Mands Himmerig
Om et enkelt Forhold er alle Anmeldere af "Mands Himmerig" enige, og heller ingen menig Læser vil kunne underkende det; Bogen har, uanset dens Syslen med lokale og aktuelle Emner, intet af Nøgleromanen. Lad en og anden Staffagefigur, en Teaterdirektør, en Violinist, være udstyret med et Skæg eller en Skaldepande, som vi kender fra vort københavnske Milieu; disse Attributer og saa nogle andre faa og smaa konkrete Enkeltheder (en Spisevært, som stadig skal nyse, en tyk Grosserer i stribet Silkenatdragt; flottere gaar det ikke til) er der jo blot for at give lidt Atmosfære om Hovedpersonernes Skikkelse og navnlig om Hovedpersonens, der kun er tænkt, ikke set. Naar et Blad1 har sat Pontoppidans Magister Thorsen i Forbindelse med Overretssagfører Erik Henrichsen, kan herved kun sigtes til, at denne muligvis en Gang har staaet i en lignende journalistisk Situation som Thorsen ved Romanens Begyndelse; i Karakter og Væremaade vil sikkert ingen kunne finde Lighed hos Magisteren med den afdøde politiske Skribent, saa lidt som med nogen levende. Nej, "levende" Model har der efter Værkets Natur ikke været Brug for.
Herom er lang Tale ufornøden; sværere synes det at faa slaaet fast i hvor høj Grad Forfatteren personlig vil hæfte for den Kritik, hans Magister retter mod Tidens raadende Magter i Danmark. Anmeldelserne staar her ret vidt fra hinanden. Arbejderbladet2 demonstrerer en ganske umiddelbar Fornærmelse over Hr. Thorsens stygge Ord om Arbejderne. Poesiens ufortrødne Talsmand, Chr. Rimestad3, føler sig kaldet til at træde i Skranken for Ludvig Holstein, som Pontoppidan dog endelig ikke maa indbefatte i sine poesifjendske Thorsenske Bekendelser, ja endog Goethe synes ham at have Krav paa Revanche efter den Thorsen-Pontoppidanske Miskendelse. Men al den Ulejlighed kunde være sparet, dersom Professor Brix4 har Ret i, at Pontoppidan i Slutningen af Bogen visker sit eget "Mene tekel" ud, idet den grundtvigske Ligtale over Hovedpersonen tilsigter at lade "den anden Part" komme til Orde og dermed giøre den Thorsenske Kritik ganske subjektiv og relativ.
Nu er intet jo sikrere, end at Pontoppidan personlig holder med Thorsen paa meget lang Afstand.
Han er en Grobian, en Fusentast, en saare uforsigtig Skribent, hvis voldsomme Vovemod ødelægger ham socialt. Og lige saa lidt som hans Ophavsmand kunde tænke sig at overfuse en Journalist af Kød og Blod (ikke "Journalisten" in abstracto) paa Thorsensk Vis, lige saa lidt behøver han at underskrive hvert af de bitre Ord, Romanens Situationer lægger Thorsen i Munden. Men heraf følger jo ingenlunde, at den Thorsenske Kritik for Pontoppidan kun er et Indlæg, der kan besvares med et Modindlæg, at kun Aktor og Defensor kommer til Orde, men Dommen ikke fældes.
Aldeles bortset fra, hvad man kan lære ved en Jævnførelse med Pontoppidans øvrige kendte Holdning og hans vante Maade at opstille Tingene (i Forbigaaende være det sagt, at Professor Brix vistnok er ene om sin Fortolkning af Brandesdigtet), forekommer Ligtalen i Bogens Slutning mig langt fra at udviske Moralen, men netop at understrege den. Den taabelige grundtvigske Svada om Norden, der under Nationernes blodige Kampe for Livet hævder sig ved sin aandelige Kraft, staar, simpelthen som de babylonske Gæsters fortsatte døvende Sviren, efter at Haanden har skrevet Dødsvarslet paa Væggen. Saa sølle og lavt er i det hele alt, hvad Pontoppidan anbringer for "den anden Part"s Regning, at det ikke paa nogen Maade kan godtgøre, at han "tvivler om sin egen Tvivl"5. Den er solid nok.
P L M