III. De smaa Romaner
Det var altsaa med kortere Fortællinger, Noveller, at Henrik Pontoppidan debuterede i 1881, og det var i denne Genre, som laa op ad hans Avisartikler, at han udfoldede sig mest energisk i de yngre Dage, da social Indignation og politisk Propaganda var en Del af hans Digtning.
Imidlertid vælger Pontoppidan ogsaa snart Romanformen, den lille Roman, der udsendes som selvstændig Bog. Til det sidste brugte Digteren denne Skabelon; der foreligger i alt 18 smaa Romaner fra hans Haand. Vi skal nu se paa dem én efter én, idet vi uden Tvang kombinerer Kronologi og motivbeslægtede Romaner. Det vil vise sig, at Pontoppidan paa særlig Maade har udnyttet denne Prosaform: den lille Roman blev efterhaanden hans Sidestykke til det Problemdrama, som for Publikum var Firsernes og Halvfemsernes store Trækplaster.
Sandinge Menighed (1883) betragtes af og til som en Forstudie til den store Roman Det forjættede Land (1891-95). Men det er ikke retfærdigt. Den er navnlig i sin friske Førsteudgave en gennemført Fremstilling af sit Emne: Grundtvigianismens Forhold til den danske Bonde. Vækkelsen – og hvad der senere skete. De liberale Grundtvigianeres Teori og Praksis. Det fortælles i Romanens Begyndelse, at for tyve Aar siden har Pastor Momme1 vakt Befolkningen til Glæde i Troen; ved dens Slutning star han modløs og udslukt. En af dem, han fik ind i Lyset, var en Skomager. Han 53 blev Lærer og staar som Menighedens glade og selvglade Forsanger. I sin Ungdom forførte han en fattig Pige, Lone, men svigtede hende for en af de rige Gaardmandsdøtre, og skønt Lone i sit Giftermaal med Slideren Lars er nedsunken i dyb Fattigdom, vil hun intet modtage fra den forløjede, syngende Menighed, som behersker Sognet. Men hendes Datter Boel længes mod den livsglade grundtvigske Kreds, og da Moderen en Dag har slaaet Boel halvt ihjel, giver hun Pastor Momme Tilladelse til at sende Boel til København, hvor hun optages i Huset hos den velhavende Fru Gylling, som sidder under Grundtvigs Billede og virker selskabeligt for, at Bønder, selv dem der kommer lige fra Tørvemosen, skal anses for rigtige Mennesker. Hendes kønne Søn, Knud, tilsidesætter sine juridiske Studier for samme Sags Skyld; han er Hovedmanden, da der skal udarbejdes en Adresse "Fra danske Studenter til den danske Bonde." En anden Student kalder Bonden "vor Tids Adel" (S. 53-54). Lutter Hykleri – eller næsten. Knud forelsker sig i Boel, til sin liberale Moders Sorg og Raseri; han svigter hende; kun hans Foragt for sig selv taler til hans Forsvar. Boel kommer først paa et skummelt Værtshus, der ogsaa fungerer som Bordel, men løber derefter hjem til Moderen; de forstaar nu hinanden, forenet i Fattigdom og fælles Skæbne. – I Romanens 2. Udgave, fra 1903, har Forfatteren ladet den tragiske Tilspidsning falde og lagt en vis Beregning hos Boel. Over for Knud pynter hun paa Familiens Forhold. Paa Knejpen træffer hun en Slagter, der søger Stedet som Bordel; hun stikker ham en paa Kassen, og han bliver saa imponeret, at han gifter sig med hende. Saa hun lever som en reel Slagterkone med Pølsefabrik baade i Kælderen og i 54 Privaten, "hvor et Par trinde Smaaunger allerede trillede om på Gulvet."
Den lille Roman Ung Elskov (1885) kaldes i Undertitelen "Idyl", hvilket næsten er at gøre Nar af Læserne. Den indledes med et Naturmaleri, en halvskjult Skovsø – det er en af Himmelbjergsøerne – som synes at rumme Alverdens erotiske Kogleri; Stedets Præst kalder den Nymfernes Badekammer, og han fortæller, at unge og dejlige Kvinder med Sankt Hansorm i Haaret bader sig deri under Maaneskinnet. Ved denne Sø ligger den gamle Færgekro, som bliver Skueplads for to ulyksalige Kvinders Oplevelse af ung Elskov. Det er Romanens Idé, at for en Kvinde er det Øjeblik skæbnesvangert, hvor Elskov vaagner i hendes Sind og Sanser. Denne Naturkraft overrumplede engang Kromandens 18-aarige Datter, Ellen, da en kvindekær Bissekræmmer, Jakob Jøde, gjorde blide Tilnærmelser til hende. Han var en lille, løjerlig Person, der havde set Ellen vokse op – og som dog i rette eller urette Øjeblik lammede den kraftige Piges Vilje, saa hun gav sig hen til ham. Udbyttet var Ellens uovervindelige Følelse af Skam og Fornedrelse – samt en Datter, Martha, der sammesteds, 17 Aar gammel, svimler og falder, da en ung, bebrillet Student holder Stævnemøder med hende i Skoven omkring Sankt Hans. Hun er forlovet med en brav, upoleret Karl fra Egnen; men tør ikke møde ham, da Moderen har fortalt om Natten med Studenten. Hun løber bort, sindssvag; hendes Opførsel minder om Cecils i Blichers "Hosekræmmeren", og hun ender hurtigt med at drukne sig, ikke i den mysteriøse Skovsø, hvad der havde givet Fortællingen en Pointe, men i en prosaisk Mølledam. Romanen er ikke romantisk Skæbnetro, men en naturalistisk Studie i Elskovsdriftens Farlighed, dens uovervindelige Styrke, 55 naar den uden Varsel kommer til Udbrud hos den unge Kvinde.
Den ferierende Student kommer igen i flere af Romanerne. I Ung Elskov er han Biperson, en Forfører der afslører sig som en uværdig Helt for Pigen paa Kroen. I Vildt (1890) er Studenten Hovedpersonen. Han har lidt en Kærlighedsskuffelse i Hovedstaden og er søgt ud til en afsides liggende Færgekro. Han vil opleve Æventyret, Romantikken, herude paa Landet, men det ender altid med Skuffelse og Desillusionering. I Selskab med Kroens Søn fisker Studenten og driver Jagt, men med kummerligt Udbytte; han forsøger sig som Pigejæger, og han lytter til en Krybskyttes Beretninger. Han er endelig med, da en Tugthusfange jages – og han opdager til sin Gru Lystfølelsen ved Menneskejagt, Lynchstemningen. Da gaar det endelig op for ham, at den store frie "Guds" Natur ikke er Livsglædens og Foryngelsens evig klare Kilde, men at det var "mørke og onde Magter, der lurede derude i Naturens lokkende Skød og forførte os Mennesker med pragtfulde Himmelfarver, med Toner og bedøvende Blomsterduft, mens de lumskelig vakte alle Vilddyrets uhyggelige Instinkter i vort Bryst" (147).
Vildt udkom sammen med En Bonde under Fællestitelen Natur og Undertitel: "To smaa Romaner" (1890). "Vildt og Tæmmet" kunde Bogen have heddet, hvis ikke Holger Drachmann (1881) havde lagt Beslag paa denne Titel til et Bind "Fortællinger og Naturstudier". Per Bonde elsker sin Jord over alt, men "Naturens Vexlen var for ham intet ophøjet Skuespil til Sindets Oplivelse. Regn og Sol og Storm var for ham kun gode eller onde Magter, der gav hans Korn Væxt eller gulnede hans Eng, alt efter Vorherres Naade" (157). Han har gjort Slægtsgaarden til et Mønsterlandbrug; 56 men han er samtidig svinebundet til den. Da han nu er 72, tvinger Børnene ved psykologisk Krigsførelse ham til at sælge, for at Sønnerne kan komme i Vej og Døtrene gift. Markerne var hans Liv, Husdyrene hans Venner. Da han sidder i sit lille Hus i Byens Udkant, er han bitter til Døden over sin og Gaardens Skæbne. Han paastaar – men Forfatteren bekræfter ikke hans Paastand – at den nye Ejer udpiner Jorden og vanrøgter Besætningen. Den tæmmede Natur kan besætte et Menneskesind saa godt som den vilde.
I Minder (1893) kommer Romanens jeg, en Mand i moden Alder, tilbage til sin jyske Barndomsby. Under et fire Dages Besøg genoplever han som Erindringsfantasier en Barndomsforelskelse, og en af hans gamle Lærere fortæller ham om den tilbedtes sørgelige Endeligt. Skønt hun var i sin Forlovedes Selskab, har hun paa en Bænk i Parken ikke afvist en Rytterofficers skjulte Karesser; han har straks efter udspredt, at han nu maatte anse sig som hendes Tilkommende – af Skam og Fortvivlelse har den stakkels Pige druknet sig i Gudenaaen. Fortælleren troede i Byen at skulle "genfinde Barndommens tabte Fred og sollyse Lykke". Nu har han i Stedet oplevet et "Mindernes Mareridt". Minder, véd han nu, giver den modne Mand en Forsmag paa Alderdommen.
Der er i den korte Roman Isbjørnen (1887) en meget kraftig Vilje til kunstnerisk Form. Undertitlen "Et Portræt" leder Tanken hen paa Malerkunsten, og der aabnes da ogsaa med et detaljeret fysisk Portræt. "Forestil Dem, min Læser, et stort, luerødt Ansigt, ned fra hvilket der hænger et langt, snehvidt og filtret Skjæg […] Sæt hertil en mægtig, isblank og knudret Pandebrask, bagtil bekranset af lange, hvide Nakkehaar, der slaar Krøller ud over Frakkekraven, et Par 57 smaabitte, tykke, lodne Øren, tykke, hvide, bomuldsagtige Bryn og en uformelig, svagt blaanende Næse mellem et Par store, vandblaa, stift stirrende Øjne". Men saa sættes Ansigtet i Bevægelse: "Tilføj endelig i dette Ansigt et uafladeligt, ligesom ubevidst Minespil, en hyppig Smilen i Tanker, en munter Kniben det ene Øje sammen etc."
Pontoppidan portrætterer her sin aldrende Hovedperson, hvis Livshistorie han derefter skal fortælle. Han føjer i det første Kapitel straks Træk til, som vinder os for Manden: denne Bjørn af en Landsbypræst har liden Respekt for sin Kapellan, som paa denne Vinterdag kuldskært unddrager sig at besøge en døende; selv er Pastor Müller hærdet mod al Slags Vejr og begiver sig ud i det haarde Vejr fulgt af sine Hunde for at berette den gamle Kone.
Denne ulærde, men livsfriske Præst var som Barn og ungt Menneske uden Initiativ og Lærelyst, "et stort, godmodigt Dyr" – øjensynlig fordi alle, hans Moder medregnet, fra hans Fødsel regnede ham for en Umulius, et Væsen uden Fremtid. Ved et Slumpetræf bliver han dog Student og accepterer, efter Familiens Vilje, at studere Teologi og paa Forhaand indskrive sig som Præst i Grønland. Trods sin totale Uvidenhed bestaar han – og sendes sporenstregs til Grønland. Efter en første lang og tung Vinter vaagner han til Liv; Jagtinstinktet vækkes i ham. Han mindes Sagnene om sin Farfar, der vistnok havde været Krybskytte i Rold Skov: en "Kæmpekarl med et vildt, rødt Skjæg, en Slagsbroder, en Drukkenbolt, som havde været Familjen til megen Sorg" (S. 46). Da Stedets grønlandske Befolkning bryder op fra Kysten for at tilbringe Sommeren inden i Landet, tager Præsten med. Og blandt disse primitive Mennesker føler Thorkild sig nu hjemme, han accepteres og folder sig 58 livsaligt ud som Bjørnejæger, Slædefører, Fortæller – og Ægtemand. Han gifter sig med en grønlandsk Pige og faar Børn med hende. Thorkild blev en gammel og glad Mand heroppe, indtil Hjemlængslen tog ham, og det gik op for ham, "at han i snart fyrretyve Aar ikke havde sét en Hest" (69). Da Rebekka saa pludselig dør, søger han Kald i Hjemlandet og faar det.
Men her virker denne Isbjørn ved sin Optræden og Paaklædning som en Skamplet paa Præstestanden. Der tilforordnes ham en Kapellan, der skal gøre ham umulig hos Menigheden, som har fundet Smag i den djærve og formløse Præst. "Mistænksomhedsgiften" virker, da Pastor Müller en Dag beslutter, at han ikke vil modtage Tiende og Offer af Bønderne: han kan klare sig med Afkastningen af Præstegaardens Jorder. En Mand, der ikke vil tage mod Penge, er gal, slutter Bønderne og vender sig fra ham. Og da saa Biskoppen har meldt sit Visitatsbesøg hos Thorkild Müller, møder denne ikke op i sin Kirke. Han har paa sin Dør skrevet med Kridt: I har de Tyranner, som I fortjener. Isbjørnen rejste tilbage til Grønland.
Figuren havde Pontoppidan fra sin Fader, med hvem Modellen havde studeret. Henrik Pontoppidan har i dette frit tegnede Portræt konfronteret Natur og Civilisation, primitivt, medmenneskeligt Samliv hos Grønlænderne og materialistisk Standshovmod hos Præsterne. Moderne Psykologi er der, som i Spøgelser, hvor ligeledes det ikke accepterede Barns Skæbne belyses.
1888 kom Spøgelser. En Historie, en mærkelig Blanding af nyt og gammelt. Stedet for Handlingen er en nordjysk Herregaard, "Nørrekjær", og den vildsomme Egn deromkring. Optakten lover en social-politisk Indignation, som 59 Fortællingen ikke holder. I mange Aar har Stedets Præst, Thorbjørnsen, af Medfølelse med Mosekærshusenes usle Beboere raset mod Herregaardens Liv i Luksus og Letsind. Nu er "Stodderpræsten" død, og Agnete, hans unge Datter, der nu er forældreløs, kommer som Selskabsdame for Enkegrevinden paa den forhadte Herregaard. Hun er fast besluttet paa at fortsætte sin forgudede Faders Fordømmelse. Men det gaar anderledes.
Over Gaarden hviler en tung Skygge. Husets Arving, Grev Mogens, hvis lette Væsen indtog alle, var omkommet under et Ridt; den gamle Greve var snart efter død af Sorg. Tilbage er een yngre Søn, Grev Frederik, men han lever, efter hvad Agnete hører, et vildt Liv uden for Slottet med Egnens usleste; han regnes nærmest for sindssyg. Men det er ham Agnete møder paa ensomme Vandringer; hun tror han er Skytte paa Nørrekjær. Han vinder Pigens Sympati ved at tale godt om hendes Fader. Hun fornemmer snart, at han bærer paa en Hemmelighed; hun aner "en nagende Sorg eller en dump, uudsigelig Smerte" (98), og da hun en Dag ynker de fattige, der døjer Sult og Kulde, spørger han, om hun ikke tror, der findes det der er værre: der gives Mennesker, der er "ligesom født med et Kainsmærke paa Panden; og det er, som om en Forbandelse følger dem gjennem Livet. De gaar hjemløse om i Verden, hvor alle vender sig fra dem og ingen kan holde af dem". Med disse Ord har Pontoppidan, uden at ville det, skildret Greven som en Helt fra Byrons og Romantismens Dage: den gaadefulde og fordømte Fremmede. Men i Spøgelser forklares Melankolien, Bitterheden, naturalistisk. Han er nemlig den, "der aldrig har haft en Ven, aldrig har hørt et kjærligt Ord, aldrig har kjendt den Lykke at være andre til Glæde, ikke har ét godt 60 Minde, ikke én kjær Erindring" (155-56). Han var i sit Hjem det Barn, som ingen brød sig om, fordi alle kun havde Øje og Øre for hans ældre Broder; han er det Barn, som ingen Kjærlighed fik. Samtidig med at Agnete faar Vished for, at hun elsker denne Mand og han hende, erfarer hun, at han er Greven, og hun tør ikke længere møde ham. Skuffelsen bringer Greven paa Randen af Vanvid, han slaar Gaardens Skytte ned; Egnens Folk truer ham, og han er forstenet og forstyrret, da Agnete opsøger ham i Skoven og faar ham bort. Men nu kan Spøgelserne manes i Jorden. Grev Frederik befries i sit Sind, og hun kaster den afdøde Faders Formynderskab af sig og rejser bort med sin Elskede uden at de har indgaaet Ægteskab; vi ser dem i et elskovsfuldt Tableau i Sevilla. De Elskendes romantiske Flugt var saaledes en Udfordring til Firsernes Borgerskab. Det kan dog berolige alle, at Enkegrevinden kærligt har bedt dem komme hjem og lade Kirken velsigne deres Forhold og ved Moderens snarlige Død overtage Godset.
Af Pastor Thorbjørnsens Anklager er der ikke meget tilbage. Elendigheden blandt Stedets Fattigste lades der ganske vist ingen Tvivl om; men den Sympati, Grev Frederik har vist dem, har de gjort til Skamme. Han har levet sammen med en mørkhaaret Pige af Folket; men hun havde været mere end villig; og da han blev vild af Ulykke, var Pøblen parat til at jage ham som et Dyr. Anklagen mod Herregaardens Overdaad er ikke trukket tilbage; men alle Slottets Beboere kom til at holde af Agnete, og Enkegrevinden viser et Frisind, som Præsten ikke vilde være i Stand til. Tilbage bliver Grev Frederiks Klage over den Kulde, han mødte hos sine Forældre og alle omkring sig. Vi vender atter tilbage til den ejendommelige lille Romans centrale 61 Passage, hvor Greven talte til Agnete om de hjemløse i Verden: "Selv Moderen græder over deres Fødsel, og Brødre og Søstre vil ikke kjendes ved dem" (156). Pontoppidan har aldrig optrykt denne Bog; trods dens blandede og usikre Holdning fik han dog heri sagt noget betydningsfuldt om det uønskede Barns Situation.
"Arv" hed en Novelle i Landsbybilleder. Heri bemægtiger en Kvinde sig paa Mandens Dødsleje et Testamente og tilintetgør det; hun maa for Retten sværge – og Eden er uden Tvivl falsk – at det skete med den Dødes Vidende og Vilje. Denne Handlingsstruktur gentages i Lille Rødhætte. Et Portræt (1900; fra 1922 kaldt Thora van Deken). Det er et Samvittighedsdrama, og Romanen blev da ogsaa dramatiseret og opført paa Dagmarteatret i 1914, samt filmatiseret i 1920. Thora har som knap 14-aarig oplevet det forfærdelige, at hendes Fader havde forødet sin Hustrus Formue, og Thora stod sammen med sin Moder og Broder paa Landevejen med to nøgne og tomme Hænder (S. 47). Fra den Dag har hun ønsket Sikkerhed; hun troede at faa den for altid, da hun gav Godsejer Engelstoft sit Jaord. Men under deres Bryllupsrejse havde han antydet, under et Skænderi og vistnok for at trøste hende, at de dog ikke var uløseligt bundet til hinanden. Det isnede hende, og efter atten Aars Ægteskab havde Engelstoft ønsket Skilsmisse for at gifte sig med en ung Pige. Denne døde imidlertid før Brylluppet, og Engelstoft vil gøre sit Gods til en Stiftelse. Egennyttige Folk har sat ham dette i Hovedet, hvad Thora hurtigt gennemskuer. Hun gemmer Testamentet bort og siger til Øvrigheden, at det er brændt. Hun maa aflægge Ed derpaa, og gør det for sin syttenaarige Datters Skyld. Men Datteren har set Moderen ved Nattetid pusle med Dokumentet, 62 betror det til sin Kæreste, Kapellanen, som ikke vover at trodse Guds Bud, der forbyder ham "at hemmeligholde noget, der kunde tjene Sandheden" (184). Han gaar til Herredsfogeden; da Thora faar at vide, at Oplysningerne stammer fra hendes Datter, tilstaar hun, dømmes og dør kort efter i Fængslet. Hun forlangte at blive begravet i sin Fangedragt.
Thoras Liv var bestemt af den oprindelige Uretfærdighed; hun fik Mistro til alle; Redelighed er det sjældneste af alt, Øvrigheden er altid mest strafværdig, Skilsmisselov og Arvelov en Skændsel. Hun kaldtes som Barn Lille Rødhætte paa Grund af en rød Fløjlskyse (S. 96), men Godsets Folk kaldte hende "Tudsen" (16). Thora van Deken er Historien om en Kvinde, som Livet gjorde stenhaard.
Spøgelser er Pontoppidans Ord for det Ibsen kalder Gengangere. Hos Pontoppidan især Opdragelsens Fordomme, Overleveringens moralske Arv, Samvittigheden. Ordet forekommer to Gange i Romantitler: Spøgelser fra 1888 og Det store Spøgelse fra 1907. Denne sidste indledes med Skumringstimens Uhyggevirkning paa os ude i Naturen. Kirkeklokkens Lyd kalder vor kristeligt nedarvede Skyldfølelse op i os. Vi gyser i Aftenkulden, men kan ikke løsrive os, vi er under Afmagtens Fortryllelse, og da Stjernerne kommer frem, synes de at lokke med Hvile og Fred deroppe. Døden er Fristelsen. Maaske gaar man hen og hænger sig.
Det er denne dybsindige Optakts Tanke, at den Syndsfølelse, vi har faaet indpodet fra Barndommen, i en nordisk Sommernat faar akut Aktualitet i Sjælen. Det store Spøgelse er Samvittigheden, som Naturen dæmoniserer: "Der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer paa vor Eftertankes svage Øjeblikke". Den følgende Historie 63 viser, hvorledes Angst for Autoriteter og Naturrædsel har en gensidigt forstærkende Virkning. Naturen, Natten er som et Forstærkerrum for Skyldfølelsen.
En Bondepige gaar sin Aftentur med sin endnu hemmelige Kæreste. Da hun kommer hjem til Præsten, hvor hun tjener, opdager hun, at Vinduet, hun var sprunget ud af, er lukket. Hun tør da ikke gaa ind, ejheller opsøge sine fattige og fromme Forældre; hun flakker rundt og findes druknet paa lavt Vand. Basilisken har lammet hende med sin Giftbrod. Da Præsten, hendes Husbond, taler over hende, hedder det med grum Ironi, at han ikke dømte hende til Helvede; men derimod søgte han, med Hentydning til Pigens sidste Dage, at levendegøre "det Helvede, Menneskene skabte sig i deres Hjerter ved Ulydighed mod de guddommelige Love, mod den indre Stemme, der var Guds egen, manende Røst, og som alene kunde værne os mod at fare vild".
Firserne stod unægtelig i Nordmændenes Tegn. Det var ikke blot Ibsen, som satte Sindene i Bevægelse. Bjørnstjerne Bjømson udsendte 1883 sit Skuespil En Hanske, hvor den unge Kvinde, Svava, kaster sin Handske i Hovedet paa sin Forlovede, fordi han ikke opfylder det samme Krav om Kyskhed før Ægteskabet, som stilles til Kvinderne. I denne Førsteudgave er der endnu aabnet Mulighed for en Forsoning mellem de forlovede; ved Opførelsen i Oktober 1886 findes denne Mulighed ikke længere. I 1886 rejste Bjørnson Norden rundt med sit Foredrag: "Engifte og Mangegifte".
Allerede i November 1884 stod i Hjemme og Ude det første Afsnit af Mimoser (men uden denne Titel); Romanen udkom først i November 1886. Det er helt oplagt et Indlæg i Sædelighedsfejden.
64 Vi er i en dansk Provins. Ved 60-Aaret trækker en velsiddende Apoteker og Kancelliraad sig tilbage og bygger sig en Villa paa Landet, kaldt "Nathalies Minde" efter hans afdøde Hustru. Han er Naturentusiast; han minder baade om Justitsraaden i J.P. Jacobsens "Mogens", for hvem Naturen var "ganske særdeles" og om Daudets Tartarin de Tarascon; naar Kancelliraaden gaar paa Jagt, gaar Folk i Dækning; han rammer dog saa at sige aldrig noget eller nogen. Han vil bo paa Landet for at beskytte sine unge Døtre mod Byens, ikke mindst Selskabslivets Fristelser og Farer. De to Piger bliver gift med to Godsejere; men begge Ægteskaber forliser paa Grund af Mændenes lejlighedsprægede Utroskab og Hustruernes kategoriske Holdning. Det betones, at begge Kvinder er glade i deres Ægteskab. Betty, den yngre endnu ugifte Søster, ser den ældste, Kamma, "fortrolig lænet ind imod sin store skjæggede Mand" (S. 33). Og da den yngre bliver gift, lever de to Ægtefæller helt for hinanden.
De to Godsejere er to meget forskellige Mandstyper. "Klosterbaronen", der er gift med Kamma, er et hjemmegroet, groftskaaret Stykke Mandfolk, Jæger og Grovæder, og det er næppe faldet ham ind, at han fornærmer Kamma ved at ligge med en Malkepige. Som Kielland skrev om ham: "det er nedarvet hos ham som det selvfølgeligste: hvor der ligger en Malkepige, der lægger man sig". Bettys Ægtefælle er en Verdensmand, berejst, forfinet af Natur og Kultur; han har tidligere kendt Kvinder, men har nu, da han har mødt denne rene unge Pige, aldeles afsvoret sin Fortid. Det er Driften, den erotiske Afholdenhed, som fører ham til Utroskab; Bettys Svangerskab og Svaghed efter Fødslen, derefter hans langvarige Ophold i København som Landstingsmand gør 66 ham modtagelig for en raffineret Dames Tillokkelser. Katastrofen sker og konstateres øjeblikkelig af Svigerfaderen; Ægtemanden angrer, styrter hjem til sit Hotel og telegraferer, at han kommer hjem. Men inden han naar over til Jylland, har Svigerfaderen meldt den længselsfuldt ventende Betty, at hendes Mand har været hende utro. Og saa bliver Familiereaktionen den haardest mulige: den bornerte og konventionelle Fader og hans Opdragelse af de to Søstre, samt den ældste Søsters forbitrede Sind gør det umuligt for Betty at følge sit Hjerte og afvente Mandens Forklaring: hun forlader Huset med deres spæde Søn. Ægtemandens Fortvivlelse er ægte, som det ses af et Brev fra ham til hans Moder.
Denne er Digterens særlige Trumfkort, et helt nyt Udtræk. Pontoppidan forarges øjensynligt over den moralske Overfølsomhed, som Konveniensen paatvinger de unge Hustruer. Men han lader Bettys Svigermoder, Hofjægermesterinden, udtrykke en Moral, der ligger næsten paa Linje med de mest udfordrende Nordmænds, Hans Jæger og Arne Garborg. Hun forsvarer de unge Mænd, der i erotisk Nød gaar til "Glædespiger", som et Par moraliserende Damer kalder dem: "Glædespiger!" … Jeg synes, det lyder saa smukt! Herregud! Skulde de virkelig være en saa alvorlig Fare? Det kan jeg dog næsten ikke tro. Naar jeg tænker paa vore egne smaa, hjemlige Rør-mig-ikke'r … ja, ærlig talt, saa kan jeg egentlig ikke fortænke vore unge Mænd i, om de søger muntrere Selskab" (156).
Mimoserne er altsaa egentlig de forlovede unge Piger. At de kan have et erotisk Behov tænker den liberale Hofjægermesterinde næppe paa. Men for de unge Mænds Skyld giver hun, og Pontoppidan med hende, et Indlæg for seksuel Omgang 67 før Ægteskabet. Hun angriber endda selve Ægteskabet, hvis Baand svækker Mændene og fordummer Kvinderne. Hun opfordrer vel ikke til at bryde eller ophæve Ægteskabet, men hun ønsker et friere og gladere Forhold mellem Mennesker, selv om de er gifte.
Ved Midten af Halvfemserne skabte Pontoppidan en Fortællerfigur, Magister Glob, som befinder sig baade i og uden for Handlingen i de to Bøger, der begge fik Undertitelen: "Skildring fra Alfarvej". Det er Den gamle Adam (1894) og Højsang (1896). Begge fik i nye Udgaver Undertitel: "(Af Magister Globs Papirer)". Og denne Undertitel fik, knap saa godt motiveret, tillige Minder ved Genudgivelse i 1899. Forfatteren forholder sig ironisk til Fortælleren, som immer drager rundt for at forelske sig, og Magisteren er fuld af Forargelse over de erotiske Krumspring, han er Vidne til og beretter om. Den inderste Kreds af Begivenheder brydes altsaa i flere Prismer, før de naar Læseren. De to smaa Romaners Teser er Debatindlæg; Forfatteren forpligter sig ikke paa nogen af dem. Den gamle Adam er Instinktmennesket, der naarsomhelst og uden Varsel kan bryde igennem hos Kulturmennesket. En lykkelig Ægtemand og Familiefader, Assessor Tofte, kommer alene til samme fynske Badehotel som Magisteren og falder pladask for en jysk Prokuratordatter; han trækker sit Ophold ud, til sidst telegraferer han hjem, at han vil skilles – og det bliver han. Der er mere af Passionens Vingesus i Novellen "Naar Vildgæssene trækker forbi" (1899), der fortæller en beslægtet Historie. Assessor Tofte har en Rival, en pralerisk Arkitekt Ishøj, som i komisk Fortvivlelse tilrettelægger sit eget Selvmord – det bliver ikke i Skønhed. Ishøj er en aabenlys Karikatur af Ejlert Løvborg, Renæssancemennesket i Ibsens Hedda Gabler". 68 Endelig har Romanen en paradoks Ræsonnør, Dr. Levin, som raillerer over Ibsens Slagord "Frihed under Ansvar" (Fruen fra Havet), "Hvad er Frihed? … Ordet har ingen Mening, dersom man ikke dermed mener Nydelses-Frihed, Retten til vore Drifters uhindrede Udfoldelse" (143-44). "Dersom Dr. Levin ikke er Fanden selv, er han i hvert Fald hans Amanuensis", siger den naive Magister.
Hedda Gabler, som kom 1890, maa have ramt Pontoppidan særlig stærkt. Titelen Højsang hentyder naturligvis til Det gamle Testamentes Besyngelse, i Salomos Højsang, af den store erotiske Lidenskab. Ude ved Jyllands Vestkyst møder Magisteren en Situation, der meget minder om den i Hedda Gabler. Den noble og aktive Proprietær Lindemark er gift med en Kvinde, som tørster efter den altfortærende erotiske Besættelse. Hun har fundet Genstanden for sin Attraa i Klitassistenten von Hacke, der gengælder hendes Følelser, uden at de har talt mange Ord sammen. Løjtnant v. Hacke, der er i Fyrretyveaarsalderen, høj og mager, gusten som en Asiater, gaar luvslidt klædt og drikker en Del. Fru Lindemark er smuk og blond, hendes Øjne er graaladne med et mærkeligt sløret Blik. Lidenskaben er en Realitet hos begge, og de har derfor Forfatterens Respekt, selv om begge Personer mangler menneskelig Storhed. Da den halvgamle Klitassistent et Øjeblik tror, at Magisteren har slaaet ham ud hos Fruen, skyder han sig ude i Klitten. Hans Selvmord gør hende sindssyg. Pontoppidan ser baade Skønhed og Latterlighed hos sit Heltepar, som bagved dem hos Hedda Gabler og Ejlert Løvborg. Det gælder ogsaa i Skuespillet De vilde Fugle (1902), som han skrev over Romanen. Slutningen er dog ændret, v. Hacke dør af Sindsbevægelse ved Fru Lindemarks 69 Fødder, hvorefter hun synes at ville udsone sig med sin Mand.
Adskillige Steder hos Pontoppidan ytres Mistillid til Ægteskab og Hjem. Med udfordrende Paradoksi har han i Romanen Det ideale Hjem (1900) ladet en Naturforsker udvikle en Utopi. Dr.phil. Adam Malling er som Skilsmissebarn opvokset hos sin Moder i nært Søskendeforhold til sin Søster. Han mener nu, at Forelskelsen der fører til Ægteskab er katastrofal for Børnene. Statistikken godtgør, siger han, "at legemlige og aandelige Modsætninger tiltrækker hinanden, og at Forelskelsens Hede vokser proportionalt med Forskellene". Og hvad der her begunstiger Forelskelsen, umuliggør Samlivet. Efter en Uges Forløb begynder Tvekampen mellem to Individer, der medbringer hver sine Familievaner. Det er interessant, at Malling henviser til Bjørnsons Drama De Nygifte (1865), og bebrejder Forfatteren, at han ikke har forstaaet, at den unge Hustru havde Ret: hun skulde være blevet hos Forældrene. Den oprivende Atmosfære i Ægteskabet forgifter nemlig Børnene. Disse bør blive hos deres Moder, den mandlige Opdragelse besørger hendes Brødre, og Søskendehjemmet staar under Tilsyn af Mormoderen som Slægtens Ældste. Naturligvis skal Mænd og Kvinder have fri Adgang til erotisk Samvær: "Hvor uroligt end en Kvinde bliver omtumlet paa Kærlighedens store Hav, vil hendes Børn kunne leve lige fredeligt og betrygget i det uomskiftelige Familjeskød, hvor ikke en Stol behøver at flyttes, om hun saa tyve Gange skifter Elsker." Og Faderfølelsen var jo ingen Realitet, den sporedes i hvert Fald aldrig i Dyreriget (S. 233).
Romanen er en Slags praktisk Bevisførelse. Adams Søster, Ingeborg, bliver gift, men Ægteskabet mislykkes, og hun ender 70 efter Skilsmisse med sine to Drenge hos Moderen; Adam bliver en ideel Opdrageronkel, og Ingeborg gør en ung Beundrer til sin Elsker. Adam forelsker sig naturligvis ogsaa og gifter sig, ved Kongebrev, med Margrete, en jysk Præstedatter. Hun foruroliges meget af hans Bog, Det ideale Hjem; hans Ideer graver Grøften stadig dybere mellem dem. Skønt hun er gravid, maa han for hendes Skyld forlade hende og lade sig skille fra hende. Han føler sig helt befriet fra Fordomme i Samfunds-Jeg'et, Samvittigheden, "Spøgelset i ham var dødet og havde ingen Magt" (254). Og i et Syn ser han "to Smaadrenge, der stod med hinanden i Haanden og smilede ham glad imøde".
Det ideale Hjem er en didaktisk Roman, en Tesis, dens teoretiske Udredning og dens praktiske Eksemplifikation. Der er ingen Ironi over for denne Utopist, da han drager fra Jylland for at fuldbyrde sin Teori. Tværtimod føler man som en Efterskrift et: Qvod erat demonstrandum, Beviset er nu ført til Ende!
Det var ikke blot Ibsens Problemstillinger, der virkede paa Pontoppidan; ogsaa hans dramatiske Teknik fik Betydning for de smaa Romaner. Borgmester Hoeck og Hustru (1905), hvis Handling spænder over godt 12 Timer, fra Formiddag til Midnat, kunde uden Besvær omskrives til et Ægteskabsdrama i fire Akter. Fortiden rulles op, som ofte hos Ibsen, idet en fjerntboende Paarørende kommer, medens en Krise stunder til og gennemleves. Vi faar da først undervejs Rede paa, hvorledes Fortiden har formet Nutiden.
Borgmester Hoecks Moder var Enke efter en Postmester; hun var en født Sidenius og var af streng kristelig Observans. Borgmester Hoecks Hustru, Anne Marie, var Købmandsdatter, af sin Moder opdraget i en lille Provinsby til at gøre 71 Indtryk, være Folk tilpas, behage. Hun tager derfor, en Smule for indladende, mod Herrernes Galanterier. Det har stødt hendes Mand allerede i Forlovelsestiden og paa Bryllupsrejsen; i København, hvor han var en lovende Jurist i Kriminalretten, frygtede han hendes Utroskab, tog derfor imod Borgmesterembedet i en lille jysk By; her har han den øjensynlig kvindekære Læge mistænkt. Ægtefællerne havde derfor haft svært ved at komme hinanden nær; kun ved en lille Søns Sygdom og Død lykkedes det. En ældre Datter havde Ægtemanden sendt bort fra Huset, fordi han mente, Hustruen havde en daarlig Indflydelse paa hende. Hans Jalousi er steget til Sygelighed.
Anne Marie ligger nu meget syg; Mandens Kulde befordrer en organisk Sygdom. Hun gør sig store Bebrejdelser, fordi hun ikke har været, som han havde ventet. Men i hendes Sygeværelse staar den Kosmetik, hun ikke vil undvære, og den galante Doktors Besøg og Blomster er hende til synlig Opmuntring.
Men hun er syg til Døden, og vi følger hendes Agoni. Til sidst sidder Borgmesteren alene ved hendes Seng; da han tilsidst har taget hendes Haand, ligner han selv en Døende.
Borgmester Hoeck og Hustru fremstiller to efter deres Natur, Oprindelse og Opdragelse uforligelige Personer, som er bragt sammen i Ægteskab. Ved denne Forening gaar begge i indre Opløsning.
Seks Aars Samliv har gjort Ægteskabet til et hyggeligt, men stillestaaende Fællesskab for Landlægen Arnold Højer og Emmy, hans kønne Hustru. Da faar de en Fastelavnsaften uanmeldt Besøg af en Spasmager, en gøgleragtig Person, der kan spille og synge; han kalder sig Prins Karneval, er altsaa Den kongelige Gæst (1908). Han faar Ægteparret til at 72 klæde sig i Festdragt, og han gør som Verdensmand Kur til den lille Frue: hun lever kvindeligt op, medens Ægtemanden gribes af Skinsyge og Festen afbrydes. Den fremmede drager straks bort, ingen har faaet at vide hvem han er. Den frugtbare Misstemning mellem Ægtefællerne holder sig; han er kogende af Skræk for at Gæsten igen skulle opsøge Emmy. Denne tager Ægtemandens Jalousi som velkomne Elskovstegn. Og efter Forsoningen falder de aldrig til Ro, deres Forhold gaar i Bølgegang op og ned, deres Længsler har faaet Evighedens Dimensioner, hendes af religiøs Art, hans over for Naturen. De vil aldrig mere igen blive fuldt tilfredse, men maaske, i deres Uro, lykkeligere end før den dæmoniske Gæsts Passage.
1894 stillede Henrik Pontoppidan Problemet: Kunstneren og Samfundet. Det skete med Nattevagt. Jørgen Hallager er blevet Socialist, Revolutionær, fordi en social Uret overgik hans Fader, ligesom det skete for Væver Hansen i Det forjættede Land, og i "To Gange mødt", for Reinald, hvis Moder led under Samfundets Uretfærdighed. Hallager bliver kaldt "den røde Maler", dels paa Grund af sit Haar og Skæg, dels som Fører af en Kreds, "Klumpen", af radikale Malere. Han maler en udslidt Landarbejder under en sammenstyrtet Mergelskrænt (en Scene delvis fra Sandinge Menighed), Han vil med sin Kunst som sit Liv udfordre Borgerskabet. Han haaner sin Ven og Elev, Thorkild Drehling, da denne bryder ud af Naturalismen og maler farvejublende Fantasier med Motiver fra Mytologi og Folkevise. Hallager nægter at tro, at der findes Sorger og Skuffelser, der nager langt værre end baade Sult og Kulde: "Kærlighedssorger, Forældrebekymringer, Ensomhedsfølelse, Livslede, Frygten for Døden, Frygten for Livet …" (147). Jørgen 73 er, paradoksalt, blevet gift med en Etatsraadsdatter, Ursula; hun er følelsesmæssigt overspændt, men han forstaar intet af hendes Natur; da hun endelig faar Jørgens Beretning om hans Faders Tragedie, erklærer hun, at hun vil gaa Haand i Haand med sin Mand til de Fattige og dem der lider Nød. Jørgen har herpaa kun denne Reaktion: "Ti stille!" tordnede han af al sin Kraft og knyttede Hænderne imod hende. "Er du da saa forkvaklet … saa rent forgiftet, at du du … For alle Djævle! Skal du da strax overstinke Alting med den forbandede – – –" (161). Hun synker sammen og dør, Lægen mener af en Blodudtrædning i Hjernen.
Der gaar et Par Aar. Jørgen har tabt paa alle Fronter. Sin Hustru har han sendt i Døden; hans naturalistiske Skole har mistet Publikums Bevaagenhed; hans egen Kunst er gaaet istaa. Han er fattig og let derangeret. Alligevel giver Pontoppidan Socialisten-Anarkisten det sidste Ord. Dog saaledes, at denne finder Tidens Onde ikke i de materielle Forhold, men i de aandelige. Det er Aanden der er ufrisk; Sygdommen hedder Lyrik: "Skønhedsdyrkelsens Hjærnedunst" (175), "den kroniske Sjæleforkølelse, … Taaresnue og Hjertesukskolik, som tærer paa Menneskene". Digteren vender sig derved mod Halvfemsernes nye Dyrkelse af Sjælen; Jørgen Hallager med hans Slutreplik: "Hold Galden flydende" bliver, sammen med en fordrukken Journalist m.fl., den intellektuelle Bærne, Krapylet, hos hvem den politiske og kunstneriske Realisme overvintrer. "Klumpen" kalder sig nu "Nattevagten" (170). Hallager har en tre Maaneder gammel Søn med sin meget folkelige Kone, "Nalle"; han kalder Barnet "den lille Rekrut" og behandler det uden Sentimentalitet. Der er Slægtskab mellem Jørgen Hallager og Mandslingen i "Ilum Galgebakke".
74 Hvis vi springer frem til 1907, finder vi Pontoppidans Behandling af Kunstneren som Kunstner og som Menneske. Det er i Hans Kvast og Melusine. Denne Gang er Kunstneren Komponist. Han er kendt og elsket for "Vaartoner", "Du, som jeg saae i Drømme" og andre Sange (S. 2). Nu er Reaktionen indtraadt, han fornyr sig ikke, frygter for at Inspirationen skal svigte. Uden Publikums Beundring kan han ikke skabe, knap nok leve. Han arrangerer, halvt ubevidst, et pjattet Selvmordsforsøg, med en meget lille Revolver, kommer paa Hospitalet, bliver omtalt, en Sympatiaktion sættes i Værk, Penge samles ind til en Rejse, der gaar op langs Norges Kyst til Nordkap. Af de mange tyske Passagerer bliver han feteret, Skaberevnen vaagner paa ny, og under et Uvejr inspireres han til et Orkesterværk om Syndfloden, Michel Angelos Dommedagsbillede og Gustave Dorés Bibelillustrationer staar for ham. Musikværket bliver opført med ham som Dirigent, og han skal til flere af Tysklands største Byer med det.
Denne Kunstner er en Nar og en Pjalt. Han er baade Adam Homo og Hjalmar Ekdal, men han har et Talent, Geni maaske, som giver disse tomme Skaller et Indhold. Han er indbildsk, lyver, ogsaa for sig selv; han er misundelig paa en ung Komponist, der er paa Vej opad, og nægter at anbefale ham til det Rejselegat, han selv engang har faaet. Kunstnerens Slængkappe er besat med Narrebjælder. Men denne Fjante, Hans Kvast, er i Titlen forbundet med Melusine, som vel staar for Kunsten. Melusine er i Sagnets Verden en skøn Kvinde, en Fé der paa visse Tider har Havfrueskikkelse.
I 1894 vragede Pontoppidan Kunstneren, der vilde stille Menneskers Tørst efter Skønhed; i 1907 anerkender han 75 ham. Hans Tesis i 1894 er, at Kunstneren er det syge Samfunds daarlige Samvittighed; i 1907 at hos en Kunstner maa man bedømme Mennesket og Værket hver for sig.
For nu at samle nogle Indtryk af den lille Romangenre: For en professionel Forfatter, som for hans Forlægger, var Bogen paa mellem 125 og 200 smaa Sider en fortrinlig Salgsartikel, hurtig at producere, salgbar til overkommelig Pris. Pontoppidan var meget produktiv fra Midten af Firserne og forbi Aarhundredskiftet. Ved Siden af de store Romaner, der udkom over en Aarrække og derfor kunde sætte saavel Forlæggeres som Læseres Taalmodighed paa Prøve, passede det ham øjensynlig ypperligt hvert Aar at sende en eller to mindre Bøger paa Markedet. Disse var, for manges Vedkommende, inspireret af det Tankerøre, som Bjørnsons og især Ibsens Skuespil havde vakt. Da Bjørnson med Skuespillet En Hanske, trykt 1883 og opført 1886, aabnede Sædelighedsfejden, var Pontoppidan hurtigt med. Det første Afsnit af Romanen Mimoser stod som tidligere nævnt allerede i Hjemme og Ude i November 1884, og Romanen udkom i 1886. Ibsens Gengangere, fra 1881, fremkaldte et mangfoldigt Ekko i Pontoppidans Forfatterskab, hvor Fænomenet kaldes "Spøgelse", bl.a. i to Romantitler: Spøgelser fra 1888 og Det store Spøgelse fra 1907. Meget æggende virkede ogsaa Ibsens Hedda Gabler, fra 1890, hvis Figurer og Temaer varieres hos Pontoppidan i Den gamle Adam (1894) og Højsang (1896). Ibsens Koncentration af Handlingen til mindre end et Døgn og hans Afdækningsteknik har Pontoppidan tilegnet sig, f.Eks. i Borgmester Hoeck og Hustru (1905). Henrik Pontoppidan konkurrerer i disse korte Romaner med de meget dominerende norske Skuespilforfattere. Han adlød da her, mere 76 end noget Sted, Parolen: at sætte Problemer under Debat. Uden at forpligte sig paa den fremsatte Løsning sætter han Spørgsmaalstegn ved Samfundsmoralens Normer. Han spørger, om Glædespiger ikke virkelig er til Glæde og om Utroskab nu ogsaa er Skilsmissegrund? (Mimoser 1886). Han tvivler, synes det, om Ægteskabet, fordi det forener to Individer, der medbringer uforenelige Familievaner. Og han udkaster da en hel Utopi: Det ideale Hjem (1900), som Romanen hedder, hævder, at den Harmoni, Børn behøver, finder de i Søskendehjemmet: Børn skal forblive hos deres Moder, og den mandlige Opdragelse besørges af hendes Brødre; Mormoderen er Familiens Overhoved! Bogen er et skønt Paradoks. Bevismateriale for Romanens Tesis hentes fra Zoologien – og fra Historiens egen Handling!
Som en tredje Motivkreds fra de smaa Romaner nævnte vi Kunstnerens Problem. I Nattevagt (1894) Kunstneren paa Barrikaderne, Kunst og Liv forenet hos den revolutionære Kunstner, der lider Nederlag paa alle Fronter, og dog er den hos hvem den revolutionære Tanke og Vilje overvintrer. Og med Hans Kvast og Melusine (1907) Kunstneren som et ringe Menneske, syg efter Publikums Applaus, misundelig paa andre Kunstneres Succes, en Pjalt og en Nar – og dog det Menneske, hvis Værk løfter og henriver de mange Sind; hos Kunstneren findes smaat og stort i grumset Blanding.
Henrik Pontoppidan var paa flere Maader tiltrukket af Teatret. Hans første digteriske Forsøg var et Skuespil, som han fik forkastet paa Det kongelige Teater og senere brændte (S. 18). Under sine Journalistaar skrev han ret hyppigt om Teaterforhold. 1889-91 har 10 Artikler, 1897 har 6 Artikler 77 Emner fra Teaterverdenen. Det er et gennemgaaende Træk, at han afviser Guldaldertraditionen (Oehlenschläger og J.L. Heiberg). Pontoppidan priser Shakespeare for den Realisme (Kjøbenhavns Børs-Tidende 11. Dec. 1889), Pontoppidan selv kræver af Teatret. Allerede samtidig (26. Okt. 1889) forlanger han, i Anledning af en Opførelse af Hexeri eller Blind Alarm paa Folketeatret, at Holberg skal spilles i sin egen Tids Kustyme, som et Stykke af Datidens Liv rullet op for os i Bohave, Klædedragter, Sprog, Gebærder o.s.v., for da vil "Holbergs gigantiske Muse kunne faa nyt Liv paa Scenen, naar hun faar sine rette Klæder paa." Det var 10 Aar før William Bloch som Instruktør paa Det kgl. Teater paa netop denne Maade fornyede Holbergs Komedier. Fra et Besøg i Berlin sendte Pontoppidan to Anmeldelser af Ibsen-Forestillinger hjem til sit Blad. Kritisk forbeholden overfor Fremstillingen af Hedda Gabler (Børs-Tidende 15. Febr. 1891) og begejstret for Præsentationen af En Folkefjende (17. Febr. 1891). Som omtalt fik Hedda Gabler særlig Betydning for Højsang (1896). I Anmeldelsen siger han, at "Ejlert Løvberg er […] ejendommelig norsk. Han hører til de mislykkede Kristianiagenier, som Ibsen et Par Gange tidligere har fremstillet, og hvorom der i det hele er skrevet saa mange norske Romaner og Skuespil, at man efterhaanden er kommen til at forestille sig Kristiania som en By, der er fuld af lutter Genier – mer eller mindre mislykkede".
Det er da ogsaa med en Dramatisering af Højsang, at Pontoppidan vilde forsøge sig som Skuespildigter: De vilde Fugle blev trykt 1902, men tilsyneladende aldrig opført, før det 30. August 1932 udsendtes som Hørespil af Danmarks Radio. – 1906 gjorde Pontoppidan et nyt, meget alvorligt Forsøg paa at vinde Indpas ved Teatret. Han skrev Asgaardsrejen 78 i tre Akter; det udkom i Oktober 1906, blev samme Maaned indsendt til og forkastet af Det kgl. Teater. Stykket fik Premiere paa Folketeatret 26. Januar 1907. Det er et maalbevidst tilskaaret Debatdrama, men med særlige pontoppidanske Undertoner. Den politiske Frihed har sejret i Danmark, og Rektor Nordby har, til dels paavirket af sin Hustru, Klara, forladt sine oprørske Standpunkter og virket for human Aand i sin Provinsbys Skolevæsen, Fattigdomsforsørgelse, etc. Hans Svoger derimod og tidligere Meningsfælle, Otto Kall, har intet tabt af den Kampaand, der bl.a. bragte ham tre Maaneder i Fængsel. Kall møder ogsaa her en tidligere ivrig Kierkegaardianer, Pastor Johanssen, som nu anser sin Foragt for Folkekirken for en Børnesygdom. Vi mindes overhovedet meget om Novellen "I Kongens Kjole" fra Skyer, ligesom Avisartiklen fra 15. April 1897 (ovf. S. 19) har faaet forstærket Ekko, naar Kall tænker "tilbage paa den Tid, da Frihedsidealerne herhjemme skabtes af en lille Flok modige Mænd, der satte Liv og Ære ind paa den Sag […] Vi trænger til en alvorlig Borgerforskrækkelse, som igen gør det til halsløs Gerning at give sig i Frihedens Tjeneste" (157-58). Ud af denne "Retskaffenheds-Idyl" (157) længes Rektordatteren, Ragna; hun ender med at løbe hjemmefra; hun vil klare sig selv som Journalist i København – og som saadan dukker hun op igen i Mands Himmerig. – Skuespillets Ragna er ikke blot en Pige, der bryder ud af Hjemmet; hun er tidligt paavirket af sin Onkel Ottos Bøger, som hendes Hjem afskyr. Hun løb som 15-aarig en Tid bort med en Kunstberider, og som 20-aarig hengav hun sig af egen Vilje til en ung forelsket Mand, som hun nu, 21 Aar gammel, ikke vil gifte sig med. Hendes rebelske Onkel aner i hende den frigjorte Kvinde: "Hun bryder sig maaske overhovedet 79 slet ikke om at blive gift." Da hendes rige Elsker og Bejler truer med over for Omgivelserne at røbe deres Engangsforhold, saa har hun mistet sin sidste, allersidste Illusion (124). Hun er nu rede til, illusionsløs, at gaa ind i den benhaarde Journalistverden, hendes Onkel har beskrevet for hende og parat til at tage de Stød, som følger baade af Succes og Fiasko, naar Kampen for Ret og Retfærdighed skal føres. Otto Kall er dødsmærket, men "den værste Angst for Døden har Ragna taget fra mig. Jeg veed nu, at det bedste i mig vil leve efter mig – mit Had til jer og jeres Lige!" (160).
Kampen i Fortiden og Haabet om en alvorlig Borgerforskrækkelse, det er Otto Kalls Liv. Hertil hentyder Titelen; Asgaardsrejen var de nordiske Guders vilde Luftridt, som vakte Rædsel, men ogsaa bragte Frelse, som det sker i det berømte norske Digt af J.S. Welhaven, "Asgaardsrejen" (1844): Det er ved Høst og Vinter, Asgaardsrejen stryger over Dal og Fjeld. Mod Slutningen af Anden Akt staar Otto Kall og ser sammen med Husjomfruen ud over de dampende Enge: "Herregud! Det gamle Elverland … Saa fik jeg det at se engang endnu! (Løfter pludselig Hovedet og lytter med et anspændt og bevæget Udtryk) Hør! Kan De høre? … Trompeter i Luften! Hujen og Skrig! … Holla! … Den vilde Jagt! – Jomfru Andersen (lytter ogsaa) Det er Tranerne. Eller Graagæssene kanske. De trækker altid nu i Høstens Tid herind over Fjorden. – Otto Kall (stille og højtidelig) Min Barndoms Livmusik! – Jomfru Andersen: De varsler om Efteraarsstormen – siger Folk. Det gør saa vemodig. – Otto Kall (idet han gaar videre) Synes De virkelig det, Jomfru? Den Sumpluft stemmer dog alligevel for Brystet." (109-110).
80 Sammen med Hjalmar Bergstrøm skabte Pontoppidan af Lille Rødhætte et Skuespil i fire Akter, Thora van Deken; det fik Premiere paa Dagmarteatret 26. Marts 1914, men forblev utrykt. En varig Succes paa Scenen fik Pontoppidan kun med Svend Leopolds Dramatisering af Den kongelige Gæst, som Komedie i en Akt, med Musik af Hakon Børresen. Det havde Premiere paa Det kgl. Teater 15. november 1919 og er opført mange Gange senere.
