"en solstråle-yndig familie-idyl"

HENRIK PONTOPPIDAN: Et Kærligheds-eventyr. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. Kbh. og Kria. 1918.

Mellem de store roman-serier, som udgør Pontoppidans vægtigste og vigtigste arbejder, har han skrevet en række "små romaner". Det har nok for en del, som påvist af Vilh. Andersen, været en slags forstudier til de store værker; men det kan også have været hvilearbejder for ham, bøger, han har lavet mere i mag og leg, og det kan være experimenter i en anden fortælleart end hans sædvanlige; i nogle af dem får fantasien friere løb, somme har en viss gammeldags duft over sig.

I "Et kærligheds-eventyr" synes han at have taget sig sagen temmelig let. En ung præstekone forlader sin mand, som hun egenlig aldrig har brudt sig synderlig om, og sine to børn, og rejser bort med en filosofisk videnskabsmand, hun har fået elskov til. Han skildres som en noget plump og sær person, kraftig sanselig, en lærd grubler, men med mærkelig ævne til at vinde kvinder. Man kunde nu vente at se ham virke som en skovtrold med koglende magt over hende, mens hun stred imod og selv efterat hun havde bøjet sig for hans dæmoniske indflydelse kastedes frem og tilbage mellem sin betagelse og længslen efter sin fortid, – Agnete og havmanden om igen. Men det går langt nemmere til. Hun følger ham uden videre modstrid og rejser med ham til udlandet, hvor hun hygger sig i hel sund og tryg husmoderlig kærlighed ved hans side. Naturligvis længes hun efter sine børn, især da de engang har været syge; men da et forsøg på at få dem at se afvises af hendes mand, medmindre hun vil vende tilbage til ham, træffer hun hurtig sit valg og søger atter sin elsker. Hendes moderfølelse er stærk, og i længden måtte savnet af børnene kunne tære på hendes forhold til kæresten. Men Pontoppidan er i blidt lune og barmhjertig mod hende (og sig selv). Han får i en fart præstemanden slået ihjel; de to elskende klappes sammen som rette ægtefolk; børnene kommer til dem; manden får et passende embede ved universitetet; de finder et smukt hjem ude i en nordsjællandsk skovegn, og det hele ender i en solstråle-yndig familie-idyl. Meget hyggeligt, men lidt for let, og man bliver en kende flov derved.

Det gode i den lille bog er – foruden det redelige kærnesprog og den rolige og sikre fortællerkunst – skildringen af filosofens ærligheds-udvikling. Han har hidtil kun stået i flygtige og tilfældige forhold til kvinder, og præstekonen er fra først af for ham kun et nyt nummer i rækken. Men under samlivet med hende knyttes han stadig dybere og varigere til hende. Det er ikke, fordi hun er særlig begavet; hun har hverken sans eller interesse for hans filosofiske anker og meninger, men holder sig umiddelbart til sin hjemmevante religiøsitet. Det er heller ikke, fordi hendes elskov er særlig æggende og dårende; den er frodig og rolig og naturlig. Men hun er kvægende som sød mælk; hun har ævnen til at skabe daglig hygge og velvære om sig. Han har egenlig aldrig haft et hjem; sammen med hende lærer han dets fred og varme at kende; derved fæstnes og lutres tillige hans kærlighed, og hans schopenhauerske pebersvende-filosofi undergår ved samme lejlighed en omvæltning. Den kommer ned på den jævne menneskelige jord, ned "fra disse uendelig højtsvævende synspunkter, hvorfra en løve og en lus er lige store – og lige smukke". Det er en hymne til familielivets pris, Pontoppidan her har skrevet.

Niels Møller.