Fra Præsten Dines Pontoppidans Liv og Gerning

Maaske kunde en og anden Kollega have Interesse af at høre mig fortælle nogle Smaatræk om min Fader, Dines Pontoppidan, der døde som Sognepræst i Randers 1879, altsaa iaar for halvtreds Aar siden.

Han blev kun 65 Aar gammel. Men han var kendt og æret som "gamle Pontoppidan" af mange Præster i det nordlige Jylland, og han øvede i det stille en ikke ganske ringe Indflydelse paa sine yngre Kolleger, især dem af den grundtvigske Retning. Den tilhørte han selv, uden at dog hans Grundtvigianisme var særlig udpræget.

Han havde en egen stille, men fast Maade at øve sin Indflydelse paa, som vistnok hang sammen med, at han i saa høj Grad var en Lønkammerets Mand. Det vidnede en gammel Ven om ham ved hans Jordefærd. Og blandt hans efterladte Manuskripter findes en Afhandling om "Lønkammeret", formodentlig Opskriften til et Konventsforedrag, hvori det hedder: "Lønkammeret er Præstens Værksted; der arbejder han alene for Herrens Aasyn, alene i Omgang med ham og med de Aander, som meddele sig fra Bøgernes Blade. Fra dette lille Kammer udgaar saaledes Ordet og Lyset til den hele Menighed og til de enkelte Lemmer; fra Præstens Lønkammer hentes den levende Udsæd, som strøs trindt omkring i Hjerteagrene."

Denne Sans for Lønkammeret har været tidlig udviklet hos ham. I hans Dagbog som 26-aarig Skibspræst paa Fregatten "Bellona" læser vi om hans Fornemmelser den Dag, Fregatten lettede 98 sit Anker paa Københavns Red for at gaa rundt om Kap Horn. "Her befandt jeg mig da," skriver han, "i det svømmende Hus. Trindt omringet af Krigere og Krigens Tegn førtes jeg med som den, der skulde forkynde Fredens Evangelium. Ved Siden at Officerernes vaabenfyldte Kamre stod Bøgernes Bog paa en Hylde i min lille Klostercelle."

Allerede den unge Præst paa Fregatten har vidst at gøre sit Lukaf til en "lille Klostercelle", d.v.s. til et Lønkammer, en Fæstning for det indre stille Liv, som mindst af alle en Præst kan taale at faa forstyrret og ødelagt for sig, og som vel ellers ikke just har de allergunstigste Betingelser i Officersmessen ombord paa en stor Orlogsmand. Flere Steder findes i Dagbogen Ytringer om, hvorledes D.P. søger ind i Lønkammerets Ro. Saaledes skriver han efter en Regnvejrsdag: "For mig var en Dag som denne en Opfordring til stille Arbejde og rolige Betragtninger i mit lille Lukaf."

Imidlertid maa dette om "Klostercellen" jo ikke tages alt for bogstaveligt. "Skønt det var Lørdag Aften," læser vi et Sted i Dagbogen, "lod jeg mig fordomsfri kalde fra Memoreren af min Prædiken til at overvære et lystigt Bord... Efterhaanden stiger den hele Stemning, og kunde man ogsaa selv være tilbøjelig til at henfalde til Grublerier, maa disse vige for den lysere og lettere Aand, som forplanter sig ogsaa til de blot betragtende."

D.P. vil aabenbart hævde sig selv med Hensyn til den løsslupne Lystighed ved Soldet som en "blot betragtende". Og i Virkeligheden har han uden Tvivl forstaaet at holde Stregen, saaledes som det sømmer sig en Præst, men som det jo ikke vil være ganske let for enhver 26-aarig Yngling i saa livlige Omgivelser. "Af Naturen lidt egen i mit formelle Væsen," saaledes karakteriserer han sig selv et Sted i Dagbogen. Og hvor meget end de fri og djærve Omgivelser har virket ind paa ham, – en rigtig medgørlig Messekammerat efter alle de unge Officerers Sind har de ikke opnaaet at faa ud af Præsten.

Imidlertid, otte Dage efter det nævnte Sold blev der atter tømt en Bolle, og Præsten havde da leveret en Rundsang med et Vers om hver af Officererne. Den begyndte nok saa frisk saaledes:

Her sidde vi i munter Ring
og løse Glædens Vinger,
mens vor Fregat som ingenting
os over Bølgen bringer.

*

D.P. var af gammel Præsteslægt og havde i Blodet den Kollegialitetsfølelse, som nuomstunder næsten er forsvunden blandt Præsterne og er blevet afløst af Retnings-Kameraderi. Jeg har selv oplevet, naar jeg under et Ophold i en By gik op til Stedets Præst for at gøre ham en kollegial Visit, at han modtog mig med øjensynlig Forbavselse, som om han vilde sige: Hvordan i al Verden 99 kommer De her? Vi er jo ikke af samme Retning! Hvad Pokker har vi to med hinanden at gøre?

Jeg kunde have svaret: Det har jeg fra min Fader. Han havde det altid med at skulle hilse paa sin Kollega, hvor han kom, ogsaa paa Biskoppen, naar han kom til Stiftsbyen.

I hvor høj Grad denne Kollegialitetsfølelse var ham i Kødet baaret, giver Rejsedagbogen et Vidnesbyrd om. Fregatten ankrede op ved Bahia, og i denne By residerede Brasiliens Ærkebiskop. Den danske Skibspræst fandt da, det kunde være passende at aflægge ham et Besøg, især da han havde hørt ham omtale som en ualmindelig højtdannet Mand og værdig Gejstlig. "Det er hjemme en Koutume," skriver han, "at Præsten hilser paa sin Biskop, naar han kommer til hans Residens, og her laa jeg jo til Ankers under Romualdus's Diøces."

I en Notebog fra Rejsen findes Kladden til D.P.s Anmodning om Audiens. Den ser saadan ud:

Vestræ Eminentiæ salutem dicit Dionysius Pontoppidan, antistes navalis danicus. – A V. Eminentia peto gratiam, ut mihi diem et horam constituas, qvibus occasio cum V. Em. colloqvendi offeratur.

Ogsaa Ærkebiskoppens Svar er optegnet. Det lyder:

Domino Dionysio Pontoppidan, Antisti navali Danico, salutem dicit Romualdus Archiepiscopus. Quacumqve hora in proxima feria secunda (die lunæ) te libenter excipiam.

Paa den bestemte Dag iførte D.P. sig sit Ornat og lod sig i lukket "Kadera" bære til det ærkebiskoppelige Palæ. En Præst stod og ventede paa ham og førte ham gennem flere Gemakker ind i et Audiensgemak, hvor han bad ham tage Sæde. "Nogle Minuter efter kom en rask gammel Mand hen til mig og udstrakte sin velsignende Haand. Vi satte os derpaa vis a vis og talede et Par Timer i det romerske Tungemaal om mangehaande Genstande vedkommende Norden og Syden, Videnskab og Kirke. Ærkebiskoppens Ytringer vare liberale og gave mig Mod til frit at udtale mig, og vi skiltes ad efter en Behandling af Differenspunkterne mellem de katolske og protestantiske Dogmer med den gensidige Erkendelse af, at vi dog vare enige i det store Punkt og Brødre i Kristo."

Paa Vejen fra Ærkebispen aflagde D.P. Besøg i et Munkekloster. Da han var i Ornat og desuden kunde hilse fra hans Eminence, der havde sagt ham, at alt stod ham aabent, saa længe han opholdt sig ved Bahia, blev han modtaget meget hjerteligt. Han blev helt indtaget i flere af de unge Gejstlige og Munke, der flokkede sig om ham. "Jeg glemmer aldrig," skriver han, "det kærlige Sind, med hvilket de toge mig op i deres Klosters Skød; jeg glemmer aldrig det sidste Haandtryk, jeg til Afsked tog af hver især; det udtalte paa den ene Side, at vort indvortes Liv havde mange beslægtede Sider, men paa den anden de forskellige Veje, ad hvilke vi levede i den samme Herres Tjeneste. Med en vis 100 Medynk saa jeg den store Klosterport blive lukket for disse unge Sjæle, og jeg er overbevist om, at de med mig selv har prist mig lykkelig, der ikke saaledes var afskaaret fra Verden, men havde Lov at leve i den og se Guddommens Herlighed i et større Liv end det, der føres inden Klosterets Celler."

*

Siden vi nu er kommen med den unge Skibspræst ud at sejle, saa skal vi ogsaa have ham at se i Udøvelsen af hans Tjenestegerning ombord.

I Dagbogen læser vi kort efter Afrejsen fra København:

"Mod Aften saa jeg Skagens Fyr, og næste Dag gik hen med Krydsen i Kattegat og Skagerrak, medens jeg havde Helligdagsarbejde. Og Helligdagen kom, den første Søndag, paa hvilken jeg skulde tale til min lille Hjord. Alt fra tidlig Morgen kendte jeg det paa mange Ting, at Søndagen iblandt os holdtes i Ære, betragtedes som en Hvile- og Bededag. Hen paa Formiddagen sammenkaldte vor lille Skibsklokke Menigheden til Andagt midt paa Skibet. Et Bord med et langt nedhængende grønt Tæppe, opstillet længst tilbage i Skibet, var paa een Gang mit Alter og Prædikestol; til venstre foran dette sadde Skibets Officerer og Passagerer paa tre Rader af Stole; lige for og til højre Side stod Mandskabet opstillet. Maaske nogen ved første Tanke vilde sige: en simpel og tarvelig Kirkekultus! Og dog er jeg enig med mig selv om, at der under denne hellige Enfoldighed af kirkelige Former kan herske en Andagt og en Aandens Opløftelse, rigere og fuldere end i det prægtigste Salomos Tempel: Menigheden sang Salmerne af det fuldeste Bryst, fire indøvede Drenge sang mig et Amen, som vilde beskæmme tusinde Degnes; selv talede jeg Ordet med et stigende Liv, og det var, som tilhviskede Herren mig i Vindenes Susen, at han glad annammede vort aandelige Offer. Den hele Akt var til Opbyggelse for os alle: det føltes og aabenbarede sig i den livfulde Glæde, med hvilken alle til sildig Aften prisede Himmelen, som smilede over os."

Disse sidste Ord kan vel ikke have anden Mening end den, at alle ombord gik saa kønt hele Eftermiddagen og glædede sig over det dejlige Solskinsvejr (det var sidst i August). Og denne smukke rolige Stemning kommer af, mener D.P., at de om Formiddagen har været i Kirke og haft Opbyggelse deraf.

Det kan han udmærket godt have haft Ret i, om end det naturligvis kan tænkes, at han til en vis Grad har lagt sin egen Stemning ind i Omgivelserne. Disse Ord om den livfulde Glæde, hvormed en smilende Himmel pristes til sildig Aften, staar i hvert Fald som Udtryk for, at den unge Præst er kommen godt fra sin Tiltrædelsesprædiken. Og det blev ikke sidste Gang i hans Liv, at han om Søndag Eftermiddag var glad og oprømt, naar han om 101 Formiddagen havde hørt Herren "tilhviske ham, at han annammede hans Offer."

Men – for at vende tilbage til Fregatten – det var ikke altid, det faldt saa godt ud med Gudstjenesterne. I Julehelligdagene f. Eks., da de laa i Platafloden ved Buenos Ayres, havde somme af Officererne andet for end at gaa i Kirke. "Anden Juledag," siger Dagbogen, "holdt jeg for en Menighed, der talte færre Officerer end ellers, en Andagt, som maatte være tilstrækkelig baade for den foregaaende og efterfølgende Helligdag – dog, jeg vil ikke klage; det var et Held, at jeg fik Menigheden samlet paa den ene Dag."

Det hører med til en Skibspræsts Viderværdigheder, at han let faar en Fornemmelse af, at Chefen noget vel hastig finder Anledning til at stryge Gudstjenesten. Over en halv Snes Gange fortæller Dagbogen om Gudstjenester, som aflystes paa Grund af det ene eller det andet, ofte i det sidste Øjeblik, efter at Præsten havde endt sin Forberedelse. "Atter maatte jeg erfare," hedder det da i Dagbogen, "hvad det er at have arbejdet forgæves." Og et Sted læser vi: "Det var Søndag, og jeg var ilde over, at denne Dag mere og mere gik i Glemmebogen, og med mig deltes denne Fortrydelse af en ikke ringe Del af Mandskabet." At Præsten har forsøgt at gøre Chefen alvorlige Forestillinger, hører man intet om. Men naar man betænker Præstens Ungdom og véd, hvilken uantastelig ophøjet Person en saadan Skibschef er ombord, undres man ikke derover.

*

At holde Skolevisitatser skulde man tro maatte ligge helt udenfor en Skibspræsts Praksis; men D.P. fik dog Lejlighed til at foretage mere end een saadan under sine Besøg i Land. Saaledes i Valparaiso, den første By paa Sydamerikas Vestkyst, Fregatten besøgte.

Gennem denne Stad kommer den danske Skibspræst en Dag vandrende i sin filosofiske Ensomhed, da han lægger Mærke til et smukt lille Hus med Paaskrift: Instituto de Valparaiso. Han standser og giver sig til at kigge gennem Vinduerne for at opdage Spor af Skole og Undervisning, indtil en Herre kommer ud og beder ham træde nærmere. Det er Institutbestyreren, en tysktalende Polak, der – som han efter den gensidige Præsentation oplyser – efter forskellige Skæbnens Omskiftelser er havnet her som Forstander for en Skole.

Undervisningen i det store, flotte Lokale var i fuld Gang, og Præsten maatte beundre det fortrinlige Udstyr og Materiel. "Erfaringen," siger Dagbogen, "har imidlertid gjort mig forsigtig i at dømme efter Skinnet; hvad Forstanderen, Hr. Potemsky, gav sig til at udvikle om Skolens Historie og Læregenstandenes Omfang gjorde mig mistænksom baade mod hans Kvaliteter og Skolens 102 Præstationer... Ingen Læregenstand manglede paa den lange Liste; ja selv Logik og Filosofi læstes i Skolen og foredroges af Forstanderen selv. Jeg tog disse sidste Fag lidt frem og vilde ind paa Mandens filosofiske Anskuelse og Metode. Han søgte at omgaa al videre Indtrængen i dette Mysterium og erklærede tilsidst, hvad jeg længe havde set, at han hverken vidste, hvad Logik eller Filosofi vil sige, men at han stræbte efter at sætte sig ind deri, og ved et Frokostbord, besat med Frugter og Vin, førte han os paa mere verdslige Materier."

Dersom denne Institutbestyrer har ventet at kunne imponere den fremmede med sit Udstyr og sit Apparat, da har han taget fejl af sin Mand. Naar D.P. satte sine sammenknebne Øjne paa en Ting, saa han igennem. Og han gik ikke af Vejen for at tage Folk i Skole og anstille en maaske endog ret skarp Eksamination.

Senere aflagde D.P. et nyt Besøg i Institutet og gjorde Bekendtskab med dets Lærere, navnlig med en gammel Franskmand, der "efter et Livets Skibbrud havde reddet sig hertil og slaaet sine Pjalter sammen med Hr. Polakken." Da det kneb for den danske Skibspræst med det franske, foreslog Franskmanden, at de skulde tale Latin, og han viste sig i det hele at være en virkelig dannet Mand, der da heller ikke kunde skjule, at han saa paa sin Kollega og hans Institut med et sarkastisk Smil.

Man ser, at Skibspræsten, naar han var i Land, gerne opsøgte saadant Selskab, der var mere ligeartet med ham selv end Fregattens Officerspersonale. I Valparaiso havde han saaledes megen Fornøjelse af at blive introduceret i den tyske Klub, Samlingsstedet for alle tysktalende i Byen. "Hvo der kender lidt til mig," skriver han, "kan nok begribe, at jeg befandt mig vel i denne Kreds, at det var mig en Storbehagelighed om Aftenen efter en Bjærgvandring at tage Plads om Konversationsbordet, eller at sidde i stille Nydelse af Musikken, der er mit andet Evangelium, eller at tage Plads i Biblioteksværelset for enten at læse for mig selv eller at være Tilhører ved Oplæsning af Schillers og Goethes Arbejder. Man forsømte ikke at byde en Kop The og en god Cigar, og hermed var jeg bedst tilfreds og sattes i Almindelighed i godt Lune."

Fra denne tyske Klub i Valparaiso havde han med alle Fregattens Officerer faaet Indbydelse til at betragte sig som Medlemmer, saa længe deres Ophold varede. I Rio, hvor der ogsaa var en tysk Klub, havde de, da de laa paa Rheden der, faaet en lignende Indbydelse. Det faldt dengang af sig selv, at danske og tyske søgte sammen under udenlandske Forhold. For den, der er vokset op efter de slesvigske Krige, er det lidt paafaldende at se danske og tyske i 1840-41 have det med hinanden omtrent som danske og svenske nu. Endog, Udtrykket "de tyske Brødre" findes i Dagbogen. At de to Nationaliteter, der dengang boede fredelig sammen under 103 det fælles Scepter, saa faa Aar efter skulde tørne sammen i blodig Kamp, har ingen af Parterne haft Anelse om.

*

I Skibspræstens Notebog for Rejsen findes følgende Optegnelse:

Den 31 Marts ved Jens Møllers Jordefærd paa den engelske Kirkegaard i Valparaiso.

Inden denne fremmede Jord lukker for din Kiste, modtage Du af danske Medbrødre et sidste Farvel – i hvilket vi anbefale din Sjæl til Naadens Gud og dit Støv til Gravens stille Fred! Amen.

Det var, som det fremgaar af Dagbogen, de Ord, Præsten, før Jordpaakastelsen, udtalte over en af Bellonas Mandskab, der var død af Blodgang.

Ogsaa ved et Par andre Begravelser fra Fregatten havde D.P. Lejlighed til at fungere.

Ja, at Begravelser kan falde ind under en Skibspræsts Praksis, er kun alt for sandsynligt. Brudevielser derimod gætter man ikke paa. Og dog blev det i Sydamerika, den unge danske Præst kom til at holde sin første Brudevielse. Det var under Opholdet ved Buenos Ayres, at Præsten, den første Dag han kom i Land, blev af den danske Konsul anmodet om at ville ulejlige sig hen til en dansk-tysk Familie, hvor en Brud sukkede efter at kunne blive formælet med en dansk Skibskaptajn. "Jeg lod mig føre derhen," læser vi, "traf en galant Hattebutik og indenfor den en proper Lejlighed og en from, køn lille Kone, der paa Tysk bad mig tage Plads og serverede straks med Vin og Kage. Kopulationsakten kom paa Tale, Bruden blev forestillet, og jeg – gav mit Samtykke, saa fremt jeg iøvrigt, efter at have talt med Kaptajnen, traf alt anordningsmæssigt med Hensyn til de ganske nødvendige Forholdsregler og Oplysninger."

Brudgommen, den danske Kaptajn, laa med sit Skib paa Rheden. Og da alt var i Orden, fandt Vielsen Sted i hans lille Kahyt. Den blev, af Hensyn til Bruden, udført paa Tysk. Og den højtidelige Handling faldt, trods det snevre Rum, særdeles festligt ud.

Ikke blot Brudevielse, men ogsaa Barnedaab maa en Skibspræst være belavet paa at komme til at udføre, hvor der f. Eks. i en af de Havnestæder, Skibet anløber, sidder en luthersk Familie med udøbte Smaabørn, som har ventet paa ham og straks lægger Beslag paa hans Tjeneste. I Bahia var der saaledes to tyske Familier, hver med to Børn. Det var fire i alt, to af hvert Køn, som blev bragt sammen i en Stue, og den danske Skibspræst gav Møde, iført sit Ornat, og udførte den hellige Handling efter først at have holdt en lille Tale paa Tysk til Forældrene og Fadderne. Og den 104 Tale skal her meddeles efter Optegnelsen i Notebogen. Dog vil jeg foretrække at gengive den paa Dansk:

Naade være med eder og Fred fra Gud, vor Fader, og Sønnen, Jesus, Kristus!

Det er en festlig Stund, i hvilken vi her er forsamlede, mine kristelige Venner, en Stund fuld af Højtid og Betydning. For min Del betragter jeg det som en naadig Forsynsstyrelse, at jeg, en fremmed fra. en fremmed Verdensdel, er blevet kaldet til her i den ny Verden at hellige Børn til Herren Jesus. Det er et Vidnesbyrd om, hvorledes Kristus er en Herre over alle Lande, og hvorledes han let kan forene alle dem, der kender og bekender hans Navn; thi vi staar jo ikke her som. fremmede overfor hinanden, men føler os som Brødre i Herren. Ogsaa I, kære Venner, modtager Ordet af min Mund med inderlig Tak til den gode Gud. Hold det fast, kære Venner, at Daabsakten er en Livsakt for de umyndige og uskyldige, at I i dette Øjeblik indvier de smaas Liv til Faderen og Sønnen, og saa ogsaa har den Forjættelse, at den gode Gud vil med sin Kraft bistaa og hjælpe alle ærlige Bestræbelser og Anstrengelser. Vil I altsaa ikke fornægte alt dette, saa lad det frem. for alt ligge eder paa Hjerte at opdrage de smaa, der er betroet eder, i Herrens Navn og Ærefrygt; at plante Kærligheden til Gud og hans hellige, rene Vilje tidligt og dybt i de unge og uskyldige Hjerter. Bedre Arvelod kan Faderen ikke efterlade sin Søn end en klar, med gode Kundskaber udrustet og i Guds Vilje øvet Fornuft; med større Gave kan Moderen ikke udstyre sin Datter end med et dannet, ædelt og fromt Hjerte, hvori, alle Dyder har et fredeligt Arnested .... Ja, mine Brødre, noget bedre ved jeg ikke paa denne Dag at give eder end denne Formaning. Modtag den som et tro og godt Erindringspant fra mig. Snart kalder Pligten mig videre – jeg kom og forsvinder igen – men lad mig desuagtet blive og leve fort hos eder i denne hellige Formaning. Og naar de smaa bliver store, da fortæl dem om den flygtige, men dog blivende Ven, der engang har velsignet dem og aldrig vil glemme dem. Gud være med eder alle! Han være med eder, I Forældre! og hans Naade og Forsyn følge disse umyndige! Amen.

*

Naar jeg har meddelt D.P.s Daabstale saa udførligt, er det, fordi den som Lejlighedstale har Sjeldenhedens Interesse. Det hører jo ikke til de pastorale Hverdagsbegivenheder at døbe Børn i en fremmed Verdensdel og paa et fremmed Sprog. Desuden er det det tidligste, der findes af saadanne Optegnelser fra D.P.s. Haand, og næsten det eneste fra Skibspræst-Tiden. Talen giver os et lille Indblik baade i hans Udtryksmaade og hans teologiske Synsmaade paa den Tid. De i Talen indflettede Daabsbetragtninger viser ham som den, der – hvordan det saa end gaar ham senere i Livet – endnu ikke er i fjerneste Maade berørt af Grundtvigianismen. Dette stemmer med det Indtryk, man faar, naar man gennemser Fortegnelsen (i Notebogen) over den lille Bogsamling, han har staaende i sit Lukaf. Det er, næst efter den græske og hebraiske Bibel, Navne som Schleiermacher, de Wette, Hase, Usteri. Alt tyder paa, at den unge Skibspræst indtil videre følger den slagne teologiske Vej, saaledes som den er blevet banet for ham under Universitetsstudiet, og da særlig af Professor H.N. Clausen.

105 At D.P. stod i et ret inderligt Discipelforhold til denne aandfulde Teolog, derom er ogsaa Rejsedagbogen kommen til at bære Vidne, idet det findes antegnet, at D.P. en Dag i en af Havnebyerne fik Besøg af en ung dansk Sømand, der hed Emil Theodor Clausen, og "var en Brodersøn af min højtagtede og højtelskede Lærer Henrik Nicolai." Beretningen om dette Møde slutter: "Jeg lovede ham at bringe mundtlig Hilsen til Familien, dersom jeg kom først til København; han paa sin Side lovede at hilse Onkel Nicolai fra mig mange Gange." Hertil kan føjes, at en Fortegnelse i Notebogen udviser, at Professor Clausen har været en af dem, D.P. har bestemt at hædre med Tilsendelse af den trykte Rejsebeskrivelse, han havde under Udarbejdelse, og som han da ogsaa efter Hjemkomsten fik udgivet.

*

Ligesom H.N. Clausen fra Studenterdagene havde været D.P.s teologiske Vejleder, saaledes havde J.P. Mynster været hans Forbillede som Prædikant. Grundtvigianisme havde han holdt sig kemisk ren for. Den Smitte kom først, da han, omtrent 30 Aar gammel, blev residerende Kapellan ved Domkirken i Ribe. Her kom han i Berøring med et Par jævnaldrende Teologer, Leth og d'Origny, begge ansatte som Adjunkter ved Latinskolen. De var begejstrede Tilhængere af Grundtvig og havde faaet et Dansk Samfund i Stand i Ribe. Dèr fik de min Fader med, og snart kom der Sang i Hjemmet. Saa lille jeg var, var jeg med til at staa bagved Mor ved Klaveret og synge "Sol er oppe" og undre mig over, hvordan Hjalte bar sig ad med at "svømme i sit Blod".

Men ikke blot den folkelige, ogsaa den kirkelige Grundtvigianisme begyndte min Fader at hælde stærkt til. Dog var han endnu en Tid nok saa meget optaget af Rudelbach som af Grundtvig. Og han traadte ind for den førstnævnte i et lille Skrift: "Dr. A.G. Rudelbach og vor Tids kirkelige Bevægelser" (1852), hvori det hedder, at med Guds Hjælp skal det ikke lykkes Rudelbachs mange Modstandere og Kritikere at hindre hans "Indflydelse paa Aanderne i vor Tid."

Men hvad enten nu D.P. saa rigtigt eller ikke paa Rudelbach, saa opfyldtes i hvert Fald ikke hans Haab om, at denne Mand skulde "trænge igennem" og blive noget som "en Kirkefader" for os.

Det blev da Grundtvig, D.P.s Forhaabninger mere og mere kom til at knytte sig til. Og dette skyldtes uden Tvivl for en stor Del den omtalte Andreas Leth, den senere saa bekendte grundtvigske Præst. I hvert Fald var det ham (han var imidlertid blevet Præst i Aabenraa), min Fader tilegnede som sin "kære Ven" et lille Skrift: "Vejledning til Bedømmelse af Opvækkelsen i vore Dage," som han udgav i 1853, og som egentlig gik ud paa at lede den gudelige Vækkelse ind paa det grundtvigske Spor for at den derved 106 kunde faa "kirkeligt Fodfæste" og desuden ogsaa lære at forene Folkelighed med Gudelighed.

Det lille Skrift var paa ingen Maade fjendtligt mod Opvækkelsen, men gik de opvakte ret skarpt paa Klingen med Afsløring af deres forskellige aandelige Mangler og Skævheder.

Det varede da heller ikke længe, før der kom et kraftigt Svar fra en af de førende Lægprædikanter, Gaardmand P. Larsen1 i Dons, bedst kendt under Navnet Peter Larsen Skræppenborg. I sit Modskrift, som han gav Titelen: Til Bedømmelse af "Vejledning til Bedømmelse af Opvækkelsen i vore Dage," tog denne udmærkede og varmhjertede Mand Anledning til at fortælle udførligt om sig selv, hvorledes hele hans Liv havde formet sig, og hvorledes det var gaaet til, at han havde følt sig kaldet til Virksomheden som Lægprædikant. Og dersom min Faders Skrift ikke har anden Fortjeneste, da har det den at have fremkaldt dette værdifulde biografiske Dokument, som f. Eks. har været Ludvig Schrøders Hovedkilde til hans Levnedsskildring af P. Larsen.

Jeg skulde nu iøvrigt tro, at min Faders Skrift ogsaa er blevet medvirkende til virkelig at faa P. Larsen og med ham en hel Fløj af Opvækkelsesfolkene ind paa de grundtvigske Veje. I hvert Fald førte Pennefejden til, at de to Stridsmænd fandt sammen som Venner. Og Venskabet besegledes ved, at min Fader (vistnok 1855) kom til at tale ved P. Larsens Høstgilde.2

*

Peter Larsen rejste idelig Jylland og Fyn rundt for at holde Vækkelsesmøder. Men han residerede som Storbonde i Dons paa Koldingegnen. Og her holdt han sine berømte Høstgilder, der formede sig som en storslaaet Udfoldelse af Gæstfrihed og gratis Beværtning, baade med legemlig og aandelig Føde. Blandt Talerne var adskillige unge Præster, og det blev nu mere og mere Præster af grundtvigsk Retning, P. Larsen fik fat paa. Saaledes ogsaa min Fader, som efterhaanden kom i ret nær Forbindelse med de opvakte i Dons og Starup og Aagaard – hele den Kreds, hvor V. Brücker siden blev Valgmenighedspræst.

Som Dreng har jeg flere Gange ledsaget min Fader paa hans Besøg hos Vennerne derude. Første Gang, jeg kom der, har jeg kun været 3 eller 4 Aar. Og det gik saaledes til.3

Min Fader havde talt ved et Møde4 derude og var kommen i godt Lune. Om Aftenen inde i Stuen gik han op og ned ad Gulvet, gned sig i Hænderne og udbrød: Nu skulde man blot have Kone og Børn hos sig!

Snart efter gik han til Ro. Men da han næste Morgen kom ind i Stuen, sad hans Kone der, og hans smaa Børn5 legede paa Gulvet.

Det havde Peter Larsen bragt i Stand. Han havde om Aftenen hørt sin ny Gæstevens Hjerteudbrud. Og ganske stille var han 107 gaaet ud og havde sagt til en af sine Sønner6: Spænd for og kør til Ribe!

Min Moder, fra hvem jeg har hele denne Historie, blev vækket midt om Natten. Det var P. Larsens Søn med Køretøjet og med en Ordre fra hans Fader til Madammen om at tage sine Børn og følge med. Vel var "Madammen" ung; men om hun just har været henrykt, er dog et Spørgsmaal. En Nattekøretur paa 8 – otte – Mil med smaa urolige Børn var ingen egentlig Lysttur. Og Hestene, der skulde over Vejen to Gange i den samme Nat! P. Larsen var da heller ikke født Jyde, og han var fra sine Missionsture rundt i Landet bekendt for at køre rask og køre langt. I dette Tilfælde var han ikke blot, hvad Jyderne kalder "Øgbøddel", men ogsaa lidt af en Menneskebøddel – begge Dele i den bedste Mening af Verden. Og saa tilgav man ham jo let et saadant mindre vel betænkt Udbrud af overstrømmende Velvilje og Tjenstagtighed. Saadan var P. Larsen nu engang. Han kunde have mærkelige Tilfælde af Overgivenhed.

Jeg haaber for min kære Moders Skyld, at vi – thi med var jeg, om jeg end ikke husker en Smule af det hele – har faaet en Nats Søvn, inden vi tiltraadte Tilbagerejsen.

Fra denne er der berettet mig et lille Træk, som jeg dog vil tage med.

Ved Vejen mellem Dons og Ribe ligger Vraa Skole i Lejrskov Sogn. Læreren7 her hed Wolters Christensen. Han og hans Kone overraskedes ved, at et Køretøj med en hel Familie i holdt for Døren – vildfremmede Folk – en Pastor Pontoppidan fra Ribe med Kone og Børn. Det var en lang, besværlig Hjemrejse, og Børnene maatte absolut have noget Mælk at drikke. Ja, det forstod Læreren og hans Kone saa udmærket godt; de havde selv Smaabørn, bl. a. en lille Pige i Vuggen. Fra denne lille Pige, som nu hedder Enkefru Rasmussen8 og er Svigermoder til en af mine Sønner, har jeg denne lille Episode, som hun under sin Opvækst i Vraa har hørt sine Forældre omtale.

Dette Indbrud hos Lærerfamilien er karakteristisk for min Fader. For ham kunde en Lærerfamilie aldrig blive "vildfremmede Folk". Hans Kollegialitetsfølelse overfor Præster strakte sig ogsaa til Degne. Og skulde Kolleger ikke kunne dristig og fidelt henvende sig til hinanden?

*

Da D.P. i 1856 blev Sognepræst ved Trinitatis Kirke i Fredericia, fik han Landsoldater at være Sjælesørger for, ligesom han tidligere havde haft Orlogsfolk. Og en Dag gik han op til den øverstkommanderende og beklagede, at der hver Søndag Formiddag holdtes Øvelser paa Eksercerpladsen, saa Soldaterne hindredes i at komme i Kirke.

"Aa, Hr. Pastor," svarede Obersten, "de vilde ikke gaa i Kirke 108 alligevel. De vilde blot saa meget før begynde at drikke sig fulde. Det er netop for at undgaa Soldatersjov paa Gaderne saa tidlig om Søndagen, at vi lader dem møde til Eksersits."

Dette kunde der jo være Ræson i, maatte Præsten indrømme. Men, foreslog han, kunde det ikke ordnes saaledes, at de Soldater, der vilde i Kirke, fik Lov at træde af fra Øvelserne lidt før Kirketid?

Jo, det skulde Obersten saa meget gerne føje Præsten i. Men, tilføjede han, det fører ikke til noget. Ingen Soldat har Mod til at melde sig som Kirkegænger; thi han vil ikke være til Grin for sine Kammerater.

Lad det komme an paa en Prøve, sagde Præsten.

Og næste Søndag, lidt før Kirketid, blev Mandskabet paa Eksercerpladsen marcheret op, og der blev udraabt foran Fronten, at hvem der vilde i Kirke, kunde træde frem.

Een Mand traadte frem – under dæmpet Munterhed fra Geledderne – men frem traadte han, og i Kirke kom han.

Denne Mand, Slesviger ligesom de fleste andre i Bataillonen, var den siden blandt dansksindede Nordslesvigere vel kendte Jakob Kloppenborg fra Harreby, der døde for faa Aar siden som en højt bedaget Hædersmand.

Næste Søndag gentog det samme sig. Jakob Kloppenborg traadte frem, ene Mand.

Men nu var Isen brudt. Næste Gang var der een Mand til, og næste Gang endnu et Par, og saaledes efterhaanden flere og flere.

Soldaten Jakob Kloppenborg husker jeg saa meget godt. Han kom jævnlig til os Søndag Eftermiddag for at tale med Far og lege med os Drenge. Han "vendte Pandekage" med os, og han lærte os at kugge som en Gøg. Historien om Eksercerpladsen og Kirkegængerne hørte jeg dengang ikke. Den har min Fader fortalt mig i senere Aar.

*

I 1863 forflyttedes D.P. til Randers, hvor han fra Begyndelsen havde ondt ved at trænge igennem med sin stilfærdige Prædikemaade i den store St. Mortens Kirke. Han vandt sig dog efterhaanden en ikke saa ganske lille trofast Tilhørerkreds, som især fik sunget sig godt sammen, da Gudstjenesterne en ret lang Tid blev holdt i en Skolesal, medens Kirken blev restaureret.

Det var paa den Tid, da saa mange ny Salmer og Melodier kom i Brug ved Gudstjenesten. Melodierne indøvedes ved ugentlige Aftensammenkomster i Præstegaarden, hvor der da ogsaa sædvanlig vankede et lille Foredrag til kirkelig eller folkelig Opbyggelse.

Den Vennekreds, der saaledes knyttedes sammen, bestod mest af Haandsværksfolk, Lærerfamilier, enlige Kvinder og andre i jævne og beskedne Kaar. Dog var D.P. ogsaa en skattet Sjælesørger hos flere af de fornemmere Embedsfamilier dèr i Byen. 109 De af Købmandsstanden og i det hele af det velhavende Borgerskab kunde han ikke ret komme i Forhold til. For Bedsteborgernes Spidser var han nærmest en Torn i Øjet. Og det er nok muligt, at han fra sin Side har fejlet ved at se alt for aandsaristokratisk paa somme af dem. Overfor os derhjemme kunde han ofte give sin Ærgrelse Luft over de "Ærkefilistre", han sad i Skolekommission og Legatbestyrelser sammen med.

*

Ret populær kunde D.P. aldrig blive. Dertil var han – trods sit ejegode Hjertelag – for stejl og for myndig af Væsen. Han gav ikke efter, naar man f. Eks. vilde have ham til at holde Begravelse paa en Søndag. Det var ikke af Magelighedshensyn. Han kunde for den Sags Skyld lige saa gerne have taget en Begravelse med, naar han i Forvejen var i Kjolen. Men Herrens Dag maatte ikke krænkes. Paa Herrens Opstandelsesdag skulde der ikke lyde Ligklokker. Paa den Dag, sagde han, gælder Ordet: Lad de døde begrave deres døde!

Han gav ikke efter, og han havde iøvrigt ogsaa en kgl. Forordning paa sin Side.

Myndig i sin Embedsførelse havde D.P. været lige fra Ungdommen af. Her skal meddeles et lille Træk fra den Tid lige efter Hjemkomsten med Bellona, da han fik en forbigaaende Virksomhed som Hjælpepræst i Odense. Det er gamle Stiftsprovst Fr. Helweg, som engang har meddelt mig, at en Søndag, da D.P. prædikede i Frue Kirke der i Odense, vakte han ikke ringe Opsigt ved sin Optræden. En Afdeling Militær var under en Officers Kommando kommen ind i Kirken. Og under Salmen efter Prædikenen rejste Officeren sig og vilde kommandere sit Mandskab ud. Men da gik den unge Præst rolig ned til Officeren, lagde Haanden paa hans Skulder og sagde: Er De saa god at vente, til jeg er færdig!

"Til jeg er færdig," saaledes har Fr. Helweg – skriftlig – gengivet Ytringen. Men i hvert Fald har Meningen været "til Altertjenesten er forbi" – saa at altsaa Soldaterne, efter god, gammel Regel kunde "blive og tage Velsignelsen med."

 
[1] P. Larsen: Ole Peter Holm Larsen (1802-73) gårdmand i Store Skræppenborg, Brylle sogn på Fyn indtil 1841, hvor han købte Donsgård i Almind sogn. tilbage
[2] Om forholdet mellem Dines Pontoppidan og Peter Larsen se også P.G. Lindhardt: Dines Pontoppidan, 1948. tilbage
[3] Historien må være foregået i 1855, for året efter var Pontoppidan flyttet til Fredericia. tilbage
[4] et Møde derude: Peter Larsen havde bygget en stor mødesal på Donsgaard. Høstgilderne dér blev et forbillede for højskolernes efterårsmøder. tilbage
[5] smaa Børn: i efteråret 1855 var Erik 8, Inger 6, Morten 4, Marie 3, Knud 2 og Margrethe 1 år. tilbage
[6] en af sine Sønner: Peter Larsen havde ét barn, Johannes f. 1826. tilbage
[7] Læreren: Jacob Wolthers Christensen, f. 1818, efterfulgte sin far som lærer i Vrå skole i 1848. tilbage
[8] Enkefru Rasmussen: Anne Christensen, f. 4.1.1852, gift med købmand Jørgen Rasmussen. Deres datter Nanna, f. 1884, blev 1909 gift med Dines Mortensen Pontoppidan. tilbage