Morten Pontoppidan
Der er Begivenheder, hvis inderste Kerne er den rene, krystalklare Komik, men i Oplevelsens Øjeblik fremtræder de indsvøbt i saa megen og saa graaladen Fortrædelighed, at der maaske skal gaa baade Vinter og Vaar, inden denne kostelige Kerne træder klart frem i Dagens Lys. En saadan Begivenhed var den "store politiske Folkefest", som jeg i et letsindigt Lune fandt paa at arrangere i Rudkøbings Lystanlæg. Omsider skulde det konstateres uomtvisteligt ogsaa for Modstanderne, at store Skarer af Langelændere havde sluttet sig til den gode Sag. Ugedagen før havde I.C. Christensen talt paa samme Sted, men vi skulde nemt slaa ham ud. Reklamens Stortromme toges i Brug, Løbesedler spredtes over Byen, og mon ikke den kommunale Udraaber laante vort stolte Foretagende sin hæse Røst? Og saa gik i Ordets bogstaveligste Forstand hele det stortærnede Arrangement i Vasken. En og anden af Idéens Ophavsmænd skal nok i Smug have grædt Raseriets bedske Taarer. Imidlertid blev denne Forsmædelsens Dag en ren Lykkedag i min private Tilværelse. Den voldte, at jeg lærte en af 81 Danmarks ædleste, paa een Gang fornemste og jævneste Mænd at kende, selveste Morten Pontoppidan. Han hørte dengang med Liv og Sjæl til Partiet, var endogsaa en Valgdag I.C. Christensens Modkandidat, og jeg havde paa den Konto tilladt mig at sende ham mit lille Organ til daglig Læsning. Kosten bekom ham saa vel, at han var gaaet ind paa at være Folkefestens store Taler.
Der var ingen knebne Steder, hvad Arrangementet angik. En Rundkreds af Karusseller, Kraftprøver, Boder og Skydebaner omgav Festpladsen, og Bænke var der saa mange af, at Hundreder og atter Hundreder kunde finde Plads. Ude i Skovpavillonens Køkken brasede man løs med alle de mange forudbestilte Kuverter af Festmad. Og saa druknede Vejrguderne den hele Herlighed i Vand. Det var ikke Regn, men et Skybrud af regulære Skomagerdrenge, ganske som hin Dag i Carstensens Tivoli, hvorom Visen melder, al hele Glæden den blev til Vand, til bare Vand. Det er en saadan Dag, som slaar Arrangørerne haardere end de Indbudte, fordi den indhyller dem i et Latterlighedens Gevandt, som Modparten nok skal vide at udnytte. Men hjemme i min ringe Stue, hvor Regnen dunklede Lyset, sad, tilsyneladende uanfægtet, Dagens Hovedperson og talte, for at svale mine oprevne Nerver, om alt muligt andet end den foreliggende Katastrofe. Og tilsidst drog vi af, Pontoppidan indsnøret i min noget aflægs Vinterfrakke, og naaede gennem meget Søle Festpladsen, hvor Tilhørernes Antal paa intet Tidspunkt 82 af Begivenheden synderligt oversteg Talernes, men af dem var der ogsaa fire. Vi behøvede ikke at tysse paa Karussellerne, de kom overhovedet ikke i Sving; og tilsidst afsøgte vi hele Festpladsen, om vi dog ikke kunde finde Mennesker, der lod sig bevæge til gratis at æde den gode Mad. Lykkedes det? Jeg veed det ikke. Men at den planlagte Feststemning udeblev, er derimod en historisk Kendsgerning.
Hvis de tragikomiske Forhold generede Morten Pontoppidan, mærkede man i hvert Fald intet til det. Veltalende var den Mand langtfra; Ordene fødtes paa hans Læber under megen indre Brydning og ledsagedes af et mærkelig Stød gennem Næsen, der maaske for ham var en uundværlig Opmuntring til Daad. Hvad han talte om? Endnu paa denne Dag husker jeg det. Om Hørups knyttede Næve. Politik var ikke blanke Fraser, udstrøede med rund Haand, men Kamp, i Idéernes Tjeneste ganske vist, men netop derfor Kamp. Og nu vilde Stenløse-Præsten altsaa opmande Langelænderne til denne Gestus, dette Sindelag.
Gennem mange Aar har jeg grundet over denne Ridder af den knyttede Næve, denne Fribylter og Hedspore, som efter sin Fremtræden at dømme maatte formodes at have stik modsatte Idealer. Allerede ved den Ro, som prægede hans Ord og hans Færd, gjorde han Indtryk af fuldblods Konservativ, og dybt bundet som han var af sin gamle Slægt og dens hæderværdige Traditioner, 83 skulde ingen ved første Øjesyn mistænke ham for at gemme en Oprører i sig. Ja, selv hans Teologi var jo, trods mange Kætterier, i sit inderste Væsen solidt forankret i gammeldags Gudfrygtighed og Tro. Skred man ved hans Side ned ad Stenløse Bygade, fik man Indtryk af at følges med en Sognekonge i Stilen fra vore Oldeforældres Dage. Men skjult under dette fornemme og gammeldags Væsen maa han altsaa have ejet den udprægede Enspændernaturs Trang til at gaa sine egne Veje, tænke sine egne Tanker og tale med sin egen Tunge. Og saa havde denne Side af hans Væsen faaet sin store Bekræftelse gennem hans Møde med Grundtvig. For ham som for hans store Lærefader var Kamp Livets værdifuldeste Element, ja han søgte den i den Grad, at han tit og ofte maatte ud i stejle Paradokser, for ved deres Hjælp at rejse den fornødne Modstand. Hans Livs bitreste Oplevelse skal det nok have været, at Grundtvigianerne endte med at støde ham ud i Mørket udenfor, fordi hans Dogmatik ikke var helt vaskeægte. Men i sit Hjærtes Inderste underkendte han trodsigt denne Folkedom. Fra Vartov havde han sit Udspring, og Vartov Aanden rørte sig Livet igennem kraftigt i ham, hvad saa end de selvbestaltede Zions-vægtere behagede at mene.
Som Tiden gik, skabte hans stærke og fromme Personlighed ham dog en Position midskibs i den danske Kirke, Medens han efter Bruddet med Hjørlunde-Folket under megen Fattigdom 84 stred for sin københavnske Højskole, maatte han opleve, at en højt anset Grundtvigianer-Præst nægtede at tage ham til Alters, saa arg en Kætter som han var. "Siden skrev han til mig, om den Episode ikke kunde være glemt, men jeg svarede ham, at vel var Danmark et lidet Land, men dog altid stort nok, til at vi to kunde gaa uden om hinanden", betroede han mig engang. Men som Aarene gik, opdagede selv de geskæftigste Kætterjægere, at den Mands Budget mageligt kunde bære Kætterier, som havde gjort det af med en anden. Hans Forfatterskab, mesterligt i sin Form og lødigt af Indhold, gjorde hans Navn landskendt, og hans bedste Bøger blev til Trøst og Oplivelse i de videste Kredse. Det var en Fryd at se denne kirkelige Outsider uden nogen Slags Genkaldelser eller Tilbagetog vinde en af alle anerkendt Stilling i den danske Folkekirke, indtil han i sin sidste Aar var anbragt som Huskapellan i et stort konservativt Bladhus. Der var i denne Omskiftelse gemt en sen, men oplagt Retfærdighed.
I den private Omgængelse var han paa een Gang afstivet og hæmmet af sine mange pibekravede Ahner. Han følte sig og førte sig som en Pontoppidan og ventede at blive behandlet derefter. Engang jeg ved et Studentermøde havde faaet det Hverv, som hans Bordfælle at sprænge Isen omkring ham, forsøgte jeg først med mange muntre Historier, men intet bed. Saa affyrede jeg tilsidst et Skud, som ramte ham under Vandskorpe 85 og havde den forønskede Virkning. Jeg gav mig til at berette ham, hvad Bjørnstjerne Bjørnson havde sagt, da hans Broder Henrik omsider beteede sig for Aulestadhøvdingen. Historien havde jeg fra Jakob Knudsen, der havde oplevet den i Peter Nansens Dagligstue. Jo, Bjørnson, som godt nok kendte sin danske Kollegas Aversion mod den megen, og i hans Øren noget larmende Livsbekræftelse fra Aulestad, dette evige: Ja, vi elsker – Bjørnson altsaa, stod lidt. Saa lagde han begge sine Hænder paa Deres Broders Skuldre og sagde med fuldt Eftertryk paa Ordene: "Ja, jeg liker Morten saa svært!" Man kan godt antyde, at min Nabo ved den Lejlighed tabte Ansigtet, og een Gang tabt var det umuligt at genfinde1. Selv Familiedivergenserne naaede man at faa Indblik i. "Har De læst Deres Broders Lykke-Per?" spurgte jeg engang og fik som Svar disse Ord: "Ikke til Ende. Jeg opfattede, at det var et Smædeskrift mod mine Forældre, og det var de visselig for gode til." Umuligt at tvivle om, at netop saadan havde hans Behandling af Bogen været. Men hvilken Selvdisciplin, en Pontoppidan værdig!
Man skulde se Pontoppidan i hans gamle firelængede, straatækte Præstegaard. Han klædte den, og den ham. I øvrigt havde disse Straatage deres Historie. Da Pontoppidan overtog Embedet var Gaarden af Provstesynet udsat til Ombygning. "Men det, lovede jeg mig selv, skulde ikke ske. Og saa lagde jeg frisk Straa paa alle Tagene. 86 Det hjalp." Ja, hjælpe gjorde det, thi Gaarden holdt sin gamle Præst ud, men saa heller ikke længere. Som man ser, et stort Stykke af god gammel Enevælde husedes i denne mærkelige Oprører. I øvrigt var han, som det dengang kunde ske med Indehavere af store Embeder, kaldet til Stenløse med Forpligtelse til aarligt at indbetale 2000 blanke Kroner til Stiftsmidlerne. "Men det har jeg dog aldrig indladt mig paa." "Hvordan da? Hvad gjorde Ministeriet?" Han trak en Bordskuffe ud og pegede paa dens Indhold af fem Skrivelser: "Saa meget gjorde de, og hverken mere eller mindre." Saadan en Mand var den Stenløse Præst, og saadan estimeredes han selv i Kancelliet. Mod ham gik det ikke med den hurtige Retsforfølgning.
Endnu en Pontoppidan-Anekdote, fortalt mig af Herman Bang, som atter havde den fra Prinsesse Marie. Den viser, hvordan Modsætningerne i de Pontoppidanske Sind havde tiltrukket sig Opmærksomhed ogsaa paa allerhøjeste Sted. I et af sine sidste Leveaar sagde Christian den Niende efter en lille Pause under Frokosten disse overraskende Ord: "Ved du, hvad jeg sidder og tænker paa? Jo, det er en mærkelig Familie, de Pontoppidan'er. Den ene er Haarlæge, og han er skaldet; den anden er Sindssygelæge, og han er gal; den tredie er Præst, og han er Fritænker." Skønt man ikke maa modsige Majestæter, gaar det dog an at sige, at vel lignede Erik Pontoppidan, set ovenfra, en Billardkugle, og vel anklagedes 87 Knud Pontoppidan, f. Eks. af Amalie Skram, for betænkelig Lighed med sine egne Patienter, men hvad Morten angaar, maa Kongen have haft sine Oplysninger fra upaalidelige og letsindige Kilder. Styrken i Morten Pontoppidan, Marven i ham, var næst hans Afstamning hans solide og alt gennemtrængende Gudsfrygt. Og saadan en Mand skulde man altsaa have den Lykke at møde ved en i øvrigt indtil Fortvivlelse mislykket politisk Folkefest.