Ødipus fra Randers

– biografi, fiktion og erindring

Lad mig begynde med et par bekendelser, så bordet ligesom er gjort rent, så meget det lader sig gøre. Jeg er præstesøn – det lyder næsten som Bjarne Riis: jeg har taget doping – med en lang anerække af præster, dog hverken så betydelig eller så lang som Henrik Pontoppidans. Mindre kan også være nok. Jeg læste den første bog af Pontoppidan 15 år gammel, og det var mærkeligt nok "Erindringer" – den samlede udgave af de 4 erindringsbøger fra 30’erne, som jeg havde fået i julegave i 1964. Derfra sprang jeg til Lykke-Per, som jeg fik i 1965. Anderledes kunne det ikke være, og jeg identificerede mig totalt med Pers opgør med præsteslægten, Sidenius-arven, anerækken af åndelige spøgelser, der forgiftede den umiddelbare livsglæde med metafysisk præk. Det var denne side af romanen, der var så langt den mest interessante – i langt mindre grad var det Pontoppidans selvopgør. I modsætning til mig læste Pontoppidans familie romanen på en tredje måde – som et "smædeskrift" mod forældrene, ja Morten Pontoppidan har udtalt, at han ikke læste romanen til ende1. Overføringen fra læser til forfatter er voldsom – og stadig aktiv for mit eget vedkommende, må jeg indrømme, men forhåbentligt noget mere nuanceret. Jeg bliver stadig dybt imponeret og animeret af at læse Pontoppidan. Det er den ene forudsætning.

Den anden forudsætning har direkte med temaet for foredraget at gøre: den nok så bekendte Ødipus-skikkelse. En meget problematisk ting ved hele Ødipushistorien eller -komplekset er, at den er blevet invaderet af freudiansk tankegang og har lagt køl og ryg til den berømte teori om drifterne og deres skæbne og den dermed sammenhængende fasedelte udviklingsteori, vidt og bredt bekendt som Ødipus-komplekset eller den ødipale fase i drengens udviklingsforløb. Jeg vil gerne tillade mig at rokke lidt ved denne Ødipus-forståelse, der bygger på en enkelt replik i Sophokles’ tragedie – Iokastes replik om den blinde skæbne og drenges drømme om at dele seng med moderen – og i øvrigt på en meget egensindig fortolkning af myten med faderdrabet og ægteskabet med moderen som en gennemspilning af de opfyldte driftslængsler. Ganske vist i fiktionens realitetsafkoblede laboratorium. At opfyldelsen udløser katastrofen: pest, selvmord og selvafstraffelse og landsforvisning som syndebuk er naturligvis mytens dramatiske måde at prædike driftsfortrængning på: Se, hvor galt det går, hvis vi følger vores dybeste lyster. Lad os derfor spæge lysten og indrette os under ordenen, ære faderen højligt og være barnligt øm over for moderen og finde sig – til den tid – en kvinde uden for familien, der ikke skal reparere gamle skader og indfri evige længsler.

Hvad kunne være nok så meget centralt i Ødipus-myten end driftsskæbnen? Jeg vil foreslå sfinx-motivet og Delfi-relationen, altså erkendelsesprocessen. Ødipus-temaet handler om selverkendelse: at komme til at vide, hvem jeg er på betingelser, der er dunkle og uigennemskuelige. Sfinxen og Ødipus er tæt knyttet til hinanden: begge gåder, en gådestiller og en gådeløser som én og samme person. Ødipus er en sfinx, et gådefuldt væsen, der – som gåden siger – bevæger sig i alle elementer og snart på fire, snart på to og til sidst på tre, men med en stemme, der er én – altså et væsen så foranderligt og mærkeligt som muligt, men dog alligevel en enhed. Det sophokleiske drama handler om, at Ødipus skal løse sin egen gåde. Forhindringerne for denne erkendelse er mange: han er opvokset i en anden familie, men mindes i skægdunets alder om, at han kommer et andet sted fra. Her er det store eventyrmotiv, hittebarnsmotivet – forestillingen om de fantastiske forældre, man i den sande virkeligheds verden er barn af, og de lumpne, foragtelige forældre, vi i skinnets verden ser ud til at være barn af, Theben over for Korinth. Det er – som bekendt – forestillingsmønstre, som Henrik Pontoppidan kendte og benyttede – ørnen, der voksede op i præstegården med stækkede vinger, men jo i virkeligheden stammede fra en helt anden himmel og verden. Drømmen om, at jeg er en anden, er dybt grundlæggende hos Pontoppidan. Hertil knytter sig det paradoks, at ingen kan kende sig selv af sig selv, men er udleveret til andres viden, og at ingen kommer til at kende sig selv gennem andre, men kun gennem sig selv. Identitet er en dialektisk spænding mellem andre og én selv.

Ødipushistoriens temaer om forholdet mellem slægt og individ, om kroppen, fødderne, der bærer arrene, minderne, efter slægtens skamfering, de hovne ankler, og om bevidstheden, denne stilk på toppen af kroppen, der rager ud i luften og bilder sig alt ind, slægtsarvens forbandede realitet og bevidsthedens illusioner, hele temaet om virkelighedens flimrende tvetydighed, overfladiskheden, der er synlig for sanserne, hidset af begærene og båret af ære, magt og rigdom, og alt det nedenunder, undergrunden, slægtens dystre mørke, fortidens kolossale magt, det er temaer, der handler om erkendelsens seje kamp for at komme til rette med individets identitet gennem opgør, drømme, nederlag og dyrekøbte erfaringer. Antikkens Ødipus endte som en udstødt med udstukne øjne og dog også som en stor og vis mand, der havde lært af sin skæbne og den orden, den afslørede. Pontoppidan ender også i en art "hedensk" skæbnetro, i romanerne mere pessimistisk og tragisk, i erindringsværket mere optimistisk, ja faktisk i en eventyrlig skæbnetro. Den har ikke guddommelig signatur, men er en slags profan livstro, en tro på "livets magter" som førende eller bærende individet gennem kærlighedens gaver og lidelsens forædling. Erindringsværkets hele overordnede mål er at ville skildre et livs eventyr, der lykkes, og som Pontoppidan kan forsone sig med netop fordi, det var et eventyr. Et eventyr uden guddommeligt forsyn! Det er dog ikke ensbetydende med, at der er udstedt automatlicens til det gode liv. Det er en tro på de ufortjente livsgaver fra magterne og på den dertilhørende opgave for individet. Det må klare sig gennem kampen på egen hånd med alt det mod, der er nødvendigt for at finde sin "Bestemmelse", forhåbentligt begunstiget af heldet og lykken, "et sønligt Forhold til Fru Fortuna"2, og en styrke til at rejse sig fra ulykken, mislykken, sygdommen, vanheldet, nederlaget og alt andet nedslående. Og dog være taknemlig for alt det, der alligevel – fortjent eller ufortjent – gives!

Helt centralt for den ældre, erindrende Pontoppidan står den berømte kirkefader Augustins "Trahimur"-lære, som Pontoppidan da også passende citerer i Drengeaar:

Det Ord Trahimur, som Augustin gjorde til sit Valgsprog og lod indgravere i sin Signet, kendte jeg naturligvis ikke den Gang, og jeg ville heller ikke havde forstaaet den Erfaring om Livet, som det udtrykker. Vi føres. Stik imod vore egne Ønsker og Forhaabninger, ja mangen Gang paa Trods af den sejgeste, den selvherligste Vilje, narres eller nødes vi Skridt for Skridt til at opfylde vort Livs Bestemmelse, som maaske først bliver os aabenbar ved Vejens Ende" (s. 53).

Dette er jo en fornem formulering af, hvad der er den græske Ødipus-tragedies ironi, skæbneironien i historien, eller hvad den tyske filosof Hegel kaldte historiens list. De store magter i naturen og historien ligger uden for individets begrænsede og overfladiske bevidsthed, samtidig med at individet bilder sig ind, at det selv er styrende. Det er i hvert fald den aldrende Pontoppidans syn på sit eget livsforløb, men i et sådan syn er det på det nærmeste umuligt at skelne mellem det biografisk konstaterbare og det episk-litterært fortolkede. Sandhed og digtning glider i ét.

Til Trahimur-filosofien hører en tiltro til det ubevidste, "de naturlige Livsspirer" og "Lykkens Gudinde", og en skepsis over for det bevidste. Det ubevidste er fødekæden, næringsgrundlaget, hvorfra skæbnen vokser gennem tid og historie. Pontoppidan har da også en væsentlig overvejelse over det karakteristiske ved erindringen, som kunne være mottoet for hele erindringsværket. Overvejelsen står i Hamskifte – og det er jo allerede et vækstbillede, et billede af udvikling som en ubevidst naturproces. Den udløses af, at Pontoppidan er flyttet til København og nu får erindringens forhold til den elskede by Randers – familielivet undtaget notabene:

For det er jo saadan, at vi Mennesker i Forholdet til vore Erindringer har det som visse Dyr med deres Føde, naar de graver den ned i Jorden og gemmer den dér, indtil den har faaet Smag og Lugt af Forgængeligheden. I Reglen bliver vi først i Stand til fuldt ud at tilegne os vore Oplevelser, naar de en Tid har været nedsænket i Underbevidsthedens Gromuld og dér faaet en "Tanke" – er bleven Minder (s. 90).

Pointen i Ødipus-dramaet er, at alt er sket og nu skal erindres og fortolkes, efter at det har ligget i fortidens mørke muld, ligesom Pontoppidan jo i virkeligheden skriver en selvbiografi som en række sindbilleder, hvorigennem han rekonstruerer sin egen identitet.

En række sindbilleder

Lad det være en indledende salut inden det mere forpligtende tekstarbejde skal forsøge at sandsynliggøre min overordnede påstand om ødipus-mytens grundlæggende betydning hos Pontoppidan og i øvrigt lægge noget mere fedt og kød på de blottede ben. Jeg vil gerne fylde kødet på ved at fremdrage de efter min mening betydningsfulde sindbilleder, Pontoppidan indvæver i sin episke biografi. Hermed har jeg også sagt, at erindringerne er mere roman end biografi i betydningen fortælling af et levnedsløb. Det ses f.eks. af den irriterende mangel på dateringer, der er i Pontoppidans erindringer, og som hæver beretningen ud af historien. Men det ses også af koncentrationen, uddestilleringen af livslære, kompositionen – alt det sindbilledlige!

Pontoppidans erindringer fra 1930’erne er afslutningen på hans værk. På en gang tilbageskuende, men også perspektiverende og aktuelt debatterende og stillingtagende. Pontoppidan forstod sig stadig som en højst levende person i tiden – på jagt efter sin egen hemmelighed som en anden Ødipus, men også i kamp med tiden og kritisk over for en række politiske og kulturelle tendenser. Hans selvsyn udvider sig til slægtens og nationens historie; individet er ikke en udelelig, atomar størrelse, men – også i opgøret og frigørelsen – et produkt af sine betingelser i familie, slægt, historie og kultur. Pontoppidan kan ikke andet end have det brede episke syn på sig selv, men det betyder ikke, at han dermed tager brodden af sig selv og dividerer sig op i alle de omliggende sammenhænge. Han er stadig den "sorte ært i bælgen" fra digtet "Syndebukken" fra slutningen af 1879 – oprøreren, den frafaldne, vagabonden, den anti-klerikale gudsfornægter, der ikke vil bøje sig under kristendommens åg, heller ikke under indtryk af sygdom og alderdom. Men han er også den, der tager sin baggrund til sig, den protestantiske kirkelighed, som en kulturkristen arv og gæld, "vor Aands Vugge og Rangle" (s. 42). Han forsoner sig med sine fejltagelser som dele af livets magiske "eventyr". For nok var han "den sorte ært", men erindringerne handler lige så meget om, at han er et lykkebarn, en Lykke-Per! Lykken lå ganske vist ikke i at blive en provinsmatador i Randers, sømand på verdenshavene, håndværker eller handelsuddannet, en fejret teknisk opfinder, der beredte vejen for det moderne Danmark, en skovhugger i Svejts’ skove på alpeskråningen eller – mareridtet – en "klaprende regnemaskine på et kontor"3, nej lykken var at blive digter, og det lykkedes! Ikke mindst fastholder han en grundlæggende fædrelandskærlighed, der med stor bekymring ser på nationens letsindige politik, den tyske imperialisme og engelsk og dansk eftergivenhed og manglende forsvarsvilje.

Han kan uophørligt blive mindet om slægtens betydning og berømmelse og udbredelse over det ganske Danmark, f.eks. på initieringsrejsen til Møn sammen med onklen fra Helsingør og de to fætre, men det fylder ham egentlig med ubehag, "dette gyselige navn Pontoppidan", især når den moraliserende pegefinger er for demonstrativ, hvad den tit var, og det overbeviser ham om det rigtige i at gå sine egne veje i opgøret med præsteslægten, den autoritære klerikalisme i faderens asketiske gevandter og den sværmerisk forfløjne og – i visse retninger – selvforgudende "grundtvigianisme", som han mødte hos sin bror Morten. Den senere bearbejdning af erindringerne, Undervejs til mig selv fra 1943, Pontoppidans sidste litterære manifestation, lægger ud med slægtsnavnets "gyselighed", mens det er placeret som 4. kapitel i Drengeaar. Det bevidner, at Pontoppidan ønskede at stramme sin biografi til en veritabel litterær "dødsmaske" af retoucheringer, udeladelser og fremhævelser, der levede op til artistens formkrav. Tilsvarende er "Trahimur"-refleksionen, der falder i Drengeaar i forbindelse med rejsen til Helsingør, placeret i afslutningen af "Undervejs til mig selv". Artisten kunne sikkert ikke leve med, at hans væsentlige livsfilosofi blev drysset ud så tilfældigt og malplaceret i Drengeaar, når den skulle stå som den monumentale indsigt ved fortællingens ende. Den kristne Augustins livslære, der bygger på inkarnationstanken og fremsættes i selvbiografien Confessiones, bliver dog suppleret med – det måtte gudsfornægteren Pontoppidan vel forlange – et Nietzsche-citat:

Vor Bestemmelse regerer over os. Før vi kender den. Det er Fremtiden, der uden vort Vidende styrer Øjeblikkets Liv.4

Skæbne er fremtid, der først erkendes som skæbne, når fremtiden er blevet fortid i kraft af viljen. Hedningen Nietzsche var lige så klog som kirkefaderen Augustin, og han behøvede ingen gud – med mindre man anser viljen for at være Nietzsches Gud – til at være den "usynlige hånd" i begivenhedernes og omstændighedernes række.

Biografien er en konstruktion ligesom romanen, men selvfølgelig forpligtet på kendsgerninger og kronologi på en helt anden måde, end romanen behøver det. Pontoppidans forhold til kendsgerningerne er dog mildest talt porøst – som f.eks. Thorkild Skjerbæk har vist det i Kunst og budskab. Studier i Henrik Pontoppidans forfatterskab. Kendsgerninger er i erindringens skær altid gennemsyret af fortolkninger, der gør det umuligt at gå bag om erindringens subjektive horisont og finde den egentlige barndoms "wie es eigentlich gewesen"! Struktureringen af erindringen i skriveprocessen stiliserer desuden "virkeligheden" til mønstergyldige scener, handlinger, følelser eller tanker. At Pontoppidan åbner sine erindringer med at skildre sig selv siddende ved vinduet i præstegården i Randers, er allerede en arketypisk scene, der rummer den iagttagelsens kølige distance, der overalt er til stede i forfatterskabet – og måske også i livsførelsen, hvad f.eks. Johannes Jørgensen beretter i sine erindringer Mit Livs Legende5. Man kom ikke tæt på Pontoppidan. Det klare overblik over verden uden for vinduet er samtidig gennemsyret af en voldsom tiltrækning: alt uden for vinduet var spændende, mens familielivets alvorlighed inden for vinduet bestemt ikke rummede ret meget positivt overhovedet. Pontoppidan blev ikke siddende bag vinduet, men han udnævner positionen til sin først "Udkigspost", hvorfra han så den fascinerende verden.

Den panoramiske iagttagelse suppleres med en anden slags, der hentes frem fra Fredericia-tiden, hvor Pontoppidan så verden nedefra – fra et kældervindue. Fra dette perspektiv åbner verdens obskøniteter sig – den pissende hund, de gale eksistenser i Randers, som Pontoppidan bøjer sig ned for at se op i ansigtet. Den borgerlige normalitet, folkelivet af bønder og handelsmænd, krydses af en skrækkelig indsigt i galskab og vanvid hos en døvstum skomager, der lider den kølige bevidstheds sammenbrud. Det er også fra dette perspektiv, at profaneringen af det hellige foregår. Hundelortene på gaderne i Randers forbindes med byens varemærke: skindhandskerne og historien om den rige jøde i Jerusalem, der samlede hundelorte og blev rig, men måtte gå i fængsel på grund af tyveri, og denne lorte-snak leverer det kritiske grundlag for en perverterende fortolkning af Grundtvig-salmens hyldest til det himmelske Jerusalem: "I David-Staden er Guld på Gaden. O Gud ske Lov!". Religion forvandler lort til guld. Overhovedet havde Pontoppidan en særlig vellyst ved at perforere al kristelig religiøsitets selvhøjtidelighed. En eftersidningstime giver anledning til at se et rotteslagsmål på kanten af en affaldstønde, der bliver et billede på de europæiske stormagters slagsmål op til 1. Verdenskrig og viser den politiske floskulaturs obskønitet. Disse iagttagelser og tolkninger – f.eks. også den pædagogiske afstraffelse på Frk. Christensens institut, hvor synderen skulle stikke fingrene ned i "Lille Benjamin"/natpotten – fastholder Pontoppidan i deres nedrighed bag det ophøjede ydre. Pontoppidan er iagttageren i eminent grad, der indstøber iagttagelsen i et kraftfuldt, præcist og billedrigt sprog, der efter min mening ligger langt fra en "akademisk normalprosa", som man ofte hører som stilkarakteristik af Pontoppidan. Der mangler vel stadig en ordentlig undersøgelse af Pontoppidans prosa!?

Men Pontoppidan er mere end iagttageren; han er også drømmeren. Den arketypiske scene går tilbage til en Fredericia-erindring, hvor den lille dreng selvforglemmende forsvinder fra omverdenen og er langt inde i en fortryllet virkelighed.

Jeg var gaaet saa ganske op i Synet [af nogle græsstrå], at jeg var blevet borte fra mig selv, var "faldet i Amdam", som man den Gang sagde om et Barn, når det var blevet rørt af den Tryllestav, der for nogle Øjeblikke udløser det af Virkeligheden og bortfører Sjælen til et underfuldt Liv i lykkelig Selvforglemmelse (s. 25).

Det er drømmeren Pontoppidan, der her tilkendegiver sig første gang. Men hele erindringsværket er jo båret af, at Pontoppidan var udstyret med et drømme- og fantasiliv, der ofte kunne få hans forhold til virkeligheden til at kæntre. Drengeaar spænder en bue fra iagttageren ved vinduet til oprøreren og drømmeren på Himmelbjerget, der aflægger ed for sig selv om at ville hæve det kristne tågeslør over DK og være den moderne fremtids lykkebringer: "Jeg vilde igen tro paa at være født under en lykkelig Stjerne og fra nu af møde den Skæbne, der var mig tiltænkt, som en Mand," siger den 16-årige knægt til sig selv efter vandretur i det indre Jylland og besøget på en moderne papirfabrik i Silkeborg. Overgangen havde været en "Opvækkelse fra det døde", en "Spøgelseverden" var lagt bag ham, og maskinerne "lød i mit Øre som en løfterig Velkomst"6. Den industrielle udvikling af DK – udsat for drømmeren og præstebarnets metafysiske, lyrisk-religiøse sprogbrug stående – af alle steder for selviscenesættelsens skyld – på Himmelbjerget.

Pontoppidan søgte tidligt uden for vinduet. Først og fremmest søgte han socialt nedad mod bunden, væk fra præstegårdens klamme alvorlighed. Brændehuggerfaderen og hans familie ville Pontoppidan hellere være barn i end hans egen; krambodssvendene og folk på bryggen var langt sjovere end medlemmerne af præstefamilien; de søde bondepiger langt mere tiltrækkende end hans egne søstre; og faderen var et prunkløst, asketisk åndsmenneske, der afskyede selskabelighed, verdslighed, sanselighed og munterhed. Derfor orienterede sønnen sig efter alt det, der stod i opposition til faderen: kropslig udfoldelse, friluftsliv i naturen, teknisk opfindsomhed, astronomisk videnskab, balkavalerens præstationer, ridning, badning, sejlsport på Gudenåen etc. Han skulkede fra skolen, omgikkes illegalt den katolske præst og fik strenge irettesættelser og kom under opsyn. Trækkes Pers barndom op med dystre, sorte streger i romanen Lykke-Per og i et litterært arrangement, der skal danne afsæt for Pers opgør med Sidenius-arven, så er der så mange paralleller mellem den litterære Per og den biografiske Henrik, at Kain-motivet knyttet til Per bestemt har bund i Henrik Pontoppidans egen barndomsoplevelse. I "Erindringerne" stiliserer han sin oplevelse i billedet af en skarv på Sct. Mortens kirkespir: "I den ensomme Fugl på Kirkespiret saa jeg et Billede af mig selv. En Skarv. En Strandrøver, som man paa alle Fiskepladser førte en forbitret Udryddelseskamp imod. Fredløs og hjemløs altsaa – som jeg selv" (s. 82). Den forhadte fugl, det forbandede og udstødte barn, der hjemløst søger et hjem alle andre steder end hjemme hos sig selv. En Ødipus-skikkelse, der dog også havde lovet sig selv en større lykke.

Pontoppidan søgte socialt nedad, men også opad. Den sociale orientering sigter mod de store gårde, herregårde, herregårdslivet på Djursland med en helt anden savoir vivre end hjemme i præstegården. Hjemkomsten er altid deprimerende! Sommerferien i Thorning præstegård sætter også det triste familieliv i Randers i relief. Pontoppidan oplever en glad præst og bader i en å sammen med præstens nøgne døtre. "Paradisisk Nøgenhed" kalder han det. I 1865 er Pontoppidan med sin mor i Vordingborg hos morfaren, der er byfoged. Det er vist oplagt en rekreationsrejse for den deprimerede mor, der siden ægteskabet med Dines Pontoppidan i 1844 havde haft 16 barsler og gik i sin sidste barsel samme år, som de havde sølvbryllup i 1869 efter 25 års ægteskab. Den preussisk-østrigske besættelse af Jylland i 1864 og indkvarteringen i præstegården i Randers og Wiener-fredens bitre decimering af DK havde oveni det hele, iberegnet Henrik P’s udskejelser, et barnedødsfald og ny graviditet, været en større belastning, end Marie Oxenbøll kunne klare. Tristessen er ganske enkelt til at tage og føle på! At Morten Pontoppidan kan skildre præstehjemmet i sine erindringer, Minder og Oplevelser 1922, på en langt mere positiv måde, end Henrik Pontoppidan kunne, skyldes vel to ting: dels at hjemmet var et andet, fordi forældrene var yngre og stærkere, dels at Morten Pontoppidan holdningsmæssigt lå meget tættere på sit eget miljø. Han var ikke i opposition; han var ikke "den sorte ært i bælgen" eller en Ødipus, der var i vildrede med sin identitet. Han var den gode søn, der hjalp faderen i kaldet i midten af 1870’erne, da det blev hårdt for den afkræftede Dines Pontoppidan. "Was im Vater schweigt, das kommt im Sohne zum Reden," citerer Pontoppidan Nietzsche for med henblik på sønnen Morten og hans kirkelige betydning7. Det ville jo unægteligt være kontroversielt at lade citatet gælde Henrik Pontoppidan selv.

I hvert fald oplever Henrik P sin morfar som et sandt modstykke til sin far! En levemand! Oxenbøll-slægten var ude i 3. generation af dunkel sydlandsk oprindelse, da den talte en stamfar, der var overlevende fra et skibbrud ved Vestkysten – et genuesisk skib. Morfaren "var en lille, fornøjelig gammel Herre med bløde Træk, lysebrune Øjne og kruset Haar. Det slog mig straks, hvor forskellig han var i alting fra min Far, med hvem jeg uvilkaarligt sammenlignede alle Mænd" (s. 25). Morfaren klæder sig flot, går til selskaber, kører i landauer, bruger parfume; og den kristeligt opdragne Henrik ser i et syn sin morfar køre "lukt ind i Fortabelsen" efter alle den hjemlige faders forskrifter. Besøget hos morfaren bliver således et alternativt orienteringspunkt for Henrik Pontoppidan i forhold til det ufestlige hjem, der manifesterer sin ufestlighed allertydeligst og mest deprimerende på hans konfirmationsdag. Langt inde i romanen Lykke-Per møder Per i toget en munter præst, der kan berette om Pers mors baggrund i Vejle, der har været helt fortrængt af faderens familie. Kathrine Thorsen, som moderen hedder i Lykke-Per, var en dansende og charmerende festpige af ypperste karat, hvilket kaster et chokerende perspektiv ind over det brev, hun har efterladt til Per – "at læse i en stille stund"! Det chokerende er, at det er faderen, der taler gennem moderen, og at hele moderens baggrund og væsen tilsyneladende er blevet udraderet af Sidenius-slægten. Pontoppidan-familien omgikkes da heller ikke Oxenbøll’erne!

Drengeaar skildrer livfuldt formationen af Henrik Pontoppidan og konfliktstoffet, han kom til at digte om. Den erindrende forfatter er på sporet af sig selv, af sine forudsætninger i slægt, miljø og tid, og af sine drømme om en ny verden og en ny identitet, en identitet, som den ny tids skaber og profet. At placere sig på Himmelbjerget og indgå en pagt med fremtiden og lykken, der skal løse ham ud af alle hans konflikter med sine arvede forudsætninger, ikke mindst ud af konflikten med faderen og hans livsundertrykkende kristendom, er på en måde så paradoksalt, som det er skildret i Lykke-Per. Opgøret med den gamle tids kristne metafysik fører ikke i industrialismens formodede lykkesamfund til afskaffelse af al metafysik; den gamle metafysik lever "spøgelseagtigt" eller "underjordisk" videre som en ny metafysik med omvendte fortegn. Pontoppidan på Himmelbjerget er næsten en Moses på Sinaibjerget med nye lovtavler, sådan som Nietzsche ville sprænge de gamle afguder i sin "Götterdämmerung" og indføre Zarathustra som ny lærer om overmennesket. Ligesom John V. Jensen forudsætter det, han benægter i den patetiske appel til "Skaberen", der er talentløs, og kritikken af "Verden", der er døv og uflyttelig, således er Henrik P og Lykke-Per viklet ind i opgørets usalige sammenhæng med opgørets egen genstand – frigørelsens skjulte bindinger og åbenlyse illusioner. Den moderne tekniker skulle erstatte præsten med lige så omfattende metafysiske fordringer, som denne havde haft patent på i næsten 1900 år.

Mere drømmer end forsker

Flytningen til København som 16-årig er forudsætningen for, at Pontoppidan kunne få erindringens forhold til Randers. Afstanden i tid er en banal forudsætning, afstanden i rum, tror jeg, er en ligeså nødvendig forudsætning. Var Pontoppidan blevet i Randers, var han vel blevet en bymatador eller original som onklen i Helsingør – hvem ved? Men jeg tror ikke, at man kan få det erindringens forhold til sin barndomsverden, som der kan laves digtning på, hvis han var blevet boende. Hamskifte åbner da også med, at den unge Pontoppidan i København, rettere sagt Nørrebro, i skumringen sad og tænkte tilbage på Randers – byen, ikke familien. "Billederne skiftede som Synerne i en Drøm" (s. 90). Randers er ved at omdanne sig til en ny virkelighed i "Underbevidsthedens Gromuld", fordi han ikke længere har byen direkte foran sig i sine sanser. Den genskabes til digterisk brug på et senere tidspunkt, dog således at et besøg i ny og næ har en højst stimulerende virkning på erindring og fantasi. Jeg har overhovedet ikke tal på, hvor mange gange Pontoppidan vendte tilbage til Randers for at lade fantasien op. Lykke-Per drager til Randers flere gange, sidste gang for at dvæle ved forældrenes gravsted, overbevist om at han har nået en ny indsigt, der forsoner ham med kristendommen, magister Ludvig Glob rejser tilbage i Minder etc. Digteren har sit materiale i erindringen, det vil sige fortiden, teknikeren er hele tiden på spring ind i fremtiden med nye ideer og midler til en bedre tilværelse. Da erindringen får tag i Pontoppidan, er han allerede ved at forvandle sig fra den moderne tids profet til dens digteriske fortolker.

I Hamskifte skildres forvandlingen af Lykke-Per med "de storagtige Indbildninger om en Gang at imponere Verden med en epokegørende Opfindelse"8, altså af den polyteknisk studerende Henrik Pontoppidan, til digter. Det er hamskiftet – fra fremtidens stråleglans til fortidens mulm og mørke. Pontoppidan udvider i København sin verden, bliver politisk interesseret, iagttager den politiske diskussion på Christiansborg og er imponeret af Venstres høvding, Chresten Berg, også selv om han lider nederlag til den konservative Hall. Pontoppidan er naturligvis stærkt optaget af den danske "30 års krig" for parlamentarisk styre og har ikke i sin alderdom glemt Estrups "Herremandsvælde", ej heller "den fremmedfødte Monark", der havde "frataget Folket det af Forgængeren givne "Frihedsbrev"". Christian Nitals guldbryllup står for skud, ligesom det gjorde det i Nattevagt. Der er konsistens i holdningen. Ligeledes undersøger Pontoppidan kirkelivet i København – fra den biskoppelige primas’, H.L. Martensens gudstjenester i fløjl og medaljer i slotskirken – som at se et næsehorn i zoologisk have – til pastor Frimodts omvendelsesforkyndende helvedesprædikanteri, der gav Pontoppidan "en uhelbredelig Afsmag for den Art religiøs Propaganda". Senere kommer et bekendtskab med jødiske familier, især en grossererenke med to voksne sønner, som Pontoppidan karakteriserer som "en til Overmod frigjort Slægt". Det jødiske tema løber gennem erindringsværket, ligesom det jo med Salomon-familien er helt centralt i Lykke-Per.

"Kongevejen til mine store Forhaabningers Opfyldelse" – helt Lykke-Per’ske formuleringer – banes ved bestået matematikeksamen og påbegyndelsen af det polytekniske studie i H.C. Ørsteds gamle haller mellem Studiestræde og Sct. Pederstræde. Studiets ringe anseelse i tiden, vaudeville-tidens sidste lampeskær, står i skinger kontrast til Pontoppidans store drømme. En just færdiguddannet kandidat ud af to var endt som vejassistent i Vendsyssel – dog ikke det yderste Thy på Aggertangen nord for Vestervig efter et venstresving i Ydby på vejen fra Oddesund til Thisted, Pontoppidans stedsangivelser er geodætisk pinligt verificerbare. Flere forhold belejrer studiet og er med til at undergrave det: f.eks. er Pontoppidans interesse for geologi langt mere poetisk end egentlig strengt naturvidenskabelig, ligesom det er tilfældet med hans forhold til astronomien; han er mere en drømmer om universet end en forsker. Han vil på metafysisk maner udgrunde verdensgåden snarere end studere partikler og aflejringer. Han bliver besat af den mystiske figur, "Schaff", som sekundærlitteraturen vel har godtgjort er en litterær figur – for så vidt Pontoppidans alter ego, "modsigelsesdjævlen", en spidsfindig kierkegårdianer i 8.te potens, tragisk naturalist, vittig skeptiker, en mefisto-type, der skræller alle illusioner væk, der skjuler nihilismen. At Pontoppidan bruger denne figur i sit erindringsværk, viser, hvor litterært det er komponeret. Biografien er selv en fiktion. Og figuren Schaff modarbejder afgjort et seriøst smedestudium, der samtidig skal kanalisere metafysiske drømme.

Dertil kommer det berømte nederlag i forbindelse med Grønlandsekspeditionen. "Isørkenens vilde Huldres fortryllende Kærtegn" skulle ikke gives Pontoppidan, der havde drømt som en besat om denne ekspedition, et drømmeri om eventyr og heltedåd, der går langt ud over ekspeditionens geologiske formål. Det er langt snarere digteren i Pontoppidan, der lider nederlag, end det er polyteknikeren, der desværre er for ung og ved for lidt om kemi. "Den lange Række af Begivenheder, som skulde ende med at omstyrte alle mine Forhaabninger, saa der i Stedet for en Ingeniør blev en Skribent af mig" begyndte med Grønlandsekspeditionen, men man kan sige i læsningens baglys, at skæbnens ironi eller historiens list eller Augustins trahimur-lære eller Nietzsches viljesfilosofi allerede havde været virksom længe. Pontoppidans destination var penneskaftets virksomhed mere end vinkelmåleren og nivelleringskikkerten, og det stod allerede længe skrevet i stjernerne eller lå som "Livsspirer" i ham selv.

Svejtser-eventyret, alperomantikken med Susanne (bliver hun måske omdannet til Franziska og Inger i Lykke-Per?) og bestigningen af Faulhorn frisætter vel også digteren i Pontoppidan. I anden sammenhæng9 har han gjort natten på bjergkammen konfronteret med isørkenen og døden til fødselstidspunktet for digteren, og Morten Pontoppidan siger i 1879 efter faderens død, at det ikke er overraskende, at han vil være digter i betragtning af de hjemsendte svejtser-breve fra sommeren 1876. I erindringsværket sætter Pontoppidan selv "frieriet til musen" til faderens død pinsemorgen i juni 1879 og hjemrejsen over Kattegat. Hvis beslutningen om at blive digter og bryde alle broer til ingeniørstudiet tages i forbindelse med faderens død, er det så symbolsk som det kan være. Modstanderen var pludselig væk – protesten og selvhævdelsen gav ingen mening – beviset manglede en modtager. Pontoppidan gør i hvert fald meget ud af at skildre sin vildrede, sin "indtil Fortvivlelse" vildrede om, hvad der var hans bestemmelse, stimuleret ved synet af de græssende køer, der næppe gjorde nogen spekulation om deres "rette Bestemmelse". Han havde da også kort forinden modtaget en ikke uvenlig anerkendelse af sit Svejtser-drama fra selve Det kongelige Teaters censor Molbech. Teknikeren er i fuld gang med at blive digter.

Hamskiftet var i fuld gang – også i sindbilledernes antal. Pontoppidan ser en "stumphalet køter" halse af sted efter en sporvogn på tværs af mulige forhindringer for at følge sin "Herre", sin bestemmelse. Det er nedefra-perspektivet på den ophøjede forfattergerning. Det suppleres da også straks med et Napoleon-billede, der tillægges fiktionsvennen "Schaff": Napoleons sejrrige felttog skyldtes, at han spærrede alle veje og brød alle broer, der kunne muliggøre et tilbagetog. Således brød Pontoppidan selv, da hans modstander nr. 1: faderen var død, alle broer og forlod det polytekniske studium. Det er helteperspektivet på forfatter-drømmen. Pontoppidan dyrkede modet, fordi der var en skjult alliance mellem modet og lykken. Det er den gennemgående overbevisning i erindringsværket. Også selv om han ved indgangen til forfattergerningen kunne mødes af et modsat sindbillede: den fordrukne sjuft ved boghandlervinduet inde på Strøget med drankertud, delirium tremens og i højlydt snak med sig selv. Det giver stødet til "Skæbnenovellen på Vers", "Syndebukken", der intonerer store temaer i forfatterskabet og ikke mindst i Lykke-Per:

Han blev en ensom – fremmed for sig selv,
en Livets Vagabond på øde Veje.
Sin Dom han hørte rundt i Byens Gader:
"Han slægter dårligt på sin ædle Fader"

(…)

Fra År til År han grunded’ på sig selv,
mens blindt han stredes med sin Faders Skygge,
med vilde Drifter, der af ham blev bundet
og af hans Vilje sejrrigt overvundet.

En Lykke-Per, en Ødipus, der er ramt af forbandelsen fra starten af? Lad mig minde om det sted i romanen Lykke-Per, hvor Per en sidste gang er i København og sidder i Ørstedsparken. Han ser en statue med græsk motiv: en silen og Dionysosbarnet i faderlig og sønlig harmoni og glæde og tænker over, hvad det ville have betydet, hvis "et saadant Solskinssmil havde lyst over ham som Barn". Han var jo til gengæld blevet "indviet til Livet med et Kys af Dødens Mund" – eller i kristelig sprogdragt: "Gravens Korsmærke blev tegnet på hans Pande og Bryst samme Dag, han saae Lyset". Sådan lyder det med en perverteret formulering af dåbshandlingen. Det var et Pontoppidansk speciale.

Rusticus-drømmen

Et andet hamskifte er drømmen om den landlige oprindelighed. Den har også Svejts som udløsende årsag, men stikker givet dybere og går tilbage til barndommens natursværmeri. Drømmen om at være den nye verdens tekniker eller demiurg, Himmelbjergets profetiske polytekniker, forvandles i Svejts til en drøm om at være en simpel skovhugger i et bjælkehus sammen med Suzanne. Så meget Pontoppidan tidligt kunne drømme om at være civilisationens heroiske fremskridtsmand, så meget får han efterhånden en modsat drøm, ofte betinget af rædslen for at skulle blive "en klaprende Regnemaskine på et Kontor". Pontoppidan skjuler ikke, at der stikker en brødflov asket i ham, der tager anstød af bylivets luksus, kvindernes pynt, bordets raffinerede glæder, ja sågar de moderne tekniske opfindelser, der letter livet så meget, at selv en podagrist kan komme rundt og besigtige de højeste bjerge via velocipeden og flyveomnibussen. Han var inkarneret vandringsmand på de danske landeveje. Han betoner ofte, at han ikke er et løssluppent renæssancemenneske. I stil med Holger Drachmann. Nej, han er i slægt med de indre livsforsagere i den lange pibekravede præsteslægt, der hellere nyder lidelsen, end de lider ved nydelsen.

Uanset at Rusticus-drømmen ikke gik i opfyldelse i Svejts, kan den gamle forfatter dog skrive – så at sige uden at blinke med øjnene: "For jeg kunne jo ikke vide, at det var mig beskaaret en Gang at virkeliggøre Nybyggerdrømmen og formæles med Mulden i mit eget Hjemland" (s. 127). Hvad Pontoppidan her tænker på er ægteskabet med Mette Marie Hansen fra Østby i Horns Herred, der fremstilles som endnu en drøms lykkelige realisation af den aldrende forfatter. Den anti-grundtvigianske Pontoppidan, den frafaldne fra præstegård og kirke og kristendom, midlertidigt ansatte på storebroderens højskole med undervisning i fysik, landmåling og naturhistorie på rent videnskabeligt, fritænkerisk grundlag, forfatter til Det forjættede Land, der er en stor kritisk afdækning af oprindelighedsdrømmens fallit og grundtvigianismens "kykeliky", bukker af alle under for den grundtvigianske folkelighedsdrøm, bosætter sig i landsbyen snart her og snart der, vender sig mod det københavnske storbylivs dekadence og vil leve "som en ugle i skoven", som Edvard Brandes senere siger til Pontoppidan. Man kan sige så meget, at Pontoppidan er bemærkelsesværdigt solidarisk med sig selv og sit drømmeægteskab, uanset at det kom til at gå meget galt. Privatlivet er der i Pontoppidans Erindringer sat vandtætte skotter om, men så meget kommer ud mellem linjerne, at drømmen ganske snart blev et anstrengt foretagende. Han murer imidlertid et monument op om sig selv: sit livs eventyr, sin livsopfattelse og sine holdninger til personer og historiske strømninger i det offentlige rum. Der er karakteristisk nok heller ingen referencer til romanværket overhovedet trods det, at Emanuel Hansted og Hansine Jørgensdatters historie dog er en litterær bearbejdning af Pontoppidans eget mislykkede fantasiprojekt om at gifte sig ind i almuen og "formæle sig med Mulden". Kortene bliver holdt så tæt ind til kroppen som muligt, som Knud Erik Pedersen sagde til mig om Smærup Sørensens roman Mærkedage, fordi han næsten ikke kunne genkende noget af Staun i romanen.

Det romantiske projekt, guldindrammet af Chr. Winthers landsbyidyller, får dog den effekt for forfatterens vedkommende, at han lærte det danske landproletariat at kende og de danske bønder. Han siger selv, at han lærte de fattiges livsforhold at kende. Han fulgte ikke Skriftens ord om at rive det øje, der forarger dig, ud! "Den ulige Fordeling af Livets Goder var bleven et Problem for mig", skriver han som en arv fra moderen, der havde en social samvittighed, som hos faderen var indhyllet i syndefaldets tåger. Dette er som bekendt baggrunden for det socialkritiske forfatterskab i 1880’erne. Dansk litteratur kender vel ingen vandringsmand så omvandrende som Henrik Pontoppidan. Vandringen var både et møde med den sociale virkelighed i Danmark, men også – jeg havde nær sagt ødipalt – en eksistentiel måde at overveje sine problemer, sin menneskelige udvikling, på. Vandringsmanden bliver da også en fortæller- og persontype, der overalt dukker op i forfatterskabet. Iagttagelsens panoramiske og kritiske blik – blikket fra oven og fra neden – er da også sammen med engagementet de bærende stilistiske søjler i det agitatoriske vrede forfatterskab.

I det hele taget er Erindringsværket gennemstrømmet af den lykke, der vender alt forkert og fejlagtigt til goder for forfatteren. Det er den gode skæbnes ironi, som får den følgende formulering af forfatteren: at "det ofte er vore Vildfarelser og Misgreb, vi kan takke for, at Livet blev til det Eventyr, som vi jo alle sammen helst skulde bringe ud af denne Tilværelse, fordi det er det eneste, der kan forlige os med den" (s. 144). Det er ateisten Henrik Pontoppidans modererede nietzscheanske bekendelse: den opnåelige, jordiske lykke, der forsoner os med "Støvets Verden", ja forlanger, at vi skal være denne skrøbelige og tilfældige verdens tro tjenere. For der gives ingen anden. "Es gibt keine Hinterwelt," som Nietzsche sagde10! Et andet eksempel for Pontoppidan på det lykkelige eventyr, er den berømmede etatsråd og forlægger Frederik Hegel, Gyldendal – fra horeunge og simpel trykkerilærling til ejer af Gyldendal og dominans i hele den skandinaviske verden. Han omtales i Arv og Gæld (1938), da Pontoppidan indleder sit forfatterskab med debuten i 1881 i Ude og Hjemme. Arv og Gæld er skrevet på baggrund af den europæiske fascismes udvikling, og sammenkædningen af fortid og nutid er helt åbenlys! De lange perspektiver er overhovedet karakteristisk for erindringsværket. Djurslands historie fra rå romantiseret naturtilstand til civiliseret, tæmmet og kristianiseret nutid indgår i erindringsværket på samme måde, som det er tilfældet i Lykke-Per, da hovedpersonen ankommer til Kærsholm. At hofjægermesteren er en parodi på en dansk junker, er ikke et forsvar for politiske junkermanerer. Pontoppidans vrede over det moderne Junker-Europas tilstand: "Nationers Umyndiggørelse eller Selvfornedrelse under et Enmandsvælde opretholdt ved Hjælp af opfanatiserede og korrumperede Embedsmænd og Dommere, ved spidsfindigt Lovtrækkeri, brutal Knebling af Modstandere, Censur og andre uhyggelige Forhold" (s. 170), er utvetydig, ligesom han forstår den danske mini-fascisme under Estrup som "en Generalprøve på det nuværende europæiske Diktatur". Pontoppidan ser i Danmark på såvel højre- som venstrefløjen mærker af Estrup-diktaturet, "forsaavidt vi stadig kan spore indeklemte Selvherskerlyster hos de politiske Partiers stærke Mænd, og det både i det gamle og unge Højre og – ikke mindst måske – i den modsatte Lejr". Sådan analyserer den mere end 80-årige Pontoppidan den politiske situation i Europa og Danmark, hvad angår fascismen, konservatismen og kommunismen. Pontoppidan var ikke med alderen blevet tandløs!

Den politiske enighed med broderen Morten Pontoppidan er da også det, der overhovedet bærer Pontoppidan igennem sit problematiske forhold til højskolen. Den selvafklaringsproces, Pontoppidan er inde i med lange vandreture som resultat og rejser til Randers, bliver hele tiden påvirket af højskolen og broderens åndelige pres af forventninger om grundtvigiansk omvendelse, kirkegang, salmesang og deltagelse i "vennemøder" og økonomisk hjælp til kirkebyggeri. Men Henrik Pontoppidan står simpelthen fast på sin – så at sige ødipale – vandring ad "Selverkendelsens og Selvforløsningens Vej", vandringen mellem Korinth og Theben over Delfi med den berømte inskription "Kend dig selv", ja vandringen mellem Theben og Kolonos – Ødipus’ vandringer svarende til Pontoppidans vandringer til Randers og i det nordsjællandske landskab eller i det meste af Danmark eller i Svejts. Konflikterne var åbenlyse omkring Pontoppidans undervisning i naturfagene på et evolutionært grundlag, hvor Morten Pontoppidan forlanger, at "Troen på Skabelsesunderet og paa Muligheden af en fortsat guddommelig Indgriben i Verdensordenen" måtte være mere passende på en grundtvigiansk højskole.

Ikke des mindre er tiden også spundet ind i den skæreste og blankeste natur- og almueromantik. Det nordsjællandske landskab, Issefjorden, Horns Herred og forelskelsen i Mette Marie Hansen, "af den ældste og bedste Bondeslægt i Horns Herred", hele "Nybyggerdrømmen og Formælingen med Mulden", vækker den lyriske drømmer i Pontoppidan, men dette – og det er altså karakteristisk – uden at han mister sin kritiske sans over for den sociale virkelighed. Han debuterer i efteråret 1881 med en socialkritisk fortælling, "Et Endeligt", der fremkaldte en anmeldelse, der anbefalede læsere, der ikke havde daglig gang på "Møddinger og i Svinestier", at stænke sig med "Eau de Cologne"11. Så vældige modsætninger måtte Pontoppidan holde sammen på i al nøgternhed og afbalanceret erkendelse. De episke justeringer mellem indre og ydre, drøm og virkelighed, poesi og kendsgerninger, engagement og iagttagelse var hele tiden opgaven. Han kunne ikke synke hen i natursværmeri eller i folkelig vadmelsdragt uden at forråde andre sider af sig selv: kritikeren, der måtte blæse i "Kampluren" – det være sig over for den grundtvigske idylliserende søndagsskoleopfattelse af tilværelsen og generelt af den kristne tro på en trøst og hjælp, der kan hentes "udenfor mig selv" (s. 175), det katolske sværmeri, som spiller en bemærkelsesværdig rolle, den politiske knægtelse af friheden og demokratiet eller den selvopgivende forsvars-, sikkerheds- og udenrigspolitik i DK. Han holdt fast i, at guderne ikke havde ordnet tilværelsen som en "Forsamling af rare gamle Tanter med Hængekrøller og Strikketøj", men at den var en kamp, hvor selv "det ynkeligste lille Fremskridt ofte kan kræve Strømme baade af Sved og Blod" (s. 172). Dette sagt helt generelt, men også med særlig reference til tiden o. 1938.

Den litterære verden kommer til at spille en stadig større rolle i erindringsværket. Allerede under "Schaff"s auspicier havde Pontoppidan taget stilling til J.P. Jacobsen og Holger Drachmann og – ganske overfladisk – til Georg Brandes’ betydning. De russiske realister var anbefalelsesværdige sammenlignet med de danske "romantiske sildefødinge", der hengav sig til sproglig ornamentik eller rystede vers ud af ærmet. Under eget navn godskriver Pontoppidan afgjort den store betydning, Georg Brandes havde – også for ham selv! Men han indplacerer bestemt også et syrligt portræt af den store kritiker, da han tilfældigt møder ham på færgen til Århus: en ganske indbildsk, selvoptaget og meget forfængelig mand – forstår man på Pontoppidans portræt. Sammenligner man Brandes’ Erindringer med Pontoppidans, bliver konklusionen, at Brandes ikke evnede at forme sine erindringer til et afsluttet hele, men – alle deres fortræffeligheder ufortalt – skejer ud i manisk opregning af alle hans foredragssucces’er og bekendtskaber Europa rundt, som om der manglede et indre organisationsprincip i skribenten selv. Det kan man ikke sige om Pontoppidan; han strammede endda sine erindringer, så de blev mere definitive og maskeagtige, end de behøvede at være. Ellers var Pontoppidans holdning ganske skeptisk over for den litterære verden med alle de renæssanceagtige symposier, som passede dårligt til den indre asket, der boede i Pontoppidan. Han skulle altid ud at vandre for at få styr på sig selv efter de københavnske eller skagensiske orgier. På samme måde som Per i romanen efterhånden vender sig mod det luksuriøse, rige, jødiske overklasseliv og lader sig drage af dansk biedermeiers småtskårenhed, Ingemanns aftensalmer og en landlig enfoldighed. Efter ekcesserne i Skagen om sommeren var det for Pontoppidan skønt at komme hjem til duerne på taget, hanegalet i hønsegården og kartoffelstykket ved det lille hus i Hjørlunde, hvor han havde installeret sig og regnede med, at alle "troldetanker" ville ophøre. Endnu i hvert fald.

Pontoppidan er bestemt håndsky, når det gælder hans første ægteskab. På den ene side er det realiseringen af en drøm, der fuldbyrder sig med børn og rammes af tragedien med den første datters død på grund af hjernebetændelse, på den anden side skinner det klart igennem, at Pontoppidan følte sig ensom og blev isoleret i sine landlige omgivelser i Østby eller på Havreholm. Sommerferien til Blokhus i august 1888 og mødet med søstrene Kofoed, og ikke mindst Antoinette Kofoed, får skæbnesvangre konsekvenser, uanset at Pontoppidan i øjeblikket ville opfatte det som en flygtig sommerflirt. Han havde simpelthen mødt en kvinde, han stemte overens med og var overordentligt tiltalt af. Den landlige Pontoppidan forvandlede sig snart til "Urbanus", flyttede ind i Pileallé på Frederiksberg og var engageret i det brandesianske kompagni på Kjøbenhavns Børs-Tidende, der blev finansieret og styret af Ernst Brandes. Han fik da også sin obligatoriske byretssag med anklage om blasfemi, som Ernst Brandes måtte tage sig af. Rebellen var stadig aktiv.

Religionen et hovedtema

Den religiøse diskussion og kritik optager en ganske stor del af erindringsværket. Naturligvis! Katolicismens åndelige forførelse er Pontoppidan overordentlig skeptisk overfor. Bryllupsrejsen i 1892-93 til Østrig og Italien afsætter mange kommentarer om katolicismen, som givet også afspejler tendenser i det litterære åndsliv i Danmark og Europa, som Pontoppidan var bekymret for. Han ser denne omvendelsestrend som et udtryk for, at digtere og kunstnere manglede en "aandelig Hjemstavn og naturlig Frugtbarhed". Fristelsen lå ikke for Pontoppidan overhovedet. Jeg synes, at man kan sige, at ingen irreligiøs dansk forfatter eller tænker har boret så dybt i religionens væsen som Pontoppidan! Hans opfattelse er til det sidste, at religion er et antropologisk fænomen af højeste interesse. Han kan acceptere religionen som et antropologisk fænomen, men ikke som et teologisk fænomen med objektiv gyldighed. Hans bedømmelseskriterium i forhold til religioner, kirkelige retninger eller teologiske positioner er rent antropologisk. Hvad tjener mennesket bedst? Hvad tjener livet bedst? Og det kan nok ikke overraske, at han langt foretrækker en jævn, udogmatisk protestantisme frem for enhver slags sværmeri af katolsk eller vækkelsesagtig karakter.

Egentlig hylder Pontoppidan en art livsreligion eller naturreligion, der bygger på "Bevidstheden om det fælles Ophav, som forklarede den menneskelige Samfølelse, der var vor sande Religion, et virkeligt Broderskab, der omfattede Individer af alle Racer og Kulører" (s. 228). Man måtte være "Tysker" for at tage anstød af, at de kristnes gud foretrak en jødisk kvinde som moder til sin søn, skriver Pontoppidan provokatorisk i 1940! Fornuften langt snarere end samvittigheden ville den gamle Pontoppidan gøre til det "højeste menneskelige Gode". Samvittigheden var et gammelt "Pulterkammer for al slags hengemt Overtro og for længst overvunden Fordom", men alligevel tror vi "i Spøgelserøsten fra dette Gravkammer" at høre en "guddommelig Vejleder". Pontoppidan anno 1940 i Familjeliv ville heri se årsagen til "saa meget Ufordragelighed mellem Menneskene", at "Broder rejser sig mod Broder, Slægt mod Slægt, Folk mod Folk, Religion mod Religion; som kort sagt er Kilden til den meste Ufred i Verden" (229-30). Pontoppidan er i sin religionsopfattelse så moderne og aktuel som det er muligt at være. Den græske Ødipus endte med at indse gudernes eksistens og en givet orden i kosmos. Vor Ødipus fra Randers bøjede sig ikke for den erkendelse, men anlagde en langt mere frugtbar, kulturel synsvinkel på spørgsmålet.

Er religionen et hovedtema gennem erindringsværket, og er Pontoppidan kastet ud i opgør, kritik, afvisning og moden afklaring, ja så er Nietzsche en overordentlig vigtig samtalepartner. Jørgen Moestrup har 1967/70 grundigt dokumenteret Pontoppidans flittige studier i Nietzsches forfatterskab i forbindelse med affattelsen af Lykke-Per fra 1898 og fremad, men bekendtskabet med Nietzsche går ifølge erindringerne tilbage til Brandes’ præsentation i tidsskriftet Tilskueren 1889 og den hermed fremkaldte debat med bl.a. filosoffen Harald Høffding. Nietzsches kristendomsopgør, moralkritik og afsløring af tidens afguder i "Götzendämmerung" kunne ikke andet end fænge hos Pontoppidan. Pontoppidan anerkender Nietzsche som "en Aand med Stormfuglevinger", men han reserverer sig klart over for hans rolle i det aktuelle, nazistiske Tyskland, "hvis aandelige Fader han i Virkeligheden har været" med sin forudsigelse af, at Europa i det nye århundrede ville gå ind i "Krigens klassiske Tidsalder". Pontoppidan tilslutter sig ikke Brandes’ brug af Nietzsche, men Høffdings kritik. "Han er Digter; hans Styrke er Stemningen (særlig den antipatiske Stemning), som han formaar at udtale med en mærkelig Kraft. Men bag det hele mærker man, forekommer det mig [altså Høffding, men også Pontoppidan], noget sygeligt forvredent" (s. 222).

Pontoppidan ser Nietzsche som en tragisk skikkelse, der endte i sindssygen. Der var intet livseventyr over Nietzsche, men det totale sammenbrud. Det samles i den mærkelige begivenhed, som Pontoppidan refererer fra en bekendt forlægger i Jena, Diederichs, der fortæller, at krager fløj skrigende hen over gravstedet, da Nietzsche blev begravet i Röcken – svarende til Nietzsches kragedigt: Die Krähen schreien/ und ziehen schwirren Flugs zur Stadt/Bald wird es schnein/Weh dem der keine Heimat hat". Det er modernitetens hjemløshed, der bliver formuleret af Nietzsche. Dette sted har i øvrigt givet anledning til en hel roman af Aalbæk Jensen – romanen Gertrud fra 1956, hvor dette digt er et ledemotiv.

Pontoppidans forhold til Nietzsche er dialektisk: han kan bruge ham i kritikken, men må tage afstand fra ham, når det gælder de uhyrlige konsekvenser. Lykke-Per forsøger jo også at være en nietzscheaner, et overmenneske, en Cæsar, en Dionysos, men kommer ynkeligt til kort. Busten, der blev lavet af Per i Rom, og som skildrer Per som en Cæsar, står til sidst i det lille hjem i Rimalt og udgør en tragikomisk kommentar til Pers storhedsdrømme. Da er Per da også kommet under indflydelse af anti-dionysikeren pastor Fjaltring, der tager konsekvensen af den religiøse passion og begår selvmord i sit eget klædeskab i skjul for enhver omverden. Døden er religiøst set en højere eksistens end livet.

Hamskifter

Pontoppidans erindringsværk slutter med 1. Verdenskrigs udbrud. Undervejs til mig selv supplerer erindringsværket med en helt aktuel kommentar til 2. Verdenskrig, hvor ikke længere fyldepennen er våbnet. Pontoppidan opsummerer sin forfattergerning med at udnævne sig til en ordets stridsmand: "jeg gjorde en Række Aar min Skyldighed som mening Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp" og imødeser en "Tid, hvor Fornuften igen regerer i Verden og skaber en Tilværelse, man ikke behøver at skamme sig over". Erindringsværkets uafsluttethed er indskrevet i slutningen, for så vidt det måtte slutte, når "Pennen af naturlige Årsager faldt mig ud af Hånden". Ufriheden i det Tyskland, der mobiliserede til 1. Verdenskrig, og den "frygtelige Ødelæggelseskrig", Pontoppidan redigerede sine erindringer under i ’40 til ’43, er den dystre baggrund, han skriver sit livs eventyr på!

Ødipus endte som vismand. Det gør Pontoppidan egentlig også. Pontoppidans hamskifter frem til den skrivende olding, der modigt tager stilling til tidens vanvid, er talrige – fra den unge rebel, over teknikeren og den moderne tids profet, til digteren med det sociale og politiske engagement og digteren, der i stigende grad sætter personlighedens gåde i centrum. Han bliver stedse mere skeptiker i forhold til den moderne verden, han havde drømt om, men udvikler også en personligheds- og livsfilosofi, der rummer så hedenske træk som skæbnen, lykken, kærligheden, kampen, modet, lidelsen og sejren, og som helt overordnet er bygget på eventyret som model. Livet var/skulle være et eventyr, der lykkedes, så man træt af dage lettere kunne forlade det. Denne eventyrtro er Pontoppidans forsoning med den givne tilværelse. Som han siger til sidst i erindringsværket med piskende svirp til kristendommens dommedagsforestilling: "At tiltro Verdenssjælen menneskelige, ja bedsteborgerlige Egenskaber er efter mit Begreb Bespottelse"12.

Selvbiografien er så ikke blot levnedsberetning, men endnu et forsøg på at løse sin egen, det vil sige sfinxens gåde. Den er litterær i sin bevidste stilisering af situationer som sindbilleder og i sin komposition, der afspejler et udviklingsmønster, og i sin fortolkning af dette udviklingsmønster. Den er reflekteret ved de stadige perspektiver fra fortid til nutid, ved den klare stillingtagen til tidens spørgsmål: litterære, religiøse, politiske, tekniske etc. og ved den samlede livsanskuelse, der i tekstens understrøm dirigerer fortællingens gang. Det er en hærdet og særdeles prøvet og erfaren epiker, der sammensætter sin biografi – den sidste så stramt og definitivt, at den mister den førstes charme.

I Lykke-Pers optegnelser, som bliver fundet af skolelæreren og engmesteren i en skuffe i et bord, der tilfældigt stod med skuffen vendt indad mod væggen, står der en optegnelse, der næsten opsummerer erindringsværkets forløb. Optegnelsen havde i øvrigt været trykt som artikel i Politiken 12. Marts 1897 som en "Enetale". Det er ikke hele enetalen, Pontoppidan genbruger i Lykke-Per. Fortsættelsen er forfatteren Henrik Pontoppidans egen fortsættelse. Optegnelsen er med rette berømt. Den inddeler menneskelivet i 3 faser: ungdommens metafysiske trang til at afdække "Tilværelsens styrende Magter" og tekniske drøm om at kontrollere og korrigere "det store Verdensmaskineri". Det interessante er sammensmeltningen af metafysik og teknik, som det var tilfældet for den unge polytekniker Henrik Pontoppidan! I en ældre alder er det historien, altså fortiden, udviklingen, lovene og formålet for menneskehedens "Kamp og Liden", der er genstand for vores utålmodige blik: historiens metafysik og social-humanitære retning – svarende til Pontoppidans indignationslitteratur! En dag – og det er tredje fase – lyder en "Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsestemme, der spørger: Men hvem er du selv?" "Fra den Dag er vort eget sande Jeg blevet den store Sfinx, hvis Gaade vi stræber at løse". Det er Ødipus-gåden, som sfinxen stiller – svarende til den fase i Pontoppidans udvikling, hvor personlighedsspørgsmålet blev det centrale. Individet er ikke en karakter hos Pontoppidan, det har ikke en kerne. Sjælen er på moderne betingelser ikke en enhed, ikke en "enfoldighed", men et mangefold, og spørgsmålet om dets sammenhæng og enhed er uafgjort.

Avisartiklen fortsætter med følgende, der er udeladt i romanen:

Jeg har intet Haab om at finde et Svar og kan dog ikke lade være at søge. Jeg ved at jeg igen i Morgen og i Overmorgen og indtil mine Dages Ende vil sidde således ensom under Lampen og føre Enetale med mig selv, tage alle den forløbne Dags Begivenheder for mig én efter én, alle mine Indtryk fra Naturen, Mennesker og Bøger, alle mine Tanker, alt hvad jeg har følt og fundet … for ud af det alt sammen at danne mig et Billede af eller blot en Forestilling om mig selv og derigennem om de andre Mennesker og om Historien og de usynlige Ting.

Disse billeder af og forestillinger om sig selv, af og om historien og metafysikkens "usynlige ting" gjorde Pontoppidan i sit erindringsværk.

 
[1] Oscar Geismar: "Morten Pontoppidan". tilbage
[2] Arv og Gæld, kap. 2. tilbage
[3] Hamskifte, kap. 5. tilbage
[4] Friedrich Nietzsche: Menschliches, Allzumenschliches, Band I, Naumann 1900, s. 12 (Vorrede §7). tilbage
[5] "(ret nær kom vist ingen den kølige og forbeholdne Mand)", opus.cit. bd 1, 1916, s. 114. tilbage
[6] opus. cit., s. 85. tilbage
[7] Hamskifte kap. 7. tilbage
[8] Hamskifte, s. 7. tilbage
[9] anden sammenhæng: Interview i Nationaltidende, 1927. tilbage
[10] Ikke noget direkte citat, men min kondensering af en central Nietzsche-tankegang. tilbage
[11] Sml. hertil Ahnlund, s. 345-46. tilbage
[12] Opus cit. s. 192-93. tilbage