"En mild Epilog"
Pontoppidans nye Bog
Henrik Pontoppidan: Et Kærlighedseventyr. Gyldendal.
Det er paa en Maade atter en meget tidssvarende Bog, som Henrik Pontoppidan har skrevet. Han indlader sig fornuftigvis ikke paa at digte om Verdenskrigen, men han skriver i Flugt med Verdenshistorien. Hans sidste store Roman "De Dødes Rige" var fuld af Angst og Gru; der gik en Verden under deri. I den lille nye Fortælling begynder der i al Stilfærdighed en ny.
Ved en flygtig Læsning gør Bogen ikke noget betydeligt Indtryk. Det mere udvortes Erindringsstof, hvormed der opereres, er kun spinkelt: nogle Rejseminder fra Schweiz og Sydfrankrig1, et Sommerophold ved Bramsnæsvig. Bifigurerne er uden de skarpe Streger, der endnu sidder En i Erindringen fra Digterens tidligere "smaa Romaner". Stilen er ganske fordringsløs.
I Hovedhandlingen deltager to eller tre Personer: en sagtmodig og retsindig Præst, hans Hustru, der har forladt ham og deres Børn af Kærlighed til en Doktor og Filosof, der er Bogens Hovedperson. Af Tegningen af disse Figurer har Forfatteren gjort det mindst mulige, men maaske netop derfor lige netop nok til, at man kan se dem: den unge Præstekone, der ligner Danmark – hun er "sommerfrodig", som Poul Møller siger, og har en Smule Fregner paa Ansigtet – og som derfor drager den hjemløse Mand saa stærkt; hendes Mand, Præsten, som har siddet i Hotelværelset under Samtaler med sin fraskilte Hustru og draget Streger – som en anden har gjort før ham ved en lignende Lejlighed2 – paa Gulvtæppet, med Spidsen af sin Paraply, og hendes Elsker, den filosofiske Doktor, "Skovtrolden med Pudeløjnene" – man husker fra Pontoppidans tidligere Bøger hans Evne til at karakterisere Folk efter deres Øjne. Ogsaa den indre Karakteristik og psykologiske Motivering er knap; hun er "fra Provinsen" han fra et glædeløst, selvplagersk Hjem.
Imod Slutningen tror man endog, at spore en betænkelig Slappelse baade i Fremstillingens og Vurderingens Energi. Skønt han i Følge Fortællingens Præmisser synes hjemfalden til Ensomhedens og hun til Angerens Kvaler, bliver de dog til sidst efter Præstens – maaske af deres Handlemaade forskyldte – Død lovligt og lykkeligt forenede. Og hvis det ikke netop var, at de ingen Børn faar med hinanden – hvad de hver paa sin Vis ser som en Straf for deres Brøde – kunde Fortællingen godt være endt som et andet Eventyr med: "Og de levede længe og lykkeligt sammen og fik mange gode Børn, der lignede deres Forældre". Og saa var den Historie ikke længer.
Men hvis man formaar at læse det med, der ligger bag Linierne, bliver det, der syntes Tegn paa kunstnerisk Træthed eller moralsk Resignation, til et positivt Fortrin. Den forbeholdne Kunst fremhæver det alvorlige og prøvede Indhold.
Forfatteren vil paa den jævneste og tilforladeligste Maade, ud af egen Erfaring, vise – jeg havde nær sagt: forkynde – den Sandhed, at naar Livets Bitterhed er tømt til Bunden, bliver der dog noget tilbage, der gør det værd at leve. Ja, der kan af denne Bund springe en ny Kilde frem.
For Digteren, i alt Fald for hans Helt, er det Kærligheden. Ikke den taagede Mandfolke-Altruisme, men den reelle Kvindekærlighed.
Ja, hedder det i Bogen selv om den grimme Doktor med det tunge eller grove Hjerte, "ufortjent havde han erfaret det evige Under, som Kvindens Kærlighed var. I Blinde havde han fundet hen til Allivets Kilde, havde drukket af Urvældet, som det brød frem fra Kvindehjertets Dyb til Husvalelse for alle ensomme og besværede i denne trøstesløse Verden". En Gang i sit Liv at have mødt denne Kilde. Det er det sande Kærligheds-Eventyr. Heraf har Bogen sin Titel, der altsaa gaar noget dybere, end enhver nyfigen Romanlæserinde kunne formode. Har man oplevet dette Under, kunne man taale mange Rædsler. Saa er ikke alle Fyr slukte.
Pontoppidan mener, at denne Erfaring gaar dybere, end alle konfessionelle Forskelle. – Parret i hans Bog lever videre sammen, hver med sin Tro. Deri har han vistnok Ret. Man kan altid mærke paa den, der taler, hvad enten det er en kristen Præst eller en moderne Profet, om han kender til denne Erfaring eller ej. Hvis ikke, snakker han ved Siden af Livet.
Set i Forhold til Pontoppidans barske og beske Hovedværker, især Historien om "Lykke-Per" og Fortællingerne fra "De Dødes Rige", virker da den lille, nye Fortælling som en mild Epilog – i en anden Stil, men i en lignende Stemning som Ibsens "Naar vi Døde vaagner". Gabriel Vadum og Ingrid i "Kærlighedseventyret" har samme Grunde til at skilles som Per Sidenius og Inger i "Lykke-Per", men de bliver dog sammen. Og den lidt massive Forkyndelse af Moderlighedens Triumf i "De Dødes Rige" i Billedet af den lille, evigt barnefødende Lægekone med den fulde Barm og Helgolænderhatten er her afløst af den nye Bogs Slutningsperspektiv om Kærligheden, der tilgiver alt, der forlanger alt og overvinder alle Modsætninger, og som lader to Mennesker gennem mange Brydninger "modnes i Fællesskab og dog hver for sig som et Par Tvillingfrugter, der næres gennem den samme Blomsterstilk".
Vilh. Andersen