Nye Bøger
Henrik Pontoppidan: Et Kærlighedseventyr. (G. B.)
Henrik Pontoppidans nye Roman er et lille Arbejde paa knap halvandet Hundrede Sider, men Emnet er ingenlunde ringe. "Eventyret" i denne Kærlighedshistorie ligger i intet mindre end dette, at en moden Mand, der har oplevet megen Erotik i saa at sige alle Evropas Lande (en Erotik, man dog ikke hører noget nærmere om), gennem sin første virkelige Kærlighed faar ikke blot sin Livsfølelse, men ogsaa sin Livsanskuelse grundigt omkalfatret.
Skræmmende Oplevelser lige fra Barndommen havde gjort ham til Sortseer, og han havde nedlagt sine egne pessimistiske Idéer og Følelser i en Doktordisputats om Schopenhauer.
Han har i mange Aar arbejdet paa et Samlerværk, hvis Hensigt er at dokumentere Menneskehedens Nedgang – men hans Kærlighed bringer den glædeligste Forstyrrelse i dette misantropiske Skrift.
Bogen ender med, at han, hjemkommen og gift, faar en Ansættelse som Docent ved Universitetet, og det er unægtelig en forbløffende Forvandling, der er foregaaet med denne Schopenhauerianer: "Jeg er," siger han til sin Kone, "forvisset om, og det er, som jeg forleden sagde, den Tro, jeg vil bekende for mine tilkommende Studenter-Elever, at i Kærligheden mellem Mand og Kvinde er Guddommen nærværende og gør os delagtige i udødeligt Liv". Dette bliver da en ikke almindelig Universitetslærer, og man kan ikke undre sig over, at han opgiver at redde sit Samlerværk ved en Omarbejdelse og lægger det helt paa Hylden. "Som hans Liv var blevet et andet, skulde ogsaa hans Arbejde begynde helt fra nyt. Det Hjernespind, han i sine lange Ensomhedsaar havde forpuppet sig i, var jo dog uhjælpeligt bristet. Han var tumlet ud i en ny Tankeverden som en honningberuset Humlebi i Sommersolen."
Den Kvinde, som foraarsager denne Omvæltning i hans Tilværelse, er en trediveaarig Præstekone, der har levet en halv Snes Aar i et Ægteskab med en Mand, hun har agtet, men aldrig elsket. Hun forlader Præsten for Filosofen, skønt hun dermed ogsaa opgiver sine to Drenge, der er hende dyrebare. Hun er troskyldig i sit Gudsforhold, utilgængelig for sin lærde Elskers Tankeeksperimenter, og hun faar mange onde Timer, hvor hun synker sammen under Vægten af Herrens Straffedom.
Der er en fortræffelig tilrettelagt Scene, hvor hun er kommet hjem fra Udlandet, drevet af Længsel efter at se sine Børn. Men det bliver kun Ægtemanden, hun møder, han har ikke ment det rigtigt at medtage Børnene, der allerede efter et eneste Aars Forløb er kommet sig efter Savnet af Moderen. Hun modtager ikke Mandens Tilbud om at vende tilbage til Hjemmet, men rejser, fortumlet og forpint ved Bevidstheden om for altid at have mistet sine Drenge, ned til Vennen, der har ventet hende i febersyg Uvished.
Da Ægtemanden er død, faar hun sit stærkeste Anfald af Samvittighedsnag, men det varer dog ikke længe, førend hun grunder et nyt Hjem, hvor Børnene faar en ny Fader .... De faar ingen Børn i deres Ægteskab, de har hver sin noget forskelligartede Skyldbevidsthed til at forklare denne Ulykke, men ogsaa gennem denne fælles Sorg knyttes de nært til hinanden – "bestandig inderligere forenede af den stærke, gaadefulde Magt, der tilgiver alt, der fordrager alt og overvinder alle Modsætninger".
Det er den lyseste, den forsonligste af alle Henrik Pontoppidans Bøger.
Chr. R.
