Mands Himmerig

Det vilde være altfor barnligt helt at identificere Pontoppidan med den Magister Thorsen han har gjort til Hovedpersonen i Mands Himmerig. Det mest tiltrækkende ved Pontoppidans Forfatterskab beror jo, intellektuelt set, paa det dialektiske i hans Synsmaade. Det er denne Dialektik, som overfor visse af hans Hovedpersoner – fremfor alle Præsten i Trilogien Det forjættede Land – fylder En med en frugtbar Uro. Paa den lempeligste Maade kastes der med eet en Ironi over denne Mand, som i hvert Fald alle naive Læsere maatte tro havde hans fulde Sympathi. Det er dette, som længe vil bevare Interessen om Pontoppidans Forfatterskab: enhver opmærksom Læser føler, at baade Hoved- og Bipersonerne i disse Bøger er Legemliggørelser af visse Tendenser i Pontoppidans eget Gemyt. Det er kun tilsyneladende, at han er en objektiv Forfatter. Ja, man kan endda blive tilbøjelig til at tro, at af alle vore realistiske Forfattere er han den, som stiller sig mest uforstaaende overfor'1 Realismens Grunddogme. Han vilde ikke kunne give den Kunstopfattelse sin Tilslutning, der betragter den fuldkomment koldblodige Iagttagelse som Romanens væsentlige Drivkraft. Man nærer tværtimod en Anelse om, at han i hver af sine Personer har forløst noget, der dunkelt trængte paa i hans eget Sind. Forsaavidt kan man sammenligne hans Forfatterskab med André Gides – skønt deres egentlige Evner, ligesaavel som deres Interesser, ligger i diametralt modsatte Planer.

Magister Thorsen er jo langtfra nogen ny Type i hans Produktion. Han har altid haft en Forkærlighed for disse krasse og kraftige Naturer, der reagerer voldsomt mod den danske Blødsødenhed og Flygtighed, mod det i den danske Folkekarakter, der er i Slægt med Flyvesandet og Vinden, det der er Lunefuldhed og Stemninger, og som uden Betænkning, saa at sige viljeløst, giver sig alle pludselige Impulser i Vold. Denne Forkærlighed har her vokset sig saa stærk, at det er umuligt at skimte blot et Skær af Ironi. Selv om det vilde være anmassende at gøre Pontoppidan og Thorsen til eet, saa er det dog uomtvisteligt, at Thorsen i en sjælden Grad har hans Sympathi. Nu er det imidlertid saare vanskeligt for Læseren virkeligt at vurdere denne Mand. Han er Avisskribent, men man faar ikke en eneste Prøve paa hans Artikler. Derimod 625 en Mængde Udtalelser, der er i den Grad firkantede og urimelige, at det bliver mere og mere svært, jo længere man skrider frem gennem Bogen, at tro paa denne Mands Intelligens. Pontoppidan vanskeliggør os desuden Sagen betydeligt ved den abrupte Maade, hvorpaa han lader sin Helt svinge over fra den liberale til den konservative Presse. Hvad i Alverden handler alle disse Artikler om, der sætter Byen paa den anden Ende og med eet gør det hidtil obskure konservative Organ til Byens mest diskuterede? Han kan da umuligt udelukkende give Luft for sit Had til og sin Foragt for den radikale Bande, der har skudt ham ud fra Redaktørstillingen. Men hvad kan ellers Arliklerne handle om – hvis han ikke skal opfattes som en Overløber, og det er dog saare langt fra Meningen. Forholdet er jo det, at en Skribent, der stiller sig paa et rent inlellekluelt desinteresseret Stade som Betragter af Menneskets Væsen, meget godt kan skrive baade i konservative og radikale Organer. (Man kan skrive om en Marcel Proust Kroniker i saavel konservative, radikale, liberale, socialdemokratiske Blade og endda faa Tak samtlige Steder – den, der skriver disse Linjer, har bevist det ved fem Kroniker om denne den betydeligste af alle moderne Digterpsykologer). Men anderledes stiller det sig, i samme Øjeblik man skriver om aandelige Fænomener, der staar i direkte Kontakt med praktiske Ting: da maa man gøre en ganske bestemt Opfattelse gældende, man tilhører en Masse, man er en beskeden Del af et omfattende kollektivt Væsen. Hvordan Magister Thorsen bærer sig ad med at skrive i et konservativt Blad, er en fuldkommen Gaade, som Forfatteren ikke blot gør et begyndende Forsøg paa at løse. Det bedste i Romanen bliver derfor heller ikke alt, hvad der vedrører Thorsens intellektuelle Liv (det er og bliver en sørgelig tabula rasa); men hans Sinds Forhold til hans Hustru er fremstillet med en næsten gennemsigtig Klarhed. Han er forelsket i denne unge fine, sarte Bourgeoisipige, men hun er ikke den, der kan tilfredsstille hans Fantasi, hans Tankes Behov (vi faar tro Pontoppidan paa hans Forsikring om, at denne Mand har en bemærkelsesværdig Tankevirksomhed, men samtidig beklage, at vi ingen Lejlighed faar til at iagttage den). Derfor har han ogsaa altfor let ved at overse hende – hun faar ikke Del i hans Arbejde, og hans distræt 626 Ligegyldighed kan, maaske mod hans Vilje og Vidende, faa Form af Brutalitet. Hun har ogsaa sine Fejl, hendes Mimoseagtighed gør hende sygeligt prikken og sygeligt mistænksom. To Mennesker lever i Ægteskabets Intimitet, uden at det lykkes dem at lære hinanden virkelig at kende. De misforstaar ustandselig hinanden og tillægger hinandens Ord og Gestus gale Motiver. Det ender saa tragisk, at hun tager Livet af sig – hun har faaet den Indbildning, at han er hende utro, og han har ikke engang, i Lede ved hendes Kvindevrøvl, disse idelige Nykker, der irriterer det plumpt rationelle Mandfolk, gidet forsvare sig. Da hun er død, falder han hen i Grublerier over Kvindesindets Uberegnelighed – han er sig ikke bevidst at have gjort hende andet end godt, han har efter sin egen Mening været øm og varsom imod hende – og saa denne ufattelige, pludseligt frembrydende Fjendtlighed …

Det er, som allerede nævnt, ikke muligt at opdage blot et Glimt af Ironi eller Satire i Pontoppidans Skildring af denne Magister Thorsen. Og dog kunde han, hvis han havde ønsket det, paa sin fine lemfældige Vis have kastet et Strejflys af Ironi ind over hans Ansigt netop her i Bogens Slutning. Thi Thorsens Skødesynd, der i manges Øjne vil gøre ham til et frastødende Væsen, er en egen uforbederlig tykhudet Selvretfærdighed. Han hører til den Slags Mennesker, som ufravigeligt altid mener at have al Retten paa deres egen Side. Paa dem passer mærkværdigt nøje Bibelens Ord: "Hvi ser du Skæven …" Et mindre selvsikkert Menneske end Thorsen vilde ikke have haft vanskeligt ved at faa Øje paa det, der skyldtes hans egne Mangler i Udviklingen af denne ægteskabelige Tragedie lige til den afsluttende Katastrofe.

Vi er vant til i Pontoppidans Værker at mærke hans egen skjulte Nærværelse, og naar Ironien med eet kaster et flygtigt men skarpt Lys over et Ansigt, bliver denne latente Nærværelse pludselig synlig. Her føler man den skjulte Nærværelse som en Strøm af Sympathi og næsten Beundring. Men dette forhindrer jo ikke, at enhver Læser kan uddrage af Bogen sine egne Slutninger. Selv om Thorsens intellektuelle Liv er utilstrækkeligt fremstillet, saa er der dog Fakta nok tilbage, som kan vække enhver til Eftertanke og Selvransagelse.

 

 
['1] overfor < over tilbage