Et Kærlighedseventyr
Henrik Pontoppidan: Et Kærlighedseventyr. (Gyldendal)
Der er over denne lille Bog en sød og øm Forelskelse, som man ikke plejer at møde hos Henrik Pontoppidan. Det bidske og nejsigende, der ellers er denne Forfatters vante Fysiognomi, er veget Pladsen for en nænsom Livsbekræftelse, en rørende og bange Kærlighedserklæring til Kvindeligheden som Tilværelsens Grundmagt. Frosset nede under mange bitre Aars Tvivl og Mismod har dette Ja dog levet i Pontoppidans Sjæl. Nu sniger det sig frem og afslører paa besynderlig Vis, hvor dybt Instinktet mod Madonnadyrkelse bunder ogsaa i protestantiske, ja protesterende Hjærter.
Pontoppidans Madonna kan ikke taale en rigoristisk Morals Prøve. Hun er, Gud bedre det, en sjællandsk Præstekone, som af Lidenskab for en anden Mand forlader Ægtefælle og Børn. Hendes Hjærte bløder derved, og Blodet kalder Taarer frem i Læsernes Øjne – der er Sider her, som minder om intet mindre end Fru Fønss' Brev hos J.P. Jacobsen – men Pontoppidan kræver det troet om hende, at hun trods alt fulgte sin Samvittigheds Bud. Hun opgav Samlivet med en Mand, hun med eet opdagede, hun ikke elskede, for at lyde sin Kærligheds Røst. Og i Kraft af denne Kærlighed naaede hun at menneskeliggøre en Mands tilfrosne Sind. Saadan er Pontoppidans Madonna. Man kan forkætre eller beundre, som man nu vil. Pontoppidan fletter sin lille Bogs Blade sammen til en Krans om hendes hvide Pande.
Udtrykket er ikke overdrevet. Pontoppidans Holdning er rentud religiøs. "I Kærligheden mellem Mand og Kvinde er Guddommen nærværende og gør os delagtige i udødeligt Liv", forkynder han. Det er skønne og sjældne Ord fra denne Mands Læber, og de vidner gennem deres Mangel paa reel Mening dybt om, hvor uudryddelig den religiøse Drift stikker os alle i Hjærtet. Nejsigeren Pontoppidan behøver kun en sjællandsk Præstekones ømme og blide Smil at bade sig i, saa knæler han. Og hans Betagelse smitter. Vi andre røres ogsaa. Og tilstaar den velærværdige Frue baade hendes Kristendom og hendes Samvittighed uskadt ogsaa bagefter.
I denne Madonna-Dyrkelse skælver Bogens Sjæl, og hvor den ikke er tilstede, bliver Romantravet almindeligt og Trickene banale. Dette gælder i nogen Maade Fru Ingrids Elsker, en filosofisk Doktor af misantropisk Tilsnit, som dog under hendes Paavirkning opgiver Studiet af Schopenhauer og slaar sig paa Epiktet. Det er lovlig skematisk. Men den Slags Romaneri faar ikke Lov at brede sig ret langt. Paa næsten alle Bogens Blade er Fru Ingrid. Og hvor hun er, et ømt og yndigt Foraar, der varsler en livsalig Skærsommer.
Oscar Geismar.