Henrik Pontoppidans nye Roman

I Betragtning af det Livsværk, som Romanforfatter Henrik Pontoppidan har bag sig, er det kun rimeligt, at en ny Bog fra hans Haand bliver en Begivenhed for dem, som følger med i vor Litteratur. De har jo heller ikke så meget at vælge imellem, naar de vil glæde sig. Og en Bog af Pontoppidan er aldrig ligegyldig, hvad man saa end kan have at indvende imod hans Forfatterskab.

Hvem havde vel desuden ventet, at Henrik Pontoppidan efter at have afsluttet De Dødes Rige vilde give sig i Lag med at større Værk. Den nye Roman Mands Himmerig (den kommer hos Gyldendal i Dag) kommer som en Slags Tillægsgevinst. Det er ogsaa det eneste overraskende ved Romanen, der slaaende ligner de andre Børn, Pontoppidan i Aarenes Løb har faaet med en Muse, der maa formodes at lyde Navnet Xantippe. En barsk og temmelig skældende Dame er det i alt Fald.

Det er de bindstærke Romaner, som Pontoppidans Ry som Romanforfatter med Rette grundlægger sig på: Det forjættede LandLykke-Per De Dødes Rige. Den tidligste Roman er den kunstnerisk set bedste. I den midterste, som stadig har en mesterlig Opbygning og mange fortrinlige Portrætter, slappes Forfatterens Greb hist og her, men den stiger atter paa de sidste Sider. Det er Pontoppidans populæreste Bog, i bedste Forstand, og vel ogsaa den, som har bragt hans Navn videst ud. Den sidste af de store Romaner er hverken "stor" som Konstruktion eller Portrætgalleri. (Personerne er et rædsomt Panoptikon, og naar man har læst Bogen, vaagner man som af en ond Drøm, hvor man har set Jakob Knudsen gaa rundt med Georg Brandes Skæg og Hørup med Jakob Knudsens Mave). Dertil kommer, at Slutningen er ikke god. Den er smeltende falsk. Men det Henrik Pontoppidanske Sind har gennemsyret denne Roman saa stærkt, at Læserne undertiden taber Pusten. Det er Oplevelsen ved denne Bog.

Naar Henrik Pontoppidan ikke tager sig sammen til at lave noget meget stort, opholder han sig med Forkærlighed paa det jævne. Hvis han kun havde skrevet sine "smaa Romaner", vilde han kun være den danske Skolelærerlitteraturs Henrik Ibsen overfor dens Bjørnstjerne Bjørnson: Zakarias Nielsen1. Undtages skal kun "Borgmester Hoeck og hans Hustru". Den er gjort med et Haandelag og en artistisk Kulde, som erindrer Læseren om, at Pontoppidan bl.a. er Karl Larsens samtidige. Men hos Karl Larsen er Kulden ægte, hos Pontoppidan er den paataget, og større Kunstner er han altsaa ikke i det lille Format, end at hans Gryde i disse undertiden koger over med livsfilosofisk Agitation. Resultatet: sveden Mad og "Det ideale Hjem".

Den nye Roman hører til de mellemstore. Den er altsaa ikke værst. Den er endog meget bedre end Kortromanen "Hans Kvast og Melusine", ogsaa en mellemstor Roman, som efterfulgte Lykke-Per, ligesom denne følger efter De Dødes Rige. I "Hans Kvast og Melusine" er Pontoppidan nemlig satirisk. Det er nu det sidste, en hæmmet Lyriker tør være. Som Satiriker er Henrik Pontoppidan ikke blot fersk, men han gør flov. Man skammer sig paa hans Vegne, som man lider, naar en iøvrigt betydelig Mand gaar i Stykker med en Tale. Men i Mands Himmerig har han ladet den tragiske Følelse, som han ejer i en Dybde og et Omfang som næppe nogen Mand i dette Land siden Søren Kierkegaard, raade. Og en Roman af Tragikeren Henrik Pontoppidan bør altid modtages med Taknemlighed. Med alle de Mangler, som til Overflod kendes fra Pontoppidans tidligere Romaner, er det en læseværdig Bog. En Personlighed, dannet i Kamp med sig selv og Verden. I Tvivl og Tro, Tro og Tvivl, har sat sit Mærke paa den.

Mands Himmerig foregaar i Journalist- og Politikerkredse. Romanens Traad er kort fortalt denne: Bladet "Friheden" skal have en ny Redaktør. Magister Niels Thorsen er den bedst egnede, hvis den afdøde Stifters Ønske skal respekteres, og Bladet ledes som et Organ for sand Oplysning, Kulturbestræbelse og Sandhedssøgen. Men i sidste Øjeblik skubbes han til Side. En partipolitisk Intrige bevirker, at Bladet overdrages til nogle samvittighedsløse Stræbere, hvis Formaal med Bladet er at tjene Penge og paa anden Maade rage Fordele til sig. Publikum bedøves og bestikkes med Præmiekonkurrencer, Negerboksere o.s.v.

Han glider bort fra sin Hustru, som elsker ham, men ikke kan være ham til Nytte og Forstaaelse under disse Forhold. De har været fra hinanden, men da han blev vraget som Redaktør, fandt de sammen igen. De stod i Begreb med at rejse til Italien, da den nye Opgave tilfalder ham. Thorsen er Pligtmenneske i Forhold til det offentlige Livs Kald. Han vender Rejse, Idyl, Hustrukærlighed Ryggen og dypper sin Pen til midt paa Penneskaftet. Hustruen græmmer sig. "Gode Venner" og Familie bagtaler Manden for hende. Hun tror sig bedraget. Fordi hun skal have et Barn, er hun yderligere nervøs. I sin Ensomhed og Lidelse drives hun ud i Fortvivlelse, og hun tager sit eget Liv.

Hendes Død er forgæves. Thorsen er paa Forhaand en slagen Mand i det danske Samfund. Han har en særlig Evne til at stampe Fjender op af Jorden. Venner har han faa af. De svigter eller holder sig tilbage. Hustruens sørgelige Død udnyttes politisk foran et Valg. Udfaldet af Valget besegler hans Nederlag. Han er en død Mand i det offentlige Liv. Alle Vegne triumferer hans Fjender, Aadselgribbene paa Demokratiets henraadnende Idé og Bevægelse.

Kort efter udbryder Verdenskrigen. Thorsen er endt i den Opfattelse, at kun en Krig kan redde Menneskeslægten, særlig Danmark. Han har ønsket Krigen. Da den kommer, bliver Danmark uden for den. Dermed er Thorsen ogsaa inde i sig selv parat til at dø. Han har tabt Spillet paa alle Punkter. Og skønt hans Kamp ikke har haft et religiøst eller kristeligt Indhold og ikke har været rettet mod Kirken, saa ligner han dog Kierkegaard i dette: at Forfatteren lader ham dø i rette Øjeblik, da der ikke er mere for ham at gøre. Hans Ven, den milde, fordragelige Pastor[!] Klemens Junge, Ophavsmand til en Karakteristik af Danmark som "Sangfuglereden i Europas Løvkrone", holder Talen ved hans Baare. –

Pontoppidans nye Roman er endnu mere udpræget end nogen af hans tidligere en aktuel Samtidsroman. Enhver Avislæser vil kunne lokalisere Handlingen og finde Modeller til Bogens Personer (Harald Nielsen, Vilh. Andersen, P. Munch, Kragh, Ove Rode, Borgbjerg o.s.v.). Dog, om Portrætter er der ikke Tale. Pontoppidan har ingen Skandalebog skrevet. Men han har ligesaa lidt i denne Bog som i De Dødes Rige evnet at udfylde de Personskemaer, han har taget fra Samtidens Historie, med noget, der vækker Forestilling om Kød og Blod. Det er Mester Jakel-Tragedie.

Pontoppidans Roman er som altid: en Tendensroman uden Tendens. Han har Sympati for Thorsen, — som han i Det forjættede Land har Sympati for Emanuel Hansted. Men skønt han tager Parti med Hjertet, gør han det ikke med Forstanden. Ogsaa Thorsen er en Don Quixote – Idealist og Fantast. Og Pontoppidan helbreder ham ikke. Han lægger ikke engang Haanden velsignende paa hans Hoved. Han lader et Stykke Tid, som om han holder med ham. Men det er kun Spot. Det er kun for, at han kan falde desto dybere. Og tilsidst rører han ved Liget med en let ironisk Fodbevægelse: Klemens Junges Tale.

Den Dom, som Romanen tilsyneladende fælder over Demokratiets politiske Raaddenskab, Radikalismens aandelige Forfald, bliver dog kun delvis ophævet ved dette Forfatterens Frafald fra Helten. For atter her føler vi: Dommen er Henrik Pontoppidans egen Vurdering, som hans Hjerte føler det. Men han tør ikke stod ved den med Forstanden.

Man har talt om Henrik Pontoppidans Tvesind. Psykologien er en Guldgrube for dem, som søger Undskyldninger. I Kunsten er Pontoppidan tvetydig. Han er en Tendensforfatter uden Tendens. Tendensen, hvis den blev udtalt, maatte vinde et hjerteligt Bifald i "Indre-Missions Tidende". Men den bliver ikke udtalt. Pontoppidan er nemlig en ufrom Pietist. Og hvad er en ufrom Pietist andet end en harsk Farisær. Det føler Pontoppidan meget godt, ja han ved det maaske endogsaa. Og af Angst for at ende som Farisæer undertrykker han sin Tendens – og ender i Tvetydigheden.

Hvis Digteren og Kunstneren hos Pontoppidan dominerede Moralisten og Problematikeren, vilde ovenstaaede være skrevet forgæves. En Digter har ingen Tendens. Poesien eksisterer i en anden Sfære end Problemerne. Men det modsatte er jo som bekendt Sandheden om Pontoppidan. Ofte bryder denne Sandhed sig Vej i Stilen som en reumatisk Smerte i Lilletaaen. Hvilken Digter kunne vel faa sig selv til at lade en Mand efterlade "Skeletdelene" af en Høne paa sin Tallerken? Men Pontoppidan kan baade det og meget andet, og det mærkelige er kun, at han dog – med sin Mangel paa Poesi og Tydelighed som Skribent – alligevel i Kraft af sit Sind og sit Valg (thi det er et Valg): at ville være tvetydig, er den største Skikkelse i dansk Litteratur i de sidste fyrretyve Aar. En Høvding – ensom og uden Følge: Henrik Pontoppidans "Himmerig".

 
[1] Zakarias Nielsen: tilbage