Mands Himmerig
Henrik Pontoppidans ny Bog
Den udkommer i Dag hos Gyldendal
I Dag udkommer hos Gyldendal den nye Roman af Henrik Pontoppidan, som Forlaget har lovet sin Læsekreds som en af Sæsonens Begivenheder. Man har troet den gamle Forfatter, der ikke længe har ladet høre fra sig, godt faldet til Hvile paa sine Digterlavrbær. Meddelelsen om denne nye Bog i Aar er derfor blevet imødeset med Nysgerrighed.
Bogen viser sig at være en Roman paa henved 300 Sider med Titlen "Mands Himmerig". Det er en Roman om Københavns demokratiske Presse, og den foregaar i Aarene lige op under Verdenskrigen, hvor denne Presse netop førte Demokratiet til Sejr. Men Pontoppidan staar ikke paa de Sejrendes Side. Hans Helt er en af den Slags Don Quixote-Skikkelser, som han i adskillige af sine Bøger har fremstillet i Positur a la St. Georg mod Dragen. Her ser man Pressemanden Magister Thorsen i afmægtig "idealistisk" Kamp mod det altdominerende Blad "Friheden", grundlagt af den store radikale Fører Kresten Paarse. Da den store Paarses lille Søn træt vil trække sig tilbage som Redaktør, venter Magister Thorsen at blive hans Efterfølger. Men han manøvreres ud af en Stab af Medarbejdere, der derefter flytter Bladets Basis fra radikal Politik over til Døgnsladder, Varieté og Neger-Boksekampe. I sin Forbitrelse lader Thorsen sig sælge til et lille forkrøblet konservativt Blad, der i nogen Tid lever højt paa den miskendte Idealists Bandstraaler imod sine gamle Partifæller. Men Demokratiet gaar sin Sejrsgang uden Hensyn til den brølende Løve. Det sejrer knusende ved et Valg, og da Verdenskrigen bryder ud, overtager det Regeringen og faar heldig Danmark holdt udenfor Katastrofen. Magister Thorsen føler sig saa knust over sit Nederlag, at han lægger sig til at dø efter først at have drevet sin Kone til Selvmord.
Rent bortset fra sin literære Værdi – den er ikke stor, af Digteren Pontoppidan gives her ikke meget – er denne Roman sikker paa at vække et Øjebliks Røre, fordi den ganske utvetydigt er formet som et Angreb mod Demokratiet efter Aarhundredskiftet. Den overfalder den frindede Presse, ogsaa i Forbigaaende Arbejderpartiet. Men mest gaar det ud over Radikalismen. Bladet "Friheden" er temmelig tydeligt "Politiken", og Bladet bliver udsat for en meget lidt flatterende Bedømmelse samman med en let gennemskuelig Karikering af en Del af dets Redaktionspersonale. I det hele fremtræder Bogen som en udpræget "Nøgleroman". Selv dens Hovedperson, den ret ynkelige Magister, formenes at være tegnet efter levende Model. Ved Hørups Fratræden fra "Politiken" i sin Tid var der vistnok Tale om at Bladet skulle overgaa til en dengang meget anset Pressemand, Erik Henrichsen. Det blev ikke til noget, og Henrichsen blev derefter Medarbejder ved Bladet "København" og led senere en miskendt Journalists sædvanlige tragiske Skæbne. Men han skal i de Dage have været Pontoppidans nærstaaende Ven, og Digteren har altsaa herved sat ham sit Mindesmærke.
Noget videre værdigt Mindesmærke for sin Kunst har Pontoppidan derimod ikke opnaaet at sætte ved denne let ondskabsfulde Gammelmands-Roman.
gw.
