Henrik Pontoppidan
Henrik Pontoppidan: Mands himmerig. (Gyldendalske Boghandel, Kjøbenhavn.)
Det er længe siden Henrik Pontoppidan lot høre fra sig, men aarene har ikke mildnet hans sind, ikke svekket den salte nøkternhet i hans syn og i hans skildring av mennesker og samfundsforhold. Han dikter ikke for sin fornøielses skyld, han dikter for at holde dommedag over sit folk og sin tid; han dikter ikke for at komme ovenpaa og utenom foreteelsene, han vil ind paa livet av dem, han vil staa ansikt til ansikt med folk og se dem ind i øinene, han vil med en røst som er sviende av ironi og brændende av patriotisme fortælle sandheten om det danske samfund og intet i sin tragiske følelse kan han holde tilbake naar han føler sig tvunget til at vise hvor umulig det er for en virkelig mand at utfolde sig og leve et frit liv i Danmark.
Nei, aarene har ikke mildnet ham, han har kanske aldrig skrevet en bitrere og bedskere bok end denne. Før har han jo hat sin glæde av med mesterskap at oprulle omfattende og detaljerte samfundsbilleder, av at gaa grundig tilverks, baaret av selve fremstillingens lykke. Nu er han knap, karrig med ord, karrig med mennesker, ikke en eneste uvedkommende stemning har faat snike sig ind, det er bare saavidt han tillater sig et enkelt sted at skrive nogen linjer om vaaren i Kjøbenhavn, – en "aprilhaard vestenvind" jog gjennem gatene, fruktvognenes appelsindynger glødet i solen, kanonfotografene var dukket op foran raadhuset. Men om aftenen efter en brandrød solnedgang var vinteren der paany. En brandrød stormhimmel staar truende over hele boken.
Mands himmerik er som bekjendt hans vilje. Magister Niels Thorsen har den vilje at rense det danske samfund. Han vil som grækerne betrakte det som en heltegjerning at "muge ud i en stald". Det er, sier han, hans opfatning, at det i rivende hast gaar til helvede med Danmark, at spørsmaalet om landets fortsatte bestaaen staar paa dagsordenen i Gudernes raad. "Og i den situation sidder nationens udkaarne henne i Rigsdagen som prangere i en krostue og rafler om vælgerstemmer. Vi vanæres av en presse, der har gjort os til en fabel rundt om i verden, – den frækkeste spekulation i folkets usleste instinkter, en storindustri i fruentimmerpjank, teatersladder og skandale". Og da hans ven Klemmens Junge advarer ham mot at lave strid og taler om den "stille magts gjærning i folket", da svarer han: "Det lyder smukt. Men ved du hvordan den magt ytrer sig. Læg øret til jorden saa vil du høre em hundred-tusenstemmig snorken. Den danske Jeppe har et godt sovehjerte. – Og saa mener du at der bare trænges til endnu mere fløitespil og endnu flere vuggesange for at faa ham vaaken. Nei, min ven, naar trællesindet her hjemme er saa uutryddelig, saa er det fordi det aldrig har reist sig i vildskab til daad".
At reise folket til daad og vildskap, at skape en renselsesfest det er hans vilje. Og med blodig ironi kalder Pontoppidan denne bok om hans skjæbne "Mands himmerik". Han intrigeres bort av det blad hvor han alt er ansat og hvor hans arbeide naturlig hører hjemme, hans hustru forstaar ikke kampsindet hos ham, i utaalmodighet forsømmer han hende saa hun tilsist i fortvilelse tar livet av sig, skandalsnakket om hans ubarmhjertighet er byens stadige tema og ved valgene lider hans sak det bitreste nederlag, tilslut dør han, knust og knekket og tilbunds skandalisert, vistnok av hjernerystelse.
Det var, saavidt jeg husker, "Berlingske Tidende" som forleden dag erklærte at slike avisforhold som dem Pontoppidan skildrer aldrig har eksistert i Danmark. Der er ikke grund til at tro at Pontoppidan lægger megen vekt paa indvendingen: litt bedre eller litt værre betyr sikkert intet for ham, men desto mere hans egen sikre følelse av at det forholder sig netop slik. Han har lagt skildringen tilbake til vaaren og sommeren 1914 da verdenskrigen brøt ut. Naar han utgir den nu over et decennium efterpaa kan man gaa ut fra at han ikke mener den har mistet sin gyldighet. Hvad krigen bevirket baade i Danmark og de andre skandinaviske land kan jo heller ikke ha bløtgjort ham. Det er fortiden som hevner sig paa os, lar han sin helt si. Den folkefrihet, som andre nationer tilkjæmpet sig under strømme av blod kom vi sovende til som smedens Ane til sine tvillinger. Ikke engang amputationen i 64 gjorde os riktig vaakne. Vi klynket litt, og trøstet os med at det kunde gaat endnu værre.
Der er ikke grund for os i Norge til med nogenslags skadefryd at beskjæftige os med i hvor høi grad Pontoppidans skildring rammer danske forhold. Derimot har vi grund til at indse at Pontoppidans forbitrelse rammer ogsaa os. Av den samme aarsak: Ogsaa vi er kommet halvveis sovende til vore nationale goder, det er til syvende og sist den eneste forklaring paa at vi sætter saa liten pris paa dem og saa let hasarderer dem. Ogsaa hos os er der god anledning til at efterlyse det salt som er virkelig national forbitrelse.
– En refser som Pontoppidan er antagelig en røst i ørkenen, men han er et symptom paa sunde instinkter i et folk. Hans kjærlighet tilhører ikke idyllen, men kampen, ikke forstaaelse, tolerance, makelighet, opportunisme, men mandsmodet og urokkeligheten. Mest typisk fremgaar det i denne bok av de to centrale kvindeskikkelser. Han har skildret Niels Thorsens hustru Asta med en retfærdighet hvori der ogsaa er sympati: hun er av fornem slekt og tanke, vant til ømhet og blide forhold, netop paa denne bakgrund er hun virkelig tapper: hun lar sig modstandsløst beseire og bære med av sin mand, skjønt han er hende fremmed, næsten skræmmende, men hun kan ikke klare hans liv, hendes ømhetsbehov negligeres og derfor vækkes hendes mistanke: han maa jo være hende utro. Mistankerne, striden, uroen knækker hende, hun vælger at forsvinde fra et liv som er hende saa fremmed og har saa litet godt at gi hende. Men op mot hende har Pontoppidan stillet en anden kvindeskikkelse, den unge journalist Ragna Nordby. Hun stormer paa cykle gjennem gatene, melder sig til tjeneste hos Thorsen da kampen er bitrest, ser i ham sit ideal: stridsmanden uten frykt og dadel. Hun er i Pontoppidans roman en blanding av realistisk menneskeskildring og sagnfigur, – og da Thorsen er død'1, fortæller dikteren, hadde hun ikke ro paa sig. Krigens tummel, valplassens helte drog hende. Og dit ut reiste hun for at være med hvor mænd maalte kraft og vilje.
Dette er den aldrende og bitre dikters ideal: mænd som vil kjæmpe for sine goder uten at avlade og uten at frykte – og kvinder som vil ildne dem med tro og trots og høie hærrop. For i hele den skandinaviske diktning findes der ingen der som Pontoppidan har tat i arv sagaens tilbedelse av kraften og kampen. Mands vilje er mands himmerik. Men i daarlige tider er mands vilje saa sjelden at den bereder ham et helvede. Det er Pontoppidans dystre nutidsforkyndelse.
R. F.