Pontoppidans nye Roman
Henrik Pontoppidan: Et Kærlighedseventyr. Gyldendal.
Kjærlighetseventyret består deri at en bitter, forgræmmet mand som er et godt stykke op i årene, en mand som har levet sin barndom trykket av forældrenes dårlige forhold, sin ungdom i forbitrelse over alle de venner som vilde spise gratis frokost hos ham og låne nogen av alle de penge han har arvet og ellers i tilfredsstillelse av sin store erotiske heftighet, sin tidligste manddom i studiet av store pessimister og kvindeforagtere, fremfor alle Schopenhauer om hvem han har skrevet en doktoravhandling, stadig optat av et stort verk om menneskehetens tilbakegang, han blir ved et tilfælde forelsket i en tredveårig prestefrue, en ferm, blid, ganske tåbelig kvinde. Hun blir også glad i ham – det blir de fleste kvinder – forlater sin mand og sine barn, flakker omkring med ham i utlandet indtil de, da hendes prest dør, bosætter sig i Danmark igjen. I samlivet med hende mister han ganske tilliden til Schopenhauer og troen på at dyrene står over mennesket. Da han omsider blir docent ved det danske universitet vil han forkynde kjærlighetens religion for de unge studenter, ikke den tåkede altruisme som egentlig bunder i selvkjærlighet, men den lidenskabelige, kjønslige kjærlighet mellem mand og kvinde, som er livets urkilde og lykke og udødelighet, som tilgiver alt, håber alt, tror alt .... Mand og kvinde skal elske hverandre! Det er dette bud og dette evangelium han vil indprente de unge studerende, hvilket jo kan synes omtrent like så overflødig, som at overvælde en sulten med det evangelium at han må spise mat, så blir han mætt.
Men eventyret består altså i dette. Man undrer sig over at Pontoppidan har fundet det så eventyrligt, at han i det hele har skrevet en bok om det. Stoffet har ikke git ham nogensomhelst anledning til fordypelse, hans fremstilling er ikke et øjeblik bevæget, personernes sjælsliv og oplevelser ikke et øjeblik særegent. En række kapitler består av samtaler som man har indtrykk av er ført i offentlighetens påhør, stive, kjedelige, uten bund og resultatet av dem kunde like godt være fortalt i et par av de journalistisk sammenfattende og refererende linjer, som Pontoppidan elsker og stadig hentyr til når han fort vil bli færdig med enkelte av de vanskeligheter som ligger på fortællingens vei. Andre kapitler består av elskværdige reiselivsskildringer og interessante topografiske beskrivelser av Nord-Sjælland. Kanske i et enkelt kapitel, som fortæller om prestekonens, elskerindens tilbakekomst fra Kjøbenhavn, hvor hun havde ventet at møte sine barn, men bare mødte sin mand og en avskrækkende advokatonkel, til Berlin hvor den elskede filosof går i uro for hende, er der en antydning av virkelig stemning, et åpent, et rådvildt sind, mennesket fortapt i kjærlighet og rystet over dens følger ....
Men det lyder usandsynlig at Pontoppidan, Lykkepers forfatter, har skrevet denne fortælling av interesse for dens personer, som ikke skal kalde på nogen av en stor psykologs evner. Rimeligere er det vel at han gjennem den har villet fremsætte en personlig livsanskuelse, – muligens provosert av den Nobelske prisbelønnelse av hans digtning og idealisme? Forskjellige ting tyder på at kjærlighetseventyret er blit til for at illustrere digterens store tanker om kjærligheten. Hovedpersonen er jo ikke en almindelig mand, han er som nævnt Schopenhauer-tilbeder og dermed kvindehader – selv om han stadig indlater sig i forhold til mange av kjønnets repræsentanter, "som dog allesammen kun havde forøget hans mistillid til livet utenfor bogreolerne" - d. v. s. utenfor den Schopenhauerske livsfornægtelse og kvindeforagt. Det er altså denne mand som indfanges av den store kjærlighet og forvandles av den. Og kvinden er jo heller ikke nogen almindelig eventyrerske, hun er tvertimod strengt gudfrygtig, fra den tidligste ungdom placeret ved en adstadig præstemands side, samvittighedsfuld mor for to barn. Og det er denne grundfæstede borgerinde som begir sig ut på det store, farefulde kjærlighetseventyr og vinder lykken i det. Kjærligheten mellem mand og kvinde er altså den eneste store magt i livet, som det er værd at tilbede.
Allikevel lyder også det usandsynlig at Pontoppidan virkelig har ment at optræ som forkynder i denne kjølige historie. Denne problematiske filosof, som fornægter Schopenhauer og ender som docent i kjærlighet ved det danske universitet, skal han virkelig være en gyldig repræsentant for en klok mands tankegang og livsanskuelse? Skal skildringen av dette besynderlige kjærlighetsforhold virkelig ha til hensigt at overbevise os om at al misfornøjelse med verden, al livsforagt, al lede, al grublen og tænkning rationelt og virkningsfuldt kan kureres av en smule kjønslig forbindelse og optathet mellem mand og kvinde? Men så kunde det jo virkelig være påtide at få den store bok som Pontoppidans filosof en tid var beskjæftiget med, boken om menneskehetens sørgelige tilbakegang, for til den grad dominerende er kjønnet sikkert ikke engang hos vore urfædre aperne.
.... Endelig kan jo Pontoppidan ha hat den venlige hensigt at vilde skaffe sine læsere et smil på læberne. I tilfælde er han i egentlig forstand en forborgen lurifax. Og dertil ødsel med sit kunstneriske ry.
Ronald Fangen.