Henrik Pontoppidan

"Et Kærligheds-Eventyr". (Gyldendals Boghandels Forlag).

Dr.phil. Gabriel Vadum, der i en Aarrække har boet i Udlandet, bliver under et Besøg i Kjøbenhavn forelsket i en ung Præstefrue. Hun gribes af den store Kærlighed og forlader Manden og sine to Børn. Efter et Aars Omflakken i Udlandet driver Længslen efter Børnene hende hjem, men Manden nægter at lade hende se dem igen, dersom hun ikke vil vende tilbage og blive i Præstegaarden. Hun rejser paany til sin Elsker, der er forblevet i Berlin, og de slaar sig efter nogen yderligere Omflakken ned i en fransk By – her modtager de den Efterretning, at Præsten pludselig er død. Saa rejser Parret tilbage, Fruen flytter sammen med sine Børn, og Doktoren, der har faaet en Plads ved Universitetet, gifter sig med hende, og de lever et lykkeligt Ægteskab, hvis eneste mørke Sky er Hustruens Sorg over, at hendes Mand ikke tror paa Gud – han tror kun paa, "at i Kærligheden mellem Mand og Kvinde er Guddommen nærværende og gør os delagtige i udødeligt Liv" – en Filosofi, som den fhv. Præstefrue selvfølgelig ikke forstaar et Muk af, og som navnlig ikke er i Stand til at bringe hende bort fra den Tro, at naar hendes nye Ægteskab forbliver barnløst, er det Guds Straffedom – mens han paa sin Side mener, at Skylden er hans, "idet hans Fortids Udskejelser nu blev sørgeligt straffet paa dem begge." – Bogen slutter med disse Ord:

"Paa denne Maade levede de Side om Side, hver optaget af sit og dog bestandig inderligere forenet af den stærke, gaadefulde Magt, der tilgiver alt, der fordrager alt og overvinder alle Modsætninger. Gennem mange Brydninger modnedes de i Fællesskab og dog hver for sig, som et Par Tvillingfrugter, der næres gennem den samme Blomstersstilk. Og hver Gang Ingrid i Aarenes Løb paany skuffedes i sit Haab om at blive Mor, knyttede Sorgen herover og begges Skyldbevidsthed dem blot fastere til hinanden, saa forskelligt de end tænkte om Aarsagen."

Hvad skal man sige hertil? – At det er godt, at de to har faaet hinanden, og at det er sørgeligt, eller i hvert Fald kedeligt, at de ingen Børn kan faa? – Ja, hvad andet er der at sige? – Ikke andet i hvert Fald, end at det ogsaa er lidt sørgeligt, at vor med Nobelprisen hædrede største Digter ikke har haft andet paa Hjertet, naar han udsendte en ny Bog – en Bog, der er saa tør som en Stokfisk, saa korrekt som en Bekendtgørelse i "Statstidende" og ligesaa blottet for Poesi som denne. – Nej, der er ikke andet at sige.

F. O.