artikel i Litteraturens Stemmer (1999)

Henrik Pontoppidan
(24.7.1857-21.8.1943)

"At leve er – krig med trolde / i hjertets og hjernens hvælv; / at digte – det er at holde / dommedag over sig selv." Ordene er Ibsens, men de beskriver rammende, hvad litteratur er for Pontoppidan. Også han har indre dæmoner at slås med, og også han benytter kunsten til at holde dommedag over sig selv og sin tid. "Min produktion var, fra først til sidst, et ganske privat opgør med mig selv," skriver Pontoppidan på sine gamle dage og bekræfter dermed Ibsens synspunkt.

Som realist føler Pontoppidan sig forpligtet på den omgivende virkelighed, men han bliver ikke blot stående ved kritikken af den, han forholder sig også analyserende til kritikerens egne motiver. Pontoppidans romaner og noveller rummer en selvkritisk distance, der æstetisk omsættes i en relativerende fortælleironi. Netop ironien er et konstitutivt træk ved forfatterskabet. Den rammer ikke blot samfundets magthavere, hykleri og forstillelse, den rammer også kritikeren selv.

Henrik Pontoppidan bliver født i 1857 i Fredericia, hvor hans far er præst ved Trinitatis Kirke. Børneflokken er stor, tæller seksten sjæle, og moderen skranter. Hjemmet styres patriarkalsk af faderen Dines Pontoppidan, der i 1863 får et kald ved Sct. Mortens Kirke i Randers. Det er magert, da han skal udrede pension til sin forgænger, men den stramme økonomi passer godt til hans livsforsagende kristendom. Som barn udviser Henrik talent for matematik og praktisk håndværk, mens hans evner for de humanistiske fag er begrænsede. Over for hjemmets kristendom forholder han sig yderst køligt. I 1873 sendes han til København for at uddanne sig til ingeniør. Han består uden problemer optagelsesprøven til Polyteknisk Læreanstalt og gennemfører studiets første del planmæssigt. Til stor overraskelse for sine omgivelser springer Pontoppidan fra studierne umiddelbart før den afsluttende eksamen, som han ellers var sikker på at bestå. Grunden til dette bevidste fravalg er, at han vil være forfatter – uden at have et borgerligt sikkerhedsnet under sig. Beslutningen, der tages i 1879, havde været undervejs siden en sommerrejse til Schweiz i 1876, hvor Pontoppidan oplevede sin første stormfulde forelskelse. I Alperne beslutter han sig for at blive forfatter og skriver hjemvendt fra turen skuespillet Hjemve, som forkastes af Det Kongelige Teater.

Efter at Pontoppidan har afbrudt studierne, flytter han fra København og bliver højskolelærer i Freerslev og senere i Hjørlunde hos broderen Morten Pontoppidan. På højskolen forsøger han at realisere et folkeligt liv i oplysningens tjeneste. Han gifter sig med en pige fra landet, stifter familie og udgiver sine første værker. Men under idyllen lurer katastrofen. Et af børnene dør, ægteskabet ædes op af konflikter, og den politiske kamp mod Estrup og partiet Højre slår fejl.

I 1887 flytter Pontoppidan tilbage til hovedstaden, hvor han ernærer sig som forfatter og journalist. Samme år møder han sin anden hustru, der tilhører det københavnske borgerskab. Det er i disse år, at Pontoppidan introduceres for filosofferne Nietzsche og Schopenhauer, som han livet igennem forholder sig til, og som sammen med Georg Brandes' gennembrudsprogram udgør hans filosofiske ballast. Det er karakteristisk for Pontoppidan, at hans kriser og eksistentielle valg omsættes æstetisk i romanen – uden at værkerne bliver private eller selvbiografiske. Selvopgørene har hos Pontoppidan altid en ironisk distance, en tidstypisk karakter og en almen drejning. I artiklen "Enetale" fra Politiken 12.3.1897 skriver Pontoppidan følgende sekvens, der også indgår i romanen Lykke-Per (1898-1904):

Naar man er ung, stiller man saa ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Man vil, at de skal aabenbare sig for En. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, betragter man næsten som en personlig Fornærmelse. Man forlanger intet mindre end at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri, af hvilket man betragter sig selv som et betydningsfuldt Led. Bliver man lidt ældre og derved mere nøgtern, lader man helst Verdensgaaden ligge som en Nød, man ikke har Tænder til at knække. Og i sin Utaalmodighed kaster man da Blikket ud mod Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste at finde Sammenhængen, Lovene og Udviklingen, kort sagt: for at søge en Mening med Livet og et Formaal for Menneskenes Kamp og Liden. Anser man sig desuden i Besiddelse af Ævner og Kræfter og maaske oven i Købet et Kald, giver man sig til at reformere og revolutionere for ligesom en Gud at omskabe Mennesket i sit Billede, … indtil man en Dag standses af en Stemme fra Dybet af sit Indre, en Stemme, der spørger: Men hvem er Du selv? Fra den Dag kender man intet andet Spørgsmaal end netop dette ene. Fra hint Øjeblik er ens eget sande jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade man forgæves stræber at løse.

Citatet rummer i virkeligheden en beskrivelse af udviklingen i Pontoppidans eget forfatterskab. I ungdomsproduktionen udfolder han en engageret social indignation, i manddomsperioden en psykologisk analyse af personligheden, i de sene værker en misantropisk holden dommedag over sin tid, for endelig i sine erindringer at granske sin egen gåde: hvem er du selv?

Henrik Pontoppidan debuterer i 1881 med novellen "Et Endeligt", der sammen med "Kirkeskuden" udgør hovedstykkerne i samlingen Stækkede Vinger (1881). Titlen er emblematisk for hele forfatterskabet: det handler om de kræfter, der stækker menneskene og hindrer dem i at udfolde sig. Når Pontoppidan senere forskyder sit engagement fra det sociale til det psykologiske, er der tale om en accentforskydning, for han ser fra første fløjt de stækkende kræfter i individet som noget, der kan tilbageføres til den sociale omverden. Pontoppidan fastholder det moderne gennembruds arv- og miljømæssige forklaringsmodel, men han lægger vægten på den sociale arv og tager afstand fra en biologisk determinisme.

Til ungdomsforfatterskabet, der strækker sig fra 1881 til 1888, hører novellesamlingerne Landsbybilleder (1883) og Fra Hytterne (1887), samt de mindre romaner Sandinge Menighed (1883), Ung Elskov (1885), Mimoser (1886) og Isbjørnen (1887). Pontoppidan bruger i disse værker sine erfaringer fra højskolen til at skabe nogle ætsende billeder af livet på landet. Hans kritik retter sig mod udnyttelsen af tyendet og behandlingen af samfundets udstødte. Positionen som udenforstående kritiker hænger sammen med Pontoppidans egen livssituation, og den viser sig æstetisk i en partitagende ironi. Fortælleren er hævet over sit univers, og afslører og synliggør den sociale uretfærdighed. Pontoppidan lever i denne del af forfatterskabet op til Brandes' parole om at sætte problemer under debat, ligesom han i nogle af de små romaner forholder sig til tidens sædelighedsfejde.

Skuffelsen over de manglende politiske resultater og over danskernes vankelmodighed over for Højrestyret under godsejer Estrup kommer til udtryk i novellesamlingen Skyer (1890) og hovedværket Det forjættede Land (1891-95). Den partitagende ironi afløses her af en relativerende misantropi. Pontoppidan kan i landets politiske situation ikke finde holdepunkter for en utopi og lader derfor kritikken ramme alt og alle, ikke mindst venstrebevægelsen og grundtvigianismen. Som andre intellektuelle stiller han sig ud på en kulturradikal sidelinie og svinger pisken.

I Det forjættede Land viser han med hovedpersonen Emmanuel Hansteds skæbne, at realisationen af et jævnt og muntert folkeligt liv i › Grundtvigs ånd er og bliver en utopi. Emmanuel er en fantast med rod i bykulturens overklasse, der forsøger at slå sig ned som hyrde for en landlig menighed. Han bliver uafvidende brugt i det politiske spil, naiv som han er. Selv er han bjergtaget af forestillingen om at vende tilbage til naturen, og det er ikke tilfældigt, at fortælleren lader romanens første bind slutte med sætningen: "Nu kørte han med sin Brud ind i Bjerget." Ægteskabet med bondepigen Hansine er nemlig en del af forblændelsen, ligesom Emmanuels tro på at skabe et utopisk lighedssamfund er det. Emmanuels godtroenhed analyseres med kritisk distance, og Pontoppidan demonstrerer de ubevidste motiver bag den tilsyneladende rette tro. Hvad der ligner en forløsning er en forførelse. Det sociale engagement tjener i virkeligheden som legitimering for Emmanuels had til civilisationen. I romanens slutning fældes dommen over fantasten, der netop er blevet begravet. Den fremføres af en nøgtern præst:

Herunder hviler Don Quijotes Genganger, Emmanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan men troede sig en Profet og Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og ansaae enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen; som regelmæssigt forfuskede, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn, men ikke desmindre indtil det sidste betragtede sig som den af Forsynet Udvalgte, der skulde berede Tusindaarsrigets komme og forkynde Guds Dom over Menneskeslægten.

En del af kritikken rammer forfatteren selv. Dybt. Han har mistet et barn, sat et ægteskab over styr og indset sit sociale engagement som et udslag af opgøret med stækkende kræfter i sig selv. Ironien er i denne fase af forfatterskabet sort, grænsende til det nihilistiske. Hvor bestræbelsen i Det forjættede Land ligger i at kortlægge det sociale engagements kilde, gælder den i romanen Nattevagt (1894) det kunstneriske. Her konfronteres den benhårde naturalist Jørgen Hallager med den følsomme symbolist Thorkild Drehling. Romanen kritiserer det ene standpunkt med det andet og fremdrager de uerkendte motiver hos kunstnerne. Romanen er blevet set som et paradigme på det Pontoppidanske tvesyn. Begrebet, der blev introduceret af litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen, ses som et typisk træk ved Pontoppidans forfatterskab. Tvesyn betyder, at to modsatte synspunkter sættes i spil med hinanden, sådan at de gensidigt belyser hinanden. I den senere Pontoppidanforskning har nogle set tvesynet som en dækning, forfatteren gemte sig bag, fordi han ikke vidste, hvad han skulle mene. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Romanen er for Pontoppidan et medium for tolkning af tilværelsen, og han bruger synspunkterne til gensidigt at korrigere hinanden. I Nattevagt viser han, hvordan Hallagers revolutionære synspunkter begrundes i hans fars sociale ydmygelse, og hvordan Drehlings er produkt af en ulykkelig forelskelse. Selv om ingen af synspunkterne tilkendes endegyldig sandhed, besidder de hver deres. Pontoppidans hjerte ligger dog hos Hallager, og han kan uden tvivl tilslutte sig dennes slutreplik, at det gælder om at holde galden flydende. Dette udsagn kan stå som et motto for Pontoppidans eget virke.

For at komme ud af et kunstnerisk dødvande begynder Pontoppidan at eksperimentere med forskellige fortællesynsvinkler og skriver i løbet af 1890'erne en række romaner, der formidles af jeg-fortællere. Eksempler herpå er Vildt (1890), Minder (1893), Den gamle Adam (1894) og Højsang (1896). I disse romaner synliggør han, hvordan engagementet hele tiden er bundet til opgøret med stækkende kræfter i personerne selv. Under arbejdet med hovedværket Lykke-Per udforsker Pontoppidan mulighederne for at frisætte heltene fra de psykologiske bindinger. Det sker bl.a. i den interessante roman Det ideale Hjem (1900), der har en matriarkalsk utopi som svar på det patriarkalske samfunds autoritære prægning af mennesket. Den går ud på, at kvinderne skal varetage opdragelsen af børnene og styre hjemmene uafhængigt af mændene, hvis opgave reduceres til forplantning og økonomisk forsørgelse.

Den ødelæggende prægning, som Pontoppidan vil analysere og frigøre, er samvittigheden Det store Spøgelse (1907), som han kalder en anden af sine romaner fra perioden. Samvittigheden skabes gennem en internalisering af normerne i den sociale omverden, og som sådan bliver samvittigheden hjemsted for den sociale arv. For at komme fri af den sociale determinisme undersøger Pontoppidan, hvordan de stækkende kræfter indvendiggøres, og hvordan de kan opløses.

Når en forfatter begynder at bruge sit eget livsforløb litterært, siger man, at han begynder at tage af sit forfatterfonds hovedstol – analogt med et banklån. Lykke-Per er i sine intentioner et selvopgør med det, Pontoppidan kalder sit 'sideniuske Alpdruck', arven fra barndomshjemmet, men romanen er samtidig en skildring af det moderne gennembrud, fortolket retrospektivt, en bred skildring af et Danmark under modernisering, samt en afprøvning af Nietzsches og Schopenhauers filosofi. Mange har set Lykke-Per som en roman modelleret over Pontoppidans krønike "Ørneflugt" (1894). I den udtrykkes moralen: "Det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man vokser op i en Andegaard." Men selv om krønikens fabel passer til hovedforløbet i romanen, er der den afgørende forskel, at romanen overskrider den miljømæssige determinisme. Lykke-Per overskrider sin fædrene arv ved at radikalisere den.

Hovedpersonen Per Sidenius vokser op i et præstehjem, som han fra begyndelsen er i voldsom opposition til. Derfor vælger han at blive ingeniør og udarbejder et stort projekt, der skal gøre Danmark til et driftigt industriland. Projektet henter sin energi fra et faderopgør, som ikke er hovedpersonen helt bevidst. Også i sine erotiske forhold ligger Per under for ubevidste kræfter, som fortælleren fremlægger. Mens romanen episk bevæger sig fremad, graver fortælleren sig dybere ned i fortidens indvirkning på nutiden. Fortælleren leder umærkeligt læseren tilbage mod det kompleks, der satte handlingen i gang. Hver gang Per når et mål, forlades det, fordi det ikke indfrier den lykke, han forventede. Først ved romanens slutning kan han gennemskue sit livs bevægelse med selverkendende klarhed.

Under arbejdet med Lykke-Per gør Pontoppidan flittige studier i Nietzsches og Schopenhauers filosofi, der bl.a. kan spores i en række skjulte citater, men også i hele romanens konstruktion. Romanens første del er bygget over Nietzsches filosofi om viljen til magt: her kæmper helten sig frem og skyer ikke noget middel for at realisere sit mål, nemlig at erobre verden. Romanens anden del handler om opgivelsen af dette projekt, og den er bygget over Schopenhauers filosofi om "viljen til Intet": dvs. om frigørelse fra livsviljen for at opnå fred i sjælen. Det lykkes Per, der til sidst ender som vejassistent i Agger. Her konkluderer han med allusion til Schopenhauer: "Ære være min Ungdoms store Drømme! Saa blev jeg dog en Verdenserobrer alligevel! Hvert Menneskes Sjæl er et selvstændigt Universum, hans Død en Verdensundergang i det Smaa."

Lykke-Pers historie er en skildring af den borgerlige individualisme i dens højdepunkt og dødsøjeblik. Men i romanen korrigeres den af den kvindelige hovedperson, Jakobes historie, der følger en modsatrettet bevægelse, fra det aristokratisk individualistiske til det kollektivt opofrende. Som kompensation for den kærlighed, hun ikke selv realiserer, skaber hun for sin arv et skolehjem ud fra devisen: Lys, luft og renlighed. Hermed peger romanen på opdragelsen som den faktor, der skal ændre menneskeheden til det bedre og frigøre den fra den mørke patriarkalsk-kristne arv, som Per Sidenius lider under.

Efter Systemskiftet burde alting være blevet bedre. Venstre sejrer i forfatningskampen, men for Pontoppidan betyder det ikke nogen opløftende march ind i det forjættede land, men derimod løfternes sammenbrud. I sit tredje hovedværk, De Dødes Rige (1912-16), gør Pontoppidan boet op, og det er pauvert. Romanen er en symbolsk undergangsfortælling uden egentligt centrum eller hovedperson, den handler om samtiden og ser den som et kollektivt kollaps. Den består af seks handlingsplaner, der griber ind i hinanden, og i den henseende er værket moderne, selv om det fortælleteknisk virker gammeldags. Et andet moderne træk ved romanen er portrættet af den ambivalente Jytte Abildgaard, der ikke kan forløse sin hengivelsestrang, fordi hun ikke kan elske sig selv. Hendes følelser slår om i selvdestruktion, og hun gifter sig med en nar. Derfor får hun ikke ham, hun skulle have haft, en anden af romanens nøglepersoner, den progressive godsejer Torben Dihmer.

Efter at være vendt tilbage fra de dødes rige – i form af en langvarig sygdom – må Dihmer konstatere, at han i virkeligheden er havnet i det. Politikken er blevet korrupt, værdierne er i forfald og kærligheden umulig. Romanen giver en bred skildring af Danmark efter systemskiftet, hvor vinderen, venstrehøvdingen Enslev, sejrer ad helvede til. Den sejr, som man havde set frem til under forfatningskampen, viser sig hurtigt at være et nederlag for de progressive kræfter. Som Lykke-Per resignerer Torben Dihmer i en Schopenhauersk livsfilosofi og vender verden ryggen. Han grundlægger et asyl på gården, Favsingholm, der tager sig ud som Noahs ark i syndfloden. Her spiser man sundt, arbejder hårdt og spiser i fællesskab. Den utopi, der grundlægges her, om et liv, hvor man vender tilbage til det elementære, er klart opstillet som et modbillede til det forfald, der knytter sig til skildringen af storby og modernitet, dvs. billedet af København som et dødsrige.

Torben Dihmer når – i lighed med Emanuel Hansted og Lykke-Per – ikke selv ind i det forjættede land. Men han når frem til en afklaret resignation i sin livsfilosofi: "For sit Vedkommende ventede han ikke mere af Fremtiden, end hvad Øjeblikket undte ham. Han havde frigjort sig fra alle Ønsker og Forhaabninger, der strakte sig ud over Dagen."

Favsingholm nedbrænder i en apokalyptisk slutscene, hvor ilden er påsat, og egnens beboere hellere ser til end hjælper med slukningen. Torben Dihmer fortolker branden som sidste etape i verdens opløsning: "Der var noget i dette vilde Flammebaal, som virkede befriende paa hans Sind. Han følte sig løftet paa mægtige Vinger, og Ildhavet lyste for hans indre Syn som en lykkelig Bebudelse af den store Verdensbrand, han havde ventet paa, – den Syndflod af Ild, hvori en fordærvet Menneskeslægt skulde nedhvirvles og forgaa." Torben dør kort tid efter, men det arbejdsfællesskab, han sammen med lægen Povl Gaardbo har grundlagt, viser sig levedygtigt.

Gaardbo leder slukningsarbejdet og redder gården, som han driver videre efter sin nøjsomme livsfilosofi, i øvrigt hjulpet af broderen Johannes og spillemanden Kjeld Borgen, hvis skalmeje udsender romanens sidste tone. Hermed undgår Pontoppidan at ende i ren misantropi, han lader en ny generation tage livtag med tilværelsen. Det gamles bortdøen er ikke identisk med døden, men udgangspunktet for et nyt samfund, som Pontoppidan knytter til værdier som arbejde, fællesskab og sundhed.

Forfatterskabets sidste del tæller romanerne Et Kærlighedseventyr (1918) og den depressivt kritiske Mands Himmerig (1927) samt de fire erindringsbind Drengeaar, Hamskifte, Arv og Gæld og Familjeliv (1933-40). Pontoppidan afslutter forfatterskabet med sit eget livs roman, de forkortede og sammenskrevne erindringer, Undervejs til mig selv, der udkommer i 1943, hans dødsår. Her ser han sit liv som en række hamskifter mod en stadig større modning og selvafklaring. Han udelader private begivenheder og anekdoter og ser i stedet på sit liv bestemt af kræfter, han ikke selv har været herre over:

Vi føres. Ofte stik imod vore hedeste Ønsker, ja paa Trods af den selvherligste Vilje opfylder vi, hvad der er bestemt for os og maaske ikke bliver os klart, før ved Livets Afslutning.¹

Pontoppidan modtager i 1917 Nobelprisen i litteratur, som han deler med Karl Gjellerup. Hvor Pontoppidan i modsætning til fx J.P. Jacobsen og Herman Bang ikke er æstetisk nyskabende eller for den sags skyld stilskabende, er han til gengæld en fortæller, der fastholder den store romans forpligtelse på til enhver tid at fortælle historier, der favner og forholder sig til verden.

Hovedværker

Fra Hytterne (1887), Skyer (1890), Det forjættede Land (1891-95), Nattevagt (1894), Lykke-Per (1898-1904), De Dødes Rige (1912-16), Undervejs til mig selv (1943)