Literatur-Betragtninger
Henrik Pontoppidan: ET KÆRLIGHEDSEVENTYR. Gyldendal.
Den Bog, som Henrik Pontoppidan i dette Efteraar har udsendt, danner et Led i Rækken af hans smaa Romaner. Den er paa en Maade at opfatte som en Efterskrift og et Korrektiv til De Dødes Rige, idet den til den store Skildring af en trøstesløs Tid føjer en Hyldest til Kærligheden som en Magt, der i enhver Tid formaar at udrette det vidunderlige for den enkelte. Pontoppidan betegner i Bogens Slutning Elskoven som "den stærke, gaadefulde Magt, der tilgiver alt, der fordrager alt og overvinder alle Modsætninger". Dette er Bogens Tema.
Pontoppidan opstiller som Midtpunkt for sin Skildring to Figurer af den størst tænkelige indre Uoverensstemmelse. Hun er en sjællandsk Præstekone, rund og frodig, af en kvindeligt begrænset Synskres, oprigtigt kristelig from og udstyret med rige Moderinstinkter. Ved hendes Side stilles han, en langskægget, halvskaldet og mager Tvivler, en dybt mistrøstig Aand, med vidt, aandeligt Overskue og af hedensk-naturvidenskabeligt Livssyn; han er fra Barndommen af stækket i sin Slægts- og Familiefølelse; den stærkeste Drift i ham er hans Ensomhedstrang.
Disse to Menneskers Skæbner forener Pontoppidan, efter i at have ladet hende bryde sit Ægteskab med Præsten; deres i Forbindelse bliver – til hendes Sorg – barnløs, og hun er og bliver alle sine Dage en vildfremmed i hans – Videnskabsmandens – Tankeverden. Hun føler sig bedst sysselsat, naar huslige Arbejder lægger Beslag paa hende; han lukker sig inde i sin Tankeverden.
Og dette er da Underet – forkynder Pontoppidan – al mellem disse to grundforskellige Mennesker, i en Tilværelse, hvorover Fortiden kaster kolde Skygger, trives den rene og guddommelige Kærlighed; den gør dem, trods alt, til en udelelig Helhed og deres Livslod attraaværdig. I Sandhed en baade smuk og opbyggelig Prædiken over det ny-testamentlige Kærlighedsbud.
Ved Tilrettelæggelsen af sin Handling har Digteren taget Nytte af et bekendt, literaturhistorisk Motiv.
Nede i en Afkrog af Roskilde Fjord findes en henrivende Strækning Kyst og Skov, som hedder "Dejligheden", egentlig Navnet paa en Skovfogedbolig under Rygaard. I dette Skovfogedhus boede i 1849 Chr. Winther som nygift med sin Hustru Julie, og i det samme Hus lader Pontoppidan Dr. Gabriel Vadum og hans Hustru Ingrid tage Bolig. Pontoppidan faar derved Lejlighed til at tale nogle varmt beundrende Ord om den gamle Digter: "Det var med dyb Bevægelse, han paany læste disse halvglemte Sommervers om Naturens og Kærlighedens Hverdagsglæder. Deres Toner fulgte ham paa deres Vandringer, hvor han syntes at høre dem klinge igen fra Solsortens og Mejsens Struber … Først nu forstod han ret disse sødt vemodige Strofer, der saa vidunderligt udsang hans egen Hjemglæde".
Det er nu aabenbart, at Henrik Pontoppidan til Opbygning af Handlingen i "Et Kærlighedseventyr" har anvendt Chr. Winthers og Julies Livshistorie: ogsaa hans Helt finder som halvgammel Mand sin Elskede for Livet i en Præstekone, der lever i lovligt, luthersk Ægteskab og har et Par Børn; ogsaa han tager hende bort fra dette Ægteskab og lever siden lykkeligt med hende, skønt i barnløs Forbindelse og ofte nok truet af ildevarslende Skygger. Forholdet er imidlertid ikke det, at Pontoppidan har skrevet en Roman om Chr. Winther; hans Bog er, som udviklet, bygget over et stærkt personligt Indtryk af Kærlighedens Underkraft, og ydre Foranledninger har derved bragt Chr. Winthers Livshistorie ind i Pontoppidans Tanke, saa at den er kommen til Anvendelse ved Tilrettelægningen af Fortællingens Plan.
Med Rette betegner Pontoppidan sine Værker af denne Type som "Smaa Romaner". De skiller sig, skønt de i Omfang ikke rækker ud over en Novelles Maal, fra denne literære Type ved større Anselighed i Form og Udførelse. Saaledes er Forhistorien – Fru Ingrids Skæbne – indflettet i Sammenhængen i tre adskilte Afsnit, hvilket giver Rummelighed og Perspektiv i Handlingen. Endvidere følges i Fremstillingen af Sammenhængen ikke en enkelt Ledefigur, men der skiftes paa det afgørende Punkt – Ingrids endelige Frigørelse fra sit Ægteskab og sine Børn og det Valg paa Liv og Død, hvorved hun kaarer Gabriel – mellem hendes og hans Sjælsbevægelser med Baggrund af deres forskellige Opholdssteder; dette meddeler Dramaet større Virkekraft og gør Læserens Opfattelse af Begivenhederne stereoskopisk levende, hvilket er en af Romanformens Ejendommeligheder.
Stilen er Pontoppidans, saaledes som denne Forfatter skriver, naar han ikke ildnes af sin Satire; det er sobert og propert Sprog uden Forsiringer; man træffer Udtryk af en rent ærværdig Ælde, ved hvilke man gerne kan undres over, at Forfatteren ikke har følt Trang til en Fornyelse: "Som en Gnier, der luller sine Skatte, sad han i sin Ensomhed og lod Aarets lykkelige Minder drage forbi sig". "Det vilde blive ham selv, der engang – Ulykkesfugl, som han var – kom til at sprælle i den Done, han havde sat ud for hende." Hverken Donen eller Gnieren er ret nærværende for Børn af det tyvende Aarhundrede.
– Naar Læseren fra "De Dødes Rige" kommer til "Et Kærlighedseventyr", oplever han en Overgang af en lignende Art som den, hvormed man i Henrik Ibsens Produktion fra de store, tilintetgørende Dramaer naar frem til "Fruen fra Havet". Et mildere og mere forsonende Syn paa Livet lyser en i Møde.
Baade hos Ibsen og hos Pontoppidan brydes nu og da Brodden af den store Fortørnelse; for Ibsens Vedkommende sker dette endogsaa i selve "Brand" ("han er deus caritatis!") og hos Pontoppidan har man oplevet noget lignende i hans Holdning overfor det Drachmannske Livsfænomen. Sammenligner man "Et Kærlighedseventyr" med "Lykkeper", vil man I finde adskillig Overensstemmelse mellem Sidenius og hans Hustru og Parret ved Issefjord; men medens Sidenius begraves i nordjysk Ensomhed, hylles Gabriels og Ingrids Skikkelser i de naaderige Straaler fra deres Kærligheds Høstsol.
Hans Brix.