De nye Bøger
Henrik Pontoppidan: "Et Kærlighed-Eventyr". 135 S. (Gyldendalske Boghandel)
Et Kærlighed-Eventyr. – Men foregaar der da noget som helst eventyrligt i denne lille Roman? Den henved fyrretyveaarige Dr. phil. Gabriel Vadum er paa Rejse i Schweiz sammen med Præstefruen Ingrid, der er draget af Lande med ham, da Præsten ikke vilde indvillige i Skilsmisse. For at se til sine Drenge tager hun en Tur tilbage til Kjøbenhavn, hvor hendes Mand indtrængende beder hende afstaa fra sit Ønske: det vilde kun forstyrre Børnenes Fred, hvis de igen fik deres Moder at se. Hun iler fortvivlet og syg tilbage til sin Elsker, og nogen Tid derefter faar de Bud om, at Præsten er død. De kan da gifte sig. Sammen med Drengene slaar de sig ned ned i en Christian Winthersk Egn paa Sjælland, og Dr. Vadum faar Ansættelse ved Kjøbenhavns Universitet.
Heller ikke i Beretningens Tone er der Eventyr. Den er behersket, jævn og klar i den rolige og redelige Pontoppidanske Stil. Intet kan være fjernere fra moderne Impressionisme og Manierisme end denne snarest omstændelige Fortællekunst med smukke Beskrivelser og omhyggeligt gennemskrevne Repliker. Pontoppidan tager alting med, selv om det egentlig ikke synes nødvendigt. Han fortæller saaledes om, hvorledes Ingrid traf Vadum i Kjøbenhavn: "Hun var kommen derind fra sin vestsjællandske Præstegaard for at gennemgaa en Massagekur for en Senehindebetændelse i den venstre Arm." Hverken Kuren elleir Betændelsen vedrører Historien, saa lidt som om det var venstre eller højre Arm.
Man kan studse lidt ved saadanne Enkeltheder. Men naturligvis er der en kunstnerisk Hensigt med dem. Vi kommer ligesom Personerne paa nærmere Hold. Denne nøje Viden hos Forfatteren giver Læseren Tryghed. Det Indtryk af nærværende Liv, som Impressionismen søgte at naa gennem sin øjebliksiagttagne Flimren, stræber Pontoppidan frem imod gennem sin anskuelige Ro.
Og netop saadan faar Forfatteren os med til den indre Oplevelse, det Kærlighedens Eventyr, han virkelig har paa Hjerte: ikke de ydre Begivenheder, men den indre Omformning. Dr. Vadum vises os straks som helt usikker i sit Følelsesliv, mistænksom, en Smule trættet ved den Kærligheds-Lykke, som har bragt Uro over hans Arbejde. Hans Barndomshjem paa Landet var daarligt, hans Oplevelser i Hovedstaden fyldte ham med Mistro, hans Omflakken i Europa med tilfældige og tarvelige Kvindeforbindelser har givet ham Lede ved Mennesker. Den Bog, der gav ham en vis Navnkundighed, var en Studie over Schopenhauer. Hans store Værk er en Skildring af Mennesket som en degenereret Abe, hvis Vaaben i Tilværelseskampen stadig er forringet i Kvalitet, er blevet til Forstillelse, Bagvaskelse og Forræderi.
Da Ingrid rejser, er han ganske paa det Rene med, at hun ikke vil vende tilbage. Hans oprevne Længsel og forpinte Ensomhedsfølelse – ligesom hendes heftige Bevægelse under Rejsen mod Hjemmet – er Bogens mest uvilkaarligt levende Afsnit. Han føler det nu: han er fanget ind af et Menneskes Kærlighed; han har følt et Menneskehjertes Varme og kan ikke længer leve paa sit monomane Sortsyn. "Skovtrolden"s Dyreham er bristet. Den Tro, han nu vil bekende for sine Studenter-Elever, er, "at i Kærligheden mellem Mand og Kvinde er Guddommen nærværende og gør os delagtige i udødeligt Liv".
Dette er da Kærlighedens Eventyr.
Nogen Solstraalefortælling maa man nu alligevel ikke tro, Historien er bleven. Ingrid er ingenlunde den idealt forstaaende Kvinde. Sandt at sige har hun neppe nok Interesse for sin Mands Ideer. Hun lever fremdeles i sin Præstefrue-Forestillingskreds og gør gentagne Forsøg paa at omvende ham. Det er i den rent menneskelige Fortrolighed og Kærlighed, de har deres gode Fællesskab, "bestandig inderligere forenede af den stærke, gaadefulde Magt, der tilgiver alt, der fordrager alt og overvinder alle Modsætninger". De forenes endog i den fælles Sorg over, at deres Ægteskab bliver barnløst – hun tror, det er Straffen, fordi hun brød sit første Ægteskab, han mener, at Skylden er hans Fortids Udskejelser. Men begges Skyldbevidsthed knytter dem blot fastere til hinanden, "saa forskelligt de end tænkte om Aarsagen".
Der i dette et lille, overbærende Smil, som er Forfatteren eget, men sagtmodigere i denne Bog end ellers – af en troende Hjertelighed og en Livsbekræftelse, som er Pontoppidansk i sit indre Vasen mere end i ydre Udfoldelse.
Chr. G.
