denne, var, at den ikke var momentar15 eller pludselig frembrydende. Længe i Forvejen taltes om denne Dag og dens Høitid for Byen; lange og store Tilberedelser bleve gjorte for at vente Dagens Anbrud. Kostbare og møjsommelig opførte Æreporte vare byggede i Hovedgaderne; d. 2den December indviedes ved en Knalden fra Fæstninger og Skibe, som antydede noget Overordentligt; ogsaa fremmede Krigsskibe behængte sig fra Øverst til Nederst med alle Verdens brogede Flage og gave kongelig Salut. De Gader, gjennem hvilke Keiseren holdt sit Indtog fra St. Christoph til Palaiet i Byen, vare smykkede paa en ejendommelig Maade. Fra alle Huse hængte lange, flagrende Silke- og Damaskes Tæpper ned fra Balconerne; paa disse stode Mennesker i Tusindsvis med blomsterfyldte Kurve. Keiserens forgyldte Vogn med kostbart skaberakbeklædte Heste maatte kjøre langsomt frem igjennem den myldrende og jublende Masse; fra Balconerne styrtede langs ad Gaden en Blomsterregn ned paa Vognen og omkring den. Prindsessernes Vogne fulgte Keiserens, og over dem faldt Eftersletten af Folkets Jubel og Blomsterkurvene. En lang Suite kjørte smykket bag efter over de blomsterstrøede Veie. Paa Hjørnerne var ofte en eller anden comisk Effectscene præpareret. Saaledes stod jeg just lige for Omdrejningen til Hovedgaden, som fører til Palaiet. Paa et Loft uden Formuur til Gaden vare opstillede paa et højere Trin 4 magnifict udklædte, svævende Engle med Blomsterkurve, og bag disse var placeret et stort Musikcorps af blæsende Instrumenter. Noget mere Pusserligt 71 end disse Engle og deres ætheriske Bevægelser har jeg ikke seet; men desværre troer jeg, at Keiseren slet ikke observerede denne himmelske Scene. Efter Messen i Slotskirken gav Keiseren stor og almindelig Kuur; ifølge Landets Skik staaer han, saalænge Kuren varer, under sin Throne og lader Mængden passere sig forbi og kortelig præsentere. Naar Præsentationen af hver Enkelt i Rækken er foregaaet, bevæger denne sig baglæns bort fra Thronen til den Dør, som fører ud af Salen, og først udenfor Audients-Gemakket vover man at see sig for. Efter denne chinesiske Audients trak Keiseren sig tilbage i Ro indtil Aften, da Byen ret egentlig straalede. Det var ikke enkelte Gader og Huse, man saae illuminerede, men offentlige og private Huse kappedes om at være de smukkeste og smagfuldest oplyste. Æreportene viste sig om Aftenen i deres fulde Glorie, og det maa jeg bekjende, at vi hos os ikke forstaae at fremvise noget Lignende; disse brede, høje, tæt og pragtfuldt oplyste Portaler lignede virkelig Entreer til Phantasiens Trylleslotte. Tæt bølgede Folkemassen sig igjennem Gaderne; Keiseren, som i aaben Vogn med sine Søstre tog alle disse Optrin i Øiesyn, var fulgt af en Vrimmel, et Viva og en Støien, der overgik hvad jeg kjendte herhjemme, naar Kongen kjører fra eller til Comedien paa sin Fødselsdag. Denne Ferieren og Feteren indskrænker sig i Rio heller ikke til een Dag og Aften, men tre hellige Dage til Ende gjentages denne Oplysning, og Keiseren gjør sin Runde i Gaderne alle tre Aftener. Man seer saaledes, at Brasilianerne forstaae at gjøre Stads af deres Fyrste, men ærlig talt hidrøre, efter min Opfattelse, disse Bevægelser fra en gammel Vane, og ere ligesaa barnlige som alle andre Yttringer af Folkelivet. Den klare Bevidsthed om Forholdet mellem Regent og Folk er langt fra at styre noget offentligt Foretagende; det er en Vanes Magt, som driver de alvorlige og spøgefulde Optrin, og man føler snart, at man i Rio er 72 iblandt et Folk, som endnu i politisk Henseende er i sin Barndom. Man glæder sig til Keiserens Geburtsdag ligesom Skolebørn, der faae Frihed paa denne Dag og vide, at der bliver mange Løier at see paa.

Rios Omegn var saa vidunderlig smuk og tillokkende, at man ved at betragte alle de omkringliggende Yndigheder føler sig som Buridans Æsel, der sulten og udhungret døde midt imellem to Knipper Hø, fordi det ikke vidste, til hvilken Side det skulde vende sig, men følte sig dragen lige stærkt til begge. Jeg kom paa det første Besøg ikke langt uden for Rios By; men andre Grunde hertil forenede sig med hin Ligevægt i Sindet. I December Maaned er den varmeste Aarstid under den sydlige Tropicus begyndt, og Heden og Solens Brand var virkelig utaalelig iland. Stod dertil det Haab i Baggrunden, at jeg i den saakaldte Vintertid, der forresten er den grønneste og skjønneste i Rio, med Guds Hjælp vilde komme tilbage til Rio, saa bliver det mig ikke saa uforklarligt, at jeg dvælede ved Byen selv og gjemte noget Nyt til Retouren.

Udtæret af Varmen hørte jeg derfor med Glæde Spillet gaae rundt, for at tage vort Anker af Bunden, fjortende Dagen efterat vi lode det falde i den hede indelukkede Bugt. Med Besvær krydsede vi os ud af det snevre Indløb, men modtoges udenfor af den forfriskende Søluft fra den Kant, vi ønskede den.

Platafloden

Det var en smuk Løverdag Eftermiddag, den 5te December, vi byttede den hede Rio-Bugt med Atlanterhavets friske Kjøling – en qvægende og velgjørende Overgang baade for Lunger og Skib. Den Gunst, vi fra Linien havde nydt med 73 Hensyn til Vind og Veir, forlod os ikke; Sejladsen fra Rio til Platafloden gik saa heldig og hurtig, at vi næppe fik Tid nok til at recolligere det, som var oplevet i Brasiliens Hovedstad, førend vi laae for Indseilingen til den store Platastrøm. Fredag Middag den 11te fik vi tydelig Land isigte, og hen paa Eftermiddagen havde vi ikke mere det mørkladne, bundløse Dyb under Kjølen, men vi seilede paa 7 Favne Vand ind af Flodmundingen, om man kan benævne den saaledes fra "Cap Maria" og "Maldonado," hvor Aabningen er omtrent tredive Mile vid. En stor Fregat, som kommer fra den frie Tumleplads, hvor den ikke kjender til smaalige Hensyn men ved Dag og Nat sorgløs gaaer sin dybe og høie Bane, føler sig underlig beklemt ved at komme ind i saadanne snevre Cirkler; den er her ikke hjemme og frygter for at yttre sig frit. Bellona resignerede derfor ogsaa og gik ved Aftentide til Ankers under en lille Ø ved Navn "Flores" midt i Floden, efterat den ved en af sine Kanoner havde mindet Inspecteuren ved Fyrtaarnet paa Øen om at tænde Lys for sig. Ogsaa vi Andre følte det Ubehagelige i at være berøvede det Frie. Den qvalme Luft sattes stødevis i Bevægelse af en hed, næsten brændende Luftstrømning fra Land, der medførte tykke Sværme af smaa Insecter; baade for disse og for de hede Strømninger lukkede man uvilkaarlig Munden og aabnede den først igjen, naar kolde og stærke Vindstød ligesaa pludselig afløste de varme. Under en tyk, mørk, lynende Himmel laae vi her og ventede Dagens Frembrud, løb næste Morgen tidlig de sidste Mile ind til Montevideo og ankrede udenfor en Samling af franske Orlogsmænd, som prangede paa Rheden.

"Montevideo" har sit Navn af "montem video" – "jeg seer Bjerget." Den ligger paa den nordlige Side af Platafloden paa et fuldkomment Sletteland; den eneste Høide i en vid Omkreds er den høje Bakke, ved hvis Fod Byen er opført, 74 og som man har eleveret til et mons. Montevideo er som By betragtet temmelig ubetydelig; den bestaaer af lutter smaa og lave, eenetage Huse, byggede paa Spansk med flade Tage. Ikkun Kathedralen er i større Stil og imponerer allerede fra Søen ved sine høje, røde Mure og sine tre Taarne. Naar man kommer den nærmere, viser den sig imidlertid fattig og pjaltet af Udseende; Taarnene see ud som nedfaldne, Tagene ere mos- og græsbegroede, kort: man er i Uvished om, hvor vidt man har en Ruin eller en brugbar Kirke for sig; og dog er Kathedralen ny, men Arbeidet afbrudt paa Halvvejen, og dette Stykkeværk giver Anledning til denne Forvexling. Jeg overraskedes derfor, ved at træde ind i Helligdommen selv, af en Form og et Udstyr saa smagfuldt, at ingen af de Kirker, jeg hidtil havde seet i den nye Verden, overtraf det Indre af denne. Det var mig efter første Indtryk, som om jeg stod i Roeskilde Domkirke. Majestætisk strakte Skibet sig op mod Høialteret, støttet paa mægtige Piller; og mellem disse stode sex mindre Altere paa begge Sider. Jeg fandt ikke her den vante catholske Glimmer og overdrevne Masse af Helgenudstyr; derfor tiltaltes jeg dobbelt af den simplere Værdighed. Foruden Kathedralen spørger man forgjæves efter Seeværdigheder i Montevideo; den har ingen at fremvise, og efter en god Vandring omkring i de ubetydelige Gader har man nok af disse. Interessantere end den egentlige By med sine 20 til 30,000 for største Delen spanske Indbyggere er en ny Stad, som er i Færd med at reise sig udenfor selve Montevideo. En Colonie af flere tusinde, fransktalende Baskere have her fæstet Bo og føre et virksomt og retskaffent Liv ved Siden af den spanske Uvirksomhed og Snuhed. Disse Udvandrede, som stadig have Tilvæxt hjemme fra, omtales med en udmærket Agtelse; stræbsomme og vindskibelige i en Grad, som her vækker Opsigt, leve de paa deres ejendommelige Viis og skaffe sig en Indtægtskilde ved at 75 give nationale Forestillinger i baskiske Dandse og eqvilibriske Øvelser, der efter Sigende skulle have stor tiltrækkende Magt for Spanierne og de Indfødte. Endnu føre disse Baskere ikkun et fornægtende Liv, fordi de for en stor Deel ere baade brødløse og huusvilde; men jeg var Vidne til den Iver, hvormed de paa et temmelig vidtløftigt Areal med eet Sind og forenede Hænder stræbte at opføre deres nye Stad.

Min Hu stod til at see mig lidt om paa det store Flodleje. I Selskab med 4 Officerer og en dansk Koffardicaptain gik jeg til en Vognmand for at komme tilhest, et Befordringsvæsen, som omkring Platafloden meer end noget andet Sted i Verden er det almindelige. Vi satte af fra Montevideo uden noget bestemt Maal; kun for Hungers og Tørsts Skyld havde vi ladet os sige, at der paa den Vei, som vi vare slagne ind paa, fandtes ikke mindre end to "Hoteller," et engelsk og et fransk. Over Stok og Steen gik det i flyvende Gallop; Hestene kjendte ikke noget andet Ridt. Saalangt Øiet kunde række, var det hele Land et fladt græsgroet Terrain, paa hvilket enkelte Huse og Hytter laae adspredte og Kreaturerne græssede. Til Enkeltmands Eiendomsret var slet intet Spor udenfor Byens nærmeste Territorium; ingen Grøfter eller Gjerder, ingen Agerdyrkning eller Cultur, ingen begrændset Vei eller Sti – det afsvedne Græs laae som et forslidt Klædebon over den udstrakte nøgne Mark. Man trængte virkelig til et Kompas, for at finde sig tilrette i denne vilde Eensformighed; ligesom Havet var den hele Udstrækning en alfar Vei, hvor man savnede alle Mærker og sikkre Ledetraade. Men det var morsomt nok at tumle sig paa denne skrankeløse Friheds Mark; hvor Øjet saae en Gjenstand, sporedes Hesten hen; i alle Retninger krydsede vi om paa denne store Ridebane, og det opgik klart for mig, hvilke uhyre Strækninger af god og jevn Jordbund her ligge udyrkede og unyttede. Kreaturerne kom dybt fra det Indre af 76 Landet i store Hjorder; de finde bedre Græsgange i de bjergrige og skyggefulde Egne; ikkun Hytternes lille Rigdom græssede omkring de usle Boliger, opkastede af Jord og Græstørv, og ikkun Rigmands Malkeko eller Gjed stod i Tøier paa de udsøgte Pletter i Nærheden af Byen.

Efterat vi saaledes havde støvet om paa disse Marker, søgte vi tibage og stræbte at finde det franske Hotel, hvor vi i Tillid til fransk Levemaade kort og godt paa Udveien havde bestilt en Diner, naar vi kom tilbage. Det lykkedes os at finde dette tarvelige Huus igjen, men hvor ubehagelig bleve vi ikke overraskede ved at see og føle, hvor skammelig denne falske Titel af "Hotel" havde bedraget os. Der er ikke en Skillingskro eller et "Bi-lidt" i Danmark saa usselt. Gjennem en Art af Krambod, hvor Verten havde Udsalg af Viin, Olie, Gryn, Flesk, Galanteri-Varer og Alt, hvad der nævnes kan, mellem hinanden, førtes vi over en Hønsegaard ind i et Værelse, som af særdeles Opmærksomhed blev indrømmet de fremmede Herrer. Men jeg glemmer aldrig denne Opmærksomhed. Jeg saae strax, at det var Husets eneste private Værelse, at det var et Factotum for Beboerne. I den ene Krog af Stuen laae en stor Dynge Mais paa omtrent en Snees Tønder og gav Værelset Udseende af et Magazin; ovenpaa og ved Siden af Maisen laae to Høns og rugede paa Æg; i to Hjørner stode to Senge, som gave Anelse om menneskelig Bopæl. Midt paa Gulvet stod et Bord dækket for os, men – horribile dictu – dækket med Lagenerne af den ene Seng og omgivet af to smudsige Træbænke. Da vi ikke desmindre toge tiltakke og satte os med god Appetit midt i denne Alsidighed, maatte jeg give Diogenes Ret, at Mennesket dog kan være fornøjet med Lidet. Dineen aabnedes med en Suppe, men den trænger til Forklaring; den bestod af kogt Vand og Olie med Brød i; efter den første Skeefuld var jeg enig med mig selv om, at jeg ikke vilde have bevaret den anden. 77 Derpaa fulgte to Høns, slet kogte men dog Høns, og dem spiste vi og pillede Benene. En Æggekage og nogle indoliede Kartofler og Grønsager vare uspiselige; og af den sure Viin og supertynde Kaffe kunde jeg Intet svælge, uden vel sødet af en Sukkerskaal, der myldrede af Myrer. Dette er et fransk Hotel paa Landet i Sydamerika, og saaledes er det franske Kjøkken her. Mit velmeente Raad til gode Venner er, at de i det Hele ikke uden højeste Nød spise og drikke paa Landet i Sydamerika; thi de offentlige Steder ere i Almindelighed smudsige og slette i en utrolig Grad, og det eneste Hotelagtige, man efter min Erfaring vil finde i disse Kipper, er en høj og dyr Pris for den slette Behandling.

Det navnkundige Bjerg udenfor Montevideo maatte jeg besøge baade for dets egen Skyld og for at see det store Slagteri, som drives ved Strandbredden under Bjerget. Selvanden foretog jeg mig derfor en Dag et eventyrligt Togt med den store Barkasse, som skulde ind og kjøbe Stude paa bemeldte Sted. Efterat have taget de store indhegnede Gaarde, Slagteranstalterne, Salteriet o. s. v. i Øiesyn – om hvilke Gjenstande jeg længere hen vil faae Leilighed til at tale – bestege vi i Ro og Mag Bjerget til dets Top. Her laae en gammel spansk Fæstning, halvt i Ruiner, og uden videre Betænkning gik vi løs paa Indgangen gjennem de tykke Ringmure, da pludselig et Antal store Hunde sprang op paa disse og som et levende Skyts holdt os i behørig Afstand. En rød Spanier lod sig see inde i Hulen paa Hundenes Allarm, men han skjulte sig ligesaa snart og lod os gaae vor Vei, uden at vi fik det Indre af Fæstningen at see. Som Botanikere gik vi Bjerget rundt og nøde herfra en fuldstændig Udsigt over Montevideo og Omegn, en Nydelse, som ikke kan haves fra noget andet Punkt. Naar jeg ovenfor kaldte dette Togt eventyrligt, da var det, fordi Retouren gjorde det dertil. Efterat vi i 5 Timer 78 havde kjæmpet for at krydse fra Bjerget til Fregatten, som laae omtrent en Miil ude i Floden, kom vi saa nær, at de fra Skibet sakkede et mindre Fartøj i Trosser agter ud, for at komme os tilhjælp; men vi løb tvers over Jagertrossen foran det frelsende Fartøj, kom derved ud i en stærkere og stærkere Søgang, dreve mere og mere af, og maatte opgive oftere at naae til Fartøjet. Af Frygt for Mørket opgave vi at komme til Fregatten for den Gang og stræbte at naae ind i Havnen, hvor en dansk Kaptain gav os og vore Folk velvillig Behandling til næste Morgen. Saa voldsom er Strømmen i Plataflodens Munding.

Vor Chef indledede i nogle Dage sine Forhandlinger med Regjeringen over Provindsen Uruguay, besluttede derefter at løbe op til Buenos Ayres, for der at afgjøre det Nødvendige med den argentinske Republik, og da paa Retouren igjen at anløbe Montevid[e]o, for at modtage Regjeringens Svar. Tidlig om Morgenen den 18de December hørte jeg vor lille Piber opmuntre Folkene i Spillet, og snart fornam jeg den friske Bevægelse i Skibet. Buenos Ayres ligger omtrent 30 Mile dybere inde i Floden paa den sydlige Bredde; Vind og Strøm vare os gunstige, og vi haabede inden Aften ikke at være langt fra vort Maal. Men hvor stygt og ubehageligt er det ikke for Øje og Følelse, at bytte den friske, grønne Sø med dette gule, lave og mudrede Flodvand, at høre den eensformige Opsang af de Loddende, der paa begge Sider af Skibet fra Morgen til Aften holde Loddet gaaende, for at prøve Dybden; det surrede om Aftenen for mine Øren: "5 Favne og en halv", som gjerne var det staaende Omqvæd af de Loddendes Mund. Platafloden er dertil saa bred, at man under denne hele Pasage slet ikke seer Noget til Bredderne eller kan underholde sig med disse. Efter Solens Nedgang beredte vi os til Leje i Floden; at seile om Natten vovede Lodsen ikke, og under en tiltagende Kuling gik vi derfor Kl. 8 til Ro. Næste Morgen med Solen 79 lettede vi igjen; under en forsigtig Følen-for-sig med Loddet krøbe vi længere og længere ind mod Byen, som nu var bleven synlig, indtil Lodsen henpaa Formiddagen erklærede, at Fregatten nu ikke kunde gaae længere. Havde det været os en Ubehagelighed, at ligge 1 Miil ude i Floden ved Montevideo, saa var det endnu halvtredie Gang ubehageligere at ankre 24 Mile fra Buenos Ayres. Selv for Koffardimanden, der naturligvis i Regelen kan gaae meget længere ind, er det en Byrde, at maatte holde sig i en lang Distance. Paa den indre Rhed kunne kun smaa eller halvt lastede Skibe ligge sikkre; de større og fuldt lastede maae holde sig paa den saakaldte Yderrhed, omtrent en Miil fra Ladningsstedet.

Fra en saa yderlig Ankerplads var det nødvendigt at gaae i Land med Bestemmelse, at blive der nogle Dage, saafremt man vilde nyde Godt af Opholdet: thi deels var Vejen lang, deels var Passagen frem og tilbage saa betænkelig over Brændinger og saa langsom paa Grund af Vind og Strøm, at vore Fartøjer flere Gange brugte 6-8 Timer for at komme frem eller tilbage. Da jeg imidlertid i nogle Døgn paa Bellona havde nydt den gode Luft, som har givet Buenos Ayres Navn, kunde jeg ikke andet end længes efter at trodse baade disse og større Vanskeligheder, for at besøge denne navnkundige Stad. Lykkelig kom jeg ind til Byens Strand, men det var ikke saa let at komme paa det Tørre. Ved Buenos Ayres er ikke Tale om nogen Bro; man seiler saa langt ind til man paa eengang befinder sig mellem Stene, og Fartøjet staaer fast mellem disse. Her maa man da ligge i den haarde Ælte, indtil en af Karrekudskene, som til dette Øiemed holde paa Strandbredden, forbarmer sig og afhenter de Kommende. Ridende paa en af sine smaa Heste eller Muler kommer han ansættende med sin højhjulede Karre og rider saa langt ud, at Dyrene ikke sjelden maa svømme i Vendingen. Med en egen 80 Behændighed veed han at dreie Agterdelen af dette originale Kjøretøj til Baaden, saa at man med Lethed kan kravle op, og her staaer man da oprejst paa Vognbunden og holder sig med Anstrengelse fast, medens Spanieren pidsker de i Vandet asende Dyr til Strandbredden.

Det første Indtryk, jeg fik af Buenos Ayres, var ingenlunde fordeelagtigt; den nederste Deel af Byen ved Stranden er beboet af den fattige Deel af Indvaanerne, og vi kjende den spanske Ureenlighed i disse Klasser. Huse og Gader bære dette Præg i fuldeste Maal tilskue. Men naar man kommer op i Midten af Byen, faaer man strax et andet Begreb. Jeg studsede over den Længde, Gaderne i Buenos Ayres have; Hovedgaderne løbe tvers igjennem Byen, paralelle med og lodrette paa hverandre. Byen er saaledes en Samling af Qvadrater, og har herefter sin borgerlige Inddeling i "Qvadrer". Det forstaaes let, at denne Bygningsform frembringer en trættende Eensformighed, og at den Fremmede vanskelig finder sig tilrette paa egen Haand. Den ene Gade er ligesaa lang, lige saa bred som den anden; Hjørnerne ere alle rette Vinkler, som ikke give noget Øiemærke; Husene ere alle i samme spanske Stil, med gittrede Vinduer til Gaden, Boliger til Gaarden og flade Tage; man maa tælle sig frem i Buenos Ayres, indtil man bliver bevandret. Den spanske Bygningsform tager sig imidlertid anderledes fordeelagtig ud her end i det lille Montevideo. Som Byen i det Hele er anlagt og bygget efter en stor Maalestok og har en vid og stor Udstrækning, ere ogsaa Husene højere og mere herskabelige. Gjennem de aabne Porte seer man ind i zirlige, med Fliser brolagte Gaarde, der tjene de galantere Familier som Udstillingsplads for deres Blomsterdrift i Urtepotter. Egentlige Haver seer man ikke i Brasilien, end mindre ved Platafloden, og i det Hele har man i Sydamerica ingen Sands for Havevæsenet, men indskrænker sig til 81 en Udstilling af smukke blomstrende Potteplanter. Fra de aabne Værelser, som vende til Gaarden, nyde Huusbeboerne Naturen saa frodig, som den kan være paa et Steengulv. De flade Tage ere baade til Lyst og Nytte. Om Eftermiddagen, naar Solen ikke brænder saa stærkt, nyde Husets Folk gjerne et Dolce far niente ovenpaa Tagene: det er curiøst nok, at stige op paa disse Leergulv og see Familiegrupperne sidde eller spadsere ovenpaa deres respective Boliger. I Almindelighed ere de forskjellige Qvadrer af samme Høide, og Husene oventil ikkun adskilte ved en lav opstaaende Muur; man har saaledes fra sit eget Tag en fri Udsigt og et uhindret Samqvem med Nabofamilierne. Til Nytte for Beboerne tjene disse flade Tage til at fange Regnvand. Egnen omkring Buenos Ayres er blottet for Kilder og Brønde; de Fattige have ingen anden Tilflugt end Floden. Men da Flodvandet næsten altid er lunkent og leret, er det baade ubehageligt og usundt, saalænge det ikke har gjennemgaaet en eller anden Proces. Indbyggerne i Byen foretrække derfor at drikke det Regnvand, som kan opfanges af de flade Tage. Ved en ubetydelig Skraaning føres Regnvandet til afledende Render, gjennem hvilke det løber til de i Gaarden opstillede Cisterner, og i disse bevare Indbyggerne deres Forraad mellem hvert Regnskyl. Saa nødig Indvaanerne i Buenos Ayres tye til Floden for at stille Tørsten, hørte jeg dog paa den anden Side Koffardiskibene enige om, at de aldrig fik bedre Vand i Sydamerica end af Platafloden, naar dette blot fik Tid til at bundfalde.

I Gaderne i Buenos Ayres seer man faa eller ingen Boutikker med Undtagelse af Haandværksstandens aabne Boder og mindre Udsalg af Urtekram. Alle kostbare Kramvarer sælges i to lange Rækker af Boder under de to Sider af Buegangen omkring den store "Seirsplads." Boutiktiden er fast og bestemt og giver derved Anledning til, at alle unge Mennesker 82 af begge Kjøn i disse bestemte Timer mødes under Buegangene og i Boutikkerne. Naar Dagen er forbi, og Lysene tændte paa Gaden og hos de Sælgende, begynder den store Promenade. Saa nødig især Damerne begive sig paa Gaderne om Dagen, saa haardt er det, ikke at kunne spadsere om Aftenen og navnlig passere Buegangene. Det er paafaldende at see de myldrende Gader efter Solens Nedgang; jeg antager det for en Sjeldenhed og en Undtagelse, naar et sundt Menneske i Buenos Ayres ikke hver Aften imellem 7 og 10 har gjort en Spadseretour op og ned ad Gaderne og gjennem Buegangene. Ved Solens Nedgang kan man møde den store Verden paa Strandveien, som løber mellem Byen og den Græsplaine, som danner Flodbredden. Denne Vei er som en Circus for ridende Herrer og Damer, der støve frem og tilbage; paa det Grønne sees Klynger af Staaende og Gaaende, Siddende og Liggende. Det spanske Væsen veed ikke, hvad det er at lade sig genere. Det er ikke ualmindeligt at see en Familie paa udbredte Tæpper strække sig i det Grønne, for der at berede sig en ganske egen Nydelse. Man drikker nemlig Mælk. Hver Morgen og Aften inddrive priviligerede Mælkehandlere Rækker af Malkekøer til denne grønne Plads, og Familierne lade sig servere den friske, skummende Mælk, der i samme Øjeblik malkes i selve Glasset og drikkes varm. Naturligvis lod ogsaa jeg mig denne længe savnede, gode, danske Drik smage, medens jeg fra en Bænk under et gammelt Træ morede mig over dette aparte Liv og over de mange ugenerte Grupper, der laae omkring i Græsset som i Naturstand. Naar jeg havde nydt min Mælk, gik jeg om i Buegangene, hvor jeg som paa et Marked maatte trænge mig frem mellem de pyntede Kavelerer og Damer. Anderledes var det heller ikke i Gaderne der omkring. Indbyggerne have nemlig den Skik, aldrig at gaae ud af Fortouget; om de presse og støde hinanden nok saa meget, er det dem umuligt at tage 83 den brede, mellemliggende Gade tilhjælp; ikkun den laveste Pøbel benytter dette vide Spillerum, og jeg blev taget i Armen af dem, som fulgte med mig, hver Gang jeg af en naturlig Drift skejede ud af den tætte Masse, for at gaae i Fred og Mag.

Den samme Ligefremhed og Frihed, hvormed Bekjendtere søge og finde, hilse og tale med hverandre paa disse Aftenvandringer, udstrækker sig ogsaa til huusligt Samqvem mellem Familier og Personer. Man lever for aabne Dørre, og det koster ikke meget at skaffe sig Entree. Om Aftenen efter den almindelige Promenade ere Familierne beredte paa at see Besøg af Fremmede indtil Midnat. At faae Adgang til en Familie er ingenlunde vanskeligt; man behøver ingen Invitation, ja trænger næppe til at introduceres af nogen Anden. Kjender den Enkelte en Familie, saa tager han uden Videre sine gode Venner med derhen, om de have Lyst; og i samme Øieblik, som en Fremmed er forestillet Husets Personale, er han en complet Huusven, der atter har Lov til at introducere alle Lysthavende. Der er noget naivt i dette Folks hele Maade at være paa. Man kan ikke nægte Familierne Smag og Takt for det Udvortes; de klæde og gebærde sig saa utvunget, at man maa finde Behag deri, saalænge man ikke træder i nærmere Forhold til Spanierne i Buenos Ayres. Hvad der mangler de bedre Cirkler er Dannelse; Kundskaber vide de ikke af, deres religiøse og moralske Grundvold er heel udyrket; deres Tale og Virken savner derfor ogsaa al aandelig Characteer, og man maa være Kavaleer i dette Ords fade Betydning, for at finde og vinde Behag i de almindelige selskabelige Cirkler. Denne aabne Gjæstfrihed kan være god og behagelig nok for reisende og flygtige Gjæster, men ingen Europæer af gedignere Dannelse kan finde Smag i denne lette Føde i Længden. Ogsaa er det en ganske naiv og let Maade at see Fremmede paa, naar man hverken byder Gjæsterne Vaadt eller Tørt; en Vand-Karaffe er den eneste 84 legemlige Vederqvægelse, der falder af ved disse hyppige Besøg; er Familien en Aften noget splendid, saa bæres en Kop Thee omkring. Man bliver altsaa ogsaa legemlig narret, indtil man lærer at tage sine Resourcer. De Europæere, som jeg traf og gjorde Bekjendtskab med i Buenos Ayres, levede derfor ogsaa næsten alle uden intime Forbindelser med Spanierne. De havde ladet sig bringe i Berøring med dem, men følte sig trætte og kjede af Samlivet og havde efterhaanden trukket sig tilbage; denne Dom fældede ikke Enkeltmand, men navnlig alle de Tydske i Buenos Ayres vare enige med mig, og det samme Udsagn hørte jeg ogsaa af unge Mennesker, som efterhaanden havde faaet Modbydelighed for den aandløse spanske Underholdning.

De Fornøjelser og Adspredelser, som den gode Verden i Buenos Ayres sætter Pris paa, ere Musik, Dands og Riden; hvad den første angaaer, bliver det ogsaa her meest ved det medfødte Øre for Tonerne, medens baade Herrer og Damer vise sig med Fordeel paa et Dandsegulv og en Ridehest. Dandsen er jo rigtignok den evige Contradands, der ikke finder Smag for hamburgske Valsere; men Spanierinden i Buenos Ayres veed at give den mere Liv og Ynde end den søvnige Portugiserinde i Brasilien. Rytteriet drives ved Platafloden til en saadan Fuldkommenhed, at jeg godt kan forstaae Indianernes gamle Tro, at Spanieren og Hesten vare eet Legeme og eet Kjød; de synes virkelig som sammenvoxede og levede ind i hinandens Bevægelser, saa let, saa smidigt og sikkert veed Spanieren at tumle Hesten paa alle Slags Veje og Maader. Der er i det Hele megen Humor i denne Befolkning, meget Stof til en livlig Fremgang i Livets forskjellige Retninger; men desværre ere Landets udvortes Forhold ødelæggende og nedkuende for alle gode Kræfter, standsende og hemmende for al borgerlig Fremblomstren.

Naar man kjender noget til Forholdene i Landet, kan det ikke undre, at Alt, henhørende til Videnskab og Kunst, staaer i 85 en sørgelig Skygge. Aanden kræver Ro og Bistand af den udvortes Verden for at virke, og den maa gaae tilgrunde eller lammes, naar den modarbeides og hindres af alle ydre Forhold. Undervisningen i Landets højere Dannelses-Anstalter mangler for Øjeblikket ikke saa meget Understøttelse af Penge som indre Drivekraft; til Almueskolevæsenet ydes i den sidste Tid ogsaa Understøttelse af Regjeringen; men hvad denne saaledes giver med den ene Haand tager den igjen med den anden, og alle Frugter gaae tabte ved den Uro og Fredløshed, som hersker i Landet. Jeg besøgte et Musæum, som næppe fortjente dette Navn; det lignede i mine Øine mere en curiøs Polyhistors Pulterkammer end en offentlig, velordnet Stiftelse. Et offentligt Bibliothek ved Siden af var ikke stort, men saae ud til at holdes i bedre Stand. Buenos Ayres havde saaledes fra denne Side Intet at underholde med, og fra alle Kanter beklagede Forældre og navnlig Europæerne den totale Mangel paa Opdragelses-Anstalter og den haarde Nødvendighed, at maatte skikke deres Børn til Europa for at lære Noget.

Men dette lave aandelige Standpunkt forklarer sig let, naar man gjør sig bekjendt med Landets indvortes Tilstand. I en Række af Aar har Buenos Ayres været Skueplads for de meest oprørende Tildragelser. Siden den i 1816 erklærede sig uafhængig af de spanske Udsugere, har Republikken kjæmpet for at skabe sig en Form, ved hvilken den kunde føle sig nogenlunde tilfreds; men blandt de sydamericanske Stater er den hidindtil det sørgeligste og haandgribeligste Bevis paa, hvor illusorisk og fordærvelig den constitutionelle Regjeringsform er i disse Lande, som uden al grundigere intellectuel Dannelse og i høi Grad blottede for moralsk Frihed og Styrke ligesom i Luften have grebet denne frie og velklingende Form. Afvexlende Gouverneurer have staaet i Spidsen for Ministeriet, og blandt disse folkevalgte Mænd fæster Øjet sig i Besynderlighed paa de to 86 Personligheder, som for Øjeblikket spille saa blodige og mærkelige Roller i denne Deel af Verden. Disse Mænd ere Rosas og Lavalle. Rosas blev ved Lavalles Aftrædelse i Aaret 1830 første Gang valgt til Gouverneur paa eet Aar; efter dettes Forløb nedlagde han Værdigheden og gik som General i Kamp mod Argentinernes sydlige Naboer. I denne Stilling udmærkede han sig i den Grad ved personligt Mod og Anfører-Duelighed, at han i 1834 paany valgtes til Gouverneur, og denne Gang holdt han bedre fast paa Magten og Myndigheden; saa kostbar vidste han at gjøre sig, at han fik et stedsevarende Gouvernement. Lavalle, en Mand af svagere Parti og, som der siges, ogsaa af langt ringere personlige Egenskaber, havde for længst maattet opgive Haabet om at komme til Roret igjen og trukket sig til Republikken Uruguay, hvor han i Montevideo skal have ført et umærkeligt og usselt Liv. Rosas gjorde imidlertid bedre Affairer i Buenos Ayres; hans Machinationer i det Skjulte og Aabenbare hævede ham til en ubedragelig Afgud i det Parties Øjne, der ved Penge og Embeder var hævet ved ham og blev holdt oppe ved hans Haand. Hans Herskesyge voxede med Partiet; Alle, som vare ham imod, maatte enten skifte Troesbekjendelse eller forlade Buenos Ayres. Modpartiets aabenbare eller mistænkte Venner og Tilhængere forfulgtes blodig, og de afskyeligste Midler bleve anvendte, for at rense Folkemængden, forøge Partiet og binde dette fastere og fastere til Rosas's Person. Medens Rosas saaledes stræbte at gribe videre og videre om sig, rejste sig paa eengang et Uvejr, som truede med at knække ham, men som dog synes snarere at blive til hans Forherligelse, nu da Uvejret for største Delen er drevet over. Haandhævelsen af betydelige franske Fordringer paa Handelshuse i Buenos Ayres, foraarsagede, at en fransk Flaade i Aaret 1839 søgte ned til Platafloden, for at ydmyge den Hovmodige. Lavalle, som syntes at have glemt sin svundne 87 Høihed, hævede Hovedet paany; understøttet af de Franske samlede Modpartiet og Rosas Uvenner sig under hans Faner, og i Spidsen for et stort Parti, der fandt Tilhold og Styrke i Republikken Uruguay, stillede Lavalle sig i Marken mod Buenos Ayres og dens mægtige Behersker. Samtidig hermed gik den franske Flaade til Buenos Ayres og blokerede den i halvtredie Aar. Saaledes omspændt fra Land og Vand opirredes Rosas, men tabte ikke Modet. Om Blokaden bekymrede han sig slet ikke. Skjøndt Indbyggerne naturligvis lede frygtelig under den lange Standsning af Handelen, under Mangel paa Tilførsel, under en ængstelig Frygt for Rosas's inqvisitoriske Øvrighed, lod han dog de Franske ligge for Byen, uden at indlade sig med dem. Rosas stræbte kun paa alle Maader at forskaffe sig Penge og at forøge den militaire Styrke mod Lavalle, som stod truende i de indre Provindser; og virkelig lykkedes det ham at stille Armeer paa Benene, stærke nok til at gjøre Modparten større og større Afbræk. De mange Fangne af Lavalles Hær slæbtes til Hovedstaden og undergik den frygteligste Skjæbne; overalt paa Landet krævede man af Indbyggerne, at de skulde sværge til Rosas's Fane eller lide Døden og Fængsel. I Buenos Ayres gik det ikke mildere og bedre til. Alle Spaniere og Indfødte, som vilde beholde Livet inden Stadens Gebeet, maatte offentlig bekjende den rosaiske Tro. Rosas begjerede et synligt Tegn, hvorpaa han kunde kjende Sine, og den blodrøde Farve blev det characteristiske Kjendemærke paa en Rosaer. Og ikke nok, at enhver Indfødt, som ikke bar det røde Baand i sit Knaphul, havde sit Liv forbrudt som en Fjende af Regjeringen; men ogsaa Husene inqvireredes med Vold og Magt, at man kunde finde de skjulte Tilhængere af modsatte Anskuelser end dem, Rosas saa tydelig lagde for Dagen. Paa den blotte Mistanke slæbtes Offere til Slagterbænken om Natten; Ingen var inden sine laasede Dørre sikker paa, at han næste Morgen mere var 88 til. Fandt man en Stue betrukken med Grønt eller Blaat, var heri tilstrækkeligt Bevis mod Beboerne; Fade og Huusgeraad med disse Farver sloges itu som Løsen og Varsel for Ejermændene: Alle skulde bekjende Rosas Navn og Farve. Disse rædsomme natlige Optrin, i hvilke saa mange Hoveder i al Stilhed sprang for Øxen, herskede under den sidste Deel af Blokaden; det var i denne Tid det almindelige Morgen-Spørgsmaal fra de ængstede Hjerter: "Hvormange Hoveder var der i Morges paa Stagerne?" Som afskrækkende Exempler lod nemlig Rosas enkelte Hoveder sætte paa høje Pæle midt paa Seirspladsen; stille sattes de op om Natten, og sete af Folk toges de igjen ned i Stilhed hen paa Formiddagen. Saaledes var Tilstanden i Buenos Ayres nogle Maaneder førend vi kom dertil. I Rio modtoge vi netop Efterretningen om Ophævelsen af Blokaden, der ingen Følger drog efter sig, i det Mindste ikke de tilsigtede. Byen var derfor igjen begyndt at aande frit, Handel og Tilførsel aabnet. Men endnu laae Hærene i Marken; Rygtet udbredte altid Budskaber om Seir paa Rosas's Side, og virkelig var han den Stærkere, og hans Generaler skikkede det ene Sæt Fangne efter det andet til Buenos Ayres. Siden de Franskes Bortgang var Rosas's Mod naturligvis steget til det Dobbelte; den største Deel af Flaaden var gaaet hjem, Resten laae ved Montevideo; og triumpherende og jublende, under Illumination og Fakkeltog bragte Folket i Buenos Ayres under vort Ophold et stormende Viva omkring Rosas's Gaard i Anledning af Budskabet om en ny og vigtig Seir. Rosas lod offentlig bekjendtgjøre et Te deum, som festlig skulde synges i Kathedralen i samme Anledning, men denne Høitid faldt senere end vort Ophold der. Derimod skete det under dette, at 200 fjendtlige Officerer, og deriblandt mange Stands-Personer fra Buenos Ayres selv, en Nat førtes som Fanger og i den usleste Tilstand ind i den samme By, hvor Koner og Børn levede i den elændigste 89 Armod og udplyndrede Tilstand. Paa Sejrspladsen saae mine Øine med Gru de røde Blodpæle, som for saa kort siden daglig smykkedes med uskyldige Menneskers Hoveder. Mine Øren hørte nok om al den Jamren og ængstelige Klagen, som hørtes af de mange Familier, der under disse Optrin fra Velstand vare styrtede i ynkelig Armod, fra en lykkelig Familiekreds var forvandlet til en sørgende Klynge, der havde mistet sin Forsørger og ikke vidste, hvilken Skjæbne der havde truffet ham eller ventede paa ham.

Unægtelig har Rosas et stort Parti; han vilde ellers ikke være istand til at gjøre hvad han gjør. Ministre, Embedsmænd og Militaire ere alle hans vellønnede Kreaturer, og de gjøre Deres til at forherlige hans Navn. Almuen er kjøbt ved det blanke Sølv til at raabe Viva for deres skjulte Velgjører og beundrede Hersker. Men gaaer man udenfor disse Classer og spørger Gemytterne om en Dom, da skjules vel denne for Verden, men Stemningen røber sig for utvetydig. Stort er det Herredømme, som Rosas øver ogsaa over dem, der i Hjerterne ikke tilhøre ham; Frygtens Aand hviler for Øjeblikket over Buenos Ayres og dens hele District, og Ingen vover at lade det komme for Dagen, som bevæger sig i Lønkamrene. Det røde Baand maa enhver Indfødt og Spanier bære, og dog er deres Tal stort, som foragte den rosaiske Færd. Alle Fremmede sige med eet Hjerte, at Rosas er en Tyran, og dog iagttage de den største Forsigtighed, trykkes af den samme Frygtens og Banghedens Aand. Da jeg paa Gaderne glemte, hvor jeg var og nævnte Rosas's Navn, blev der hysset til mig, og jeg blev anmodet om at tale i den ubestemte tredie Person med det blotte "Han". Man veed, at Spionernes Tal er Legio, at de i alle Skikkelser ere formummede tilstede, paa Gader, offentlige Steder og paa Spadseregange, og man vogter paa sin Tunge, der her lettere og uskyldigere end noget andet Sted 90 kunde blive en fortærende Ild for den Talende selv. Folkelivet viste sig derfor som i høj Grad forkuet; alle friskere Yttringer af det vare standsede; man frygtede under det Nærværende og nærede et skjælvende Haab med Hensyn til det Tilkommende.

Rosas's private Liv og Virken er hemmelighedsfuld, hans Raad og Veje urandsagelige, ligesom hans Livs Historie og Omvexlinger ere mærkværdige. Han har aldrig nydt nogen anden Opdragelse, end den et bevæget Verdens Liv kan give; han er uden Kundskaber, og det er ikke langt fra at kunne siges om ham, hvad Carl den Store sagde om sig selv, at hans Haand er for vant til Sværdet, til at han skulde kunne føre Pennen. Fra Begyndelsen af var Rosas nemlig en slet og ret Slagter i dette Ords borgerlige Betydning, en Gaucher eller Bonde, som ejede og plejede meget Fæ. Ved samlet Velstand erhvervede han sig et Navn; Klogskab og determineret Vandel hævede ham til de Værdigheds Trin, som han senere successiv besteg. Og nu sidder han som en stedsevarende Dictator ved Roret; hans Virksomhed og Maalet for denne er et Mysterium; mysteriøs og hemmelighedsfuld er hans Maade at leve og være paa. I Ord og Gjerning er Alt Staten vedkommende nedlagt i hans Hænder, og med dette Depositum begraver han sig i sine indre Gemakker og viser sig aldrig offentlig. Ikkun enkelte Udvalgte have Adgang til ham, for at han kan høre hvad han vil høre, befale hvad han vil der skal skee. Thi til en saadan Høide har hans usurperede Enevælde udviklet sig, at Ministeriet i en af de sidste Sessioner formelig har suspenderet sig selv og nihileret al sin egen Virksomhed ved en trykt Erklæring: "At Alt, hvad Rosas maatte bestemme og forordne, var Landets absolute og utvivlsomme Vel og skulde gjælde som bindende Lov uden videre Spørgsmaal." Paven i Rom er ikke mere ufeilbar; og Keiseren i Petersborg er ikke mere ubetinget Selvhersker over alle Russer, end Rosas er det over Argentinerne i Buenos Ayres.

91 Men jeg kan ikke tale om Rosas, uden ved Siden af ham at nævne hans i Syden vidt berømte og almindelig beundrede Datter Manuelitta16. Det er ikke som den skjønne Fyrstedatter hun er navnkundig, skjøndt hun vel ogsaa har fundet sin hemmelige Paris; det er ikke som den fromme Prindsesse hun beundres, thi skjøndt et Barn af den hellige, apostoliske Kirke, er hun ingen Ursula, der gjør Pillegrimsfarter. Manuelitta er sin Faders højre Haand, hans ivrigste Beundrer, hans hemmelige og eneste Raad. Det vilde være lidet sagt om Manuelitta, at hun i Faderens Enkestand er hans Huushovmesterinde; i Virkeligheden er hun hans Geheime-Kabinet og Ministerium, det agerende Led imellem den usynlige Fader og Folket, en vigtig Personlighed, værd at kaldes historisk mærkværdig; thi Manges Skjæbner ligge i hendes Haand, mange indgribende Kjendsgjerninger ere Frugten af Manuelittas Villie. Og alt dette er ikke Formodning og Folkemening; det er aabenlys Færd. Hver Formiddag giver Manuelitta Audients for Folk i Almindelighed i to dertil bestemte Timer; hun modtager alle Ansøgninger, taler med Sollicitanterne og refererer for sin Fader; Alt gaaer saaledes igjennem Manuelitta, og hendes Kabinet er i Buenos Ayres formelig sanctioneret som den rette, offentlige Vei for alle dem, som søge Naades eller Gunstbevisninger af Gouverneuren. Om Aftenen staaer Rosas's eller Manuelittas Huus aabent paa spansk Viis for Alle og Enhver, som har Lyst at besøge hende. Dands og Musik, Sang og Conversation udgjøre Amusancen og Beværtningen. I Almindelighed ere disse Soireer talrig besøgte; Manuelitta har mange Venner og Veninder. Selv er hun i den fagreste Ungdom, omtrent 20 Aar, livlig og oprømt, spiller og dandser baade med Lyst og Gratie og er den belevende Sjel ved disse Aftenunderholdninger. Manuelitta har uden at være regelmæssig smuk et interessant Udvortes. Aandrighed og Sjelfuldhed speiler 92 sig i hele hendes Ydre, men hendes Væsen er dog exalteret, hendes Øje vildt flammende; Qvindeligheden er veget fra hende, og man kan læse hendes mærkværdige Stilling i Livet i alle hendes Træk og Bevægelser. Den almindelige Dom om hende er heel forskjellig. Naar man veed, at de mange og runde Summer, som Rosas uddeler til de Fattige og Søgende, gaae igjennem Manuelittas Hænder, kan det ikke undre, at Mange forgude hende; hun er behagelig og underholdende mod Alle og skaber sig ikke let Fjender ved sin Opførsel mod eller Behandling af Folk; men dog er det en ikke ringe Deel af Indbyggerne i Buenos Ayres, der, med Ret eller Uret, betragter hende som den, der støber mange af de gloende Pile, som Faderen lader udskyde. At hun virkelig er Faderens virksomme Medhjælp, bekjender hun selv aabenbart. Naar Selskaberne hæves Kl. 11 à 12 om Aftenen, saa gaaer hun til Faderen og arbeider Natten igjennem hos ham. Rosas gaaer nemlig aldrig tilsengs førend Kl. 4 om Morgenen; han kan ikke sove og holder ikke af Eensomhed og Mørke. Datteren opofrer sin egen Søvn, for at være hos Faderen Natten igjennem; saaledes sidde de alene og i Virksomhed den ene Nat efter den anden; at de virkelig ere i Activitet og ikke sove over Arbeidet, derom vidner den almindelig beundrede Hurtighed og Færdighed, hvormed Rosas selv afgjør og fatter Bestemmelser i alle Ting, og det paa en Tid, da Forretningerne sikkerlig maae være mange og vigtige.

I det Hele er Manuelitta udenfor sin Faders Selskab saa aaben og offentlig i sin Talen, Gjøren og Laden, at man forundres over Contrasten. Hun rider gjerne og sees hyppig i Gaderne eller paa Veien til sin Villa. Manuelitta ejer nemlig udenfor Byen et lille Huus og en dertil hørende Græsgang; det er hendes Fornøjelse at holde dette Lyststed i en net og proper Stand, at underholde en tydsk gammel Kone som 93 Inspectrice og Meierske paa Stedet, og da med gode Venner ride ud og drikke Mælk af sine Køer. Stundom kan hun ogsaa gribe sig mere an og give større Tractement; navnlig var dette Tilfældet en Dag, da hun havde indbudet Bellonas Chef til en Ridetour ud til sit Lyststed. Som i det Hele Fregattens Personale var jevnlig og velkommen i de daglige Soireer, saa stod vor Chef i en besynderlig Gunst hos Manuelitta; og det var ved hendes specielle Indflydelse, at han nød den ikke almindelige Lykke at faae Rosas i Tale en Aftenstund.

Ingen er ivrigere i at udbrede Rosas's Lov og Agtelse for hans Navn end Manuelitta; hun bekjender sig selv som hans ivrigste Tilhænger og Beundrer. Den røde Sløife, som er Damernes Mærke, undlader hun ikke at bære i sit Haar, og efter hende seer man, som sagt, alle Damerne i Buenos Ayres med det røde Baand i Haaret, stundom tillige med et Livbaand af denne Farve. Følgen af dette Exempel ovenfra har været, at virkelig alle Familier i Byen beflitte sig paa at skye den grønne og blaae Farve og anvende den røde paa alle mulige Maader; jeg besøgte under mit Ophold en rig tydsk Familie, som havde alle Husets Værelser betrukne med røde Tapeter og Stole med rødt Overtræk. Spanierne nøjedes ikke engang med det omtalte røde Baand i Kjolen eller om Hatten; men over deres Dørre, paa Skildter – kort allevegne, hvor det er muligt, stikker Farven igjennem, ledsaget af en eller anden Tilskrift, der i Almindelighed er et "viva la Foederation", ja selv Hunde og Katte seer man i Buenos Ayres med røde Baand i Ørerne for at vise, at de høre til Rosas's Parti.

De røde Silkebaand, som Mandfolkene bære i Knaphullet og om Hatten, ere en almindelig Vare i enhver Boutik og have en bestemt Størrelse og Form. Det er værd engang nærmere at betragte disse Baand, fordi de ikke alene ere rosasrøde og have et paatrykt Portrait af Rosas og 94 hans afdøde Hustrue, men under denne Gruppering tillige den almindelige Besværgelses og Forbandelses Formel imod det forhadte og foragtelige Modparti. Denne Formel lyder som følger: "Vivan los Foederales; Mueran los Salvages Asquerosos inmundos Unitarios" – og betyder paa Dansk: "Leve de Føderale; døe de vilde, ekle, urene Unitarier." – "Føderale" og "Unitarier" – disse ere de staaende Betegnelser for Partierne. Ved Platafloden inddeles Folk efter denne Classification; der er kun Spørgsmaal om at være "Foederal" eller "Unitarier"; forresten kan et Menneske være hvad han vil; som Formelen antyder, er det et krast og ubevægeligt Fjendskab, som ikke vil vide af nogen Forsoning. Rosas kalder sig Hovedet for de "Foederale", fordi, som de sige, han og hans Parti vil, at Provindserne skulle udgjøre et afsluttet Hele, men hver enkelt have sin egen Communalforfatning og Bestyrelse; Lavalle derimod anfører "Unitarierne" eller dem, som ønske at unere eller gjøre til Eet alle de argentinske Provindser N., V. og S. for Platafloden. At Partihovederne virkelig ere sig noget fast Øiemed eller en sikker ledende Plan bevidst, er mere end den almindelige Formodning; Lavalle kjæmper som en Skyggefyrste i Blinde; Rosas veed sikkert bedre hvad han vil; men Ræven har to Udgange paa sin Hule, og medens han strider under et skjøntklingende "Viva la Foederation," er det ikke urimeligt, at den kloge Mand har et andet Valgsprog som ledende Stjerne i Baggrunden. Men vist og utvivlsomt er det, at Foederale og Unitarier leve som dødelige Fjender paa hver sin Side af Platafloden, at de med de meest ophidsede Lidenskabers Ild hudflette hinanden i Ord og Gjerning. Det er en Lykke, at der er tredive Mile fra Buenos Ayres til Montevideo, Unitariernes Hovedsæde, det maatte ellers hver Dag komme til Rivning ogsaa i Gjerningen, saa vist som det skeer i Munden; thi Forbandelsens og Besværgelsens Gift udspyes fra Morgen 95 til Aften over Floden; Hadets og Avinds Aand regjerer i den Grad det Offentlige og de Private, at den Højeste anraabes om Bistand og Hjælp for Partiet selv og om Undergang for det usle uværdige Modparti. Partiet har udviklet sig til et Højdepunkt, paa hvilket det seer sig selv som den ene retmæssige Villie, og Alt, hvad som ikke bøier sig under denne, er Forbandelsen og Fordømmelsen underlagt. Partiaanden var ængstelig og frygtelig paa begge Sider, men fremtraadte dog krassest og bittrest i Buenos Ayres, hvor Rosas usynlig spandt sine hemmelige Traade.

Denne var Aanden, som svævede over Plataflodens gule Vande, da vi besøgte den i Overgangen fra 1840 til 41. Den Spændning, som let føltes ogsaa af den Fremmede og Reisende, gjorde forventningsfuld efter at høre Tingenes videre Gang, lod frygte alle Optrin af Partisyge og Oprørsaand. Det undrede mig derfor heller ikke, ved min Tilbagekomst fra Vestsiden af America i Juni Maaned 1841, at høre om et Attentat fra Unitariernes Side paa Rosas's Liv. En Helvedmaskine under et falsk Minervaslør skulde gjøre det af med ham, og som et Bevis paa, hvor høit det danske Navn efter den almindelige Dom staaer hos Rosas, havde Unitarierne valgt os til Convelut for deres Mordredskab og haabet ved dette Navn at berede Maskinen Vei og skaffe den Opmærksomhed. Sammenhængen er denne. I Montevideo besørgede Unitariernes Parti en Helvedmaskine istand med en Mængde opadstaaende Bøsseløb; den blev placeret i en Kasse med en saadan Mechanik, at Maskinen ved Kassens Aabning skulde gaae af. Fix og færdig fik Unitarierne den ikke mindre fixe Idee, at skikke Kassen directe til Rosas med en Udskrift, at Kassen indeholdt "Sager fra det oldnordiske Selskab i Kjøbenhavn", af hvilket de vidste, at Rosas var Medlem. Kassen afsendtes og snildt anbefalet til en Rosaers Opmærksomhed kom den i bedste Behold til 96 Gouverneuren. Da den Mand, til hvem den var anbetroet, om Aftenen i Manuelittas Soiree spurgte, om Kassen fra "Videnskabernes Selskab i Kjøbenhavn" rigtig var kommet til hendes Fader, og om han havde aabnet den, svarede Manuelitta benægtende paa det sidste Spørgsmaal og føjede til, at Rosas hidtil ikke havde havt Tid til at eftersee den. Imidlertid gav denne Mindelse Anledning til, at Manuelitta spurgte sin Fader, om han ikke vilde see, hvad den ankomne Kasse indeholdt. Han bad hende aabne den og see den igjennem. Da Manuelitta i et Sideværelse lader Kassen aabne, gaaer eet Løb af, inden hun er færdig med Afsløringen, dog uden at tilføje hende nogen Skade. Rosas, som kommer til, vil fuldende Arbeidet, og under dette gaae atter forskjellige Rør af, men uden at træffe Nogen. Slaaede og trufne maae imidlertid baade Fader og Datter være blevne ved det blotte Syn af disse uvante og fremmede Vaaben under Minervas Fane. Rosas blev forbittret. Overbringeren stræbte at retfærdiggjøre sig som uindviet i denne morderiske Plan, rejste til Montevideo og erhvervede sig Beviser for fuldkommen Uvidenhed og Skyldfrihed. Imidlertid har Rosas ad ministeriel Vei af Regjeringen over Uruguay krævet Sagen paa det Strengeste undersøgt.

Virkelig troer jeg, at Rygtet ikke har pralet, naar det har sat det danske Navn højt og tillagt det en anbefalende Kraft hos Rosas. I det Mindste havde Fregatten Bellona en høj Stjerne hos Faderen og Datteren. Jeg har allerede omtalt flere smaa Træk af denne Gunst, men maa endnu nævne som en ganske besynderlig Tillid og Bevaagenhed, at Rosas tillod Manuelitta at modtage en Indbydelse af vor Chef til den danske Fregat. Han havde neppe givet denne kostbare Perle i nogen Andens Vold og Magt end Bellonas Chef. Manuelitta yttrede sig selv vantro, og Faderen erklærede senere, at han bagefter ikke alene ikke kunde forstaae, at han havde indrømmet 97 det, men at han endog derved havde brudt et Løvte, som var givet hans salig Kone, at Manuelitta aldrig skulde komme tilsøes. Men nok, at Manuelitta med Faderens Consents modtog Indbydelsen til den bestemte Dag. Det blev hende tillige overdraget at indbyde de Damer i Byen, som vare af hendes Bekjendtskab og kunde have Lyst til at see et dansk Krigsskib. Hendes gode Takt glemte ikke ved Siden af de spanske Veninder ogsaa at sende Indbydelse til de danske og flere tydske Familier i Buenos Ayres. Som allerede omtalt laae Bellona saa langt ude i Floden, at der ikke var at tænke paa en Transport af saa zart Natur i Baade. Chefen anmodede Kaptainen paa et stationeret fransk Dampskib om den Godhed, at maatte profitere af dette Skib for at bringe Gjæsterne frem og tilbage. Det blev velvillig tilstaaet. Henpaa Formiddagen saae vi fra Fregatten, hvor der naturligvis i flere Dage havde været en Udfeien og Oppudsen, som var stor, at Dampskibet begyndte at ryge paa Rheden og snart derpaa at bevæge sig ud imod os. Paa et Bøsseskuds Afstand kastede det Anker. Alle vore Fartøjer med pyntede Folk kom i Bevægelse for at hente de Fremmede over. Paa en Stol, foederal overtrukket med røde, danske Flag, heisedes Damerne i Gier og Tailler fra Fartøjerne op paa Repoen og snart vrimlede Bellonas skurede Dæk af røde Baand og Sløifer paa de foederale Herrer og Damer. Paa Skandsen serveredes strax efter Ankomsten med Kaffe og Chocolade. Et Musikcorps paa 20 Instrumenter, som fulgte med Dampskibet, var imidlertid kommet ombord og satte Ungdommens Been i Bevægelse omkring Spillet, og blandt de dandsende Damer udmærkede Manuelitta sig ved Liv og taktfulde Bevægelser. Efter Dandsen og en Promenade gjennem Skibet placeredes det store Selskab i Chefens to Kahytter og paa Batteriet. Kjøkkenseddelen og Vinlisten har jeg glemt, og denne Forglemmelse maa være til begges Anbefaling; kun saa meget erindrer jeg 98 grant, at Champagnen knaldede lystelig mellem de stumme Kanoner, og at der var en Stemning over Alle saa foederal, fortrolig og livfuld, som Nogen kunde ønske den. Man havde ikke rejst sig fra Bordene, førend Therpsichore paany vinkede til Dands. Ungdom og Fyrighed var nu ikke mere nogen Enkelts Ejendom, den var som udgydt over den hele Forsamling, og selv vor Chef svingede Manuelitta engang omkring Spillet under stormende "Viva, Viva" af de foederale Spanier, som med synlig Velbehag betragtede denne Distinction for Rosas Datter. Desværre afbrødes Lystigheden for hurtig i Forhold til den megen Opofrelse og Ulejlighed, dette Besøg havde kostet. Den franske Kaptain erklærede pludselig, at han ikke turde udsætte sig for at seile ind i Mørket, og at Øjeblikket var der, da Selskabet maatte bryde op eller blive til næste Dag ombord i Bellona. Dette Sidste var ikke let practicabelt; man debarkerede derfor hurtig Selskabet ombord i den rygende Franskmand. Imidlertid var det alt blevet saa mørkt, og Søen havde rejst sig saa stærkt, at da Dampskibet kom til Leie paa Rheden, vare alle Damer halvdøde af Søsyge, og en stor Deel havde ikke Mod til at roe iland i Mørket. Skibet maatte altsaa finde sig i, at see sig forvandlet til et uhyggeligt Lazaret Natten over. Men Manuelitta maatte og skulde iland. Hun og nogle faa Modige gik under vor Chefs eget Leide til Byen, og Datteren blev hen paa Aftenen i god Behold givet Faderen tilbage.

Spanierne ere langsomme til deres Arbeide, og i Forretninger gaae de en dræbende Sneglegang. Under det politiske og borgerlige Røre, som endnu ved vor Adkomst til Buenos Ayres herskede her, var det derfor ikke at undres over, at vor Chef havde ondt ved at trygle Ministeriet til at tage fat paa og bringe de consulære og merkantilske Underhandlinger til endelig Afgjørelse. Efter mange gjentagne Løfter og Forjettelser om "Morgen, morgen – nur nicht heute", nødtes de endelig til 99 den sandere Erklæring, at de i det gamle Aar ikke turde love at tage vore Sager frem, men at disse skulde faae en første Plads i det nye. Denne Efterretning bestemte Chefen til at beordre Fregatten paa en lille Excursion til den anden Side af Floden, og Motiverne hertil vare fornemmelig, at skaffe Mandskabet Leilighed til at kunne komme lidt iland, og at hugge Brænde paa nogle ubeboede Øer ved den modsatte Flodbred, paa Hornos Øerne nemlig, som ligge i Nærheden af en lille By, der har bevaret Navnet "Colonia" i Provindsen Uruguay. Efterat vi paa vor gamle Station havde holdt vor Andagt paa Aarets første Dag, gik vi under Lodsens Styrelse den 2den Januar under Seil. Nøie at angive Distancen veed jeg ikke, men samme Dags Eftermiddag Kl. 2 havde vi Colonia tydelig isigte, passerede denne og flere smaa Holme samt en større Ø, "St. Gabriel", for en rolig Brise, og havde Hornos Øerne grønne og smilende ret forud. Under den stadige Lodning havde vi nærmet os dem paa nogle Bøsseskud; Seilene vare paa et enkelt nær givne op, Ankeret firet paa Kranen, da paa eengang en huul, underskibs Drønen lod sig høre, og Styrmanden raabte: Fregatten staaer. En skraa, eenlig Klippe laae her ukjendt af Lodsen; paa den løb Fregatten sagte og rolig og stod der som op ad en Skraaplan. Lodsen blev confus, og Alle saae paa hinanden med stum Ængstelse. Der svævede vel ikke nogen synlig Fare over os, da Skibet rolig laae og vuggede Agterstavnen, som var flot; men Faren kunde let være at befrygte, især paa Platafloden, hvor de saakaldte "Pamperos," pludselige og heftige Orkanstød fra de sydlige Pampas Sletter, mange Gange komme uden Varsel og anrette stor Ødelæggelse, naar man ikke ligger for gode Ankre. Ialfald var Situationen i højeste Grad uhyggelig selv for den, der ikke bedre forstod sig paa at bedømme den end jeg. Troer man sig ogsaa selv in salvo, ynker man dog uvilkaarlig det arme 100 Skrog, der berøvet sit Element ligger ligesom i Krampetrækninger; det var mig som et Menneske uden Arme og Been, en Fugl uden Vinger, da jeg der saae min kjere, troe Bellona med sit høje, blottede, kobberskinnende Bryst gispe efter Vandet. Da de første Øjeblikke vare forbi, kom der Bevægelse i Leiren. Varpankere bleve debarkerede agterud, Trodser bleve fastgjorte i Spillene; alle de forreste Kanoner med stor Besvær kjørte tilbage paa Skandsen og Batteriet, en stor Deel af vor Vandbeholdning kastet overbord – Alt for at lette Skibet fortil. Men Allemand i Spillene kunde ikke rokke det. Vandet i Floden faldt mere og mere, og Vanskelighederne forøgedes kun derved. Man resignerede og besluttede at oppebie den stigende Flod hen paa Natten, om den vilde yde Hjælp. Dette Haab skuffedes heller ikke; om Aftenen Kl. 10 gled Fregatten næsten umærkelig af Grunden alene ved Flodens Hjælp og laae i samme Øjeblik flot paa 7 Favne Vand; ved Forremersseil blev den derpaa henbragt paa den bestemte Ankerplads.

Godt fortøjede her vendte vi Betragtningen bort fra Fregatten til de nærliggende Hornos Øer, der saae ud som venlige Lunde og ret indbøde til at vandre i de qvægende Skygger. Det var morsomt nok at gaae iland paa disse eensomme Steder, hvor ingen Eiendomsret gjaldt, og hvor man derfor uden at spørge sig for kunde gjøre og lade, hvad man vilde. Vi benyttede os da ogsaa af Forholdene. Vore Folk gik daglig ind paa Øerne og fældede de bedste og brugbareste Træer; Officererne og de vældigste Jægere blandt Mandskabet vandrede med Bøsser paa Nakken og skjøde efter Sværme af Duer, hvis Mage jeg ikke før har seet. Den nærmeste Ø var som et eneste stort Dueslag. Da Jægerne den første Eftermiddag havde løsnet Geværerne og opjaget de fredeligvante Duer af deres trygge Skjul, sværmede disse som en surrende Biflok over Krattet paa Øen; med en vis Veemod gik jeg imidlertid 101 omkring under de naturlig dannede Løvsale, hvor Rederne hang tæt ved Siden af hinanden i Kuppelen med Æg og Unger. Jeg maatte ogsaa see Colonia, hvor meget der end blev rynket Næse af dens Ringhed. Vor Barkasse gjorde en Dag en Proviants Tour derind, og denne Leilighed benyttede jeg i Forening med 4 Officerer. Vistnok maatte vi indrømme, at Colonia kun lidet svarede til sit Navn; der er ingen Nyheds Spor, men mange, som tyde paa Ælde, og den er i Virkeligheden [ikke] mere end en Ruin. Husene ere alle faldefærdige; Indbyggerne, hvis Antal jeg anslog til nogle Hundreder, vare næsten uden Undtagelse smudsige, fattige og simple Mennesker, største Delen Spaniere og en Deel Franskmænd. Udenom Byen ere tydelige Spor af gamle Fæstningsværker, som see ud til i sin Tid at være opførte med svær Bekostning og Anstrengelse. Voldene ere tildeels naturlige; men hist og her staaer endnu den underste Deel af det svære Muurværk. Gravene, der vel ogsaa ere at ansee for naturlige Moser og Dale, vare saa godt som udtørrede; en Fjende kunde i det Mindste vade over uden Hindring. Sic transit gloria mundi, fra Begyndelsen af har maaskee Colonia været et fast Hovedpunkt for de erobrende Spaniere, og nu er den en Ruin, hvor Armodens Boliger staae forladte af al Dannelse. Vi opholdt os derfor kun faa Øieblikke i selve Colonia; et Hotel var her ikke at finde, og vi foretrak at blive i det Grønne udenfor Byen. Her krøb Een omkring paa alle Fire i den sumpige Fæstningsgrav for at fange Frøer og Landsnegle; en Anden løb paa den slette Mark efter Sommerfugle og Insecter; et tredje Parti laae ved Strandbredden og samlede Conkiller. Da vi igjen samledes, var der en almindelig Klage over Hunger, og virkelig lykkedes det os at finde en Art af Conditor, der til vor Tilfredshed stillede Hungeren, inden vi begave os paa en lang og trættende Retour til Fregatten.

102 Ikke langt fra den nærmeste Strand ved Hornos Øerne ligger oppe paa den store Fastlands Slette en saakaldet Estantia, en Betegnelse, der svarer til en Bondegaard hos os, kun at det hele Væsen er et ganske andet. Saa meget det morede mig nu og da at gaae ind paa Fastlandet og spadsere i et lille Krat ved Stranden eller paa de vide Strækninger af græsbegroet Land, saa stor Interesse havde jeg ogsaa af at faae Leilighed til at besøge en Estantia. Jeg tog mig for en Morgenstund at gjæste den velvillige Eier, der havde tilladt Fregattens Personale at jage overalt paa sit Territorium, og havde lovet at forsyne Skibet med gode Kreaturer, inden det gik bort. Manden var en Spanier, der havde ejet denne Estantia i en Række af Aar. Naar man hører, at en saadan "Gaucher" har Ret og Raadighed over en Strækning Land, der hos os kunde afgive flere Grevskaber, saa studser man over en Bolig, der ikke er større end et stort Huus paa Landet i Sjelland eller Fyen; foruden den lille Bygning, der afgiver Familien et Par høje, luftige Værelser, udgjør et Sidehuus, i Almindelighed brugt til Tjenestetyende og Smaakreaturer, det hele Herresæde, som mange Gange commanderer milevidt til alle Sider. Denne Bolig ligger nøgen paa den flade Mark. Plantager om Husene kjender man ikke; Marken begynder hvor Bygningen slipper. Paa den nærmeste Deel af Marken ved Bygningen har Gaucheren sine Lader i en egen Form, afpasset efter hans Rigdom og Landets ejendommelige Drift. Disse Lader ere ikke mere end et Pindeværks Stakit omkring forskjellige større og mindre Qvadrater af Ageren; inden disse Stakitter bevarer Gaucheren sin hele Eiendom, forsaavidt han ellers bekymrer sig om den; og denne Eiendom er Kreaturer, i Almindelighed Qvæg, Heste og Faar. I den hele flade Egn omkring Platafloden – og end mindre dybere inde i de bjergrige Partier af Landet – dyrkes Jorden saa godt som slet ikke; Mais er den 103 almindelige Føde og af denne produceres til Forbrug; der blev mig sagt, at Hveden ogsaa dyrkedes paa flere Steder, men jeg saae intet Spor til Agerdyrkning noget Sted, heller ikke til Hvedeavl. Gaucheren har sine store Hjorde af Qvæg, Heste og Faar, og enten gaae disse omkring paa hans store District og skytte sig selv, eller han driver dem om Aftenen ind i de Folde, som ere indrettede udenfor Gaarden. Qvæget kommer sjelden til Gaarden, Hestene og Faarene jages derimod regelmæssig hjem. Man vurderede, paa Grund af denne uindskrænkede Fædrift, slet ikke Landejendommene efter Hartkorn, men rigtigere efter Antallet af Kreaturer. Der blev mig sagt, at der i de argentinske Stater vare Estantier med 80,000 Kreaturer; maaskee er dette Tal en Overdrivelse, men det veed jeg, at den Mand, jeg her nærmest taler om, hørte til de smaa og ubetydelige Estantia-Eiere, og dog anslog han sit Forraad til 8000 Kreaturer. Da jeg spurgte, hvor dette store Antal var at see, svarede han herpaa, at Kreaturerne dreve om langveis fra hans Bolig, og at han kun saae de forskjellige Hjorder af Oxer, saa ofte han vilde udtage blandt dem til Salg eller Slagtning. Hestene gik derimod altid i de nærmeste Environs; foruden de store Hjorder af Qvæg, som dreve ved Veien, der førte fra Stranden til Gaucherens Bolig, frydede jeg mig især over en Flok af omtrent 100 fritgaaende Heste, som græssede for sig selv. Saa eensidig en Landbodrift dette Fævæsen er, saa indskrænket er ogsaa den Brug, Spanieren veed at gjøre af disse uhyre Græsgange og Hjorder; han slagter og sælger Kreaturet som det gaaer og staaer, og det er ham kun om at gjøre, at forøge sit Antal. Det kan maaskee være, at man hos mangen Gaucher hverken kan faae Ost eller Smør; han vil ikke have al den Ulejlighed, som dermed er forbunden; i al Fald er det vist, at Smørret fra Landet selv er baade dyrt og slet i 104 Forhold til hvad man seer hos Bonden hjemme hos os, for ikke at tale om Herregaardenes forædlede Producter.

Paa mine forskjellige Besøg paa denne Gauchers Marker fik jeg ogsaa seet Spanieren bruge de Redskaber, med hvilke han fanger og udtager de enkelte Kreaturer paa Marken. Spanieren er paa saadan Fangst altid tilhest med sin "Lasso" eller "Bolas". En Lasso er et fem til sex Favne langt Toug af flettede Huderemme, med en Løkke paa den ene Ende. Naar Gaucheren har udseet sit Dyr og ordnet sin Lasso til Kast, sætter han i flyvende Gallop ind paa Dyret, forfølger det bag fra og fra Siden saalænge, indtil han seer, at Lassoen kan række det; da kastes den om Dyrets Hals. Det er en vidunderlig Færdighed, hvormed en Spanier kan opride et Kreatur og kaste sin Lasso. Bolas er et kortere Toug med en stor Kugle paa den ene Ende, og som til den anden løber ud i to Tampe, paa hvis Ender ligeledes ere fastgjorte Kugler. Gaucherens Kast med Bolas gaaer nu ud paa at slynge de to Tampe saaledes, at de snoe sig om Dyrets For- eller Bagbeen og faae dette til at styrte, og ved Styrtningen bibringe sig selv et eller andet Bræk, der gjør det umuligt for det at løbe igjen, om det ogsaa skulde vikle sig ud af Bolas. Og hvorledes transporterer nu Gaucheren de saaledes fangne og lemlæstede Dyr til Bestemmelsesstedet? Det gyser i mig ved at kalde denne Befordringsmaade tilbage i Tanken! Han sammenbinder alle 4 Been under Bugen, gjør Skagler fast i denne Surring og i en Sele paa Hesten, og nu gaaer det, som om han kjørte en Kane; det ulykkelige Dyr bliver saaledes slæbt paa den ene Side over Mark og Grøft, og det ikke i en rolig Fodgang, men i det vante Gallop; det er ikke at undres over, at disse Kreaturer komme til Maalet med blodige Sider og brudte Lemmer. I det Hele kan man virkelig ikke uden en stille Fortørnelse betragte den hele Færd af Landmændene i disse Lande; 105 saa stor er deres Ladhed og Ligegyldighed for at forskjønne eller forædle. Paa den groveste og mindst byrdefulde Maade lægge de Kreaturer til, lade disse gaae paa Ageren, som føder uden at blive pløjet, indtil de endelig maae have den Ulejlighed at slynge Lossa eller Bolas for at føre de letkjøbte Offerdyr til et pinligt Endeligt.

Mine gjentagne Besøg paa Fastlandet gav mig rig Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med den graae, americanske Struds. Stolt og majestætisk i sin Gang saae jeg den gaae knejsende i store Flokke, og ludende med Hoved og Hals som en Piil at bevæge sig hen over Marken. Der gives omkring Platafloden en uhyre Mængde Strudser; uden at have været paa Markerne og selv seet Flokke som dem, vi saae paa Gaucherens Mark, faaer man allerede i Buenos Ayres grundet Formodning derom, ved at see den Mængde af Støvkoste og Solskjerme af Strudsfjeder, som falbydes her. Gaucheren fanger Strudsen paa samme Maade som de større firbenede Dyr, nemlig med sin Lasso; men det koster ham større Besvær, at opride den eller slynge den. Andre Vaaben end de ovennævnte bruges meget sjelden i disse Egne til Jagt; derfor stod ogsaa Strudsen ligesom gabende af Forundring, hver Gang vore Jægere paa Marken løsnede et Skud, og først efterat have betænkt sig lidt, gav den sig til at løbe. Forresten er, som bekjendt, den americanske Struds langt mindre end den africanske; denne Forskjel har jeg ikkun havt Leilighed til at observere ved at sammenholde Æggene af de forskjellige Arter, men den er tydelig nok ved denne Sammenligning; thi jeg feiler næppe, naar jeg anslaaer Ægget af den africanske Struds til at være dobbelt saa stort som af den americanske.

For ikke at tale om andet Udbytte, vendte vi den 7de Januar tilbage med en Snees Favne Brænde; efter en halv Dags Sejlads laae vi paa den gamle Plads ved Buenos 106 Ayres. Jeg for min Deel havde kun havt Grund til at glæde mig over denne lille Udflugt. Med de diplomatiske Forhandlinger havde det endnu lange Udsigter; og vi fik Tid nok til at gjentage Besøgene i Buenos Ayres og forøge Bekjendtskabet til de pirrende Forhold der.

Endnu har jeg ikke omtalt Kirkens Stilling i dette oprørte Land. Den catholske Kirke lider sjelden nogen positiv Krænkelse eller Forkleinelse i de Lande, hvor den er Statsreligion; snarere tjener den Regjeringen til et Bolværk og holdes derfor oppe. I Buenos Ayres vare Gemytterne vistnok saa adspredte, at de nu og da kunde glemme den ydre Deeltagelse i Kirkens Anliggender, men dog stode prægtige Templer ogsaa her; ved festlige Leiligheder blussede den religiøse Iver op, og Folket strømmede til Kirkerne. Foruden nogle almindelige Dagmesser bivaanede jeg en festlig Andagt Julenat Kl. 12. "Andagt" er maaskee ikke det rette Ord, i det Mindste var det usandt, hvis jeg sagde, at jeg selv var bleven sat i en andægtig Stemning. En stor og herlig Kirke var unægtelig saa rigt og smagfuldt oplyst, at jeg, hvis den havde været tom, og jeg i Stilhed maatte have siddet under disse prægtige Hvælvinger, sikkert vilde have følt en glad Opløftelse over dette Skue. Men nu var den forstyrret. En altid bølgende og krydsende Trængsel ind og ud overtydede kun alt formeget om, at det var den oplyste Kirke, der nogle Øjeblikke beskjeftigede Mængden. Da jeg havde mærket Tilstanden, nøjedes jeg med at betragte Livet omkring mig; thi der var ingen Ro til at samle sine Tanker, og da Hede og Trængsel efterhaanden trykkede mere og mere, forlod jeg Forsamlingen utilfredsstillet. Paa Gaderne var en Larmen og Støien, som var forfærdelig; men denne Spektakkel var hjemlet af Kirken og Regjeringen og derfor desto mere ubunden og tøjlesløs. Fra Solens Nedgang gaae Voxne og Børn omkring og banke paa alle Dørre; det hedder sig, at man ikke maa 107 sove Julenat, men bør gaae i Messe eller vaage og bede i Hjemmet. Men man begriber, hvorledes denne Omsorg for Sjelenes Tarv kommer til at tage sig ud, naar Alt, hvad der findes af Pøbel og Gadedrenge i Byen, have Frihed til at hamre paa Folks Dørre og juble over den almindelige Tummel, som deraf opstaaer fra den ene Ende af Byen til den anden. Under en saadan Trommen paa Porte og Skrigen gaaer man til Messe og fra Messe Julenat; unægtelig en andægtig Vandring, hvor Tankerne ret kunne samle sig og den vundne Opbyggelse bevares. Blandt alle dannede Folk var en stærk Modbydelighed for denne kaade Tøjlesløshed, og sandelig en mere raa og vild Juleglæde kan jeg ikke tænke mig. Saa priser jeg at see Børnene dandse om Juletræet og glæde sig over de straalende Lys og de venlige Gaver, som smile til dem.

Ifølge Constitutionen er der fri Religionsøvelse i Buenos Ayres. Der findes saaledes ikke blot en engelsk, men ogsaa en skotsk-presbytteriansk Kirke, som begge have nye og smukke Bedehuse i Byen. Men der hersker et skarpt og strengt Tilsyn med Protestanterne og navnlig med de Geistliges Functioner. Blandede Ægteskaber høre mere til Dagens Orden; men ingen protestantisk Præst tør foretage nogen Copulation17 uden foregaaende Andragende for Ministeriet og uden dettes Sanction. For ikke mange Aar siden blev baade Præst og Brudgom sat fast, fordi de havde ladet Vielsen foregaae i Smug. Under vort Ophold i Buenos Ayres blev jeg af en dansk Koffardicapitain anmodet om, at ville vie ham til en Pige fra Altona, som opholdt sig hos en tydsk Familie i Buenos Ayres. Da jeg i nogle Dage havde overvejet Sagen og var bleven enig med mig selv om, at jeg efter de præsterede skriftlige Vidnesbyrd og befalede Forlovere ikke burde gjøre mig flere Skrupler; blev Brylluppet bestemt; men saa gjerne jeg havde ønsket at vie Parret i Brudens Familiehuus, saa raadede vor Consul, som 108 var en af Forloverne, af alle Kræfter fra, at det skete i Byen; det kunde nemt spørges og gaae mig som den engelske Præst. Da jeg nu saare nødig vilde gjøre Bekjendtskab med et rosaisk Fængsel, maatte jeg finde mig i, med Forloverne at roe ud paa Brudgommens Skib og knytte Baandet i den lille pyntede Kahyt; saa ængstelig var man for at røre sig uden for den daglige Orden. To trolovede Hjerter, som nogle Dage derpaa droge sammen til Europa, vovede ikke at slutte Pagten i Rosas's By, men maatte søge et Fristed paa eget Territorium. Rigtignok ansaae jeg denne Forsigtighed for overflødig, da Bestemmelsen om Anmeldelse og foregaaende Samtykke ikke angaaer andre Ægteskaber end blandede og protestantiske Ægtefolk, som agte at forblive i Landet.

Handelen paa Platastrømmen er levende og betydelig; baade i Montevideos Havn og paa Buenos Ayres's Rhed seer man et meget stort Antal af Fragtskibe. Er Spørgsmaalet om Gjenstanden for Handelen paa disse Stæder, da bestaaer den saa godt som udelukkende i saltet og tørret Oxekjød og saltede og tørrede Oxehuder. Hvad der ellers udføres fra Platafloden er saare ubetydeligt og for Intet at regne i Sammenligning med de Summer, som Slagteriet giver af sig. Jeg besøgte en Dag i Buenos Ayres et af de betydeligste Oplagssteder for disse gjængse Artikler, et Slagteri, som tilhørte en tydsk Mand og laae en halv Miils Vei udenfor Byen. Det var let at kjende, at vi besøgte en Slagter; Manden selv bar det tydelig nok tilskue, Studene brølede os det imøde, og de store Oplag af Huder kundgjorde det for en tredie Sands. Udenfor Slagternes Bolig seer man paa den aabne Mark flere indhegnede Stalde eller Folde, i hvilke Oxerne ere fordeelte; disse Folde tjene til, successiv at udhungre de opkjøbte Kreaturer, og de jages derfor fra den ene Fold til den anden, indtil de falde for Kniven. For at faae et Begreb om, i hvilken Masse der slagtes Oxer i 109 Buenos Ayres og Montevideo, vil jeg kun anføre, at et eneste Slagteri daglig aflivede indtil 100 Oxer. Den Maade, paa hvilken Spanierne ved en simpel Mekanik og med grumme liden Kraftanstrengelse faaer Livet af et saadant Antal Oxer paa omtrent 2 Timer, er ganske ejendommelig. Den sidste Fold, hvor de Døden nærmest indviede Høveder staae paa en total Udhungring, ender ligesom i en Tragt, saa stor, at en enkelt Oxe kan drives derind. Bunden af denne Tragt er en falsk Jordbund, en udenfra indskudt Rullevogn, paa hvilken Kreaturet uafvidende kommer til at staae; dertil er Tragten saa dyb, at Oxen, ved at gaae derind, støder med Panden paa en tyk Planke, og førend den selv veed det, staaer surret til Planken. I samme Nu stikkes Kniven i Dyrets Nakke, saa det falder om paa Rullevognen; det løses, rulles ud og overgives til de egentlige Slagtere. Med samme Hurtighed, som Rullevognen gaaer frem og tilbage med de ihjelstukne Dyr, forstaae disse Slagtere at flaae Huden af og skjære det bedste Kjød fra Ribbenene, der kastes tilside og ikke ændses. Jeg beundrede denne Methode, men hørte som en Mangel ved den klage over, at Blodet ved denne Stikning blev i Kjødet og gjorde dette mindre behageligt og godt. Fortjener det irske Cork Navn af Englands Slagterbod, saa er Verdens Slagterboder ved Buenos Ayres og Montevideo; thi saa meget Blod flyder om Platafloden, og saa mange Liv udslukkes her, at det ikke skulde have undret mig, at see Floden farvet af Blod. Uhyre ere de Hjorder af Kreaturer, som fra det Indre af Landet drives til de store Markedspladser, hvor al Interesse ligeledes opgaaer i Oxer. Alle Magaziner ere fulde af saltede eller tørrede Huder eller nedlagt Oxekjød. Gaderne vrimle af Oxer, sex til otte Stykker for en Karre, belæsset med Huder; Alt, hvad hos os gjøres af Hamp og kaldes Tougværk eller Reb, er her snoet af Huderemme; man spiser hver Dag Oxekjødsuppe, Oxekjød og Oxesteg med større 110 eller mindre Variationer. Naturligvis er det en Følge af en Haandtering, der slagter ikke for Kjødets, men for Hudens Skyld, at Kjødet er at faae for Spotpris. En Koffardikaptain fortalte mig, at han i Forening med en anden Kaptain havde kjøbt en Oxe paa 500 Pd. med Hud og Haar for 3 Pjastre, eller henimod 6 Rbd. dansk. Fregatten betalte for sit Forbrug 6 à 7 Pjastre for lignende Kreaturer, men Orlogsmanden maa nu eengang betale for sin Rang, og kan være glad ved at slippe med en saa honet Behandling. Opholdet paa Platafloden stod derfor ogsaa i oeconomisk Hensende i en skjærende Modsætning til alle andre Stationer i Sydamerika, og medens vi f. Ex. i Bahia spiste en Potte Grød, som kostede os over 20 Rbd. dansk, vil man let kunne beregne, for hvilken ubetydelig Priis Messen daglig kunde sætte ovennævnte Plataretter paa sit Bord. Men ondt gjorde det mig paa den anden Side ofte, at see saa Meget gaae tilspilde ved Slagterierne, hvor de bogstavelig ikke ændsede andet Kjød end det, som ved det ene rundtløbende Snit fulgte med Kniven og skiltes fra Benene.

Den 25de Januar kom det endelig til Afgjørelsen af de ministerielle Forhandlinger med Regjeringen. Hen paa Eftermiddagen lød Ordren til at lette. Der toges Afsked med Buenos Ayres og det foederale Liv; for Mange var det en tung Afsked, medens Andre med Fornøjelse saae Byen svinde. Trang og langsom var vor Passage ned ad Floden; to Aftener maatte vi ankre op for Stille og Modvind, og først tredie Morgen fik vi Montovideo med sit Bjerg isigte. Jeg for min Part havde helst smuglet mig reent forbi den og gaaet lige løs paa Cap Horns Touren, saa liden Interesse havde jeg for Montevideo selv. Jeg glædede mig derfor over, at Chefen hurtig modtog et tilfredsstillende Svar fra Regjeringen over Uruguay, og at han om faa Dage vilde være færdig til at lette.

Saaledes skete det ogsaa; den sidste Januar bøde vi Farvel 111 til de ferske Vande; for en stille Brise gik vi ud og ankrede ved Floresøen. Tidlig om Morgenen toge vi vort Anker igjen og begyndte saaledes med den nye Maaned vort meget omtalte Togt omkring det crittiske Vendepunkt Cap Horn.

Reisen omkring Cap Horn til Vestsiden

Det var mig som gik denne Reise til en anden Verden, og jeg bød den gamle et fornyet Levvel; virkelig skulde jeg jo ogsaa lægge den halve Verden mellem mig og alt det, som var mig dyrebart paa Jorden. Men Lykken smilede til os, saa man kunde ikke være andet bekjendt end at være tilfreds. Som Fortunas Udkaarne havde vi ikke faaet Forstavnen udenfor Platafloden og Flores-Øen, førend Æolus tog Bellona i Favn, ret som en Elsker gjenfinder sin Elskede, der for en Stund er smuttet ham af Hænder. Rigtignok var hans Favntag saa heftigt og eftertrykkeligt, at vi mod Aftenstund maatte gaae for torebede Mersseil, men det fortrød os slet ikke, da vi med elleve Miles Fart i Vagten gik vor Kuurs. I tre Dage var Halvvejen fra Platafloden til Cap Horn lagt tilbage; brat og pludselig var derfor ogsaa Overgangen i et raat og taaget Klima, som modtog os paa denne Brede; det var som Nordsøen i sildig Efteraars Tid. Men snart klarede den ønskeligste Nordenvind igjen Himmelens Blaa, og frisk gik vi vor Vei Syd efter. Afvexlende Taage med Stille og god Vind herskede saaledes langs ned med Patagoniens Fastland. Kulden steg med hver Dag, og ottende Dagen efter den meest smeltende Hede ved Montevideo holdt jeg Prædiken paa Batteriet for Tilhørere i Skind og Kalmuk18. Henimod Aften den 8de Februar fik vi Falklands Øerne isigte, en Gruppe af to store og en Deel mindre Øer paa omtrent 52° S. Br., N. O. for 112 Indløbet til Magelhans Strædet. Den følgende Dag gik vi med en stormende Fart ned igjennem det brede Sund mellem Maluinerne – som Falklands Øerne nok saa almindelig kaldes tilsøes – og Patagoniens Fastland. Det vilde have været en ikke ubetydelig Besparelse af Vei, dersom vi kunde have smuttet gjennem Magelhans Strædet og ladet Ildlandet ligge til Venstre, men dertil er Strædet for snevert, bugtet og ubefaret; selv mindre Koffardiskibe gaae den længere Omvej. Foruden Kulden fik vi snart flere Tegn paa det vilde Sydhav. Første Gang saae jeg Hvalerne skyde deres lange Rygge i Vandskorpen og faste sprudlende Fontainer i Veiret; Stormfugle, ejendommelige for dette Hav, viste sig i større og større Mængde; spættede Maager og den store Albatros svævede omkring Fregatten og over dens Kjølvand. Staatenland passerede vi den 11te Februar med den ønskeligste Leilighed; hidtil havde vi intet mærket til de vestlige Storme, som ere almindelig herskende under Cap Horn. Men vi skulde ikke slippe for Dysten. Omtrent til Forbjergets Længde og en Grad sydligere end Øen "Hermite", hvorpaa det ligger, havde Medbør ført os; men her mødte os en ganske alvorlig Stopper. Barometret sank til et ængsteligt Standpunkt, og den vestlige Storm udeblev heller ikke længe. Der rebedes, men det forslog ikke; det ene Seil toges ind efter det andet, og tilsidst lagde Fregatten bi for tre lave saakaldte Stormseil. Uden at kunne gjøre den svære Strøm og Sø Modstand, laae Bellona der som et Vrag i Sydhavets Fraad. De nøgne Master stode som afklædte Træer ved Vintertide; huult susede Vinden gjennem det strammede Takkel og Toug; det arme Skrog væltedes og tumledes til alle Sider. Det er en stolt Seir, Kunsten hjembærer fra en saadan overstaaet Dyst; thi naar jeg stak Hovedet paa Dækket og betænkte vor isolerede Stilling i en lille Træbygning midt i dette vrede og oprørte Ocean, saa maatte jeg mange Gange spørge mig selv, om dette 113 dog ikke var at friste Gud. Kulden trykkede imidlertid saa meget, at jeg den 14de og 15de Februar meest holdt mig skjult i Bellonas Bug. Og dog veed Gud, at her ikke var hyggeligt eller godt at være. Vandet strømmede ind af alle Luger og Porte og skyllede over Batteriet. Ved den uafbrudte Arbeiden af Skibet aabnede dette sig i sine Sammenføjninger, og Vandet trængte ind i Messe og Lukaf. Naar man ikke længere kan begaae sig foroven, og Batteriet bliver alt for uhyggeligt, saa tyer man til sin Køie, som til den sidste Tilflugt. Men naar man nu heller ikke kan holde Vandet borte fra denne, naar man kold, fugtig og ilde tilpas maa krybe i en vaad Køje, og med alle Sandserne fornemme den drillende Dryppen, saa er det en temmelig alvorlig Poenitentse. Og hvorledes forslaaer man de lange Dage og Nætter? De Timer, som ellers ere bestemte til Arbeide, Spadseren eller Conversation, blive lange, mødige Timer. Om Natten kan man lige saa lidt sove som tage sig noget for om Dagen. Vore Maaltider vare i højeste Grad tragi-comiske Optrin. Kunde en Tilskuer udenfor det Hele ret betragte Selskabet, der med Møie er blevet placeret ved Messens Bord og ængstelig sidder og balancerer med Tallerken i den ene Haand og Skee i den anden – han maatte smile hjertelig af denne Scene. Kunde en europæisk Huusmoder see videre, hvorledes endelig den ene eller anden Side af Bordet ved en Overhaling eller Krængning af Skibet taber Ligevægten og fra væltende og glidende Stole ruller om paa Gulvet eller ned mod Sidevæggene med Suppetallerkenen i stiv Arm og faaer Fade og Glas bag efter, da vilde hun ynke den Masse af Porcellain og Glas, som i et Par stormfulde Dage sønderslaaes ombord i et Skib. Men ligesaa ubehagelig man føler sig, saalænge denne Taalmodigheds Prøve staaer paa, saa hurtig er igjen Alt glemt. Man har ikke begyndt at stikke ud paa Seilene, at gjøre Fart med Skibet, at faae Lugerne og det 114 Indre udluftet, førend man fornemmer sig let og fri som Fuglen. Efter tre Dages Forløb, i hvilke vi dreves ned paa 60°S. B., begyndte Vinden igjen at føie sig; vi gik for en stiv Kuling atter vor Kuurs Vest og Nord efter; indpakket i uldne Frakker og med laadden Hue gik jeg som sædvanlig min Tour paa det slingrende Dæk for at faae Varme i Blodet. Og virkelig havde vi ikke Grund til andet, end at prise os lykkelige over at være sluppet saa godt omkring det crittiske Punkt. Mange Gange ere de vestlige Storme saa udholdende, at Maaneder medgaae for at overvinde, hvad vi i tre Dage lagde tilbage. Jeg talede med en Kjøbmand paa Vestkysten, som paa en af sine Toure om Cap Horn havde ligget 104 Dage nede under Forbjerget og i denne Tid tre Gange været nødsaget til at gaae tilbage til Maluinerne for at proviantere og reparere. Selv da, naar den vestlige Vind ikke er stærkere, end at et Skib under andre Forhold slet ikke vilde ændse den, gaaer Strømmen saa voldsomt, at den løber med en uberegnelig Kraft imod Øst. Jeg hørte snurrige Fortællinger om Koffardimænd, der endnu ofte gaae ud paa Dybet uden Chronometre og altsaa ikke kunne bestemme deres "Længde" ved Observation, hvorledes de under Cap Horn vare blevne bedragne, ved at troe sig langt nok vestlig efter Gisningen. De ere da gaaede Nord efter, indtil det er gaaet op for dem ved at faae Land uventet isigte, at de endnu befandt sig paa den østlige Side af America. Det maa give et langt Ansigt at faae Øie paa Kysten af "La Plata", naar man formoder sig under Chile.

Rolig og jevnt gled Bellona nu hen over det "stille Havs" Vande; blidere og blidere Luftninger fyldte Seil og Skib og joge den raae, fugtige Atmosphære paa Døren. Hvor glædeligt igjen at have fundet Ro og Leilighed til at tage sig noget for. Den almindelige Vindskibelighed og Industrie i Skibet gik igjen sin Gang som i den fredelige Passat, hvor man glemmer al Fare. Her 115 seer man igjen et Par Mand at sidde ved Læsten og agere Skomagere, hist en lille Flok Skræddere; her hamrer Smeden eller Korporalen, som han kaldes, ved sin Esse, hist passer Bødkeren sin Tønde og Tap; her staaer Tømmermanden med Høvl og Øxe, hist sidde Seilmageren og hans Hjælpere og stikke med de lange Naale. I Lazarettet forslaae de Hjertefriske og Reconvalescenterne Tiden med Straafletning eller andre lette Kunstfærdigheder; kort – en Orlogsfregat viser sig i saadant Magsveir som en complet lille Stat, der ikke blot har alle sine militaire og civile Embedsmænd, men hvor tillige alle Industriens Grene pleies og drives.

Fastelavns Mandag den 22de Februar laae vi saa godt som stille paa 46° S. Br. Der vankede ingen Fastelavns Boller, og først om Aftenen ved Solens Nedgang fik vi nogle Løier. Fire Albatrosser dalede ned og lagde sig paa Vandet tæt ved Fregatten. Hidtil havde vi forgjæves lagt an paa at fange disse Fugle med Krog, og der blev givet Tilladelse til at lægge en Skraasæk – en lille Sæk med omtrent 20 mindre Kugler i – for en Kanon og prøve dette sværere Skyts. Og virkelig traf Kuglerne midt i Flokken og fældede to, som under Fryderaab bleve hentede af fire Mand i et Fartøj. Ellers er, som sagt, den almindelige Maade, paa hvilken de Søfarende fange disse Fugle, denne, at der agter for Skibet slæber en Krog med Lokkemad paa; naar Albatrossen snapper den skjulte Fjende, som bæres oppe i Vandskorpen, er dens Næb saa besynderlig krumt, at den ikke kan blive Krogen qvit igjen, og let kan hales tilborde. Den ene af dem, vi fangede, blev udstoppet til Fuglesamlingen i Kjøbenhavn, men gik siden i Forraadnelse og maatte kastes overbord; den anden var saa beskadiget, at den blev udstykket til dem, som først raabte paa Bryst, Vinger, Næb og Fødder. Det delicat dunede Skind blev præpareret til en Damepelerine og Fødderne til en Tobakspung. 116 Den største af de Albatrosser, vi skjøde, var i Vingefang 9 Fod og vejede mellem 15 og 16 Pd. Kroppen og Halsen vare forholdsmæssig korte og tykke, begge Dele meget svært dunede. Hovedet var stort og udmærkede sig ved det krumme Papagøie Næb. Vingerne vare paafaldende lange og smalle; de bestode af tre Led, hvoraf en god Huusmoder kunde faae tre prægtige Fjedervinger. "Kan den ikke spises" spørges der strax ombord, naar man uventet faaer fat paa noget Fersk. Men Apetitten forgik os, da vi saae Trannen flyde af det krumme Næb. Foruden disse Fugle, der saa trolig fulgte os til henimod 40° Brede, var baade Sydhavet og det stille Ocean hernede meget dødt og blottet for Spor af Fugle eller Fiske.

Vor Seilads vedblev i det Hele at være favoriseret. Vi stode ud til omtrent 90° vestlig Længde fra Greenwich og styrede saa ind efter Republikken Chile og navnlig efter Valparaiso; med Patagonierne havde vi desværre ikke noget at gjøre. Den eneste Gene, som mødte os paa Strøget under og over 40° S. B., var de stærke Regnskyl, som her ere almindelige. Men vi udstode dem godt, da det bar med og det saa rask, at vi den 27de om Middagen efter Observationerne kun stode 42 Mile fra Valparaiso; og da Fregatten vedblev at løbe 10, 11 Mile i Vagten, havde vi ikke engang Plads nok til at sejle Natten igjennem. Hen paa Aftenen mindskede vi Seil og lagde bi ud paa Natten. Efter nogle Timers Morgenseilads for østlig Kuurs kom Chiles Bjerge frem med deres Toppe; for frisk Kuling styrede vi ind i den Bugt, ved hvilken Valparaiso ligger; efterhaanden kom Fyrtaarnet og flere ledende Mærker tilsyne i Kikkerten, og Kl. 2 Eftermiddag faldt vort Anker paa Rheden mellem en stor Deel engelske, franske og americanske Orlogsskibe. I 28 Dage havde vi saaledes endt det meest befrygtede Afsnit af vor Reise, og virkelig vakte denne hurtige Seilads en saa stor Forundring, at Bellona kunde have frygtet 117 for at være bleven anseet for en Pralhans, hvis den ikke paa saa mange Maader havde documenteret sit Udsagn.

Chile

er, som bekjendt, et langt, smalt og højtliggende Bjergland mellem Patagonien, de argentinske Stater, og Republikken "Bolivia". Naar man kommer fra "La Plata" og lander ved "Valparaiso", er Forandringen i physisk Henseende strax paafaldende. De mægtige Andes Bjerge, som paa den østlige Side af Chile ligge evig sneebedækkede, kaste ligesom lavere og lavere Bølger ud til Kysten af Landet.

Under disse ligger "Valparaiso" eller "Paradiis-Dalen", et Navn, som lover Meget, men som ikke retfærdiggjøres, i al Fald kun ved et yndigt og behageligt Klima. Valparaiso er bygget paa tre mod Havet affaldende Høider; under disse og parallel med Havet løber den eneste Hovedgade i Byen; fra denne gaae de bebyggede Partier op mellem Bjergkløfterne, men disse Partier vilde jeg hellere kalde Gyder end Gader. Husene ere smaa og uanseelige; men Hovedgaden er for største Delen reenlig, godt brolagt og vel vedligeholdt. Indbyggernes Antal er omtrent 30,000, af hvilke den fattige og største Deel boer i Gyderne, medens Kjøbmændene og de betydeligere Haandværkere have deres Contoirer og Boutikker i den lange Strandgade. De eneste Bygninger i Valparaiso, som vække Opmærksomhed, ere Toldhuset og den saakaldte Børs. Det første er opført sidste Aar og staaer med et knejsende Taarn lige for Skibsbroen; Børsen har en iøjnefaldende Kuppel ud til Søen, er ligeledes for nylig indrettet og udvidet paa en saare smagfuld Maade. Den er ikke blot Samlingssted for Kjøbmændene, men tillige et Athenæum for dem; der er ikke Tale om Vareoplag eller 118 Auctioner som hos os, alt dette er henlagt til Toldhuset lige overfor, men Børsen bestaaer af to zirlig meublerede Værelser, hvor de fleste americanske og europæiske Blade findes sorterede paa de forskjellige Borde. Paa Grund af denne Bestemmelse, at være Læseforening tillige, viser Børsen alle Reisende den Forekommenhed, at disse paa en simpel Anmeldelse eller Introduction faae fri Adgang til Localet, saalænge de opholde sig i Byen. Det er derfor en Følge af Børsens Beliggenhed lige over Skibsbroen og med Udsigt over den hele Skibsrhed, at Officerer fra Orlogsskibene og Kaptainer fra Koffardifarerne efter endte Forretninger i Land søge op paa Børsen, hvor de have Lecture og let og beqvemt kunne holde Øie med alle Fartøjer, som komme fra Skibene til Land.

Valparaisos Omgivelse tager sig fra Rheden smukt og majestætisk ud; ogsaa ved nærmere Besigtigelse beholder den altid noget Imponerende for en Mand fra Danmarks Sletter; men Paradiset finder man ligesaa lidt udenom Byen som i den. Haver kjender man paa Vestsiden heller ikke noget til; af Naturen er den hele Omegn skaldet og bar; det er som om al Vegetation var uddød omkring Valparaiso; blottede for Træer, ja selv for alle mindre Buskarter, staae de nøgne og haarde Bjerge som en Ring over den lavtliggende By. Jeg foretog mig næsten daglig Vandringer paa Bjergryggene, som strække sig ned mod Havet, og følte mig henrevet af mange Udsigter og Grupperinger af Klipper og Kløfter; men til Vegetation saae jeg intet, saa langt mit Øie kunde række; de nøjsomme Æsler og Gjeder gik og søgte Livets Ophold af de halvvisne Tisler og Græs. Det er derfor ikke usandsynligt, at Valparaiso ved en Forvexling eller ved en særegen Gunst af Skjæbnen har faaet dette yndige Navn. Der blev mig fremsat en almindelig antaget Hypothese, at de første Nybyggere i Landet skulde være komne til og have nedsat sig i en Oase ved Navn Chiliotta, 119 som ligger en Dags Reise N. Ø. for Valparaiso. Chiliotta er den Dag i Dag saa yndig en By, at den nævnes som et Paradiis, hvor Indbyggerne i Valparaiso søge hen, for at tilbringe deres Ferier i Naturens Yndigheder og Rigdom. Da nu Havet og Forbindelsen med dette trak Indbyggerne til Yderkanten af Landet, toge de Navnet med, og efterhaanden som det nye Valparaiso fordunklede det gamle, tog og beholdt det ogsaa Navnet for sig alene.

For Kunst og Videnskab existerer i Valparaiso aldeles ingen offentlige Institutioner; og da Byen i det Hele ikke tilbød nogen aandelig Nydelse, maatte man tænke paa at skabe sig Underhold og Adspredelse. Strandkanten, ved hvilken der findes en stor Mængde Conkiller, blev Gjenstand for en almindelig Passion. Saa godt som daglig trak et lille Personale paa Excursion fra Bellona med Oppassere og Kurve, og det var sjelden, at de ikke kom tilbage med et godt Udbytte. Der dannede sig efterhaanden hos de Enkelte større og større Samlinger af forskjellig Værd, og jo længere vi laae ved Kysten, desto større blev Interessen. Man indskrænkede sig ikke til det, som egen Samlerflid gav af sig, men med Fornøjelse gav man sin Skjerv, hvor man traf paa fremmede Conkille-Arter. Leilighed til at udvide Samlingerne ved Kjøb var paa Vestkysten gunstig. Som bekjendt ere Sydhavs Øerne rige paa smukke og sjeldne Conkiller, og Valparaiso er en almindelig Havn for Sydhavsfarerne, som anløbe denne for at proviantere, om ikke af andre Hensigter. Ogsaa traf vi sammen med en stor Deel Hvalfangere, især nordamericanske, som krydse paa det stille Hav; deres vexlende Conflux med Øerne og Fastlandet af America giver Anledning til, at de bestandig ere forsynede med mange Eiendommeligheder fra Øerne, fordi de vide, at Europæerne betale disse godt.

Denne Hvalfiske- og Kaskelot-Fangst er – fra en anden 120 Side betragtet – en rig Kilde til Velstand for Entrepreneurerne for disse Expeditioner. Som allerede nævnt er det især Nordamericanerne, som ruste disse Skibe. De ere saa godt som alle forsynede med Indretninger til at kunne koge og berede Spermasetten ombord; som en Følge heraf ligge Skibene flere Aar, inden de faae fuld Ladning, men denne skal da ogsaa være af en saa klækkelig Værdi, at den rigelig betaler de foreløbige Udgifter. Det er en Vildfarelse, naar man troer, at disse Hvalfangere ligge dybt nede i Sydhavet for at søge deres Bytte; snarere komme de for Fangstens Skyld aldrig saa dybt, men opholde sig i det fredelige "stille Havs" Vande og faae vistnok aldrig udryddet den Mængde af Hvaler og Kaskelotter, som sprudle og skyde Ryg lige op til Linien. Navnlig paa Valparaisos Brede er et godt og almindeligt Standqvarteer. I Bugten ved Valparaiso sees disse Uhyrer ofte, og nu og da lykkes det at fange en enkelt ved Land. Det havde just været Tilfældet kort før vor Ankomst, og jeg besaae Skelettet af denne monstrøse Skabning ved Strandbredden udenfor Byen.

Denne Nøgenhed, som hersker i Valparaisos nærmeste Omegn, er dog langt fra at være almindelig over hele Republikken; tvertimod er vistnok Chile det Land paa Vestsiden, som afgiver den største Production af Planteriget. Man behøver kun at foretage sig en Ridetour et Par Mile ind i Bjergene, for at træffe paa yndige og smukt bevoxede Dale. De smilende Huse, som man da seer ligge adspredte paa Klippesiderne, have i Almindelighed ryddet et lille Areal omkring Bygningen, og paa dette sees smaa, frodige Huusmandslodder i lange Strimler strække sig op ad Bjerget. Ja nogle Mile dybere inde ere Landets frugtbareste Partier saa skovbegroede og tæt bevoxede, at Indbyggerne jevnlig afbrænde store Strækninger, for at kunne drage Jordbunden ind under en planmæssig Dyrkning og Drift. En Aftenstund var jeg fra Fregatten Vidne til et yndigt 121 Skuespil, som netop hidrørte fra en stor og vidtløftig Skovbrand paa en Strækning mellem Valparaiso og Chiliotta. Da vi bleve opmærksomme paa Ilden høit oppe i Bjergene, vare vi uvisse om, hvorfra den kunde hidrøre. Men jo stærkere den blev, desto mere bleve vi faste i den Formodning, at det var et vulkansk Udbrud, som underholdt os. Virkelig strømmede Ildmassen for Øjet ned fra to Bjerghøjder i en saa tæt og rød Skikkelse, at Intet var naturligere at antage, end at man saae den brændende Lava at strømme fra sine Kratere og lægge sig i en mellemliggende Dal. I denne Formening beundrede vi den lysende Bue, der som en Ildguirlande hang mellem to Bjergtoppe over en Dal. Først Dagen efter fik jeg Oplysning om den rette Sammenhæng, og senere fortaltes mig, at Ilden hidrørte fra en Skovbrand, der havde varet i tre Dage og Nætter, og at denne Brand var anrettet deels for at gjøre Jorden ryddelig, deels for at udrydde og tilintetgjøre en overhaandtagende Mængde af vilde Dyr, som mere og mere havde forvoldet Omegnen Skade og Frygt og gjort Pasagen betænkelig. Ved samme Leilighed kom jeg til at tale om de vulcanske Udbrud paa Vestsiden af America, der dog vel ikke altid vare illusoriske Øjenbedrag. Som bekjendt er ingen Deel af Jorden antaget for mere vulcansk i sin Grund end Vestsiden af Sydamerica. Imidlertid var det den almindelige Mening, at Vulcanerne for en meget stor Deel ere udbrændte, og at vulcanske Udbrud og Jordskjælv ere sjeldnere. Nu og da bryde de vel løs, men Eruptionerne ere ikke voldsomme; i Valparaiso havde de havt et Jordskjælv nogle Uger før vor Ankomst, og i 50 Secunder havde en rystende Skræk svævet over Byen; men dermed var det forbi uden al Ødelæggelse, og man erindrede fra denne Egn ikke noget større eller ødelæggende Udbrud. Dette er dog ikke Tilfældet i den sydlige Deel af Riget. "Conception" og dens Omgivelse har lidt og lider overordentlig 122 af dette rædsomme Naturoptrin; en stor Deel af Byen ligger i Ruin og er bange for at reise sig igjen formedelst de idelige Trudsler. I Patagonien og paa Ildlandet har man meent, at naturlige Bauner lyste Kysten rundt, og at Søfarende i disse Vulcaner havde stadige Fyr; men disse Phænomener ere ikke mere saa almindelige, som de gamle Historier og Skipperefterretninger fortælle.

Foruden de store Skove har Chile en rig Overflødighed af herlige Frugter; jeg har aldrig seet en saa stor Mængde af Æbler, Pærer, Druer, Ferskener, Meloner og Græskar som i Valparaiso. Paa de indre Bjergsletter og i Dalene veed man ikke at forbruge den Rigdom, disse Frugttræer give af sig. Hver Morgen kunde man see store Karavaner af bepakkede Muler komme fra Landet med friske Frugter. Chilenerne transportere disse i store Tver-Lædersække, som hænge over Mulerne. I disse Sække forstaae de med en forunderlig Behændighed og Færdighed at nedpakke eller rettere nedstuve Frugten, uden at den beskadiges eller trykkes itu. Selv Druerne lægges lagvis ovenpaa hverandre og stampes med Negerfødder ved de forskjellige Afdelinger, som dannes af grønne Blade; men naar man ved Udlosningen af Lædersækken seer Frugthandleren tage Classerne op, saa forvisses man om, at han ved at ryste disse gjør det umuligt at ane en saa compakt Nedsyltning. Chilenerne nyde ikke alene Frugterne i Naturstand, men have ogsaa lært den Kunst at bevare dem og berede sig Nydelse af dem. Ferskener og Apricoser tørre de paa en egen Maade og sammenrulle dem til "Stokke". Ogsaa Druerne tørres i Almindelighed eller nedlægges uden Sukker. Der beredes i Landet to Slags Vin, en rød, som ligner fransk Viin men ikke er behagelig i min Mund, og en hvid, som kommer Ceres nær og er mere velsmagende. Der er vel ingen Tvivl om, at det fortrinlige Drueforraad, som Chile har, maatte kunne afgive lige saa god Vin, 123 som den europæiske, men Landets Indbyggere forstaae ikke Behandlingen. Indenlandsk Viin drikkes derfor kun paa Landet og af fattige Folk; i Selskaber kan den bydes som en Curiøsitet, men forsmaaes ved Siden af den europæiske. En Følge af denne Mangfoldighed af Frugter er ogsaa, at den fattigere Deel af Folket lever næsten udelukkende af Frugt og hvidt Brød. Gaderne ere fulde af Frugtboutikker og Telte, i hvilke Tilførselen forhandles, og overalt seer man fattige Folk og Børn sidde og gnave Frugt. Med Forundring saae jeg Drenge tage fat paa en Græsmelon, saa stor som deres eget halve Hoved, og i et Øjeblik at fortære hver sin paa Stedet. Men trods denne overdrevne Nydelse er det ikke muligt for Indvaanerne at forbruge det store Forraad, hvormed Naturen forstrækker; der bliver endda nok tilovers til Føde for de Umælende, ikke at tale om de Dynger af bedærvet Frugt, som daglig i Frugttiden kastes i Stranden.

Vigtigere end Frugt- og Vinhøsten er Kornavlen i Chile. Jeg kom til Vestsiden af America med den Formening, at Gjenboerne paa den anden Side af Landet vare forud i Kultur og Udvikling; men som jeg i mange andre Henseender fik Anledning til at berigtige denne Fordom, saaledes stod ogsaa Agerdyrkningen i Chile paa et Punkt, som jeg tvivler om er naaet af noget andet Land i Sydamerica. Med Forundring saae og hørte jeg om den store Production af forskjellige Kornarter, navnlig af Hvede og Byg, især af den første. Store Partier i det Indre af Landet blive nyttede som Agerland. De nyde vel ikke alle en europæisk Dyrkning og Drift, men mange europæiske Rigmænd og Handlende have seet deres Fordeel af at faae disse Districter under Hænder og at forbedre dem ved en omhyggeligere Pleje. I Chile hørte jeg saaledes tale om "Godser", anlagte ganske efter europæisk Form, og mange af disse staae i en fuld europæisk Priis, et Phænomen, som er 124 paafaldende i Sydamerica, hvor saa store Strækninger af Jord paa andre Steder tilstaaes gratis af Regjeringen. Jeg hørte tale om Godser i Chile, som ikke vare at faae for 100,000 Pjastre eller henimod 200,000 Rbd. dansk. En rig engelsk Kjøbmand i Valparaiso havde for en Deel Aar siden kjøbt et saadant Gods i Nærheden af Chiliotta for en Bagatel; siden den Tid har han ladet det bestyre af en dansk Landmand, der har arbejdet det op til at være en reen Guldgrube for Eieren. Orden, Regelmæssighed og en omhyggelig Administration ere Dyder, som falde Spanierne og de Indfødte saa svære; og ved at øve disse iblandt dem have Europæerne ogsaa i denne Henseende skaffet sig Overmagten. Den planmæssige Drift og reenlige Behandling af Kornet kjendte de Indfødte tidligere ikke noget til; end mindre havde de Begreb om Meieri og en frugtbringende og forædlet Brug af det prægtige Qvæg, hvoraf ogsaa Chile har Overflødighed; alt dette have nu Europæerne faaet i Gang og lært dem, og disses Godser ere blomstrende Exempler for dem, som ville tage efter. Som Bevis for den Fremgang, Agerdyrkningen har havt i Chile, vil jeg kun anføre det Factum, at Landet ikke alene producerer til sit eget rigelige Forbrug, men at Udførselen af Hvede er ganske betydelig. Chile forsyner hele Americas Vestkyst og de fleste Øer i Sydhavet og det stille Ocean med Hvede, og skjøndt denne store Afsætning har Landet dog ofte et Forraad, som det ikke veed at blive af med. Hvede udføres baade som Korn og Meel; til Øerne mest i malet Tilstand. Prisen paa begge Dele er aldrig over den, som gjælder i Danmark, men som oftest langt derunder. Jeg kunde under vort Ophold i Chile have kjøbt saa mange Tønder Hvede, jeg ønskede, til en Priis af 5 Rbd. dansk; Høsten havde været saa rig, at de Handlende ikke kunde afsætte Kornet mere. Naar man er vant til at see Kornet blive behandlet med Omhu og Reenlighed, saa maatte det gjøre mig ondt at see Dynger af 125 Hvede paa mange tusinde Tønder ligge opkastede paa aabne Pladser, udsatte for Støv og ilde Behandling af Kreaturer, som havde fri Adgang til at mætte sig af Dyngerne. Da jeg kom til "Callao", saae jeg saaledes mange hidbragte Ladninger af chilensk Hvede opkastede paa Skibsbroen, hvor Fjederkreaturer, Æsler og Heste formelig vadede i Velsignelsen.

Ogsaa af Kreaturer har Chile en saa stor Mængde, at den har tilovers for Andre. Til Øerne i Sydhavet udføres mange levende tamme Dyr, i Særdeleshed Heste og Muler. Qvæget slagtes her ligesom ved Platafloden, men langt fra i hin Mangfoldighed; dog ere saltede og tørrede Huder og Kjødvarer en vigtig Udførsels-Artikkel ogsaa for Chile.

Men over al anden Handels Interesse staaer dog Udbyttet af Bjergværkerne i Republikken; og blandt Metallerne er Kobberertsen atter den største Skat. Guldminerne tilhøre mere Peru. Sølv produceres derimod i temmelig stor Mængde ogsaa i Chile, og saavidt jeg hørte, vare de største og meest indbringende Sølvminer i Midten af Landet og i "St. Jagos" Omegn. Men det gaaer her, som overalt med de ædlere Metaller, at de deels blive i Landet og myntes eller forarbejdes af Guldsmeden, deels smugles ud af Bjergværksejerne, saa at det ikke er godt at bestemme den sande Værdi af Udbyttet. Dette lader sig derimod gjøre med Productionen af Kobber, der har sine vigtigste og rigeste Miner i "Kopiapo", "Huasco" og "Koqvimbo." Ethvert europæisk Skib, som kommer til Valparaiso, lader saa godt som udelukkende med Kobbererts, og ligesom Landets øvrige Produkter gaae til Øerne, bringes Huder og Kobberet til Europa. Dette Metal udføres meest som naturlig Erts i sin Blanding med Steen og Jordarter; sjeldnere har Ertsen gjennemgaaet en eller flere Smeltninger, for at skilles fra de groveste Steenpartikler, førend den lades i Skibet; og det hører til Undtagelserne, at Kobberet udføres fra Chile i rene Barrer. I alle 126 Tilfælde er en Kobberladning dyr og kostbar; Lastskibet fornemmer allerede det Værdifulde og Gedigne ved denne Last; thi det kan ikke bære Skroget fuldt af Ertsen uden at synke. Det er derfor almindeligt, at tage Huder ind i den øverste Deel af Skibet. Alle danske Skibe, vi stødte sammen med, og som havde været i Valparaiso, havde besøgt denne Plads for Kobberertsens Skyld, og næsten uden Undtagelse bragte de alle Lasten til Swansea i Wales, hvor man bedre forstaaer at luttre og rense den i Forening med Udbyttet af Landets egne Bjergværker.

Kobberminerne i Chile frembyde en saare stor og interessant Variation af Mineral-Compositioner og Crystalliseringer. Uden at være Mineralog frydede dog mit Øie sig overordentlig ved de beundringsværdig fine Formationer af Crystaller og de yndige Farver, Crystallerne antage. Jeg kom i Forhold til flere velvillige Mænd, som ved en længere Forbindelse med Bjergværksbestyrerne havde samlet udsøgte Exemplarer, og det var mig en stor Fornøjelse at komme i Besiddelse af en lille Samling fra de forskjellige Bjer[g]værker; jeg tænker, at denne i al sin Ringhed maa have Interesse hjemme, naar den kommer i en Mineralogs Værge.

Handelen paa Chile og navnlig med Landets to vigtigste Handelsstæder, "Valparaiso" og "Conception", er for den største og vigtigste Deel passiv; den active Handel strækker sig ikke videre end til Kysthandel og Seilads paa Øerne. Saa meget desto vigtigere er det Samqvem og den Conflux, som de fremmede Skibe have med Landet. Aaret om er Valparaisos Havn fuld af Koffardiskibe fra alle Verdenskanter, og der findes i denne By et Oplag af Varer af uberegnelig Værdi. Naar man nogle Gange har passeret igjennem det store Toldhuus med alle dets Udbygninger og ladet sig fortælle Indholdet og Værdien af de enkelte Partier, som her ere oplagte, saa studser man over de mange Millioner, som gjemmes under disse Tage. 127 Og dog stod Handelen ikke paa noget gunstigt Punkt, da vi vare i Valparaiso. Handelen med China og Ostindien har de senere Aar været standset paa Grund af de politiske Gjæringer og senere krigerske Optrin paa den anden Side af det stille Hav. Oplaget af de kostbare chinesiske og ostindiske Varer, som tidligere var stort i Valparaiso og gjorde det let for de Søfarende her at forsyne sig med disse Artikler, var under vort Ophold forbi; alle Silkevarer stode derfor i en fuld europæisk Priis, og kun Theen var at faae med nogen Fordeel. Ikke desto mindre er Valparaiso altid en Handelsstad af første Rang i Sydamerica; den dominerer Handelen paa hele Vestkysten og den østlige Side af det stille Havs Archipelag. Valparaiso er ikke blot en Handelsstad for et vist Areal af Opland, men hvad der giver den Betydning, er den store Transport-Handel, som gaaer over den; thi virkelig er den Oplagssted og Stapelstad for alle Stæder paa Vestkysten, og som bekjendt er den Hovedstaden "St. Jagos" Havn, saa at al Tilførsel til "St. Jago" gaaer over Valparaiso.

Toldvæsenet og alle dertil henhørende Anordninger og Indretninger ere paa en fortrinlig Fod. Jeg havde ofte Leilighed til at bemærke, at Told-Personalet var aarvaagent i en høj Grad, og at alle Skibe paa Rheden havde en dyb Respect, jeg kunde næsten sige Frygt for disse Folk. Det var derfor ogsaa en antaget Mening, at Smugleriet var saa godt som umuligt i Valparaiso. Selv havde jeg engang Leilighed til at prøve det skarpe Øie af Toldcontrolleuren. Jeg skulde en Dag i Land for at døbe et Barn, og havde min Oppasser med, som bar min Ornat i en rigtignok temmelig stor Bylt. Folk fra Krigsskibe have ellers eengang for alle fuld Tiltro paa givet Æresord og controlleres derfor ikke; men da jeg kom paa Broen den nævnte Dag, blev jeg anholdt med Oppasser og Tøi, og uagtet jeg tydelig nok gav dem at forstaae, at jeg var Præsten 128 fra den danske Fregat, og at Pakken ikkun indeholdt min Embedsdragt, saa blev dog Oppasser og Pakke trukket ind i Toldboden for at undergaae en Visitation, medens jeg selv stod som en Synder udenfor. En ejendommelig Indretning – i det Mindste ukjendt af mig paa andre Steder – er det før omtalte Toldhuus og dets Bestemmelse. Det er en offentlig Bygning, men kan i Virkeligheden mere betragtes som private Mænds Eiendom. Til Toldhuset føres uden Undtagelse alle Varerne, som indføres i Byen, og det ikke alene for Controllens Skyld, men ogsaa fordi de Handlende ikke have noget andet Oplagssted. Kjøbmændene betroe saaledes Toldhuset deres Varer som et Depositum, og faae Garantie for dette i et Bevis. Saalænge Varerne henligge paa Toldhuset, betaler Kjøbmanden visse Procent i Leje eller Afgift for Pladsen, men det staaer til ham selv, om han vil fortolde eller ei; ligesom Kjøbmanden frit kan udføre dem igjen til en anden Havn, saasnart han har erlagt de stipulerede Procenter i Oplags-Afgift. Først naar Handelshusene sælge deres Varer i Byen eller føre dem ind i Landet, betale de Told foruden den tidligere Afgift; dog er herved at mærke, at de have fuld Frihed til at indføre og forhandle det halve Parti af et bestemt Oplag, eller i det Hele saa stort og lille et Parti, som de ønske og see deres Fordeel af at beholde, og kunne udføre Resten uden at fortolde Mere, end hvad der er blevet i Landet. Følgen af denne Indretning er en aparte Maade, hvorpaa Kjøbmændene en gros handle i Valparaiso. De see saa godt som aldrig Mere af deres Varer end Prøverne; efter disse afgjøre de Alt baade med Toldhuset og Kjøberen. Ved ethvert Contoir har Kjøbmanden en Udstilling af alle de Prøver, hvoraf han har Varer i Toldhuset. Disse Prøvestuer ere aabne og tilgjængelige som en Boutik; Detailhandleren gaaer her omkring og udsøger hvad han ønsker, og naar hans Valg er gjort, 129 faaer han ligefrem en Anvisning paa Toldhuset som paa en Bank, hæver selv det større eller mindre Parti, han har kjøbt, og giver Toldhuset en Qvittering for Modtagelsen; denne præsenteres da atter Grossereren, som derefter klarerer sin Toldafgift og opgjør sit Mellemværende. Til at være Kjøbmand i Valparaiso hører saaledes hverken Pakhuse eller Magaziner, men en stor Stue til Contoir og Prøver er tilstrækkelig.

Det er ikke forunderligt, at Toldvæsenet i disse Lande maa udvikle sig til en forholdsmæssig høj Grad af Fuldkommenhed; thi fra denne Kilde har Regjeringen og det Offentlige den rigeste og, jeg kunde næsten sige, eneste Indtægtskilde. Afgifterne af Landgodserne og faste Eiendomme ere saa ubetydelige, at de ikke ere værd at tale om; med Bestemthed erindrer jeg ikke Skatteforholdet paa Landet og i Byerne, men det staaer klart for mig, at et af de største og bedste Godser i Landet ikke svarer mere i Afgift end en god Bondegaard hjemme hos os. Medens man derfor taler med store Tal om Intraderne af Tolden, saa tages de hos os saakaldte Skatter slet ikke med under Beregningen i Chile, men betragtes som Regjeringens Knappenaalspenge.

Politi- og Vægtervæsenet i Chile havde ogsaa for mig noget Nyt og Interessant i sit System. I det Hele stod Politiet paa en ganske fortrinlig Fod og var almindelig anprist. Det gik med Politiet som med Toldvæsenet, at Folk havde en høj Grad af Veneration for disse velbekjendte Stokkemænd og Hestfolk. Baade ved Dag og Nat sees det gaaende og ridende Politi i Gaderne og omkring Byen; altid bevæbnet er det ogsaa altid parat til at slaae til. Man mærkede snart, at Politiet i Valparaiso var bekjendt for at være ubestikkeligt, og at det ikke var lunkent i sin Tjeneste; man frygtede for at foretage sig Noget, som blot gav Mistanke om at krænke den offentlige Sikkerhed; thi man var intetsteds sikker for det vel underrettede 130 Politi, og man vidste, at hvor det lagde sig imellem, der skete det for ramme Alvor. Den samme Respect have ogsaa Vægterne om Aftenen; disses Tal er forholdsvis langt større end hos os og udrette sikkerlig fuldt saa meget. Hvad der i Chile holder Politibetjente og Vægtere aarvaagne er en Ansvarlighed, som de paatage sig ved at træde i Politiets Tjeneste: de skulle indestaae for Rolighed og Sikkerhed i bestemte Qvarterer, og da staae Politiet til Ansvar for enhver Uorden. I den videre Følge heraf er Politiet de respective Huuseiere eller Beboere ansvarlige for ethvert Indbrud, og maa erstatte Følgerne af dette. For at have en saadan garanteret Sikkerhed, betaler enhver Huusejer eller Kjøbmand en bestemt Afgift til Politikassen, og denne Afgift er fastsat i Forhold til de Eiendeles Værdi, Familien har: det er saaledes en fuldkommen Assurance mod Tyve og Røvere. Men Følgen af denne Assurance er en vis Umyndigheds Tilstand, i hvilken Huuseierne komme, og en vis Afhængighed af Politiet, men dog en Umyndighed og Afhængighed, som enhver Familiefader og Huusejer med Glæde underkaster sig. Især fremtræder denne Umyndighed om Aftenen, naar Vægterens Herredømme begynder. Til en bestemt Tid maa enhver Port og Huusdør være lukket; Vægteren har ikke større District, end at han med Lethed kan have Øie med alle Udgange fra Huse og Gaarde. Skeer det, at Vægteren ved sine idelig gjentagne Visitationer Natten igjennem finder en Port eller Dør uforsvarlig lukket eller endog slet ikke laaset, saa sender han gjennem sine Colleger en Løbe-Reqvisition til Politiet eller Vagten, og strax faaer han en Skildvagt tilsendt. Denne opstilles da ved den usikkre Dør og maa holde Vagt der til næste Morgen; da bliver Huusejeren eller den Mand, hvem Forpligtelsen at holde Døren laaset paahviler, affordret en bestemt Betaling for den levende Laas, og maa desuden erlægge en Mulkt, som tilfalder Politikassen og bestemmes efter 131 Eiendelenes Værdi eller Assurance-Summens Beløb. Gaaer Huusejeren eller Boutikherren ud efter den anordnede Tid, som er Kl. 10, da maa han enten for Vægteren anmelde dette, og give sin Nøgle til Vægteren, hos hvem han igjen afhenter den, eller ogsaa Herren lukkes ud af Huusfolkene og ind af Vægteren, som altid forvarer en Nøgle til Huset. Det koster i begge Tilfælde Mulkt at gaae ud uden Vægterens Vidende, eller at liste sig hjem. Dette Sidste er ikke godt muligt, thi ingen Person kan standse ved en Dør, uden at Vægteren strax indfinder sig for at høre hans Ærinde. Naar derimod Vært eller Eier mælde sig hos Vægteren hver Gang de gaae ud, da har denne et skjærpet Tilsyn med det herreløse Huus, og for at dette ikke skal være ubevogtet, paahviler Vedkommende denne Meldning under Mulkt. For nu bedre at kunne controllere Folk efter Lukningstiden og følge de Enkelte med paapassende Øie, have Vægterne i Valparaiso et eget Pibe-Sprog, som betyder noget andet end hos os. Kommer jeg f. Ex. sildig om Aftenen ud paa Gaden og passerer den nærmeste Vægter, der strax har havt mig i Kikkerten, uden at melde mig som hørende til hans Qvarteer og uden at begjære at blive lukket ind, saa støder han strax i Piben, saasnart jeg er passeret. Naar jeg kommer til den næste Vægter og er gaaet ham forbi, giver ogsaa han et Stød i Piben, der paa samme Tid er Svar til den første Vægter, at jeg er passeret, og Varsko til den følgende, at jeg er gaaet videre og kan ventes. Saaledes er min Person forud signaliseret, og jeg følges med en paafaldende Opmærksomhed Skridt for Skridt, fra Vægter til Vægter. Skeer det nu, at en af de følgende Piber tier, saa opstaaer Mistanke hos den Vægter, paa hvis Territorium jeg er blevet borte, og strax undersøger han mine Veie; han inqvirerer mig da enten ved min lovlige Dør, eller han tager mig ved Vingebenet, ifald jeg intet har ved Døren at gjøre. Det 132 var mig, paa Grund af dette vaagne Øie, slet ikke paafaldende, at Tyverier og Indbrud vare sjeldne i Valparaiso, og at Indbyggerne levede i en lykkelig Tryghed. Men beundre maa jeg den Fuldkommenhed, hvortil Politiet har udviklet sig i Chile, naar jeg erindrer mig Tilstanden i de Stæder, jeg kjender paa Østsiden, og sammenholder den med den offentlige Sikkerhed og Ro, som hersker i Peru19. Som sagt er et Huus-Tyveri og et Indbrud saare sjeldent; Tyvene have derimod en stor Færdighed i at snappe af Lommerne, og man maa være meget agtsom paa Gader, offentlige Steder, ja endogsaa i Kirken; ellers ere Lommerne tømte af de fiffige Hænder. Paa Grund af det altid agtsomme Gade-Politi, er det umuligt, at en Dør kan brydes op, eller at i det Hele en Uvedkommende kan slippe ind fra Gaden i noget fremmedt Huus. Tyvene, de faa, som udsætte sig for at være det, gaae derfor altid ovenfra Tagene, og bryde sig fra denne Kant Vei til de ulovlige Steder. Jeg hørte tale om, at Mestertyve saaledes havde transporteret en Boutiks halve Beholdning gjennem Taget og ned af Bagmuren paa Huset; saa snildt veed Ondskaben at finde Vei og at undgaae det menneskelige, kortsynede Blik, og saa let glemmes det vaagende Øje, som ligesaa fuldt seer ned paa Tyven, der gaaer gjennem Taget.

Fængslerne og Sikkerheds-Anstalterne mod Forbrydere have i Chile ligeledes nogen Originalitet. Foruden de faste og strengere Fængsler for Statsfanger og grovere Misdædere holdes den største Deel af Forbryderne fast i bevægelige Karrer, en Art Fadebuur paa to Hjul og saa høit, at et Menneske kan staae oprejst deri. Den første Grund til disse mobile Fæ[n]gsler har været den Brug, som det Offentlige vilde gjøre af Fangerne. Især have Veiene i Republikken og Brolægningen i Stæderne gjort Slavernes Hænder nødvendige, og som oftest ere disse indviede til at slæbe eller knuse Steen til det 133 forskjellige Brug. Mange Gange falder derfor Slavernes Virksomhed i lang Afstand fra Byerne og de faste Sikkerheds-Anstalter, saa at det vilde være hensigtsløst og ofte umuligt, hver Dag at føre dem fra og til Arbejdspladsen. Naar nu Slaverne arbeide udenfor Byerne, transporteres det omtalte Slutteri med under militair Bedækning, og naturligvis er Buret saa beslaaet og laaset, at det kan antages at holde Fangerne fast. Hver Aften, naar Arbei[d]stiden er forbi, lukkes de ind, og en Skildvagt posteres udenfor; paa en Straamatte maae de hvile Natten over, og ere da ved Haanden om Morgenen til at tage fat paa Arbeidet igjen. Det forstaaer sig iøvrigt let, at saa hensigtsmæssig denne Indretning kan være med Hensyn til Arbejdet, saa usikker maa den blive som Forvarings-Anstalt. Opholdet i det Frie og Afstanden fra Byen frister saa naturlig til at forsøge Udbrud; Sammenstuvningen af 6 til 8 Fanger i den samme Karre giver Anledning og Leilighed til Conspiration og trolig Samvirken for det fælleds Øjemed. Det skete saaledes under vort Ophold i Valparaiso, at ikke mindre end 43 Fanger paa eengang brøde ud af saadanne Fadebuur og flygtede efter en heldig Kamp med Vagten. Rigtignok blev den hele Skyld lagt paa dennes Uagtpaagivenhed og Mangel paa Aarvaagenhed; men det blev mig sagt, at enkelte Karrer ogsaa nu og da mistede deres Besætning ved de Indesluttedes Fiffighed alene. I flere Dage skete den strengeste Eftersøgning; militaire Tropper sendtes til alle Sider for at passe paa ved alle bebyggede Steder i Omegnen, som de Undslupne nødvendig maatte søge til, for ikke at omkomme af Hunger i Bjergene. Rygtet gik, at Deserteurerne opholdt sig i Egnen omkring Chiliotta-Veien, og de Reisende bleve skræmmede fra at passere denne uden den højeste Nødvendighed og vel bevæbnede. Endelig lykkedes det Vagten i en lille By at støde sammen med Banden, men Slaverne overrumplede Vagten, og førend denne blev 134 samlet, satte de sig i Besiddelse af nogle Geværer og anden Armatur. Uden Videre nedskjød Vagten nogle og tyve af Slaverne; de Overblevne fortsatte en lille Træfning, og skjøndt de røvede Geværer heldigvis ikke vare ladte, anrettede de dog med Kolberne og Knipler en ikke liden Ødelæggelse og flygtede først, efterat have hevnet deres faldne Brødre saa godt de kunde. Efter dette Slag fortsattes naturligvis Forfølgelserne. Det hed nu, at Resten havde trukket sig ind i Kløfterne i Nærheden af Valparaiso, og at morderiske Overfald vare øvede udenom Byen flere Aftener og Nætter efter hverandre. Indbyggerne i Valparaiso bleve advarede af det Offentlige, at de om Aftenen ikke maatte gaae ene udenfor Byen; ja selv de Indbyggere, som boede over Byen paa Bjergskraaningen, bleve altid efter disse Overfald ledsagede op til deres Huse af en Vægter, naar de ikke gik flere i Følge eller udtrykkelig frabade sig Bedækningen og erklærede sig selv stærke og bevæbnede nok.

Naar man i Chile spørger om, fra hvem og fra hvilken Tid disse forskjellige, almindelig lovpriste Statsindretninger hidrøre, da nævnes af alle "Portales's" Navn med en veemodig og ærefrygtsfuld Ihukommelse. Portales var Minister i Riget og var den altstyrende Aand, uden hvis Medvirkning Intet kunde fremmes, og ved hvis Kraft Chile hævede sig til den lykkelige Stat, den maa siges at være i Sammenligning med sine Naboer og Gjenboer; Portales skyldes den fortrinlige Organisation, som gaaer gjennem Statslegemets forskjellige Grene; hans Kraft og personlige Udholdenhed skyldes den Energi, hvormed de anpriste Institutioner endnu virke efter hans Exempel og i hans Aand. Hyppig berejste Portales Rigets forskjellige Egne; han opholdt sig i lang Tid i Valparaiso og Conception og havde ikke Ro, førend hans Planer om Toldvæsenet eg Politiet vare satte i Kraft. Under hans Ophold var ingen Embedsmand sikker paa at blive besøgt og 135 controleret; fra Morgen til Aften gik han omkring og saae til. Men ligesom han ikke skaanede sig selv, var han ogsaa haard og streng imod Andre; de Forsømmelige maatte uden videre Lov og Dom takke af; de Udygtige maatte vige for de Mænd, som han selv udsaae for at fremme sine Øiemed. Chile undergik ved Portales en total indre Forandring; mange Former skabte han, og efterat de vare satte igang, ledede, styrede og oplivede han dem ved sin ualmindelige personlige Udholdenhed og aandelige Styrke. Portales var den usynlige Drivefjeder i alle Retninger, og er det endnu ved den Aand, som ved ham er vakt. Hans Personlighed var respecteret i en Grad, som man vel kunde kalde Frygt, men som efter Landets moralske Standpunkt sikkerlig ogsaa var den eneste Magt, ved hvilken Maskinen kunde bringes til det, den er. Portales vejede vistnok ikke sine Midler saa nøje, og disse holdt vel ikke altid Stand for Moralens Domstol; men den historiske Retfærdighed kræver en skaansom Dom i denne Henseende, naar Frugterne af denne Mands Liv aabenbart ere saa store og velsignede af Landets Børn. Thi foruden det uforgjængelige Minde, som Portales har efterladt sig ved at skabe et kraftigt og velorganiseret Statslegeme, har han over hele Chile et Eftermæle, som berømmer hans Navn. Naturligvis blev han betragtet med andre Øine af et stort Parti; Mange af den gamle Suurdeig maatte falde, for at den nye kunde komme til at virke, og disse Mange kalde ham uretfærdig. Jeg hørte ogsaa enkelte Yttringer om grusom og tyrannisk Adfærd af Portales, og det er jo psychologisk rimeligt, at Portales ikke var Herre over sit Sind i alle Retninger og under alle Forhold, men at Iveren og den heftig vakte Activitets Aand har ledet ham til Handlinger, som ere uforsvarlige. Dog hørte jeg aldrig noget bestemt Factum fremhævet; som en Dom, der har sin naturlige Grund i de store Omvæltninger, Portales foraarsagede, stod hans Vanrygte magtesløst ligeover for de 136 daadfulde, levende og haandgribelige Vidnesbyrd og den overvejende Lov og Priis, som lever efter ham over hele Riget. Jeg fornam derfor ogsaa kun een Følelse for denne Mands ynkelige Død; han blev i Aaret 1836 lumskelig skilt ved Livet paa et Bal ved Gift – et Beviis paa, at Portales havde Fjender og Misundere – men ogsaa Stof til hans Forherligelse efter Døden; thi, som der blev mig sagt, at Indtrykket af dette Budskab var nedslaaende for hele Nationen, saaledes betragtes endnu denne Gjerning med Afsky, som en utaknemmelig Udaad og Misgjerning.

Chile er siden 1819 en uafhængig Republik; Præsidenten og Rigets Ministerium residerer i "St. Jago". Præsidenten vælges ved Stemmegivning paa 5 Aar; naar disse ere omme, kan han atter vælges paany, men efterat have beklædt Præsident-Værdigheden i 10 Aar, er han forpligtet til at deponere og kan ikke komme i Betragtning som Candidat igjen, førend andre 5 Aar ere forløbne; skulde han ved Udløbet af dette Tidsrum endnu staae i Kredit, da kan han atter vælges og betragtes som en ny Candidat. Den nuværende Præsident, "Prieto", hører til de Gjenvalgte; hans Tid er udløben i førstkommende Juli Maaned, og man er allerede spændt paa et nyt Valg. Prieto omtales som en svag, ganske godmodig Mand; han skal beklæde sin Post ved Indflydelse af Portales, som helst ønskede et Skyggehoved, for at han selv desto bedre – ligesom forhen Cardinal Hildebrandt – kunde agere under et selvskabt Overhoved. Ministeriet bestod af Mænd, der ligeledes tillagdes en god men svag Villie; det eneste Medlem, der ragede op over Collegerne, var en vis Tocurnal, der er Adspirant til Præsidentskabet i Juli. Han harmonerede ikke godt med Præsidenten og de øvrige Medlemmer af Ministeriet, var ofte i stærk Opposition til dem alle, og havde flere Gange begjæret sin Afsked paa Grund af denne Uovereensstemmelse. Dette Ønske er imidlertid aldrig 137 blevet ham tilstaaet; thi deels erkjendtes hans Capacitet og Overvægt i Ministeriet, deels var det almindelig antaget, at denne Takkenaf var en Ydmyghed og Beskedenhed af samme Natur som Octavians; og ligesom han hidtil er vundet igjen ved et godt Ord, saaledes er man sikker paa, at hans Hensigt med denne Resigneren ingen anden har været, end at pirre og anspore sit Parties Gemytter til at samle Stemmer til Juli Maaned saa meget større Ængstelighed; maaskee kan dette Puds ikke være saa slet beregnet. Den Mand, som er hans Rival og har et stort Parti for sig til Præsidentvalget, er en vis General Bulnes, der vandt Slaget ved Yungay i Nordperu mod Santa Cruz, og omtaltes som en kraftig og alvorlig Charakteer; om nogen Tredie, som kunde komme i Betragtning, var ingen Tale.

Kirkens Forhold til Regjeringen er i Chile for Øjeblikket saare gunstigt, fra Geistlighedens Side betragtet; men efter den almindelig herskende Mening har Staten ingen Fordeel af den Indflydelse, som Geistligheden øver paa Ministeriet; med Rette bebrejdede man dette, at Præsident og Ministre gik i Geistlighedens Ledebaand, og at de ingen Beslutning af Betydning vovede at tage uden foregaaende Consultation med Geistligheden. Det er et af de Haab, man nærer i Anledning af Bulnes's mulige Valg til Præsident, at denne Mand vilde hæmme dette Uvæsen; medens der paa den anden Side var Frygt for, at Tocurnal skulde vedblive at være et afhængigt Redskab.

Geistlighedens Anseelse i Chile fik just under vort Ophold en forhøjet Glorie derved, at Republikken fik sin egen Erkebiskop. Tidligere har den kun havt sin Biskop i St. Jago ligesom i andre Dele af Riget, en Omstændighed, der hidrørte fra Republikkens tidligere Afhængighed af det vicekongelige Sæde i Lima, hvor ogsaa den spanske Erkebiskop residerede. Uagtet Chile allerede i lang Tid har været uafhængig og i verdslig 138 Henseende været ligesaa complet organiseret som "Peru", har dog Gejstligheden først i Aar faaet sig en Primas. Den nye Erkebiskop var tidligere slet og ret Munk; formaaende Familieforhold hævede ham pludselig til Kirkens Overhoved, uden at man egentlig veed, hvad denne obscure Personlighed kan udrette i denne Værdighed; Kirken kan i det Mindste ikke love sig noget af ham, med mindre det skulde ansees for en Fordeel, at Regjeringen kan haabe at nytte Kirkens Overhoved efter sit Ønske. Iøvrigt træder Kirken i Chile ganske beskedent frem; ja udenfor St. Jago mærker man saare lidet til den. Jeg levede i Valparaiso i tre Uger, uden at jeg saae det mindste Tegn paa Katholicisme, naar jeg undtager de nødtørftige Messer, som holdtes. I Hovedstaden er det jo noget anderledes, men efter Alt, hvad jeg hørte, faldt Catholicismen heller ikke her i Øinene. Foruden de almindelige Munkeordener, som findes over hele det catholske Sydamerica, traf jeg i Chile og senere i Peru en spansk Orden "Mercedarierne", som jeg ikke før havde seet noget til, og som heller ikke findes paa Østsiden. Mercedas-Ordenen har sin Oprindelse fra Maurernes Tid i Spanien, da et Antal af forfulgte Spaniere sluttede et Broderskab under et selvvalgt Overhoved og gave deres Orden Navn efter den "hellige Moders Naade". Mercedarierne bære en smuk, hvidguul, gjennemsigtig Ordensdragt, udmærke sig ved Reenlighed og Orden i deres ydre Liv, og nyde en for Munke ganske usædvanlig Agtelse. Mig tiltalte de Individer, jeg saae af denne Orden, paa en saare behagelig Maade ved deres Physiognomier og hele Maade at vise sig paa, og det var den eneste Orden, af hvilken jeg modtog et behageligt Indtryk, og om hvilken jeg hørte en almindelig rosende Dom. Foruden Mercedarierne stødte jeg ogsaa her paa Augustinerne i deres sorte Kutter. Med Undtagelse af Dragten havde disse bortgivet al geistlig Characteer. Jeg saae dem ikke med heldende Hoveder, 139 men altid som djerve Riddere tilhest. Augustinerne i Chile nævntes som de rigeste Proprietairer og Huusejere. De fleste Klostere for denne Orden have opløst sig, og disses gamle Eiendele ere gaaede over i de Enkeltes Hænder. Augustinerne aagre nu med dette timelige Pund paa en aldeles verdslig Maade og have Ord for at være fortrinlige Speculanter, der forstaae at udvide deres faste Eiendomme baade paa Landet og i Byerne. Denne Velstand skjulte de heller ikke; jeg saae aldrig prægtigere Ryttere end disse Brødre, baade hvad deres egen Dragt og Hestenes Beklædning angik; de rede altid sorte glindsende Heste, og virkelig toge de sig stolte og godt ud, naar de i deres sorte og nye Ordens-Dragt tumlede sig paa de smukke og rigt prydede Dyr.

Geistlighedens Lønning i Chile har for nogle Aar siden undergaaet en Forand[r]ing, som visselig er gavnlig og god i sig selv, men ikke til Vedkommendes Fordeel. Alle Kirkernes Ejendomme ere ikke længere i Geistlighedens Hænder men inddragne under Fiscus. Enhver Geistlig, baade i Byerne og paa Landet, har sin bestemte Lønning efter den Stilling og Rang, han indtager i Kirken. Biskopperne og de egentlige Canonici i de større Stæder ere rigelig aflagte, hvorimod den store Mængde af Clerici omkring paa Landet have en tarvelig Sold.

Efter Republikkens Grundlov er ingen Religion tolereret uden den romersk-catholske. Det kaldes derfor en ganske særegen Begunstigelse, at Englænderne i Valparaiso have faaet Tilladelse til at opføre et Bedehuus og ansætte en Præst ved dette, og at det i Forbindelse hermed er indrømmet dem at have en Kirkegaard ved Siden af den catholske udenfor Byen. Jeg troer imidlertid, at den samme Begunstigelse let vilde blive tilstaaet enhver Nation, at fri Religionsøvelse i Virkeligheden er tilstaaet i Republikken, og at Principet er at betragte som dødt og magtesløst.

140 Under vort Ophold i Valparaiso fik jeg to Gange Anledning til at besøge den engelske Kirkegaard. En americansk Fregat, som kort i Forvejen havde ligget paa Station ved Valparaiso og var gaaet paa et Krydstogt op ad Kysten, mistede sin Chef i Søen. Fregatten kom ind til Valparaiso for at begrave den Afdøde. Saasnart denne Efterretning hørtes omkring paa Rheden, sænkedes Flagene paa alle Krigsskibe og paa de americanske Coffardimænd; "Flaget paa Halvt" er nemlig det Tegn, med hvilket man tilsøes bærer sin Sorg tilskue. Alle Krigsskibene bleve ved Circulaire indbudne til at ledsage den Afdøde til Jorden den 12te Marts. En Præst har sit Sted ved Graven som ved Vuggen, og det blev bestemt, at jeg skulde følge med fem Officerer fra Bellona. Det er en Lov i Chile, at intet Lig om Dagen maa bringes til Kirkegaarden; dette maa skee om Natten, og Processionen kan da finde Sted til enhver Tid. Til det bestemte Klokkeslet sattes af fra alle Skibene, og Følget samledes paa Pladsen ovenfor Skibsbroen. Da jeg kom ind til Byen, undredes jeg over det store Antal af militaire og civile Mænd, af Budne og Uindbudne, som her vare forsamlede. Efterhaanden ordnede Toget sig og sattes i Bevægelse ved et Musikcorps, som angav Marschen. I Spidsen af Toget gik jeg ved den engelske Præstes Side; og da jeg fra Høiden af det Bjerg, hvorpaa Kirkegaarden ligger, og op ad hvilket man maa stige ad en temmelig besværlig Snirkelvei, kunde oversee den Række, som dannede dette Følge, var jeg overbevist om, at jeg aldrig før havde seet noget større eller mere høitideligt Følge. Mennesker af alle Nationer og Tungemaal, af alle Troesbekjendelser, af alle Stillinger og Vilkaar, vare her samlede paa den snevre Vei til Dødens Port; næppe vil jeg oftere i Livet faae et klarere Billede paa, at det fælleds Maal for alle Dødelige er den stille Grav, og at den bringer alle Forskjelligheder til at tie, nedbryder alle Skillevægge 141 og knytter moderlig dem tilsammen, som før vare saavidt adspredte. Folk fra den Afdødes Skib bare hans Kiste fra det lille Kapel, i hviket den var bisat. Ved Graven fungerede den engelske Præst fra det stationerende Admiralskib. Den engelske Ritus veed ikke, hvad Ligtaler betyde; de have derimod et meget langt Ritual, som oplæses over Graven; det bestaaer meest af længere og kortere Citater, ordrette efter Testamentet og af forskjellige Bønner, som slutte sig til disse Bibelsteder. Ritualet var efter mit Skjøn i højeste Grad opbyggeligt og smukt, og det blev mig ved denne Leilighed en klarere Overbeviisning, at vore tre kirkelige Sætninger, der savne al bibelsk Charakteer og al Bøn, i højeste Grad ere mangelfulde og magre. Paa den anden Side taalte det engelske Ritual vel ikke ubetydeligt Afslag; det kan ikke med hurtig Stemme læses paa kortere Tid end et Qvarteer og udgjør over to Blade tæt Tryk i Ritualet; Bønnerne ere for mange og Citaterne for lange. Præsten kaster ikke Jord paa Kisten ifølge den episkopale Kirkes Skik; Graveren eller maaskee en Anden under andre Forhold end dem, jeg her om taler, staaer med Spaden i Haanden og kaster de tre Skuffer Jord, naar Præsten i Ritualet kommer til det tilsvarende Sted; med en langsommere Udtale og stærkere Betoning fremhæver blot Præsten disse Ord af Ritualet. Efter Jordspaakastelsen blev over Graven affyret forskjellige Salver, hvorefter Toget opløste sig og gik tilbage til Byen og Skibene.

Anden Gang kom jeg ex officio til at gjøre denne Vandring til Kirkegaarden, da jeg maatte ind for at jorde en Mand, som døde ombord i Bellona. For hans Skyld maatte vi opsætte vor Afrejse fra Valparaiso een Dag, fordi det er en Bestemmelse i vore Krigsartikler, at Enhver, som døer ved Land og kan bringes i Jorden, ogsaa skal begraves. Den 31te Marts om Morgenen Kl. 4 satte vi af med Liget i 142 dybeste Mørke og Stilhed. Bag det Fartøi, som førte en Officeer og mig, fulgte Skibets Barkasse, hvori Liget stod omgivet af brændende Lanterner, og i hvilken Underofficerer og Matroser fulgte deres Kammerat. Ved Strandbredden gik efter Aftale Graveren fra Kirkegaarden med en Lanterne og angav Landingsstedet for os. Det lille Følge var snart ordnet og fandt Vejen ved Hjælp af vore 6 Lanterner. Paa Kirkegaarden ventede vi en halv Time paa Solens Opgang og indviede derefter vor bortgangne Reisefælle til den fremmede Jords Fred. Vore Folk fyldte Graven halvt med Jord og vendte derefter tilbage til den levende Færd paa Fregatten, som samme Dag gik under Seil.

Regjeringen i Chile understøtter en eneste Dannelses-Anstalt i "St. Jago", men har endnu intet Skridt gjort til at fremme almindelig Oplysning i Riget. Det er overhovedet den store Feil og Mangel ved alle de sydamericanske Stater, at Interessen for offentlige Undervisnings- og Opdragelses-Anstalter er indkrænket til en enkelt i Navn og Organisation meget lovende Stiftelse, medens den store Mængde af Børn, hvis Skjæbne har nægtet dem at kunne have Forbindelse med denne Anstalt, nødes til at opvoxe i den krasseste Uvidenhed. "Institutio nationalis" i St. Jago er saaledes Republikkens eneste Skole og Højskole. Denne Anstalt er meget betydelig og tæller i Gjennemsnit henimod 600 Individer, som freqventere Undervisningen. Af dette Antal ere imellem 150 og 200 stadig betroede Institutet baade i og udenfor Skolen; de leve og opdrages af dette efter en Plan, der ligner den bestaaende ved Collegierne i Rio Janeiro. Undervisningen for Begyndere er især lingvistisk og mathematisk; Børn af engelske, franske og andre europæiske Familier kunne her dyrke Modersmaalet ved Siden af Landets Sprog. For dem, som videre agte at hellige sig Videnskaben, ere tre højere Faculteter, i hvilke de 143 med et frit Valg kunne træde over, et juridisk, medicinsk og mathematisk nemlig. Den theologiske eller geistlige Dannelse faaes i Klosterskoler og theologiske Lycæer, men det skal ikke være stort bevendt med denne Oplysning. De egentlige Canonici staae i et slet Renome fra Oplysningens Side, og Mængden af Clerici og Munke fradømte man aldeles al aandelig Udvikling. Almuens Opdragelse er over hele Riget overladt til sig selv, og selv de formuende Forældre udenfor St. Jago have ingen Leilighed til at faae deres Børn opdragne, naar ikke en privat Mand hældigviis har oprettet et Institut paa egen Bekostning og Risico. Men uden at tale om, hvor lidt der lader sig haabe af et privat Institut i disse Lande, hvor ingen Rivaliseren kan finde Sted, og hvor Forstanderen er en deus ex machina uden at give nogen Garantie for sin Dygtighed, saa betales Entreen til et saadant Institut efter sydamericansk Maalestof, det vil sige saa høit, at ikkun bemidlede Forældre kunne overkomme at spendere den paa Børnene. Tilmed er den simple Mands aandelige og moralske Standpunkt i disse Lande saa lavt og indskrænket, at det aldrig falder Forældre ind at ansee Dannelse for en Fordeel eller at ville gjøre Opofrelser for dens Skyld. Skolen maa aabnes og Staten indbyde til at besøge denne; saalænge dette ikke skeer, lade Forældrene sikkert Børnene ligge i og udenfor Husene, for at betle en Skjerv af de Forbigaaende, og først Hungeren nøder efter Aars Forløb de Voxne til at gjøre noget Nyttigt med Hænderne og driver dem til at gribe den første den bedste Udvei til en Existents i Livet. I Valparaiso, Landets næstvigtigste og største Stad, er f. Exempel aldeles ingen offentlige Skoler; der findes et privat Drengeinstitut og to private Skoler for Pigebørn. Drengeinstitutet besøgte jeg flere Gange og blev mere og mere overtydet om den Overfladiskhed, hvormed den hele Underviisning dreves. Forstanderen var en eventyrlig 144 Polak, der efter flere forgjæves Forsøg paa at komme frem i Europa for en Deel Aar siden søgte sin Lykke i Nordamerica, hvor han var saa heldig at blive ansat som Kadetlærer paa et americansk Krigsskib, der gik til Vestsiden af Sydamerica. Hans Forhold ombord var imidlertid saaledes, at man snart overtydedes om, hvor uskikket Manden var til at beklæde denne Post, og hvor lidet denne polske Flygtnings løse og ubundne Ideer passede i et Orlogsskib. Han takkede derfor af i Valparaiso og vandt ved store Ord de forlegne Forældres Tiltro: han oprettede en Skole, ved hvilken han ansatte "Professorer" og selv agerer som første Professor og Rector. Men de bedste blandt disse Medhjælpere ere ligesom Forstanderen forulykkede Eventyrere, to Franskmænd, som ved et Skibbrud paa Kysten bleve reddede til Valparaiso og fik Ansættelse hos Polakken. For Øjeblikket staaer Institutet sig godt og giver et rigeligt Overskud; men Øinene ere efterhaanden aabnede paa Folk, og Polakken er mere og mere anseet for en miles gloriosus. Det blev derfor almindelig antaget, at denne Anstalt havde culmineret, og man forudsaae dens tilkommende Skjæbne grant, at naar det er lykkedes disse Skibbrudne at faae kjølhalet ved Hjælp af chilenske Dubloner, saa ville de seile deres egen Sø og lade Institutet skjøtte sig selv. – Nogle Klosterdamer i Valparaiso have i længere Tid havt et Asyl for Pigebørn, men Hovederne ere saaledes blevne fordrejede paa denne Ungdom, at Forældrene, navnlig de protestantiske, have Frygt for at betroe deres Børn til disse catholske Søstre og glæde sig over, at en engelsk Dame sidste Aar har begyndt en Undervisning for den qvindelige Ungdom.

Det vilde være meget utaknemmeligt, om jeg dvælede ved Valparaiso uden at omtale "der deutsche Verein" her. Lige som de Tydske overalt mødte os med udmærket Venlighed og Forekommenhed, skylde Fregattens Officerer ogsaa den tydske 145 Forening i Valparaiso mange ædle Glæder og Nydelser. Den Omstændighed, at de mange Tydske i Valparaiso, paa enkelte Undtagelser nær, ere unge, ugifte Mænd, engagerede af fremmede Handelshuse, har her meer end paa noget andet Sted fremkaldt Trangen til et fælleds Foreningspunkt, hvor det lille Fædreneland kunde samle sig i det Fremmede. Denne Forening kom os strax imøde med en almindelig Indbydelse til at benytte dens Locale og deeltage i dens daglige Sammenkomster om Aftenen. Ogsaa i Rio var en tydsk Klub, som viste os den Opmærksomhed, at give os uhindret Adgang til sit Locale; men denne Klubs Natur var ganske forskjellig fra de Tydskes i Valparaiso; den lignede mere et offentligt Sted, hvor man kunde læse Aviser, spille Billard og Kaart, men hvor der ikke herskede den intime Forstaaelse og det aabne og frie Vennesind, som besjelede alle Medlemmerne af den tydske Forening i Valparaiso. Hver Aften fandt man her en Samling af unge, livfulde Mænd, som efter endt Dagværk søgte hverandre og mødtes med en Hengivenhed og Kjerlighed til hverandre, som tilhørte de alle den samme Familie. Jeg har aldrig før truffet en Forening af unge Mennesker, besjelet af en renere og ædlere Samfunds Aand end denne Forenings Medlemmer. Ordet var frit og Discursen levende og almindelig; men Ingen vovede at misbruge Ordet eller krænke den gode Tone. Det faldt ikke nogen Enkelt ind at føre smudsige Gjenstande paa Bane; han vidste, hvorledes disse vilde blive optagne af Selskabet; og langt fra dem alle laae det at fremføre haarde Domme eller fornærmelige Udtryk den Ene mod den Anden. Jeg maatte mange Gange beundre den Tone, som styrede og regjerede dette Samfund. Naar man kjender den skurrende Characteer, som et Selskab, der bestaaer af lutter unge Mennesker, saa let antager, naar man veed, hvor snart letfærdig Vittighed og Kaadhed hos enkelte Medlemmer vinder et Herredømme over Conversation og 146 Underholdning, saa maa man undres over, hvor aldeles denne Tone er bleven holdt ude her. Foruden levende Discussion var Musikken et oplivende Element i Foreningen; hver Aften gave de musikalske Herrer Noget til Bedste paa Fortepiano, Violin eller Fløjte; og nu og da gaves større Aftenunderholdninger af Dilettanter, hvortil Selskabet plejede at indbyde fremmede Damer og Herrer. Spil er ikke forbudt, men det er en stille Lov, at der ikke spilles anderledes end ganske lavt. Selskabets Bibliothek er endnu i sin Barndom, men det blev brugt og nyttet efter sin Hensigt, baade til Udlaaning og Læsning i Localet. Flere Aftener bivaanede jeg med Fornøjelse for lukket Dør sceniske Samlæsninger og andre Foredrag af Medlemmer, som i Forvejen med Flid havde sat sig ind i Foredraget. Det er let at fatte, hvor stor Priis vi maatte sætte paa denne Forening i en Stad, som aldeles ingen Adspredelse tilbød. Der hengik heller ingen Aften, uden at jo en Deel af Fregattens Personale tilbragte den hos de tydske Gjæstevenner. Omgivet af Mænd, som i længere eller kortere Tid havde opholdt sig paa Vestsiden af Sydamerica og berejst denne, havde jeg rig Leilighed til at høre om Landet og dets Indretninger. Hver Aften jeg forlod Foreningen, gik jeg bedre underrettet bort; og som en rig Kilde til Fornøjelse og Kundskab skal "der deutsche Verein" i Valparaiso altid leve i min taknemmelige Erindring.

Efter de Tydskes Exempel havde ogsaa det unge England dannet sig en Klub; men denne var af en ganske anden Tendents'4. Englænderne komme ikke sammen for at stille Aandens og Hjertets Trang alene; Pokalen maa staae fyldt paa det Bord, om hvilket de skulle føle sig tilfredse. Paa Grund af denne Uovereensstemmelse mellem den nøjsomme, aabne og hjertelige Characteer, som besjeler de Tydske, og Englændernes stolte, frastødende og luxuriøse Væsen fandt heller ingen intim Forbindelse Sted mellem disse Foreninger. Dog havde man gjensidig 147 søgt at nærme sig hinanden, uden endnu at være kommet videre end til et aftalt Schakparti, som skiftevis blev spillet i de forskjellige Localer. Vel at forstaae, spillede den hele Klub mod Vederparten det samme Parti, der ofte varede gjennem flere Aftener. Under denne venskabelige Kamp sidder hvert Parti i sit Værelse med et Schakbredt, og et tredie Bredt er posteret i den aabne Dør mellem Værelserne; paa denne stumme, uvillige20 Mellemmand gjøres de uforanderlige Træk fra begge Sider til gjensidig Underretning, medens Partierne benytte de andre Bredter til de mange Prøver frem og tilbage, som Mængden af Raadgivere giver Anledning til. Jeg bivaanede et saadant Møde i tydske Klub. Englænderne kom stive og ordknappe, toge strax Plads ved deres Schakbredt, hvor de lydløse sadde om Bordet, indtil den fastsatte Tid var omme; hvert Træk, som blev gjort paa det stumme Bredt, førte de strax til Protocols, og mellem hvert Træk toge de en Slurk af de stærke Sager, som de Tydske havde sat for dem. Kampen kom den Aften ikke til Afgjørelse. Iøvrigt lover jeg mig af dette Spil ikke nogen god Frugt for Samlivet mellem Foreningerne; thi det var tydeligt at see og forstaae af de Tydskes Tale, at Spillet allerede var blevet en lidenskabelig Æressag, og at navnlig Englænderne havde vist en meget tvetydig Opførsel, naar de maatte gaae bort fra et tabt Parti som matte og overvundne.

Den tydske Forening lod det ikke blive ved den daglige Forekommenhed, som blev os vist i dens Locale, men den sendte os en Dag en Deputation ombord med Indbydelse til en Ridetour ind i Bjergene, hvor de i en Dal, bekjendt under Navnet "val de duc" udbade sig den Fornøjelse at give en lille "Piknik". Indbydelsen blev naturligvis modtaget med en erkjendtlig Glæde. Saamange af Officeerpersonalet, som for Tjenesten kunde forlade Fregatten, stode ridefærdige paa Skibsbroen Kl. 9 den 148 bestemte Morgen; og fra de Tydskes Side mødte saa mange, som nogenlunde kunde rive sig løs fra Dagens Arbeide. Efterhaanden samlede sig en Cavalkade af omtrent 30 Personer, som alle bare den nationale Ridedragt "Puncho". Dette Klædningsstykke er en Art af Støvkappe, men som ikke er videre end et Stykke uldent eller linnedt Tøj i Qvadrat med et aflangt Hul i Midten, hvorigjennem Hovedet stikkes, saa at Klædningsstykket hænger løst ned over Skuldre og Arme. Jeg vil her lejlighedsvis bemærke, at denne Puncho er en saa almindelig brugt national Ridedragt, at hverken den rige og fornemme Kjøbstadsjunker eller Bonden fra Landet stiger tilhest uden Puncho. Og som i det Hele disse Landes Indvaanere sætte store Summer i deres Ridetøj, saa er deres Puncho mange Gange det kostbareste Klædningsstykke, de eje. Jeg hørte Tale om Punchoer til en Værdi af 4 à 5 Dubloner eller 120 à 140 Rbd. dansk; disse fine og kostbare ere vævede af Gjedehaar, ere bløde som Silke og have et Farvespil saa reent og levende, som jeg før aldrig har seet paa noget Tøi. Foruden Punchoen er Saddelen en dyr Artikel. Stigbøjlerne maae være af gedigent Sølv, og ere efter Landets Skik i Regelen saa tykke og svære, at man som Fremmed kalder det naragtigt, at spendere Sølvet i saa overflødig Maade; thi det er langt fra, at Stigbøjlen er smagfuld, eller at Ejeren eftertragter det Smukke; det er en national Stolthed, at prange med de massiveste Stigbøjler. Anderledes er det heller ikke med det sølvbeslagne Hovedtøj for Hesten. Saddelen selv kan være ubetydelig, men dens Bedækning, der er en af Gjedehaar forarbejdet Samling af tynde Væv, er atter en kostbar Affaire. Med et saadant Udstyr viser den complette Gaucher sig i Kjøbstaden. Men for at komme tilbage til vor Ridetour fra Valparaiso til val de duc, saa nøjedes vi Europæere med at sidde paa gode Heste uden Stads; ikkun Punchoen maatte vi alle have over Skuldrene. Førend Øiet bliver 149 vant til dette brogede Skue, tykkes man sig klædt som en Hans Qvast, men snart lærer man at paaskjønne det Hensigtsmæssige i ved denne Dragt mod Støv og Aftenluft. Veien til vort Maal gik bogstavelig i Begyndelsen opad de steile Fjeldrygge, hvor der hverken var Vei eller Sti; krydsende opad disse Skraaninger naaede vi Høiden af den Bjergkrands, som omgiver Valparaiso; paa en dansk Hest havde vi aldrig naaet den, men vare paa mange Punkter rullede ned i Dalen. Paa Toppen samledes Selskabet og førtes til en Bjergvei, som var mere banet, men dog saa umagelig, at det kostede mig Anstrengelse, at følge med i det stadige Gallop op og ned ad disse knoldede Stier. Man maa aldeles betroe sig til sin Hest og være ubekymret fra denne Side, og kan endda have nok med at holde sig samlet og bevare sig for Svindel21 ved Betragtningen af det Imponerende og Majestætiske i disse vilde Bjergmasser og under den lynsnare Fart. Efter et Ridt af omtrent to Timer naaede vi vor Bestemmelse; den store Dal aabnede sig smilende for os, og omkring den hvide Dug, som laae udbredt paa det Grønne havde forudskikkede Tjenere travlt med at gjøre Anretning. Efterat have rørt sig lidt i det Grønne, placerede Selskabet sig om det lave Bord; paa romersk Viis lænende os paa venstre Arm, den Ene i den Andens Skjødvinkel, holdt vi et styrkende Maaltid. Magister bibendi var en smuk, livfuld, dansk Mand, af alle de Tydske kaldet "Onkel", den før omtalte Bestyrer af en Englænders Gods ved Chiliotta. Gjennem et yndigt, grønt, halvtudtørret Flodleie førtes vi hen imod Aften tilbage til Valparaiso. Stemningen svarede ikke rigtig til det mange Gange farlige Ridt, som krævede Opmærksomhed; og det var et Guds Under, at 7 Ryttere, som med Heste og Mænd styrtede ned i en Bjergkløft, kom fra det uden nogen betydelig Skade. Efter et langsomt, men uforglemmelig smukt Ridt under de stejle, bevoxede Vægge paa begge Sider af 150 Flodlejet kom vi ud paa Vejen mellem Valparaiso og St. Jago. Denne var bred nok til at entrere paa det gamle Gallop, og i dette gik Touren videre. Først ved et Vinhuus, en lille halv Miil fra Byen, gjordes Holdt. Det lystige Selskab spiste her Druer i en forbausende Mængde og fik et Par unge Folk i Huset til at dandse en Salmaqvecca for sig, en spansk Nationaldands, der er søvnig og smægtende og ligner noget vor gamle Minuet; hvor den mister den træge Characteer, bliver den uanstændig. – Det begyndte at hælde mod Aften, og i forskjellige Partier satte Cavalkaden af fra Vinhuset. Træt og mødig, men med kjere og venlige Erindringer, kom jeg til Fregatten med Landgangsfolkene.

Alt, hvad vi kunde gjøre for at gjengjælde de Tydskes Artighed, var at indbyde dem til Fregatten, for paa Søen at afbetale paa den Opmærksomhed, som var vist os iland. En Eftermiddag afhentede vore Fartøier Gjæstevennerne paa Skibsbroen, og efter en Lystseilads paa Fjorden lagde de til Fregatten. En Soiree, saa god som vi havde den, blev givet i Chefens Kahytter, og ved Bortgangen om Aftenen lyste Bellona med Blinkfyr fra Ræerne.

To Dage efter vor Ankomst til Valparaiso rejste vor Chef og de Officerer, som udgjorde hans Følge, til "St. Jago", for at underhandle med Regjeringen. Desværre laae St. Jago 36 danske Mile oppe i Landet. Der gik ingen Diligencer eller Dagvogne derop, men Reisen var extra og saa kostbar, at kun Faa kunde tænke paa at besøge den. Efter Landets Skik lejer man en Kabriolet for to Personer, som gaaer den hele Route igjennem. Kjørselen er for en Fremmed halsbrækkende at see til; det gaaer i flyvende Gallop frem ad de krydsende Bjergveje. To Heste ere spændte for Kabrioletten, men Udlejeren forudskikker eller medsender ofte 8 à 10 Heste, som skiftevis spændes for. Det forstaaer sig saaledes, at den Omstændighed at kjøre 151 36 Mile, naar man dertil sætter 2 à 3 Mennesker og 12 Heste i Bevægelse, maa være en dyr Sag i Sydamerica. Paa Veien til St. Jago passeres to smaa Byer Cassa blanca og Currecavi, og i den ene eller anden af disse overnattes gjerne af de Reisende. De Officerer, som vare saa lykkelige at have besøgt Hovedstaden, priste den yndige og originale Bjergvei og havde fundet et behageligt europæisk Liv i St. Jago. Den 27de Marts kom Chefen tilbage; i de følgende Dage gjordes Tilberedelser til Afrejsen, og den 31te Marts Eftermiddag gik vi for en god Vind under Seil Nord efter til Lima.

Besøget i Peru

Den sidste Marts stak vi atter i Søen for en god og gunstig Vind; Maalet for Reisen var denne Gang Lima, Perus Hovedstad, eller rettere dens Havn Callao; og denne Station var Expeditionens yderste og sidste. En Distance af omtrent 400 Mile opad Americas Vestkyst lagde vi tilbage i 9 Dage, i hvilke vi seilede med Læseil undtagen paa den sidste. Ligesaa rolig og eensformig som Fregatten gik sin Gang, randt ogsaa Livet ombord. Den mellemliggende Palme-Søndag holdt vi paa 20° S. Br. vor Andagt paa det rolige Dæk, medens Bellona uforstyrret passede sin Dont og løb 2 Mile i Timen. Skjertorsdag, den 8de April, vare vi paa Høiden af Callao, men da vi mod Morgenstunden styrede mod Kysten, seilede vi os ind i Stille og i en saa tæt og tyk Taage, at det ikke var os muligt at see 50 Skridt fra Skibet. I denne Situation laae vi og drev til efter Middag, da Taagen hævede sig og Indseilingen blev klar. I Anledning af denne Taage vil jeg bemærke, at den er et sikkert og ejendommeligt Mærke paa, at man virkelig befinder sig under Nord-Perus Kyster. Næsten 152 uden Undtagelse ligger Landet hver Morgen hyllet i dette dunkle, fugtige Klædebon, og mange Gange hæver Taagen sig først ved Middagstid. Saa uønskelig denne Morgenkappe er med Hensyn til Sundheden, saa nødvendig er den for Vegetationen i Landet. Det er nemlig et mærkeligt Naturphænomen, at det saa godt som aldrig regner i det nordlige Peru; da vi besøgte Lima, var der i 7 Aar ikke faldet en Draabe Regn. Den eneste Vædske, som underholder Plantelivet, er den ligesaa sikkre som mange Gange til Besvær tykke Taage, der daglig vederqvæger Jorden og virkelig holder denne saa fugtig, at der i Nord-Peru, trods den fuldkomne Mangel paa Regn, dog ikke klages over Mangel paa Væde for Vegetationens Skyld. Efterat Fregatten Skjertorsdag Formiddag uden Skibsvagt22 havde ligget i en saadan peruansk Taage, dreves denne paa Flugt af en stille Brise, og snart fik vi Øje paa Landet. Det første Punkt, som kommer frem ved Indseilingen til Callao, er en høi, aflang Klippeø, St. Lorenzo, som strækker sig til Høire for Callao og danner den ene Side af den ypperlige og for de allerfleste Vinde sikkre Rhed. Langsomt krydsede vi ind mod Byen og holdt hele Eftermiddagen gaaende mellem St. Lorenzo og Fastlandet. Da Mørket faldt paa, havde to stationerede Krigsskibe inde paa Rheden den Opmærksomhed at heise Lanterner, for at give os sikkre Kjendemærker; ledede af disse slap vi godt ind og fandt en god Ankerplads lidt udenfor de andre Magters Orlogsmænd. Komplimenteringer udebleve ikke længe fra disse; men de Brevskaber og Hilsener uden Komplimenter, som hjemme fra vare forjettede os i Lima, kom ikke, og med et skuffet Haab maatte vi gaae til Hvile under det guldrige Perus Kyster.

Baade Callao og Lima ligge paa et Stykke Sletteland af flere Qvadratmiles Størrelse; forunderlig lavt og fladt strækker denne Slette sig fra Foden af de steile og høie Cordiller 153 ned til Havbredden. Naar man lander ved Callao, glæder man sig ved at betræde en ny, lige hensigtsmæssig og smagfuldt opført Skibsbro, hvis Mage jeg ikke traf i den nye Verden. Men fra Broen gjør man en falsk Slutning til Callao selv: Callao er et usselt, fattigt Hul. Den bestaaer kun af nogle faa, uregelmæssig anlagte Gader; Husene, der naturligvis ere byggede i spansk Stil, ere lave, forfaldne og smagløse; de bære næsten uden Undtagelse Præg af at være Armodens Boliger, og siden jeg forlod Funchal paa Madeira, har jeg ikke seet Fattigdom og Ureenlighed saa samdrægtig parrede som i Callao. Udenom den egentlige, fastbyggede By friste mange Mennesker Livet i Hytter, flettede af Rør og Straa, aabne og tilgjængelige, ikke alene for Tyve og Røvere, som ikke her føres i Fristelse, men for Vind, Slud og Støv fra de alfare Veie, som løbe forbi. Midt paa Jorden i denne Hytte ligger gjerne en Straamaatte, som paa eengang er Familiens Bord og Seng; sjeldnere seer man en eller flere hængende Matter, som tjene Familiens Lemmer til Hvilesteder. Udenfor disse Boliger opdynge de lade Indvaanere alle Ureenligheder fra Husene, og man ryster uvilkaarlig sine Klæder og sit Fodtøj, naar man slipper ud af disse Qvarterer. Forsaavidt som muligt at skille sig ved den fordærvelige Atmosphære, som disse Dynger af Uhumskheder foraarsage, fredes i Callao og paa flere Steder i Nord-Peru en Art af sorte Rovfugle, som i Tusindvis vandre i og omkring Byen, for at fortære de henslængte Aadsler og andre bedærvede Levnetsmidler. Intet falder den Reisende mere i Øinene, naar han kommer til Callao, end den overdrevne Ureenlighed og disse Sværme af Fugle, som skulle raade Bod paa den, saavidt det staaer til dem. Det Eneste, som paa en bedre Maade tildrager sig Opmærksomheden, er den gamle Fæstning og de tildeels nylig istandsatte og udvidede Batterier, som ligge udenfor Callao til Høire ud mod Søen. Denne 154 Fæstning vidner om spansk Rigdom og Kraft; med Beundring gik jeg omkring mellem disse gamle, møjsommelig og kostbart opførte Mure og Volde, og med stille Gru besaae jeg de dybe, skumle, underjordiske Fængsler, som fik deres sparsomme Lys igjennem en lille jerngittret Aabning. De faa og smaa Kirker, som findes i Kallao, traf jeg næsten altid lukkede; kun en enkelt Gang lykkedes det mig at faae Adgang, og jeg overbeviste mig tilstrækkelig om, at man ligesaa lidt i Kirken som i de private Boliger gjorde noget for Sømmelighed og Orden. Callao's Omegn er deels et sandet, deels et moseagtigt Sletteland uden nogen frodig Vegetation: paa Engbundens Græs og Blomster sværme de smukke Insecter og Sommerfugle, og mellem Krat og lave Træer, som hist og her staae i smaa Grupper, qviddrede Mark- og Engfugle, skjøndt disse langt fra findes i Peru i saa stor Mængde eller med saa glimrende Farver, som jeg har truffet dem paa andre Steder i Sydamerica.

Efterat jeg ved gjentagne Besøg iland havde overtydet mig om, at Callao og dens nærmeste Omgivelse var en stor Ubetydelighed, blev det en stigende Attraa at komme til Lima. Fra Bellona havde jeg allerede mange Gange i Kikkerten betragtet denne historisk berømte Stad, havde seet dens mange Spiir og Taarne, som kneisede ved Foden af Cordillerne, og i denne Afstand svarede Lima fuldkommen til den vicekongelige Storhed, hvormed den stod tegnet for min Forestilling. Veien mellem Callao og Lima er omtrent halvanden dansk Miil; den fører over den store Flade, jeg ovenfor har omtalt, og naar man ikke lader Øiet gaae et Par Mile forud, kan man ikke ane, at man befinder sig i et Bjergland. Veien selv er nærmest ved Callao macadamiseret, paa det midterste Stykke sandet, og i Nærheden af Lima brolagt som en Gade. Paa begge Sider af Veien ere indhegnede Marker eller Lunde af Kratskov; Hegnene ere ikke Gjerder af opkastet Jord eller Stene, men 155 murede af Leer og see ud som begyndte Sidevægge til Huse og Bygninger; første Gang jeg kjørte denne Vei, var jeg uvis om Hensigten af disse Mure, og det Hele havde nærmest Udseende af en stor og uafbrudt Ruin fra Callao til Lima. To Gange daglig krydsede lukkede Diligencer hinanden paa denne Vej; om Morgenen Kl. 9 og om Eftermiddagen Kl. 4 rullede disse af med Passagerer fra begge Qvarterer, saa at man havde et beqvemt Befordringsmiddel mellem Fregatten og Lima. Prisen var jo rigtignok sydamericansk, en Plads i Diligencen kostede mellem 11 og 12 Mk. i danske Penge; men alligevel var Confluxen mellem disse Steder saa levende, at jeg aldrig saae Diligencen med ubesatte Pladser, men som oftest med flere Bivogne i Følge. Bellonas Personale gav den naturligvis ogsaa noget at fortjene, da Lima havde og beholdt ligesaa meget Tiltrækkende, som Callao var de Fleste ligegyldig og uden bindende Kraft. Paa den sidste halve Miil udenfor Lima mærker man paa mange Ting, at man nærmer sig en stor og navnkundig Stad; den brede, brolagte Vei, de høie og lange Alleer, gjennem hvilke man kjører, store Rotunder, planerede Stier og Spadseregange, Alt tyder paa en Stad af første Rang, om ogsaa alle disse Ting sige den Reisende, at de hidrøre fra en gammel Tid og staae tilbage som Minder om en svunden Storhed. Gjennem en høj Port, ved hvis Sider ere plantede to gamle Kanoner, holder man sit Indtog i Lima. Byen viser sig ogsaa indenfor denne stor og anseelig; fra de brede og lange Gader seer man igjennem Portene ind i de store spanske Huusgaarde, smykkede med Blomster, Statuer, Buster og andre Prydelser, der kunne tjene Beboerne til Underhold fra de tilstødende Værelser. Vistnok er der i Lima, som er stor og vid i Omfang, en heel Mængde forfaldne og vanzirende Bygninger; vistnok er heller ikke her en Reenlighed og Orden paa Gader og Pladser, som i en europæisk Hovedstad; vistnok lever i Lima 156 et meget stort Antal af fattige og uvirksomme Mennesker: men alligevel har denne Stad indtil den Dag i Dag bevaret en Glands af den tidligere Rigdom og Vælde; og viser dens nuværende Skikkelse ogsaa tydelig nok tilbage til en større Glandsperiode, da Lima var Hovedsædet for hele Sydamericas Vestside, saa findes der for Øjeblikket næppe nogen Stad i Sydamerica, som overgaaer Lima i ydre Storhed eller maaler sig med den i nobil Stiil.

Den siden Vicekongernes Dage altid mere aftagende Folkemængde i Lima har givet Anledning til et stort Misforhold mellem Byens Omfang og Indbyggernes Antal; for Øjeblikket tæller Lima ikke meget over 60,000 Indbyggere, medens Byen i sin nærværende Skikkelse er beregnet paa det dobbelte Antal. Følgen heraf er, at mange Qvarterer i Lima staae saa godt som ubeboede eller have i al Fald en saare sparsom Befolkning. Navnlig er dette Tilfældet med alle de ydre Qvarterer af Byen; Indbyggerne, baade Handlende og Embedsmænd, have trukket sig sammen i det midterste Parti af Byen, og medens alle Gader omkring det store Torv, "la Place", ere overfyldte af Boutikker og Mennesker, saa staae de ydre Gader saa godt som øde og tomme. Det er paafaldende at komme fra det indre Qvarteer af Byen ud i de ydre; Overgangen fra en myldrende Folkemasse og de mangfoldige Boder til de døde Gader og Boliger, hvor Portene ere lukkede, hvor ingen Handel og Vandel og kun enkelte Mennesker lade sig see, fortæller den Fremmede paa en slaaende Maade, hvorledes det gamle Lima er krøbet ind og har trukket sig sammen til sit Centrum. Paa "la Place" og under Buegangene, som paa de to Sider omgiver denne, seer man det ejendommelige Liv i Lima; dette Punkt er fra Morgen til Aften ligesom en Udstillingsplads for Mennesker og Handelsartikler. De til Buegangene stødende Huse ere uden Undtagelse'5 alle Boutikker, fra hvilke de kostbare 157 Varer stikke de Spadserende i Øinene; paa den anden Side af Hvælvingen ud til Pladsen ere ligeledes Kramboder opstillede mellem Pillerne, men disse Boder ere bevægelige; de opslaaes hver Morgen og nedtages igjen hver Aften. Mellem saadanne Rækker af Kostbarheder bølger Folkemassen frem og tilbage; de spanske Herrer og Damer, hvis Liv nu engang er indviet til en uvirksom og slappende Nydelse, søge efter det behagelige Formiddags Otium hjemme Adspredelse og Tidsfordriv under Buegangene. Fra disse fører en lille Gade til den prægtige Steenbro, som er slaaet over den brusende Flod Rimac, og paa den anden Side af Floden ligger den saakaldte "Allameda", en offentlig Spadseregang under høie Alleer, som efter Dagens Orden ogsaa maa promeneres igjennem om Eftermiddagen før Solens Nedgang. Saa ejendommelig og eensformig dette Liv viser sig i Lima, saa original er ogsaa den Dragt, som Fruentimmerne bære i denne By. Et tykt Silkeskjørt, stukket i tætte Folder, er fastgjort omkring Livet og er ikke længer, end at man altid maa lægge Mærke til de lyse, silkebeklædte Fødder, som Damerne i Lima forstaae at skifte paa en paafaldende yndig Maade. Ved Skjørtet eller "Sajaen", som den hedder, er paa Ryggen fastgjort et Stykke Silketøi, saa rummeligt og vidt, at det naaer op over Hals og Hoved og tjener disse til Bedækning. Foran bliver dette sidste Overstykke holdt sammen af Damens Haand og bæres saa tæt sluttet for Ansigtet, at ikkun det ene Øie er synligt for Verden udenfor. Under en saadan Dragt, der er lige kostbar og flatterende, gaae alle Damer i Lima; uden Sajaen vove de sig aldrig paa Gaden. Sajaen er i sit Snit ganske stereotyp; den sorte Farve er den almindelige, men Ungdommen bærer den dog ogsaa af lysere Farve. Det forstaaer sig, at Damerne i Lima under denne Dragt have en stor Fordeel fremfor Kavalererne; selv ukjendte og dækkede, kikke de med det ene Øie paa den aabne, 158 afslørede Verden omkring sig, medens Herrerne maae nøjes med at beundre de vidunderlige Figurer, som Sajaen i en saa stor Mangfoldighed skaber i Lima, og maae sige sig selv, at deres Beundring og utilfredsstillende Nysgjerrighed kun er et pirrende og velgjørende Underhold for den garderede Dame. Saa almindelig Sajaen er i Lima, hvor man møder den spadserende paa Gader og knælende udenfor Skriftestolen i Templerne, saa udelukkende har den ogsaa holdt sig som tilhørende Lima. Der er stridt om, hvorvidt denne Dragt skulde være bragt fra Spanien eller have sin Oprindelse fra en oprindelig Stamme i Nord-Peru; men jeg veed ikke mere, end at Sajaen udelukkende findes i Lima, og at den selv i Callao, som staaer i en saa levende Conflux med Hovedstaden, aldrig sees baaren af Byens egne Indvaanere. Det er imidlertid ikke alene som Middelpunktet for Handel og Vandel, Promenader og Sajaer, at "la Place" er saa besøgt, og at den drager al Bevægelse til sig. Buegangene og Boutikkerne indtage kun de to og Lidet af den tredie Side af Pladsen; denne udfyldes af den regjerende Præsidents Palais, som naturligvis giver Anledning til Færdsel af Ministre og Embedsmænd. Den fjerde Side endelig udfylder Limas Cathedralkirke og den tilstødende Bolig for Erkebiskoppen. Alle store Processioner, Messerne og de mange kirkelige Festiviteter foregaae derfor ligeledes ved "la Place", og det er ikke at undre over, at dette Qvarteer af Byen er som Hjertet og Pulsslaget i det hele Liv.

Catholicismen har paa Vestsiden af Sydamerica Ord for at fremtræde i Lima paa en glimrende og iøjnefaldende Maade, og sikkerlig findes ogsaa her de fleste Minder om den gamle kirkelige Storhed, ligesom ogsaa de catholske Høitider endnu fuldbyrdes med en større Pomp i Lima end i St. Jago. Alligevel svarede dog hverken de kirkelige Messer eller Processioner til min Forventning; der var en paafaldende Contrast mellem de 159 majestætiske Tempelbygninger og den udvortes Kostume, hvori den kirkelige Cultus for Øjeblikket viser sig; det er aabenbart, at Kirken er i Forfald, og at den tærer paa Resterne af den gamle Rigdom. Jeg saae aldrig Hostien blive baaret i Procession, uden at denne Armod slog mig. Mere Opmærksomhed vakte de ejendommelige Skikke, hvormed Catholicismen fejrede den stille Uges Sorg, navnlig paa Skjertorsdag og Langfredag. Ved vor Ankomst paa Callaos Rhed havde jeg Leilighed til at see Høitiden paa Søen. Da jeg om Morgenen kom paa Dækket, laae alle Skibene paa Rheden med Stænger og Ræer paa Kryds og Qvær, hængende og i Forvirring; sandelig – den hele Rhed saae fortvivlet ud. Protestanterne reve naturligvis ikke saaledes deres Haar, men havde kun tilfælleds med Catholikkerne, at de ogsaa paa deres Skibe sænkede Flaget paa Halvt og lode al Trommen og Musik forstumme paa disse Dage. Paa Veien til Land paa Langfredag Formiddag kunde jeg ikke andet end smile ad en Skik, som virkelig er barnagtig comisk. Under Sprydet paa et spansk Skib hængte en Judas og dinglede i et Toug; paa ethvert catholsk Skib bliver Forædderen paa Langfredag hængt, radbrækket og endelig druknet in effigie. Da jeg seilede ind, var Monsieuren endnu heel og holden; ved Udroningen havde han derimod mistet begge Been og hang ynkelig tilredet: Hvad der paa Søen exeqveres paa denne Maade, skeer med Variationer i Land. I Almindelighed tager man her Copier af Judas i Leer og slaaer til ham med Stene, som hjemme til Jydepotten i Fastelavnen. Alle Hunde ere i Fare, dersom de vise sig offentligt de tre sidste Dage af den stille Uge. Hundene ere nemlig Catholikkerne Billeder paa Jøderne, og for at hevne sig paa disse, dræbe de uden Videre alle Hunde, som vove at komme frem. Saavidt jeg forstod, er dog denne Jagt paa Hundene meest indskrænket til Løverdag efter Langfredag, og ingen Eier, som har sin Hund kjer, vover at 160 løslade denne, førend "Gloria in excelsis" er sunget Løverdag Aften. Disse Scener tilhøre dog mere Landet end Kjøbstaden, hvor andre Ceremonier dele Opmærksomheden og tage Gemytterne i Beslag.

Foruden Cathedralen har Lima mange store og prægtige Templer. Maaskee kan Bahia maale sig med den i Antal af Kirker, men den Storhed og Majestæt, som Helligdommene i Lima frembyde, findes næppe noget andet Sted i Sydamerica; ogsaa i denne Henseende seer man den gamle kongelige Rang. Jesuitternes gamle Collegium og Kloster i Lima har været en Institution, hvis brændende Iver for Catholicismen udstrakte sin Virksomhed over den hele Vestkyst af Sydamerica og fortrinlig i Peru; deres vidtomfattende Sæde staaer endnu som Bygninger for Evigheden, efterat de selv ere fordrevne af Landet; Jesuitternes Collegium og Kloster og deres Kirke, som bærer "St. Peters" Navn, sees og beundres endnu for det Omfang og den Rigdom, disse Bygninger bære tilskue, og ere talende Vidnesbyrd om den Indflydelse, disse hellige Brødre have havt, og om de Midler, som have staaet til deres Raadighed. Næst efter Jesuitter-Collegiet, hvis Bygninger og Celler nu enten staae tomme eller ere tagne i Beslag til andet offentligt Brug, hvis Kirke – St. Peters Kirke, som den kaldes – er en aaben og almindelig Sognekirke, er Benedictinernes Kloster med alt Tilhørende, det navnkundigste og største i Lima og har det Fortrin frem for hiint, endnu at være levende og virksomt. Den nuværende Erkebiskop er Munk af denne Orden og vedbliver at bevare en levende Forkjerlighed for dens Velværen. Daglig besøger han Klosteret; han har forbeholdt sig et eget lille Bedeværelse, hvor han forsamles med Klosterbrødrene, og hvorfra han med disse daglig foretager en Vandring gjennem Klosteret og dets Kirke. Da jeg besøgte dette Kloster, traf det sig saa heldigt, at jeg mødte Kirkens Overhoved paa denne 161 apostoliske Vandring, fulgt af 4 eller 5 Brødre af Ordenen. Klosteret tiltalte mig paa en ganske overordentlig Maade. De svære Buegange baade forneden og i øverste Stokværk vække virkelig Forbauselse; man studser over de mægtige Mure og Piller, hvorpaa denne uhyre Firkant støtter sig. Klosterkirken er stor og rig, men forfalden; Gallerierne ere smykkede med Portraiter fra en svunden Tid; den i Midten liggende Klostergaard er indrettet til en venlig Have, hvor Blomster og Træer prange med deres Rigdom omkring et levende Vandspring. I Forbindelse med Benedictinernes Kloster staaer en Poenitentse-Skole, som hidrører fra den nyere Tid. De unge Klerker leve her under strenge asketiske Øvelser, afvexlende i 14 Dage til 3 Uger. Uheldigvis kom jeg til dette Poenitentse-Klosters Port just som Poenitenterne vare til Bøn og Pidsken, og der blev mig af den Grund formeent Adgang. Paa Tilbageveien gjennem det store Klosters Buegange maatte jeg spørge mig selv, hvor den gamle Tid var – den Tid, da Munkene vare rige og mange nok, til at kunne bygge og opfylde dette uhyre Rum. Fordum havde de levet her i Hundredeviis, nu var hele Klosterets Besætning indskrænket til Fyrgetyve. Ogsaa de øvrige Ordener, som jeg kjendte fra Øst- og Vestsiden af Sydamerica, fandtes i Lima og havde Klostere her, men i den Grad var Munkenes Antal formindsket, at man anslog mig det hele, fulde Beløb af Munke i Lima til 4000. Lima er saaledes i Virkeligheden ikke mere det glimrende Lyspunkt for Catholicismen, som den har været og tildeels endnu har Ord for at være. De store imponerende Mindesmærker staae tilbage og bevare det svagere Gjenskin, men Jesuitternes Iver er slukket, den religiøse Begejstring dæmpet og udgaaet hos Folket i Peru som i de øvrige sydamericanske Stater, og Geistligheden i Lima arbejder meer end paa noget andet Sted paa at berøve sig selv al moralsk Vægt og Indvirkning paa Folkelivet. De Geistlige ere ikke her som i Chile berøvede 162 deres gamle Eiendele og Herligheder; de ere i fuld Besiddelse af alle de faste Eiendomme, som ere skjænkede Kirker og Klostere, og det er uhyre Eiendomme, over hvilke disse disponere i Lima. Der taledes med stor Misnøje om de overdrevne Indtægter, som enhver Geistlig lige fra Erkebiskoppen til den ringeste Klerk fortærede; Erkebiskoppens Intrader ansloges til 100,000 Rd. dansk. Hele Qvarterer i Byen tilhøre Kirker og Klostere, og naar man veed, hvorledes det betaler sig at være Huuseier i Lima paa det beboede og søgte Strøg, kan man vel forstaae, at det har noget at betyde, at være Eier af hele Gader, for ikke at tale om de store Indtægter, som ogsaa fra Landet tilflyde Geistligheden i Hovedstaden. Denne overflødige Lønning forbruge Kirkens Tjenere i Lima paa en saa vellystig og lav Maade, at de ved deres Liv og Levnet virkelig give Forargelse. Jeg har aldrig før seet en catholsk Geistlighed, der saa aabenbart trodsede alle Hensyn til Stand og Stilling i Samfundet, som den i Lima; thi virkelig traadte den alle Sømmelighedens Love under Fødder. Det var ikke alene Mangel paa al aandelig Dannelse, der her som paa de fleste andre Steder nedsatte Geistligheden i Folkets Øjne; men dens Liv og Levnet var usædeligt indtil Frækhed. Vilde man i Lima see Geistligheden ret oprømt og paa sin Plads, da skulde man ikke gaae til Kirken eller Klosteret, hvor man i al Fald kun vilde finde dem, saalænge Messen og Bønnen holdt dem bundne her, men da søgte man de offentlige Steder, Kaffeer, Billardhuse og Conditorier, da kastede man blot Øiet ind i Boutikkerne, og Kirkens og Sædelighedens Piller fandtes paa deres rette Hylde overalt, hvor der var verdslig Nydelse, Glæde og Adspredelse at finde. Til Trods for Coelibatet er i Lima en heel Gade Bopæle for de Geistliges private Familier; aabenlyst for Verdens Øjne føre de her et huusligt Liv, der hverken har Kirkens eller Statens Samtykke, og skamme sig ikke ved at give et saadant 163 Exempel for dem, hvis sjelelige Tarv de mene at varetage. Jeg begriber ikke, hvorledes Mennesket kan leve og virke i et saa stort Selvbedrag, og hvorledes det er muligt at blende ved en saa aabenbar Usandhed. Bedre forklarer jeg mig derimod den Kjendsgjerning, at det hele Folkeliv i Lima i sin inderste Rod er undergravet og fordærvet, ja at ingen Baand ere saa hellige, at de jo brydes i de større og mindre Samfund. Familielivet i Lima skal fremstille oprørende Træk af en fuldkommen Ringeagt mod alle naturlige Forhold og alle guddommelige og menneskelige Love. Og det er ikke alene Lima, som saaledes lignes med et Sodoma, men det hele nordlige Peru nærer et Folkefærd, der paa Vestsiden af America betragtes som et Uskud af Kystens Befolkning. Man skjelner derfor meget strengt mellem Nordperuanerne og deres Naboer; selv det sydlige Perus Indbyggere have Intet uden Navnet tilfælleds med Beboerne af Nordperu, ville heller ikke sammenblandes med dem paa nogen Maade, men bevare et aandeligt Slægtskab og en nærmere Forbindelse med deres sydlige Naboer, Bolivianerne, der ligesom Chilenerne staae højt hævede over Nordperuanerne i moralsk Kraft og aandelig Udvikling. Intet Sted er der derfor en Usikkerheds Tilstand som i Nordperu; det er en bekjendt Sag, at Bjergene ere opfyldte af slette, arbeidsløse Mennesker, hvis Haandtering er at plyndre og myrde. De Reisende ere derfor ogsaa her meer end almindelig paa deres Post, begive sig ikke paa Bjergvejene uden med Frygt og saa garderede ved Selskab og Vaaben som det er muligt. Selv Veien mellem Lima og Callao passeres ikke ved Aftentide af nogen Bosiddende, som kjender Forholdene, uden med skarpe Vaaben. I Lima er den personlige Sikkerhed ikke større, end at Enhver gjerne holder sig hjemme for lukkede Dørre efter Kl. 10, som er den Tid, da alle Boutikker lukkes, og alle Lys og Tilflugtssteder i Husene blive afskaarne de eenlig 164 Vandrende. Navnlig blev jeg strengt advaret mod de ydre og tomme Qvarterer af Byen efter Boutiktiden, da de Personer, hvis Liv er indviet til natlig Daad, meest uhindret kunne øve deres Haandtering her. Politiet i og om Lima er en skjærende Contrast til det i Valparaiso og Chile. Vægterne omtaltes som gamle, udlevede Mennesker, der fristede Livet ved at gaae paa Gaden om Natten, men som ikke kunde hjælpe sig selv end sige Andre, dersom Hjælp var fornøden. Mange Gange havde jeg Leilighed til at bemærke Nordperuanernes slette Charakteer og Tænkemaade, naar jeg indlod mig i Handel med simple Folk fra Landet. Imod Fremmede have de en høi Grad af Uvillie, og saasnart de see eller mærke af Sproget, at man ikke er Spanier, er det ikke muligt at kjøbslaae eller underhandle med dem, saa ublue blive de i deres Fordringer; ja flere Gange har jeg paa Torvet ved Lima faaet det Svar, at de slet ikke vilde sælge mig, hvad jeg ønskede, om jeg vilde betale nok saa høit, og med et stille Smiil stode de deres egen Interesse i Veien, for at have den Fornøjelse at see mig gaae bort med et uopfyldt Ønske, dette være nu virkeligt eller skrømtet.

Det er en af Grundlovene i Peru, at den romersk-catholske Religion er den ene tolererede i Riget, og Peru er den eneste Stat, hvor jeg ikke traf protestantisk Cultus. Det eneste Skridt, som Englænderne hidtil have gjort i Republikken i denne Henseende, er Indhegningen af en Kirkegaard udenfor Callao for afdøde Landsmænd og protestantiske Brødre, for hvilke der begjæres Plads paa dette Hvilested. Udgifterne, som ere forbundne med en Begravelse paa den engelske Kirkegaard, ere imidlertid saa store, at de Søfarende kun sjelden paatage sig dem, men begrave deres Døde paa den ubeboede Ø, St. Lorenzo. Under Fregatten Bellonas Ophold ved Callao døde en Underofficeer ombord efter en lang Sygdom. Fregatten skikkede samme Dag Folk til St. Lorenzo, for at opkaste en Grav 165 mellem de mange europæiske Been, som allerede i Forvejen havde lagt sig til Hvile her. Da jeg Dagen efter i den forsamlede Besætnings Navn paa Fregattens Skandse havde budt den hedengangne Broder det sidste Farvel, inden han forlod de Borde23, inden hvilke hans sidste jordiske Gjerning var øvet, bragte vi ham til det stille Leie. I en Kløft mellem Klipperne paa St. Lorenzo overraskedes jeg af en Samling af over 100 Gravhøje, de fleste betegnede med Kors samt Angivelse af Navn, Nation og Dødsdag. Vor Reisefælle fik en fredelig Plads indenfor disse høje og sikkre Kirkemure; et Kors blev ogsaa reist over ham, og dette Kors staaer paa St. Lorenzo som en Betegnelse af Fregatten Bellonas yderste Maal.

Om Undervisningsvæsenet i Peru havde jeg ondt ved at erfare noget Nøjere. Som bekjendt staaer Lima i Geographierne antegnet som en Universitetsstad, og virkelig findes ogsaa en stor og anseelig Universitets-Bygning i Nærheden af Jesuitternes Collegium. Men denne er heller ikke mere end en Bygning; Professorer og Forelæsninger vidste man ikke noget af; unyttet og frugtesløst stod det smagfulde og rummelige Locale som et tomt Navn. Gjennem en stor Gaard førtes jeg til Sollennitets-Salen, der tiltalede mig ved en antik og nobel Stil; den var udstyret med to forgyldte Talerstole lige over for hinanden; midt paa Gulvet stode Bænke for Tilhørerne, og ved den nederste Ende af Salen stod et Bord med gamle ærværdige Magisterstole omkring, der tog sig ud som en Anretning til Examen i det gamle Consistorium. Portraitter i forgyldte Rammer hang rundt paa Salens Vægge. Et Auditorium, som jeg besaae, var ligeledes udstyret med Malerier, og zirlige Bænke med Fløjels Puder stode langs med Væggene; men det Hele var dog mangelfuldt, fordi man saa tydelig saae, at alle disse Indretninger hidrørte fra en svunden Tid og ikke nyttedes af den nærværende Slægt. Den Undervisning og Dannelse, som 166 i Lima sparsomt kan blive Ungdommen tildeel, gives ved Instituterne, deels offentlige, deels private, men paa intet Sted hørte jeg saa store Klager og Forlegenheder i denne Henseende, som i Lima; og de europæiske Familier, som ikke selv kunde eller vilde paatage sig deres Børns Dannelse, havde intet Valg men maatte skikke baade Sønner og Døttre til Europa.

En Stiftelse i Lima, som interessede mig mere end Universitetet, var Musæet. Skjøndt dettes Betydning som videnskabelig Institution ingenlunde kan kaldes stor, gjemte det dog saa meget Nyt og Fremmed, at jeg følte mig tiltrukket af Musæet, hver Gang jeg besøgte Lima. At jeg skal give en lille Skildring af de to store Værelser, som vare bestemte til disse videnskabelige Samlinger, faldt Øiet strax paa en Konkille-Samling, som stod opstillet i to høje Skabe med Glas for. Efter Kyndigeres Dom var denne langt fra at kunne kaldes fuldstændig, men havde for største Delen kun Exemplarer af de Konkiller, som findes ved Sydamericas Vestkyst og Sydhavsøerne. Imidlertid see jo Konkiller altid smukke ud, naar de pudsede opstilles under Glas, og Samlingen var vel heller ikke uden Værd for den, som søgte et Assortiment fra det ovennævnte indskrænkede Gebeet. Mineralierne vare næsten udelukkende hentede fra Perus og Chiles Bjergværker; de Exemplarer, som Musæet i Lima gjemte, vare hverken nye eller frembøde mærkelige Krystalliseringer og Compositioner; Samlingen, der indskrænkede sig til nogle hundrede Exemplarer, var sikkert af underordnet Værd. America er saa rig paa smukke, interessante Fugle, at et Kabinet i disse Lande har let ved at forsyne sig med de indenlandske; og dog skulde jeg fejle meget, om ikke Musæet i Lima manglede en meget stor Deel af de sydamericanske Fugle; jeg vil ikke tale om, at den eneste europæiske Fugl, jeg saae i Samlingen, var en Skade. Ved Antiqviteterne og forskjellige Sager fra 167 Indianerne dvælede jeg med største Interesse. For i faa Træk at recapitulere, hvad der henhørte til denne Genre, vil jeg først fremhæve en Samling af Urner. Man seer iblandt disse Levninger fra de gamle Indianere en stor Mangfoldighed og Variation af Former. De største ere ovale, flade Leerkar med en kort Hals uden nogen Flade forneden til at kunne staae paa, men med to Øren til at kunne bæres i. Dimensionen af disse Kar var fra en Alen i Høide og ¾ Alen i Gjennemsnit indtil en Størrelse af en almindelig Flaske. Af samme rødagtige Leer fandtes Gryder, Skaaler og Potter af alle tænkelige Former, hentede fra Mennesker og Dyr; de snurrigste Billeder og Karicaturer vare udtrykte i det formede Leer. Snart dannede den hele Urne en Figur af Menneske eller Dyr; snart var en enkelt Deel af Urnen formet efter en enkelt Deel af det menneskelige eller et Dyrs Legeme. Snart var Urnen en Afbildning af en enkelt Figur; snart udgjorde den en Gruppering af flere, der syntes at ville udtrykke en eller anden hedensk Idee. De characteristiske Mærker ved alle disse Urner, hvad enten de i deres Heelhed fremstillede en menneskelig Figur eller slet og ret vare Leerkar af den ene eller anden Form, var det ægyptiske Physiognomie, som var præget enten paa den hele Figur, hvor denne var et Menneskes, eller paa Halsen eller Hanken af Urnen: de samme Øine, den samme Næse og Mund gik igjen paa den store Mangfoldighed af Former. Foruden disse Afbildninger i Leer, gjemte Musæet ogsaa 5 smaa Afguder af Guld og Sølv, fuldstændige menneskelige Figurer, omtrent Qvarteer i Høide. Disse snurrige stive Mænd stode paa deres egne Been; nogle af dem vare massive, men de to eller tre derimod hule Brødre. Af Vaaben og Redskaber fandt jeg ikkun faa, og disse vare næsten alle fra en senere Tid. Enkelte glatte Steenkiler syntes at tyde paa den største Ælde; for Resten vare alle Vaaben og Redskaber forarbejdede af Træ, og Stenen eller andre haarde 168 Gjenstande vare kun benyttede, hvor det gjaldt at give Redskabet Skarphed. Ejendommelig var en flad Sabel af Træ, besat med Tænderne af en Haifisk; disse sidste vare paabundne med en saa vidunderlig Fasthed og gave Sværdet en saa indtrængende Kraft, at jeg ligesaa fuldt vilde forlade mig paa dette, som paa den blankeste og skarpeste Klinge. Kastespyd af omtrent en Favns Længde med paabundne Spidser af Flint eller Bjergkrystaller maatte ligeledes være dødbringende, naar de traf deres Mand. Indianernes Buer og Pile ere mærkværdige baade ved det Snilde, de røbe, og ved den Finhed og Smagfuldhed, hvormed de ere forarbejdede. De Buer, jeg fandt i Musæet i Lima, bestode af et Stykke afrundet Træ, tykt paa Midten og aftyndet mod begge Ender. Over dette var spændt en Rygseene af et americansk fiirføddet Dyr, hvorved Buen fik en mærkelig Elasticitet og Spændkraft. Snoren var, saavidt jeg skjønnede, af fine Hudremme, og paa Snoren var anbragt et Stykke fint laaddent Skind, hvis Hensigt jeg ikke kan antage at være anden, end til Pilespidsernes Afpudsning. Fra Øerne i Sydhavet og det stille Ocean fremviste Musæet en Deel endnu brugelige Apparater meest henhørende til Fiskeriet og Sølivet. Og endelig maa jeg omtale 4 Skeletter af gamle Indianere, der paa samme Tid ere naturinteressante og sørgelige historiske Vidnesbyrd. Disse Exemplarer ere fundne i Bjergkløfterne i det Indre af Landet, sammenbundne med Knæerne op mod Brystet og med Armene saaledes surrede om Halsen, at Fladen af Haanden slutter fast til Kinden. Og som de ere fundne i denne Stilling siddende paa Hug, saaledes staae de ogsaa i Musæet i Lima, sorte af Tidens fortærende Magt. En Naturkyndig fra en af de sydtydske Stater, der har beriget sit Fædreneland med en Samling af saadanne indianske Mumier, oplyste mig om, at Bjergkløfterne i det Indre af Peru ere rigt besaaede med disse ulykkelige Offere. Jeg kalder dem Offere, 169 fordi det med god Grund er anseet for historisk sandt, at Spaniernes Grusomhed mod de Indfødte nødsagede disse til at tye ind i Bjergene og gjemme sig i disses Revner og Kløfter, for hellere at søge en frivillig Død end martres af Tyrannerne. De Exemplarer, som Musæet i Lima gjemmer, vidne, som ovenfor beskrevet, alle om voldsom Haand; efter disse surrede Hænder og Fødder at dømme skulde man ansee de Ulykkelige for at være ombragte ved grusomme Fjenders Haand. Men efter den fornævnte Naturkyndiges Beretning, grundet paa hans egen Erfaring fra fleeraarige Reiser i det Indre af Peru, fandtes disse Mumier langt oftere frie og ubundne, uden alle Tegn paa Vold. Efter hans Skildring at dømme, maa man være mere tilbøjelig til at ansee disse Skeletter for frivillige Offere, end som Martyrer for det fædrene Land, de fædrene Skikke og den fædrene Tro. Han havde fundet i Bjergene hele Scener af Familieliv: Qvinden i Mandens Arme, Barnet diende ved Moders Bryst, en fødende Moder, som var udaandet med det halvt frembaarne Foster. Paa Overlast er der sjelden noget Tegn; de fleste Grupper eller enkelte Mumier synes mere at udtrykke den sidste Nød og Qval, den fuldkomne Resignation og Overgivelse til den Død, som ikke kunde undgaaes. Musæet i Lima fremstiller saaledes Exemplarerne af en egen Art, og disse bundne Mumier gjøre det til et Problem, hvorvidt Baandene skulle ansees for en Udaad af Fjender, eller, som jeg ogsaa hørte yttre, for en Fortvivlelsens Velgjerning, den ene Indianer har øvet mod den anden, for at gjøre Døden sikkrere og hurtigere.

Man kommer hjemme fra med en fejlagtig Forestilling om Indianerne og om deres Liv og Forhold til den civiliserede Verden i Sydamerica. Jeg maa her bemærke, at egentlige Vilde, i dette Ords strengeste Forstand, findes ikke mere i Sydamerica; de oprindelige og endnu saakaldte vilde Indianere opholde sig i det Indre af America og føre mellem de eensomme 170 Bjerge og Urskove et Liv efter deres egne gamle Skikke og Vedtægter, og vistnok er der megen Vildhed og Raahed i det indianske Liv. Men jeg skulde paa den anden Side tvivle om, at der i hele Sydamerica gives nogen Stamme, som er uvidende om en Verden, forskjellig fra deres egen, om andre Mennesker udenfor Bjergene ved Kysterne, til hvem de føle sig i et fjendtligt Forhold, mod hvem de altid ere rede til Kamp, og om hvis Liv og Virksomhed de have en om endogsaa ufuldkommen Forestilling. Fra disse Urindianere paa den ene Side og de europæiske Kystbeboere paa den anden, maa man i Sydamerica adskille en Mellemart af Indianere, et Overgangsled af oprindelige Indvaanere, der uden at have bevaret den haardnakkede Afsky for og det indianske Had til Europæerne, og uden at have sluttet sig til disse Sidste eller optaget deres Tro, Vedtægter og Maade at leve paa, fremstille en Blanding af begge Parter og efterhaanden optage Mere og Mere af Europæernes udvortes Liv. Saadanne mørkladne, stridhaarede Indianere sees i Byerne at komme fra Landet tilhest i større eller mindre Selskaber, klædte som Gauchere. De kjøbslaae og vende tilbage til deres landlige Skjul. Og da nu denne Classe tillige staaer i et Vexelforhold til de vilde Indianere, saa indvirke de naturlig ogsaa paa disse, modtage mange Ting af dem til Kjøb og Salg i Stæderne og staae saaledes som en mæglende Part mellem Landets Urindvaanere og de fremmede Kystbeboere. Ved disse Mæglere oplyses begge Parter ikke alene gjensidig om hinandens Skikke og Maade at leve paa, men ogsaa have Indianerne faaet Lyst til mange forædlede Kunstprodukter og skikke Guldstøv og Ædelstene til Stæderne for at omtuskes. Jeg formodede, at det ad denne commercielle Vei ogsaa var let for Indbyggerne i Stæderne at komme i Besiddelse af indiansk Huusgeraad og indianske Vaaben, men ved nærmere Undersøgelse erfarede jeg, at disse Ting af Indianerne 171 blive betragtede som Helligdomme og aldrig slippe dem af Hænderne med deres gode Villie. I Grunden er det jo ogsaa ganske naturligt, at Indianeren, som i sin Bue og sit Sværd, i sine Spyd og Pile seer sine sikkre Værn mod Mennesker og Dyr, ikke godvillig giver disse Midler i Hænderne paa sine Fjender. Sjelden komme derfor Europæerne i Besiddelse af saadanne Sager ad Handelsveien; det maa skee paa den Maade, at Folk, som komme i Conflict med Indianerne, ere heldige nok til at afvæbne dem og tilegne sig deres Redskaber og Vaaben. Saaledes forklarer det sig, at jeg paa hele Østkysten af Sydamerica forgjæves søgte efter indianske Sager, og at Alt, hvad jeg saae paa Vestkysten, blev holdt i en forbausende høi Priis. Grunden, hvorfor disse Ting hyppigst lade sig see paa Vestsiden, er denne, at Indianerne ifølge de bestaaende Forhold i Sydamerica fornemmelig indtage Strækningerne mod Vestsiden, medens den modsatte Halvdeel af Landet er civiliseret og taget i Beslag af Portugiserne og Spanierne. I Brasilien og den argentinske Republik ere de Indianere, som endnu maatte leve her i deres oprindelige Tilstand og afsluttede for sig selv, trængte saa dybt tilbage, at de foretrække at søge Conflux med Vestsiden; i Buenos Ayres saae jeg rigtignok mange Indianere komme til Byen, men disse bleve alle ansete for i Virkeligheden mere at tilhøre Spanierne end Indianerne, saa meget havde et kultiveret Liv virket paa dem og indtaget dem. I det sydlige af Chile, mellem Peru, Æqvador og Brasilien og ud imod Kalifornien ere derimod de store Strækninger, hvor de saakaldte vilde Indianere tumle sig imellem Kordillerne. Derfor lykkedes det mig ogsaa bedre paa den vestlige Side at faae fat paa nogle gode Antiqviteter og Vaaben fra Indianerne, og navnlig var Musæet i Lima i denne Henseende min Veileder og Rettesnor. Det var Skade, at Ingen af Fregattens Personale var bemyndiget til at gjøre nogle Opofrelser for vor egne Musæer 172 hjemme; thi i Chile og især i Peru vilde man uden stor Bekostning kunne have skaffet et Forraad af Antiqviteter tilveje. Ikke langt fra Callao eller Lima – og ligeledes i Nærheden af Chiliotta ved Valparaiso – findes mangfoldige indianske Gravhøje, som af Spanierne lidet blive ændsede. Disse Grav høje gjemme en Mængde af Urner og Leerkar af den Beskaffenhed, jeg ovenfor har beskrevet ved Musæet i Lima. Paa en lille Strækning findes ofte en Mangfoldighed af saadanne Høie, der have tjent de gamle Indianere til Begravelsessteder. Enhver Høi er at betragte som en Kirkegaard; enkelt Mand eller Familie har sjelden en Begravelse for sig selv, men ved at gjennemgrave en eneste Høi kan man ofte finde en Mangfoldighed af Indianerhoveder, Skeletter, Urner og Huusguder. At faae Adgang til disse Begravelser koster ikke megen Ulejlighed. I Almindelighed ligge disse Strækninger indenfor en privat Mands Eiendom, og da Spanierne i Landet aldeles ikke bekymre sig om disse gamle Krukker eller raadne Been, give de villig Tilladelse til at grave saa meget man lyster. Paa denne Maade kunde man ved nogle Dages Ophold i de Egne, hvor Gravhøjene ligge, for en moderat Priis komme i Besiddelse af værdifulde Sager, som nu ved Kjøb og Salg ere saa søgte og kostbare, fordi Spanierne ikke ville have den Ulejlighed at grave og faae tilovers ogsaa for Andre.

Indianerne i det Indre af Sydamerica kunne naturligvis ikke være farlige for Kystbeboerne, saalænge disse holde sig paa deres eget Gebet og ikke komme ind paa den fremmede Vildbane. Men her er Europæeren ingenlunde sikker for den grusomste Behandling, hvis han skulde falde i indianske Hænder. Enhver, som rejser dybere ind i Bjergene, enten for Videnskabens eller Bjergværkernes Skyld, er derfor aldrig uden Frygt for at blive overmandet, om han endogsaa er nok saa skarpt bevæbnet og fører nok saa sikkre Dyr og haandfaste Førere med sig. Indianernes Enemærker staae endnu i højeste 173 Respect, og Ingen kommer paa dem uden Nødvendighed. Tvers igjennem Sydamerica gaaer, saavidt mig bekjendt, ikkun een eneste Vei fra Øst- til Vestsiden, og denne Route, der benyttes som Postvei, gaaer fra Buenos Ayres over Mendoza til St. Jago de Chile og fører saaledes gjennem et indiansk Qvarteer. Indianerne have naturligvis snart lagt Mærke til denne Landevei og Færdselen, som den giver Anledning til, og lure paa alle Reisende, som passere den. Efter Qvinder ere de især graadige; naar de falde over et Selskab, som har Fruentimmer i Følge, angribe de som rasende, og hvis det lykkes dem at seire, dræbe de uden Skaansel alle Mandfolk og føre Fruentimmerne med sig til deres Skjulesteder. En Reisende, hvis jeg ikke fejler, en Consul eller Chargé d'affaires fra et af de europæiske Hoffer, har selv fortalt min Hjemmelsmand i Valparaiso, at han for et Aars Tid siden paa denne Route pludselig fik Øje paa en Hob Indianere tilhest, der hyllede i Støv kom sprængende imod ham. Selv tog han strax Flugten paa sit rapføddede Dyr og frelste Livet efter mange Dages Vildfarelse, Nød og Ængstelse for at døe enten af Hunger eller for Indianernes Pile; men om Førerne og de øvrige Dyr med Bagagen har han senere aldrig erfaret det Mindste.

Naar man kaster et Øie over Perus naturlige Tilstand, vil man let sige sig selv, at det er Bjergene, som skulle give Landet Velstand og befordre dets Fremvæxt. Det er vist heller ikke Usandhed, naar man er vant til at tale om det "guldrige" Peru. Men naar Spørgsmaalet er om Landets nærværende Frembringelser fra dette Naturrige, da hører man kun tale om en beklagelsesværdig Mangel paa Drift i Folket, ogsaa med Hensyn til Bjergværkerne. Saa rige Guld- og Sølvminerne maatte være, saa stort Forraad de ogsaa tidligere have bragt for Dagen, saa uforstyrrede ligge for Øjeblikket de tunge Aarer i Jorden. Guld- og Sølvminerne skulle være baade de rigeste og meest 174 eftersøgte; men ikke at tale om, at alle andre Metaller ere ringeagtede og forsmaaede i en utilbørlig Grad, saa er ogsaa med Hensyn til Guldet og Sølvet indtraadt en Standsning, som har sin Grund i Nationens sunkne Mod og fuldkomne Kraftløshed. Nordperuanerne er et Folkefærd, som langt fra har Udholdenhed til at søge Livets Goder paa saa møisommelige Veie. Det mangler derfor i Peru stedse meer og meer paa Arbeidskraft; Entrepreneurer gives vel altid, men den fornødne Hjælp og arbejdsdygtige Hænder ere ikke at have blandt Peruanerne. En Sammenligning mellem Peru og Chile i denne Henseende giver den sidste Stat et betydeligt Fortrin. Tidligere stod ogsaa Chile i den Formening, at det ikke lønnede sig at grave efter andre Metaller end Guldet og Sølvet. Dens roligere og lykkeligere Tilstand har lært den at aabne ogsaa andre Aarer og navnlig at føre sig Kobberet til Indtægt; og det rige Udbytte, som dette sidste Metal giver, har omvendt det hele Forhold, saa at Kobberminerne for Øjeblikket i Chile indtage den første Rang. Efter dette Exempel er Opmærksomheden for Kobberminerne ogsaa vakt i Peru; de Entrepreneurer og Actie-Selskaber, som i den seneste Tid have stræbt at vinde Udbytte af Bjergene, have kastet sig over de mange fortrinlige Kobberminer, som efterhaanden i større og større Antal ere opdagede, og som efter den korte Erfaring love en langt reellere Indtægt. Kornavlen er meget ubetydelig i Landet; den chilenske Hvede føder Peruanerne. Sukkeravlen er næst Bjergværksdriften den væsentligste og vigtigste for Riget; skjøndt Sukkeret ikke kan maale sig med det brasilianske i Finhed og Skjønhed, saa udføres dog store Partier fra Peru. Qvægdriften er i flere Egne af Landet paa samme Trin som i Chile; Huder og tørret Kjød ere ogsaa Udførselsartikler fra Peru. Vinavlen er ikke saa betydelig; den eneste originale Frembringelse af Druesaften er en Art Brændevin, Pisco kaldet 175 efter en lille By, i hvis Omegn den især tilberedes. Denne Drik er imidlertid saa stærk, at man maa være Russer for at nyde den selv i det allermindste Maal. Af Frugter har Peru en stor Overflødighed; de samme Arter som fandtes i det nordlige Brasilien, navnlig ved Bahia, traf vi igjen her paa Vestsiden; af alle Frugter er Cherre moya, der smager som en Blanding af Ananas og Jordbær og ikkun findes paa dette Belte i Sydamerica, den første og ypperste i min Mund. Naar denne Frugt er moden, seer den ud som en uregelmæssig formet Kartoffel, med grøn Farve, men er indvendig hvid som Snee, blød og saftfuld som en Pergamot og gjemmer en halv Snees Kjerner.

Den politiske Tilstand i Peru er kummerlig. Over et kraftløst, forkuet og demoraliseret Folk regjerer for Tiden en Præsident ved Navn Gamara, som ved sin Kones Indflydelse skal have opsvunget sig til denne Værdighed. Efterat Republikkerne Chile og Æqvador havde erklæret sig frie og uafhængige, beholdt Peru ikkun Bolivia som en Provinds tilbage. Den forrige Præsident Santa Cruz gav Anledning til, at ogsaa denne sidste Rest af gammel Værdighed gik tabt. Deels ved en Regjering, som røbede en almindelig Tendents til en monarkisk Forfatning, deels ved en for Chile skadelig og fornærmelig Toldlov vakte S. Cruz sine sydlige Naboers Misundelse og Had. Chilenerne rustede sig i 1839 mod Peru, leverede flere heldige Træfninger i Nordperu, tvang ikke blot Santa Cruz til at takke af, men indsatte ogsaa af egen Myndighed Gamara til Præsident og erklærede Bolivia og Sydperu for uafhængige og forenede under en selvstændig Præsident. Santa Cruz trak sig op til Æqvador, hvor han i Quito har tilbragt sine Dage. Sydperu er senere igjen bleven forenet med Nordperu, medens Bolivia har bevaret sin Selvstændighed og Uafhængighed; og saaledes sidder for Øjeblikket Gamara som Præsident over den samlede peruanske Republik. Men hvorlænge Republikken skal 176 holde sammen, og hvorlænge Gamara skal sidde ved Roret, derom er deelte Meninger i Folket, og disse Meninger ere Frugten af en saa lidenskabelig Partisyge, at den, som vil dømme forud om et Resultat, i Aanden seer politiske Forandringer for Døren. Gamara skal være et fuldkomment Nul, ja den almindelige Dom tegner ham ikke alene som ubetydelig, men ogsaa som den, der i sin Svaghed lader sig forlede og henrive til mange uretfærdige Handlinger. Denne samme Pluralitet, der længes efter, at Gamaras Præsidentskab skal være udløbet, har bevaret Erindringen om Santa Cruz som en klog og kraftig Characteer og nærer Ønsket om at faae ham tilbage til Roret. Virkelig skal Santa Cruz have benyttet sit Ophold i Quito paa den snildeste Maade til at holde sig levende i Peruanernes Sind; virkelig skulle Gemytterne under det nærværende kraftløse Regimente mere og mere have knyttet sig til hans Person og sat deres Haab til denne. Gamara, som beklæder sin Værdighed under idelig truende Oprør rundt om i Landet, som kunde behøve 1000 Øine for at vaage over de mangehaande Udbrud af den Misfornøjelsens Aand, som hersker over Riget, har ikke alene al sin Styrke behov mod Landets Befolkning, men maa ogsaa holde et skarpt Udkik med Santa Cruz, om hvem der siges, at hans stille Forberedelser til Motioner mod Gamara snart have naaet deres Modenhed. I ethvert Tilfælde kan det betragtes som afgjort, at Gamara ikke holder sig længere som Præsident end den lovbefalede Tid, og efter alle de Auspicier at dømme, som ved vor Afrejse fra Lima stode over Perus politiske Himmel, er det sandsynligt, at Santa Cruz virkelig igjen vil komme i Besiddelse af den Værdighed, som Chilenerne berøvede ham.

Under vort hele Ophold i Lima var Gamara slet ikke hjemme; han laae i Marken imod Oprørerne i det Sydlige af Riget. Efterretninger om, at disse igjen vare bragte til 177 Rolighed, og at Præsidenten om kort Tid vilde vende tilbage, indløb just nogle Dage før vor Afrejse. De diplomatiske Forhandlinger mellem Danmark og Republikken ledede derfor Vicepræsidenten fra Republikkens Side. Den sidste Dag, vi laae ved Callao, viste denne høje Øvrighedsperson Fregatten den Opmærksomhed at komme ombord, for at hilse paa vor Chef efter endte Underhandlinger. Det var den 28de April, vi saaledes gjæstedes til Afsked af Perus Vicepræsident, af vor nye Consul i Lima og af flere Chefer fra de andre Magters Orlogsmænd. Efter nogle og halvtredsindstyve Kanonskud, som i Saluter rungede hen over Kysten og gaves igjen af den hellige Lorenzo's Klippeø, lød samme Eftermiddag Commandoen til at lette, for efter endt Gjerning i det Fremmede at begynde den lange Hjemrejse til Fædrelandet.

Tilbagereisen til Rio Janeiro

Det var en smuk Eftermiddag, vi tiltraadte Reisen tilbage omkring det fameuse Cap Horn; ved Solens Nedgang toge vi den sidste Landpeiling af St. Lorenzo, og da Mørket hyllede Perus Bjerge, toge vi Afsked med det faste Land for en rum Tid. Hurtig havde Tanken gjennemløbet de Tusinder af Mile, som nu efterhaanden skulde lægges tilbage igjen; i Aanden stod jeg allerede i det dyrebare Fædreneland, da Ankeret var taget paa Callaos Rhed. Men sagte krusede Bellona Vandene og lærte mig ikke at nære nogen stundesløs Higen, men i Taalmodighed at oppebie Tidens Fylde. Saa meget lettere faldt dette os, som vi paany erfarede, at Lykken havde udkaaret os til sine Skjødebørn; med hver Dag avancerede vi et ikke ubetydeligt Stykke længere imod Vest og dybere imod Syd. Uden at mærke det befandt vi os saaledes paa den yderste vestlige 178 Længde, nogle og halvfemsindstyve Grader, og begyndte at tage østlig Cuurs; først den forandrede Temperatur og den stigende Kulde mindede om, at belave sig paa den stormende Dyst over Sydhavets Vover. Albatrosserne kom igjen tilsyne, og Luften var ikke længer den tropiske Himmels; med hver Dag saae den mere og mere vinterlig og truende ud. Den 18de Mai stode vi paa Forbjergets Brede og holdt af efter dette for en vestlig Vind, der snart erklærede sig for den completteste Storm, og i de tre følgende Dage sejlede vi i Ordets egentligste Forstand paa Liv og Død. Med Vinden og Søen efter os gjorde vi en frygtelig Fart, og jeg glemmer aldrig denne Seilads tilbage omkring Cap Horn. Det kaldes at "lændse", naar et Skib saaledes for plat Vind24 løber med Søerne. Man skulde troe, at ingen Leilighed var ønskeligere for et Skib, end hvor Alt bar med; men jeg lærte denne Gang under Cap Horn, at der hører fuld saa stor Styrke og Kraft til at bære den overvældende Lykke, som til at taale og finde sig i Modgang og Gjenvordigheder. Luften hvinede frem, som vilde den feje os ud i det umaadelige Rum; Søgangen var saa høi, saa voldsom og skummende, at jeg kun med Anstrengelse kunde udholde at see paa den og maatte beundre Bellona, der bestod i denne fristende Kamp. Da Fregatten laae ved Kjøbenhavns Toldbod, saae jeg den an for, at Intet kunde bringe den ud af den rolige Ligevægt; men under Cap Horn var den kun lille og havde al sin Kraft behov for at holde sig oppe. Det var ængsteligt at opholde sig nede i Skibet og fornemme den Modstand, som blev overvundet; zittrende og med en Anstrengelse, der lignede et Menneskes sidste, krampeagtige Bevægelser, arbejdede Fregatten sig frem gjennem de uhyre Vandmasser. Det gjaldt om at løbe fra de mægtige Søer, der agtertil stode som knusende Bjergmasser over Stavnen. Som en Uskyldig, der flygter for blodige Fjender og føler den udstrakte Arm over sit Hoved, 179 maatte Bellona frygte for at blive træt og ikke at kunne holde Forfølgerne Stand; thi et Øjebliks Standsning i dette Vovespil havde været tilstrækkelig for at bringe os i Sænk. Stormen og Søerne vare paa deres Højdepunkt Natten efter Christi Himmelfartsdag; der var fuld Anledning til at tænke paa sin egen Himmelfart, og uudslettelig staaer den Braadsø indgravet i min Erindring, som ved Midnatstide slog over Agterskibet og fyldte Chefens Kahytter. Men saa ængstelig denne Seilads var, saalænge den stod paa, og saa gjerne jeg havde mildnet denne Passage, om det havde staaet i min Magt, fik vi dog ogsaa ved denne Leilighed Anledning til at prise en god Skjæbne, der ligesom ved et Trylleslag og paa eengang flyttede os over et Vendepunkt, som det mange Gange koster lang og møjsommelig Besvær at komme forbi. Den 21de Mai passerede vi allerede Østen om Falklandsøerne med samme stormende Fart, og den 24de fik vi paa 44° S. Brede et godt Veir og en mildere Luft igjen paa den hjemlige Side af America. Ingen tænkte nu mere paa det Forbigangne; men fremad og hjemad vendte Tanker og Sind sig. Den 28de Mai samlede os paany til et festligt Maaltid, ved hvilket Chefen var vor Gjæst og udbragte vort Ønske for Konge og Fædreneland. Pintsens hellige Fest begunstigedes af et klart og mildt Veir og kaldte os til Gudstjeneste lige ud for Platastrømmen. Alt gik igjen i sin vante, rolige Orden; den gode Seilads og den velgjørende Luft havde skabt en almindelig livfuld Stemning, da denne for en Stund nedstemmedes ved et pludseligt Dødsfald blandt Mandskabet. Hidtil havde Døden krævet sine Offere ved Land, saa at vi kunde berede de Bortgangne et Hvilested i Jordens Skjød; men denne Gang kaldte Herren fra de vide Vande og langt fra Fastlandet, og Kaldet gjaldt et ungt Menneske, som ved en heftig Brystbetændelse pludselig gik bort. I samme Qvarteer jeg havde hørt Krankevægteren melde, at det var forbi med 180 den Syge, var Tømmermanden ifærd med at gjøre en Kiste til den Afdøde, der næste Formiddag skulde sættes overbord; og 24 Timer efter det sidste Aandedrag i Sygelukafet blev han sænket i Atlanterhavets Dyb. Til det bestemte Klokkeslet samledes Officerer og Mandskab om den paa Skandsen opstillede Kiste; et Vers blev sunget af Kammeraterne over ham, hvis sidste Gjemmested stod omsluttet af Dannebroges hellige Kors. Efter nogle Afskedsord blev den Afdøde baaret til det styrbords Faldreb, og efterat Jordspaakastelsen var foretaget her, gled Kisten langsomt ned ad den udstillede Skraaplan, og tung af Kugler sank den hurtig i den bølgende Grav.

Saa gunstig Sejladsen hidtil havde været, saa skikkede vare de sidste hundrede Mile til at prøve Taalmodigheden og forstærke Længselen efter de Efterretninger hjemme fra, som laae og ventede paa os i Rio. Modvind og Stille var det stadige Svar, naar man paa de følgende otte Dage spurgte om Leiligheden, og langsomt nærmede vi os Brasiliens Kyst. Den eneste Adspredelse, jeg veed at nævne fra denne Længsels-Periode, var et herligt Naturoptrin, som et fjernt Tordenveir skjænkede os. En lynende Himmel kjendte jeg vel hjemme fra, men ikke et Ildhav, som det, der denne Aften uden Ophør slyngede sig langs den østlige Horizont. Maanen, som bag dette sorte Uveir skjød op paa den klare, stjernelyse Himmel, gjorde Skuet end mere majestætisk i det Øjeblik den brød frem, men tog derefter ved sit klarere og stærkere Skin Magten fra Lynilden og dæmpede den pludselig. Den 7de Juni kom Rios Bjerge tilsyne i det Fjerne, men ikkun for end mere at egge til Utaalmodighed. Paa anden Dag maatte vi krydse udenfor Bugten, og først den 8de om Middagen lykkedes det os at løbe ind under en stiv Kuling og øsende Vande. Ankeret faldt lidt inden for "Santa Cruz", og næste Morgen, da Veiret bedagede sig, rykkede vi ind paa en bedre Ankerplads og lode herfra Øiet gjenhilse den yndige Bjergkrands.

Andet Besøg i Rio Janeiro

181 Da jeg igjen betraadte Brasiliens Grund, tykkedes det mig, som om jeg var kommet til et andet Hjem; hidtil havde jeg allevegne landet som en Fremmed og betraadt Landene med spændte Forventninger om Alt, hvad jeg i disse maatte forefinde; denne Gang gjensaae jeg Mennesker, til hvem jeg allerede var knyttet med Velvilligheds Baand, Gader, Torve og Huse, hvis Udseende ikke mere var ny og paafaldende, et Folkeliv, som mere end paa noget andet Sted lignede det, hvortil jeg var vant fra Ungdommen af. Den rige Luxus i Boderne kjendte jeg jo allerede fra sidst; Guldsmedboutikkerne straalede i brasiliansk Pragt; Diamanter og Amatyster vare indfattede i det tykke Guld; Kjæder saa svære, som om de vare bestemte til Kjettinger for vor Fregat, laae snoede under Glasdørrene – men mit Øie var endnu fra sidste Gang mæt af denne Glimmer. Rio Janeiro selv holdt mig ikke mere fængslet, og det saameget mindre, som Byens vidunderlig skjønne Omgivelser paa denne Aarstid lokkede endnu mere, end i den hede Sommer.

Af offentlige Optrin, som gav Byen tiltrækkende Kraft for dem, som kjendte den, veed jeg kun fra vort Ophold at erindre om Festiviteterne i Anledning af "Christi Legemsfest," en Fest, der i Rio Janeiro, som i alle catholske Lande, fuldbyrdes med en udmærket Høitidelighed. Efter gammel Skik holdes paa denne Dag en stor og talrig Procession tilfods gjennem et bestemt Qvarteer af Byen. Keiseren gaaer under en lille Thronhimmel med Erkebiskoppen ved sin Side og fulgt af de lange Skarer; den Qvadrat, som er indviet til denne Procession, bliver prydet og smykket baade paa Gader og Huse, ved offentlig og privat Bekostning. Processionen udgaaer fra Slotskirken og vender igjen tilbage til den. Ogsaa i Aar vare alle Tilberedelserne trufne. Gaderne vare rigt bestrøede med Grønt og Blomster; 182 fra Balconerne vajede de brogede Tepper; det Militaire var posteret som Mure, imellem hvilke Processionen skulde gaae; alle Gejstlige vare forsamlede ved Slotskirken; Munke og Chordrenge stode færdige til at antænde deres Voxkjerter; Embedsmænd, baade højere og lavere, ventede i Keiserens Palais paa Signalet til at sætte Toget i Gang; Gaderne vrimlede af Tilskuere; alle Vinduer og Balconer vare opfyldte af de utaalmodig og spændt Ventende; selv stod jeg længselsfuld efter at see disse store Bebudelser opfyldte – da pludselig en Officeer tilhest bragte den Efterretning omkring til de Militaire og de forskjellige Musikcorps, at Keiseren ikke befandt sig saa vel, at han turde foretage sig Processionen omkring i Gaderne, men agtede at indskrænke sig til den lille Vandring fra Slottet over Pladsen til Slotskirken. Utilfreds skiltes Mængden ad, og ikkun den ringe Deel, som havde posteret sig i Nærheden af Slotspladsen, fik Noget at see af det afkortede Optog.

De flere Helgenfeste, som faldt under dette sidste Ophold Rio Janeiro, nød jeg fra Bellona i uforstyrret Ro og uden at frygte for de knaldende Raketter. Flere Aftener var Fyrværkeriet saa almindeligt og stærkt, at hele Byen bogstavelig laae i en Krudttaage og var opfyldt af catholske Dunster i en Grad, som gjorde det utaaleligt at gaae i Gaderne eller at aande i det Frie.

Naar Øiet fra Rios Bugt gjennemløber den smilende, vaargrønne Bjergkrands, som omslutter Byen fra Landsiden, støder det nærmest ved Sukkertoppen paa et af de højeste Bjerge i Kjæden, ved Navn Corcovado. For største Delen er dette Bjerg yndig bevoxet, men den stejle Top staaer som en skaldet Isse, ragende i Veiret over de underliggende Partier. Min første Udflugt fra Rio gjaldt dette Bjerg, og da jeg om Morgenen tidlig med friske Kræfter og en levende Begejstring for de uudtømmelige Yndigheder forlod Fregatten, var jeg fast 183 besluttet paa at ville bestige Bjerget til dets Top og ikke vende om, førend jeg havde skaaret et Tegn paa mit Besøg i den Støtte, som staaer paa Bjergets Tinde, og førend jeg havde nydt det Panorama, som herfra ligger for Beskuerens Fødder. Men jeg lærte, at man ogsaa kan faae for Meget af det Gode paa eengang. Man bestiger Bjerget ad en Vei, som løber ved Siden af den mesterlig opførte Vandledning, som forsyner Rio Janeiro med frisk og ypperligt Vand fra en Bjergsø og et Vandfald, Tichuca, der ligger tilhøire for Corcovado. Vejen langs Vandledningen er ikke trættende eller stejl; i Ro og Mag gaaer man og nyder den henrivende Natur. Udsigterne over de mange Dale og jevnere Strækninger mellem Bjergene variere i det Uendelige; Plantager af forskjellig Slags tilsmile nedenfra, og det tykkes Vandreren fra det kolde Nord, at det maa være let og glæderigt, at dyrke Jorden inden disse Hegn og i denne evige Sommer. Jo højere jeg steg i Veiret, desto renere og klarere blev Luften, jeg indaandede. Paafaldende klaredes mit Øie; Gjenstandene laae for mig i en Reenhed og en Tydelighed, i hvilken man aldrig seer dem i en nordisk Luft; de fineste Træk og Conturer viste sig i en fuldendt Begrændsning og et klart Afrids; Bladenes og Blomsternes Farver vare saa ægte og rene, at det forekom mig en Besmittelse at røre dem med en Finger. Stedse mildere og blidere bølgede Vindene gjennem de rige Løvsale, under hvilke vi vandrede; større og saligere blev den stille Fred, som herskede i denne høje Æther og forplantede sig til Sindet: jeg kunde misunde den bevidstløse Natur sin Lykke og dømme mig selv stedmoderlig behandlet, at det ikkun var mig forundt at nyde denne Salighed i enkelte Timer. Efter en Vandring af den halve Formiddag naaede vi Begyndelsen af den kunstige Vandledning; Tilløbet til denne deler sig ved en Bjergkløft; en større og mere rivende Strøm styrter her i det Bassin, hvorfra Vandledningen nærmest tager 184 sit Forraad; fra venstre Side risler en lille, rolig og klar Kilde, som beskedent udgyder sig i det samme Basin. Vejen til Toppen af Corcovado slutter sig til Kilden, hvis stille, melodiske Toner nynne for Vandreren om de tause Glæder, og hvis klare, gjennemsigtige Vande tale til ham om Livets rene Uskyldighed. Jo dybere denne Vei førte os i Bjergene, desto tættere blev Vegetationen, og desto mere saae vi os afskaarne fra alle Spor paa Kultur og Kunst; Naturens rene Mesterstykke prangede paa den øvre Deel af Bjerget. Paa en Træstamme, der ludede ud over Kildens qvægende Vande, beredte vi os et tarveligt Maaltid af vor medbragte Kurv; vi valgte denne Plads, fordi den gjennem en Bjergkløft gav os en vid og majestætisk Udsigt til Rios Bugt, og fordi vi nu ikke længere kunde beholde Kildens Lædskedrik ved Haanden. En steilere Sti førte fra dette Punkt op over al den bevoxede Deel af Bjerget; den graae Spids laae for os og krævede en yderligere Anstrengelse. Saa gjerne jeg var blevet mit Forsæt tro indtil Enden, og saa nødig jeg nægtede mig selv det Skue, jeg alt i Aanden saae fra den spidse og højtragende Top, var jeg dog i Grunden mæt af Nydelse og træt af Gangen; jeg frygtede for den steile Klipperyg, som stod tilbage, og i Følelsen af min Afmagt til at komme saa høit, blev jeg staaende ved den lavere Sphære, glædede mig i denne og fandt her rigt Stof nok til at prise den underfulde Haand, som aabenbarede sig i al denne Herlighed og Ynde. Medens mine stærkere Medvandrende fortsatte Gangen til den øverste Tinde, begav jeg mig alene paa Vandringen tilbage i en Stemning af den reneste Henrykkelse, jeg nogensinde har følt i Naturens Tempel. Jeg valgte at forlade den banede Vei, ad hvilken jeg var ført til mit Høidepunkt, og lod mig af den smilende Bjergkløft, gjennem hvilken jeg saae Vandet og Skibene i det Fjerne, overtale til at forsøge Lykken, om jeg kunde finde en ny og underholdende 185 Tilbagevei. Da jeg kom ned i Dalen, fandt jeg her en udstrakt Plantage af Abelsintræer, som bugnede under Vægten af Frugterne; denne ene Plantage saae ud til at kunne forsyne alle Brasiliens Indvaanere med Frugt. Under Betragtningen af denne Velsignelse havde jeg nær glemt at tænke paa at komme ud af den, og virkelig saae jeg mig uformærkt saa dybt begravet i Orangelunden og omgjerdet af de høie Klippevægge, at jeg tabte mit Compas af Hovedet og ikke vidste, til hvilken Side jeg skulde vende mig. En kort Vandring paa Maa og Faa førte mig dog snart til en lille Negerhytte ved Yderkanten af Plantagen; med en sort Dreng parlementerede jeg saalænge, at han forstod mit Ønske om at faae en Fører til den nærmeste banede Vei, og mod Løftet om et Par store Kobberskillinger var han strax færdig til at vise mig an. Han førte mig til en Samling af Boliger for Planteurerne og Villaer, som tilhørte Familier fra Rio, og anviste mig en Vei, som løb til Botafoga. Efter en halv Times Gang paa denne bugtede og indesluttede Vei, aabnede sig igjen en Udsigt; i Sukkertoppen fik jeg et ledende Mærke, og snart skimtede jeg de røde Tage i Botafoga og Bellonas Vimpel over Husene.

Ved Foden af Corcovado ligger den verdensberømte "botaniske Have", der ikke mindre end det stejle Bjerg er en seeværdig Gjenstand, naar man kommer til Rio. Vejen til Haven gaaer over Botafoga og løber derefter til Høire rundt om Bjerget; den gaaer over et lavt Fladland, til alle Sider omkrandset af Bjerge, ligesom den botaniske Have selv er en fuldkommen Slette, omtrent i en Miils Distance fra Rio. Ved Indtrædelsen i Haven berømmede jeg strax den fuldstændige Reenlighed og Orden, som herskede over det hele Terrain; ja jeg vilde endog sige, at Gange, Rabatter og Blomsterqvarterer fremstillede sig i en Ziirlighed, som jeg ikke havde ventet at træffe i en botanisk Have. Stilen, hvori Haven er anlagt, 186 er den franske og stive; lange og lige Gange gjennemskjære den og inddele den i større og mindre Qvarterer. Ligesom disse formelle Sider ikke svarede til den Forestilling, der i Forveien var mig bibragt, da jeg mere havde ventet at finde en engelsk Park med frie og utvungne Anlæg og en litterair Planteskole, der ikke lagde saa megen Vægt paa det Ydre; saaledes savnede jeg ogsaa Overflødigheden af pragtfulde og glimrende Blomster. Rigtignok var Aarstiden ikke den blomstrende Sommertid i Brasilien, og jeg vilde i December og Januar Maaneder ikke have fundet mig saa skuffet, som Tilfældet nu var, men Blomsterforraadet er til enhver Tid en underordnet Side ved den botaniske Have i Rio. I det Hele svarede den ikke til det Begreb af botanisk Have, som er fixeret i Europa, men en Botaniker vilde uden Tvivl savne langt Mere i denne, end Tilfældet vilde være i en underordnet, europæisk Planteskole, anlagt i et videnskabeligt Øiemed. Et saadant er heller ikke det betegnende for den botaniske Have ved Rio; dertil er Haven ikke udstyret og Botanikken som Videnskab ikke udviklet i Brasilien. Men efter Havens Forraad at dømme i Forbindelse med Alt, hvad der blev mig sagt om Brugen af dette, er Haven mere at betragte som en kejserlig Slotshave, der snarere har den materielle end den videnskabelige Interesse til Formaal. Man forefinder derfor et fuldstændigt Udvalg af alle brugbare og i mercantilsk Henseende vigtige og indbringende Planter og Træer, ikke alene saadanne, som have hjemme i Sydamerica, men ogsaa og fornemmelig ostindiske og chinesiske Speceri-Væxter. Den vaagnede Drift hos Brasilianerne til at nytte deres fordeelagtige Himmelegn og Jordstrøg paa en mere frugtbringende Maade finder i den botaniske Have en kraftig Understøttelse. Haven er forsynet med rige Assortiments af Theeplanten, Kaneel- og Sagotræet, Kryddernelliken, Vanilletræet og mange andre fremmede Arter, som efterhaanden mere plejes og trives 187 i Brasilien. Planteurerne kunne nu, uden Vanskelighed fra denne Side, forsyne sig med de nødvendige Planter, i det den botaniske Have uden Betaling forstrækker Alle og Enhver i Landet, som henvender sig til den med Begjering om et vist Antal Planter, for at kunne begynde en Drift. Det er aabenbart, at Haven ved denne Virksomhed stifter en priselig Nytte og i Tidens Længde kan blive en rig Kilde til Velstand for Mange.

Ikke blot Keiseren og hans Familie sætter stor Priis paa denne Plet og besøger den jevnlig, men for alle Rios Indvaanere er Haven et Forlystelses Sted, hvor man navnlig Søndag Eftermiddag er vis paa at træffe et stort Publicum af alle Stænder. Paa Vejen mellem Rio og den botaniske Have er om Søndagen en Færdsel, lig den, vi kjende paa Strandvejen ved Kjøbenhavn i Dyrehavs-Tiden. De galantere Familier, som have ladet sig indvirke af den europæiske Gene, indskrænke sig til at spadsere, see paa Mængden og lade sig beskue; de Indfødte af den borgerlige Klasse nøjes derimod ikke med denne Nydelse og kalde det ikke at tage i Skoven, naar man saaledes har vandret en Tour paa Parade. De medbringe i Almindelighed Instrumenter til Strenge-Leg, og et eller flere Medlemmer musicere for den Gruppe, hvortil de høre. Jeg saae saaledes forskjellige Selskaber spadsere omkring med deres Virtuoser, som angave den Takt, i hvilken Selskabet gik. Hist og her kan man ogsaa finde et borgerligt Selskab placeret paa Bænke, foran hvilke Ungdommen dandser og leger til Guitaren. Under et stort og vidt skyggende Jakatræ er en planeret Runddeel indviet til dandsende Optrin og afgiver Plads for mere end eet Parti. Strengelyden er i det Hele saa nødvendig for de simplere Brasilianere, at de lige saa lidt kunne have nogen fuldstændig Nydelse uden Musik, som Negeren kan gjøre sin 188 Gjerning eller bære sin Last uden at synge sin ynkelige Melodi eller klimpre paa sit lille, ejendommelige Instrument.

Af Prydelser eller originale Anlæg har Haven ingen. Den tiltaler ved sit propre Udvortes, ved sine fyldige og rige Løvsale, ved sine imponerende Omgivelser og ved den ætheriske Luft, i hvilken Vegetationen aander. Beskjermet af Corcovado og de tilstødende lavere Bjergmasser nyder Haven en Ro og en Hvile, som ogsaa lader de Besøgende glemme al Verdens Ufred og dens forstyrrende Magter, saalænge de dvæle paa denne trygge Plet. Vindene kunne sjelden forstyrre dette fredelige Eden; de tætte Kroner hænge som ubevægelige over deres Stammer, og virkelig indbydes man paa en underlig Maade til en stum Beundring og synes at profanere den stille Helligdom ved tydelige Yttringer: man opfordres uvilkaarlig til at ønske og søge den tause Betragtning og fortørnes, hver Gang en forstyrrende og disharmonisk Larm trænger sig til Øret paa disse Steder. De smaa Kolibrier eller, som de kaldes i Brasilien, "Blomsterkyssere" sværme omkring paa de lette Vinger; deres Bevægelser ere saa hurtige og lydløse, som vilde de sige os, at ogsaa vi skulde bevare denne fine Takt og vogte os for at bryde den stille Fredens Lov, som hersker trindt omkring.

En Vandring fra botanisk Have over Corcovado og forbi Vandfaldene paa Tijuca fører til Bjergene paa den anden Side af Rio, og ved Foden af disse ligger det kejserlige Sommerslot "St. Christoph." Langs Foden af Bjergene fører en yndig Vei fra Rio herud. Slottet er bygget paa en Bakke, og en krum Allee slynger sig fra Vejen til Slotspladsen foran Facaden. St. Christoph er som Slot betragtet ubetydeligt, det tiltaler hverken ved sin Storhed eller ved sin Stil. Den aabne Facade, som vender ned imod Veien, er en glat Muur med to Etager; fra Slotspladsen fører en aaben Vindeltrappe op til Værelserne paa første Sal, som beboes af Keiseren. Vistnok 189 er der altid paa St. Christoph en kejserlig Livvagt, men man seer ikke noget til den udenfor; i det Mindste skete det mig, at jeg først ved at komme ind i en Gang, som førte til den indre Slotsgaard, fandt et sovende og skjødesløst hvilende Personale af Militaire, som uden Takt for en sømmelig Anstand eller militair Holdning gabede paa os uden at rejse sig fra Løibænkene. Baade udenfor Slottet og i dets Indre var en Dødhed og Tomhed, som gjorde et ubehageligt Indtryk paa mig. Min Addresse til en tydsk Professor, der i mange Aar har været Keiserens Lærer og endnu har sit Ophold paa Slottet, gav mig en god Leilighed til at tage Keiserens Værelser i Øiesyn. De vare høie, smagfulde og elegant meublerede, men nogen overdreven Pragt var langt fra at findes. Størst Behag fandt jeg i Keiserens private Gemakker, indviede til Bibliothek og videnskabelige Samlinger. En stor og smuk Bogsamling indtog to store og høie Værelser, og udenfor disse var et Musæum, som i Særdeleshed gav mig et behageligt Underhold. Musæet var ikke saa alsidigt, som de tidligere, jeg saae i Sydamerica; men saa meget mere tilfredsstillede de Samlinger, som fandtes. Af Antiqviteter fandtes deels udsøgte Sager, henhørende til Indianernes Huusgeraad og Vaaben, deels Redskaber, som vare bragte fra Sydhavs Øerne. En Mynt- og Medaille-Samling var endnu ikke bragt til Fuldstændighed; men skal jeg dømme fra de danske Mynter, som indskrænkede sig til nogle smaa Kobber- og Sølvskillinger, trængte den betydelig til at completteres. Mineralierne indtoge den første Rang, og jeg har ingensinde seet en saa udsøgt og kostbar Samling, som i det kejserlige Kabinet i Rio. Diamanter og Ædelstene funklede i lange og tætte Rader; Guldertserne vare saa rige og prægtige, at jeg faldt i Forundring over de tykke Aarer, som løb gjennem Stenene. Bjergkrystaller og Forsteninger underholdt og glædede mit Øie og vilde sikkert ogsaa for en Mineralog havt Værd 190 og Betydning. Fra første Sal førte en Vindeltrappe op til et kejserligt Laboratorium, fuldt af chemiske og astronomiske Instrumenter. Et fuldstændig physisk Apparat stod endnu fra Keiserens tidligere Undervisningsperiode, men da han bestandig sætter megen Pris paa dette Tagkammer og gjerne experimenterer, gjør han ogsaa bestandig nye Bekostninger og forøger dette Værelses Apparater. Keiserens Søstre boe stille og indgetogne i den højre Fløj af St. Christoph. Paa min Vandring i den intet mindre end kejserlige Slotshave saae jeg Prindsesserne for aabne Fløjdørre sidde ved deres Arbeide; ved at faae Øie paa de Fremmede, som mod Sædvane spadserede i Haven, traadte den ene Søster ud paa Altanen med et noget sørgmodigt Ydre, ret som om det var en Fornødenhed for dem, at adsprede sig ved enhver ny Ubetydelighed. Prindsesserne savne al Omgang og tilbringe virkelig hos Broderen et glædeløst Liv, blottet for al Opmuntring og al Leilighed til en sand og aandelig Livsudvikling: St. Christoph er dem et eensomt Jomfrubuur; den evig smilende Vaar omkring dette er den Eneste, til hvem de kunne betroe deres Længsler og Sorger; det himmelske men dog stumme Natursprog er deres eneste Trøster og Underhold. Ogsaa Keiseren skal være nødsaget til at føre et fornægtende Liv; han seer kun sjelden Statsmænd eller Fremmede hos sig; men hans Søstres kjerlige Omgang og Pleie i Forbindelse med mange og vigtige Forretninger gjør det dog lettere for ham at bære den sløvende Eensomhed.

Virkelig har dette eensomme, glædeløse Liv nu ogsaa bragt den Erkjendelse istand hos det kejserlige Trekløver paa St. Christoph, at det ikke er godt for Mennesket, at være alene. Naar Keiseren tænkte paa at knytte nærmere Forbindelse med et europæisk Hof, da maatte hans Tanke naturligst falde paa det østerrigske Huus, til hvilket han allerede staaer i et Familieforhold paa mødrene Side. Under vort Ophold i Rio rustedes 191 en brasiliansk Orlogsfregat, og det hed i den almindelige Tale, at dens Bestemmelse var, at gaae til Middelhavet, for at hente en Erkehertuginde til Keiseren og en Hertug til den yngste Prindsesse. Maatte dette gaae i Opfyldelse, da vil sikkerlig St. Christoph derved faae et andet Liv, og mange Savn stilles for de Kejserlige. Men nærmere end disse usikkre Formælinger laae Don Pedro 2dos Kroningsfest. Den havde allerede været berammet til en tidligere Dag, men var blevet udsat af Keiseren. De store Tilberedelser til denne Fest saae jeg paa Slottet, Pladser og Gader i Rio; med brasiliansk Iver og Opofrelse havde man alt længe arbeidet paa Portaler og Æreporte; især anvendtes store Bekostninger paa den thronhvælvede Altan, fra hvilken Keiseren skulde modtage sin Hylding; men dette Værk var endnu ikke afsløret, da vi forlode Hovedstaden, og om Kroningen senere efter Bestemmelsen er foregaaet i Juli Maaned, skal jeg ikke kunne sige. Ved at omtale denne Fest, kan jeg ikke undlade at berøre en Honeur-Strid, som i denne Anledning var opstaaet mellem Erkebiskoppen af Brasilien og Biskoppen over Rio Provinds, idet begge fordrede det som en Rettighed, at foretage Kroningen, Enhver støttende sig paa sine Prærogativer. Erkebiskoppen stod fast paa sit Primat, der maatte involvere denne Hæder; Biskoppen i Rio paastod, at Keiseren hørte til hans Dioces, og vilde ikke tillade, at en fremmed Provindses Biskop greb ind i hans lovlige Functioner. Man vidste endnu ikke, hvilket Udfald denne kildne Sag vilde faae, men betragtede det dog som rimeligt, at Erkebiskoppen vilde gaae af med Seiren.

Denne Sidste opholdt sig just i Rio Janeiro under vort andet Besøg i Qvalitet af Deputeret for Provindsen Bahia. De Deputeredes Kammer samles i Regelen i Mai, Juni og Juli Maaneder, og da Forsamlingerne holdes for aabne Dørre, fik jeg Lyst til at see Localet og høre paa Debatterne. I en rød Fløjels Lænestol sad Erkebiskoppen som valgt Præsident, og 192 et stort, rundt Bord stod foran ham og nogle distingverede Personer, som havde Plads paa begge Sider af ham. Lige over for dette separate Præsidentsæde havde de Deputerede Plads paa ophøjede Bænke i amphitheatralsk Form. Under Loftet i Salen løb et Galleri, hvortil Enhver havde fri Adgang, men som i Almindelighed var saa opfyldt, at man kun med Nød trængte sig frem til en Plads, hvorfra man kunde oversee de Debatterende. Jeg forstod intet Sammenhængende af den rappe, portugisiske Tale, men tolkede dog den hele Forsamlings Characteer tydelig nok, til at kunne fatte, hvor afbrudt og smaalig denne Kamp blev dreven. Erkebiskoppen havde ondt med at forsyne Forsamlingen med nyt Stof til Underhold, saa hurtig vidste den at bringe de enkelte Sager til endelig Afgjørelse; det var aabenbart, at en dybere gaaende Behandling ikke havde sit Sted inden de Deputeredes Kammer.

Det var Chefens Bestemmelse, at vi den 19de Juni skulde have lettet ved Rio for at følge den Ordre, som her laae til Fregatten, snarest mulig at vende tilbage til Kjøbenhavn. Men i de samme Dage kom den engelske Paket fra Europa, og da Bellona for de europæiske Kjøbmænd var en ønskelig Leilighed til at faae en ny Postsæk tilbage til Kanalen, skikkede Handelshusene gjennem vor Consulen Petition til Chefen, om han ikke vilde og kunde opsætte sin Afrejse i to Dage, for at befordre denne almindelige Interesse. Chefens Indvilligelse i denne Begjering gav mig Tid til at besøge Archipelaget i den bageste Deel af Bugten. Ved at roe omkring efter en god Anvisning, fik jeg de ypperste Punkter at see og landede paa de Steder, hvis uimodstaaelige Ynde drog mig til sig. Af de mange smilende Øer og Halvøer vil jeg ikke trætte med Navnet af flere end den fornemste iblandt dem alle, Ponte caju, et Navn, som hidrører fra Mængden af de storkronede og vidtskyggende Caju-Træer, der udbrede ligesom en Skjerm over den hele Klippeø, og under hvilke man vandrer i en salig, vederqvægende 193 Skygge. Paa den ene Side af Øen, lige over for St. Christoph, har Keiseren et Badehuus og i Forbindelse hermed en stor Pavillon med større og mindre Værelser. Da de Kejserlige imidlertid kun sjelden benytte denne sidste, har Coutüme gjort Pavillonen til et Valfartssted for Familier fra Rio, der have Lyst til at gjøre sig tilgode i det Grønne, og paa Forlangende bliver det tilstaaet ethvert sluttet Selskab, at benytte det kejserlige Lyststed.

Efter endt Gudstjeneste den sidste Søndag, vi laae i Havn og fik Leilighed til at samle Landsmænd og Fremmede til fælleds Opbyggelse og Lovsang, gjorde jeg min sidste Udflugt til Praia-grande paa den modsatte Side af Bugten. Med uudslettelige Erindringer kom jeg ogsaa fra denne Kyst sildig om Aftenen tilbage til Fregatten. Alt var beredt til Afrejsen, og Postsækken kom Mandag Aften ombord. Næste Morgen ved Daggry, den 22de Juli25, blev Bellona atter let; langsomt og stille forlod den sit Leie; det var, som om den gjerne vilde dvælet og udhvilet sig længere paa disse rolige, omkrandsede Vande, inden den paany gik ud at pløje de dybe Furer. Efterhaanden svandt al Rios Herlighed og Pragt tilbage i det Forbigangne; kun det sidste Farvel kunde Øiet fra det snevre Indløb endnu kaste tilbage over dette uudtømmelige Yndes Dyb; udenfor Sukkertoppen spændte en friskere Kuling Seilene ud og hjalp os til hurtigere og lettere at tage den tunge Afsked med den smilende Kyst, med de venlige Øer, som altid ligge lige grønne og unge og ikke kjende den Skjæbne, at gaae en kold Vinter imøde. Henimod Middag vare vi saa langt fra Land, at Gjenstandene laae som i en Taage, uden at vi kunde adskille dem. Men i Erindringen havde Rio og dens Natur tegnet sig med saa friske og levende, saa rige og fyldige Træk, at disse aldrig skulle ophøre at fremtrylle mig en evig Sommerpragt midt under Nordens vinterlige Klædebon.

Hjemreisen

194 Nu gik det til Kjøbenhavn, til Slægt og Venner; i Sandhed en frydefuld Tanke, som paa den ene Side var istand til at lade os glemme alle andre Savn, men paa den anden fremkaldte en higende, utaalmodig Længsel. Naar man i et Aars Tid har været fjernet fra Fædrenelandet og sat ud af Stand til at kunne følge og agte paa Tidens Tegn og Medfør, hvor meget attraaer man da ikke at faae det mørke Forhæng til Side, og hvor blandet er ikke den Følelse, med hvilken man spændt venter paa Øjeblikket, da den lille Verden, som man dog egentlig tilhører, atter skal oplades. Det er forstaaeligt, at en Snegle- og Krebsegang under saadanne Forhold lidet svarer til Ønskerne; men Sølivet lærer Mennesket mange Ting, blotter mange Skrøbeligheder og øver paa mange Maader i det Gode: ogsaa Taalmodigheden, den Dyd, som overvinder alle Ting, vindes og styrkes paa Søen, og det var, som om Skjæbnen vidste, at vi endnu trængte til Bestyrkelse i den, da den beskikkede det over os, at vi i 12 samfulde Dage maatte ligge ud for Rio og nøjes med at avancere nogle faa Mile i Døgnet. Man morede sig under denne ynkelige Fart med at regne ud, at vi efter de bestaaende Auspicier behøvede 200 Dage for at komme hjem.

Først den 2den Juli fik vor Stilling et ganske andet Udseende; pludselig indfandt den sydostlige Passat sig og førte os med stærke Skridt op mod Linien. At gjennemløbe 3 Grader i Døgnet, hørte igjen til den stadige Orden; Sydkorset sank mere og mere, og den nordlige Polarstjerne tilsmilede os atter fra den fjerne Horizont. Ved Midnatstid mellem den 8de og 9de Juli passerede vi Æqvator, en Fest, som Chefen celebrerede ved at indbyde samtlige Officerer til sig om Aftenen. Den befrygtede Tømmermands-Passat paa den nordlige Side af Linien var os imod al Forventning gunstig og forsonede os 195 fuldkommen med den uheldige Skjæbne, som mødte os i Begyndelsen af denne sidste Søtour. Paa 10° N. Brede indtraadte imidlertid en Standsning ikke blot i Skibets friske Gang men ogsaa for en Stund i Livets friske Bevægelse. Det er altid en alvorlig Mindelse, naar Gud kalder Nogen af vort Samfund, men ombord i et Skib er Samlivet og Berøringen med alle Enkelte mere umiddelbar og engere end i nogen anden Kreds; ogsaa et Dødsfald taler mere aabenbart til alle Sandser og minder de Efterlevende paa en eftertrykkeligere Maade; man er Vidne til alle den Døendes Lidelser, man følger alle Bevægelser med ham efter den afgjørende Stund; man hører Slagene, ved hvilke det sidste Gjemme for en Medbroder sammenføjes. En halvbefaren Matros døde tidlig om Morgenen den 15de Juli, og da Heden var trykkende, blev det bestemt, at han endnu samme Dags Aften skulde sættes overbord. Chefen bestemte, at vi med Ligbegjængelsen skulde forbinde en saakaldet "Gebet," en Andagt med Sang og Bøn, ved hvilken Alle skulde være nærværende. Efter en Ligpsalme holdt jeg en Afskeds-Tale over Kisten, som var opstillet paa Skandsen; fulgt af Chefen og Officerer førtes derefter den Afdøde til Faldrebet, hvor Jordpaakastelsen skete, og under Afsyngelsen af et Vers gled Kisten i det mørke Dyb, medens vi, som bleve tilbage i vor jordiske Gjerning, indtoge vore Pladser igjen for at opbygges ved Dagens Bøn. Efter "Velsignelsen" sluttede vi Andagten med at afsynge en yndig Aftenpsalme, som tolkede det evige Livs Haab, ret som Solens sidste Straaler rødmede den vestlige Himmel.

Underlig nok traf det sig, at flere Haier indfandt sig ved Skibet den samme Morgen, som denne Mand døde, og fulgte med det hele Formiddagen. En gammel Søtro siger, at Haien kan lugte Lig og altid indfinder sig i disse Farvande, naar Skibene have noget Lig ombord. Saa meget mere blev denne 196 Tro bestyrket ved nærværende Sammentræf, som vi hidtil virkelig ikkun et Par Gange havde seet Haier omkring Fregatten. Hvad der nu end kan ligge til Grund for denne almindelige Skibstro, saa er det i og for sig interessant at faae Besøg af Haierne i stille Veir. Hele Dagen følge disse Rovdyr med Skibet og snappe alle spiselige Ting, som kastes overbord. Haien er i Vandet et graat, ubehændigt Dyr med hvid Bug. Dens Gab ligger saa dybt under Hovedet, at Haien ingen Føde kan tage til sig, førend den faaer vendt sig i Vandet og kan gribe sit Bytte nedenfra. Men smukkere og interessantere end Haien selv ere de saakaldte "Lodser", som altid følge den og vise den an. Disse Lodser ere smaa, nydelig spraglede Fiske, af Størrelse og Form som en Guldfisk. De svømme uafbrudt lige over Haiens Ryg og Hoved eller bag dens Finner; enhver Bevægelse af Haien er saa conform med Lodsernes, at man beundrer den fine Sympathie, som Instinctet meddeler. Hvorvidt Haien virkelig er blind eller i al Fald udygtig til at hjælpe sig selv tilrette, skal jeg ikke kunne sige, men vist er det, at den aldrig lader sig see uden een eller flere Lodser, og at disse smaa Vejvisere aldrig vige fra dens Side. Da det efter Middag lykkedes en Officeer at harpunere en Hai fra Repoen og efter flere Møisommeligheder at faae det tre Alens Skrog halet op paa Fregattens Dæk, havde jeg en uvilkaarlig Medynk med de smaa, herreløse Væsener, som bleve tilbage i det vide Hav. Det er antaget, at de ligesaa lidt kunne undvære Haien, som denne Lodserne, og at de maae døe, hvis det ikke lykkes dem at slutte sig til et andet Herskab.

Den 27de Juli fik vi paa 12° N. B. fat paa Nordost-Passaten, som ikke blot førte os op over den nordlige Tropicus men var vedholdende i en Grad, at vi maatte gaae et betydeligt Stykke længere mod Vest, end vi egentlig ønskede. Men med August Maaned føjede Alt sig igjen. En stærk, 197 vedholdende Vestenvind bragte os med stærke Skridt over det sidste Stykke af Atlanterhavet imod Kanalen. Natten mellem den 6te og 7de August sejlede vi med 10 Miles Fart Kanalen ind; en tæt Taage forbød os at faae Øie paa Cap Lizards Fyr, men næste Morgen var det let at see paa Vandets Farve, at vi vare komne ind paa et lavere Vand. Et Landmærke fik vi først om Aftenen Kl. 10 i Fyret paa Øen Wigth; dette faste Lys var den første Hilsen fra den gamle Verden, og efter 7 Ugers Ophold paa Oceanet det første stadfæstede Vidnesbyrd om, at vore Observationer vare paalidelige. Næste Morgen tidlig fik vi Øie paa en Lodskutter og kaldte den til os med et Kanonskud. Fem Timer i Forvejen havde den samme Kutter givet Lods til den danske Orlogsbrig, som samtidig med os ventedes fra Vestindien, og fremdeles underrettede Lodsen os om, at Linieskibet "Christian VIII" nogle Dage i Forvejen var passeret Kanalen hjemefter; det er sikkert længe siden, at tre saa store danske Orlogsskibe i en Tid af 8 Dage have ladet sig see i et fremmed Farvand. Under Lodsens Ledelse gik vi, for en stille Brise gjennem den øvrige Deel af Kanalen; hen paa Eftermiddagen kom den engelske Kyst frem i Taagen, og ubeskrivelig var den stille Fryd, med hvilken jeg igjen saae Landsbyer og Kornagre, der saa levende kaldte Hjemmet frem for min Tanke. Dover laae atter for mig med sit ærværdige Castel; da den sidst smilede til mig med sine Gaslamper, var det med et dunkelt Haab jeg tænkte paa at gjensee den. Det yndige Deal passerede vi ganske nær, og de venlige Landsteder, Lunde og Agre, som omgive den, skaffede os et livligt Underhold: især havde det gamle Wolmar Castle, som beboes af Commandanten over dette og Dover Castel, en fortryllende Beliggenhed imod Søen. Syd- og Nord-Forelands Fyr skinnede allerede bag os, da jeg om Aftenen gik til Hvile. Nogle Timer efter Midnat vare vi fri af de farlige "Galopper", og 198 i Daggry satte vi vor Lods af i sin Kutter, som var paa Slæbetoug efter Fregatten. Saasnart det blev lyst, fik vi Øje paa Briggen, som kom fra Vestindien; vi tonede Flag for hinanden og løb hinanden paa Siden. Fra Skandserne talede Cheferne sammen gjennem deres Adjutanter, og da der gjensidig var meddeelt, at Alt stod vel til inden Borde, skiltes vi ad med det Ønske, at vi om tre Dage maatte samles paa Kjøbenhavns Rhed. Og virkelig saae det ud til, at dette Ønske skulde opfyldes, saa hurtig furede Bellona Nordsøen over. I Aanden saae man allerede ud efter Jyllands Kyster, Skagens Fyrtaarn, den svenske Kyst, Øresund i Sommerdragt og den gamle Axelstads Taarne. Men Frænde er Frænde værst. Da vi den 11te August havde hilst Fædrenelandets dyrebare Grund og langsomt passeret Skagens Mølle, Kirke og Taarn, mødte os i Mørkningen en sydostlig Storm, som holdt os vaagne i to Nætter og Dage ved den uafbrudte Krydsen og Venden mellem svenske og jydske Kyst. Stormen lagde sig med Blikstille; først den 13de om Eftermiddagen fik vi en gunstig Nordenvind, som stod til hen paa Natten. Løverdag Morgen den 14de August fyrede vi 3 Skud efter Lods fra Gilleleje; efter hans Anviisning styrede vi ind mellem Naborigerne, og skjøndt Veiret var sludfuldt, var det dog frydeligt at sejle Øresund ind. Det gamle Kronborg modtog vor Morgenhilsen fra 9 dundrende Kanoner og bød os "Velkommen" i det samme Maal. Helsingøer holdt os kun op nogle Øjeblikke; Bellona længtes efter at hvile sig for Alvor i det gamle Leie. Men frisk og udholdende krydsede den sig langs op med Sjellands grønne Vang; det var, som følte den sig og bar sin Frimodighed tilskue, med hvilken den nu vendte tilbage fra den lange, prøvende Bane. De krigerske Brødre tilvinkede den Velkomst og Bifald fra Flaadens trygge Leie, og om Formiddagen Kl. 10 faldt udenfor Trekroner Ankeret fra Bellonas trætte Bryst.

199

Anhang

201

Om Øiemedet for Fregatten Bellonas Sendelse, samt om dens Virksomhed.*)

Foruden at være et Øvelses Togt for Fregattens Besætning, havde Missionen fortrinsvis et politisk-mercantilsk Formaal: at slutte saadanne Forbindelser med de sydamericanske Republikker, og at indhente saadanne Oplysninger om Forholdene i disse fremmede Stater, som kunde være til Fordeel for den danske Skibsfart og Handel.

Alt i Aarhundreder have de sydamericanske Producter ved deres Mangfoldighed og Rigdom udgjort en Hovedgjenstand for den europæiske Handel, uagtet den directe Handel med Sydamerica næsten kun udelukkende stod aaben for de Magters Undersaatter, som besadde Colonier der. Efterat de vidtudstrakte portugisiske og spanske Colonier havde emanciperet sig og aabnet sine Havne for den almindelige Handel, har denne ogsaa naaet en Udstrækning og Vigtighed, som overstiger hvad man turde vente af de nyopstaaede Staters usikkre og vaklende politiske og finantsielle Forfatning. Fra det Øjeblik Omstændighederne tilstædede det, har den kongelige Regjering ogsaa bestræbt sig for at aabne de danske Undersaatter Adgang til de Fordele, som Handelen og Skibsfarten paa disse Lande frembød. I dette Øiemed ere Handelstractater blevne afsluttede den 26de April 1828 med Kejserdømmet Brasilien, under 19de Juli s. A. med de forenede mexicanske Stater og under 26de Marts 1838
____________________________________
*) Denne Relation støtter sig paa den officielle Correspondence, til hvilken jeg med høie Vedkommendes Tilladelse har havt Adgang.

202 med Republikken Venezuela. Exemplarer af disse tidligere afsluttede Tractater bleve medgivne Chefen til behagelig Afbenyttelse, og gjennem det Kongelige Generaltoldkammer og Commercie-Collegium blev han tillige forsynet med en Fortegnelse paa de Stæder i Sydamerica, hvor Kongelige Consulater allerede ere oprettede, og hvor det er paatænkt og allernaadigst approberet, at nye Consulater skulle oprettes. Ved det brasilianske Hof i Rio de Janeiro har der tillige i en Række af Aar været etableret et kongeligt Gesandtskab, ligesom omvendt en Kejserlig brasiliansk Cargé d'affaires er accrediteret her. Ogsaa har den danske Handel og især Fragtfarten paa Sydamerica og allerhelst paa Brasilien allerede erholdt et betydeligt, saavel for Landet i det Hele som for de deri Deeltagende i Særdeleshed fordeelagtigt Opsving. Øiemedet for nærværende Togt med Fregatten Bellona var fornemmelig, endydermere at fremme disse Forhold og at bane Vejen for andre nye af samme Beskaffenhed. Allerede Nærværelsen af et kongeligt Krigsskib paa disse Landes Kyster maatte tjene til et Beviis paa Regjeringens Omhu for at fremme den danske Handel og Søfart, og det lod sig haabe, at Chefen for nærværende Expedition lige over for de forskjellige Magters Auctoriteter vilde kunne bevirke Overbeviisningen om, at det er Hans Majestæts Ønske at opretholde og stifte de venskabeligste Forhold mellem Danmark og hine Stater. Med dette Formaal for Øie, maatte Fregatten omhyggelig stræbe at undgaae Alt, som kunde inddrage den i, paa nogen Maade at deeltage eller tage Parti i de Conflicter, hvori nogle af disse Stater kunde være indviklede med andre, eller i de Stridigheder, som kunde herske i deres Indre. De Stater, hvis Havne Fregatten Bellona var bestemt til at anløbe, vare Brasilien, Republikken Uruguay og den argentinske Republik paa Vestsiden26, forsaavidt de politiske Forhold og den franske Blokade maatte tillade den ogsaa at gaae til Buenos 203 Ayres. Om dette sidste Punkt maatte Oplysninger nøjagtig indhentes i Rio Janeiro og Montevideo, for derefter at komme til sikker Kundskab om, hvorvidt Chefens personlige Nærværelse i Buenos Ayres lod sig effectuere, uden at gjøre Brud paa den franske Blokade, og hvorvidt den vilde kunne ventes at medføre nogen væsentlig Nytte under de derværende Forhold. Endvidere skulde Fregatten paa det "stille Havs" Kyster besøge Republikkerne Chile og Peru. Under Opholdet i Valparaiso maatte Chefen være betænkt paa at finde Leilighed til at begive sig til "St. Jago de Chile", Regjeringens Sæde, for der, saavidt det lod sig gjøre, at fremme Expeditionens Øiemed. Fremdeles var Chefen auctoriseret til at anløbe en Havn i Republikken "Bolivia" (Cobija) og Guayaquil i Republikken Æqvador, forsaavidt det kunde skee, uden for meget at opholde Expeditionen, og forsaavidt Handelens Vigtighed paa disse Stæder og den sandsynlige Nytte, Chefen under et kort Ophold i en fra Regjeringens Sæde fjernet Havn kunde bevirke for den danske Handel og Skibsfart, vilde kunne ventes at staae i noget passende Forhold til den Opofrelse af Tid og Penge, som et saadant kort Ophold dog uundgaaelig maatte medføre. Endelig var det muligt, at Fregatten paa Tilbagereisen fra Rio Janeiro vilde komme til at anløbe de vestindiske Farvande, og det var da et Ønske, at den paa Vejen kunde besøge Laguayra eller en anden venezuelansk Havn, endskjøndt dens Nærværelse der vilde være mindre nødvendig, da danske Orlogsskibe af den vestindiske Station ofte have Leilighed til at anløbe der, og da Forholdene med Venezuela paa en tilfredsstillende Maade ere regulerede ved den for to Aar siden afsluttede Handelstractat og ved en kongelig Generalconsuls Ansættelse i Caracas.

Med Hensyn til den betydelige danske Handel og Fragtfart paa Brasilien, var det af særdeles Vigtighed, at Chefen vilde 204 conferere med den danske Charge d'Affaires om de Skridt, der kunne være at tage for end mere at fremme denne; om det maatte være ønskeligt, at bevirke Ansættelse af et større Antal af danske Consuler og Viceconsuler i Brasilien, og hvorvidt der maatte være Noget at udrette ved at indlede Underhandlinger med den Keiserlige Regjering om Fornyelsen af den udløbne Handelstractat eller om Afsluttelsen af en ny. Da nemlig den i Aaret 1828 paa 10 Aar sluttede Handelstractat nærmede sig sit Udløb, blev den udtrykkelig opsagt fra Brasiliens Side. Saavidt man imidlertid hidtil havde kunnet dømme, ligger ingen særdeles ugunstig Hensigt mod den danske Handel og Skibsfart til Grund herfor, da ligeledes alle øvrige af Brasilien med andre Magter sluttede Handelstractater ere blevne opsagte, og da Øiemedet hermed fornemmelig synes at være, at regulere Handelen og Skibsfarten paa Brasilien ikke ved Tractater, men ad den legislative Vei. Imidlertid maatte Chefens Opmærksomhed være henvendt paa de Vilkaar, under hvilke den danske Handel og Skibsfart paa Brasilien maa antages at kunne fortsættes.

For at gjøre Expeditionen saa frugtbringende som mulig for den danske Handel og Skibsfart, maatte den fornemmelig være opmærksom paa følgende Punkter: Først at søge at tilvejebringe alle herhenhørende Oplysninger, saasom statistiske Tabeller over de forskjellige Landes Befolkning; Importerne og Exporterne; de forskjellige Handelspladsers Vigtighed; hvilke Slags Varer (allerhelst saadanne, som kunne produceres i Hans Majestæts Stater) der kunde ventes at erholde Afsætning der; hvilke Retourladninger der kunde være at erholde; hvorvidt den danske Handel og Skibsfart kan antages at kunne udholde Concurrencen med andre Nationer; o.s.v. Og endelig var det en Selvfølge, at Missionen vilde være betænkt paa at indsende saadanne Efterretninger, som især kunne være af Vigtighed for den Søfarende og Navigateuren.

205 Med Hensyn til Alt, hvad der staaer i Forbindelse med Consulatvæsenet, vil det dernæst komme an paa at bestemme de Stæder, hvor kongelige Consulater og Viceconsulater kunne oprettes med Fordeel foruden de allerede oprettede eller paatænkte. Men især maatte Missionen være opmærksom paa at udsee Mænd, hvem disse Consulater kunde anbetroes, og som kunde være villige til at modtage dem. Udnævnelsen af Generalconsuler og virkelige Consuler bringes i allerunderdanigst Forslag af det Kongelige General-Toldkammer og Commercie-Collegium, men forinden Forestilling herom nedlægges, bliver Handelsstanden i de vigtigste Handelsstæder, som Kjøbenhavn, Flensborg og Altona, opfordret til at afgive Betænkning om de forskjellige Concurrenters Competence, og den saaledes afgivne Betænkning er der stedse skjænket væsentlig Indflydelse paa disse Embeders Besættelse. Vel kunde det ikke antages, at Antallet af Concurrenter, som fortjente at komme i Betragtning, vilde være stort i de forskjellige americanske Havne, allerhelst da de kongelige Generalconsuler og Consuler ikke som saadanne erholde fast Gage men kun have Sportler27 af de i deres respective Districter anløbende danske Skibe. Imidlertid blev det dog anseet for sandsynligt, at den Anseelse, et fremmed Consulat giver den dermed beklædte Handlende i Udlandet, vilde være et tilstrækkeligt Motiv for respectable Handlende til at attraae et saadant. Chefen maatte derfor paa saadanne Steder, hvor han maatte finde det passende og navnlig i Montevideo, Buenos Ayres og Lima eller Callao, stræbe at opfordre en anseet og dertil egnet Handlende til at auctorisere sig til i hans Navn at søge det kongelige Consulat, som vilde blive at oprette der. Udnævnelsen af Viceconsuler skeer af vedkommende Consul og approberes paa hans Forslag af det kongelige Generaltoldkammer og Commercie-Collegium. Det vilde derfor i saa Henseende være tilstrækkeligt, at formaae vedkommende Consul 206 til at bevirke Ansættelsen af de Viceconsuler, som han maatte ansee fornødne. I de Lande, hvor hidtil ingen Kongelig Consul har været ansat, maatte tillige udvirkes, at deres Anerkjendelse enventualiter ingen Vanskelighed mødte hos vedkommende Regjering. Forsaavidt man i saa Henseende maatte begjere en Anerkjendelse af en saadan Regjering fra Hans Majestæts Side, maatte gjøres opmærksom paa, at Consulbestallingen er et aabent Brev fra Hans Majestæt til den vedkommende Republiks Præsident og følgelig involverer en udtrykkelig Anerkjendelse, ligesom en saadan ogsaa ligger udtalt i Missionens Øiemed og i den Chefen givne Fuldmagt, og at ingen anden speciel Anerkjendelses-Act har fundet Sted med Hensyn til nogen anden af de americanske Republikker, saasom Mexico og Venezuela. Derimod kunde gives den bestemte Forsikkring i Hans Majestæts Navn, at Anerkjendelsen af Consul for vedkommende Magt i de Kongelige Stater ingen Vanskelighed vilde møde.

Endelig var det et Hovedformaal for Missionens Bestræbelser, forsaavidt Tiden og Omstændighederne vilde tillade det, at forberede og indlede Underhandlinger om Handels-Tractater og commercielle Declarationer med de Republikker, med hvilke der hidtil ikke fra dansk Side er blevet afsluttet nogen saadan Overeenskomst. I dette Øiemed maatte paa Stedet søges Underretning om samtlige af vedkommende Republik med andre Magter sluttede Handelstractater og om disses praktiske Virkning til Fordeel for den paagjældende Magts Handel og Skibsfart. Efter tilstrækkelig Oplysning om, hvilken af disse forskjellige Tractater der synes den fordeelagtigste, og at der overhovedet – ved en Tractats Afsluttelse er væsentlige Fordele at opnaae for den danske Handel og Skibsfart, maatte hos vedkommende Regjering andrages paa den eventuelle Afsluttelse af en lignende Tractat, for hvilken Grundlaget vilde blive Indrømmelsen af den samme Behandling af de contraherende Magters 207 Undersaatter, som den, der tilstaaes Landets egne; – eller, dersom dette ikke kunde opnaaes, andre priviligerede Magters Undersaatter. Som Basis for en saadan Tractat blev navnlig den mellem Danmark og Venezuela afsluttede Handelstractat anseet for passende. Det lod sig ikke vente, at det skulde kunne lykkes Missionen under det korte Ophold paa ethvert Sted at tilvejebringe Afsluttelsen af en formelig Tractat; men det blev dog antaget, at der vilde blive tilstrækkelig Leilighed til at overbevise sig om, hvorvidt vedkommende Regjeringer maatte være tilbøjelige til at gaae ind herpaa, og Missionen kunde i saa Tilfælde forberede det Fornødne ved at træffe nærmere Aftale om den eventuelle Basis og om Stedet, hvor de nærmere Underhandlinger kunde føres, hvortil helst maatte vælges en af de europæiske Hovedstæder, hvor saavel Hans Majestæt som vedkommende Magt havde diplomatiske Agenter, hvem Underhan[d]lingerne kunde overdrages. Skulde Missionen imidlertid træffe vedkommende Regjerings Stemning saa fordeelagtig i saa Henseende, at der strax kunde sluttes en Overeenskomst, da maatte denne helst skee i Form af en gjensidig Declaration, som blot kom til at indeholde den Bestemmelse, at begge Parters handlende og søfarende Undersaatter skulde i enhver Henseende til deres commercielle Foretagender indtil Videre behandles i Eet og Alt ligesom de meest begunstigede Nationers Undersaatter. En saadan Overeenskomst vilde "Departementet for de udenlandske Sager" ufortøvet, naar det erholdt samme tilsendt, forelægge hans Majestæt til allerhøjeste Ratification, og vilde denne Ratification kunne blive udvexlet paa det Sted, hvorom Missionen derom maatte komme overeens med vedkommende Regjering. Til Afbenyttelse og som Legitimation ved alle de Forhandlinger, Missionen maatte komme til at føre med de forskjellige sydamericanske Staters Regjeringer, blev givet Chefen en i Hans 208 Majestæts Navn ad mandatum gjennem det udenlandske Departement udfærdiget Fuldmagt.

Sluttelig blev Missionens Opmærksomhed henledt paa de Klager, hvormed enkelte danske Undersaatter i hine fjerne Farvande mulig kunde henvende sig til Fregatten. Men ligesom det var naturligt, at denne ikke kunde lade handlende eller søfarende Landsmænd savne den Beskyttelse, som de billig kunde vente fra et af Hans Majestæts Orlogsskibe, saa blev dog Missionen advaret om, forsaavidt saadanne Klager maatte gaae ud paa formeentlig lidte Forurettelser fra en af de forskjellige sydamericanske Regjeringers Side, og forsaavidt Missionen maatte troe at burde reclamere hos denne en saadan Anledning, kun at gjøre dette paa en saadan Maade, at det vigtigste Øiemed for Expeditionen ikke tabtes af Sigte.

____________________________

Til fuldstændig at kunne bedømme og udvikle Frugterne af Expeditionens Bestræbelser for at fremme dette Regjeringens priselige men tillige store og omfattende Øiemed, hører et Blik, som bedre end mit er indviet i de politiske og commercielle Forhold. Da jeg imidlertid ikke har kunnet følge Missionens Underhandlinger med de fremmede Stater, eller betragte dens Virksomhed i mange andre Retninger, uden at være kommet til Erkjendelsen af de velgjørende Frugter af Fregatten Bellonas Sendelse, vil jeg ikke af daarlig Undseelse lade mig afholde fra, ogsaa i denne Henseende, efter Evne og Leilighed, at besvare mange Spørgsmaal, som maatte opstaae hos Mange.

Et Lands Sømagt er ikke alene til for Krigstider, skal ikke alene være et Bolværk mod fjendtlige Angreb, men ogsaa i Fredstid tjene og befordre Landets Vel ved at repræsentere Regjeringen og dens Myndighed paa Steder, hvor det styrende 209 Øie ikke kan see, den beskjermende Arm ikke kan række paa nogen anden Maade. Og blandt de mange Interesser, som saaledes maae varetages ved et Krigsskib, der rustes og udsendes i Regjeringens Navn, er Handelen og Skibsfarten den nærmeste og vigtigste. I det europæiske Statssamfund, hvor de enkelte Staters Rettigheder ikke blot gjensidig og lovformelig ere garanterede, men hvor ogsaa den Enkeltes Ret er betrygget i det Fremmede ved en gjennemført Statsforvaltning og Retspleje, trænge vel Handlende og Skibsfarende ikke til nogen anden synlig Haandhæver af deres Rettigheder, og et Krigsskibs Nærværelse i europæiske Havne kan fra denne Side betragtet være ufornøden. Men ganske anderledes er Forholdet mellem europæiske og sydamericanske Stater. Ikke at tale om, at de fleste af Sydamericas Republikker tidligere slet ikke havde nogen hverken formelig eller indirecte Anerkjendelse af den danske Konge, at der saaledes aldeles intet Forhold var indledet eller bragt istand mellem Danmark og disse Stater, saa er Tilstanden i disse Lande saa lidet udviklet, Statslegemerne og Regjeringsformerne saa meget i deres Barndom, at de Europæere, som enten ere bosiddende i hine fjerne Lande eller besøge disse for Handelens Skyld, langt fra kunne føle sig sikkre og rolige uden Bedækning fra Moderlandet. De større europæiske Magter have derfor alt længe staaet i et tractatmæssigt Forhold til de fleste af Sydamericas Republikker baade paa Øst- og Vestsiden, og det Samme er ved nærværende Expedition indledet for Danmark. Saaledes som ovenfor er anført, vare alt tidligere Tractater afsluttede med Keiserdømmet Brasilien, med de forenede mexicanske Stater og med Republikken Venezuela. Lignende Tractater ere nu ogsaa bragte istand eller indledede med Republikken Uruguay og de argentinske Stater paa Østsiden og med Republikkerne Chile, Peru, Bolivia og Æqvador paa Vestsiden af Sydamerica. Hos de 4 første af disse Stater fandt Missionen den meest smigrende 210 Modtagelse; med den største Redebonhed og Føjelighed modtoge disse Regjeringer de Forslag, som fra vor Side bleve gjorte til en tractatmæssig Forbindelse, og hvis Indhold gik ud paa, at sikkre de Danske lige saa fulde Gunstbeviisninger og Rettigheder, som nogen anden europæisk Stat nyder. Den eneste Stat, som ifølge en Grundlov krævede en formelig Anerkjendelse fra dansk Side, førend den kunde indlade sig paa nogen tractatmæssig Forbindelse, var den argentinske; og da ligeledes en Grundlov for denne Stat erklærer, at alle europæiske Nationer skulle behandles med samme Gunst og have lige Rettigheder, opponerede Ministeriet ligeledes mod det Udtryk: "meest begunstigede", paa hvilket der fra Begyndelsen var insisteret. Det var henstillet til Chefens Skjøn, hvorvidt han vilde besøge Republikkerne Bolivia og Æqvador, for ogsaa personlig at underhandle med disse. Flere Grunde bestemte ham til, ikke at udsætte sig for den Opofrelse af Tid og Penge, som disse Besøg vilde have medført. Foruden de Besværligheder, som den lange og i Regntiden vanskelige Reise til Guajaqvil vilde ført med sig, kom hertil det særdeles Hensyn, at Hovedstæderne i disse Stater ligge saa langt fra Kysten, at det ikke godt var muligt for Chefen at sætte sig i personlig Berøring med Regjeringerne: saaledes ligger Chuqvisacca, Bolivias Hovedstad, 40 Dages Reise fra Havnen Cobija. Imidlertid nyttede Chefen den givne Leilighed til foreløbig at indlede Underhandlinger ogsaa med Bolivia og Æqvador, ved at sætte sig i Forbindelse med disse Landes diplomatiske Agenter i Lima. Efterat have udviklet for disse Hensigten af Expeditionens Sendelse til alle de sydamericanske Republikker og forklaret dem de Hindringer, som forbøde Chefen at indfinde sig i de respective Republikkers Hovedstæder, fandt han den største Beredvillighed til at modtage de fornødne Noter til vedkommende Ministre.

Men skulde de Forbindelser, der indlededes med de 211 sydamericanske Republikker, have nogen Holdning og sikker Frugt for de Handlende og Søfarende af vore Landsmænd, da maatte Regjeringen nødvendig være betænkt paa, samtidig med Indledelsen af disse Forbindelser at udnævne og beskikke consulaire Embedsmænd, der kunde varetage de Danskes Interesse. Det udenlandske Departement havde derfor overdraget Chefen Myndighed til at udsee saadanne Mænd blandt de Handlende, hvis Navn og Stilling havde Vægt og Betydning og kunde love den største Fordeel og Hjælp for de Søfarende og Handlende, samt til at beskikke disse som imidlertidige Handelsagenter, indtil deres Udnævnelse til virkelige Consuler var approberet af Kongen. Men saa villige de ansete Kjøbmænd vare til at overtage en virkelig Consuls Navn og Functioner, saa lidt vidste man i disse Lande, hvad Agenter betydede, og saa nødig paatog Nogen sig denne Mellemting. I alle de Republikkers Hovedstæder, som vi besøgte, og hvor tidligere ingen Consul var ansat, udnævnte derfor Chefen i Kraft af sin Fuldmagt rette Consuler og indstillede disse til Regjeringerne, der anerkjendte dem som saadanne. Saaledes have vore handlende og søfarende Landsmænd, som bestandig mere og mere finde deres Fordeel af at besøge Havnene paa Øst- og Vestsiden af Sydamerica, faaet en lovbegrundet Sikkerhed, for ikke at lide utilbørlig Medfart eller vilkaarlige, trykkende Byrder, og have vundet en Embedsmand og en Raadgiver, der i al Fald kan gaae dem tilhaande i indviklede Tilfælde, som vel her snarere end andetsteds lade sig befrygte.

Landenes indvortes Tilstand er imidlertid saadan, at disse lovformelige Overeenskomster og auctoriserede Embedsmænd ikke kunne ansees for fuldt tilstrækkelige Garantier for Ret og Retfærdighed med Hensyn til de Fremmede i de sydamericanske Stater. De store Handelsnationer, England, Frankrig og Nordamerica, lade sig derfor heller ikke nøje med disse Foranstaltninger til deres Landsmænds Sikkerhed, men holde bestandig Krigsskibe paa 212 Station i de forskjellige Havne baade paa denne og hin Side af Sydamerica. I Særdeleshed blev jeg paa Vestsiden overrasket, ved at finde flere Stationairer fra hver enkelt af disse Magter. Og virkelig er det saalangt fra, at disse Skibe ligge her for et Syns Skyld, at de meget mere maae ansees for aldeles nødvendige, dersom de Fremmede skulle være betryggede. Først er nemlig Forholdet mellem de Indfødte og Fremmede ikke anderledes, end at hine med en stille Misundelse see hen til de Fremmedes blomstrende Opkomst iblandt sig, og vel kunne føle sig fristede til at forurette dem paa mange Maader, dersom ikke de flydende Batterier ved Kysterne holdt Sværdet i Skeden. Dertil kommer, at Staternes politiske Tilstand endnu er og længe vil vedblive at være en gjærende og skjæbnesvanger Tilstand, som lader befrygte Oprør og Omvæltninger. Under saadanne vilde fornemmelig de Fremmede være ilde stædte, dersom de befandt sig uden nogen Tilflugt og beskjermende Magt, fjernede fra Fædrenelandets Hjælp, sig selv overladte. At de i saadanne Tilfælde have en krigersk Styrke ved Haanden, udgjør deres Haab og Trøst, og denne Sikkerhed giver dem Mod og Udholdenhed til at leve og virke i disse usikkre Forhold; uden denne Udsigt vilde de ikke blot være udsatte for uretfærdig Medfart under deres lovlige Stræben, men ogsaa for Tabet af Liv og Gods, saa ofte den revolutionaire Aand bryder løs, dersom de ikke kunde redde sig selv og deres Eiendele ombord i Krigsskibene. Europæerne paa Vestkysten erklærede derfor ogsaa ganske uforbeholdent, at de ikke kunde eller vilde opholde sig paa Kysten uden den militaire Bedækning. Sammenholdt med Republikkernes krigerske Styrke er denne ogsaa meer end tilstrækkelig, for at indgyde Respect, og ved flere Leiligheder har det vist sig, at de stationerende Krigsskibe have reddet Europæerne fra Ødelæggelse under den almindelige Lovløshed og Revolution. Da saaledes Chilenerne i Aaret 1839 hjemsøgte Peru med en 213 fjendtlig Flaade og truede med at afbrænde Callao uden Hensyn til Personer, var det alene Parlementairer fra Orlogsskibene paa Callaos Rhed, som standsede denne hensynsløse Beslutning og ved det forelagte Spørgsmaal: "hvad Chilenerne havde besluttet med Europæerne?" bevirkede en Declaration fra chilensk Side, som garderede de bosiddende Europæere. Uden den militaire Styrke ved Kysterne var det tvivlsomt, hvorvidt Europæerne under de hyppige Revolutioner vilde undgaae den samme Skjæbne, som de Indfødte af det svagere Parti maae undergaae. Vel nyde de europæiske Hoffers Embedsmænd baade særegne Fordele og en vis ukrænkelig Forret, som de i paakommende Tilfælde skulde kunne udstrække ogsaa til deres Landsmænd, men al Pukken paa Ret nytter lidet i revolutionaire Tider. Det er almindelig Skik, at alle europæiske Consuler i saadanne Tider træde sammen og raadslaae om de Foranstaltninger, som maatte ansees nødvendige til Europæernes Sikkerhed; men selv om Regjeringerne vilde høre paa deres Forslag og afholde sig fra al positiv Krænkelse af Europæernes Liv og Gods, vilde de ikke være istand til at holde Ulykken borte fra dem, vilde ikke kunne forhindre, at jo den oprørske Lue ogsaa naaede til de Fremmedes Huse. Krigsskibene ere disses eneste, sikkre Tilflugt i Nøden.

Ihvorvel Fregatten Bellonas Nærværelse i Sydamerica ikkun kan tillægges en overgaaende og underordnet Betydning med Hensyn til en saadan Værnen om Europæernes Rettigheder, deres Liv og Eiendom, saa gav dog dens korte Ophold altid en forøget Vægt til den Æstime, med hvilken Regjeringerne og de Indfødte betragte disse Controlleurer omkring Landenes Grændser. Den Glæde, hvormed Fregatten blev seet og hilst af alle danske Skibe og bosiddende Landsmænd i den fremmede Verdensdeel, den Opmærksomhed og Distingtion, som Bellona nød af alle europæiske Krigsskibe, diplomatiske 214 Embedsmænd og Handlende, var et talende Bevis for, at dens Nærværelse blev betragtet som en Vinding.

Fregattens Ophold i de forskjellige Havne var for kort til, at Missionen kunde skaffe sig en omfattende Kundskab om Landenes naturlige Tilstand i det Hele, deres Productioner og Trang til fremmede Landes Artikler i det Enkelte. Foruden den Omstændighed, at disse mere specielle Undersøgelser havde krævet en i de commercielle Forhold Indviet, for i Hurtighed at kunne bringes tilveje, saa kom Fregatten til de fleste Stæder, uden at have nogen levende Veiledning til at virke for dette Øiemed. Det maatte derfor først og fremmest være magtpaaliggende, at finde saadanne Personligheder, som kunde ansees værdige til at overdrages dette Hverv, og af hvem disse Oplysninger kunde ventes med tilstrækkelig Sagkundskab og Fuldstændighed. Til disse Mænd, som udvalgtes til Consuler, er Anmodningen skeet, om at indsende til det Kongelige General Toldkammer og Commercie-Collegium alle Forslag og Vink til Udvidelsen og Lettelsen af den danske Handel paa Sydamericas Kyster. Fra dem vil da ogsaa indløbe en nøjagtigere Opgivelse af mindre Havne og Søstæder, som kunde fortjene en større Opmærksomhed, og hvor det vilde være gavnligt at beskikke Viceconsuler for den danske Nations Handelsskibe. Og naar man har været Vidne til og hørt Vedkommende selv tale om den Forlegenhed, hvori Skibsførerne ofte føle sig stædte af Mangel paa tilstrækkelig local Kundskab og uden nogen virksom Medhjælp til at finde sig tilrette i de fremmede og mange Gange indviklede Forhold, da kan man let see den Fordeel, som Missionen allerede har bragt de Søfarende ved de beskikkede Consuler og fremdeles vil bringe dem i rigere Maal, naar Kjendtskabet til de forskjellige Landes Udførsels- og Indførsels-Artikler bliver almindeligere og paalideligere.

Det er under alle Forhold en stor Velsignelse, at kunne 215 hjælpe, trøste og forsone, og jeg regner det blandt de skjønneste Sider af Fregattens Virksomhed i det fjerne Sydamerica, at den har været en befriende og mæglende Magt for mange Landsmænd. Det er let forklarligt, at Skibsførere kunne komme i lige saa uforudseelige som ubehagelige Conflicter med andre Nationers Skibe, uden at de selv ere istand til at haandhæve deres Ret. Det traf sig saaledes, at en dansk Kaptains Skib nogle Dage før vor Ankomst til Montevideo blev paaseilet i Havnen af et nordamericansk Skib, som lettede og gik under Seil. Vor Landsmand blev tilføjet en meget betydelig Skade og henvendte sig til den nordamericanske Consul om Skadeserstatning. Efter de almindelige Sølove er det nemlig en Bestemmelse, at den, som tilføjer et Skib til Ankers nogen Skade, maa godtgjøre denne efter Taxation. Men da vor Landsmand stod ene uden nogen Auctoritet, som kunde paatale hans Sag, søgte det nordamericanske Consulat Udflugter. Den danske Kaptain maatte opgive Haabet om den øjeblikkelige Hjælp, som var fornøden, for at Skibet kunde blive istand til at gaae i Søen igjen. Hans eneste Resours var at søge Erstatningen ad en lang Omvei, gjennem Underhandlinger mellem vort udenlandske Departement i Kjøbenhavn og det nordamericanske Ministerium. Men det er klart, hvor lidt den Forurettede vilde vinde ved en saadan Forsinkelse, selv om Erstatningen indløb efter Aars og Dags Forløb; ude af Stand til at præstere de Summer, som det kostbare Tømmer og den endnu dyrere Arbejdsløn krævede, havde han under disse Omstændigheder intet Valg, men maatte have ligget i den fremmede Havn, indtil Forstrækninger kunde indløbe fra en eller anden Kant. Midt under denne hans Forlegenhed løde 21 Salutskud fra Bellonas Batterier paa Montevideos Rhed. Kaptainen havde ikke henvendt sig til Chefen, og denne ikke rørt ved hans Sag, førend alle Betænkeligheder vege, og en Sum af henimod 1000 Rbd. dansk blev udbetalt af 216 det nordamericanske Consulat. Dette ene Exempel er sikkerlig ikkun eet af de mange, som overbevise om, at en Orlogsmand gjør sin Nytte ogsaa i de fredelige Tider, helst i Lande, hvor den strenge Lovs Svøbe er den nødvendige Drivekraft.

Den danske Nation har mange søfarende Brødre i fremmede Skibes Tjeneste. Som bekjendt lønne baade Englænderne og Nordamericanerne saa meget bedre end de danske Skibsejere, at det ikke kan undre, at mange Mennesker søge deres Lykke, hvor de troe snarere at kunne gjøre den. Men den Søfarendes Skjæbner ere mere end Andres en lukket Bog, i hvilken mange og tunge Tilskikkelser kunne staae antegnede. Disharmonie, Sygdom og Ulykke kunne bringe Sømanden i mange hjælpeløse og ynkelige Situationer. Det var derfor ogsaa at vente, at vi i Sydamerica maatte støde paa nødlidende Landsmænd, som længtes efter at komme tilbage til Fædrenelandet. Fregatten bragte flere saadanne Individer med sig til Kjøbenhavn; Individer, som med eller uden Brøde bleve trufne i en hjælpeløs Tilstand, men som sikkert ere blevne bragte til Eftertanke og kunne betragtes som vundne tilbage fra en tvivlsom Skjæbne. I flere Havne skete det, at danske Skibsførere henvendte sig til Fregattens Chef i Anledning af mindre gode Forstaaelser og Forhold blandt Skibets Besætning. Hvor Sagen syntes at være af en alvorlig og betænkelig Natur, skilte Chefen de uenige Parter fra hinanden, og idet Fregatten tog sig paa at danne de Uvillige under den strengere Disciplin, som hersker i Orlogsmanden, afgav den igjen til Coffardiskibene saadanne Folk, paa hvilke Vedkommende fuldkommen kunde forlade sig. Vare Klagerne ikke af nogen ondartet Characteer, da nøjedes Chefen med at mægle Fred mellem de Uenige, og virkelig lykkedes det oftere et godt Ord at finde et godt Sted og at stifte Forlig mellem dem, som Pligten havde sammenføjet. Jeg var aldrig Vidne til og hørte aldrig tale om disse Forsøg paa 217 at forsone og stille tilfreds, uden at en stille Glæde vaktes hos mig; og jeg maatte i saadanne Øjeblikke betragte Bellona som en nidkjer Apostel, der drog omkring i det Fremmede, for at styrke det Svage og for at bringe Hjælp, Fred og Retfærdighed til alle dem, som vare betrængte. –

Ved at tale om Fregattens Virksomhed, kan jeg endelig ikke glemme endnu at fremhæve den Frugt, som Videnskab og Oplysning have vundet ved nærværende Expedition. Det ligger allerede i Expeditionens Natur, at henimod 300 Mennesker, og deriblandt saa mange af de dannede Classer ikke kunne vende tilbage, uden at Enhver jo har Noget at berette og maa bidrage Sit til at udbrede Bekjendtskabet til de fremmede Lande og Vande. Ogsaa havde Regjeringen til Naturvidenskabernes Fremme foranstaltet, at en Mand af Faget fulgte Expeditionen, og sikkerlig har Sydamericas rige Natur ikke udfoldet sig for hans forskende Øje, uden at Videnskaben tidligere eller senere vil have Frugter deraf. De mange Interesser, som leve hos de Mange, have henledet Betragtningen paa det fremmede Livs og den fremmede Naturs forskjellige Sider, og ligesom Enhver har seet med sit Øie, saaledes vil ogsaa det mundtlige og skrevne Ord paa mange Maader og i forskjellige Kredse være en virksom Frugt af Bellonas Togt til Sydamerica.

 
[1] i mit Hjerte: Udtrykket lyder: "Calais’ engraved on my heart", sagde Mary I af England (1558). tilbage
[2] Lugger: mindre, hurtigsejlende fartøj. tilbage
[3] to Medlemmer: muligvis DP og skibslæge Lorck. tilbage
[4] vor Lykønskningssag: igen DP og Lorck???. tilbage
[5] Studenterhavre: en blanding af rosiner og mandler der brugtes som konfekt. tilbage
[6] Ondskabs Skjul: 1. Peters brev, 2.16. tilbage
[7] geographisk: øen Ferro var siden oldtiden kendt som den gamle verdens vestligste punkt. Meridianen gennem Ferro blev valgt som nul-meridian, hvorfra et steds geografiske længde blev regnet. Senere overtog Greenwich-meridianen denne rolle. tilbage
[8] 22° ved Nattetid: Réaumur-grader, d.v.s. 27,5°C. tilbage
[9] at have Bispen til Morbroder: at være heldig (gl. talemåde). tilbage
[10] forekaste: bebrejde, dadle. tilbage
[11] pussere sig: poussere sig, komme frem i verden. tilbage
[12] Karathen: muligvis trykfejl for Karethen? tilbage
[13] Knapmagerstreg: gavtyvestreg. tilbage
[14] Carl den 2den: formentlig den sygelige spanske konge, der i 1664 kom på tronen som fireårig og regerede til år 1700. tilbage
[15] momentar, læs: momentan tilbage
[16] Manuelitta: Manuela Rosas de Terrero (1817-98), kaldet Manuelitta. Hun fulgte i 1852 sin far i engelsk eksil og fik her endelig hans tilladelse til at gifte sig med Maxi Terro. tilbage
[17] Copulation: vielse. tilbage
[18] Kalmuk: tykt, løst vævet uldent stof, som brugtes til vinterfrakker. tilbage
[19] Peru: antagelig skal her stå Chile. tilbage
[20] uvillige: uvildige. tilbage
[21] Svindel: svimmelhed. tilbage
[22] uden Skibsvagt: læs: uden Skibsmagt, d.v.s. uden så megen fart at skibet kan styres. tilbage
[23] Borde: skibssider. tilbage
[24] for plat Vind: med vindretning ret agter ind. tilbage
[25] Juli, læs: Juni. tilbage
[26] Vestsiden, læs: Østsiden. tilbage
[27] Sportler: gebyrer. tilbage
['1] Genlemens: <Gentelmens. tilbage
['2] Tendents: <Tedents. tilbage
['3] og: < og og. tilbage
['4] Tendents: <Tedents. tilbage
['5] Undtagelse: <Ungtagelse. tilbage