Et kjærlighetseventyr
En ny bok av Pontoppidan
Henrik Pontoppidan: Et kjærlighetseventyr. Gyldendal
De smaa romaner tæller allerede en lang og anselig numerserie i Pontoppidans produktion. De rummet til at begynde med hans tidligste oprindelige form for livsskildring, siden har de fulgt, stundom brudt, rækken av hans store alvorlige, vidtspændende, mangebinds kompositioner med lystigere ord og lettere tale, med aandrig spøk og muntre paradokser og en sterkt krydret galgenhumor fra et strømmende friskt og rikt opkomme. Der findes bøker blandt disse, som ved sit beske vid, sin skarptungede malice, sin hele gjennemførte ironiske spottende og haanlige livsbelysning, hører til digterens beste.
Det kan man ikke si om [den] foreliggende nye roman, en litt fersk og søtlaten idyl, som i sin glatte, upersonlige flygtighet og tomhet nærmer sig den rene blaablomstrede solstraalefortælling. Skildringens motiv og formaal er at eftervise den store amouers hemmelighetsfulde magt og forunderlige evne til at husvale og helbrede syke menneskesind. En halvgammel folkesky, mandvond og menneskeforagtende Schopenhauerianer, hvem en forfædelig barndom og ungdom har drevet ut i ensomhetens og misantropiens ørken, blir en dag trods megen motstræben og al mulig mistænksom forsigtighet heftig forelsket. Den tilbedte og ombeilede gjenstand er en meget jevn og almindelig kvinde; hun er gift med en prest, men forlater resolut baade mand og barn for at drage en uviss fremtid imøte med sin elsker.
Den lærde særli[n]g og grubler arbeider i stilhet paa et filosofisk skrift om moralens utartning og det etiske forfald i verden fra dyrets sunde friske rovbegjær til de for mennesket specielle følelser: ødelæggelseslyst, misundelse, skadefryd. Men som tiden gaar, og parret gjennem prøvelser og anfegtelser modnes og forfremmes til en jordisk og solid og haandgripelig lykke, blir hans dystre tankeverden ham mere og mere fremmed og likegyldig. Og da han i kraft av den magt, som tilgir alt, fordrager alt og forener alle motsætninger, omsider har overvundet Schopenhauer, faar han, netop i det nødvendige øieblik, et fast levebrød i filosofiens tjeneste, idet han blit utnævnt til docent ved universitetet.
Saaledes ender dette koldblodig utpønskede, velbetænkte, adstadige, erkjendelsesteoririke kjærlighetseventyr til alle parters contentement og fornøielse.
C.N.