Bogindtryk
Henrik Pontoppidan: Et Kærlighedseventyr. 135 S. (Gyldendal)
416 […]
Den, der læser mange af de nye Bøger i Løbet af kort Tid, kan ikke befri sig fra de Indtryk, de Belysninger, der fra den ene Bog kastes over den anden. Det kan baade være til Gavn og til Skade for Nydelsen af det enkelte Værk, og i hvert Tilfælde er det retfærdigst at vedkende sig det. Den første Læsning af en Bog er jo altid tilfældig. Man griber Bogen i Spænding efter det nye, man kan ikke lade være at læse hurtigt, og først ved en senere Læsning, naar man fuldt vidende om Indholdet griber Bogen, fordi der er noget i Ens Stemning og Tanke, der nærmer den til Sindet, aabner den sig helt for os. Derfor er den første Læsning og det første Indtryk ingenlunde uvæsentligt. De danner en Slags Styrkeprøve for Digteren. Har han Kræfter til at jage alt andet paa Flugt, paa en Maade gøre Læseren værgeløs, saa han uvilkaarligt føres ind i det nye Land, eller sidder vi som Tilhørere til noget, der ikke helt angaar os, ganske vist lyttende, men ofte adspredte?
Bøger1 som Tage Hebos2 og Fru Michaëlis'3, ogsaa som Bangs Breve4 hidser os, disse Forfattere er nervøse, opfarende, vi faar dem helt ind paa Livet af os, deres blussende Tale smitter os. Henrik Pontoppidan skyer saadanne Virkemidler. Han vil være 417 rolig. Han fører os fra den vilde Natur ind under en kølig, graa Hvælving, hvor den direkte Oplevelse er afløst af Referatet. Han kalder sin Bog "Et Kærlighedseventyr", i Virkeligheden er den Moralen til et Eventyr. En Præstekone, ikke helt ung, forlader sit Hjem, sin Mand, sine Børn for at leve et frit Ægteskab med en Mand, hun har kendt et Par Maaneder, gemmende sig i smaa Bjærgbyer i Europa. Det er Eventyret. Men af dette blussende Liv, dette Eventyr af Elskov, denne Kamp mellem Lidenskab og Længsel – thi denne Moder savner sine Børn hver Time – af dette evige Emne faar vi kun Referatet, et Referat, der giver sig Tid til mange faktiske Oplysninger og tilbageskuende Rejsebeskrivelser, men kun glimtvis lader os se ind i den røde Ild. Og i Opløsningen det samme: Konens Mand dør, hun vender tilbage til sine Børn, gifter sig med sin Elsker og bliver lykkelig. I en mild Efterklang af Christian Wintherske Naturstemninger finder hun og hendes tidligere menneskefjendske Ven en stille og god Lykke, der ikke formørkes af, at hun er troende, han ikke, begge overvundne af "den stærke, gaadefulde Magt, der tilgiver alt, fordrager alt og overvinder alle Modsætninger". Og naar deres Haab om at faa et Barn skuffes, saa mener hun, at det er paa Grund af hans Vantro og fordi hun lever "under Guds Vredes Dom", han at det er Straffen for "hans Fortids Udskejelser", og begges Skyldbevidsthed knytter dem blot fastere til hinanden.
Ja – Eventyr er det altsaa, ogsaa for Læseren, der ikke har faaet noget overbevisende Indtryk af Elskerens Udskejelser, da han er fremstillet som en stilfærdig, kølig Gransker.
I Henrik Pontoppidans uhyre splittede, snart opfarende, snart roligt refererende Produktion vil denne lille Bog staa som et Mellemspil, hvor der prøvende anslaas forskellige Toner, dæmpet, underligt vigende, men med en vis Glød i Afslutningen, der vidner om, at noget saare alvorligt var tilsigtet.
