Mands Himmerig
I spændt Forventning har Læseverdenen i dette Efteraar ventet Pontoppidans nye Bog, der i Forvejen var betegnet som en Sensationsroman. Det er gaaet denne Gang som ved tidligere Lejligheder, at Læseren ved Slutningen af Bogen har siddet underligt betaget, men besjælet af modstridende, uklare Følelser. Det er i det store og hele Hovedpersonen, Magister Niels Thorsen, der har været debatteret Mand og Mand imellem efter Læsningen af Bogen. Man er blevet revet med ved Synet af Magisterens heltemodige og mandige Kamp og har følt sig grebet af Sorg over hans tragiske Endeligt, men ogsaa af Forbavselse over og Fordømmelse af hans Blindhed overfor de stille Rørelser i Menneskelivet. Hvorledes kunde han i selvgod Uforstaaenhed være saa blind overfor sin Hustrus Kærlighed, saa han til sidst drev hende i Døden? Spørgsmaalet om Pontoppidans Stilling til Hovedpersonen er uvilkaarlig dukket frem.
At dømme efter den tidligere Produktion hører Pontoppidan ikke til de Forfattere, der udvælger sig en bestemt Person til Talerør, saaledes at Tendensen ved Bogens Slutning træder frem for Læseren i en klar, afsluttet Formel. Han har tidlig taget Afstand fra disse "Tendens"-Romaner, der bekvemt og behageligt giver Læseren Forfatterens sidste endelige Livsanskuelse og derved befrier Læseren for et udviklende, mere udbytterigt Tankearbejde, samtidig med at Bogen ikke giver noget sanddru Billede af Livet, der aldrig giver afsluttede Livssyn, men altid aabner nye, overraskende Perspektiver. Mange er blevet irriteret over dette aabne Perspektiv, hvormed Bøgerne ender, og man er da tit gaaet til den Udvej at spørge Forfatteren selv om Hensigt og Tendens. Pontoppidan udtalte efter Afslutningen af "Lykke-Per", da man ogsaa var i Tvivl om Forfatterens egen Stilling til Hovedpersonen, at han først og fremmest som folkelig Skribent ønskede, at Bogen skulde virke underholdende. Var dette Formaal opnaaet, skulde den nok virke efter Hensigten. Hvad er da Hensigten med "Mands Himmerig"?
Niels Thorsen river uvilkaarlig Læseren med, han synes at være Forfatterens Helt og Martyr, der har til Opgave at vække Kamplysten i det danske Folk; man ser betaget hans Ørneflugt mod de høje Maal, hans Fald og genkender til sidst det hyppige Motiv hos Pontoppidan: den stækkede Ørn. Efter Forudsætninger og Stade ser man med Sympati eller Antipati paa dette hans Kald, men i begge Lejre hører man i Magisterens Haan over vor kvidrende Sangfuglerede Pontoppidans egen Røst og hælder lig Chr. Rimestad ("Politiken" 22. Oktbr.) til den Anskuelse, at i Behandlingsmaaden af Magisterens Figur er Pontoppidan aldeles blottet for Ironi. "Pontoppidan synes at beundre i den Grad Kraften i Magisterens Stridssind, at han ikke en Gang tænker paa at undskylde den Mangel paa Finhed, som dette Sinds Grovhed og Hensynsløshed fører med sig" (Chr. Rimestad).
Er nu Pontoppidan en saadan ensidig Holger Danske-Skikkelse?
Som saa ofte før hos Pontoppidan udtales til sidst i en Mindetale en Dom over Heltens Person. Han havde desværre været en Person, der var viet til Sværdet som Munken til sin Kappe og derfor midt i Kanoners Torden havde vendt Ryggen til "Hjertets Sag", den stille Verdensmagt paa Jorden. Hvis dette var Pontoppidans Anskuelse, havde vi igen i Heltens Person en Figur i det lange Narregalleri, der forekommer i Pontoppidans Værker. Ligesom Emanuel Hansted i "Det forjættede Land" var en almindelig Kapellan, der tiltroede sig en Profets Kald og derfor lagde sit Hjem øde for at vie sig helt til denne naragtige Idé, saaledes skulde Magister Thorsen være en skikkelig Magister, der naivt krøb i Holger Danskes krigerske Gestalt for at vække Kamplysten i det danske Folk. I ensidig, fanatisk Kamp for denne taabelige Idé var han blind for Livets kulturelle Værdier og endte som en Nederlagets Mand, der fik sin retfærdige Straf. Thorsen var da en ny moderne Genganger af Don Quixote og Klemens Junge, Mindetaleren, en moderne Udgave af Sancho Pansa, der med Medynk konstaterer, at Helten har sprængt sig selv i en haabløs Kamp i sin Higen mod de høje Maal. Bogen var da et Udtryk for Pontoppidans bekendte medynksfyldte Kritik af Menneskenaturen.
Men taler Pontoppidan gennem Klemens Junge?
Det er ikke blevet paapeget i den offentlige, litterære Kritik af "Mands Himmerig", at der fra Bogen gaar Forbindelseslinier til tidligere Romaner af Henrik Pontoppidan. Flere af Figurerne er i Virkeligheden gamle Bekendte, og Romanen kan derved siges at være et Led i en større Sammenhæng. "De Dødes Rige" var oprindelig 5 adskilte Romaner med hver sin Handling, der til sidst sammenføjedes i én Roman. "Mands Himmerig" kan i Tid siges at være en Fortsættelse af Pontoppidans lidet kendte Skuespil "Asgaardsrejen" og atter at fortsættes af "Et Kærlighedseventyr". Ragna Nordby og Otto Kall er jo Hovedpersonerne i "Asgaardsrejen". Schopenhauer-Forskeren Vadum og Klemens Junge Hovedpersoner i "Et Kærlighedseventyr". Alle disse Personer gaar igen i "Mands Himmerig", og en Forbindelse er derved antydet.
Otto Kall er i "Asgaardsrejen" (1906) en af de gamle radikale Kæmper, der ved Doceren af de gamle Lurtoner i en jydsk Fjordby mod sin Vilje opflammer sin Søsterdatter Ragna til at forsøge sig som radikal Journalist i København. I "Mands Himmerig", der foregaar kort før 1914, ser vi Resultatet. Otto Kall er nu en hvidhaaret Krøbling, der bevæger sig ved Krykker og dør i Begyndelsen af Bogen. Baade han og Ragna, der er blevet misbrugt af det tidligere Frihedsparti, har vendt sig i Kamp mod de materialistiske Opportunister, der nu sidder ved Roret i Partiets Organ. Ragna gaar over til det konservative Blad, og Magister Thorsen ser hende i sin Dødskamps Drømmesyner som en livsfrodig og kampmodig Fylgie, der daler ned mod ham som en Fugl fra Luften.
Dr. Vadum, Schopenhauer-Forskeren og Pessimisten, fortæller i Slutningen af "Mands Himmerig" om sin pludselige Forlovelse. Denne Hændelse, Indblikket i Kvindens formaalsløse Hengivelse, har bevirket, at han, den gamle Sortseer, staar med Forundring og nyfødt Betagelse overfor denne Livsgaade, Kærligheden. Denne Kærlighed mellem Vadum og Ingrid er netop Hovedtemaet i "Et Kærlighedseventyr". "Gennem mange Brydninger modnedes de i Fællesskab og dog hver for sig som et Par Tvillingfrugter, der næredes gemnem den samme Blomsterstilk". Saaledes belyses Pontoppidans eget Stade ved denne Samstilling. Hans Tvesyn viser sig i Produktionens Vekseldrift; han har baade givet Udtryk for Livets stille Rørelser og for "Kanonernes Torden". Baade Magister Thorsen og Dr. Vadum er Sider af Henrik Pontoppidan. Figurerne faar deres relative Absoluthed ved Modstillingen, og man mindes Pontoppidans tidligere Ord: "Enhver Ting har 2 Hanke, det afhænger altsammen af, i hvilken Hank man griber den. Og jo ældre man bliver, des lettere finder man dem begge". Hans Figurtegning er saaledes ikke blottet for Ironi, men netop præget af en Blanding af Sympati og Ironi. Pontoppidans Karakter er dialektisk og mangesidig; det er Tidens Tryk, der skaber hans Reaktioner. I en Jerntid, hvor Kanonerne tordnede, gav han Udtryk for Hjertets Rørelser i "Et Kærlighedseventyr". Efter Krigen, da man fra forskellig Side "sang det danske Folk endnu mere Vand i Blodet", reagerer han med "Mands Himmerig". Magister Thorsen er Henrik Pontoppidan i en bestemt Situation, men han er ikke helt udtømt i Figuren. Han er med, men ogsaa udenfor.
Pontoppidan ved, at i Idealerne paa Jorden er der altid en nødvendig Blanding af Storhed og Ringhed. Magister Thorsen er en Ørn, men en af de stækkede. Ørnen selv, Henrik Pontoppidan, svæver over Bogen, han er kort sagt den Ven, der modsat Klemens Junge havde stillet sig ved Magister Thorsens Side i den foreliggende Situation. Pontoppidan indtog dette Stade, da Situationen fra "Mands Himmerig" realiter forelaa. Dette illustreres ved Digtet "Til Mindefesten" i Casino kort før 1914, Tidspunktet for "Mands Himmerig".
"Uffes Sværd vi gemte hen.
vi maa finde Skræp igen.
Vi vil spørge, til det høres,
vi vil kalde, til vi føres
frem paany af djærve Mænd".
Den samme Tone findes paa anden Maade anslaaet i Pontoppidans Digt "Tilstaaelse" (1923).
"I Solens Lys, ved Lampens Skin
den spøger mig i Ho'det.
Jeg ved det! Undergangens Angst
er gaaet mig i Blodet."
Den Følelsesdom, der uvilkaarlig vælder frem efter Læsningen af "Mands Himmerig", viser i Virkeligheden Forfatterens "Tendens". En litterær Analyse og Placering af Værket i Pontoppidans Produktion naar til det samme Resultat.
