Henrik Pontoppidans nye Roman
Mands Himmerig
Chr. Rimestad anmelder Henrik Pontoppidans nye Roman "Mands Himmerig", som udkommer hos Gyldendal i Dag.
Henrik Pontoppidans nye Roman, der udkommer i Dag hos Gyldendal, foregaar i Aarene lige før Verdenskrigen. Den slutter en Maaned eller to efter Krigens Udbrud.
Hovedpersonen er en Magister Thorsen, som man maaske lettest kunde karakterisere som en moderne og dansk Udgave af Misantropen. Thorsen er besat af en ubændig Trang til at reformere og sige de Folk, han ikke ynder, de drøjeste Sandheder. Han er tillige i Besiddelse af en Selvfølelse, der ikke synes at kende til Begrænsning – aldrig tvivler han paa, at det er ham selv, der sidder inde med Sandheden og Ædelheden, og de andre med Løgnen og Lavheden. Men Forskellen paa Behandlingsmaaden af denne selvsikre Skikkelse hos den franske og den danske Digter beror paa, at mens Molière's uafbrudt spiller mellem Sympati og Ironi, er Pontoppidans ganske og aldeles blottet for Ironi. Man faar, jo længere man skrider frem i Beretningen, det Indtryk, at Pontoppidan i Thorsen ser en Helt og en Martyr.
Magister Thorsen bliver af Redaktøren og Ejeren af det liberale Hovedstadsblad Frisindet opfordret til at overtage Ledelsen af Bladet. Redaktøren, der er blottet for en hvilken som helst aandelig Interesse, er led og ked af Slidet og vil nyde et Otium i Rigdom og Velvære. Han er meget forskellig fra sin Fader, Bladets Stifter, Folkeføreren Kresten Paarse, en bondefødt Jyde, om hvem Thorsen siger: "hvor meget Forretnings- og Partimanden end i Aarenes Løb var vokset Idealisten over Hovedet – det kunde dog indtil det sidste mærkes paa ham, at han i sin Ungdom havde siddet ved Grundtvigs Fødder."
Bladets førende Stab af Medarbejdere, der skildres som nogle temmelig samvittighedsløse Opportunister, tvinger imidlertid Magnus Paarse til at lade Thorsen falde til Fordel for et Triumvirat af de oprørske gamle Medarbejdere. Det bliver en frygtelig Skuffelse for Thorsen, hvis Misantropi antager stadig mere eksalterede Former. Han havde troet paa sin Mission som Genrejser af Folket og Pressen, han havde bl.a. sagt til Filosofen Dr. Vadum:
Det er min fulde og faste Overbevisning, at Spørgsmaalet om Danmarks fortsatte Bestaaen staar paa Dagsordenen i Gudernes Raad. Tager vi os ikke sammen, er det ude med os. Og i den Situation sidder Nationens Udkaarne henne i Rigsdagen som Prangere i en Krostue og rafler om Vælgerstemmer. Vi vanæres af en Presse, der har gjort os til en Fabel rundt om i Verden – den frækkeste Spekulation i Folkets usleste Instinkter, en Storindustri i Fruentimmerpjank, Teatersladder og Skandale.
Han lader sig da hverve af et Højreblad, hvor han gaar drabeligt løs mod den Klike, der har lukket ham ude. Det er højst beklageligt, at man ikke faar blot én eneste Prøve paa hans Artikler. Man faar at vide at de vækker uhyre Opsigt, sætter Byen paa den anden Ende, gør de hidtil obskure Højreblad til det, alle sluger begærligt – men man berøves enhver Mulighed for at kunne kontrolere Paastanden. Dette er Bogens saa at sige organiske Svaghed, at man ikke faar et fast Holdepunkt til en virkelig Vurdering af Mandens intellektuelle Evner: Er han en Intelligens eller blot en Skvadronør – det er faktisk ikke muligt at afgøre det. Alt, hvad han siger, er i den Grad almindeligt, at det intet Bidrag giver til en virkelig Forstaaelse: man kan plukke en Snes Udtalelser ud, der bevæger sig i nøjagtigt samme meget rummelige Formler som f. Eks. denne:
Endnu den Dag i Dag levedes der jo under Fortidens Trællekaar – blot med den Forskel, at det nu var Rigsdagsbaronerne, der var blevet Landets Naadigherrer, og Pressejunkerne, der holdt Folket i Skræk med Gabestok og Træhest.
Eller denne, der giver hans "Vurdering" af Arbejderne i Danmark:
Gaa ind paa den første den bedste Arbejdsplads og sig mig saa, hvad der er blevet af de store Forjættelser om Underklassens Frigørelse, – Fyldebøtter og Dovenlars'er – ja, jeg vedkender mig Ordet. Men det skal nu vise sig ved Valget, om dog ikke Samfølelsen begynder at vaagne her i Landet. Ogsaa hos Arbejderne. Det skal vise sig, siger jeg. Og sker det – da vé jer! Af et sundt og udviklingsdygtigt Proletariat med vældige Fremtidsmuligheder har I skabt en Yngel af forvorpne Samfundssnyltere, et Slæng af professionelle Dagtyve, for hvem ingenting i Verden er helligt undtagen Ølpavsen. Det er Aarhundredets største Forbrydelse. Og den skal I komme til at staa til Ansvar for.
Er det ikke ganske i Overensstemmelse med saadanne firkantede Vurderinger, at han i sine Taler paa Raadhuspladsen efter Krigens Udbrud opildner sine lunkne Landsmænd ved at erklære, at "de køllebevæbnede Kæmper i det danske Rigsvaaben for Fremtiden burde erstattes med et Par Ølkuske"?
Og hvad skal man sige til hans Opfattelse af vor Tids Poesi! Han er indigneret over, at den yndede Taler Klemens Junge har kaldt Danmark Sangfuglereden i Evropas Løvkrone:
Ak ja, erklærer han, under denne aarhundredlange Kvinkeleren og denne kælne Smægten var Folket lullet dybere ind i Sorgløshedeus Dødssøvn – til Glæde for Vildkattene i Syd og Nord. Hvornaar hørtes sidst en virkelig Mandsrøst fra det danske Sangerlav? Lammefrom Hyrdepoesi og skoledrengeagtig Naturdyrkelse fuldendte i disse Dage Nationens Forkrøbling!
Man behøver blot at tænke paa to nulevende Repræsentanter for denne lammefromme Hyrdepoesi og denne skoledrengeagtige Naturdyrkelse: Jeppe Aakjær og Ludv. Holstein, for til fulde at erkende Synspunktets Armod og Urimelighed. Himlen skaane os for en "Mandighed", der ikke har Plads for en Ludv. Holstein.
Thorsens Udtalelser er hyppigst af en saadan Art, at man med Mistillid tænker paa de Avisartikler, vi ingen Prøver faar paa. Han siger om Goethe:
Véd du, at den Mand bliver mig mere og mere forhadt. Der skulde en Gang foretages en grundig historisk Undersøgelse af, hvor meget af Tidens fejge Blødagtighed, denne ewig weibliche Gehejmeraad har paa Samvittigheden.
Naar Thorsen taler saadan om den Digter og Tænker, hvis lange Liv var behersket af Trang til Erkendelse – hvordan vilde han da ikke karakterisere visse Aander, der har haft en meget stor Indflydelse paa vor Tid, en Poe, en Dostojefski? Det løber En koldt ned ad Ryggen blot ved Tanken!
Han bliver arresteret efter en af sine voldsomme Taler paa Raadhuspladsen. Han dør kort Tid efter, og ved hans Grav udtaler Vennen Klemens Junge, "at han mere og mere følte det som sin Livsopgave, sit Kald at genopvække Kamplysten i vort Folk". Man kunde ønske, at Pontoppidan i Karakteristiken af denne Stridsmand havde kastet blot et Skær af Ironi over hans Selvretfærdighed og de urimelige, stundom forrykte Domme, som denne Selvretfærdighed resulterer i.
Det menneskeligste i Bogen er Beretningen om hans Forhold til Hustruen. Hun har, ligesom han paa sit Omraade, en fanatisk Trang til det absolute, en Trang, hun ikke føler tilfredsstillet i sit Ægteskab. Een Gang er hun gaaet fra ham, og da hun genoptager Samlivet, ender det blot med, at hun begaar Selvmord, just som hun skal føde ham et Barn. Hun tror, at han er hende utro, hendes Antagelse er uberettiget, men han nedlader sig ikke til et Forsvar. Han forlader hende i Irritation og Vrede, og hun forlader ham saa for altid, uden at efterlade sig et eneste forsonende Ord.
Sandheden var jo den, at hun, trods hans Forelskelse, ikke beherskede hans Tanke og Fantasi. Han havde, sig selv kun halvt bevidst, fundet noget, der lignede en Legemliggørelse af hans Ideal i den unge Journalist Ragna Nordby, i hvis Sind der rørte sig voldsomme Kræfter, som drog ham. Under et politisk Møde, hvor hans Modstandere brutalt satte ham paa Døren, havde hun heroisk med Fare for sit Liv søgt at komme ham til Hjælp. Hun var noget af den Fylgie, han altid havde fablet om, og som rejser sig vældig for ham i hans Dødskamps Syner.
Da hans Hustru har taget Livet af sig, sidder han grublende med Hovedet i sine Hænder:
Han var kommet til at tænke paa Vadum og hans Ord om Kvindekærlighedens evige Gaade. Det var den samme Gaade, han selv idelig havde grundet over i disse søvnløse Nætter, og det havde været som at rende Panden mod en Mur. Alt blev Mørke. Han havde jo ikke gjort Asta noget ondt. Han havde virkelig holdt af hende, havde været god imod hende og overbærende. Og alligevel, dette skjulte, pludselig frembrydende Had, dette Fortvivlelsens Raab fra et sønderrevet Hjerte!
Genfinder man ikke i dette Ræsonnement netop noget af hans Selvretfærdighed? Det vilde have ligget nær for enhver Mand, der var mindre overbevist om sin Fortræffelighed, at ransage koldblodigt sine egne Ord og Handlinger, fremfor alt sin Optræden i hint skæbnesvangre Øjeblik, før han forlod hende og opbragt smækkede Døren i bag sig. En over for sit eget Jeg mere klarsynet Mand vilde uundgaaeligt have fundet Forklaringen paa Tragedien fuldt saa meget i sit eget som i Hustruens Sind.
Pontoppidan har tidligere skildret Mænd, der netop led af en Samvittighedens, en Selvransagelsens næsten sygelige Forfinelse. Det er ikke, fordi han ikke kender saadanne lange Skrupler, hvor Naget arbejder stædigt, at han lader Thorsen slippe let. Det er tværtimod et Bevis paa hans psykologiske Skarpsyn, at han ikke giver denne Mand Pinsler, som selve hans Natur skaaner ham for. Pontoppidan synes imidlertid at beundre i den Grad Kraften i hans Stridssind, at han ikke engang tænker paa at undskylde den Mangel paa Finhed, som dette Sinds Grovhed og Hensynsløshed fører med sig.
Chr. Rimestad.
